På Egehavevej i Fredericia ligger Fredericia Civile Hundeførerforening. Mellem den 11. januar og den 12. januar har der været indbrud hos dem, men det er først anmeldt igår.
Vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard oplyser, at man har opbrudt et vindue til klubhuset, og fra et skur er der stjålet sodavand, øl og hundetræningsredskaber.
Mellem fredag klokken 15:00 og mandag klokken 06:40 har der været indbrud i en varebil, der holdt parkeret i Prinsensgade. Sideruden til passagersiden er knust, og fra varebilen er der stjålet en Lenovo computer og en Samsung tablet.
Også i Gothersgade har der været tyveri i en varebil. Det er sket ved en, der holdt parkeret ved Tøjhuset. Det er sket i tidsrummet lørdag klokken 10:00 og mandag klokken 10:45. Der tale om en Peugeot, hvor man har knust bagruden. Det er endnu uvist, hvad der er stjålet.
Det sidste tyveri er sket på Navervej, hvor man mellem lørdag klokken 14:00 og mandag klokken 14:00 har brudt ind i en varebil.
To udlændinge blev i nat anholdt, da de ville stjæle kabelskrot til en værdi af omkring 40.000 kroner.
Vicepolitikommisær Finn Ellesgaard oplyser, at det er sket ved en virksomhed på Håndværkervej i Fredericia, hvor der tirsdag klokken 00:18 på videoovervågning er blevet spottet forberedelse til et indbrud hos virksomheden.
Senere på natten, nærmere bestemt klokken 05:16, fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse fra ejeren af virksomheden om, at der var indbrud hos virksomheden. Politiet kom derfor til stedet, hvor de anholdt to mænd. Det drejer sig om to mænd på henholdsvis 38 og 60 år, der begge er udlændinge.
De to mænd sidder pt. i politiets varetægt i Vejle, og der er derfor ikke yderligere oplysninger i sagen.
Normalt har man i Middelfart Kommune gang i skøjtebanen ved Café Razz, men den åbnes ikke i år grundet energikrisen. I stedet har Middelfart Kommune i samarbejde med Brobygning Middelfart lavet andre tiltag for økonomiske midler, der ellers var allokeret til drift af skøjtebanen.
Det er besluttet, at Middelfart Kommune i første omgang bruger 50.000 kroner på fire tiltag, der skal være med til at kompensere for nedlukningen af skøjtebanen.
– Vi har valgt at holde skøjtebanen lukket, fordi vi skal vise samfundssind og spare på energien. Vi har skruet ned på rådhuset og i andre kommunale bygninger og derfor kunne vi ikke retfærdiggøre, at vi har skøjtebanen tændt hele vinteren, siger borgmester Johannes Lundsfryd (S).
Derfor har man skullet finde på andre ting, som særligt de unge kan give sig til i vintermånederne.
– Skøjtebanen bruges af unge mennesker, også nogle der ikke er en del af foreningslivet. Vi har i samarbejde med Brobygning Middelfart og ungdomsskolen set, hvad vi kan gøre i forhold til de mennesker, og tiltag vi kan gøre så man kan få andre fællesskaber. De midler, der bruges på skøjtebanen, har vi taget en lille del af, og har sat 50.000 kroner af til det, og fundet frem til en løsning med fire forskellige ungdomsaktiviteter, forklarer Johannes Lundsfryd.
De fire aktiviteter er billige biografbilletter på bestemte dage, mal en kop og skål hos Kreaværk, Middelfart Escape Game, samt brætspil og nachos til billige penge hos Jataco.
– Det er for at skabe fællesskaber. Der er flere unge, der er udfordret af mistrivsel og har dårlig mental sundhed, angst og depression, og en ting der betyder noget er at indgå i fællesskaber med andre unge. Derfor vil vi også hjælpe for at unge kommer i god trivsel, slutter Johannes Lundsfryd.
Biograf-tilbuddet
Man kan komme i Panorama Middelfart og se Avatar samt to andre film i de kommende måneder. Filmene spiller den 27. januar klokken 16:00, den 24. februar klokken 16:00 og den 31. marts klokken 16:00. Billetter kan købes på panorama-middelfart.dk og koster kun 30 kroner pr. stk.
Kreaværk
Man kan male en kop/skål og nyde en drik for en 50’er hos Kreaværk. Det foregår hver dag, og det er først-til-mølle, da der er begrænset pladser.
