Slutspillet blev for Fredericia Håndboldklubs vedkommende sikret tirsdags aften. Der skal ikke hviles på laurbærerne, selvom der resterer to grundspilskampe og sigtekornet nu er indstillet efter slutspillet, skal holdet vise, at det har rykket sig og nu være en faktor i slutspille.
Efter den glippede mulighed for at kvalificere sig til slutspillet allerede mod TTH Holstebro blev det endeligt sikret med en sejr mod Ribe-Esbjerg. Der var lidt startvanskeligheder, og lidt slinger i valsen undervejs, men da det spidsede til trådte Kristian Stoklund til og afgjorde kampen og var med til at sikre en sejr på 33-29.
Duoen Reinier Taboada og James Junior Scott lykkedes ikke i kampens indledning, og derfor kom Ribe-Esbjerg foran. Gudmundur Gudmundsson reagerede ved at gå i syv mod seks efter et kvarter. Det våben har holdet ellers ikke tyet meget til i 2023, men tirsdag var det nødvendigt. Det betød, at Kristian Stoklund og Nicolaj Nørager kom til at spille en hovedrolle. Stoklund som dirigenten og Nørager med de hurtige fødder, og det gav afkast samtidig med, at Emil Tellerup tog fra i målet efter Thorsten Fries ikke reddede mange skud i kampens indledning.
Syv mod seks-spillet endte med at få afgørende betydning i sejren, og nu skal FHK i gang med at forberede sig til kampen mod KIF Kolding på onsdag. Den er vigtig for både klubben, byen og fansene, da der er noget ekstra på spil mod dem, men nok så vigtigt skal fredericianerne gøre sig klar til at præstere i slutspillet. Det gør de ved at give den fuld gas både mod KIF og Nordsjælland, og kaster det to sejre af sig, kommer fredericianerne ind i slutspillet med bagagen fyldt af selvtillid.
Selvtillid havde FHK ikke så meget af på papiret, da holdet gik indtil slutspillet i sidste sæson. I grundspillets sidste ni kampe blev det kun til tre sejre, og det fik en afsmittende effekt i slutspillet, hvor holdet fik ørerne i maskinen i de fleste kampe, og kun vandt en ud af seks kampe. Det var ikke godt nok, og det har holdet også fuldt ud erkendt. Derfor skal der andre boller på suppen i år, og det bør der også komme både med det spil holdet har vist, og de tilgange holdet har fået til denne sæson.
Thorsten Fries, Reinier Taboada, James Junior Scott og Einar Olafsson, der er kommet til FHK i denne sæson, spiller som det ser ud nu alle store roller, og det gør de godt. Samtidig lider FHK ikke under at have manglende bredde i bagkæden, som det var tilfældet i sidste sæson. Det blev eksemplificeret mod Ribe-Esbjerg, da Taboada og Scott ikke ramte dagen, og blev erstattet af Nørager og Stoklund. I sidste sæson var de to sidstnævnte blev de fortrukkende spillere i startformationen, og når man nu kan bruge dem til at få en endnu bedre bredde, vidner det om en god kvalitet fra bænken.
Med uafgjort mod Skjern og en sejr mod Aalborg i egen hule er FHK langtfra nogen ønskemodstander for de øvrige slutspilshold. Hjemmebanen har i denne sæson været frygtindgydende, og kigger man alene på kampene i 2023 har der været 2094 tilskuere i gennemsnit til fredericianernes hjemmekampe. Halkapaciteten er på 2.400, og når en så stor mængde tilskuere er inde i arenaen, og laver det lydinferno, som der kommer, er thansen ARENA bestemt ikke et sjovt sted at spille.
Nu er det op til FHK, når det gælder i slutspillet, at bevise holdet har rykket sig.
Sydøstjyllands Politi standsede lørdag klokken 18.14 en personbil, hvor de mistænkte føreren for at være påvirket af eurofiserende stoffer. Under en ransagning af personbilen fandt politipatruljen en ulovlig foldekniv.
