KRIMI. Flere udrykninger fra brandvæsen, ambulance og politi kunne søndag morgen ses omkring motorvejsnettet ved Kolding og Lunderskov, efter at der indløb flere meldinger om færdselsuheld.
Ifølge alarmudkald registreret i ODIN rykkede TrekantBrand klokken 07.40 ud til Kolding efter en såkaldt ISL-forespørgsel, mens der klokken 09.00 indløb en melding om et færdselsuheld med fastklemte i Lunderskov.
Senere søndag morgen oplyste vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, at der samlet set havde været tale om to solofærdselsuheld i området. I begge tilfælde var bilister endt i autoværnet omkring motorvejen, men der var ikke personskade.
Ifølge politiet var der i første omgang meldinger, der gik på, at et køretøj skulle ligge på den anden side af autoværnet, og at bilen muligvis var endt på taget. Da politiets patruljer kom frem, viste det sig imidlertid, at uheldene var mindre alvorlige, og at bilerne stod på hjulene. De indledende meldinger betød, at der blev sendt mange ressourcer mod området, herunder brandbiler, ambulancer og politipatruljer. Det var dog ikke nødvendigt med egentlig redningsindsats, og der var ikke fastklemte personer.
Politiet oplyser, at der samlet blev registreret fire meldinger om færdselsuheld, men at disse dækkede over de to konkrete solouheld, hvor der ikke var behov for yderligere indsats.
Alle oplysninger i denne artikel bygger på alarmudkald registreret i ODIN samt oplysninger fra Sydøstjyllands Politi søndag morgen.
Kommunes top og politikere talte skråsikkert om trusselsbilleder og voksende dagbøder. Få dage senere blev dagboden sat på pause. Dokumenterne viser, hvad der faktisk blev skrevet bag kulisserne.
Da striden om broerne ved Prangervej og Sjællandsgade for alvor tog fart, var det dagboden, der bar konflikten frem. Ikke som en løs trussel, men som et konkret beløb, der voksede uge for uge, hver gang projektet ikke blev afleveret.
Det begyndte allerede den 16. juni 2025. I en mail til entreprenøren Arkil gjorde Fredericia Kommune det klart, at forsinkelsen på levering og montering af broelementerne kunne få økonomiske konsekvenser. Kommunen skrev, at man agtede at bringe bodsbestemmelserne i kraft, hvis fristen 1. juli 2025 ikke blev overholdt, og at man samtidig forbeholdt sig retten til at tilbageholde betaling.
Da afleveringsfristen blev overskredet, blev ordene fulgt op af handling. Ved afleveringsforretningen den 30. juli 2025 konstaterede kommunen væsentlige mangler og afviste at modtage arbejdet. I afleveringsprotokollen stod det sort på hvidt, at dagboden på det tidspunkt kunne opgøres til over 1,1 mio. kr., og at entreprisen ikke var afleveret.
Herefter begyndte en fast rytme. Uge for uge sendte kommunen opgørelser, hvor beløbet voksede med 128.000 kroner ad gangen. Den 18. august lød dagboden på 128.000 kroner. En uge senere 256.000. I september passerede beløbet en halv million, og i slutningen af måneden stod det på 896.000 kroner. Hver gang fulgte den samme formulering med, at kommunen fortsat forbeholdt sig retten til at modregne beløbet.
Den 20. oktober 2025 opgjorde Fredericia Kommune dagboden til 1.280.000 kroner. I mailen til Arkil stod det samtidig, at hvis levering og montering blev udskudt endnu en uge, ville beløbet stige til 1.408.000 kroner. Intet tydede på, at grebet var ved at blive løsnet.
Tværtimod.
Tre dage tidligere havde Simon Wulff Kristensen, jurist i Fredericia Kommune, i en mail forklaret præcis, hvad dagboden blev brugt til. Han skrev ordret:
»Opkrævning af dagbod har til formål at motivere Arkil A/S til at nedbringe forsinkelsen mest muligt.«
Og lidt senere i samme mail:
»Vi forsøger således at skabe et ’trusselsbillede’ af, at hvis I ikke aktivt gør noget for at få forsinkelsen nedbragt, så har det en omkostning.«
Mailen blev sendt, mens konflikten spidsede til. Arkil havde kritiseret dagbodsvarslerne og stillet spørgsmål ved rimeligheden i at opkræve bod, mens der blev udført ekstraarbejder. Kommunens svar var, at dagboden var berettiget, aftalt i kontrakten og netop havde til formål at lægge pres.
