3.9 C
Copenhagen
lørdag 27. december 2025

Tid til forandring – Fredericia har brug for en borgerlig borgmester

0
Tid til forandring – Fredericia har brug for en borgerlig borgmester

Af Tommy Rachlitz Nielsen, borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti i Fredericia

Når fredericianerne til november 2025 skal til stemmeurnerne, står vi over for et afgørende valg: Skal vi fortsætte med mere af det samme – eller skal vi skabe en ny retning for Fredericia med ansvarlighed, ordentlighed og borgerligt lederskab?

Det Konservative Folkeparti arbejder benhårdt for ét klart mål: Et borgerligt flertal og en borgerlig borgmester i Fredericia. Vi kommer lige fra et nyligt afholdt Borgerligt konvent i Fredericia, hvor vi deltog sammen med de øvrige borgerlige, DF, Liberal Alliance og Danmarks Demokraterne. For os er det nemlig vigtigt, at vi har et fælles politisk projekt, også i Fredericia. 

Og nej, ultimative krav er ikke en del af Konservatives dna. Det er simpelthen en grundlæggende værdi for os, at man ikke stiller ultimative krav i politik. Fordi vi tror på, at vi når længst med samarbejde, tillid og gensidig respekt for hinandens politiske holdninger. Samme tilgang har vi til det borgerlige valgforbund, hvor vi er ærgerlige over processen. Vi tror heller ikke på at lave aftaler før valget. For os er demokratiet et afgørende grundlag for det danske samfund og vi ønsker at lytte til vælgerne før vi begynder at lave aftaler. Men det ændrer ikke på vores mål: Vi arbejder for at Fredericia får et borgerligt flertal med en borgerlig borgmester. 

Magten skal forvaltes med omhu, det fortjener Fredericia. Men vi skal også banen vejen for oprydning, for der er fortsat brug for et forandret Fredericia. Et Fredericia hvor vi prioriterer den borgernære service, sagsbehandlingen og mødet med borgerne, vedligeholdelse af byen smukke bygninger og grønne områder. 

Vi konservative vil noget andet. Det kræver et skifte. Og det skifte kræver, at vi samler de borgerlige kræfter i Fredericia. Det Konservative Folkeparti er klar til at tage ansvar – men det gør vi ikke alene. 

Derfor siger vi det klart allerede nu: Vi går til valg på et borgerligt flertal – og på at Fredericia skal have en borgerlig borgmester.

Fredericia fortjener en ny begyndelse. En begyndelse, hvor det handler om fællesskab, frihed og fremtid. Det kan vi kun skabe i samarbejde.

Konservative satser på ungdommen: To nye unge kandidater på byrådslisten i Fredericia

0
Konservative satser på ungdommen: To nye unge kandidater på byrådslisten i Fredericia

POLITIK. Det Konservative Folkeparti i Fredericia løfter nu sløret for to nye unge kandidater, der stiller op til byrådet. Sara Salame og Jens Langer Schou bliver en del af holdet, når partiet går til valg. For gruppeformand og borgmesterkandidat Tommy Rachlitz Nielsen er det en vigtig prioritet, at de unge får reel indflydelse.

»Det er to af vores fremmeste KU’ere lokalt. Formanden og næstformanden fra Konservativ Ungdom i Fredericia. Vi synes ikke, det er nok at tale om ungdommen og tale til ungdommen. Vi synes, at ungdommen selv skal tale til os og være med til at træffe beslutningerne. Derfor er det vigtigt, at vi har ungdommen med på byrådslisten. Det havde vi også ved sidste valg, og det er vi stolte af at have igen. Vi er stolte over at kunne præsentere så kompetente unge mennesker som Jens og Sara,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

For Sara Salame er motivationen klar. »Jeg stiller op for at give de unge en talerolle i Fredericia Kommune. Jeg har selv manglet en, jeg kunne spejle mig i, og en, der repræsenterer mig og en masse unge i Fredericia. Jeg vil gerne være de unges stemme og gøre en forskel. Jeg er selv 18 år, så jeg ved, hvad de unge gerne vil have,« siger hun.

Hun peger på folkeskolen som et område, der trænger til fornyet fokus. »Fredericia har brug for at styrke folkeskolerne. Vi skal op på niveau med landsgennemsnittet, både når det gælder resultater og trivsel,« siger hun.