Det var en lokal mand i 20’erne, der blev standset på Klattrup Bygade i Fredericia. Manden blev anholdt med hensigt på at få taget en blodprøve, som Sydøstjyllands Politi endnu afventer svar på, fortæller vagtchef Torben Møller.
En 23-årig mand fra Vejle blev 01.43 sigtet for at tiltale politiet med ukvemsord, vise voldelig adfærd og forhindre politiet i at udføre deres arbejde.
Politiet anholdt den 23-årige mand, da de måtte gå ind i en genstridighed med manden.
Da coronapandemien ramte os allerhårdest, og blandt andet placerede landets kulturliv på gravens rand, begyndte den danske singer-songwriter, Soleima at både skrive og synge på dansk.
Det var faktisk ganske nyt for solisten, Soleima.
Hendes karriere i eget navn indtil da havde nemlig budt på to internationale, storsælgende albums på engelsk.
Her tænkes der på EP’en “Nr. 14” fra 2017 samt ikke mindst “Powerslide” fra 2020. De var begge musikalsk set rene elektroniske, boblende pop-bangere.
Foto: Thomas Kvist Christiansen
Sange på dansk
Modersmål-sangene, der er pakket ind i funky rytmer, lækre guitarsoli, stærke omkvæd og kor ditto, er i år udkommet på et fuldlængde album under titlen “Nationens Skrammer”.
Den skive er bestemt ikke uden charme, varme og perlende poesi.
En sjov detalje er i øvrigt, at vinyludgaven skal afspilles på 45 omdrejninger, som ellers er forbeholdt single-plader!
Men frem for alt er udgivelsen ualmindelig modigt gået af den nyslåede mor, Soleima.
En oplevelse og en status, som dannede grundlag for en del af sangene på det nyeste album. Ikke mindst titelsangen.
Når man vælger at skifte både sprog og musikalsk udtryk i en så radikal ny retning, satser man hele butikken og ender måske med at skulle holde ophørsudsalg.
Men hjulpet godt på vej via deltagelsen i TV underholdningsprogrammet, “Toppen Af Poppen” plus disse 3 udgivelser under armen, er 34 årige Sarah Mariegaard, alias Soleima godt i gang med at lægge hele landet for hendes fødder.
Rygter i musikbranchens randområder hvisker faktisk allerede om, at hun stille og roligt har overhalet etablerede, gode navne som Stine Bramsen, Oh Land og Dorthe Gerlach.
Og så har man fat i den lange ende, skal jeg hilse og sige….
Foto: Thomas Kvist Christiansen
Koncerten lørdag aften i Tøjhuset var en mega magtfuld manifestation på, at nutiden og helt sikkert også fremtiden tilhører Soleima.
Hun og bandet virkede vidunderlig vedkommende og naturstridig nærværende.
Soleimas musikalske butik er derfor langt fra lukningstruet, men den har tværtom stadig åben med masser af nye spændende sager på og fra øverste hylde.
Så den nye plade med nærværende danske tekster er derfor åbentlys ikke gået ud over hverken hendes brede publikumsappel eller musikalske integritet.
Både de nye danske sange og de stor-sælgende hits ( “Cheers”, “Breathe” og “Low Life” ) på engelsk blev nemlig leveret hjertevarme og medførte stor jubel fra de tydeligvis tilfredse tilhørere.
De taktfaste klapsalver vidnede faktisk om en herlig, hengiven med-syngende fanbase.
Der opstod ren magi de gange, hvor Soleimas stemme alene blev ledsaget en akustisk guitar.
En sang som “(Helt Ud Til) Kanterne” var så smukt og intenst udført, at den kan stoppe tiden og få os til at glemme at stille uret en time frem.
Der kunne man vitterlig høre en knappenål falde til jorden. Så respektfuld lyttende var publikum.