Men kun få dage senere ændrede forløbet sig.
Den 24. oktober 2025 mødtes Fredericia Kommune og Arkil. I referatet fra mødet fremgår det, at parterne var uenige om, hvorvidt broerne overskred de norm- og tolerencegrænser, der var fastsat i udbudsmaterialet. Kommunens rådgivende ingeniør havde konstateret afvigelser, mens Arkil fastholdt, at broerne lå inden for kravene.
Løsningen blev ikke at afgøre spørgsmålet, men at udskyde det. Parterne blev enige om at indhente en uvildig teknisk vurdering, og broerne skulle ikke opsættes, før den forelå. Samtidig blev der truffet en beslutning, som markant ændrede sagens karakter.
I referatet står der:
»Fredericia Kommune opkræver pt. dagbod for forsinkelse af projektet. Det er aftalt mellem parterne, at denne sættes på pause i forbindelse med indgåelse af denne aftale.«
Videre fremgår det, at dagbod varslet for uge 42 og 43 bortfalder, og at der ikke påløber yderligere dagbod frem til en ny afleveringsfrist aftales.
Dermed blev kommunens stærkeste økonomiske greb lagt væk midt i konflikten.
Det skete samtidig med, at tonen i den offentlige debat var hård. Politikere udtalte, at broerne var »synligt skæve«, og at det kunne ses med det blotte øje. Men i dokumenterne fra forvaltningen var sproget et andet. Her blev der skrevet om uenighed, om tolerancer og om behovet for en uvildig vurdering. Og her blev dagboden, som få dage tidligere var blevet beskrevet som et bevidst trusselsbillede, sat i bero.
Beslutningen blev ikke truffet politisk på skrift. Det fremgår af kommunens svar på aktindsigt, at der ikke findes dagsordenspunkter, referater eller anden skriftlig politisk behandling af beslutningen om at sætte dagboden på pause. Politikerne er ifølge kommunen alene orienteret mundtligt om, at der forelå en forsinkelse, en tvist og et varslet dagbodskrav.
I december 2025 skrev Simon Wulff Kristensen igen til Arkil. Her fastholdt kommunen, at man vurderede sig berettiget til den dagbod, der var opgjort frem til pausen, og at kommunen havde tilbageholdt betaling svarende til dagbodskravet. Samtidig blev det understreget, at spørgsmålet om dagbod ikke var afsluttet, men ville blive behandlet sideløbende, når den tekniske vurdering forelå.
Den uvildige vurdering blev bestilt hos rådgivningsfirmaet Systra. Opgaven var snævert defineret og handlede om, hvorvidt udbudsmaterialet indeholdt klare krav til broernes rethed, og om broerne lå inden for disse krav. Vurderingen er undtaget fra aktindsigt med henvisning til kommunens økonomiske interesser og risikoen for en senere voldgift.
Dermed ligger en afgørende del af sagen fortsat uden for offentlighedens indblik. Ligesom de afgørende juridiske råd fra chefjurist Henrik Melchior Olsens afdeling, der ifølge direktør Morten Kristensen fik ham til at træffe en beslutning om at pause dagboden.
Tilbage står dokumenterne, som viser et forløb, hvor dagboden først blev brugt konsekvent som presmiddel, beskrevet som et trusselsbillede i interne mails, og opgjort uge for uge, indtil beløbet rundede over en million kroner – for derefter at blive sat på pause, netop som uenigheden blev erkendt som uafklaret.
Der var noget befriende over lørdag formiddag på kunstgræsbanen på Færøvej. Ikke kun fordi solen kortvarigt brød igennem januarhilmem, men fordi spillet gjorde det samme. Middelfart Boldklub tog hul på opstartens første træningskamp og gjorde det med en 5-1-sejr over SfB-Oure FA. En kamp, der rummede mere end mål og minutter i benene. Den rummede retning.
