Vejle smed point endnu en gang

0
(Foto: AVISEN)

Vejle Boldklub kæmper for at rykke op til Superligaen og fører i øjeblikket NordicBet Ligaen. Selvom de endnu ikke har vundet i oprykningsspillet, har de opnået en komfortabel position med fem point forspring til Hvidovre på andenpladsen og hele 11 point til Sønderjyske på tredjepladsen.

I torsdagens kamp spillede Vejle 1-1 mod Næstved på udebane. Kampen startede med et tidligt mål, da Frederik Christensen bragte Næstved i front efter blot fire minutters spil. Vejle havde flere chancer for at udligne i første halvleg, heriblandt et skud fra Arbnor Mucolli, som blev reddet på stregen.

Efter pausen kom Vejle stærkt tilbage, og i anden halvleg lykkedes det German Onugkha at udligne til 1-1 efter knap en times spil. Trods flere forsøg fra begge hold, blev der ikke scoret yderligere i opgøret, og kampen endte dermed 1-1.

Resultatet betyder, at Vejle fortsat er ubesejret, men dog også uden sejr i oprykningsspillet. Der er endnu ingen grund til panik for Vejle, da de stadig fører ligaen og har et fornuftigt forspring til de nærmeste konkurrenter. Dog vil holdet uden tvivl arbejde hårdt for at sikre en sejr i de kommende kampe og dermed cementere deres plads i Superligaen.

Cecilie Fløe drømmer om udlandet

0
Foto: DBU Foto / Anders Kjærbye

Fredericianske Cecilie Fløe spiller til dagligt fodbold i HB Køge, der er forsvarende danske mestre. På sigt er hun dog ikke i tvivl. Drømmen er at komme til udlandet.

21-årig Cecilie Fløe har på trods af sin unge alder spillet i Gjensidige Kvindeligaen i en del år. Det hele startede i Odense Q, hvorefter turen gik til Kolding Q i januar 2019. Der var hun frem til sommeren 2021, og siden har hun tørnet ud for HB Køge, hvor hun er bleve matchet med de bedste spillere i Danmark og komme ud at spille europæisk. I denne sæson blev det til to kampe mod Juventus.

– Det er selvfølgelig en kæmpe oplevelse at spille mod sådanne hold. Det er kampe, man nyder, men hvor man også prøver at skabe et resultat. Mod Juventus lykkedes det os ikke at gå videre, men vi nød at spille mod dem, siger Fløe.

Den unge angriber får mod på mere, når modstanderen er af den kaliber, og kan samtidig se, hvad det kræves, hvis hun vil ud på den helt store scene.

– Selvfølgelig vil man gerne spille på det niveau, men der skal kæmpes hårdt og man skal udvikles, hvis man vil man med det. Det kommer ikke let, slår Cecilie Fløe fast.

For at Cecilie Fløe kan tage skridtet op til den helt store scene ved hun, hvad der skal arbejdes med.

– Jeg skal klø på, og udvikle mine færdigheder, så jeg kan blive endnu skarpere til det, jeg er god til og udvikle det, jeg ikke er så god til. Jeg skal blive ved med at arbejde hårdt og øve mig, siger hun og kommer ind på specifikke færdigheder:

– Det kommer an på positionen, men jeg kan blive bedre til at holde i bolden og teknisk i forhold til første touch og beslutningsmuligheder. Man kan altid bygge på, siger hun.

HB Køge er et suverænt hold i Danmark, men også et ambitiøst hold. Målet er at blive en fast bestanddel af Champions League.

– Vi stræber efter at komme til Champions League-kvalifikationen, som vi har været i de seneste par år og så gå videre fra kvalifikationen. Det kommer til at udvikle os at være med, og prøve at møde de modstandere, som er med der, fortæller Cecilie Fløe.

Landsholdsdebuten har Cecilie Fløe fået, men hun er endnu ikke en etableret del af det danske landshold endnu. Til gengæld er hun med inde omkring U23-landsholder, der var samlet i slutningen af februar.

– Det er fedt at være af sted med landsholdet. U23 er noget nyt, der er oprettet for nyligt og det giver internationale landskampe, og når man ikke er med på A-landsholdet, er det en god mulighed for at blive matchet på et højt niveau, siger Fløe og sætter ord på, hvordan en landsholdssamling er:

– Det er meget intenst. Man har fokus på det taktiske i forhold til, hvordan landsholdet spillet, og det er et højt niveau. Der er mange gode spillere med, og der er et godt tempo, og jeg ser det ikke som nogen nedgradering i forhold til hverdagen i HB Køge.