Hendes kollega Jens Langer Schou deler bekymringen. »Jeg har boet i Fredericia hele mit liv, og jeg stiller op, fordi jeg tror på at tage ansvar. Jeg har selv følt, at der var fejl i kommunen. Jeg kunne ikke nøjes med at pege på dem, hvis jeg ikke også selv var villig til at prøve at ændre tingene,« siger han.

Han er særligt optaget af unges trivsel og tryghed. »Jeg vil gerne have, at vi får en stemme for de unge i byrådet. Det er skræmmende at se de tal, som folkeskolerne i Fredericia leverer i forhold til både karakterer og trivsel. Og så handler det om tryghed. Jeg oplever, at mange af mine venner ikke føler sig trygge, når de går i byen eller bevæger sig rundt om aftenen. Det er noget, vi er nødt til at tage alvorligt,« siger han.

Sara Hussain Salame nikker genkendende. »Jeg har selv følt mig utryg i nattelivet og når jeg går alene i mørket. Det er en oplevelse, jeg deler med mange andre unge,« siger hun.

Samtidig peger hun på, at Fredericia skal gøre mere for at fastholde de unge. »Det er ærgerligt, at så mange unge forlader byen. Jeg synes, Fredericia er en fantastisk by, men jeg forstår godt, at mange søger mod større studiebyer. Vi skal skabe flere muligheder for unge, for eksempel med studieboliger eller kollektive boformer, så de ikke flytter væk,« siger hun.

For de to unge kandidater handler det også om at bringe nye perspektiver ind i politik. »Jeg tror, mange unge føler, at politik er svært at gå ind i, fordi de er bange for, at de ikke ved nok. Men de kan bringe deres egne erfaringer i spil og give et andet perspektiv,« siger Sara Hussain Salame.

Jens Langer Schou peger på, at Konservativ Ungdom arbejder aktivt på at skabe den kontakt. »Vi gør rigtig meget ud af at komme ud på skoler og ungdomsuddannelser for at fortælle om, hvad KU er. Mange ved ikke engang, at det er en mulighed at være med. Vi oplever tit, at unge bliver positivt overraskede over, hvor let det er at engagere sig,« siger han.

At de to kandidater allerede har markeret sig i KU, giver stor værdi for byrådsgruppen. »Vi har altid forsøgt at tage dem med på råd. De er gode sparringspartnere, og de har ikke været bange for at sige til, når vi kunne gøre noget bedre. Det er vigtigt for os at vise, at ungdommen ikke bare er noget, vi taler om, men en aktiv del af vores hold,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Han ser ungdommens repræsentation som en styrke for hele byrådet. »Jo bredere og mere diverse et byråd vi har, jo mere erfaring kan vi bringe ind. Noget af det, vi mangler i Fredericia, er ungdommen. Det er af afgørende betydning, at de får mere indflydelse og får lov til at sige direkte i byrådssalen, hvad de står for. Det er fint at have dialog udenfor, men det mest optimale er, at de sidder i byrådet og er med til at træffe beslutningerne,« siger han.

Han fremhæver også, at det kræver mod af unge mennesker at stille op. »Jeg er dybt taknemmelig for, at vi har unge, der stiller sig til rådighed og binder sig til Fredericia Kommune i en byrådsperiode. Mange unge rejser væk for at tage uddannelser, men vi skal sørge for, at de har en tryg og attraktiv kommune at vende tilbage til,« siger han.

Med Sara Hussain Salame og Jens Langer Schou på listen ønsker Det Konservative Folkeparti at markere, at ungdommens stemme ikke kun er velkommen, men nødvendig i byrådssalen. »De unge er en del af løsningen, når vi skal forme fremtidens Fredericia,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Kasper Young: Vi skal bygge videre på sejren og stå sammen mod Skanderborg

0
Kasper Young: Vi skal bygge videre på sejren og stå sammen mod Skanderborg

SPORT. Efter en hårdt tilkæmpet sejr over TMS Ringsted kunne FHK’s Kasper Young trække vejret lidt lettere. Den første sejr i sæsonen var ikke bare to point til tabellen, men også et vigtigt skud selvtillid ind i truppen.

»Det var selvfølgelig utroligt vigtigt, ikke bare at vi vandt, men at vi også kom på tavlen. Det giver et kæmpe boost til holdet. Det ville have set rigtig skidt ud at stå med to kampe og nul point,« siger han.