Modstanderen kom ellers bedst fra start. SfB-Oure FA, der befinder sig i toppen af Danmarksserien, lagde ikke skjul på, at de var kommet for at spille fodbold. Et tidligt hjørnespark gav kampens første hovedstødsforsøg, og kort efter var det kun manglen på en aftager, der forhindrede et fladt indlæg i at blive omsat til mål. Middelfart blev presset tilbage i indledningen, men uden at miste fatningen.
Efterhånden begyndte hjemmeholdet at sætte sig på opgøret. Presset blev mere organiseret, boldomgangen mere sikker, og kampens rytme tippede. Spillet fandt ofte vej ned ad venstresiden, hvor Daniel Kristjansson og Sofus Johannesen gentagne gange udfordrede gæsternes organisation. Et par hjørnespark og en god mulighed til Mads Hansen var tegn på, at noget var ved at tage form.
Scoringen faldt midt i halvlegen og kom passende nok efter et hjørnespark. Gæsternes målmand gik skævt af bolden i sit forsøg på at bokse den væk, og Jacob Linnet var hurtigst på aftrækkeren. 1-0 og et fortjent aftryk på kampen.
Middelfart byggede videre. Små ti minutter senere blev føringen fordoblet, da Søren Eg fra sin position på venstre back sendte Jerailly Wielzen afsted. En hurtig vending, en klar beslutning og en knivskarp afslutning i det modsatte sidenet. 2-0 og kontrol.
SfB-Oure FA nægtede dog at give slip. Kort før pausen fik gæsterne reduceret, da et tidligt indlæg blev headet i mål via den fjerneste stolpe. Set over hele første halvleg var det ikke ufortjent. Middelfart var endda tæt på at genoprette tomålsføringen lige inden pausen, men Jonas Villemoes’ afslutning sneg sig akkurat forbi stolpen.
Pausen blev brugt på det, opstarten også handler om. Samtlige 11 markspillere blev skiftet, og fokus var tydeligt. Fysik, belastning og forberedelse. Resultatet var sekundært, men ambitionerne intakte.
De friske kræfter kvitterede hurtigt. Aaron Akalé var aggressiv i sit pres, stjal bolden fra gæsternes målmand og lagde den skråt tilbage til Benjamin Zjajo, der sikkert sendte bolden i det tomme mål. 3-1 og et signal om, at Middelfart ville mere.
Anden halvleg blev en opvisning i overtag. Gæsterne kom sjældent på besøg på Middelfarts banehalvdel, og chancerne stod i kø. Efter en times spil ramte Akalé overliggeren med et hovedstød efter et præcist indlæg fra Kwasniak. Alligevel kom målet kort efter. Denne gang var det Mikkel Søfeldt, der fra 25 meters afstand chippede bolden elegant over målmanden. Et mål, der fik både medspillere og tilskuere til at trække på smilebåndet.
I slutfasen fik også Akalé selv sin scoring. Noah Barholt gik forbi sin direkte modstander og lagde bolden tilbage til den franske angriber, som fra kanten af feltet sparkede bolden knastørt i det korte hjørne. 5-1 og punktum.
Efter kampen stod glæden tydeligt malet i ansigtet på den tilbagevendte cheftræner Kristoffer Johannsen. For ham handler opstartens første kampe om mere end resultatet.
»Første træningskamp er altid interessant. Vi har snakket om, at når man skifter træning ud med kamp, så giver det selvtillid og tro på det, vi laver i hverdagen, hvis vi præsterer og vinder. Det kan være svært at sælge de hårde løb og idéerne, hvis man ikke vinder,« siger han.
Derfor betød de fem mål noget ekstra.
»Vi mødte et rigtig dygtigt fodboldhold, og man vinder ikke bare, fordi modstanderen er lavere rangeret. Derfor er glæden endnu større over, at vi scorer fem mål og leverer en rigtig fin indsats hele vejen igennem.«
For Johannsen har opstarten også haft et personligt lag. Tilbagekomsten til Middelfart har bekræftet ham i, at beslutningen var den rigtige.
