Genbrugsbutikker har højeste omsætning nogensinde

0

2022 blev året, hvor omsætningen i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker for første gang oversteg 50 millioner kroner.

Sidste år fyldte Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker 50 år, og det blev samtidig året, hvor organisationens butikker for første gang rundede en omsætning på 50 millioner kroner.

– Det er en god nyhed, fordi genbrug kommer så mange mennesker til gavn. Folk har mulighed for at handle billigt og bæredygtigt her i Danmark, samtidig med at overskuddet er med til at redde liv i verdens fattigste lande, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Mere præcist endte omsætningen på 54,5 millioner kroner fra organisationens 110 genbrugsbutikker, der bliver drevet af mere end 3000 frivillige landet over. Det er ni procent højere end den foreløbige rekordomsætning fra 2019 på 49,9 millioner kroner.

Der er penge at spare

Generalsekretæren ser flere grunde til, at det netop var i 2022, at genbrugssalget i Folkekirkens Nødhjælp har sat rekord.

– Stigende priser har fået mange danskere til at tænke sig ekstra om, når de går på jagt efter nyt til garderoben eller hjemmet. For nyt kan godt være brugt. For eksempel har overtøj og striktrøjer været populære over vinteren, mens mange også køber stof, gardiner og lagner for selv at sy nyt, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

At handle genbrug i dag er for mange i høj grad en bæredygtig og klimavenlig livsstil, hvor man samtidig sparer penge. Men da Folkekirkens Nødhjælps første genbrugsbutik åbnede for 50 år siden, var det særligt folk med få ressourcer, der handlede brugt. På grund af den stigende inflation oplever Folkekirkens Nødhjælp, at mange – også nye kunder – nu igen handler i genbrugsbutikker med det primære formål at spare penge.

Genbrug bliver til nødhjælp

Generalsekretæren er ikke i tvivl om, at danskerne i fremtiden vil søge endnu mere i genbrugsbutikker, fordi de ønsker en bæredygtig og klimavenlig livsstil, så vi mindsker trækket på jordens ressourcer.

– Genbrug er kommet for at blive. Det er godt for vores klode, at vi genbruger vores ressourcer. Det er sjovt at gå i genbrug efter unikke fund. Og som vi ser nu, er genbrug nødvendigt for mange mennesker i økonomiske krisetider, siger hun og understreger vigtigheden af det overskud, som bliver generet af genbrugsbutikkerne.

– Der er krig i Ukraine, som har sendt millioner på flugt. Fødevare- og klimakrisen kræver også akut handling, og der er mere end nogensinde brug for hjælp til mennesker i nød. Derfor giver det god mening, at danskernes genbrug bliver til nød- og udviklingshjælp, siger generalsekretæren.

Tusindvis af danske bilister kører kængurukørsel

0

De færreste bilister bryder sig om at få en fartbøde, men alt for ofte fører det til farlige situationer, når bilister forsøger at undgå at blive fanget i en fotofælde. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige.

Fartbøder er både dyre og kan koste klip i kortet, og derfor er mange danske bilister meget opmærksomme på at undgå at blive blitzet under køreturen. Men ofte ender bestræbelserne på ikke at få en fartbøde med at skabe farlige situationer i trafikken, og de kan føre til uheld.

I en ny undersøgelse indrømmer tæt på hver femte danske bilist, at de har bremset hårdt op under kørsel, fordi de blev opmærksomme på en fotofælde, og derfor forsøgte at undgå at blive blitzet. Undersøgelsen er lavet af Kantar Gallup for Gjensidige.

Selvom formålet med de hårde opbremsninger er at undgå en fartbøde, så kan det ende med langt værre konsekvenser end en hilsen i e-Boks fra politiet, lyder advarslen fra Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige.

– Fænomenet med at bremse, hvis man bliver opmærksom på en fotofælde, er også kendt som ‘kængurukørsel’, og selvom det kan lyde uskyldigt, så er det faktisk farligere end mange tror. De hårde nedbremsninger giver nemlig en markant forøget risiko for, at de bagvedkørende ender i påkørsler, og de stiller derfor store krav til den afstand, som ens medtrafikanter holder, siger han.