Escape Games
Er man vild med spænding, koder, gåder og samarbejde, kan man tage venner med og knække koden. Man møder op på Nytorv foran Rådhuset den 20. januar klokken 15:00, den 14. februar klokken 15:00, den 25. februar klokken 13:00, den 10. marts klokken 15:00 og den 25. marts klokken 13:00. Aktiviteten er gratis at deltage i.
Jataco
Hos Jataco kan man alle hverdage i januar, februar og marts komme ind og købe en portion nachos og spille brætspil på 1. salen for 30 kroner.
Retten i Kolding idømte i dag to mænd på 30 år for et overfald på en nu 33-årig mand fra Vejle den 14. marts 2022. De ene blev idømt seks år for drabsforsøg, den anden blev idømt et år og ni måneder for grov vold i gentagelsestilfælde.
Sydøstjyllands Politi fik mandag den 14. marts 2022 en anmeldelse om et overfald begået i en lejlighed på Nørretorv i Vejle. En dengang 32-årig mand var kommet til skade som følge af overfaldet, men han var uden for livsfare.
Efterforskningen ledte hurtigt til de to nu dømte gerningsmænd. Den ene blev anholdt om aftenen og den anden om morgenen dagen efter. De blev den 15. marts 2022 under et lukket grundlovsforhør begge varetægtsfængslet. De to gerningsmænd og ofret kendte hinanden i forvejen.
Under retssagen kom det frem, at baggrunden for overfaldet var, at de to gerningsmænd troede, at ofret tidligere på dagen sammen med en bekendt, havde anmeldt den ene af dem for tyveri. Overfaldet blev begået med slag fra en kødøkse og et kosteskaft samt med knytnæver, spark og kvælertag, hvorved det 33-årige offer blandt andet pådrog sig kraniebrud.
Ud over dommen blev den gerningsmand, der blev dømt for drabsforsøg dømt til at betale 20.000 kr. til den 33-årige i tortgodtgørelse.
Den dømte for drabsforsøg ankede dommen. Den anden modtog dommen.
For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Christina Bork Hansen.
I vinterferien genopsættes De Tre Små Grise på Fredericia Musicalteater efter succesen tilbage i 2021. Denne gang er det med et nyt cast, bortset fra Jacob Ditlev. Ulven bliver denne gang spillet af Mads Æbelø Nielsen, der mærker et pres på hjemmefronten fra sin 5-årig datter, fortæller han med et smil på læben.
Den Reumertnominerede børnemusical, De Tre Små Grise, er snart tilbage på Fredericia Musicalteater. Mandag var første dag, hvor hele holdet bag musicalen mødtes i øvelokalet på Bülows Kaserne. Det hele startede ud med en afslappet seance med kaffe, kage og snacks, og tid til en snak med pressen.
Historien er den klassiske fortælling om tre små grises kamp for at undslippe den store stygge ulv. Men historien har fået et twist – eller en krølle på halen, om man vil. For selvfølgelig skal de tre grisebasse først lære at stå på egne klove, men tro ikke, det bare handler om at blive fornuftige voksne. Nej, i denne historie ender de som hverdagens superstjerner.
Mads Æbeløe Nielsen.
Mads Æbelø spiller denne gang rollen som den store stygge ulv. Han oversatte forestillingen sidste gang den var på programmet, men var ikke med i selve musicalen. Det er han nu i en rolle, der giver store forventninger fra særligt én person.
– Jeg har aldrig haft så meget pres på som nu hjemmefra. Jeg har en datter på fem år, som allerede i dag spurgte, om det var i dag, at jeg starter med at øve og om det er rigtigt, at jeg skal være ulven. Så jeg regner med, at der kommer kontant afregning. Jeg er forberedt på, at hun siger, at den anden ulv var bedre end mig, siger Mads Æbeløe med et smil på læben.
Da forestillingen kørte sidste gang, var det med Lars Mølsted i rollen som den store skygge ulv. Om den skal spilles på helt samme måde, er endnu ikke afgjort.
– Det vil vise sig. Mads (instruktør Mad M. Nielsen) og Lars lavede noget ud fra materialet, der passede godt til Lars, så jeg er spændt på, om det bliver det samme eller noget andet, siger Mads Æbeløe.
