3.9 C
Copenhagen
lørdag 27. december 2025

Solcellesagen: Ændringsforslag sendt 45 minutter før møde skaber debat

0
Solcellesagen: Ændringsforslag sendt 45 minutter før møde skaber debat

POLITIK. Da byrådet i Fredericia den 1. september skulle behandle kommuneplanens mulighedszoner til solcelleanlæg, kom ændringsforslaget sent. Faktisk tikkede det ind på mail kun 45 minutter før mødestart – ledsaget af kortbilag og ændringer, der for flere politikere virkede omfattende.

Kritikken har lydt, at byrådsmedlemmerne ikke havde mulighed for at sætte sig ordentligt ind i materialet, og at borgerne i Herslev reelt blev kørt over.

Kommunaldirektør Thomas Nordborg Jaap afviser, at der var tale om et brud på reglerne. I en mail til Fredericia AVISEN skriver han:

»Da der er tale om et ændringsforslag og ikke en dagsorden er der ikke tale om de samme regler. Sagen er derfor kørt efter de gældende regler.«

Han henviser til Ankestyrelsens praksis og peger på en konkret sag fra Fanø, hvor det fastslås, at ændringsforslag kan fremsættes helt frem til afstemningen, medmindre byrådet selv har vedtaget særlige regler.

Reglerne er klare – men debatten fortsætter

I Ankestyrelsens udtalelse fra 2019 (j.nr. 2017-86657) står det klart, at ændringsforslag ikke er underlagt samme frister som dagsordener og bilag. Byrådets medlemmer kan stille ændringsforslag på selve mødet, og borgmesteren kan ikke alene afvise et forslag med henvisning til tidspres eller kompleksitet.

Dermed var det juridisk i orden, at ændringsforslaget blev fremsendt kort før mødet. Men Ankestyrelsen understreger også, at det er byrådet som helhed, der skal vurdere, om en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes beslutning. Hvis nogle medlemmer mener, grundlaget ikke er godt nok, må de foreslå at sende sagen tilbage i udvalg eller stemme imod og få deres begrundelse protokolleret.

Risiko for ny høring

Spørgsmålet er dog, om ændringsforslaget var så omfattende, at det i praksis ændrede på det planforslag, borgerne allerede havde haft i høring. Ifølge planloven skal væsentlige ændringer af et planforslag i offentlig høring igen.

Her ligger kernen i uenigheden: Forslagsstillerne mener, at ændringen var enkel og byggede på input fra høringssvarene. Kritikere kalder ændringsforslaget komplekst og mener, at nye kort og data burde udløse en ny høring, så borgerne havde en reel mulighed for at forholde sig til de ændrede rammer.

Muligheder for klage

Hvis borgere eller interesseorganisationer mener, at ændringerne var så væsentlige, at planloven krævede en ny høring, kan sagen indbringes for Planklagenævnet. Nævnet kan tage stilling til, om proceduren omkring kommuneplanen er lovlig.

Derudover kan Ankestyrelsen føre tilsyn med, om byrådet har fulgt de kommunale styrelsesregler – for eksempel hvis nogen mener, at processen i byrådssalen ikke har været korrekt.

Dermed er sagen ikke kun et spørgsmål om reglerne i byrådssalen. Den rejser også et principielt spørgsmål om, hvor grænsen går mellem et lovligt ændringsforslag og en ændring, der kræver ny høring for at sikre åbenhed og borgerinddragelse.

Læs også

Fredericia Isenkram fejrer fødselsdag med udsalg og oplevelser

0
Fredericia Isenkram fejrer fødselsdag med udsalg og oplevelser

BUSINESS. Når Fredericia Isenkram fra torsdag til søndag inviterer indenfor til fire dages fødselsdagsfest, er det både en markering af butikkens ni år i byen og af et år på den nye adresse ved Vejlevej.

Butikschef Daniel Huusmann lægger ikke skjul på, at det er en milepæl. »Efter man er flyttet og har haft et hårdt år, der er gået hurtigt, er det en særlig fornemmelse at kunne se på, hvad der er lykkedes. Og det fejrer vi altså med noget af en fest her torsdag, fredag, lørdag og søndag,« siger han.

Festen betyder både markante rabatter og aktiviteter, der rækker langt ud over det klassiske udsalg. »Vi giver en klækkelig rabat, og så har vi også en del aktiviteter, hvor vi både får hoppeborg og popcornmaskiner, fadøl og slushice. Man kan vinde præmier for flere tusind kroner via en boksemaskine. Det bliver en fest,« siger Daniel Huusmann og understreger, at der er brugt kræfter på at skabe oplevelser for kunderne.

Traditionen tro betyder fødselsdagen, at der gives 21 procent rabat på alle varer i butikken. »Det gælder på alt – også nedsatte varer. Det gør det unikt, fordi det er tit, man oplever kampagner med 20 procent, men hvor en masse undtagelser gælder. Hos os gælder det samtlige 8.000 varenumre, vi har på hylderne,« siger han.

At butikken i dag står stærkere, end den gjorde for et år siden, er han ikke i tvivl om. Flytningen har givet mere plads, bedre logistik og mulighed for at præsentere et bredere sortiment. »Udviklingen har været udelukkende positiv. Vi har 30-40 procent flere gæster hver måned, og kunderne køber også flere af de større ting som støvsugere og grydesæt. Det har gjort hverdagen nemmere, fordi vi har varerne på lager og plads til at vise dem frem,« siger Daniel Huusmann.

Han mener, at succesen hænger sammen med beliggenheden og tilgængeligheden. »Jeg har ingen tvivl om, at det handler om convenience. Jeg kører jo også selv rundt til Føtex og Harald Nyborg, og det at vi har egne p-pladser foran og bag butikken, gør det nemt. Vi har en 12-13 pladser foran og omkring 20 bagved. Når folk skal flytte hjemmefra, er det nemt at komme herud og købe alt fra gryde til støvsuger og sætte det direkte i bilen,« siger han.

Kundekredsen er også vokset, og butikken trækker nu kunder fra både Middelfart, Kolding og Børkop. »Vi er blevet det lette valg for oplandet. Når folk fra Børkop tidligere skulle vælge, om de ville til Vejle Midtby eller Fredericia Midtby, så vælger de nu os, fordi det er nemt. Vi er inden for 20-25 minutter fra Kolding, og det giver os et større opland,« siger Daniel Huusmann.

Samtidig arbejdes der målrettet med fremtidens isenkræmmerhandel. En ny hjemmeside er på vej, og samarbejde med butikker i både Haderslev og Ringsted skal skabe en fælles platform. »Vi lancerer snart dinisenkram.dk sammen med kolleger i Haderslev og Ringsted. Fokus bliver på click & collect, hvor kunderne kan se, om varerne er på lager, bestille dem og afhente nemt. Det er igen convenience, der er nøgleordet. Forbrugerne vil gerne vide, om varen er der, før de sætter sig i bilen,« siger han.