Den store udbredelse af fænomenet bliver også afspejlet i undersøgelsen, når bilister bliver spurgt, om de har oplevet, at andrehar foretaget en hård opbremsning ved en fotofælde. Det er nemlig hver tredje bilist, der selv har oplevet situationen på de danske veje.

Dog er der en simpel løsning på problemet, så man både kan undgå en fartbøde og skabe potentielt livsfarlige situationer i trafikken, lyder det fra Henrik Sagild, der samtidig opfordrer til, at man kører bil med omtanke.

– Selvom dette er en ærgerlig vane for mange bilister, så har langt de flesteheldigvis knækket koden til at undgå at ende i sådan en situation. Nemlig ved at sørge for at overholde de fartgrænser, der er sat og samtidigt altid sørge for at holde god afstand til de forankørende, uanset om man kører i byen, på landevej eller motorvej, siger han.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.711 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Gallup for Gjensidige og i november og december 2022.

Påvirket mand kastede med flasker

0

En fredericiansk mand i trediverne blev i dag anmeldt klokken 13.45, da han på Haderslevvej i Kolding opførte sig højrøstet, og kastede med flasker.

Manden viste sig desuden at være påvirket af alkohol i sådan en grad, at det blev nødvendigt at indbringe manden i politiets varetægt. Manden ligger lige nu til afrusning på politistationen i Kolding, og han vil gå derfra med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

34-årig kvinde idømt fængsel for seksuelt samvær med mindreårig

0

En 34-årig kvinde er ved retten i Randers kendt skyldig i at have begået voldtægt i form af at have haft samleje og andet seksuelt forhold med en 14-årig dreng. Episoden fandt sted på en adresse på Djursland i november sidste år.

Retten i Randers har fredag eftermiddag idømt en 34-årig kvinde ti måneders fængsel for at have haft seksuelt samvær med en 14-årig dreng, hvilket i straffeloven betegnes som voldtægt ved samleje med et barn under 15 år. Tre af de ti måneders fængsel blev gjort ubetinget.

Episoden fandt sted på en adresse på Djursland i starten af november sidste år, hvor den 34-årige kvinde ved retten var tiltalt for at have haft samleje af flere omgange med den 14-årige dreng. Hun var ligeledes tiltalt for at have udført oralsex på den 14-årige.

– Jeg er overrasket over, at retten kun har valgt at idømme en straf på ti måneders fængsel, hvoraf størstedelen er gjort betinget – til trods for, at den tiltalte er blevet kendt skyldig i det alvorlige forhold omkring seksuelt samvær, hvilket jeg naturligvis er tilfreds med. Men det undrer mig, at straffen ikke er strengere, når man ser på den strafskærpelse, der trådte i kraft 1. marts sidst år vedrørende seksuelle forhold med mindreårige, siger senioranklager Rosa Pape, der har ført sagen på vegne af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Anklagemyndigheden vil nu overveje, om man ønsker at anke dommen.

Samme aften, hvor kvinden i dag er blevet kendt skyldig i at have begået ovenstående forhold, havde hun ifølge tiltalen også udsat en anden 14-årig og en 15-årig dreng for blufærdighedskrænkelse i form af uønskede berøringer.

Hun blev ved retten i Randers dog frifundet i de to forhold vedrørende blufærdighedskrænkelse.

Den 34-årige kvinde nægter sig skyldig og ankede dommen på de ti måneders fængsel til frifindelse. Hun blev løsladt efter dom.

FHK henter norsk højre fløj

0

Den 29-årig norske højre fløj, Fredrik Mossestad, skifter til sommer til Fredericia Håndboldklub fra IFK Skövde.

I de seneste tre sæsoner har Mossestad spillet i den svenske klub, Skövde, og inden tørnede han ud for den norske klub, Fyllingen. Nu går turen videre i Skandinavien, da Fredrik Mossestad har indgået en aftale med FHK.,

– Med sine 192 cm og 94 kilo har Fredrik en god størrelse som fløjspiller. Han er en sikker afslutter, og forsvarsmæssigt er han god til at læse spillet, bryde angrebsspillet og en af hans helt store forcer er, at han kan dække højre back i forsvaret. Fredriks forsvarsmæssige kompetencer gør, at vi får endnu flere muligheder defensivt, siger administrerende direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen.