Foto: Thomas Kvist Christiansen
Soleimas stemme
Soleima har en meget unik, særpræget, lys stemme.
Den virkede dels direkte dragende, dels så sanselig skrøbelig, at man frygtede en krakelerende, hulkende grådkvalt nedsmeltning på scenen.
Men vokalen, varmen, vedkommenheden holdt. Især fordi hun havde valgt at omgive sig med dygtige musikere, der alle havde forstået essensen af det forførende funky udtryk, som fornemmes på “Nationens Skrammer”.
De 5 musikerne byggede nærmest både stemning, sange og lydbilledet mere skarpt op, end man fornemmer på pladen.
Soleima selv holdt koncerten igennem et tårnhøjt musikalsk, sangteknisk og lyrisk niveau.
Hendes dragende store øjne fangende og fastholdte de mange fans i et fascinerende greb.
Foto: Thomas Kvist Christiansen
Netop fordi koncerten både nedtonede og funk’ede udtryk var i fokus, gjorde de såvel skarpe sange som sounden langt mere interessant, spændende, ja sågar til tider uforudsigelig at lytte til.
Musikken var nøjsomt nedbarberet i sit minimale lydunivers og et talentfuldt tekstunivers, hvor hun ramte et sweetspot mellem Medina og Minds Of 99.
Så hold endelig fast i modersmålet, suveræne Sarah….
Koncerten blev rundet af den opløftende sang, “Livet Begynder”.
De mennesker, som endnu ikke kender Soleima, kan passende begynde et nyt og bedre liv ved at købe “Nationens Skrammer” eller billet til en Soleima-koncert.
Det kan man faktisk godt blive et bedre menneske af.
Da jeg var ung i 70’ernes Skanderborg var Soleima et fy-ord, rettet mod blandt andet uartige unger og mod arbejdssky tosprogede.
I dag er ordet og navnet Soleima ensbetydende med en artig, hårdtarbejdende, flersproget artist.
Ja i dag sågar synonym med fyndord for folket a la ” Hvem ka’? SOLEIMA!
En udenlandsk statsborger blev lørdag klokken 17.56 standset, da personen kørte på en cykel i nødsporet på motorvejen omkring Vejle.
Den udenlandske statsborger kendte ikke til reglerne, om at man ikke cykle på motorvejen, og derfor standsede Sydøstjyllands Politi personen på en rasteplads, fortæller vagtchef Torben Møller på pressebriefingen søndag morgen.
I sidste uge skete det igen. En politiker valgt for et parti, skiftede over til et andet. Denne gang endda en politiker, der end ikke selv blev valgt, men i stedet er blevet suppleret ind. Historien er langt fra enestående. Tværtimod. Både på Christiansborg, i Europa-Parlamentet, i regionsrådene og i byrådene. Alle steder sker det løbende, at politikere tager mandatet fra et parti med over i et andet.
Bergur Løkke Rasmussen. Efternavnet lyder meget bekendt – og ligesom sin far, Lars Løkke Rasmussen, har Bergur en lang fortid i Venstre. Han stillede i 2019 op til Europa-Parlamentet for Venstre, men opnåede ikke valg. Alt imens Bergur har fastholdt sit medlemskab i Venstre, var situationen som bekendt en anden for hans far. Venstre blev skiftet ud med en post som løsgænger – og siden en post som partiformand og stifter af et nyt parti; Moderaterne.
Ved Folketingsvalget i 2022 valgte en række medlemmer af Europa-Parlamentet at stille op til Folketinget. Da de 1. november opnåede valg betød det, at man i Venstres gruppe i Europa-Parlamentet skulle skifte ud. Meget endda. Bergur Løkke Rasmussen skulle til Bruxelles – sammen med Kim Valentin, der ikke opnåede valg til Folketinget. Sidstnævnte endte dog alligevel på Christiansborg, da Karen Ellemann ikke ønskede den plads, hun eller havde fået i Folketinget.