På spørgsmålet om drømmene for de kommende år svarer han, at det handler om at udvikle sig med markedet. »Der sker meget i kæden og i markedet generelt. Mange fysiske forretninger oplever tilbagegang, så det er vigtigt for os at tilpasse butikken, skabe oplevelser og drive en stærk webshop. Med de nye rammer og et lager, der fungerer bedre sammen med butikken, kan vi drive en ordentlig hjemmeside. Det kunne vi ikke i midtpunktet,« siger han.

Han sender samtidig en tak til kunderne, der har bakket op om butikken gennem ni år og særligt det seneste år på Vejlevej. »Jeg vil bare sige tak. Det har været et fantastisk år, og vi fortsætter udviklingen. Jeg er vildt glad for, at folk støtter os hver dag, både med stort og småt. Jeg håber, at de kommer til fødselsdagsdagene og giver den gas,« siger Daniel Huusmann.

Stationen i Nørre Aaby får 628.628 kroner i støtte: »Det betyder, at vi kan gøre det, vi drømte om«

0
Stationen i Nørre Aaby får 628.628 kroner i støtte: »Det betyder, at vi kan gøre det, vi drømte om«

MIDDELFART. Kun to uger efter den officielle åbning er Fællesskabshuset Stationen i Nørre Aaby blevet udvalgt som et af fem projekter, der modtager støtte fra LAG MANK – Den Lokale Aktionsgruppe for Middelfart, Assens, Nordfyn og Kerteminde Kommuner. Støtten på 628.628 kroner gør en markant forskel, fortæller Nicolas Hammer, formand for Foreningen for Fællesskaber i Nørre Aaby, også kaldet FIN.

»Det betyder faktisk, at vi kan gøre det, vi havde planlagt og ønsket at gøre. De primære ting, vi kommer til at bruge midlerne på, er at få Pakhuset klar til udlejning og events. Der skal en scene til, et PA-anlæg, et stort lærred og projektor, og alt det udstyr, der skal være for at skabe rammerne. Derudover er der midler til smartboards og også et industrikøkken, så vi kan bruge huset til endnu mere,« siger Nicolas Hammer.

Planerne har hele tiden været der, men midlerne betyder, at udviklingen kan ske hurtigere og mere fuldtonet. »Det har været planen fra start, men vi var nødt til at lave tingene i etaper. Derfor søgte vi puljen tilbage i juni, uden at vide om vi fik den. Hvis vi ikke havde fået pengene, måtte vi starte i mindre skala,« forklarer han.

Han mener, at projektets klare fokus på fællesskab har været afgørende for, at Stationen blev valgt. »Jeg tror 100 procent, at det handler om fællesskaber. De kan godt lide, at vi har skabt et hus, der handler om at få foreninger til at bruge det, og hvor mennesker kan mødes. Det er det, vi skrev i ansøgningen, og det er det, vi vil med huset,« siger han.

Støtten kommer kun to uger efter åbningen, men timingen er ifølge Hammer god. »Vi havde travlt med selve åbningen, så hvis vi også havde haft det her oveni, havde det måske været for meget. Nu kan vi stille og roligt tage næste skridt. Stationsbygningen er stort set på plads, og nu kan vi begynde at udvikle Pakhuset. Det betyder, at vi kan gå i gang med udlejning og få sat industrikøkken ind, så det hele kan bruges fuldt ud,« siger han.

Modtagelsen af huset har været positiv fra starten. »Vi åbnede caféen i mandags, og vi har allerede en del bookinger til møder i stationsbygningen. Der er også forespørgsler på Pakhuset, og vi har faktisk reservationer, der rækker helt frem til 2032,« siger Nicolas Hammer.

Foreningen har lejet bygningen, men håbet er på sigt at kunne købe den. »Vi vil jo helst smide penge i vores egen lomme. Vi har en husleje uden opsigelsesdato, så vi er ikke pressede, men drømmen er at eje,« siger han.

Han er ikke i tvivl om, at den store støtte også sender et signal om, at projektet i Nørre Aaby bliver taget alvorligt. »Jeg vil gerne sige, at jeg er virkelig glad for, at de har valgt at støtte os. Vi har fået mest støtte af alle fem projekter, og det må være et tegn på, at de virkelig tror på vores projekt. Det betyder også noget at vise, at det ikke kun er de store byer, der skal have støtte, men at man også prioriterer projekter i Nørre Aaby,« siger Nicolas Hammer.

For Stationen betyder støtten, at planerne kan rulles ud, og huset kan komme tættere på at være det fællesskabssted, som foreningen drømte om fra begyndelsen. »Nu kan vi sætte endnu mere gang i det. Vi er ikke i mål med alt, men vi kan komme i gang med alle de store ting, vi havde planlagt. Og det er vi virkelig glade for,« siger Nicolas Hammer.

Alle partier står bag budgetaftale i Region Syddanmark

0
Alle partier står bag budgetaftale i Region Syddanmark

POLITIK. Der var brede smil og håndtryk i regionshuset i Vejle, da Region Syddanmarks budget for 2026 faldt på plads tirsdag aften. Alle partier i regionsrådet og de to løsgængere er med i forliget, der omfatter et samlet budget på 32,2 milliarder kroner.

Aftalen sætter retningen for en region, der står på tærsklen til den største sundhedsreform i to årtier. Reformen skal flytte sundhedstilbud tættere på borgerne, og budgettet indeholder både store investeringer i sundhedsområdet, indsatser for lighed og et markant løft af miljø- og drikkevandsindsatsen.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger: »I Region Syddanmark står vi med et rigtig godt udgangspunkt for at håndtere sundhedsreformens forandringer. Vi har gennem flere år arbejdet målrettet med at sikre os en solid økonomi, øge medarbejdernes trivsel og udvikle et moderne sundhedsvæsen. Det kommer os til gode nu i denne brydningstid. Samtidig giver forsommerens gode økonomiaftale mulighed for, at vi både kan præsentere et robust budget, hvor alle regninger er betalt, men også sætte gang i mange nye initiativer. Tak til alle i regionsrådet for at bakke op om dette ambitiøse forlig.«

Nye indsatser på vej

Blandt de over 20 nye initiativer er 12 millioner kroner til Danmarks første hjerneplan, der skal styrke behandlingen af patienter med blandt andet demens, hovedpine og Parkinsons. Der er også sat penge af til bedre behandling af ressourcesvage patienter og til at bekæmpe jordforureninger, der truer både sundhed og drikkevand.

