Regeringen når klimamål for 2025 med grønnere krav til brændstoffer

0
Foto: AVISEN

Grønne brændstoffer skal fylde mere i tanken hos biler og lastbiler. Derfor vil regeringen hæve CO2-fortrængningskravet for vejtransportens brændstoffer. Dermed vil klimamålet for 2025 blive indfriet.

Klimaforandringerne er vor tids største udfordring. Og energipolitik er nu også blevet sikkerhedspolitik. Derfor har regeringen sat de mest ambitiøse klimamål for Danmark nogensinde og præsenterer i dag en række grønne tiltag på et møde på Marienborg.

Med et højere krav til anvendelse af grønne brændstoffer vil regeringen nå klimamålet for 2025. Derfor skal der mere grønt brændstof i tanken hos biler og lastbiler. Regeringen vil hæve CO2-fortrængningskravet i 2025 og sætte et loft for forbruget af første generations biobrændstoffer. Samtidig vil regeringen fremrykke muligheden for tungere og længere lastbiler end i dag, så godstransporten hurtigere bliver effektiviseret og grønnere.

– Regeringen står fast på at indfri klimamålene, og vi vil tage de nødvendige beslutninger for at nedbringe udledningen. Vi vil øge kravene til, at de brændstoffer, vi fylder i tanken, skal være grønnere, og dermed når regeringen målet for 2025, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Europas grønne kraftcenter

Regeringen præsenterer samtidig nye grønne tiltag, der vil fordoble arealet til havvind samt øge kapaciteten af havvind markant og potentielt føre til mere end en femdobling af dansk havvind. Regeringen vil give markedet frihed til at optimere nyttiggørelsen af Danmarks værdifulde havarealer og opstille mere havvind, end der er politisk aftalt. 6 GW havvind kan blive til 10 GW – og måske mere. Dermed er der grøn strøm svarende til forbruget i mere end 10 millioner danske og europæiske hjem.

Regeringen præsenterer samtidig nye grønne tiltag, der kan øge kapaciteten af havvind markant og potentielt føre til mere end en femdobling af dansk havvind.

– Vi går et grønt forår i møde, og vi vil tage nogle enorme skridt mod et grønnere og mere sikkert Danmark. Vi når vores mål og styrker Danmark som et grønt kraftcenter i Europa, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Regeringen vil også fortsætte med at forberede udbud af Energiø Bornholm, som kan levere strøm til Østersøregionen. Der er behov for en nærmere afklaring af projektets økonomi og behov for finansiering. Regeringen vil drøfte dette med aftalepartierne.

Den ekstra grønne strøm kan bl.a. fremme produktionen af PtX i Danmark, og dansk produktion af grøn brint er nu kickstartet med et udbud til 1,25 milliarder kroner. Danmark og Tyskland har allerede underskrevet en aftale om en landbaseret brintledning. Dertil kommer, at den første CO2 lagres i Nordsøen, og Danmark er nu et af de første lande i EU, der aktivt lagrer CO2 i undergrunden.

Fakta om fortrængningskrav

– CO2-fortrængningskravet er i dag fastsat til 3,4 pct. i 2023 stigende til 5,2 pct. i 2025, 6 pct. i 2028 og 7 pct. i 2030.
– Danmark har siden 2022 haft et CO2-fortrængningskrav i vejtransporten for bl.a. at give brændstofleverandørerne et incitament til teknologineutralt at anvende grønne brændstoffer.
– Fortrængningskravet giver incitament til, at de grønne brændstoffer har en høj vugge-til-grav-reduktionseffekt.
– I en vugge-til-grav-opgørelse indgår alle brændstoffets udledninger, fra dyrkning af råvaren til afbrænding i motoren, dvs. inkl. forarbejdning, distribution og forbrænding.

Det handler om ledelse

0

Den aktuelle samfundsdebat og den udvikling, som samfundet gennem længere tid har været og stadig er præget af, peger tilbage på én enkeltstående fællesnævner, som alle samfund, fællesskaber, netværk og aktører er dybt afhængige af, men som vi endnu ikke har fået godt nok greb om. Det handler om god ledelse.

