Kommende samarbejdsaftale skal styrke unge, uddannelse og erhvervsliv

0
Arkivfoto

En samarbejdsaftale mellem Fredericia Kommune, Business Fredericia, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Fredericia Uddannelsesråd mangler kun endelig politisk godkendelse, før den er klar til at træde i kraft. Parterne har store forventninger til de punkter, der ligger i aftalen.

Flere i arbejde, flere nye virksomheder, flere arbejdspladser og bedre uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder.

Det er et udpluk af målsætningerne i en kommende samarbejdsaftale mellem Fredericia Kommune, Business Fredericia, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Fredericia Uddannelsesråd.

Aftalen er et resultat af gode snakke og forhandlinger. Nu mangler en endelig politisk godkendelse, før den kan træde i kraft, og underskrifterne kan sættes.

– Vi har i mange år haft en tradition for et stærkt samarbejde mellem parterne, og nu skifter vi til et højere gear. Jeg fornemmer stor begejstring blandt aftalens parter, og jeg håber selvfølgelig også, at den begejstring er gældende politisk. Det bedste værn mod fremtidens udfordringer er at sikre, at folk uddanner og efteruddanner sig, ligesom vi skal sikre gode rammer for erhvervslivet. Det har vi givet håndslag med hinanden på, at vi vil indgå i et forpligtigende samarbejde for. Stor cadeau til aftalepartnerne for det ansvar, de tager på sig. Nu glæder jeg mig til aftalen er helt i mål, og vi kan komme i gang med udmøntningen, siger borgmester Steen Wrist.

Et af aftalens fokuspunkter er at lette unges adgang til arbejdsmarkedet, herunder bidrage til at skabe kontakt mellem de lokale virksomheder og de unge, som har behov for mere hjælp til at finde og holde fast i et job.

– Vi styrker blandt initiativerne i forhold til virksomhedsbesøg, erhvervspraktik og fritidsjob ved lokale virksomheder. Alt i alt skal det give de unge et bedre indtryk af de muligheder, der findes i det lokale erhvervsliv, og de mange veje man kan gå. Samtidig er Business Fredericia ved at ansætte en erhvervsplaymaker, der skal være bindeled mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og kommunens ungeenhed. Det kommer til at styrke det tilbud, der er til unge, som er på udkig efter deres plads på arbejdsmarkedet, siger Pernelle Jensen, formand for Unge- og Uddannelsesudvalget.

Mange fælles initiativer

Også aftalens øvrige parter er glade for de fælles målsætninger og initiativer, man er nået frem til. Aftalen skal blandt andet medvirke til at øge efteruddannelse og sikre kvalificeret arbejdskraft både til private og offentlige virksomheder.

– I Business Fredericia, hvor vi repræsenterer mere end 825 lokale virksomheder ser vi aftalen som en win-win-aftale. Vi får samme rammebetingelser som de fleste andre kommuner i Danmark og får dermed skærpet indsatsen overfor de unges tilgang til arbejdsmarkedet og sikrer mere arbejdskraft gennem målrettet efteruddannelse, siger Kristian Bendix Drejer, erhvervsdirektør i Business Fredericia.

Aftalen skal desuden styrke fokus på det sociale og rummelige arbejdsmarked.

– Særligt det store fokus på unge, uddannelse og ikke mindst efteruddannelse af alle medarbejderne på byens virksomheder er vigtigt. Fagbevægelsens Hovedorganisation er positiv over det fælles fodslag på området, siger Bo Petersen, forhandlingsleder for Fagbevægelses Hovedorganisation og formand for 3F Fredericia.

Aftalen er også positiv i forhold til kommunens arbejde med bosætning.