Forligspartierne fremhæver forskellige resultater som særligt vigtige.

Mette With Hagensen (S) siger: »Vi er stolte af, at det er lykkedes at sikre en budgetaftale med tydelige socialdemokratiske afsæt. Vi sætter mennesker først og har fokus på sundhed, trivsel, lighed og fremtidssikring. Med denne aftale tager vi ansvar for de forandringer, vi står overfor, samtidig med at vi tager fat om de aktuelle udfordringer med at tiltrække medarbejdere til sundhedsvæsenet og skabe mere lighed i sundhed.«

Roya Moore (K) peger på reformens betydning. »Fra konservativ side glæder vi os over, at Region Syddanmarks budget for 2026 er på plads. Den nye sundhedsreform har givet os nye spændende opgaver, men også en række udfordringer, eksempelvis i forhold til at få de nye Sundhedsråd til at fungere. Derfor vil meget af budgettet selvfølgelig være bundet op på det. Alligevel forventer vi, at Region Syddanmark – fordi vi har en sund økonomistyring – kan prioritere en række områder som for eksempel ligestilling af psykiatrien og somatikken.«

Fokus på lighed og forebyggelse

For SF var det afgørende, at aftalen styrker både sundhed og grøn omstilling. Annette Blynel (SF) siger: »SF er tilfredse med at være en del af budgetaftalen. Det er vi, bl.a. fordi der afsættes ekstra penge til at fremme mere lighed i sundhed til f.eks. civilsamfundet, Kvindelancen og forebyggelse af seksuel sundhed. Desuden kommer der flere penge til demensområdet og til forebyggelse af selvskadende unge. Endelig afsætter vi en stor pulje til at fortsætte regionens indsats inden for den grønne omstilling. Medarbejdernes ønsker er naturligvis også imødekommet. Så alt i alt et seriøst og grundigt budgetforlig, som SF naturligvis bakker op.«

Martin Arentz Schmidt Konradsen (EL) ser budgettet som et skridt i en retfærdig retning. »Enhedslisten er med i forliget, fordi vi har flyttet budgettet i en mere retfærdig og grøn retning – fra konkrete forbedringer for børn, kvinder og udsatte til en styrket indsats for miljø, natur og rent drikkevand.«

Radikale og DF fremhæver børn og ældre

Anne Skau Styrishave (RV) understreger betydningen af børn og unges vilkår. »Vi radikale er virkelig glade for det fokus, der er på lighed i sundhed og børn og unge. Særligt etableringen af Center for Lighed i Sundhed, som vi har arbejdet for det sidste år, og de andre indsatser for sårbare patienter har været en vigtig mærkesag for mig. Vi er også enige om en børnepakke, som jeg tror kommer til at gøre en stor forskel. Og så kunne vi heldigvis også blive enige om at sætte penge af til kultur, samarbejde med civilsamfundet og et styrket miljøområde.«

Carsten Sørensen (DF) fremhæver ældreområdet. »Vi i Dansk Folkeparti er glade for igen at være en del af budgetforliget. Vi ser især frem til en styrket indsats på demensområdet, større fokus på kvindesygdomme, at regionen fremover også vil arbejde med mænds sundhed, mere lighed i sundhed, bedre arbejdsmiljø for de ansatte, tiltag der gør sundhedsvæsenet nemmere for børnene og deres forældre, en robust struktur for fremtidens region samt midler til at sikre forsyningssikkerhed og beredskab i regionen.«

Løsgængerne med ved bordet

Også regionsrådets to løsgængere er med i aftalen.

Sabrina Bech Bartholin siger: »Jeg er stolt og beæret over at være med i et budgetforlig, hvor der med en ansvarlig økonomisk tilgang er fundet finansiering til bl.a. udvidelse af hoftespecialeområdet i Svendborg, børn og unges oplevelse med sundhedsvæsenet, kvinders følger efter fødsler, styrkelse af fødeområdet og demensområdet, udbredelse af compassionate leadership, forebyggelse af brystkræft, udekørende funktioner og robustgørelse af de lægelige specialer.«

Karsten Byrgesen lægger vægt på patienternes oplevelse. »For mig er det vigtigt, at borgerne i Region Syddanmark oplever en hurtig og effektiv adgang til udredning og behandling, når sygdommen rammer. Med dette budget står vi med et solidt udgangspunkt for at sikre et trygt og kompetent sundhedsvæsen.«

Formelt vedtagelse 29. september

Budgettet for 2026 vedtages formelt på regionsrådsmødet den 29. september. Region Syddanmarks samlede driftsbudget er på 32,2 milliarder kroner. Med de penge leverer 28.300 fuldtidsmedarbejdere sundheds-, psykiatri- og socialydelser til de 1,2 millioner syddanskere og arbejder samtidig med miljøindsats, mobilitet og uddannelse.

Med alle partier og løsgængere bag står budgettet på et bredt fundament. Og i en tid med sundhedsreform og store forandringer peger politikerne på, at netop enighed og økonomisk stabilitet er afgørende for at skabe et sundhedsvæsen tættere på borgerne.

Lederens værdigrundlag

0
Lederens værdigrundlag

Der er virkelig mange værdier, vi som mennesker værdsætter og holder af. Bevidst eller ubevidst styrer de vores hverdag, både hjemme og på arbejde, alene og sammen med andre. Lederens værdier præger lederstilen, som præger medarbejderne og deres adfærd og arbejdsresultater. De medskaber reelt bundlinjen for virksomheder, organisationer, foreninger og samfund. Derfor er det også værdifuldt at have gode ledelsesværdier på plads og virkeliggjort. Gode ledelsesværdier er guld, og særligt når vi skal vælge vores ledere, kan det godt betale sig at sætte fokus deres værdigrundlag, inden vi træffer vores valg eller sætter vores kryds. Det handler denne artikel om.  

Hvad er værdier egentligt?

Den danske ordbog” definerer værdier som en ”samling af vedtagne eller uskrevne normer som tager udgangspunkt i højt vurderede kvaliteter eller idealer, og som præger eller kendetegner en bestemt nation, befolkningsgruppe, organisation eller privatperson”. Definitionen ligger tæt op ad flere andre begreber, som vi anvender, når det handler om ledelse. Begreber, som antagelser og forestillinger, overbevisninger, erfaringer, holdninger, personlighed, etik, moral og kultur. Værdigrundlaget er bestemt også med til at sætte retning for vores handlinger og prioriteringer.