Der er og bliver talt og skrevet meget om god ledelse, men det er endnu ikke lykkedes os at finde nøglen til det lederskab, hvori svarende ligger på. Hvordan skal det lederskab, som vi så stærkt har brug for, være og udfolde sig fremadrettet? Udviklingen har vist, at vi mennesker i den grad lader os lede fra krise til krise. Historieskrivningen er overfyldt med krisebeskrivelser, og i dag er det næsten sådan, at vi ikke kan vente på den næste krise. Hver krise finder sine vindere og tabere. Det er efterhånden blevet en selvopfyldende profeti, som alle samfundsaktører bevidst eller ubevidst bidrager til og/eller lader sig styre af. Mange af nutidens ledere har måske ligefrem baseret deres ledervirke på krisehåndtering. Men sådan behøver det ikke at være.

I Det Ønskede Samfund har vi i flere sammenhænge haft spændende debatter om god ledelse, og Uffe Steiner Jensen og jeg har med udgangspunkt i disse debatter bl.a. skrevet om ”Fremtidens ledere i Det Ønskede Samfund”, ”Det åbne og ansvarlige lederskab”, ”Dens visions-nære leder” og ”Valgtemaet – Det politiske lederskab”.

Men jeg savner stadig en mere uddybende debat om og svar på mange af de spørgsmål, som vi stillede dengang. Her er nogle af dem:

  • Hvilke værdier og overbevisninger skal fremtidens ledere være præget af? Er det ordentlighed, gennemsigtighed, troværdighed, gensidig tillid, respekt for andre menneskers model af verden, medinddragelse af alle, udvikling af medarbejdernes engagement og kompetencer?
  • Hvilke ledelsesprincipper skal fremtidens ledere være præget af og lede ud fra? Er det ærlighed, loyalitet, initiativ, handlekraft, og situationsbestemt ledelse?
  • Hvordan skal fremtidens ledere være i stand til at lede sig selv og fastholde sig der, som forudsætning for at lede andre?
  • Hvilke lederprofiler skal nutidens og fremtidens ledere have?
  • Hvilke krav skal vi stille til nutidens og fremtidens ledere med sigte på, at de skal være i stand til at medskabe og lede fællesskabet ud fra en fælles vision og mission og samtidig favne hele den omverden, der omgiver lederen, og de udfordringer, som samfundet står overfor?
  • Hvordan udøver fremtidens ledere retfærdighed og ligeværdighed over for alle aktører i lyset af de utallige dilemmaer, som er i spil omkring lederrollen? Herunder:
  • Give alle muligheden for at bidrage,
  • Sikre den personlige frihed under ansvar og samtidig slippe medarbejderne fri,
  • Give plads til uenighed, for uenigheden gør os stærkere,
  • Sikre mangfoldigheden med et multikulturelt afsæt
  • Hvordan bør disse lederegenskaber komme til udtryk i lederens adfærd?
  • Hvordan sikrer vi, at ledernes magthåndtering og lederadfærd sker inden for de moralske og etiske rammer, som vi som samfund fastsætter for dem? Hvad gør vi, når de svigter vores fælles kodex for god ledelse?
  • Hvilke krav skal vi stille til nutidens og fremtidens lederudvælgelse og lederudvikling?

Jeg vil derfor i den kommende tid sætte et fornyet fokus på ”kunsten at lede sig selv og andre” ved bl.a. at søge svar på ovenstående spørgsmål. Det vil jeg gøre gennem artikler, podcasts og Tv-interviews, samtaler, foredrag, høringer, og debatter.

Udgangspunktet bliver en vekselvirkning mellem andre lederes og ledtes (medarbejderes) erfaringer og synspunkter (gennem podcasts, Tv-interviews, høringer og debatter) tilsat mine egne ledelseserfaringer (gennem artikler, podcasts, foredrag og samtaler).