Foto: DBU Foto / Anders Kjærbye

Foreløbigt er Cecilie Fløe på kontrakt hos HB Køge, men der er ingen tvivl om, at den unge angriber drømmer stort.

– Det er en drøm at komme til udlandet, og så må vi se, hvor det bliver, hvis jeg får muligheden, slutter Cecilie Fløe.

Cecilie Fløe indledte fodboldkarrieren i fredericianske EGIF Fodbold.

Koncert med Sankt Annæ Gymnasium KammerKor på Koldinghus

0

På forårets koncertturne giver Sankt Annæ Gymnasium KammerKor koncert i slotskirken på Koldinghus mandag 1. maj kl. 15.00. Det overordnede tema for koncerten er engelsk musik gennem fem århundreder – med afstikkere til USA og Danmark.

Sankt Annæ Gymnasium KammerKor er et kor på ca. 30 medlemmer, med en semiprofessionel profil. Koret har positioneret sig som et af Europas førende ungdomskor, med a cappella-koncerter på et højt kunstnerisk niveau i både ind- og udland. Korets kernerepertoire er korværker fra romantikken og det 20. århundrede.

Koret turnerer jævnligt, og har tidligere bl.a. vundet 1. prisen ved ungdomskorfestivalen i Neerpelt, lavet anmelderroste opførelser i Lübeck med det dramatiske værk ”Totentanz” af komponisten Hugo Distler og senest i 2019 turneret i San Marino og omegn med en palet af Italienske og danske værker.

KammerKorets turneaktivitet har været meget begrænset i de sidste par år, men nu er koret tilbage i højeste gear, og skal i foråret 2023 på turne i det jyske med bl.a. koncerter i Haderslev Domkirke og Koldinghus.

Korets dirigent er Flemming Windekilde og protektor for koret er H.K.H. Prinsesse Benedikte, der er æresprotektor for Koldinghus, Kongernes Samling.

Repertoire
Rhonda Polay: Come in and stay a while
John Sheppard: (1515-1558) In Pace
Henry Purcell: (1659-1695) Remember Lord not our offences
Robert Pearsall (1795-1856) Lay a Garland
Charles Villiers Stanford (1852-1924) The Blue Bird
James MacMillan (1959) The Galant Weaver Instrumentalt / solistisk indslag Benjamin Britten (1913-1976) A Hymn to St. Cecilia Rued Langgaard (1893-1952) Rosengårdsviser Flemming Windekilde (1961) Der Abend

Praktisk info
Dato: mandag 1. maj kl. 15.00-16.00
Hvor: Koldinghus
Pris: 125 kr. | 100 kr. for årskortholdere

Danmark vil opsige skatteaftale med Rusland

0
Foto: AVISEN

Rusland er blevet optaget på EU’s sortliste over skattely. Som en konsekvens har regeringen i dag sendt et lovforslag i høring om at opsige dobbeltbeskatningsaftalen (DBO) med Rusland.

Rusland blev den 14. februar 2023 optaget på EU’s sortliste over skattely. De lande, som står på sortlisten, lever ikke op til EU’s kriterier om skattegennemsigtighed, fair beskatning og implementering af internationale skattestandarder.

Konsekvensen ved at stå på sortlisten er blandt andet, at landene bliver omfattet af nogle skattesanktioner i form af såkaldte defensive foranstaltninger koordineret af EU, som har til formål at lægge pres på de sortlistede lande.

De danske skattesanktioner indebærer en nægtelse af fradrag for visse betalinger til interesseforbundne modtagere i sortlistede lande og en skærpelse af udbyttebeskatningen for modtagere i lande på sortlisten.

Der gælder i dag en dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Rusland, som forhindrer, at de danske defensive foranstaltninger kan gennemføres over for Rusland.

– Det strider imod de generelle hensyn, som Danmark normalt forfølger ved indgåelse af dobbeltbeskatningsaftaler, at Danmark har en aftale med et land på EU’s sortliste over skattely. Derfor har regeringen efter en konkret vurdering besluttet at opsige aftalen. En opsigelse af aftalen med Rusland vil sikre, at de danske defensive foranstaltninger kan gennemføres over for alle lande, der står på EU’s sortliste, forklarer skatteminister Jeppe Bruus.

Regeringen vil desuden tage initiativ til en drøftelse i EU af en fælles tilgang til spørgsmålet om opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster med Rusland.