Ligesom vi kan opfatte kunstig intelligens som en slags modsætning til og måske trussel mod menneskelig intelligens og eksistens (doomerisme), så kan vi opfatte penge og valuta som en slags kunstig værdiansættelse af vores menneskelige værdier (de ægte værdier). De gør vores hverdag enklere og mindre kompleks, og det bliver meget lettere at sammenligne, prioritere og træffe valg. Men vi mister og tilsidesætter de svært håndgribelige sider af de menneskelige værdier. Sider som er helt afgørende for God Ledelse og for udviklingen af samfundet, virksomheden eller foreningen m.fl.

De menneskelige værdier skal derfor have en helt særlig plads i lederskabets fundament. Ikke som én gang fastsatte værdier og normer, der støves af en gang hvert andet, tredje eller fjerde år, men som levende ledelsesværdier, der italesættes og anvendes overalt i hverdagslivet. Levende fordi vores værdier skal følge med tiden og give mening. De skal ikke syne hen som gamle visne vaner, men værdier som er en naturlig del af både vores hverdagsliv og vores visioner.

Ledelsesværdierne danner en fælles referenceramme for og forestilling om, hvad der er værd at kæmpe for i det fællesskab, som vi er en del af.

Ledelsesværdierne skal begrundes ud fra deres betydning og ud fra de konsekvenser, som værdierne har for den måde, vi udfører ledelse på. Værdierne viser sig i vores handlinger og adfærd, og enhver lederhandling skal derfor altid begrundes ud fra de fælles fastsatte ledelsesværdier. Ledelsesværdierne skal kunne høres, ses og mærkes.

Hvorfor er værdier vigtige?

De værdier, som det enkelte menneske, og dermed den enkelte leder, bevidst eller ubevidst har eller tilegner sig gennem livet, sætter grænserne for den enkeltes hverdagsliv. Bevidstgør vi vores værdier overfor os selv og andre, så skaber vi grobund for at udvikle et meningsfuldt liv sammen med andre. Værdierne gennemsyrer vores handlinger og adfærd, de er kulturskabende og kulturbærere både for samfund, virksomheder, organisationer og foreninger.

I den verden vi lever i – en verden, som er præget af kompleksitet, uoverskuelighed, usikkerhed, kaos og tilfældigheder – er behovet for grundlæggende, robuste og levedygtige værdier stadigt stigende. I en verden, hvor vi har værdigrundlaget på plads, der har vi ikke brug for flere regler, stramme restriktioner og regulerende indsatser. Vi kan ikke ”gøre som vi plejer”, når nu verden omkring os er i konstant forandring.

I dag har vi brug for en værdibaseret ledelsesstil, der er baseret på et værdigrundlag og et værdi-sæt, der både udfordrer vores forældede vaner og samtidig skaber en meningsfuld robusthed henimod de visioner, som vi har for vores samfund, virksomheder og foreninger.

Lederens værdigrundlag

Lederens værdigrundlag er kontekstafhængig. Værdigrundlaget afhænger af det politiske ståsted, den religion, den kultur, arven og miljøet, som vi kommer fra og lever vores liv i. De enkelte værdiers betydning og prioritering ændrer sig og varierer med konteksten og med tiden. Variationen bliver størst, når verden omkring os forandrer sig dramatisk, fx fra ro og fred til kriser, kaos og krig. Nogle værdier er dog mere konstante og af mere blivende karakter, og for lederen måske de allervigtigste at få styr på.

I denne artikel vil jeg uddybe fire af de værdier, som jeg selv lægger allermest vægt på i mit lederskab, til inspiration for revurdering af dine egne værdisæt. 

Ærlighed, Åbenhed og gennemsigtighed

Al lederadfærd bør være præget af ærlighed, mest mulig åbenhed og gennemsigtighed. Det gælder lederens overvejelser, beslutninger og gennemførelse af sin daglige ledelse. Ja, i hele sin ledelsesadfærd, kun undtaget personalemæssige hensyn af hensyn til de involverede og øvrige strengt nødvendige og kontekstafhængige sikkerhedshensyn.

Tillid og troværdighed

Tilliden og troværdigheden er en af de mest afgørende værdier for succesfuld interaktion mellem mennesker. I særdeleshed for lederens gennemslagskraft. Tillid og troværdighed er både meget skrøbelige, meget dynamiske og meget stærke værdier.

Tankevækkende er det, at politikernes og journalisters troværdighed fortsat ligger lavt i de tilbagevenden troværdighedsmålinger.

Opbygning og vedligeholdelse, genskabelse og udbygning tillid og troværdighed er stadig en af lederens vigtigste opgaver.

Ansvarlighed og retfærdighed

Alle skal stilles lige over for vedtagne love og regler. Det gælder høj og lav, uanset race, religion, køn og det gælder uanset, hvilken økonomi du råder over. Ansvarlighed og Retfærdighed er tæt forbundet med værdien ærlighed.

Trivsel

Mental og fysik trivsel er forudsætning for et godt og meningsfuldt liv. De er forbundne kar, som gensidigt kan styrke hinanden. De bør altid tages med i lederens overvejelser og være en del af de trufne beslutninger.

Afrunding

Flere andre vigtige værdier kunne være nævnt: anerkendelse, respekt, sikkerhed, balance i livet, ydmyghed, ligeværdighed, vedholdenhed, tålmodighed, medinddragende og delegerende.

Konkret anvendelse af lederens værdigrundlag er et af de allerstærkeste ledelsesværktøjer, der findes.

Med det kommende kommunal- og regionsvalg den 18. november 2025 en mente giver det god mening også at debattere: ”Hvilket værdigrundlag skal vores politikere og administrationer i kommuner og regioner være i stand til at lede vores kommuner og regioner efter? og hvordan det skal ske?” som endnu et par af de temaer, der er meget relevante at tage op i den igangværende valgkamp.

Tommy Rachlitz: Ændringsforslag kan fremsættes helt op til mødet

0
Tommy Rachlitz: Ændringsforslag kan fremsættes helt op til mødet

POLITIK. Debatten om Fredericia Byråds behandling af kommuneplanen og de omstridte mulighedszoner til solceller har sat spørgsmålstegn ved både tempo og procedurer. Kritikere fra blandt andet Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har sagt, at ændringsforslaget fra SF, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti blev sendt ud alt for sent – kun 45 minutter før mødet den 1. september. For Tommy Rachlitz, formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget og en af forslagsstillerne, er sagen enkel.

»En dagsorden skal udsendes otte dage før et møde. Det siger reglerne. Men det gælder ikke ændringsforslag. Dem kan man fremsætte på mødet. Der er ingen krav til, hvornår et ændringsforslag skal fremsættes,« siger han.