Men lad os holde den ved Bergur Løkke Rasmussen for nu. Da han tiltrådte i Europa-Parlamentet i november, forsikrede han i et interview med Altinget, at han ville blive i Venstre. Som minimum i valgperiodens længde. Valgperioden for Europa-Parlamentet udløber først i 2024, så da Bergur Løkke Rasmussen i sidste uge meddelte, at han skiftede parti, må det altså siges at være et løftebrud. Han har valgt Moderaterne til, og Venstre fra. En stor overraskelse? Overhovedet ikke. Men det har åbnet op for en debat, der jævnligt kommer frem.
Hvornår er mandatets ens eget og hvornår er det partiets?
Er det rimeligt, at en folkevalgt kan tage et mandat fra ét parti med over i et andet? Det spørgsmål åbner op for flere spørgsmål. For der er en stor forskel på, om man har fået stemmer nok til at opnå sit eget mandat, eller om man har fået sin plads i en folkevalgt forsamling, fordi nogen har sat kryds ved det parti, man var opstillet for. I en helt værre kontekst er jo så Bergur Løkke Rasmussen, der var afhængig af, at andre trådte ud, før at han kunne få mandatet – og tage det direkte med over i et andet parti.
Det er en diskussion værd, om det kan være rimeligt, at enhver alene er bundet af sin egen samvittighed, eller om der skal ændres i reglerne, så et mandat tilhørende et parti også vedbliver at være hos det parti – uanset hvad en politiker måtte vælge at gøre.
Det er ikke kun en diskussion, der gør sig gældende i Europa-Parlamentet. I Folketinget er der også en stoledans uden lige, hvor den seneste valgperiode bød på mange partiskifte, blandt andet stort set hele Dansk Folkeparti over til Danmarksdemokraterne, et par Venstre-folk til Konservative og så Lars Løkke Rasmussen til Moderaterne. I denne periode er det så Dansk Folkeparti, der udtømmer Nye Borgerlige, alt imens de øvrige partier, for nu, ånder fred og ro.
Men hvis er mandatet, man som politiker bliver valgt på? Rent juridisk, som det er lige nu, er mandatet personbåret og ikke partibåret. Men love kan, som bekendt, laves om. For er det egentlig rimeligt, at man med relativt få stemmer – og ikke engang nok til at trække sit eget mandat – kan tage mandatet med til et andet parti? Argumentet er, at vælgerne stemmer på personen og ikke nødvendigvis partiet. Det argumentet kan jeg for så vidt godt følge, men det falder til jorden alt den stund, at personen ikke i sig selv fik nok stemmer til at optjene et mandat.
Tag nu bare hvis Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten måtte vælge at forlade partiet. Så ville han, på baggrund af få hundrede stemmer, kunne tage et mandat med en værdi på omtrent 20.000 stemmer med over til et andet parti. Det virker nok urimeligt for de fleste. Det er nok også et meget hypotetisk scenarie, for han slår mig ikke som en der er på vej ud af partiet.
I Fredericia har man også set det før. Inger Nielsen blev ikke valgt til byrådet for Det Konservative Folkeparti i 10’erne, men måtte tage plads som suppleant efter Jean Brahe. Efter valget skiftede Inger Nielsen til Dansk Folkeparti, hvilket der intet fordækt er i. Men da Jean Brahe, desværre, døde af sygdom midt i en valgperiode tilfaldt pladsen i byrådet Inger Nielsen – og dermed mistede Konservative deres enlige plads i byrådet, og Dansk Folkeparti blev tilført en. Karsten Byrgesen nåede efter kommunalvalget i 2017 knapt at se sit stemmetal, før han meldte sig ud af Dansk Folkeparti og senere ind i Nye Borgerlige. Andre kommuner har tilsvarende historier.