»Det har været fantastisk. Klubben, truppen og stemningen var afgørende for, at jeg gerne ville retur, og jeg er allerede blevet bekræftet i, at det var et rigtig godt valg.«
Forberedelserne fortsætter allerede på træningsbanen, inden næste test venter tirsdag aften mod Næsby Boldklub på kunstgræsset på Færøvej. En ny mulighed for at bygge videre på det, der begyndte lørdag formiddag.
Anden træningskamp var alt andet end en gentagelse. Da FC Fredericia mødte 1. divisionsholdet Aarhus Fremad, blev det en intens og målrig affære, der endte 4-4 – og som gav både svar og nye pejlemærker i vinteropstarten.
FC Fredericia satte sig tidligt på kampen. Presset var højt, boldbesiddelsen tydelig, og især venstresiden blev brugt flittigt. Daniel Kristjansson og Sofus Johannesen fandt hinanden i flere gode sekvenser, og hjemmeholdet fik hurtigt lagt tryk på Aarhus Fremad. Jeppe Kudsk headede bolden i mål, men scoringen blev annulleret for et frispark, der efterlod mere debat end klarhed.
Det slog dog ikke Fredericia ud af kurs. Efter et kvarters spil tog Sofus Johannesen sagen i egen hånd, driblede sig fri af forsvaret og lagde bolden perfekt af til Felix Winther. Afslutningen var ren teknik og timing – et træf, der blev banket op i målhjørnet og formentlig allerede nu kan kandidere til opstartens flotteste mål. 1-0 og fuldt fortjent.
Presset fortsatte frem mod pausen, uden at det gav yderligere scoringer. Kristjansson slog blandt andet et skarpt indlæg, hvor Johannesen manglede den sidste tåspids for at nå frem. FC Fredericia gik derfor til pause foran 1-0, inden et hav af udskiftninger sendte et nyt udtryk på banen.
Efter pausen ændrede kampbilledet sig markant. Aarhus Fremad kom ud med et tungt pres, og det gav Fredericia problemer i indledningen. Udligningen til 1-1 faldt hurtigt og satte anden halvleg i et mere hektisk spor.
Reaktionen kom prompte. Daniel Haarbo opsnappede bolden uden for feltet og flugtede den resolut i mål til 2-1. Glæden varede dog kort, for blot et minut senere udlignede gæsterne igen. Kort efter scorede Aarhus Fremad to gange og bragte sig foran 2-4, og kampen lignede pludselig at tippe.
Her viste Fredericia karakter. På et præcist indlæg fra Agon Mucolli tog Haarbo elegant bolden ned og reducerede til 3-4. Og da Mucolli igen fandt vej med et skarpt indlæg, denne gang til Eskild Dall, blev målfesten lukket. Dall headede sikkert i nettet til 4-4 og satte punktum for en kamp med åbne spilkort til det sidste.
Det var en træningskamp, hvor næsten alle fik en halvleg i benene, og som levede fuldt op til betegnelsen intens og målrig. Samtidig viste FC Fredericia, at offensiven er intakt – også mod et veloplagt 1. divisionshold – mens der fortsat er detaljer, der skal finjusteres, inden alvoren begynder.
TrekantBrand rykkede tidligt søndag morgen ud til Nordre Ringvej i Fredericia i forbindelse med en anmeldelse om brand.
Ifølge alarmudkaldet i ODIN var der tale om en bygningsbrand i villa eller rækkehus. Alarmen indløb klokken 06.58.
Vores reporter på stedet kan søndag morgen konstatere, at der ikke er synlig brand på adressen, og at situationen fremstår under kontrol. Årsagen til udrykningen er fortsat ukendt, og der foreligger på nuværende tidspunkt ingen yderligere oplysninger.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra alarmudkaldet i ODIN samt TrekantBrand.
SPORT. Middelfart Sparekasse har igen i år åbnet for Fællesskabspuljen, og blandt modtagerne er Erritsø GIF Rugby, som har fået tildelt 10.000 kroner til klubbens videre arbejde.
Støtten kommer på et tidspunkt, hvor klubben er i en positiv udvikling, og derfor blev nyheden også taget godt imod i Erritsø. »Vi er selvfølgelig rigtig glade for det. Middelfart Sparekasse er i forvejen en af vores trofaste lokale sponsorer, så det betyder noget, at opbakningen også kommer herfra,« siger formand Allan Pertti Frandsen.