Vi har behov for at rette blikket mod og sætte fokus på god lederadfærd. Men det er ikke nok at se på det, høre på det, tale om det, og være enige om det. Kunsten i at lede andre og dig selv godt ér, AT GØRE DET. Det er den konkrete lederadfærd, der tæller. Vi lære bedst, mest og hurtigst via de gode eksemplers og eksperimenters magt og afprøvning. Men det er kun, hvis vi er i stand til at uddrage netop det, der passer ind i vores egen personlige lederprofil, identitet og kontekst, at vi får de allerbedste resultater.

Jeg igangsætter dette initiativ, fordi jeg er overbevist om, at vi ikke kommer længere i samfundsdebatten og udviklingen af vores samfund, så længe vores ledere ikke er i stand til at lede os derhen, hvor vi gerne vil hen. Det gælder for alle samfundslag og -forgreninger. Ikke fordi de ikke er dygtige nok, men fordi de endnu ikke har de nødvendige forudsætninger og rammebetingelser for at kunne lede os uden om alle kriser, før de indtræffer og skyller ind over os.

Som samfund kæmper vi stadig med at få os igennem den ene krise efter den anden. Vi er nærmest blevet problem- og kriseafhængige, og vi har de facto indrettet samfundsmaskineriet efter det. Det gælder både lokalt og globalt. Vi har ikke været dygtige nok til at fastholde og videreudvikle de muligheder og potentialer, som er dukket op undervejs gennem de visionære ledere, der har haft modet til at sætte nye retninger for samfundet og fastholdt dem, før kriserne opstod. Ledere der har haft evnerne til rettidigt at få alle samfundsborgere med på den nødvendige forandringsrejse, inden kriserne opstod, og vi i fællesskab har nået rejsemålet succesfuldt.

Vi skal derfor tage ved lære af og dyrke de gode eksempler på succesfuld ledelse, ikke for at kopiere, men for at lade os inspirere. Succesfuld ledelse er dybt personligt, tæt knyttet til den enkelte leders personlige identitet og profil. Det glæder jeg mig til at tage fat på. Jeg håber, at I vil være med 

Bidrag og kommentarer er meget velkomne til es@es-leadership.dk.

FHK opfordrer fans til at bakke op om lørdagens afgørende kamp mod Skanderborg-Aarhus

0

Fredericia Håndboldklub (FHK) spiller lørdag klokken 16:30 mod Skanderborg-Aarhus, og en sejr i denne kamp kan betydeligt forbedre FHK’s muligheder for at nå semifinalen. Hvis GOG lørdag vinder mod BSH og FHK samtidig vinder deres kamp, vil FHK rykke op på andenpladsen i slutspilspuljen.

FHK’s muligheder blev styrket tirsdag, da de vandt 35-33 på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg. Denne sejr har øget interessen for lørdagens kamp. Adm. direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen ser frem til kampen og håber, at alle stole bliver fyldt. Han og klubben mærker interessen for slutspillet, og det glæder ham.

– Det er øget interesse, så det er stigende. Dem, der har ventet og set om de skulle eller ej, har fået købt billetter nu. Det er nu, at vi skal have vores fans i hallen. Holdet har brug for opbakningen, siger han og tilføjer:

– Hver kamp er en slags finale, længere er den ikke, og vi har gode muligheder for en semifinaleplads.

Thomas Renneberg-Larsen, Fredericia Håndboldklub

Fanzone i hal 4

Der vil også være aktiviteter for børn i forbindelse med kampen. I hal 4 vil der være en stor fanzone med hoppeborg, fartmåler, slush og andet sjov. Det er dermed en oplagt mulighed for at tage hele familien med til en spændende håndboldkamp og støtte FHK i deres bestræbelser på at nå semifinalen.

Uheld på Fynske Motorvej nær Middelfart forårsaget af høj hastighed

0

Et færdselsuheld fandt sted på Fynske Motorvej omkring Middelfart i går d. 18. april kl. 06:25, da en bilist kørte op bag i en anden bil. Hændelsen skete i østgående retning på E20 og involverede to parter, hvor den ene part (part 1) var kørende med en hastighed på ca. 130 km/t i den første vognbane.