Da opsigelsen skal ske inden den 30. juni 2023 for at få virkning hurtigst muligt fra 2024, har skatteministeren i dag sendt et udkast til lovforslag i en kort høring med frist for bemærkninger den 2. maj 2023, hvorefter lovforslaget skal behandles i Folketinget.

Vi tester S!RENEN og varslingssirenerne onsdag 3. maj

0

Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen tester hvert år varslingskanalerne den første onsdag i maj klokken 12.00. I år får du også en testadvarsel via S!RENEN på din mobiltelefon.

Når større ulykker rammer, advarer myndighederne befolkningen om faren. En gang om året testes varslingskanalerne. Det sker den første onsdag i maj kl. 12.00.

Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen tester som vanligt de fysiske varslingssirener. I år vil du også modtage en testadvarsel via S!RENEN på din mobiltelefon. Du skal ikke downloade en app eller tilmelde dig. Du skal bare have en nyere mobiltelefon med opdateret styresystem.

Se mere om telefoner og styresystemer på sirenen.dk.

– Vi tester varslingskanalerne for at sikre, at de virker, som de skal, og at folk er trygge ved dem. Det er første gang nogensinde, at vi tester S!RENEN. Vi bestræber os på at komme så bredt ud som muligt med information om testen, så vi ikke skaber unødig bekymring, når mobiltelefonerne begynder at larme, siger direktør i Beredskabsstyrelsen, Laila Reenberg.

– Med S!RENEN får vi en ny kanal at varsle borgerne på i tilfælde af akutte situationer i et område, hvor vi har brug for borgernes opmærksomhed og handling. Det er et godt supplement til det nuværende varslingssystem, da myndighederne med S!RENEN kan nå ud med præcis varsling og handlingsanvisende budskaber til relevante borgere, siger politiinspektør i Rigspolitiet Bo Samson.

Hvorfor tester man varslingskanalerne?
S!RENEN testes for at sikre, at folk kender til systemet og er trygge ved det. De fysiske varslingssirener testes for at huske folk på, hvordan de lyder, og hvad de betyder.

Hvad skal jeg gøre i forbindelse med testen?
Du behøver ikke gøre noget i forbindelse med testen. Men du kan hjælpe os ved at svare på nogle simple spørgsmål. Onsdag 3. maj fra kl. 12.00 kan du tilgå et kort spørgeskema fra forsiden af brs.dk og sirenen.dk.

Hvad skal jeg gøre, når det ikke er en test?
Befinder du dig i et fareområde, og har du en nyere mobiltelefon med opdateret styresystem, modtager du automatisk advarsler via S!RENEN, hvis politiet advarer i området. Advarslen fortæller, hvad der sker, hvor det sker, og hvad du skal gøre. Tommelfingerreglen er:

STOP. LÆS. REAGÉR.

Hvis du hører de fysiske varslingssirener, og det ikke er en test, er det du skal:

GÅ IND, OG SØG INFORMATION HOS DR ELLER TV 2

Sirenerne afvarsler igen, når faren er ovre.

Du skal ikke ringe 1-1-2, når du hører varslingssirenerne. Du skal kun ringe 1-1-2, hvis du er i akut fare og har brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.

Bred informationskampagne
Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet har informeret en lang række myndigheder og organisationer – herunder kommunerne, Udlændingestyrelsen og interesse-, patient- og nødhjælpsorganisationer – om S!RENEN og de fysiske varslingssirener og testen af dem.

Informationsmateriale er oversat til en række sprog og er tilgængelig på brs.dk og sirenen.dk.

Hjælp familie, venner og bekendte ved at fortælle, at lyden 3. maj er en test, og at der ikke er grund til bekymring.

Modtog du ikke en test-advarsel via S!RENEN?
Hvis du ikke modtog test-advarslen, selvom din telefon var tændt, kan det hænge sammen med typen af din mobiltelefon/styresystem.

På forsiden af brs.dk og sirenen.dk finder du fra onsdag 3. maj kl. 12.00 et link til et kort spørgeskema med spørgsmål om testen af S!RENEN. Du kan hjælpe os ved at udfylde spørgeskemaet. Det vil vi sætte stor pris på.

Hvem gør hvad?
Rigspolitiet er ansvarlig for at tænde for de fysiske varslingssirener og at udsende advarsler via S!RENEN. Beredskabsstyrelsen er i samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ansvarlig for driften af S!RENEN og de fysiske varslingssirener.