Han peger blandt andet på, at Middelfart Sparekasse i forvejen er en lokal og trofast sponsor for klubben, og at støtten fra Fællesskabspuljen derfor betyder ekstra meget. »Vi er én ud af ti foreninger, der er udvalgt, så det er klart noget, vi sætter pris på,« fortæller han.
Formand Allan Pertti Frandsen modtager på vegne af Erritsø GIF Rugby 10.000 kroner fra Middelfart Sparekasses Fællesskabspulje.
Fokus på ungdomsarbejdet
Pengene skal indgå i den fortsatte udvikling af klubben, hvor især ungdomsarbejdet fylder mere og mere. Erritsø GIF Rugby har i løbet af 2025 oplevet markant vækst, og ifølge formanden er der flere forklaringer på fremgangen. »Der er kommet flere frivillige til, forældrene bakker rigtig godt op, og så har vi en sponsorgruppe, der arbejder målrettet og meget effektivt,« siger Allan Pertti Frandsen.
Sponsorgruppen – bestående af fire af klubbens old boys – har ifølge formanden haft en direkte andel i, at klubben søgte midler fra Fællesskabspuljen og fik dem bevilget. »De har blandt andet taget kontakt til Middelfart Sparekasse, så sponsorgruppen har været en direkte årsag til, at vi søgte – og fik – flere midler,« siger han.
Ungdomsarbejdet fylder mere og mere i Erritsø GIF Rugby, hvor støtten skal være med til at skabe ekstra muligheder for de unge spillere.
Selvom beløbet endnu ikke er bundet til et konkret projekt, er der allerede flere tanker i spil om, hvordan pengene kan komme de unge spillere til gode. »Vi har ikke taget endelig stilling endnu, men ofte bruger vi den slags midler på noget ekstra, som ellers kan være svært at få plads til,« forklarer Allan Pertti Frandsen.
Det kan for eksempel være en ekstra bustur til Göteborg, hvor der er et årligt rugby-stævne, eller et bidrag til en udlandstur for ungdomsholdene senere på året.
Frivillige i centrum
I klubben er donationen blevet mødt med stor tilfredshed, og støtten vil også blive nævnt, når Erritsø GIF Rugby lørdag den 24. januar holder frivillighedsfest. »Det er en fest for dem, der har lagt mange timer i klubben i 2025, og hvor deltagelsen er gratis for de frivillige. Det er vores måde at sige tak på,« siger formanden.
Festen skulle oprindeligt have været afholdt i efteråret, men blev rykket på grund af mange andre arrangementer. Nu bliver den gennemført – og støtten fra Fællesskabspuljen har allerede fået sin faste plads. »Checken hænger oppe i klubhuset, så den er synlig for alle. Det er vi selvfølgelig glade for,« siger Allan Pertti Frandsen.
OPINION. Når stjerner og glober bevæger sig om hinanden og i forhold til hinanden, så betyder det forskelligt ved bestemte konstellationer, og nu aktiverer det igen rovdyrenes demokratidestruktion.
I mange år har europæerne levet i en nogenlunde fredelig atmosfære uden de store skærmydsler, men med eksempelvis Donald Trump, Vladimir Putin, Benjamin Netanyahu, Irans præster, Kim Jong Un og Xi Jinping er den fredelige atmosfære ovre. Rovdyrene er i gang med destruktionen!
Øjensynligt er internationale aftaler uden værdi, når store narcissistiske egoer tildeles magt eller tiltager sig magtbeføjelser, der ikke kan reduceres af andre eller institutioner.
Vi kan undre os over, hvad aftaler og underskrifter egentlig er værd, når egocentriske personer med nævnte magtmuligheder forholder sig til omverdenen uden hensyn til indgåede aftaler eller andre end sig selv. Man vil dele verden mellem sig uden hensyntagen til de mennesker, der bebor og lever i områderne. Egentlig er forskellen på børnehavebørns og disse narcissistiske egocentrikeres adfærd minimal. Udsagnet er: ”Det er mit!” Og det udtrykkes uden blusel, og ”jeg er endvidere vigtigere end alle andre!” ”Kan alle se mig, kan alle høre mig?” ”Måske er jeg Guds udsending på Jorden?”