– Jeg er glad for, at det igen er lykkedes at blive enige om en aftale. Der er ingen tvivl om, at både arbejdspladser og gode uddannelsesmuligheder er noget der vægter tungt, når vi snakker bosætning. Med den nye aftale skaber vi gode rammer for begge dele, og understøtter den gode udvikling for både bosætning og borgerne i Fredericia, siger Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

Særligt det store fokus på unge og uddannelse er også et vigtigt fokus for Fredericia Uddannelsesråd.

– Som repræsentant for Fredericia Uddannelsesråd vil jeg arbejde for at vi skal bygge videre på det stærke eksisterende samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne i byen, Fredericia kommune og erhvervslivet til gavn for de unge. Det drejer sig således om at synliggøre og udvikle både erhvervs-, gymnasie og videregående uddannelser som ligeværdige og attraktive muligheder med gode fremtidsmuligheder. På den måde hjælper vi både den enkelte unge og sikrer arbejdskraft til virksomhederne, hvilket bidrager positivt til hele byen og kommunen, siger Jakob Lund, formand for Fredericia Uddannelsesråd.

29-årig fængslet for røveri og og forsøg på voldtægt

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En 29-årig mand blev i dag ved Retten i Holstebro idømt syv års ubetinget fængsel for hjemmerøveri og forsøg på voldtægt.

Omkring klokken 00:40 den 8. oktober 2022 gik en mand ind ad en ulåst dør til et tilfældigt hus i Holstebro. Her overfaldt han en 28-årig kvinde og truede hende til at udlevere 1.400 kroner. Manden trak herefter bukserne af kvinden og forsøgte at få samleje, men det lykkedes kvinden at kæmpe sig fri, hvorefter manden flygtede fra stedet.

Videoovervågning fra området og efterforskningen i øvrigt førte Midt- og Vestjyllands Politi frem til en mistænkt, der to dage efter overfaldet blev anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet.

I dag, tirsdag den 17. januar 2023, faldt der så dom i sagen. Den 29-årige mand, der er fra Holstebro, blev kendt skyldig i hjemmerøveri og forsøg på voldtægt. Straffen lød på syv års ubetinget fængsel.

– Der er tale om et egentligt hjemmerøveri og et forsøg på overfaldsvoldtægt i kvindens eget hjem. Det er en meget alvorlig sag, og det mener jeg også, straffen afspejler, siger senioranklager Flemming Hother, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 29-årige mand erkendte i retten at have været i kvindens hjem for at skaffe penge til stoffer, men nægtede voldtægtsforsøget og ankede dommen på stedet.

Carls comeback: Mistrivslen fik en lige højre

0

Personlige konsekvenser og dyrt for samfundet. Der er mange gode grunde til at hjælpe socialt udsatte borgere videre, og de gode idrætsfællesskaber er ofte et vigtigt skridt på vejen.

Carl Boesen vil ikke huske starten af 20’erne for ret meget godt. Det var en periode i hans liv, hvor han isolerede sig i sin lejlighed i Kolding. Hvor dagene flød sammen og gik med at spille PlayStation. Og hvor turene i fitnesscenteret ophørte, da Covid-19 kom forbi.

– Jeg var i forvejen ikke den bedste rent socialt, og i gymnasietiden tog ensomheden til. Det var, som om jeg ikke passede ind, og jeg følte mig ofte akavet og udenfor, selvom jeg ikke direkte blev ekskluderet fra fællesskabet. Efter gymnasiet blev det endnu værre, og jeg røg ned i et kulsort hul mentalt, fortæller Carl Boesen og fortsætter:

– Jeg var deprimeret. Selvtilliden og overskuddet var lig med nul, og jeg kom ind i en negativ spiral, hvor jeg ikke havde de store tanker om mig selv og mine evner, siger den nu 26-årige koldingenser, der i en årrække stod uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Gode tilbud ændrede alt

Det var en mørk tid for Carl Boesen. En tung dyne af passivitet lå over ham, men så skete der noget, der fik tilværelsen til at lysne:

– Jeg blev introduceret til konceptet ’Borger til Borger’ gennem lokalpsykiatrien, hvor man normalt bliver koblet til en mentor, som man skal bruge noget tid med. I stedet satte de mig sammen med en jævnaldrende pige, som var i samme situation som mig, og vi gik nogle lange ture og fik snakket en masse, fortæller han.