Faktaboks: Hvordan modtager jeg advarsler via S!RENEN?
Alle nyere telefoner, hvor styresystemet er opdateret, modtager advarsler via S!RENEN. Se mere om telefoner og styresystemer på sirenen.dk.
Du kan ikke slå advarsler via S!RENEN fra, selvom det måske ser sådan ud på din telefon. Se mere på sirenen.dk.

Succesfuld tarteletfestival gentages

0

Sidste år blev der for første gang afholdt tartelefestival på J.B. Nielsens Plads i Fredericia. Nu er arrangørerne klar til at gentage sidste års succesrige tarteletfestival, som finder sted den 28. og 29. april. Brian Løkkegaard, arrangør og talsmand for eventet, ser frem til at byde gæsterne velkommen til en weekend fyldt med underholdning og lækre tarteletter.

– Vi er ved at være udsolgt fredag, men vi klemmer alt ind. Lørdag er der lidt flere billetter, men man skal endelig melde sig til. Det koster 200 kr. med underholdning og alle de tarteletter, man kan spise, siger Brian Løkkegaard.

Fredag den 28. april åbner teltet kl. 17.00 og lukker igen kl. 22.00. Gæsterne kan nyde ad libitum tarteletter i tre timer, mens de underholdes af Rock about Madsen. Lørdag den 29. april åbner teltet allerede kl. 11.30 og lukker kl. 20.00. Her vil der være levende guitar hele eftermiddagen med Martin von Seelen samt en tarteletspisningskonkurrence.

– Et par af Danmarks bedste konkurrencespisere har meldt deres ankomst, men man kan stadig tilmelde sig. Det bliver fedt at se, fortæller Løkkegaard. Det er værd at bemærke, at man ikke behøver en billet til festivalen for at deltage i konkurrencen, siger Løkkegaard.

Billetter kan bestilles på urbaniastreetfood.dk, og Løkkegaard opfordrer interesserede til at bestille billetter nu, da der er begrænset plads. Hvis vejret tillader det, vil der også være mulighed for at sidde udendørs med fadøl, musik og god stemning.

– Café Mums leverer tarteletter, lidt som sidste år. Der er dejlig og lækker servicering ved bordene. Og masser af kolde fadøl, siger Løkkegaard.

I år finder eventet sted knap en måned senere end sidste år, hvilket forhåbentlig betyder lidt varmere vejr og en endnu mere behagelig oplevelse for deltagerne. Løkkegaard håber, at tarteletfestivalen bliver en tilbagevendende tradition på J.B. Nielsens Plads.

– Vi håber, at det bliver en tradition, så det kommer hvert år på JB Nielsens plads. Med tarteletter og sang med fest, afslutter Løkkegaard.

42-årig mand idømt ni års fængsel for voldtægt

0
Politi, Foto: AVISEN

En 42-årig mand fra Hedensted Kommune er i dag ved Retten i Horsens blevet dømt i en sag om bl.a. voldtægt begået mod tre mindreårige piger og en mental retarderet kvinde på et bosted, hvor han var ansat som omsorgshjælper.

Den 42-årige har siddet varetægtsfængslet i sagen siden marts 2022, hvor han blev anholdt og sigtet for at have begået voldtægt mod en kvindelige beboer på et hjem for voksne med autisme og mental retardering. Herudover blev han også sigtet for overgreb og voldtægt begået mod tre mindreårige søstre over en årrække fra 2015-2020, hvor han fungerede som omsorgsperson i deres hjem.

I alt stod den 42-årige mand tiltalt for fire forhold – et forhold for hver af de fire forurettede – der omhandler gentagne tilfælde af voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold en samleje og et femte forhold, som omhandler besiddelse af børnepornografisk materiale af den ene af de forurettede søstre.

Den nu dømte nægtede alle forhold pånær et, som han erkendte delvist. Han beskrev dette forhold som værende et ’kærestelignende forhold’ til en af pigerne fra hun var 11 år og fem år frem.

Retten dømte i dag den 42-årige for alle forholdene, og for det blev han idømt ni års fængsel.

Den 42-årige blev også dømt til at betale henholdsvis 200.000, 150.000, 100.000 og 75.000 kr i tortgodtgørelse til de forurettede, ligesom han også er blevet idømt en rettighedsfrakendelse til at arbejde med piger under 18 år og et bolig- og besøgsforbud i forhold til børn under 18 år.

Den 42-årige tog sig betænkningstid i forhold til anke.