Ifølge rapporterne opdagede part 1 først den anden bil (part 2) ved påkørslen. Part 2 havde en hastighed på ca. 70-80 km/t. Uheldet var derfor forårsaget af den manglende opmærksomhed på den langsomt kørende part 2.

Efter ulykken blev part 1 testet for alkohol i blodet, men prøven viste sig at være negativ. Der var ingen alvorlige skader rapporteret i forbindelse med sammenstødet.

Midler frigivet til etablering af naturlegeplads ved Kongens Port

0

På mandagens byrådsmøde i Fredericia blev det besluttet at frigive midler til oprettelsen af en naturlegeplads. Der er afsat 0,6 mio. kr. i budgettet for 2023 til etablering af naturlegepladsen, som skal opføres på den gamle vandværksgrund ved Kongens Port.

Kyststrækningen øst for Fredericia er et af kommunens største aktiver, og for at skabe attraktive faciliteter og trække flere børn ud i naturen har forligspartierne ønsket at afsætte midlerne til denne naturlegeplads.

Cecilie Roed Schultz (Ø), næstformand i Børne- og skoleudvalget, udtaler om projektet:

– Det er et gammelt forslag. Der har været jord, der ikke har været aktiveret. Vi synes, at dette forslag er med til at forlænge Østerstrand, da man kan se, at børnene allerede nu leger ved træningsredskaberne.

Naturlegepladsen vil ikke blot give børn og unge et nyt sted at udfolde sig og lege, men også bidrage til at øge attraktiviteten af området omkring Østerstrand og Kongens Port.

Vinderne af årets kulturpriser afsløret

0

Der var både konfetti, blomster og takketaler, som det sig hør og bør, da Kolding Kommune tirsdag den 18. april uddelte årets kulturpriser til Kulturevent 2023. I alt fire kulturpriser blev uddelt.

Prisen Årets Kulturelle Aftryk gik til Queen-musicalen We Will Rock You af Dronning Dorothea Teaterets.We Will Rock You ”rockede” amfiscenen i sommeren 2022. Musicalen fik verdenspremiere som friluftsteater og spillede for stort set fulde huse i hele spilleperioden. Forestillingen, som fik masser af gode anmeldelser, blev til takket være de mange, mange frivillige, som knoklede med at realisere forestillingen. 

Skuespillere, musikere og et hav af frivillige var med til at skabe og realisere den flotte forestilling.

De øvrige nominerede til Årets Kulturelle aftryk var Sangkraft Kolding og Tour de France-fest i Vester Nebel, Sdr. Bjert, Sjølund og Hejls-Hejlsminde.

I kategorien Årets Kulturelle Highfive var det initiativet Ung Scene, som blev vinderen. Ung Scene er et initiativ, som giver unge muligheden for at optræde med deres musik, uanset om det er covers eller selvskrevet. Ung Scene skaber et forum, hvor unge kan samles om musikken og få nye, musikalske oplevelser.  Kamma Juul Holm er initiativtager til Ung Scene på 27B, der løb af stablen for første gang i august 2022 og var totalt udsolgt. Den næste Ung Scene fandt sted ifm. KOLD Festival, nu i samarbejde med Jazz i Trekanten. Udover Ung Scene er Kamma også medinitiativtager til pladeselskabet ”På Pladen”. Af unge, til unge.

Øvrige nominerede var Det Nye Pitstop og LED Cube Workshops.

Mens det var et ret nyt initiativ, som vandt Årets Kulturelle Highfive, var det en mere erfaren herre, som vandt kategorien årets ildsjæl. Prisen gik nemlig til Gunnar Krag, som har været en helt særlig gennemgående aktør og drivkraft i Hejls lokalhistoriske forening, hvor han siden 1986 har været formand. I 2001 blev han også arkivleder, en post han bestred frem til sidste år (ca. 2022) sideløbende med formandsposten. I alt kan vi takke Gunnar for små 40 år uafbrudt virke for lokalhistorien i Hejls. Og det er ikke mindst Gunnars fortjeneste, at det er et af de mest velfungerende og formidlende arkiver i kommunen.