Young lægger især vægt på holdets fælles indsats i defensiven. »Jeg er utrolig tilfreds med den måde, vi gik ind til kampen på. Vores udtryk var, at vi ville vinde sammen. Vi stod rigtig solidt i forsvaret, og målmændene bidrog med vigtige redninger. Det viser, at vi hjælper hinanden og giver alt, hvad vi har,« siger han.

Han oplevede aldrig, at kampen for alvor var ved at glide holdet af hænde. »De havde nogle momenter, hvor de kom tæt på, men jeg følte egentlig, at vi havde godt styr på det hele vejen. Vi fik gode redninger, og vi fik eksekveret fint i angrebet,« siger han.

Alligevel er der stadig ting, der kan forbedres. »Det er både i forsvaret, i angrebet og i forhold til at minimere vores tekniske fejl. Jo længere vi kommer ind i sæsonen, jo bedre bliver vi til at lære hinanden at kende og finde vores rytme,« siger han.

Udfordringen mod Skanderborg AGF

På fredag venter Skanderborg AGF, og Young er ikke i tvivl om, hvor fokus skal ligge. »Det bliver helt klart en udfordring at lukke ned for deres gode skytter. Samtidig skal vi selv levere præstationer i begge ender af banen. Skanderborg er et rigtig godt hold, og vi skal stå imod og holde fast i vores koncept,« siger han.

Han fremhæver igen betydningen af forsvaret og målmændene. »Vi skal have et stærkt forsvarsspil, hvor vi hjælper hinanden, og så skal vi udnytte chancerne bedre i angrebet. Lykkes det, så kan vi godt tage point,« siger han.

Rollen på holdet

Som en af de mere erfarne spillere føler Young også et ansvar for at bidrage med energi. »Jeg er en af de lidt ældre, så min rolle er ikke bare at eksekvere på mine afslutninger. Jeg skal også være med til at sprede humør og holde gejsten oppe. Det betyder meget for et hold,« siger han.

Forberedelsen er tilpasset en travl hverdag som familiefar. »Jeg har meget at se til derhjemme, men når jeg træder ind i hallen, så zoomer jeg fuldstændigt ind på kampen. Så er det kun det, der tæller,« siger han.

En klar appel til fansene

Young slutter med en appel til tilskuerne, der fredag kan se frem til en intens kamp i thansen Arena. »Vi har brug for, at fansene bakker os op hele vejen igennem. Det betyder alt. Så skal vi nok kæmpe i alle 60 minutter,« lover han.

Middelfart: Robotplæneklipper stjålet – Fyns Politi melder også om indbrud og hærværk

0
Middelfart: Robotplæneklipper stjålet – Fyns Politi melder også om indbrud og hærværk

DØGNRAPPORT. Fyns Politi har haft et travlt døgn med en række anmeldelser om indbrud, hærværk, utryghedsskabende adfærd og sigtelser for påvirket kørsel.

I Middelfart blev der på Kærbyholmvej i Nørre Aaby anmeldt et tyveri af en robotplæneklipper. Fra Assens kom der en anmeldelse om indbrud på Krengerupvej i Glamsbjerg, hvor ukendte gerningsmænd havde brudt en port op og stjålet flere plæneklippere. I Ringe i Faaborg-Midtfyn Kommune var der indbrud på Lundsager, hvor en rude i en dør blev knust. Her er der endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet.

I Ørbæk i Nyborg Kommune blev en bil på Mejerivænget udsat for hærværk. Ukendte gerningsmænd havde påført dybe ridser i lakken, og venstre fordæk var punkteret.

Odense fylder meget i døgnrapporten. På Munkebjergvej blev der brudt ind gennem et vindue, hvor smykker og kontanter blev stjålet. På Paaskestræde blev en dør brudt op, og en mobiltelefon med kontanter og kort forsvandt. På Læssøegade blev et indbrud begået gennem en knust rude, men her blev gerningsmanden overrasket af beboeren og flygtede på cykel. På Stubhøjvej i Odense S vågnede et vidne, mens indbruddet fandt sted. Gerningsmændene flygtede fra stedet til fods, men nåede at stjæle smykker.

Der er også meldinger om hærværk i Odense. På Østerbæksvej udviklede et tilfælde af road rage sig til, at en 34-årig mand slog på en bil, hvilket medførte en bule. Han blev sigtet både for hærværk og for ordensbekendtgørelsen. På Hegnet i Odense N blev to biler udsat for formodet seriehærværk, hvor søm var sat i dækkene, så de punkterede.