Der er utrolig stor forskel på de nævnte og Europas folkevalgte ledere, der respekterer andre mennesker og er ydmyge og ansvarlige overfor det, de uden snyd er valgt til, nemlig at organisere bedst muligt for den vælgende befolkning.
Situationen giver anledning til vedtagelse af internationale regler om, at alle personer, der tildeles magt over andre, skal mentalundersøges af et uvildigt panel af psykologer og psykiatere, når situationen som nu kan eskalere uhensigtsmæssigt, hvis en af verdenslederne går krakamut uden mulighed for andres indgriben. Og de andre egocentrikere på hver sin måde deltager eskalerende.
Samtidig ser det ud til, at en del ellers fornuftige mennesker følger ukritisk efter som halelogrende små hunde med håbet om selv at komme med i slipstrømmen og få tildelt en position på baggrund af loyalitet, men ikke nødvendigvis evner og kvalitet.
Demokrati kræver flytbare brikker mellem ørerne, men ikke nødvendigvis hår på brystet!
KRIMI. En bolig i Give blev gennemrodet, efter en eller flere ukendte gerningspersoner har brudt ind gennem en terrassedør. Politiet har endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet, og søger nu vidner.
Sydøstjyllands Politi har været ude til et indbrud i en bolig på Granbakken i Give.
Indbruddet blev anmeldt lørdag klokken 09.07 og er ifølge politiet sket i tidsrummet fra fredag klokken 16 og frem til lørdag morgen kort før anmeldelsen.
Gerningspersonerne har skaffet sig adgang til huset ved at bryde en terrassedør op, hvorefter boligen er blevet gennemrodet. På nuværende tidspunkt er det fortsat uvist, hvad der eventuelt er blevet stjålet fra adressen.
Der er endnu ikke nogen mistænkte i sagen, og politiet hører derfor gerne fra borgere, der har opholdt sig i området i det pågældende tidsrum, og som kan have set eller hørt noget, der kan have relevans for efterforskningen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport lørdag den 17. januar klokken 17.00, oplyst af vagchef Halfdan Kramer.
Danmark åbner EM med en sikker 36-24-sejr over Nordmakedonien, og lørdag handler om at bygge videre frem mod søndagens kamp mod Rumænien.
Danmark vandt stort, 36-24, men sejren over Nordmakedonien var mindre en magtdemonstration end en stille justering af indre balance. Fredag aften blev nervøsitet banket på plads, som det ofte sker i en åbningskamp, og lørdag står holdet allerede med blikket rettet mod næste opgave: søndag venter Rumænien.
Inde i hallen var det ikke kun målene, der fyldte. Det var lyden. Et rum, der svarede igen. En kollektiv puls, som Mathias Gidsel selv kalder en energigiver snarere end pynt.
»I første kamp skal man lige banke den værste nervøsitet af. Jeg kunne godt mærke, at der var noget nervesystem i gang under opvarmningen«, siger han og beskriver fornemmelsen af at træde ind i en kulisse, der allerede var klar, før spillerne var det.
Gidsel taler ikke om sig selv som centrum, snarere som del af en bevægelse. Navnet bliver råbt, ja, men det er helheden, der bærer. »Jeg mærker jo den store opbakning – til mig, men også til hele holdet. Jeg tager det ikke for givet. Jeg vil levere 100 procent i de minutter, jeg får.«
Kampen blev også et studie i, hvordan modstanderne forsøger at løse Danmark taktisk. Mandsopdækning, fysisk pres, forstyrrelse. Intet nyt, og heller ikke noget, der for alvor bed. »Nogle hold vil prøve. Det så vi også sidste år«, siger Gidsel. »Men i dag bliver der for meget plads til Pytlick og Lauge. De er for dygtige til ikke at udnytte det.«
Hvis der tidligere var frustration i hans spil, er den erstattet af noget mere afklaret. Slagene preller af. »Den tid er over. Jeg er helt med på, at det er en del af spillet. Min sejr er, hvis de får en to-minutters.«
Bagved stod Emil Nielsen, og hans kamp var mindre komfortabel, end cifrene antyder. »Det var faktisk en svær kamp at spille«, siger han. Skuddene kom tæt på, hurtigt, eksplosivt. Det var en aften, hvor målmandens arbejde var mere reaktion end kontrol.