I kategorien Årets Kulturelle Ildsjæl var de øvrige nominerede Ole Holm fra Kolding Kunstforening og Iben Østergaard Fog, som har stået bag initiativerne Food Reformers og FællesSkabet Kolding.

Aftens sidste pris KulturKolding-prisen havde fire nominerede – Den Blå Byfest, West Station Gallery, Books & Beans og 27 B. Her var det West Station Galleri, som er startet af Dennis Marzec, der løb med prisen.West Station Gallery er et nyt initiativ i Lunderskov. Byens smukke stationsbygning har i mange år stået tom, men nu er der lys og liv og oplevelser i den gamle station igen. West Station Gallery er nemlig åbnet og har skabt et helt unik galleri-oplevelse i de historiske rammer. Lige nu kan man opleve udstillinger af Henry Heerup samt hans barnebarn Malene Heerup, der er kunstmaler med base i New York. 

Initiativtager til West Station Gallery Dennis Marzec har engageret sig lokalt gennem sit galleri med spændende tiltag. Udover at alle kan komme og se udstillinger – og købe kunst med hjem – så har masser af folk også allerede gæstet galleriet for selv at prøve kræfter med linoliumssnit i workshops inspireret af Henry Heerups arbejder.

Kultur-tapas

Foruden uddeling af priser, kunne man til Kulturevent 2023 også få smagsprøver på det alsidige kulturliv, som er kendetegnende for Kolding Kommune. Kulturevent 2023 bød nemlig foruden uddeling af priser på en meget velbesøgt kulturmesse, hvor både kulturinstitutioner og -foreninger deltog. Desuden bød Kulturevent 2023 på et alsidigt underholdningsprogram med lokale unge, som i sangheden viste, at Koldings unge både vil og kan selv, når det kommer til kulturen. Publikum kunne opleve smagsprøver på Munkensdam Musical, Talefest, Human Beatbox med Crythix og folkemusik med trioen Trif. 

Fakta om kulturpriserne

Kulturpriserne uddeles af Kolding Kommunes Kulturudvalg. Vinderne og de nominerede er udvalgt af kulturudvalgt på baggrund af indstillinger fra borgere i Kolding Kommune. Priserne Årets Kulturelle Aftryk, Årets Kulturelle Highfive og Årets Ildsjæl hylder og tildeles frivillige kulturaktører, mens KulturKolding-prisen også kan gives til professionelle aktører.

Årets Kulturelle Aftryk

Årets Kulturelle Aftryk hylder den mangfoldige kultur i Kolding Kommune. Den anerkender events, initiativer, og projekter, der har sat et særligt kulturelt aftryk i det forgangne år. Modtageren af Årets Kulturelle Aftryk er en person, gruppe, forening eller organisation, der arbejder på frivillig basis i Kolding Kommune. Vinderen modtager 10.000 kroner.

Årets Kulturelle Highfive

Årets Kulturelle Highfive anerkender igangsætterne. Prisen gives til de nytænkende events, initiativer og projekter, der kan inspirere, vise nye veje og som har potentiale til at udvikle kulturen i Kolding Kommune. 

Årets Kulturelle Highfive gives til en aktør, gruppe, forening eller organisation, der arbejder på frivillig basis i Kolding Kommune. Vinderen modtager 10.000 kroner til at sætte nye kulturelle tiltag i gang.

Årets Ildsjæl

Årets Ildsjæl er en ærespris. Prisen er en hyldest til det lokale kulturelle engagement og tildeles en kulturel aktør – en ildsjæl – som har ydet en betydelig, flerårig og frivillig indsat for kulturen i Kolding Kommune.

Vinderen modtager en bronzestatuette kreeret af den lokale kunstner Erik Valter.