Fredrik Mossestad har erfaring fra europæisk klubhåndbold med både Skövde og Fyllingen, og qua hans nuværende rolle som anfører i Skövde er det en spiller, der vil komme med stor rutine.

– Vi har store forventninger til Fredrik. Han har en god ballast med erfaringen fra Europa, og det at han er anfører i Skövde viser, at han er en lederskikkelse, som vi ser frem til at få ind på vores hold, fortæller Thomas Renneberg-Larsen.

Fløjspilleren selv ser skiftet som et skridt op i karrieren.

– Den danske liga er utrolig stærk, og Fredericias ambitioner on at spille med i toppen og komme ud i Europa, passer med mine egne ambitioner, siger Fredrik Mossestad.

Mossestad har inden, at han skrev under på aftalen med FHK, forhørt sig om klubben.

– Jeg har haft danske holdkammerater i Skövde, og fra min landsmand Lasse Balstad har jeg kun hørt godt om klubben. Jeg ser frem til at spille på den fantastiske hjemmebane, hvor HK Ultras laver en fed stemning, siger Fredrik Mossestad.

Nordmanden flytter i forbindelse med skiftet til Fredericia Håndboldklub til byen, som han har fået et godt indtryk af.

– Jeg glæder mig til at lære byen endnu bedre at kende. Da jeg besøgte byen, kunne jeg se, at der er meget natur med skov og strand tæt på, og så er det nogle hyggelige, lige gader, siger Fredrik Mossestad.

Fredrik Mossestad har indgået en treårig aftale med Fredericia Håndboldklub.

Borgerlige politikere vil samle partier

0

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er i Fredericia gået sammen om at starte et borgerligt valgforbund frem mod kommunalvalget i 2025 og inviterer alle partier med.

Der hersker i borgerlige kredse et stort ønske om at få et borgerligt flertal i Fredericia byråd, og dermed en borgerlig borgmester ved kommunalvalget i 2025. Det kræver god forberedelse og at aftalerne er på plads.

De tre partier har allerede nu sat sig i førersædet for at samle de borgerlige partier i et valgforbund og håbet er, at valgforbundet bliver så bredt som muligt, skriver partierne i en pressemeddelelse fredag middag.

– Det er vigtigt at understrege, det handler om at undgå borgerligt stemmespild og at forpligte sig til at pege på en borgerlig borgmester, når vi står med et borgerligt flertal efter valget, udtaler gruppeformand for den konservative byrådsgruppe, Tommy Rachlitz Nielsen og uddyber:

– Der ligger ikke andre forpligtelser i det end det, og så ønsker vi at sætte nogle tydelige pejlemærker op for, hvor et borgerligt flertal vil føre Fredericia hen.

Det er de tre partiers håb, at alle partier med borgerligt islæt kan støtte op om valgforbundet. Ved sidste valg lykkedes det ikke at få alle partier om bord, og det håber vi, at vi kan denne gang, ved at gøre det til et fælles projekt.

Susanne Eilersen, gruppeformand for Dansk Folkepartis byrådsgruppe glæder sig over at være med til at samle de borgerlige partier i Fredericia:

– Det er altafgørende for os, at vi undgår stemmespild og sikre vælgerne, at uanset hvem de stemmer på i vores valgforbund, så bliver stemmen ikke spildt. Det er et stærkt signal til vælgerne om, at det borgerlige Fredericia står sammen om at vælte det røde flertal og sikre en ny borgerlig retning. Det der er fælles for de borgerlige partier er, at vi har ambitioner på Fredericias vegne, og at vi har behov for en tydelig borgerlig linje. Det vil vi arbejde målrettet på at bevise op til kommunalvalget og føre ud i livet efter valget.

Poul Rand, lokalforeningsformand for Liberal Alliance i Fredericia er klar i mæglet:

– Vi har betydelig medlemsfremgang i Fredericia og på landsplan og arbejder målrettet for at komme i byrådet. Det er afgørende for os, at vi kan være med til at sikre en langt tydeligere borgerlig-liberal linje. Vi finder et valgforbund blandt de borgerlige partier afgørende, men vil også gøre det klart, at vi ikke vil pege på en borgmester før valgresultatet foreligger.

De tre partier rækker ud til Venstre, Nye Borgerlige, Det Radikale Venstre, Moderaterne og Danmarks Demokraterne og inviterer dem til dialog om valgforbundet, ligesom andre borgerlige lister og partier også er velkommen til kaffe.