Mads var selv på plads til en af forestillinger, da De Tre Små Grise spillede sidste gang. Han ved derfor, hvad han går ind til.
– Det var sjovt at se den, og jeg havde også oversat den, så efter at have læst den igennem en masse gange, fik jeg set den, forklarer Æbeløe.
At spille en musical for børn er specielt, og ikke noget Mads har prøvet før, så på det punkt, er han lidt på bar bund.
– Det bliver spændende, men jeg har ikke prøvet det før. Dem, der lavede det sidste gang sagde, at det var en fed oplevelse for børnene, siger han.
Sidst formåede børnemusicalen at blive nomineret til en Reumert. Til præsentationsrunden, da folk mødte ind, sagde instruktør Mads M. Nielsen i sjov, at de snupper Reumerten denne gang. På den anden side, set med seriøse briller, er der noget at leve op til med de anmeldelser, der kom.
– Vi er langt bedre end dem fra sidst, siger Æbeløe og slår over i den seriøse tone:
– Ej,det giver et pres. Man kan lægge sig selv i det som person, og så får vi det ud af det, vi kan uden at kigge på de andre, fortæller Mads Æbeløe.
Jacob Ditlev.
Den eneste fra castet, der var med sidste gang De Tre Små Grise blev spillet er Jacob Ditlev, som derfor har oplevelsen med i forhold til, hvordan børnene tog imod det.
– Den kan tale til et publikum fra tre år og op. Vi fangede børnene sidste gang fra start til slut, så den giver nogen deres første teater-oplevelse, siger Ditlev og kommer ind på, hvad han tænkte, da han hørte om De Tre Små Grise spilles:
– Det er fedt. Det er dejligt, at den får mere liv, fordi det er en lille perle.
Jacob Ditlev spiller igen rollen som den nørdede gris, Stig.
– I den her omgang blev jeg spurgt, da jeg har lavet den før. Der var ikke så meget at tænke over, da jeg fik buddet, siger Jacob Ditlev og slutter:
– Jeg glæder mig til at lave den fra bunden igen, og selvom det er en genopsætning, er det nye folk på scenen. Jeg har lidt en fordel, da jeg har prøvet det før,
Castet til De Tre Små Grise består denne gang af Mads Æbeløe (Den store stygge ulv), Anne Fuglsig (Mor Gris), Schwein (Jacob Prüser), Laura Wildt (Nee) og Jacob Ditlev (Stig).
De Tre Små Grise spiller i perioden den 11. – 19. Februar, og billetter kan købes ved at klikke her.
Søndag var der et større færdselsuheld på Fynske Motorvej mellem Middelfart Ø og Nørre Aaby. Nu oplyser Fyns Politi, at der var otte tilskadekommende personer.
Uheldet skete søndag formiddag og spærrede helt motorvejen i en periode. Af Fyns Politis døgnrapport fremgår det, at i alt ti biler var impliceret i uheldet, der formentlig skete som følge af aquaplaning.
I forbindelse med uheldet kom i alt otte personer lettere til skade.
Den stærkt skydende bagspiller fra SC Magdeburg, Michael Damgaard, kommer til Malmö som gardering for Rasmus Lauge.
Håndboldherrerne får en ekstra holdkammerat til VM efter søndagens overbevisende sejr over Bahrain. Michael Damgaard er nemlig blevet indkaldt af landstræner Nikolaj Jacobsen, efter Rasmus Lauge endnu ikke er blevet sine småproblemer med læggen helt kvit.
Damgaard skiftes ind i truppen i stedet for Lauge, der dog forbliver med landsholdet, så han vil kunne bringes i spil senere under mesterskabet. I alt har Nikolaj Jacobsen fem udskiftninger at gøre godt med under VM.
Allerede mandag eftermiddag træner Michael Damgaard med holdet. Den 32-årige bagspiller, der til daglig tørner ud for de tyske mestre fra SC Magdeburg, har landsholdshåndbolden i frisk erindring, da han senest var med under samlingerne i både marts og april.
– Jeg glæder mig til at komme til VM – det er jo det ypperste, at man kan få lov til at repræsentere sit land ved et stort mesterskab. Samtidig ønsker jeg selvfølgelig Lauge god bedring og håber, at han snart bliver klar igen. I mellemtiden vil jeg yde mit bedste for holdet, siger Michael Damgaard.