KulturKolding-prisen

KulturKolding-prisen fejrer det ekstraordinære og den gives til en institution, et initiativ, en forening, en virksomhed eller en person, der har gjort sig ekstraordinært bemærket i det forgangne år. Prisen kan gives til både amatører og professionelle kulturaktører.

Forårstips fra eksperten: Sådan plejer du haven optimalt i forårsmånederne

0

Forårssolen skinner, og det er tid til at komme i gang med havens forårsklargøring. Driftsleder Morten Bøjden Rugbæk fra Tolstrup Anlægsgartner i Trekantområdet deler sine bedste tips til, hvordan du bedst plejer din have i forårsmånederne.

Morten anbefaler at starte med at klippe stauder og roser samt give dem gødning. Det er op til den enkelte, om man foretrækker at bruge kunstgødning eller organisk gødning. Derudover bør man beskære frugttræerne nu, mens de er i vækst, så sårene hurtigere kan lukkes.

Græsplænen kræver også opmærksomhed i foråret. Morten forklarer den optimale rækkefølge for plænepleje: – Man skal starte med at tromle, og så kan man vertikalskære, efterså og gøde. Han anbefaler at bruge kunstgødning til græsplænen, da det er et effektivt ukrudtsmiddel, der kvæler uønsket vækst i plænen. Gift bør dog undgås, og Morten foreslår at bruge organisk gødning til bede, frugttræer og køkkenhaven.

Morten tilføjer, at man bør overveje at kontakte en anlægsgartner ved større haveprojekter: – Tænk over målestokken for anlæg, som udgangspunkt skal man kontakte en anlægsgartner – jeg har de her behov og udfordringer. Varmen er her, vandet er her, og lyset er her.

Forårsmånederne er optimale for anlægning af både græs og staudebede, mens Morten råder til at vente med at plante barrodsbuske i hækken til efteråret: – Man kan godt plante dem nu, men planterne har langt bedre vilkår til efteråret. De har ligget på køl og er derfor i dvale.

Med disse råd fra eksperten kan du komme godt i gang med at pleje din have i forårsmånederne og skabe optimale forhold for dine planter og blomster.

KIF Kolding sælger stregspiller Steven Plucnar til europæisk topklub – Jonas Tidemand rygtes som afløser

0

KIF Kolding har solgt deres talentfulde stregspiller, Steven Plucnar, til en endnu ikke offentliggjort europæisk topklub. Selvom KIF Kolding ikke ønsker at bekræfte, hvilken klub der er tale om, peger alt i retning af tyske Rhein-Neckar Löwen, som forventes at offentliggøre stregspillerens skifte inden for nærmeste fremtid.

Rygterne svirrer om, at det er stregspilleren Jonas Tidemand, der i øjeblikket spiller for portugisiske Sporting Lissabon, som vil afløse Plucnar i KIF Kolding.

Steven Plucnar takker KIF Kolding for hans tid i klubben og udtaler:

– Tiden i KIF har helt klart udviklet mig. Niveauet i den danske liga er højere, og i Danmark tillader man en mere fysisk spillestil, hvilket passer mig godt. Så jeg synes selv jeg er blevet bedre, og så har jeg spillet på et KIF-hold, hvor vi i denne sæson har været en rigtig god enhed. Det er også én af grundene til, at vi har rykket os markant rent sportsligt.

Christian Hjermind, KIF Koldings repræsentant, udtaler stolt:

– Som klub er vi stolte af at have været med til at udvikle en spiller som Steven, som får mulighed for at komme til at spille i én af Europas store ligaer. Det fortæller også noget om, at det arbejde vi har gang i, i KIF Kolding vækker interesse ude i Europa. Det i forening med KIF Koldings historie gør, at der altid vil være ekstra fokus på vores spillere.

Cafe Mauritz i Fredericia klar til åbning – venter spændt på kommunens godkendelse

0

Cafe Mauritz, en ny café i Fredericia på Ryes Plads, er snart klar til at åbne dørene for offentligheden. Driftchef Morten Kristensen udtaler, at de blot mangler ibrugtagningstilladelsen fra kommunen, før de kan byde gæsterne velkommen.