Politi og patruljer måtte også håndtere flere episoder med uro og påvirket kørsel. På Ørbækvej i Odense SØ blev en 20-årig mand sigtet for at køre bil, mens han indtog lattergas. På Niels Bohrs Allé ved Bilka måtte betjente dæmpe to højlydte, berusede personer. En 24-årig mand blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter han fortsatte med at råbe.

På Glisholmvej i Odense S kørte en bil ind i et elskab. Ulykken førte til strømafbrydelse i området. Føreren blev kørt til tjek på skadestuen, men der var ingen meldinger om alvorlig personskade.

Fyns Politi fortsætter arbejdet med at efterforske de mange indbrud og hærværkssager.

Palle Dahl: Ændringsforslaget var ude af trit med god forretningsgang

0
Palle Dahl: Ændringsforslaget var ude af trit med god forretningsgang

POLITIK. Debatten om byrådsmødet i Fredericia den 1. september fortsætter. Et ændringsforslag fra Socialdemokratiet, SF og De Konservative blev først udsendt 45 minutter før mødestart, og flere politikere har kritiseret forløbet. Blandt dem er Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne, der mener, at processen var alt andet end ordentlig.

»Jeg sad selv i et udvalgsmøde fra klokken 15.45, da mailen tikkede ind 16.13. Konservative sad i samme møde. Alligevel stod de klokken 17 i byrådssalen med farvelagte plancher og materiale, der helt åbenlyst har krævet forberedelse. Det harmonerer ikke. De har haft det klar i flere dage, og så vælger de at sende det ud lige før mødet. Det er ikke god forretningsgang,« siger Palle Dahl.

For kort tid til at forholde sig til

Dahl gør det klart, at han slet ikke havde mulighed for at sætte sig ind i materialet. »Slet ikke. Jeg nåede ikke at gennemgå det. Når vi behandler så vigtige sager, skal vi have tid til at kende konsekvenserne af det, vi stemmer for eller imod. Den mulighed fik vi ikke,« siger han.

Han peger på, at Venstre havde foreslået at tage hele punkt syv ud af kommuneplanen og behandle det på næste møde, netop for at give tid til grundig forberedelse. »Det forslag kunne vi have bakket op om. Så havde vi haft tid til at gennemgå både det, de fremlagde, og det Enhedslisten kom med. I stedet blev vi presset ud i en beslutning uden ordentlig tid,« siger han.

Et spørgsmål om tillid

Ifølge Palle Dahl efterlader forløbet et alvorligt spørgsmål om tillid. »Det skriger til himlen. Når man sidder i et møde, samtidig med at der bliver lavet farvelagte plancher til et andet møde, så er der nogen, der har vidst det langt tidligere. Men vi andre får det først at vide i sidste øjeblik. Det er ikke fair over for byrådet, og det er slet ikke fair over for borgerne i Herslev, der i forvejen er dybt bekymrede over solcelleplanerne,« siger han.

Bør sagen gå om?

Hvor Dahl mener, at sagen burde tages op igen, står både kommunaldirektør Thomas Jaap, borgmester Christian Bro og Tommy Rachlitz fast på, at der ikke er sket nogen fejl. Kommunaldirektøren har skriftligt slået fast, at reglerne er fulgt, og at ændringsforslag netop kan fremsættes helt op til og under et byrådsmøde. Samme melding er kommet fra både borgmesteren og Tommy Rachlitz, der understreger, at alt er foregået efter bogen.

Dahl er dog uenig: »Om det er lovligt eller ej, det må de mene. For mig handler det om ordentlighed. Det her burde være pillet ud igen og behandlet på et senere møde. Det ville være den eneste måde at vise borgerne i Herslev, at vi tager deres bekymringer alvorligt,« siger han.

Klar besked til borgerne

Palle Dahl understreger, at Danmarksdemokraterne sammen med Borgernes Liste var de eneste, der stemte imod. »Vi lyttede til de borgere, der var mødt op. Vi var enige i, at det her var helt forkert. De 150 mennesker i salen viste tydeligt, at de ikke var tilfredse. Når borgmesteren vælger at køre videre på den måde, er det utilgiveligt,« siger han.