Det er måske på tide, at vi ser på rimeligheden i de gældende regler. For det fremstår en kende mærkværdigt, at man kan tage et mandat, man ikke selv har opnået, med fra ét parti til et andet. Hvordan reglerne burde skrues sammen har jeg ikke en løsning på. Men det kunne være, at ethvert mandat givet til et parti forbliver i det parti, ind til et nyvalg. En blidere løsning kunne være, at enhver der har opnået sit eget mandat, uden listestemmer, var personligt, og alle andre mandater partibundne. Der må være en mulighed for, at undgå de situationer, der kun synes tiltagende i dansk politik.
Trinitatis Kirke har tilført et nyt medlem til sit musikalske hold i form af Tobias Dahl, som for nyligt tiltrådte som organist den 1. marts. Tobias Dahl har tidligere studeret ved både Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg og Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og han har senest fungeret som organist i Skive Kirke.
Tobias er født i 1993, han har gået i skole i Stenlille lidt uden for Sorø, han har altid spillet musik, det samme har hans søster, som nu bor i Norge og faktisk lever af, netop det; at spille musik. Tobias har også to brødre, en landmand og en kleinsmed, man skal altså ikke partout være noget ved musikken, for at hedde Dahl til efternavn.
– I mit sabbatår skulle jeg tjene penge, som andre også gerne vil i deres sabbatår, så jeg spillede musik, var lærervikar og passede grise. En eller anden dag fik jeg ideen om at det kunne være sjovt at spille musik på fuld tid, derfor søgte jeg ind på kirkemusikskolen, hvor man kan lære at spille orgel, så kunne jeg vikariere i kirken om søndagen og få SU i hverdagene på uddannelsen, siger Tobias, med et smil.
Det var en mundfuld for Tobias, han spillede musik på fuld tid, havde en deltidsstilling som organist i en kirke, samtidig med at han studerede på kirkemusikskolen.
– Sideløbende spillede jeg også til en musical i København, på et eller andet tidspunkt var jeg ved at gå helt ned, der var simpelthen for travlt, med at øve og spille alle mulige steder, så var jeg nødt til at beslutte, hvad jeg gerne ville og kunne mærke, at det nok var orgelet, der trak allermest i mig, det er meget fascinerede med det store instrument, den lille tangent kan både få det til at lyde stort og kraftigt, men samtidig lille og fint. Samtidig er organistuddannelsen på konservatoriet meget bred, man bliver undervist i korledelse, musikteori, vi lærer at improvisere på klaver og orgel, det lærer man ikke andre steder, uddyber Tobias.
Der var ikke plads i København
Da Tobias skulle optages på konservatoriet, var der ingen pladser i København. Heldigvis ville konservatoriet i Esbjerg mere end noget andet, gerne optage ham. Bacheloren læste han i Esbjerg og senere hans kandidat i Aarhus, faktisk er han nu i gang med solistuddannelsen – en uddannelse på PhD-niveau, men med fokus på performance i stedet for forskning.
Orgelet, der står overfor en større renovation, er opgjort af hundredevis af små og store fløjter. Foto: AVISEN.
– Min musikalske opvækst var med rytmisk musik, og som barn gik jeg til folkedans. Efterfølgende har jeg så spillet og uddannet mig indenfor klassisk musik, og i min fritid spiller jeg utrolig meget folkemusik, faktisk har jeg en duo, min duo-makker bor i Strib, vi har spillet sammen siden mit første år på konservatoriet, rent fagligt har jeg en bred ballast, har også sunget meget i kor, så af alle mulige omveje er jeg landet her, fortæller Tobias Dahl.