AVISEN har inviteret de tre politikere i studiet om dagens melding.

Fredericia Realskole skal til DM i Skolehåndbold

0
Danmark - Næstved. 10/12/15 DM i Skolehåndbold Foto: Johnny Wichmann / Dansk Skoleidræt / Dansk Skoleidræt

Da Fredericia Realskole i november vandt kredsmesterskabet i Skolehåndbold for piger i 8. klasse, gav det billetten til danmarksmesterskabet, hvor eleverne skal dyste mod skoler fra hele landet.

De har svedt, samarbejdet og kæmpet alt, hvad de kunne – og nu kan de høste frugterne af det hårde arbejde. Den 31. januar – 2. februar skal pigerne fra 8.a og 8.c på Fredericia Realskole til DM i Skolehåndbold, hvor de skal dyste mod landets bedste skoler. Det skal de fordi, de er trekantområdets bedste pigeskolehold i håndbold.

Kampen om DM-guldet foregår i Helsinge Hallerne i Nordsjælland, hvor 10 drengehold og 10 pigehold fra skoler i hele landet deltager.

DM-finalerne i Skolehåndbold spilles torsdag den 2. februar kl. 12.50 med pigerne først. Drengefinalen spilles kl. 13.30 med efterfølgende præmieoverrækkelse.

Danmark – Næstved. 10/12/15. Foto: Fredericia Realskole DM i Skolehåndbold Foto: Johnny Wichmann / Dansk Skoleidræt / Dansk Skoleidræt

Vigtig faglig dimension
Eleverne dyster om guld, sølv og bronze til DM i Skolehåndbold, men stævnet er også en god lejlighed til at arbejde med en række faglige mål for idrætsfaget.

– Eleverne får i en kampsituation som ved et DM oplevelsen af at skulle yde deres bedste og mestre noget. Det, at deltage på et hold, kræver evnen til at kunne indgå i og have medansvar for et fællesskab, hvor hver eneste spiller har en uundværlig rolle. Derudover er et DM en oplevelse for livet fyldt med glæde og begejstring, som giver et ordentligt boost for klassens trivsel, fortæller stævnekoordinator fra Dansk Skoleidræt, Jacob Kjær Hansen.

Fairplay har altid været et vigtigt element ved DM-stævnerne. Derfor uddeler Dansk Skoleidræt atter to Fair Play-pokaler, der går til det pigehold og det drengehold, der har udmærket sig mest positivt ved at spille fair og skabe en positiv stemning ved stævnet.

Drabet i Kolding: Alvorlig fejl begået af Kriminalforsorgen

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Der blev begået fejl i sagsbehandlingen vedrørende den indsatte, som nu er sigtet for drab i Kolding nytårsnat. Det vurderer Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Den person, som er sigtet for manddrab i forbindelse med drabet i Kolding nytårsnat, afsonede en dom for en tidligere forbrydelse og var på bevilliget udgang på tidspunktet for hændelsen.

En intern redegørelse i Direktoratet for Kriminalforsorgen peger på, at der er begået alvorlige fejl i den konkrete sagsbehandling vedrørende den indsatte, hvor vurderinger i sagen ikke er blevet foretaget i overensstemmelse med gældende regler og praksis.

Kriminalforsorgen kan af hensyn til tavshedspligten ikke udtale sig i detaljer om de specifikke fejl, men udtaler:

– Drabet i Kolding nytårsnat er en dybt ulykkelig sag, som politiet nu efterforsker. Kriminalforsorgen har som offentlig myndighed tavshedspligt, og vi kan derfor ikke udtale os yderligere om den konkrete sag. Vi har efter en nærmere gennemgang af sagen konstateret, at der er begået alvorlige fejl i sagsbehandlingen, der vedrører den indsatte, som nu er sigtet for manddrab.