Det gjorde noget godt for ham at komme ud af lejligheden og tale med et andet menneske, der forstod hans situation til fulde. Senere startede de begge to til kickboxing på et hold for ligesindede, hvor der blev brændt energi af og frigivet en masse endorfiner på kroppens øverste etage.

– Det var et trygt miljø at starte i, og det var vigtigt at komme ud i den virkelige verden og begå sig socialt igen. Samtidig var det fedt at bruge sig selv fysisk og mærke, at jeg var god til sporten. Jeg fik langsomt mere og mere overskud og selvtillid, så det blev en vigtig brik i min rehabilitering, siger Carl Boesen.

Mening og mestring

Kickboxing-holdet er bare ét af mange bevægelsestilbud, som projektlederen for ’Bevæg dig for livet’ i Kolding kommune har været med til at stable på benene for socialt udsatte og sårbare borgere i Kolding:

– Aktiviteterne er en del af det projekt, vi kalder ’Mening og mestring’. Det er et pilotprojekt for unge mellem 18 og 29 år, som står uden for uddannelse eller beskæftigelse, fortæller Anette Hvidtfeldt.

Ifølge projektlederen for Bevæg dig for livet, deltager cirka 240 udsatte og sårbare unge for tiden i projektets idrætstilbud i Kolding. Dertil kommer cirka 60 unge, som tidligere har været tilknyttet, men som nu ”er ude af systemet”.

– Og så har vi i en periode givet fripas til de dårligst stillede voksne i kommunen, som ellers ville vælge idrætten fra. Vi kalder det ’Aktiv Fritid’, og den ordning har fået yderligere 120 i aktivitet, siger Anette Hvidtfeldt.

Koster samfundet milliarder

En analyse fra Rockwoll Fonden viser, at udsatte og sårbare unges manglende uddannelse og lavere arbejdsmarkedstilknytning kan have livslange konsekvenser og koster samfundet 12-15 milliarder kroner om året.

– Så ud over det rent menneskelige er det også en stor samfundsøkonomisk gevinst, når de her borgere i vores kommune kommer videre. Og her kan motion og de gode idrætsfællesskaber noget helt unikt, siger Anette Hvidtfeldt og tilføjer:

– Vi oplever i hvert fald, at det giver mening for vores unge, som får energi og sociale relationer gennem tilbuddene. Det gør, at de vokser og får mod på tilværelsen, og det er der i øvrigt også forskning, der understøtter.

Carl Boesen er altså en af dem, der nu har fundet energien til at komme videre. Han er i dag raskmeldt, fyldt med optimisme og i gang med at uddanne sig til fysioterapeut. Han er også stadig aktiv i kickboxing-klubben og er tilmed tilknyttet Borger til Borger-ordningen som mentor.

FAKTA:

• Flere undersøgelser viser, at der er en klar sammenhæng mellem trivsel og idrætsaktivitet. Herunder den seneste motions- og sportsvaneundersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Kilde: Idan).

• Hvis man er en aktiv del af en given forening, gruppe eller organisation hver uge, er der ca. 75 procent større sandsynlighed for, at man har høj mental sundhed sammenlignet med, hvis man ikke er (Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, SDU).

• At være socialt udsat er ikke et fuldstændigt afgrænset og veldefineret begreb, men ”bruges typisk om borgere, der enten socialt, økonomisk eller helbredsmæssigt ikke har de samme muligheder og ressourcer som andre i Danmark” (Kilde: VIVE).

• I 2018 fremlagde VIVE en undersøgelse, hvor brugen af velfærdssystemet blandt 280.000 danskere med psykiske lidelser, misbrugsproblemer og hjemløshed blev kortlagt. Undersøgelsen viste, at denne gruppe alene i 2014 genererede udgifter til indsatser og ydelser på tværs af velfærdssystemet for 41 mia. kroner.