– Op til sommeren 2022 var jeg organist i Skive, arbejdede fuld tid, imens jeg samtidig studerede fuld tid i Aarhus, jeg har nok været lidt for god til at fylde min tid ud, trængte simpelthen til en pause, derfor tog jeg orlov fra studiet og sagde mit job op i Skive, de sidste otte måneder har jeg brugt på at komponere, spille koncerter og fik alligevel også tid til at studere lidt i Tyskland, undervejs begyndte jeg at savne det at have kollegaer, for ikke at tale om en fast base, jobbet her dukkede op på det helt rigtige tidspunkt, forsætter han.
Fredericia som base, giver god mening for Tobias og hans kæreste. Med familie på Sjælland og i Schleswig-Holstein, er det den perfekte base. For dem vil det være ideelt at bo her, derfor er de to også på husjagt.
Organisten har en helt speciel rolle
Der er meget skjult arbejde som organisten også tager sig af, faktisk skal Tobias lave næsten lige så meget administrativt arbejde som han skal sidde på bænken ved orgelet.
– Der er meget forberedelse, til søndagsgudstjenesten bruges der tæt på syv timer i form af forberedelse og selve det at spille til gudstjenesten, der går tid med, hvad der skal spilles, få det til at matche det præsten gerne vil, skabe en god helhed og samtidig skal salmerne også øves. Til jul og påske, er der endnu mere forberedelse, foruden 5. og 6. juli her i byen, som selvfølgelig er vigtige dage i kirken. Sammen med Niels Erik Aggesen, som er min forgænger og nu organistassistent i kirken er jeg også allerede i gang med forberedelserne til 5. og 6 juli i 2024, det store jubilæumsår. Foruden dem er der øvrige koncerter, bryllupper og bisættelser, desuden underviser jeg også koret, alt hvad de skal kunne, skal jeg også kunne selv, fortæller Tobias og fortsætter:
– Man er organist og spiller til alle højtiderne, men på en måde er man også leder af et spillested, for det er mig som arrangerer alle koncerterne, jeg står for at booke, jeg står på praktikken omkring afviklingen i sammenspil med kirketjeneren og vores frivillige, ydermere står jeg for markedsføringen omkring dem, selvfølgelig i tæt samarbejde med menighedsrådet, som tit er med til at vælge koncerterne.
Orgelet fylder et helt rum, her er de store fløjter, bælgen og al elektronikken gemt af vejen. Foto: AVISEN.
Det klassiske spiller Tobias gerne efter noder, men det meste andet spilles efter gehør.
Kommer der specielle ønsker til bryllupper eller bisættelser, beror noder hertil ofte alligevel på andres transskriberinger og nogle gange ikke særligt vellykket endda, hvorfor så ikke være sikker og gøre det selv.
– I folkemusikken, gør det samme sig gældende, det er tit på gehør, ligeledes gælder det også for den rytmiske musik. Improviserer jeg til en gudstjeneste, kommer det også ud af min fantasi og et indre gehør, for forspil til salmerne, de er improviserede, sommetider improviserer jeg under nadveruddelingen. Nogle gange er det lettere at indkapsle dagens stemning og den energi, man møder i rummet ved hjælp af improvisationen.
Her ses det lille blad, som vibrerer når luften blæses igennem fløjten. Foto: AVISEN.
Musikere og organister kan siges at have deres egne fingeraftryk i den musik, de spiller, for selvom de samme noder spilles og det er den samme tone, der gives an, så lyder musikken og salmerne anderledes alt efter, hvem det er som spiller dem.
– Man har sit eget særpræg, det er lige som med tale, alle har sit, foruden det er der en generationsforskel på min og Niels Eriks (tidligere organist, red.), vi spiller anderledes, selvom vi spiller det samme, det er som med ord, nogen bruger andre ord selvom de har samme mening, det ene er ikke bedre end det andet, det er bare anderledes, forklarer Tobias.
Det er altså en ny lyd, man hører i Trinitatis Kirke, de samme toner, men de kommer i en anden form, Tobias der med sine 30 år, anerkender at han er en ung organist, er glad for at være endt, hvor han er, på netop den bænk, ved netop det orgel, i netop den kirke, i netop den by, hvor han håber snart at kunne flytte i hus og starte en familie, for der er en lille på vej, måske endnu en musiker, måske endnu en ny lyd.