Kriminalforsorgen har de seneste år iværksat en række tiltag for at styrke sikkerhedsområdet. På baggrund af den konkrete sag iværksættes nu yderligere initiativer. Samlet set gennemføres i 2023 følgende tiltag:

  • Der er igangsat et stort arbejde med at gennemgå praksis og sager på en række centrale områder for at øge sikkerheden.
  • Der vil blive udarbejdet og opdateret let tilgængelige tjeklister, der styrker sagsbehandlingen i sager om anbringelse, udgang og prøveløsladelse. Der vil derudover blive gennemført undervisning af fagmedarbejdere, der sagsbehandler.
  • Det er indskærpet, at der ved anbringelse, udgang og prøveløsladelse skal være et markant øget fokus på, om den indsatte har et misbrug af alkohol og stoffer. Tiltaget skal særligt udvises ved indsatte, der er dømt for personfarlig kriminalitet.
  • Det vil blive overvåget, om sagsbehandlingen praktiseres i overensstemmelse med indskærpelsen. Blandt andet ved hjælp af stikprøver.
  • Det vil blive vurderet og evalueret, om det skal ændres, hvem der træffer afgørelse om udgang for indsatte, der er dømt for personfarlig kriminalitet.
  • Der er i 2022 foretaget en sikringsteknisk gennemgang af fængsler og arrester for at øge den fysiske sikkerhed, og i 2023 arbejdes med at gennemføre de bygningsmæssige ændringer.

Når Kriminalforsorgen giver udgangstilladelse til indsatte, beror beslutningen generelt på, at der er et godkendt udgangsformål, f.eks. at besøge nærtstående personer, at der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udgangstilladelsen, og at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod udgang.

Arkæologisk foredrag om udgravninger i Kolding

0
Et større gårdsanlæg fra højmiddelalderen-renæssancen kom frem under mulden ved Hejls, da arkæologer fra Museum Sønderjylland i sommeren 2022 undersøgte området forud for en byggemodning.

Museum Kolding afholder arkæologisk foredrag sammen med arkæologer fra Museum Sønderjylland. Onsdag 8. februar kl. 19:00 fortæller arkæologerne om en række fine fund fra sidste års udgravninger i og omkring Kolding. Foredraget finder sted i Søstrehuset i Christiansfeld.

Arkæologerne ved Museum Sønderjylland har i det forløbne år haft skovl og graveske i jorden en del steder i og omkring Kolding i forbindelse med byggerier og andre anlægsarbejder.
Onsdag 8. februar kan man høre seks af arkæologerne fortælle om nogle af de spændende fund, de har gjort ved udgravninger ved bl.a. Almind, Vonsild, Agtrup, Eltang og Hejls. Også nogle af de omkring 700 metaldetektorfund, som sidste år blev indleveret til Danefæ-vurdering hos Nationalmuseet, bliver præsenteret.

Foredraget om årets udgravninger i Kolding-området er arrangeret i et samarbejde mellem Museum Kolding og Museum Sønderjylland, som siden 1. januar 2021 haft ansvaret for arkæologiske opgaver i Kolding kommune.

STED:

Arkæologisk foredrag
Onsdag 8. februar kl. 19.00
Søstrehuset, Nørregade 14, i Christiansfeld.
Foredraget er gratis, men book gerne en billet: https://museumkolding.dk/koeb-billet?eventId=da4caf2e-d09d-44f0-b51a-3ce4f3a9e96c eller via en mail til museum@museumkolding.dk.
Ny viden om landskabet og dyrkningsmetoder
Ved Almind dukkede det første hus, fundet i Kolding-området fra den sidste del af bondestenalderen, ca. 2800-2400 f.Kr, op under Jette Maria N. Madsens udgravninger. Alderen har kunnet fastslås ud fra analyser af en stor mængde korn, der lå i huset. Analyserne har også givet ny viden om hvordan landskabet omkring så ud i denne periode og om dyrkningsmetoder. Hendes kollega Katrine M. Riis kunne sætte en tyk streg under det faktum, at Vonsild har været et populært sted at bosætte sig gennem tiden. Ved undersøgelser af i alt 5,5 ha forud for nybyggeri kunne arkæologerne her registrere spor af bebyggelse fra bronzealder 1800-500 f.Kr. helt indtil middelalder 1000-1500 e.Kr.