Om bevæg dig for livet:

Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation, for idræt og motion er vigtigt for vores fysiske, sociale og mentale sundhed. Derfor har Danmarks Idrætsforbund og DGI indgået en aftale om opfyldelsen af den ambitiøse vision for dansk idræt, som støttes TrygFonden og Nordea-fonden. Bevæg dig for livet er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie og har på nuværende tidspunkt indgået aftaler med 25 såkaldte visionskommuner og mange konkrete initiativer er sat i søen inden for en lang række idrætsgrene

Nu udvider Kolding Storcenter med Ilva og Leos Legeland

0

Lokalplanen for udvidelsen af Kolding Storcenter, blev vedtaget den 20. december 2022, den skal give plads til to nye butikker i form af boligkæden Ilva og den svenske legelandkæde Leos Legeland.

Udvidelsen, der er på 8.000 kvadratmeter, skal placeres øst for det eksisterende center, som i sig selv er på 62.000 kvadratmeter.

– For at sikre en samlet helhed i området har lokalplanen bestemmelser for hvilke farver og materialer, som kan anvendes i bebyggelse i lokalplanområdet, står der i lokalplanen.

Således forsikres en samlet helhed i området. Derudover er der mulighed for grønne facader og grønne tage, som er dækket af vegetation. Desuden giver lokalplanen mulighed for omlægning og udvidelse af parkeringspladserne og den interne vej igennem området.

Kolding Storcenter illustrationsplan fra lokalplanen.

– For at sikre at der etableres tilstrækkeligt med parkeringspladser til Kolding Storcenter og den fremtidige udvidelse, stiller lokalplanen krav om etablering af parkeringspladser for lokalplanområdet. Kolding Storcenters tiltrækning bygger på en let tilgængelighed til området med bil og herunder et stort antal gode og let tilgængelige parkeringspladser. I forbindelse med udvidelsen skal det derfor sikres, at dette aktiv for centret opretholdes, fremgår det af lokalplanen.

Kolding Storcenter, der er Jyllands største indkøbscenter med 124 butikker og restauranter, blev indviet i 1993. Centret blev tidligere udvidet med 20.000 kvadratmeter i 1999 og har i dag 6 millioner besøgende årligt. Ejeren og operatøren af Kolding Storcenter er Danske Shoppingcentre, et joint venture mellem ATP Ejendomme og Danica Pension, som ejer 17 shoppingcentre i Danmark.

Planen skal også sikre at den arkitektoniske karakter fra Kolding Storcenter videreføres i den nye udvidelse, så den virker som en naturlig forlængelse af centret.

 – Bestemmelserne tager udgangspunkt i at videreføre den arkitektoniske karakter fra Kolding Storcenter, så den nye udvidelse virker som en naturlig forlængelse af centret. For eksempel muliggøres etablering af nye indgangspartier gennem regulering af højde og glasfacader, så de nye indgange på samme måde vil bryde med de tungere facader og byde kunderne indenfor, beskriver lokalplanen.

Kolding Storcenter visualisering fra lokalplanen.

Med den nye udvidelse, vil Kolding Storcenter få endnu flere butikker og aktiviteter at tilbyde til kunderne, samtidigt med at det sikrer at centret fortsat er et attraktivt sted at besøge, med gode parkeringsmuligheder og en arkitektonisk helhed i området. Udvidelsen forventes at øge besøgstallet og gøre Kolding Storcenter endnu mere populært blandt kunderne.

Indbrud hos hundeførerforening

0

Hos en hundeførerforening har der været indbrud.

På Egehavevej i Fredericia ligger Fredericia Civile Hundeførerforening. Mellem den 11. januar og den 12. januar har der været indbrud hos dem, men det er først anmeldt igår.

Vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard oplyser, at man har opbrudt et vindue til klubhuset, og fra et skur er der stjålet sodavand, øl og hundetræningsredskaber.

Ubudne gæster i varebiler

0

I tre varebiler har der været tyve på spil.

Mellem fredag klokken 15:00 og mandag klokken 06:40 har der været indbrud i en varebil, der holdt parkeret i Prinsensgade. Sideruden til passagersiden er knust, og fra varebilen er der stjålet en Lenovo computer og en Samsung tablet.

Også i Gothersgade har der været tyveri i en varebil. Det er sket ved en, der holdt parkeret ved Tøjhuset. Det er sket i tidsrummet lørdag klokken 10:00 og mandag klokken 10:45. Der tale om en Peugeot, hvor man har knust bagruden. Det er endnu uvist, hvad der er stjålet.

Det sidste tyveri er sket på Navervej, hvor man mellem lørdag klokken 14:00 og mandag klokken 14:00 har brudt ind i en varebil.

Udlændinge taget på fersk gerning i stort kabelskrottyveri

0
Foto: AVISEN

To udlændinge blev i nat anholdt, da de ville stjæle kabelskrot til en værdi af omkring 40.000 kroner.

Vicepolitikommisær Finn Ellesgaard oplyser, at det er sket ved en virksomhed på Håndværkervej i Fredericia, hvor der tirsdag klokken 00:18 på videoovervågning er blevet spottet forberedelse til et indbrud hos virksomheden.

Senere på natten, nærmere bestemt klokken 05:16, fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse fra ejeren af virksomheden om, at der var indbrud hos virksomheden. Politiet kom derfor til stedet, hvor de anholdt to mænd. Det drejer sig om to mænd på henholdsvis 38 og 60 år, der begge er udlændinge.

De to mænd sidder pt. i politiets varetægt i Vejle, og der er derfor ikke yderligere oplysninger i sagen.

Energikrise giver plads til andre aktiviteter i Middelfart

0

Normalt har man i Middelfart Kommune gang i skøjtebanen ved Café Razz, men den åbnes ikke i år grundet energikrisen. I stedet har Middelfart Kommune i samarbejde med Brobygning Middelfart lavet andre tiltag for økonomiske midler, der ellers var allokeret til drift af skøjtebanen.

Det er besluttet, at Middelfart Kommune i første omgang bruger 50.000 kroner på fire tiltag, der skal være med til at kompensere for nedlukningen af skøjtebanen.

– Vi har valgt at holde skøjtebanen lukket, fordi vi skal vise samfundssind og spare på energien. Vi har skruet ned på rådhuset og i andre kommunale bygninger og derfor kunne vi ikke retfærdiggøre, at vi har skøjtebanen tændt hele vinteren, siger borgmester Johannes Lundsfryd (S).

Derfor har man skullet finde på andre ting, som særligt de unge kan give sig til i vintermånederne.

– Skøjtebanen bruges af unge mennesker, også nogle der ikke er en del af foreningslivet. Vi har i samarbejde med Brobygning Middelfart og ungdomsskolen set, hvad vi kan gøre i forhold til de mennesker, og tiltag vi kan gøre så man kan få andre fællesskaber. De midler, der bruges på skøjtebanen, har vi taget en lille del af, og har sat 50.000 kroner af til det, og fundet frem til en løsning med fire forskellige ungdomsaktiviteter, forklarer Johannes Lundsfryd.

De fire aktiviteter er billige biografbilletter på bestemte dage, mal en kop og skål hos Kreaværk, Middelfart Escape Game, samt brætspil og nachos til billige penge hos Jataco.

– Det er for at skabe fællesskaber. Der er flere unge, der er udfordret af mistrivsel og har dårlig mental sundhed, angst og depression, og en ting der betyder noget er at indgå i fællesskaber med andre unge. Derfor vil vi også hjælpe for at unge kommer i god trivsel, slutter Johannes Lundsfryd.