Tobias Dahl. Foto: AVISEN
Tobias Dahl. Foto: AVISEN
Hver enkel fløjte, stemmes individuelt, nogle af Tobias selv, andre af orgelbyggere. Foto: AVISEN
Det er luft som presses gennem fløjterne som producerer tonen, luften kommer fra en bælg dybt inde i orgelet.Foto: AVISEN
KIF Kolding var bagud 19-14 ved pausen mod SønderjyskE, men formåede alligevel at spille 30-30.
Det startede skidt for KIF Kolding. Stillingen var 4-1 efter seks minutter til SønderjyskE, og konsekvensen blev en hurtig timeout men den fik ingen effekt. Erik Toft brændte det efterfølgende skud, og så kunne Andreas Lang i den anden ende score til 5-1.
SønderjyskE kæmper for at komme med i slutspillet på en ottendeplads, og det kunne ses med den start på kampen. De gik all-in og ville give den et skud, da en sejr var en nødvendighed for at holde muligheden for en slutspilsplads i live.
Særligt Tobias Møller var skarp foran mål, og han bragte SønderjyskE foran 13-7 efter 19 minutter, men hen mod slutningen af første halvleg fik KIF bedre fat angrebsmæssigt. Dog var der stadig defensive udfordringer, og det gjorde, at pausestillingen var 19-14.
I anden halvlegs indledning fik KIF barberet SønderjyskEs føring ned på 22-21, men så fik hjemmeholdet sat en prop i. Med et kvarter igen var SønderjyskEs føring oppe på 27-23, da Noah Gaudin fik scoret på kontra, og faktisk fik sønderjyderne muligheden for at Kommer foran med fem mål, men det satte en teknisk fejl en stopper for.
I stedet for at komme foran 28-23, kunne SønderjyskE se deres forsping skrumpe indtil 27-26. I den periode brændte sønderjyderne blandt andet et straffekast, og de kunne se KIF også fik muligheden for at udligne, men i første omgang misbrugte de muligheden.
Udligningen kom i stedet til 28-28 med knap fire minutter tilbage af opgøret, og det lykkedes også KIF at komme foran 30-29 med et minut igen. SønderjyskE fik dog udlignet til 30-30, og i de sidste sekunder af kampen havde begge mandskaber chancen for at score, men mulighederne blev ikke udnyttet. Derfor endte kampen uafgjort.
Resultatet betyder, at SønderjyskE er et point fra ottendepladsen, der giver slutspil. KIF er med resultatet på fjerdepladsen, da de er bedre indbyrdes end Skjern.
Med en sejr mod SfB-Oure på 3-0, og et nederlag til den direkte forfølger på andenpladsen, FA 2000, er Middelfart Boldklub nu syv point foran FA 2000 i 3. division.
Middelfart kom ellers ikke nemt til sejren på kunstgræsbanen på Færøvej i Middelfart.
Vinden fra Lillebælt var drilsk, og stillingen efter de første 45 minutter var 0-0. Middelfart var tvunget frem af banen qua deres favoritværdighed, og efter knap en times spil kom forløsningen. Robert Kakeeto fik bolden i netmaskerne, men kampen forblev åben.
Først med seks minutter igen blev spændingen afblæst. Det skete, da indskiftede Denis Fazlagic fik bolden i mål til 2-0, og i kampens overtid blev sejren slået fast.
En anden indskifter, Andreas Marxen, slog til, da han i kampens sidste minut scorede til slutresultatet 3-0. Det betyder, at Middelfart trækker fra i tabellen i forhold til FA 2000, da de tabte til rækkens nummer tre, Vanløse.
Næste gang Middelfart løber på banen er den 1. april på udebane mod Næsby.