Foreløbig er det blevet til 87 landskampe for Damgaard, der blandt andet var med til at vinde OL-guld i 2016 i Rio.
TV 2 har sammen med DR sikret sig rettighederne til vinter-OL i 2026 og 2030 samt sommer-OL i 2028 og 2032. Dermed kan danskerne se masser af OL på TV 2s platforme i de kommende ti år.
De Olympiske Lege vendte tilbage til TV 2 allerede sidste år, hvor DR og TV 2 sammen dækkede De Olympiske Vinterlege i Beijing. Med i pakken af OL-rettigheder, som TV 2 købte af Discovery i 2020, er også det kommende sommer-OL i Paris i 2024, som dermed også kan ses på TV 2s platforme. Nu har TV 2 og DR via en aftale med EBU sikret sig OL-rettighederne til yderligere fire OL frem til og med 2032.
– OL er en af de allerstørste events i verden, og derfor glæder det mig naturligvis, at vi på TV 2 har sikret os rettighederne til yderligere fire udgaver af denne store sportsevent helt frem til og med 2032. Det betyder meget for TV 2, at vi kan samle danskerne – og det kan OL i den grad, siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2, og fortsætter:
– De mange nye muligheder, vi har på TV 2 PLAY, betyder, at vi kan give danskerne endnu mere OL. Her har vi et mål om at gøre så mange sportsgrene som muligt fra OL tilgængelige for danskerne på vores mange ekstra kanaler på TV 2 PLAY – samt selvfølgelig også på vores sportskanaler og TV 2s hovedkanal, siger Frederik Lauesen.
OL blandt de mest sete sportsbegivenheder i Danmark
TV 2s investering i OL-rettighederne er en del af TV 2s strategi, TV 2 PLAY til alle, der handler om at sikre danskerne adgang til masser af dansk public service-indhold inkl. stor sport, samtidig med at danskernes tv-sening rykker over mod streaming. Her er TV 2 PLAY omdrejningspunktet, og her investerer TV 2 markant i både indhold og produktudvikling.
På indholdssiden handler det om investeringer i nyt kvalitetsindhold, public service, partnerskaber og premium sport, og her hører OL til blandt de vigtigste og mest sete sportsbegivenheder i Danmark.
Omfattende sportsudbud på TV 2 PLAY
På TV 2 PLAY har TV 2 opbygget et udvidet sportstilbud og en særlig sportspakke til danskerne med nye rettigheder, to sportskanaler, en lang række ekstra live-kanaler og masser af unikt sportsindhold – både live og on demand. Alle disse platforme inkl. TV 2s hovedkanal og TV2.DK kommer i brug under dækningen af OL.
Ud over OL-rettighederne har TV 2 en lang række rettigheder, som vises på TV 2s kanaler, og som brugerne får med i sportspakken på TV 2 PLAY:
Fodbold: Herrelandsholdets kampe – inkl. samtlige kampe i den kommende kvalifikation til Euro 2024, samt de kommende to EM-slutrunder og VM i 2026, og topkampe under UEFA inkl. Nations League. Derudover LaLiga, Serie A og UEFA Europa League
Cykling: Tour de France, Vuelta a Espana, VM og mange flere
Amerikansk fodbold: Syv NFL-kampe om ugen fra gruppespillet, alle NFL-kampe fra slutspillet, NFL RedZone og Super Bowl
Tennis: WTA- og ATP-kampe
Håndbold: Samtlige herre- og kvindelandskampe, også uden for EM- og VM-slutrunderne, samt de danske ligaer for både herrer og kvinder
Basketball: NBA-kampe direkte fra USA
Badminton: De største badmintonturneringer fra World Touren
Skiskydning
…og meget mere.
TV 2 og DRs OL-aftale med EBU er en del af en større, international aftale, hvor Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har solgt OL-rettighederne i Europa til European Broadcasting Union (EBU) og Warner Bros. Discovery.
Fra en byggeplads i industrikvartet på C.F. Tiegentsvej i Kolding er der stjålet værktøj i weekenden.
– Tyveriet er sket mellem fredag og lørdag. Tyven har fået adgang til bygningen, og har herfra stjålet el-værktøj af mærket Hilti og Metabo, oplyser Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Klokken 18:30 går det løs. FHK møder Aalborg i Middelfart Sparekasse Arena, hvor nordjyderne kommer i en noget svækket udgave uden flere profiler, der...