Biograf-tilbuddet

Man kan komme i Panorama Middelfart og se Avatar samt to andre film i de kommende måneder. Filmene spiller den 27. januar klokken 16:00, den 24. februar klokken 16:00 og den 31. marts klokken 16:00. Billetter kan købes på panorama-middelfart.dk og koster kun 30 kroner pr. stk.

Kreaværk

Man kan male en kop/skål og nyde en drik for en 50’er hos Kreaværk. Det foregår hver dag, og det er først-til-mølle, da der er begrænset pladser.

Escape Games

Er man vild med spænding, koder, gåder og samarbejde, kan man tage venner med og knække koden. Man møder op på Nytorv foran Rådhuset den 20. januar klokken 15:00, den 14. februar klokken 15:00, den 25. februar klokken 13:00, den 10. marts klokken 15:00 og den 25. marts klokken 13:00. Aktiviteten er gratis at deltage i.

Jataco

Hos Jataco kan man alle hverdage i januar, februar og marts komme ind og købe en portion nachos og spille brætspil på 1. salen for 30 kroner.

En dømt for drabsforsøg og en for grov vold i gentagelsestilfælde

0

Retten i Kolding idømte i dag to mænd på 30 år for et overfald på en nu 33-årig mand fra Vejle den 14. marts 2022. De ene blev idømt seks år for drabsforsøg, den anden blev idømt et år og ni måneder for grov vold i gentagelsestilfælde.

Sydøstjyllands Politi fik mandag den 14. marts 2022 en anmeldelse om et overfald begået i en lejlighed på Nørretorv i Vejle. En dengang 32-årig mand var kommet til skade som følge af overfaldet, men han var uden for livsfare. 

Efterforskningen ledte hurtigt til de to nu dømte gerningsmænd. Den ene blev anholdt om aftenen og den anden om morgenen dagen efter. De blev den 15. marts 2022 under et lukket grundlovsforhør begge varetægtsfængslet. De to gerningsmænd og ofret kendte hinanden i forvejen. 

Under retssagen kom det frem, at baggrunden for overfaldet var, at de to gerningsmænd troede, at ofret tidligere på dagen sammen med en bekendt, havde anmeldt den ene af dem for tyveri. Overfaldet blev begået med slag fra en kødøkse og et kosteskaft samt med knytnæver, spark og kvælertag, hvorved det 33-årige offer blandt andet pådrog sig kraniebrud.

Ud over dommen blev den gerningsmand, der blev dømt for drabsforsøg dømt til at betale 20.000 kr.  til den 33-årige i tortgodtgørelse.

Den dømte for drabsforsøg ankede dommen. Den anden modtog dommen.

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Christina Bork Hansen.

De Tre Små Grise øver sig – og ulven har pres på

0

I vinterferien genopsættes De Tre Små Grise på Fredericia Musicalteater efter succesen tilbage i 2021. Denne gang er det med et nyt cast, bortset fra Jacob Ditlev. Ulven bliver denne gang spillet af Mads Æbelø Nielsen, der mærker et pres på hjemmefronten fra sin 5-årig datter, fortæller han med et smil på læben.

Den Reumertnominerede børnemusical, De Tre Små Grise, er snart tilbage på Fredericia Musicalteater. Mandag var første dag, hvor hele holdet bag musicalen mødtes i øvelokalet på Bülows Kaserne. Det hele startede ud med en afslappet seance med kaffe, kage og snacks, og tid til en snak med pressen.

Historien er den klassiske fortælling om tre små grises kamp for at undslippe den store stygge ulv. Men historien har fået et twist – eller en krølle på halen, om man vil. For selvfølgelig skal de tre grisebasse først lære at stå på egne klove, men tro ikke, det bare handler om at blive fornuftige voksne. Nej, i denne historie ender de som hverdagens superstjerner.