Fire punkter på én side

Ifølge Rachlitz er kritikken af den sene fremsendelse misvisende, fordi indholdet var overskueligt. »Ændringsforslaget var en side med fire ganske simple punkter på. Det er meget nemt at sætte sig ind i, hvis man ellers har læst alt det andet materiale først. Og det, der fremgår, er jo lige nøjagtigt de ting, som borgerne i Herslev har foreslået i deres høringssvar. Så det er ret lige til,« siger han.

Han afviser, at der var tale om et tungt bilagsmateriale, som krævede mere tid. »Hvis nogen siger, at det var uoverskueligt, så har de ikke læst forslaget. Det var fire punkter. Helt konkret, helt enkelt,« siger han.

Ingen regler for hvornår

På spørgsmålet om, hvem der beslutter, at et ændringsforslag skal behandles trods den sene fremsendelse, svarer Rachlitz: »Det er ikke sent fremsendt. Jeg kunne have fremsat det på selve byrådsmødet. Der er ingen krav til, hvornår et ændringsforslag skal fremsættes. Hvis nogen insinuerer, at det er fremsendt for sent, så er det forkert, fordi der er ingen krav. Vi har flere gange oplevet, at der fremsættes ændringsforslag på et møde, fordi man får en idé, mens man sidder og debatterer i salen. Jeg kan i realiteten fremsætte et ændringsforslag til alt, og jeg kan gøre det på mødet. Det er helt efter bogen,« siger han.

Ikke en del af dagsordenen

Flere politikere har også undret sig over, at ændringsforslaget ikke fremgik af den oprindelige dagsorden, men Tommy Rachlitz ser heller ikke det som et problem. »Et ændringsforslag skal ikke fremgå af dagsordenen. Det er ikke et krav. Dagsordenen er det, der udsendes otte dage før. Ændringsforslag er noget, man kan komme med, når sagen behandles,« siger han.

Kritik og modkritik

Uenigheden handler i bund og grund om, hvorvidt ændringsforslaget var en simpel tilføjelse eller en stor ændring af kommuneplanens indhold. Peder Tind har sagt, at Herslev blev kørt over, og at muligheden for solceller bør fjernes helt. Cecilie Roed Schultz har kaldt forslaget ekstremt kompliceret og uden tilstrækkelig forberedelsestid.

Rachlitz står fast på det modsatte. For ham var forslaget et simpelt og borgerorienteret indgreb, som kunne fremsættes og behandles uden problemer. »Det var fire punkter på en side. Og det kunne jeg i princippet have rejst direkte i byrådssalen. Det er fuldstændig efter reglerne,« siger han.

Dermed står fronterne skarpt. Kritikere ser en proces, der underminerer grundigheden og borgerinddragelsen i en vigtig sag. Forslagsstillerne ser et simpelt ændringsforslag, der blev fremlagt helt efter bogen.

Læs også

Christian Bro forsvarer processen omkring forslag før byrådsmødet

0
Christian Bro forsvarer processen omkring forslag før byrådsmødet

POLITIK. Det var en aften med tunge bilag, kortbilag i farver og markante uenigheder, da byrådet i Fredericia den 1. september behandlede kommuneplanens mulighedszoner til vedvarende energi. I centrum af striden stod et ændringsforslag fra SF, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, fremsendt på mail 45 minutter før mødestart og siden delt fysisk i salen. Borgmester Christian Bro afviser, at der var tale om en uforsvarlig proces. Han fastholder, at forløbet fulgte den måde byrådsarbejde foregår på.

»Ændringsforslaget bør jo i sagens natur først komme på mødet. Så 45 minutter før var jo egentlig meget venligt, at den var fremsendt,« siger Christian Bro.

Stridens kerne er todelt. Dels timingen, som flere i oppositionen har kaldt forhastet og urimelig, dels om forslaget i sit omfang lå ud over, hvad man normalt kalder et ændringsforslag. Kritikerne peger på, at pakken var omfattende, både i indhold og konsekvens, og at så store skift normalt kræver grundig forberedelse og i visse tilfælde ny høring, når kommuneplanens indhold reelt ændres.

Borgmesteren står fast på, at det er legitimt at fremlægge ændringsforslag tæt på mødet. »Selve byrådsdagsordenen skal udsendes otte dage før. Ændringsforslag til dagsordenen, de kommer på mødet for det meste,« siger han.

Han fremhæver, at fremsendelsen før mødestart netop var ment som en service. »I det her tilfælde var det meget fint, at det blev fremsendt på skrift inden mødet. Alle dem, der debatterede det, havde faktisk læst ændringsforslaget. Jeg tror faktisk kun, det var Peder Tind, der ikke havde læst det,« siger Christian Bro.

Peder Tind har tidligere sagt, at Herslev er blevet kørt over, og at muligheden for store solcelleanlæg bør fjernes. Cecilie Roed Schultz har kaldt pakken ekstremt kompliceret og peget på, at materialet ikke gav reelt tid til at sætte sig ind i konsekvenserne. Borgmesteren afviser kritikken. »Cecilie kunne jo sagtens fremsætte sit eget ændringsforslag, og hvilket jo er meget fint, og hvis du hører debatten fra byrådsmødet, så har mange jo også læst det og har en holdning. Jeg tror kun, at det var Peder Tind, der ikke havde læst det. Jeg mener heller ikke, at det var komplekst, hvad der blev sendt ud. Cecilie fremsendte som sagt også sit eget forslag, der fastholder de 550 hektar, og Susanne Eilersen ville jo stemme imod under alle omstændigheder. Det havde hun jo gjort klart. Det er sådan lidt; ah, slap nu af, ikke. Det bliver lidt hyklerisk, synes jeg, « siger han.

Bliver det hyklerisk, hvad hun siger?

»Ja, det synes jeg, siger Bro og tilføjer«: at flertallet ikke kom bag på nogen. »For god ordens skyld, så var Venstre jo aviseret om, at det var undervejs. Jeg havde selv snakket med Pernelle Jensen, og jeg ved, at John Nyborg havde snakket med Kenny,« siger han.

Kritikken fra flere hjørner har især drejet sig om, hvorvidt et ændringsforslag af den størrelse er en simpel justering eller reelt en ny politisk løsning, som fortjener en selvstændig, rettidig behandling. Borgmesteren mener, at rammen var klar. »Ændringsforslag kommer på mødet. I det her tilfælde var der flere, og det blev endda sendt før mødet. Det synes jeg faktisk er rigtig god stil,« siger han.

Det er ikke kun timingen, der skiller vandene. Indholdet har også rejst spørgsmål. Flere byrådsmedlemmer betegner pakken som en stor ændring med nye arealafgrænsninger og tekniske krav, der efter deres opfattelse kræver både forberedelsestid og muligvis en ny høring, hvis kommuneplanens indhold ændres væsentligt. Her henviser borgmesteren til salens praksis. »Ændringsforslag til dagsordenen kommer på mødet for det meste,« gentager han.