Han konkluderer: »For mig er der kun én rigtig løsning. Sagen skal stoppes og behandles om. Det skylder vi borgerne i Herslev.«

Læs også

ADP leverer rekordresultat i første halvår af 2025

0
ADP leverer rekordresultat i første halvår af 2025

BUSINESS. ADP kan præsentere et historisk stærkt halvårsregnskab. Omsætningen er steget med 21,8 procent sammenlignet med samme periode sidste år, og efter skat lander resultatet på 87,6 millioner kroner.

På havnene har udviklingen været markant. Fredericia Havn har oplevet en vækst i containerforretningen på 51,9 procent i første halvår. Til sammenligning var væksten i hele 2024 på 23 procent. Også inden for fast bulk har der været fremgang på 13 procent, blandt andet båret af høj aktivitet på Nyborg Havn. Flydende bulk er ligeledes i vækst med 14 procent.

Taulov Dry Port har endnu en gang spillet en vigtig rolle. Næsten alle lejemål er udlejet, og det har bidraget til det samlede resultat.

CEO Rune D. Rasmussen glæder sig over udviklingen. »Vi står midt i en historisk udvikling for ADP. Det stærke halvårsresultat er et tydeligt bevis på, at vores strategiske satsninger – både i Taulov Dry Port og med den stigende aktivitet på havnene – bærer frugt. Med Hanstholm Havn som ny del af ADP og en betydelig kapitalindsprøjtning fra vores nye medejere, får vi nu et endnu stærkere fundament til at accelerere vores vækst yderligere og realisere ambitionen om at blive en af Nordens førende havnevirksomheder. Tak til alle medarbejdere, samarbejdspartnere og ejere, der gør denne rejse mulig,« siger han.

Forventningen er, at væksten vil fortsætte gennem resten af året, hvor ADP ser tilbage på en travl sommer på tværs af hele koncernen.

Connie Eden: Ændringsforslaget var en ikke-sag

0
Connie Eden: Ændringsforslaget var en ikke-sag

POLITIK. Byrådsmødet den 1. september i Fredericia har sat gang i en længere debat om procedure og politisk kultur. Et ændringsforslag fra Socialdemokratiet, SF og De Konservative blev sendt ud 45 minutter før mødestart, og flere byrådsmedlemmer har kritiseret, at der ikke var tid til at sætte sig ind i materialet. Men for SF’eren Connie Eden er kritikken overdrevet.

»Jeg synes, det var en simpel tilføjelse. Jeg synes egentlig mest, det var præciseringer,« siger hun.

En ikke-sag

Hvor andre har kaldt forløbet rodet og uordentligt, ser Eden det anderledes. »Vi får som regel ændringsforslag, mens vi sidder til mødet. Jeg synes, det er en ikke-sag,« siger hun.

Hun peger på, at medlemmerne selv kunne have bedt om en pause, hvis de følte sig pressede. »De kunne have bedt om en pause. Det er drevne folk, og så synes jeg, det er pyller,« siger hun.

God stil – men også justeringer

Connie Eden anerkender dog, at det altid er bedst at give god tid. »Det er jo altid bedst at give god tid. Det er jeg helt enig i. Men hvis man får øje på nogle ting, som man synes godt kan blive bedre, så skal man da gøre det. Også når man sidder på mødet. Det sker hele tiden under en debat, at man finder ud af, at noget kan justeres lidt, så flere kan tjekke ind på et emne,« siger hun.

En sag, der splitter byrådet

Hvor borgmester Christian Bro har kaldt det »god stil«, at ændringsforslaget overhovedet blev sendt ud før mødet, mener byrådsmedlemmer som Cecilie Roed Schultz og Susanne Eilersen, at det underminerede beslutningsprocessen. Karsten Byrgesen har kaldt forløbet komisk, mens Tommy Rachlitz Nielsen har fastholdt, at ændringsforslaget var simpelt og helt efter bogen.

Med Connie Edens udmelding føjes endnu en stemme til billedet af et byråd, der er dybt uenigt om, hvordan processen burde have været håndteret. For Eden er sagen dog klar: »Jeg synes, det der, det er sådan lidt ah,« siger hun.

Læs også

Susanne Eilersen: Ændringsforslaget var dårlig stil og manglede respekt for borgerne

0
Susanne Eilersen: Ændringsforslaget var dårlig stil og manglede respekt for borgerne

POLITIK. Solcellesagen i Fredericia har skabt kraftig politisk uro. Den 1. september fremsatte Socialdemokratiet, SF og De Konservative et ændringsforslag blot 45 minutter før byrådsmødet gik i gang. For byrådsmedlem Susanne Eilersen (DF) var timingen og måden, det skete på, et udtryk for dårlig politisk kultur.