– Vi er klar, når de er. Sendte de sidste papirer i går! Men om det tager 2 timer eller 14 dage ved jeg ikke? Håber bare snart den kommer, vi glæder os sådan til at komme i gang, siger Morten Kristensen, der slår fast, at det ikke handler om kommunen, da de først har sendt ansøgningen nu.

Morten fortæller, at håndværkerne har arbejdet hårdt for at få alt på plads: – I sidste uge havde vi rigtig meget, der faldt på plads, og alle håndværkerne fik det til at gå op i en højere enhed. Alt indendørs er klar, og alle har afsluttet deres opgaver. Nu er elektrikeren i gang udenfor, der bliver sat strøm op til varmelamper og av-udstyr.

Cafeen har ansat det sidste personale, og opvaskemaskinen har allerede været i gang et par gange. Morten forklarer, at de meste er købt ind, og de er klar til at tage imod gæster: – Så finder vi ud af undervejs, hvad vi ellers mangler.

Lokale beboere er allerede nysgerrige og spændte på caféens åbning og de kolde varer er lagt på køl.

De kolde varer på køl. Foto: AVISEN

– Folk kommer og kigger og spørger om vi ikke snart åbner. Der kommer folk hver dag og fortæller, hvor meget de glæder sig, siger Morten Kristensen. Caféen ser frem til at kunne byde gæsterne velkommen, så snart den sidste godkendelse er på plads.

FC Fredericia-direktør om sejrsrække: – Nu er presset på de andre

0

FC Fredericia har nu vundet fire kampe i træk og har skabt et pusterum på seks point fra nedrykningsstregen. Klubdirektør Stig Pedersen udtaler, at holdets gode form er kommet under træner Michael Hansen, og at det har været afgørende for at kunne lægge pres på konkurrenterne.

– Det er vildt i den her sæson. Vi har vundet fire i træk. Vi har godt tag på de andre undtagen Hillerød. Det er en vigtig start. Det viser også, hvor meget der skulle til, og nu er presset på de andre, siger Stig Pedersen.

Stig Pedersen, direktør for FC Fredericia: Foto: AVISEN

Han nævner også, at det har været mere roligt på det seneste: – Jeg kan ikke huske, hvornår det var så roligt, måske da vi førte 2-0 på udebane mod Nykøbing i første runde, og så endte med at spille 2-2 alligevel. Det har været uroligt før. Nu går det fint udefra set. Der er meget på spil. Det betyder noget for holdet at bevise, hvad vi kan for omverdenen, siger Pedersen.

Han understreger også klubben og holdets betydning for byen og dens omgivelser:

– Man føler forpligtelser og ansvar for alle omkring klubben. Det er byens hold, og det er vigtigt for os alle. Man kan komme i vanskeligheder, og det er en del af spillet.

Klubdirektøren fortæller, at både sponsorer og fans har været bekymret, men også støttende. Han erkender, at den nuværende situation koster på tilskuertallet sammenlignet med tidligere år, men håber, at folk vil vende tilbage og støtte holdet.

Angående spillertransfers er intet på plads. Nu skal pladsen i 1. division sikres først.

– Lige nu har vi sat det på pause indtil skæbnen er afgjort. Vi har snakke, men vi har i princippet lukket ned for spillere udefra. Vi har samarbejdet med FC Midtjylland, som vi skal holde møde med. Vores spillere ser sig som NordicBet Liga-spillere, så det er naturligt skudt til pause, men vi kan rykke på det hurtigt. Vi får også løbende henvendelser fra spillere, der gerne vil til, men de får også svar om, at vi ikke kan foretage os noget nu.

Vejle fik afklapsning og er tættere på nedrykning

0
Vejle Boldklub tabte søndag aften 4-1 til FC København i en kamp, hvor gæsterne fik den bedste start og bragte sig foran tidligt, men...