Hvor de kritiske røster taler om fart og formalia, taler borgmesteren om ansvarlighed og politisk håndværk. Det var efter hans vurdering en korrigerende pakke, som tilgodeså markante bekymringer i befolkningen og reducerede den samlede udpegning. »At de siger, at de ikke kan stemme for et ændringsforslag, der begrænser det så meget, som det gjorde, det giver ikke rigtig mening,« siger Christian Bro med henvisning til Venstre.

Samtidig er det væsentligt at forstå, at procedurerne i byrådssalen ikke er et sort hvidt spørgsmål. I normal praksis udsendes sager og bilag i god tid, mens ændringsforslag ofte fødes i forhandlingsrummet og løftes i sidste runde. Når ændringerne får karakter af egentlige nye streger på kortet, vokser kravene til overblik, konsekvens og borgerinddragelse. Det er den gråzone, der har gjort netop dette forløb kontroversielt.

Borgmesteren afviser dog blankt, at der er tale om et forløb, der mangler legitimitet. For ham er den politiske realitet, at et flertal tager ansvar, også når det kræver at lande kompromiser sent. »Bare det, at det bliver fremsendt, så man har mulighed for at læse op på det, det synes jeg faktisk er rigtig god stil,« siger han.

Hvor kritikerne peger på, at store ændringer i kommuneplanlægningen kan udløse krav om høring, peger borgmesteren på, at forslaget netop søgte at imødekomme den folkelige bekymring ved at indskrænke omfanget. Han kalder vrede udbrud fra talerstolen for forventelige i en valgkamp, men ikke afgørende for sagens kerne.

Det ændrer ikke ved, at forløbet har rejst principielle spørgsmål om tempo, gennemsigtighed og forberedelse. En del af byrådet mener, at forslaget var for stort til at komme så sent. Christian Bro ser det anderledes. Han oplever, at byrådet fik præsenteret en korrigeret løsning, at teksten lå på skrift før mødestart, og at debatten viste, at medlemmerne havde sat sig ind i indholdet.

»For god ordens skyld, når det bliver fremsendt og fremlagt, bare det at det bliver fremsendt, så man har mulighed for at læse op på det, det synes jeg faktisk er rigtig god stil,« gentager han.

Set fra borgmesterkontoret er sagen derfor enkel. Alt var efter bogen, flertallet stod ved sit ansvar, og 45 minutter fremfor nul var udtryk for høflighed snarere end forhastelse. »Ændringsforslag kommer på mødet. Det her var sendt på forhånd. Det er god stil,« siger han.

Kritikerne er uenige. Peder Tind kalder det at køre borgerne over. Cecilie Roed Schultz kalder pakken ekstremt kompliceret og uden reel forberedelsestid. De to synsvinkler illustrerer, hvorfor forløbet stadig skaber efterdønninger. Det handler ikke alene om solceller og kortbilag. Det handler også om måden kommuneplaner ændres på, og om hvor grænsen går mellem legitim finjustering og et reelt nyt politisk projekt, der bør ud i høring og tilbage til forberedelse.

Her står frontlinjerne nu. Borgmesteren mener, at processen var i orden, at forslaget var fremlagt skriftligt i god tid før stemmeknappen blev trykket, og at byrådet var i stand til at træffe beslutning. Kritikerne mener, at tempoet og tyngden var for stor, at byrummet fortjener en ny omgang med åbenhed, betænkningstid og måske høring, hvis stregerne på kortet flytter sig tilstrækkeligt.

At der hersker uenighed, er i sagens natur. At den vil klinge af, er langt fra sikkert. Næste skridt afhænger af, om sagen rejser sig som et principspørgsmål i udvalgene, eller om flertallet står fast og lader afgørelsen hvile.

Tilbage står den enkle opfattelse fra borgmesteren, som han gentager med ro i stemmen. »Det var efter bogen. Ændringsforslag kommer på mødet. Vi var endda så høflige at sende det 45 minutter før.«

Læs også

Dansk Folkeparti i Fredericia går til valg med syv kandidater: »Vi er blå bloks bløde hjerte«

0
Dansk Folkeparti i Fredericia går til valg med syv kandidater: »Vi er blå bloks bløde hjerte«

POLITIK. Der var både nerve, personlige erfaringer og stærke holdninger på spil, da Dansk Folkeparti i Fredericia præsenterede to nye kandidater til kommunalvalget. Med udvidelsen stiller partiet nu med syv kandidater, og ifølge spidskandidat Susanne Eilersen er det et hold, der har både viljen, erfaringerne og de menneskelige historier til at sætte aftryk på byrådets dagsorden.

»Vi har haft en proces, hvor vi har spurgt vores medlemmer, hvem der havde lyst til at engagere sig politisk. Jeg har talt med både Anja og Mette gennem flere måneder, og heldigvis har de sagt ja. De har masser af punkter, de brænder for, især inden for velfærd og retsvæsen. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu kan supplere vores hold på fem med to mere, så vi er syv i alt. Det giver os en bredde, som jeg ved, vi kan bruge,« siger hun.

Tilflytteren med fokus på de unge og de ældre

Den ene af de nye kandidater er Anja McGregor Danton, der er tilflytter til Fredericia og har boet i byen i fire år. Hun har en 16-årig datter og har på nærmeste hold oplevet de udfordringer, mange unge kæmper med.

»Jeg har opdaget, hvor hårdt Fredericia er ramt af unges misbrug. Det handler om opioider, alkohol, hash og stoffer – faktisk hele paletten. Jeg har oplevet det gennem min datter og hendes veninder, som fortæller, hvad de ser og oplever. Flere unge begynder at selvmedicinere, fordi de har det svært, og jeg er overbevist om, at vi skal sætte ind tidligere,« siger hun.

Hun nævner Headspace som et eksempel på en indsats, der gør en forskel, men som kunne styrkes. »Headspace har hjulpet mange, men jeg mener, vi skal ud på skolerne og lave oplysning og samtaler dér. Vi skal gribe de unge, før de falder ned i hullerne. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi at miste en generation til misbrug og mistrivsel,« siger hun.

Samtidig peger Anja McGregor Danton på ældreplejen som et område, hvor nærhed og omsorg er under pres. Hun fortæller om sin egen far, der ligger for døden.

»Jeg oplever, at det, han bliver tilbudt, er en robotstøvsuger. Men det er jo ikke nullermændene, han har brug for hjælp til. Han har brug for, at nogen tager ham i hånden, drikker en kop kaffe med ham, eller følger ham ned og handler. Det gør ondt helt ind i maven at se, at mennesker, der har arbejdet hele livet, ender med standardløsninger og uden nærvær. Det kan vi som samfund simpelthen ikke være bekendt,« siger hun.