»Jeg er fuldt ud klar over, at ændringsforslag godt kan fremsættes direkte på et byrådsmøde. Det er ikke det formelle, jeg peger på. Men jeg synes, det var dårlig stil, at vi som byrådsmedlemmer ikke fik muligheden for at sætte os ordentligt ind i materialet. Når det handler om så vigtige spørgsmål for et helt lokalsamfund, kræver det grundighed og respekt,« siger hun.

En mail under et temamøde

Forslaget kom ind i politikernes indbakker midt under et temamøde om et helt andet emne.

»Det var helt tilfældigt, at jeg overhovedet så mailen. Jeg sad ikke og læste mails under mødet, jeg kunne kun lige skimme overskriften. Jeg fik aldrig læst ændringsforslaget til bunds, heller ikke da byrådsmødet var slut. Man kan jo ikke sidde og nærlæse sådan et materiale under et møde. Derfor blev der reelt truffet en beslutning på et uoplyst grundlag,« siger hun.

Manglende forberedelse

For Eilersen handler sagen også om den måde, borgmesteren valgte at håndtere processen på.

»Hvis borgmesteren havde ringet rundt til gruppeformændene dagen før og fortalt, at det her var på vej, kunne vi have haft en forberedende snak og måske fundet et kompromis. Jeg har oplevet tidligere borgmestre gøre netop det, og det skaber en bedre proces. Her blev det i stedet sendt ud i sidste øjeblik, og det klæder ikke en sag af den her principielle karakter,« siger hun.

Borgerne i centrum

Susanne Eilersen understreger, at det ikke bare handler om interne procedurer i byrådet, men om de borgere, der er direkte berørt af beslutningerne.

»Vi taler om en beslutning, der har stor betydning for beboerne i Herslev og omegn. Når man laver ændringer af den her karakter, skylder vi borgerne at være grundige og ordentlige. Jeg synes ikke, de blev behandlet med den respekt, de fortjente. Det kræver, at vi lytter til borgerne og sikrer, at de ved, hvad der er på vej,« siger hun.

Skal sagen gå om?

På spørgsmålet om punktet bør behandles igen, svarer Eilersen: »Rent juridisk er vi lægmænd, vi er ikke jurister, og derfor er det vigtigt, at administrationen og borgmesteren hjælper os med at sikre, at vi træffer beslutninger på et oplyst grundlag, men her mener jeg ikke, at ændringsforslaget var på sin plads, det virkede desparat som om, at det skulle køres igennem på mødet. Jeg ville gerne have haft længere tid og hørt borgerens tanker«

Hun tilføjer, at sagen er særlig følsom, fordi ændringsforslaget blev vedtaget med et meget snævert flertal. »Hvis man kun kunne stemme om det ene punkt, var det blevet vedtaget med en eller to stemmers forskel. Det gør det ekstra vigtigt, at processen er ren, og ikke mindst, at man helst træffer brede beslutninger, når det påvirker et helt bysamfund,« siger hun.

En principiel sag

For Susanne Eilersen er sagen et eksempel på, hvorfor ordentlighed og borgerinddragelse er så vigtigt i lokalpolitik.

»Det her handler ikke bare om solceller. Det handler om, at vi som byråd træffer beslutninger, borgerne kan have tillid til. Når der kommer forslag ind i sidste øjeblik, uden at vi får muligheden for at sætte os ind i konsekvenserne, er der risiko for at svigte den tillid. Og det er hverken borgerne eller byrådet tjent med,« siger hun.

Karsten Byrgesen: Ændringsforslaget var komisk og uden kvalitet

0
Karsten Byrgesen: Ændringsforslaget var komisk og uden kvalitet

POLITIK. Byrådsmødet den 1. september i Fredericia, hvor et ændringsforslag om mulighedszoner for solceller blev sendt ud blot 45 minutter før mødestart, fortsætter med at skabe debat. For byrådsmedlem Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste var forslaget både indholdsløst og udtryk for en uigennemtænkt proces, som han mener, borgerne i Herslev havde al mulig grund til at føle sig kørt over af.