40 lanaghuse
På Eegsvej ved Agtrup syd for Kolding fjord afdækkede Silke Eisenschmidt i forbindelse med udstykning af et nyt boligområde en stor bebyggelse med omkring 40 langhuse og talrige gruber med et rigt keramikmateriale fra sen førromersk og ældre romersk jernalder. Det usædvanlige ved den store bebyggelse er, at en del af bopladsen lå på en markant bakketop og var omgivet af en kraftig palisade, der blev udvidet tre gange. Den befæstede boplads fortæller os, at også på Næsset var jernalderen en urolig tid, hvor beboerne var nødt til at beskytte sig.
Fredelige vikinger
Vikingetiden var på de hjemlige breddegrader formentlig mere fredelige, og man var blevet optaget af håndværk og produktion. Ved Eltang har Mette Nissen bl.a. gravet 13 små værkstedshytter med mange spændende fund fra den sidste del af jernalderen og begyndelsen af vikingetiden ud. Hytterne lå i tilknytning til beboelseshuse fra samme periode.

Livet i Hejls
Hvordan livet har formet sig på et par gårde ved Hejls i henholdsvis tiden omkring Kristi fødsel og i højmiddelalderen-renæssancen, beretter Mette Arenfeldt om. Under en udgravning ved Kirkemarken fandt hun spor fra de to gårdsanlæg, og hun vil fortælle om de foreløbige resultater for begge, med særlig fokus på hovedhuset fra højmiddelalder-renæssance.
650 detektorfund
Og så kan det konstateres, at også 2022 var et givtigt år for detektorarkæologien i Syd- og Sønderjylland. Hobbyen vokser og med det stigende antal fund, museet får ind fra metaldetektorfolk, udvides vores viden om fortiden. Anders Hartvig vil vise nogle af de mest spændende blandt de 650 fund, han i 2022 sendte til danefævurdering på Nationalmuseet. Genstandene spænder fra smukke dragtsmykker fra det 1. årtusinde efter Kristi fødsel til sølvmønter fra Chr. IV tid. Hvor meget, der ender med at få betegnelsen Danefæ, må finderne vente på lidt endnu.

Ophørsudsalg i Aldi: Spar op til 70 %

0
(Foto: Avisen)

Aldi i Fredericia holder ophørsudsalg med store rabatter. Kunderne kan spare helt op til 70 % på alle varer* i butikkens sidste åbningsuge. Butikken har sidste åbningsdag torsdag den 9. februar 2023

Gør et kup fra fredag d. 3. februar

Aldi på Treldevej 86 i Fredericia lukker i uge 6. I butikkens sidste uge vil der være store rabatter på alle varer i butikken med få undtagelser*. Det gælder både dagligvarer og al non-food, eksempelvis køkkenudstyr, tøj og boligtekstiler.

Hvor længe tør du vente?

Ophørsudsalget starter fredag d. 3. februar med minus 30 % på alle varer i hele weekenden. Mandag og tirsdag er der halv pris på alt, og i butikkens sidste åbningsdage onsdag og torsdag er der 70 % rabat, så længe lager haves. Rabatten fratrækkes ved kassen, og varer købt under ophørsudsalg kan ikke returneres.

Der vil ikke være fuldt sortiment i butikken i den sidste uge, og tilbud fra Aldis ugentlige tilbudsavis gælder ikke i butikker med ophørsudsalg.

Farvel og tak efter 45 år

ALDI åbnede den første danske butik i 1977 som den første discountkæde i Danmark. Men efter 45 år siger Danmarks første discountkæde nu farvel.

– Jeg vil gerne sende en stor tak til alle vores loyale kunder og en særlig tak til vores dedikerede og dygtige medarbejdere, som er rygraden i Aldi. Vi håber at se en masse kunder i butikken i de sidste dage, hvor man kan gøre en rigtig god handel med først 30 %, så 50 % og til sidst 70 % rabat på alle varer, siger adm. direktør i Aldi Danmark, Finn Tang.

Størstedelen af Aldis butikker er fortsat åbne. Se adresse og åbningstider for alle butikker på aldi.dk/find-butik og læs mere om vores ophørsudsalg på aldi.dk/ophoers_udsalg

– Følgende varegrupper gives der ikke rabat på: Tobak, modermælkserstatning, håndkøbsmedicin, magasiner og aviser. Der betales fuld pant på drikkevarer.

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

0
OPINION. Igennem mange år har kapital- og lånemuligheder været skævt fordelt i Danmark. En vognmand i Nr. Nebel ville investere i sin forretning, men banken...