Kvik markerede ejerskifte med velbesøgt reception

0

Torsdag var en særlig dag for Kvik på Vejlevej i Fredericia, da virksomheden fejrede et ejerskifte med en stor reception. Den tidligere ejer, Lasse Thomsen, overdrog med stolthed stafetten til den nye ejer, Morten Weng, og ønskede ham alt det bedste for fremtiden.

Fra det øjeblik receptionen åbnede dørene klokken 14:00, strømmede gæsterne ind i køkkenforretningen for at fejre denne milepæl. Lokale kunder, samarbejdspartnere og nysgerrige forbipasserende var alle inviteret til at deltage i festlighederne og ønske Morten Weng tillykke med det nye ansvar.

For at sikre en mindeværdig dag for alle tilstedeværende blev der sørget for en overdådig tapasbuffet, hvor de kunne nyde et bredt udvalg af lækre retter. Gæsterne kunne også smage både rød og hvid vin, mens de minglede og netværkede med hinanden. For at tilføje et personligt præg på arrangementet var der flere taler i løbet af dagen.

Receptionen gav anledning til optimisme og fornyet energi blandt både medarbejdere og kunder. Med Morten Weng ved roret ser fremtiden for Kvik på Vejlevej i Fredericia lys ud, og alle ser frem til at se, hvad denne nye fase vil bringe for virksomheden og dens kundebase.

Flere kvinder end mænd flytter, når partneren dør

0
senior woman looks through some memories just before the house move begins

Markant flere kvinder end mænd flytter, når deres partner dør. Det viser et studie fra Københavns Universitet, som har undersøgt bosætningsmønstrene for danske enker og enkemænd. Kønsforskellen tyder ifølge forskeren på uligheder, som er vigtige at have for øje, når der skal planlægges boliger for den voksende andel af ældre borgere.

I Danmark er over 280.000 mennesker over 50 år enker eller enkemænd. Når man mister sin livsledsager, er det en omvæltning på mange parametre. Et af dem kan være boligskift. Men bosituationen er ikke ens for danske kvinder og mænd, efter de mister deres partner. Det viser et studie fra Københavns Universitet.

– Der er en tydelig kønsforskel på enker og enkemænd, når det gælder bolig og bosætning – især i forhold til, hvor meget man skifter bolig. Enker og enkemænd lader dermed til at blive påvirket forskelligt af deres nye livssituation, siger Aske Egsgaard-Pedersen, geograf og tidligere ph.d.-studerende ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

Han har ved hjælp af registerdata undersøgt mønstrene i boligskift for titusinder af danske enker og enkemænd mellem 50 og 90 år over en 25-årig periode.

Kvinder er langt mere mobile
Undersøgelsen viser, at enker i langt højere grad end enkemænd flytter bopæl i tiden efter, at de har mistet deres partner. Mens godt 30% af alle enker flytter i ny egen bolig efter partnerens død, gælder det kun for 20% af enkemændene. Samtidig flytter en lidt større andel af kvinder end mænd på plejehjem.

Derudover er enker statistisk set mere tilbøjelige til at flytte end andre kvinder i op til fire år efter partnerens død, hvor det kun gælder i to år for enkemænd sammenlignet med andre mænd.

– Vi kan ikke her fastslå de underliggende årsager til de forskelle, vi ser. Men meget tidligere forskning peger på, at enker generelt er dårligere stillet økonomisk end enkemænd, fordi mænd typisk har en højere indtægt og større pensionsopsparing. Så en grund kan være, at enker oplever en større – og længerevarende – forringelse af deres økonomiske situation end enkemænd og derfor er nødt til at flytte til noget billigere, siger Aske Egsgaard-Pedersen.

Han tilføjer dog:

– Men samtidig tyder flere studier på, at kvinder ofte har stærkere sociale netværk end mænd og dermed oplever mere emotionel støtte i situationen. Det gør muligvis, at de er mindre ’bange’ end mænd for at flytte til en bolig, som i virkeligheden måske er mere passende. Så dette kan også være en del af forklaringen på kønsforskellen i tallene.

Færre kvadratmeter
Studiet viser også, at både kvinder og mænd flytter til mindre boliger efter overgangen til enkestand. Hvor enkemænd i gennemsnit skærer størrelsen på bolig ned med 9 m2, reducerer enker deres boligareal med 12 m2.

– Det er ikke overraskende, at begge køn flytter til en mindre bolig. Men også her er der en statistisk kønsforskel på, hvor meget mindre boligen bliver. Og også her er det nærliggende at pege på økonomi som en mulig årsag, siger forskeren.