»Det er jo komisk. Og det er jo et ligegyldigt forslag, de lavede. Hvis nu det skulle ske, at der er en entreprenør, der melder sig på banen og ønsker at lave solceller, så vil sagen blive realitetsbehandlet i det øjeblik, man kommer til sagen. Så om det er det ene antal eller det andet antal, om det her skal ligge på én mark, eller det antal hektar skal baseres på tre, fire, fem eller seks forskellige steder, det sagde forslaget jo heller ikke noget om. Så det vil sige, det var noget, der havde en tilfældighed. Der var ingen kvalitet i det forslag, de havde lagt,« siger Karsten Byrgesen.

En mail under temamødet

Ændringsforslaget, som kom fra Socialdemokratiet, SF og De Konservative, blev sendt på mail under et igangværende temamøde. For Karsten Byrgesen betød det, at han ikke engang opdagede forslaget, før en kollega spurgte ind til det.

»Jeg havde ikke set det, hvis ikke jeg var blevet spurgt af en kollega. Jeg havde jo siddet i mødet lige inden. Og det sidste, jeg gør, inden jeg går ind til byrådsmødet, er altså ikke at lade mig forstyrre af en e-mail, der kommer ind. Jeg koncentrerer mig. Fokus på bolden, det er fokus på dagsordenen. Først da en kollega spurgte, hvad jeg mente om forslaget, gik det op for mig, at det var kommet,« siger han.

For Byrgesen blev sagen dermed ikke kun et spørgsmål om timingen, men også et udtryk for en ny politisk akse i Fredericia.

»Jeg noterer mig bare rent politisk, at vi har set, at en ny grøn-rød alliance har set dagens lys i Fredericia, hvor vi kan se, at De Konservative, SF og Socialdemokratiet har lavet en alliance og er gået sammen. I stort set alle lejligheder omgås de på meget venskabelig vis. Det er fint, men jeg synes også, det er en fin observation, at vores vælgere skal være opmærksomme på, at vi har et konservativt parti, som løber fra de idealer, de har, og de er blevet røde. Men sådan er det jo,« siger han.

150 vrede borgere

For Byrgesen blev mødet især husket for en episode, hvor hans kollega Tommy Rachlitz Nielsen tog ordet foran borgerne.

»Det blev understreget med alt ønskelig tydelighed, da Tommy Rachlitz Nielsen stillede sig op og kiggede på de 150 vrede fremmødte folk fra Herslev og fortalte dem lige op i ansigtet, at han var stolt. Han sagde ikke, at han fortrød, men han var stolt over, at han havde gjort, hvad han havde gjort, med alle de mange solceller og vindmøller, der ville blive placeret på et areal svarende til 700 fodboldbaner. Det var han stolt over. Og det må han jo sige, som han vil, men det var ikke noget, jeg ville have sagt. Jeg kan godt forstå, at der lød et stort og samstemmende kæmpe buh fra salen. Det er en usædvanlig måde at føre politik på,« siger Karsten Byrgesen.

Han tilføjer, at den udmelding siger noget om Rachlitz Nielsens ambitionsniveau. »Han er borgmesterkandidat for dem, der ser det samme, som han selv ser. Men alle, der ser en lille smule anderledes på det, vil han ikke være borgmesterkandidat for. For eksempel landsbyerne, i særlig grad selvfølgelig i Herslev. Og det tager jeg bare til efterretning, at det er sådan, han ser det,« siger Byrgesen.

Ingen mulighed for at måle konsekvenser

For Byrgesen var en af de største udfordringer, at han slet ikke havde tid til at sætte sig ind i, hvilke konsekvenser ændringsforslaget ville få.

»Jeg havde ikke tid til det overhovedet. Jeg kunne ikke kigge ind i det. Jeg kunne ikke måle på konsekvenserne af det, hvad det ville være. Og hvis der er noget, jeg vil have, så er det, at jeg kender de fulde konsekvenser af det, jeg stemmer for. Og jeg skal også kende, hvis jeg stemmer imod, så jeg ved, hvilke konsekvenser det har. Og det havde jeg ikke her. Derfor, som jeg startede med at sige, er det noget forbandet pjat, at de overhovedet kunne finde på at stille det. Og i virkeligheden er jeg ikke klar over, hvorfor de gjorde det,« siger han.

Skal punktet behandles igen?

Spørgsmålet er blevet rejst flere gange, om punktet burde behandles på ny, så alle politikere kunne få en reel chance for at sætte sig ind i materialet.