Mads Æbeløe Nielsen.

Mads Æbelø spiller denne gang rollen som den store stygge ulv. Han oversatte forestillingen sidste gang den var på programmet, men var ikke med i selve musicalen. Det er han nu i en rolle, der giver store forventninger fra særligt én person.

– Jeg har aldrig haft så meget pres på som nu hjemmefra. Jeg har en datter på fem år, som allerede i dag spurgte, om det var i dag, at jeg starter med at øve og om det er rigtigt, at jeg skal være ulven. Så jeg regner med, at der kommer kontant afregning. Jeg er forberedt på, at hun siger, at den anden ulv var bedre end mig, siger Mads Æbeløe med et smil på læben.

Da forestillingen kørte sidste gang, var det med Lars Mølsted i rollen som den store skygge ulv. Om den skal spilles på helt samme måde, er endnu ikke afgjort.

– Det vil vise sig. Mads (instruktør Mad M. Nielsen) og Lars lavede noget ud fra materialet, der passede godt til Lars, så jeg er spændt på, om det bliver det samme eller noget andet, siger Mads Æbeløe.

Mads var selv på plads til en af forestillinger, da De Tre Små Grise spillede sidste gang. Han ved derfor, hvad han går ind til.

– Det var sjovt at se den, og jeg havde også oversat den, så efter at have læst den igennem en masse gange, fik jeg set den, forklarer Æbeløe.

At spille en musical for børn er specielt, og ikke noget Mads har prøvet før, så på det punkt, er han lidt på bar bund.

– Det bliver spændende, men jeg har ikke prøvet det før. Dem, der lavede det sidste gang sagde, at det var en fed oplevelse for børnene, siger han.

Sidst formåede børnemusicalen at blive nomineret til en Reumert. Til præsentationsrunden, da folk mødte ind, sagde instruktør Mads M. Nielsen i sjov, at de snupper Reumerten denne gang. På den anden side, set med seriøse briller, er der noget at leve op til med de anmeldelser, der kom.

– Vi er langt bedre end dem fra sidst, siger Æbeløe og slår over i den seriøse tone:

– Ej,det giver et pres. Man kan lægge sig selv i det som person, og så får vi det ud af det, vi kan uden at kigge på de andre, fortæller Mads Æbeløe.

Jacob Ditlev.

Den eneste fra castet, der var med sidste gang De Tre Små Grise blev spillet er Jacob Ditlev, som derfor har oplevelsen med i forhold til, hvordan børnene tog imod det.

– Den kan tale til et publikum fra tre år og op. Vi fangede børnene sidste gang fra start til slut, så den giver nogen deres første teater-oplevelse, siger Ditlev og kommer ind på, hvad han tænkte, da han hørte om De Tre Små Grise spilles:

– Det er fedt. Det er dejligt, at den får mere liv, fordi det er en lille perle.

Jacob Ditlev spiller igen rollen som den nørdede gris, Stig.

– I den her omgang blev jeg spurgt, da jeg har lavet den før. Der var ikke så meget at tænke over, da jeg fik buddet, siger Jacob Ditlev og slutter:

– Jeg glæder mig til at lave den fra bunden igen, og selvom det er en genopsætning, er det nye folk på scenen. Jeg har lidt en fordel, da jeg har prøvet det før,

Castet til De Tre Små Grise består denne gang af Mads Æbeløe (Den store stygge ulv), Anne Fuglsig (Mor Gris), Schwein (Jacob Prüser), Laura Wildt (Nee) og Jacob Ditlev (Stig). 

De Tre Små Grise spiller i perioden den 11. – 19. Februar, og billetter kan købes ved at klikke her.

Sent OB-stik knuser FC Fredericia i Odense

Sent OB-stik knuser FC Fredericia i Odense

0
Det så længe ud til, at FC Fredericia skulle hente et point med hjem over Lillebælt. I stedet måtte fredericianerne rejse hjem med tomme...