En barndomshistorie om nøglebørn

Den anden nye kandidat er Mette Marie DePlace, der har sit fokus på børn og familier. Hun trækker blandt andet på sine egne erfaringer som mor til seks børn og som skolelærer.

Hun fortæller en historie, der gjorde stort indtryk på hende: »Jeg kom kørende ude i Erritsø og så en lille pige krydse en parkeringsplads. Hun gik alene og græd, og jeg kunne se, at hun havde en kæmpe skoletaske. Jeg stoppede og talte med hende og fandt ud af, at hun var nøglebarn. Hun kunne ikke holde til at være i SFO’en, fordi dagene var for lange og støjniveauet for højt. Derfor gik hun hjem alene, indtil hendes mor kom hjem fra arbejde. Det skar mig i hjertet at se et barn så lille og så ked af det gå alene hjem på den måde.«

For Mette Marie DePlace er historien et billede på, at systemet ikke altid passer til børns behov. »Det er ikke, fordi forældrene ikke gør det godt nok – de gør, hvad de kan. Men vi har brug for løsninger, der ser på barnet som individ. Det er familien, skolen og institutionen, der kender barnet bedst, og de skal samarbejde. Jeg tror på familieskoler og familieklasser, hvor forældre med udfordrede børn kan deltage i forløb sammen med deres børn. På den måde kan vi finde ud af, om det handler om diagnoser eller om pædagogiske løsninger, og vi kan hjælpe både børn og forældre,« siger hun.

Hun kobler det til sine egne erfaringer. »Jeg har selv mærket, hvordan systemet kan presse. Som mor til seks børn har jeg oplevet, hvordan man hele tiden er under lup. Jeg forstår den angst, mange forældre føler, når de frygter, at kommunen vil tage deres børn. Derfor vil jeg kæmpe for et system, der hjælper familierne i stedet for at true dem,« siger hun.

Det kolde samfund

Både Anja og Mette talte under præsentationen om, hvordan samfundet efter deres mening er blevet for koldt. Det handler ikke kun om regler og økonomi, men om en udvikling, hvor relationer og menneskelighed er blevet trængt i baggrunden.

»Når ældre bliver tilbudt en robotstøvsuger, i stedet for menneskelig kontakt, så er det et symbol på et samfund, der mister varmen. Vi har brug for mennesker, ikke maskiner. Vi har brug for tid til at sidde ned, tale sammen og skabe nærvær,« sagde Anja McGregor Danton.

En anden kandidat supplerede: »Samfundet er blevet institutionsagtigt på den grimme måde. De ældre bliver opbevaret som passive borgere, fordi de ikke yder mere. Det er ikke værdigt, og det vil vi i Dansk Folkeparti ændre på.«

Kritik af systemet

Kandidaterne gav også udtryk for en dyb skepsis over for det, de kaldte »kommunegangst« – en følelse blandt borgere af, at systemet bestemmer for meget og fratager den enkelte ansvaret for eget liv.

En af kandidaterne, selv afhængig af handicap-hjælp, sagde: »Som handicappet ved du aldrig, hvad dagen bringer. Den ene dag kan du have hjælp, den næste dag kan den blive taget fra dig, fordi der er lavet nye regler. Problemet er, at ingen kan forklare, hvad de regler er. Mere end halvdelen af de sager, der lander i Ankestyrelsen, handler ikke om lovgivning, men om kommunale regler, som ingen kan gennemskue. Det er absurd.«

Han fortsatte: »Jeg føler mig som et tredje rangs menneske. Det er systemet, der bestemmer over mig, men det burde være mig selv. Jeg har ansvaret for mit eget liv, men det ansvar er taget fra mig. Det vil jeg gerne være med til at ændre på.«

Behov for nye veje

Flere kandidater fremhævede, at Fredericia har mange tilbud – Headspace, HOPE, frivillige indsatser – men at de ofte ikke er kendt af de forældre og borgere, der kunne have glæde af dem.

»Vi skal blive bedre til at bruge hinanden på tværs og nedbryde siloer. I dag er det alt for opdelt. Familieafdelingen sidder ét sted, skolen et andet, og de frivillige et tredje. Ofte siger kommunen, at de ikke ved, hvad de skal stille op. Det er ikke godt nok. Vi har ressourcerne, vi har menneskelig kapital, men vi bruger den ikke rigtigt,« lød det fra en af kandidaterne.

En anden pegede på, at mange førtidspensionister, der gerne vil bidrage, kunne bruges i plejen. »Over 70 procent af førtidspensionister føler sig ensomme. Mange af dem vil gerne lave noget. Hvorfor ikke invitere dem ind i plejen, hvor vi har brug for varme hænder. Vi skal tænke anderledes og bruge de ressourcer, vi har,« sagde hun.

Blå bloks bløde hjerte

Præsentationen af kandidaterne blev rundet af af Susanne Eilersen, der understregede, at Dansk Folkeparti i Fredericia vil være en stemme for borgerne – også dem, der ikke altid bliver hørt.

»Vi har samlet en gruppe af mennesker, der virkelig kærer sig om Fredericias borgere. Flere af kandidaterne er selv afhængige af hjælp fra kommunen, og de ved derfor præcis, hvad der virker, og hvor systemet fejler. Det er det, vi vil stå på mål for i valgkampen. Vi er blå bloks bløde hjerte,« sagde hun.

Med syv kandidater i ryggen går Dansk Folkeparti i Fredericia ind i valgkampen med ambitionen om at styrke sin repræsentation i byrådet. Og med fortællinger om både børn, unge, familier, handicappede og ældre tegner konturerne sig af et parti, der vil gøre op med det, de oplever som et koldt og bureaukratisk system – og i stedet sætte mennesket i centrum.

Cecilie Roed Schultz: Ændringsforslaget kom for sent og var alt for kompliceret

0
Cecilie Roed Schultz: Ændringsforslaget kom for sent og var alt for kompliceret

POLITIK. Debatten om kommuneplanen og de udpegede mulighedszoner til solceller fortsætter i Fredericia. På byrådsmødet den 1. september fremsatte SF, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti et ændringsforslag, som først blev sendt til byrådsmedlemmerne få timer før mødet. Ifølge byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz (Enhedslisten) var processen både uordentlig og i strid med forretningsordenen.