»For festlighedens skyld kunne det da være sjovt at sige det her. Men for den politiske skyld? Nej, det synes jeg ikke. Det skal ikke behandles om. Det vil ikke ændre noget som helst. Borgerne i Fredericia kan jo se, at 19 ud af 21 partier ønsker, at Herslev skal spæres ind i solceller og vindmøller. Det ønsker 19 ud af 21 medlemmer af byrådet. Den demonstration, der ligger i det, kan man sætte et punktum for her. En ny behandling ville ikke ændre noget,« siger Byrgesen.

Han peger samtidig på, at han som medlem af Borgernes Liste ønsker at fastholde en anden tilgang.

»Jeg er glad for, at jeg siger, at jeg er Borgernes Liste. Jeg lytter til de borgere, der er derude, og til min egen sunde fornuft. Og den sunde fornuft siger jo, at det ikke giver mening at lave alle de solceller og vindmøller, der er ude. Når jeg spørger kommunen, hvor meget vi skal lave, hvilket mål vi skal opnå, hvor mange kilowatt vi skal producere på den måde, såkaldt vedvarende energi, i timen, og hvor meget vi leverer nu, så aner de det ikke. De aner ikke, hvor meget vi allerede laver i forvejen. Derfor er det noget pjat at tænke på at lave en plan for det, når virkeligheden allerede er blevet overhalet,« siger han.

En sag med lange skygger

Karsten Byrgesens kritik står som endnu et indspark i den langvarige diskussion om solceller i Fredericia. Hvor borgmester Christian Bro mener, at alt er sket efter reglerne, og De Konservative forsvarer ændringsforslaget som simpelt og gennemskueligt, fastholder Byrgesen, at sagen i virkeligheden afslører to ting: manglende respekt for beslutningsprocessen og et brud på den tillid, der burde være mellem byrådet og borgerne.

For ham blev mødet den 1. september endnu en påmindelse om, hvor vanskeligt det er at forene lokale landsbysamfunds bekymringer med store, overordnede planer for grøn energi.

Læs også

Indbrud og flere bilister taget i sprit- og narkokontrol i Fredericia og Kolding

0
Indbrud og flere bilister taget i sprit- og narkokontrol i Fredericia og Kolding

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft en travl omgang med alt fra indbrud til spiritus- og narkokørsel i både Fredericia og Kolding. Det oplyser politikommissær Susanne Hvid fra Kolding.

Indbrud på Prangervej i Fredericia

Politiet blev søndag klokken 12.00 kaldt ud til et lager på Prangervej i Fredericia. Indbruddet var sket i tidsrummet frem til mandag klokken 13.30.

»Der er skåret et hængsel op på en port for at skaffe sig adgang. Vi har sikret tekniske spor på stedet, men umiddelbart ser det ikke ud til, at der er stjålet noget,« siger Susanne Hvid.

Bilist standset på Nørrebrogade

Tirsdag eftermiddag klokken 14.30 blev en bilist standset på Nørrebrogade i Fredericia.

»Føreren, en 55-årig mand fra Fredericia, blev sigtet for at køre med en promille over det tilladte,« siger Susanne Hvid.

Stoffer og frakendt førerret

Natten til onsdag klokken 00.55 blev endnu en bilist standset – denne gang på Snoghøj Landevej i Fredericia.

»Der er tale om en 19-årig mand fra Fredericia, som er frakendt førerretten. Han blev sigtet for at køre bil, mens han var påvirket af stoffer,« fortæller Susanne Hvid.

Narkokørsel i Kolding

Også i Kolding har politiet været på spil. Tirsdag klokken 19.54 blev en personbil standset på Østerbrogade.

»Føreren, en 24-årig mand fra, blev sigtet for både narkokørsel og for besiddelse af hash. Han havde haft fødselsdag i år,« siger Susanne Hvid.

Endnu en påvirket bilist på Skovvej

Samme dag klokken 16.38 blev en personbil standset på Skovvej i Kolding.

»Her viste det sig, at føreren var påvirket af stoffer. Han blev anholdt og sigtet på stedet,« siger politikommissæren.

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt de berørte områder

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt...

0
Danmarks Meteorologiske Institut har fredag den 26. december udsendt varsel om tæt tåge eller tæt rimtåge, som blandt andet omfatter Fredericia og Middelfart. Varslet dækker...