Alligevel var der også her noget, der bar. »15.000 danskere giver nogle ekstra procenter«, konstaterer han. Ikke som floskel, men som konstatering.
Der var endda plads til et øjebliks improvisation, da Danmark blev fanget i et langsomt tilbageløb under 7-mod-6. Nielsen løb, reddede, forklarede bagefter: »Lasse troede, vi havde scoret. Så timingen var der bare.«
Søndag er det Rumænien, der står på den anden side. Nielsen lægger ikke skjul på, at modstanderen endnu er et ubeskrevet blad for ham. »Jeg kender nul til dem«, siger han tørt, før han lander på det, der i praksis bliver lørdagens program: video, forberedelse og en ny kamp, der ikke skal vindes i hukommelsen om 36-24, men i evnen til at finde den samme ro igen.
Nikolaj Jacobsen var tilfreds med Danmarks åbningskamp ved EM efter 36-24 over Nordmakedonien og ser allerede frem mod søndagens opgør mod Rumænien.
Sejren på 36-24 over Nordmakedonien var for Nikolaj Jacobsen først og fremmest en funktionel åbningskamp. Ikke uden skævheder, men med en grundstruktur, der holdt. Fredag aften blev spillet sat i gang, lørdag er brugt på at rydde indtrykkene af vejen, og søndag venter Rumænien.
»Grundlæggende en rigtig fin åbningskamp«, siger landstræneren og peger på, at Nordmakedoniens valg af dækning gjorde opgøret ujævnt i perioder. »Når de vælger at dække, som de gør, bliver det lidt urytmisk. Men jeg synes egentlig, vi løser det ganske fint.«
For Jacobsen handlede kampen i høj grad om løsninger snarere end modstand. Også når Mathias Gidsel blev taget ud af ligningen, fandt Danmark veje videre. »Når de vælger at tage Mathias væk, synes jeg ikke, vi har så mange problemer med at løse det. Heller ikke 6 mod 6. Og så blev det lidt nemmere, så vi kunne bruge færre kræfter.«
Netop energiforbruget var en tydelig understrøm i hans vurdering. De sidste ti minutter kostede defensivt, erkender han, men ellers var der kontrol. »Der slipper vi lidt for mange mål ind, men grundlæggende har vi rigtig godt styr på det.«
Atmosfæren i hallen gjorde indtryk, også på en træner, der har stået i mange fyldte arenaer før. »Selvom jeg har prøvet det nogle gange, så gav det gåsehud at komme ind. Det var en fantastisk stemning under kampen.«
I pausen var der ingen løftede stemmer. »Vi havde godt styr på tingene, så det var bare at finpudse nogle detaljer og snakke tingene kort igennem.« For Jacobsen var kampen ikke en facitliste, men et udgangspunkt. »Jeg hæfter mig ikke så meget ved den her kamp. Jeg tror ikke, der er så mange hold, der kan dække, som Nordmakedonien gør.«
Blikket er allerede rettet frem. Søndag venter Rumænien, med andre typer og andre defensive greb. »De har lidt andre profiler i deres defensiv«, konstaterer han, uden at lægge mere i det end nødvendigt.
At kunne bruge hele truppen var et klart plus. »Det er altid godt at få delt kræfterne og stadig spille på et fint niveau.« Også på målmandsposten ser han udvikling. »Emil bliver bedre og bedre på det her hold, og derfor fik han også lov at starte.«
Åbningskampen blev ikke brugt på at slå i bordet. Den blev brugt på at finde arbejdsro. Søndag handler det om at finde den igen – i en anden kamp, mod en anden modstander, men med de samme krav til balance og økonomi.
KOMMUNALT. Da økonomiudvalget sætter sig om bordet i ML 8 på Røjle Klint tirsdag eftermiddag, ligger der et regnestykke foran medlemmerne, som kun lader...