Bedre bolig-alternativer til de ældre
Aske Egsgaard-Pedersen pointerer, at der er brug for kvalitativ forskning i de underliggende årsager.

– Selv i et nordisk land, hvor ligestilling fylder meget, er der stadig et stykke vej til, at der er lige muligheder for mænd og kvinder, når de mister deres livspartner. Her bør man undersøge nærmere, hvad der kan gøres for at støtte både mænd og kvinder i en svær fase af deres liv og være bevidst om, at enker og enkemænd altså ikke er én størrelse, som nødvendigvis har samme adfærd eller samme behov, siger Aske Egsgaard-Pedersen.

Det er geograf og lektor Høgni Kalsø Hansen fra Institut for Geovidenskab og Naturformidling enig i.

Han mener, at mere viden, om hvad der får enker og enkemænd til at flytte, og hvad der forhindrer dem i det, kan komme både den enkelte borger og samfundet til gode:

– Tallene fra undersøgelsen viser også, at størstedelen af både enker og enkemænd bliver boende, hvor de bor – det gælder 70% af kvinderne og 80% af mændene. Og det er selvfølgelig fint, hvis det er det, de ønsker. Men hvis mange af dem – måske især mænd – i virkeligheden bliver boende, fordi de har sociale udfordringer, bør der gøres noget for at skabe attraktive alternativer til dem, siger Høgni Kalsø Hansen og fortsætter:

– Man bør måske tænke denne problemstilling ind i bolig- og byplanlægningen ved fx at planlægge flere mindre boliger, der er attraktive både økonomisk og socialt – hvor der fx er et aktivt liv og netværk, de kan indgå i. Det ville samtidig frigive boligmasse på markedet. I stedet for hele tiden at bygge nyt kan vi ad den vej udnytte den eksisterende boligmasse bedre.

Fredericia Kunstforening byder velkommen til Søs Brychs farverige udstilling

0
Foto: AVISEN

Fredericia Kunstforening fejrer fernisering og udstilling med den talentfulde og alsidige kunstner Søs Brysch. Ferniseringen finder sted i morgen, fredag den 21. april kl. 17.00, og udstillingen løber frem til den sidste udstillingsdag, søndag den 7. maj 2023. Begge arrangementer afholdes i Kulturcenteret på Kongensgade 111, Fredericia.

Formand for Fredericia Kunstforening, Poul Bernstorff Jakobsen, udtrykker begejstring for Søs Bryschs deltagelse.

– Vi forventer, at hun kommer til åbningen! Det ser vi meget frem til. Søs er autodidakt og utrolig dygtig, faktisk har hun været optaget på akademiet, men sprang fra. Hun har prøvet uanede mængder af ting. Blandt andet er hun uddannet murer, det var helt uhørt i den tid. Hun er jo en kvinde i sin bedste alder, så det var ret specielt, at hun blev det, siger Poul Bernstorff Jakobsen.

Søs Brysch er en dygtig og alsidig kunstner, som har arbejdet med en bred vifte af teknikker og materialer. Udover at være uddannet murer har hun efteruddannet sig på Det Kgl. Danske Kunstakademi i murmaleri og keramik samt på Kunstakademiet i Firenze. Brysch har udført utallige udsmykninger på hospitaler, kirker og institutioner. Hendes værker er repræsenteret på flere museer i udlandet, herunder i Italien og Tyrkiet.

Et særligt præg på Bryschs kunst er de livlige og lysende billeder af mennesker og dyr, ofte i glad samklang med hinanden og med fantastiske væsener. Disse malerier er både smukke og lettilgængelige, men rummer samtidig dybere lag af indsigt.

Søs Bryschs unikke kunst spænder vidt og inkluderer kuriositeter som malerier på de verdenskendte VIPP-spande, hvoraf nogle kan ses på Louvre i Paris. Hun har også malet vinetiketter til det italienske vinslot Vigniamaggio og det franske Mallefugas, hvor nogle af hendes malerier hænger.

Fredericia Kunstforening ser frem til at præsentere Søs Bryschs mangfoldige værker og inviterer alle til at deltage i ferniseringen og udstillingen. Gå ikke glip af denne unikke chance for at opleve en af Danmarks mest spændende kunstnere.

Uheld, tyverier og sigtelser på tværs af Fyn

Uheld, tyverier og sigtelser på tværs af Fyn

0
KRIMI. Flere forskellige hændelser har præget det seneste døgn på Fyn, hvor både færdselsuheld, tyverier og sigtelser fylder i politiets døgnrapport. I Nyborg endte et...