»Jeg sad til et temamøde, da der omkring kvart over fire tikkede en mail ind. Man kunne mærke det i rummet, fordi flere begyndte at tjekke deres telefoner og computere. Jeg åbnede mailen og kunne se, at der var en masse billedmateriale med ændrede zoner. Det kunne jeg slet ikke sætte mig ind i samtidig med, at vi skulle høre oplæg om noget helt andet. Det var simpelthen ikke i orden over for oplægsholderen, at vi alle sammen sad og forsvandt ind i et kompliceret bilag,« siger hun.

Hun oplevede, at ændringsforslaget var langt mere omfattende, end hvad man normalt forstår ved et ændringsforslag. »Det var ekstremt kompliceret, fordi det ændrede på en hel masse områder, som vi har brugt meget lang tid på at udpege. Efter min vurdering var det mere et nyt selvstændigt forslag end en justering af det oprindelige. Derfor synes jeg ikke, reglerne er blevet overholdt,« siger Cecilie Roed Schultz.

Hun fremhæver, at hun selv havde overvejet at stille et forslag, men havde undladt det af hensyn til reglerne. »Normalforretningsordenen siger, at sager og bilag skal udsendes otte dage før mødet, senest fire hverdage før. Derfor havde jeg ikke stillet mit forslag. Men da de andre partier kom med deres store ændringsforslag samme dag, tænkte jeg, at så kunne jeg også stille et meget simplere ændringsforslag, som var overskueligt. Det gjorde jeg for at afværge, at vi skulle stemme om noget, ingen kunne nå at sætte sig ordentligt ind i,« siger hun.

Hun understreger, at hendes ærinde var at sikre en ordentlig proces. »Det er meningen, at ændringsforslag skal være små justeringer. Det her var noget helt andet. Jeg synes ikke, det var ordentligt over for de borgere, der risikerede at blive berørt, uden at have haft mulighed for at se det komme. Derfor protesterede jeg også under byrådsmødet,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt punktet bør behandles igen, svarer hun: »Jeg synes, det er nødvendigt med en ny behandling for at sikre en færre proces. Når så omfattende ændringer kommer ind så sent, og når de ikke er rettidigt udsendt, så kan man ikke sige, at reglerne er overholdt. Derfor bør det tages op på ny.«

Fakta: Ændringsforslaget

  • Socialdemokratiet, SF og Det Konservative Folkeparti fremlagde et ændringsforslag på byrådsmødet den 1. september.
  • Forslaget reducerede mulighedsområderne til 311,3 hektar, hvoraf maksimalt 170 hektar må anvendes til solceller.
  • Ændringsforslaget blev først sendt ud samme dag kort før mødet og desuden delt fysisk under behandlingen.

Fakta: Reglerne for dagsorden og bilag

  • Ifølge Normalforretningsorden for kommunalbestyrelser (§ 3) skal dagsorden og bilag udsendes otte dage før mødet og senest fire hverdage før.
  • Kun hvis en sag ikke kan udsættes, kan den behandles uden rettidig udsendelse.
  • I så fald skal det fremgå tydeligt af dagsordenen, at materialet kommer for sent, og der skal gives en begrundelse for, hvorfor sagen ikke kan vente.
  • Hvis dette ikke er noteret på dagsordenen, kan beslutningen i princippet være i strid med reglerne.

Fakta: Styrelsesvedtægten i Fredericia

  • Styrelsesvedtægten fastlægger, hvordan byrådet og dets udvalg arbejder.
  • Kommunaldirektøren har ansvaret for, at sager behandles korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen.
  • Byrådet kan kun træffe gyldige beslutninger, hvis reglerne for dagsorden, udsendelse og forberedelse er fulgt.

Læs også

Kommunen skal ikke fyldes med jernmarker

0
Kommunen skal ikke fyldes med jernmarker

Hvorfor vedtager vi i Fredericia Kommune planer, som vi allerede næste år ved kan vise sig at være direkte forældede? Det er meningsløst at lave politik, der ikke holder i længden.

I Fredericia Byråd har netop vedtaget en ny kommunalplan. Den giver mulighed for, at store arealer kan bruges til VE-anlæg – altså solceller og vindmøller. I Danmarksdemokraterne stemte vi imod.

Det gjorde vi, fordi vi ikke vil have, at nogen steder i kommunen – som i dette tilfælde Herslev – skal ende som et kludetæppe af jernmarker. Vores landbrugsjord og åbne landskaber er for vigtige til, at vi bare giver grønt lys til at dække dem med stål og teknik, når der findes et langt bedre alternativ: de mange tusind kvadratmeter tagflader, vi allerede har i byen.

Problemet er, at den nuværende lovgivning spænder ben. Derfor kan vi i dag ikke udnytte tagene fuldt ud til solenergi. Men i Danmarksdemokraterne arbejder vi på højtryk i vores folketingsgruppe for at få ændret reglerne, så barriererne fjernes. Allerede næste år forventes det at ske, og så kan tagene udnyttes langt mere effektivt. Når den dag kommer, vil de planer, vi lige har vedtaget her i Fredericia, stå tilbage som gammeldags og klodsede.

Jeg spurgte for nylig Inger Støjberg, hvad hun tænkte om situationen. Hendes svar til mig var kort og klart: “Bare klø på!” – og det tager jeg til mig. For det her er værd at kæmpe for.

Det handler ikke om at være imod grøn energi. Tværtimod. Vi skal have mere grøn energi, men vi skal gøre det på en klog måde. Ved at udnytte de tage, vi allerede har, undgår vi at belaste naturen, vi generer ikke naboer, vi tager ikke landbrugsjord ud af drift – og vigtigst af alt: folks huse falder ikke i værdi.

Og her er jeg også helt klar – det jeg siger på den her side af valget, mener jeg også på den anden side af valget. Hvis jeg bliver valgt ind i byrådet, vil jeg gå til opgaven med mod og handlekraft for at leve op til det, vi har lovet.

“Hvis vi får flertallet efter valget den 18. november, vil vi med et tillæg til kommuneplanen sikre, at mulighedsområder for VE-anlæg i den vestlige del af kommunen – Herslev området – udgår.”

Derfor sagde vi i Danmarksdemokraterne nej til kommunalplanen. For vi vil ikke være med til skrivebordsbeslutninger, der allerede næste år ligner en ommer.

Fredericia har brug for politikere, der tør sige fra, når noget ikke giver mening – og som hellere vil satse på fremtidens løsninger end på gårsdagens.

Vores marker og grønne områder skal vi passe på – solcellerne hører til på tagene.

Med venlig hilsen
Emil Fredslund Rasmussen
Nr. 2 på listen
Kandidat til KV25 Fredericia

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt de berørte områder

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt...

0
Danmarks Meteorologiske Institut har fredag den 26. december udsendt varsel om tæt tåge eller tæt rimtåge, som blandt andet omfatter Fredericia og Middelfart. Varslet dækker...