Thomas Renneberg-Larsen om året der gik: Et år med både Champions League og nødvendige erkendelser

0

Decembersolen falder skarpt ind gennem ruderne på STATIONEN. Midt i caféområdet, i den gamle historiske bygning, sidder Thomas Renneberg-Larsen, direktør i Fredericia Håndboldklub, og ser tilbage på et år, der på mange måder har været alt det, elitesport er: eufori, pres, svære beslutninger og et konstant krav om at levere – også når resultaterne ikke kommer af sig selv.

»2025 har været et blandet år. Der har været store opture, men også nogle nedture, som vi har været nødt til at forholde os meget ærligt til. Det er sport på højeste niveau, og der kommer der ikke kun solskin.«

Når han skal pege på årets største øjeblik, er han ikke i tvivl.

»Champions League. At vi fik lov at stå på den scene og spille mod nogle af Europas allerbedste hold. Kampen mod Paris var en milepæl – ikke bare for klubben, men for hele Fredericia. Det var et bevis på, at man også fra en provinsby kan være med på den største scene.«

Men året kan ikke fortælles uden også at nævne den svære beslutning om at sige farvel til cheftræner Gudmundsson. En træner, der havde været med til at skabe nogle af klubbens største resultater.

»Det var en hård beslutning. Der er ingen, der synes, det er sjovt at stoppe et samarbejde med en træner, som har leveret så meget for klubben. Men vi stod i en situation med en periode med mange nederlag, og vi var nødt til at handle. Det er en del af det ansvar, der følger med mit job.«

Pres og forventninger

Fredericia Håndboldklub har de seneste år flyttet sig markant. Fra at være en solid ligaklub til at spille med om medaljer og europæiske pladser. Med succes følger forventninger – og et pres, der ikke forsvinder af sig selv.

»Der er ingen tvivl om, at der er kommet et større pres. Når man har været oppe og vinde ni ud af ti kampe over en lang periode og har spillet med om medaljer, så forventer folk, at det fortsætter. Men sport er ikke lineær. Der kommer bump på vejen.«

Han understreger, at klubben hele tiden har været bevidst om, at nedture ville komme.

»I de ti år, vi har bygget klubben op, er det stort set kun gået én vej. Men vi vidste også godt, at på et tidspunkt ville der komme udfordringer. Det er ikke noget, man kan trylle sig ud af. Man bliver nødt til at være i det og arbejde sig ud af det.«

Underpræstation – men ikke uden perspektiv

Ser han isoleret på resultaterne i ligaen, lægger Thomas Renneberg-Larsen ikke skjul på, at klubben havde håbet på mere.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, vi har underpræsteret i perioder. Vi havde en ambition om at ligge et par pladser højere. Det var ønskescenariet. Men vi har også haft mange mellemregninger: nye spillere, skader, ændringer i forsvarsspillet. Det er ikke undskyldninger, men forklaringer.«

Samtidig peger han på, at holdet har vist evnen til at rejse sig.

»Vi var langt væk på et tidspunkt, men vi kom godt igen. Vi sluttede første halvdel af sæsonen med to sejre før julepausen, og det betyder, at vi stadig er med i det hele. Vi har mulighed for både slutspil og fortsat europæisk deltagelse.«

Europa som strategisk pejlemærke

At spille i Europa er ikke kun et sportsligt mål, men en strategisk del af klubbens identitet.

»Det betyder rigtig meget. For spillerne, for klubben og for fansene. Det er der, vi viser os frem. Det er der, vi viser, at vores strategi holder. At vi kan være med, også selvom vi ikke har de samme økonomiske muskler som de største klubber.«

Han fremhæver, at klubben også i Europa har leveret hæderlige præstationer.

»Vi gik videre med to point fra puljen, og i den næste runde er der reelt mulighed for at gå videre. Det er ikke urealistisk, og det er med til at understrege, at vi ikke bare er med for at være med.«

Økonomi med ambitioner

2025 bød også på klubbens første officielle regnskab som selskab – og et sjældent overskud i dansk håndbold.

»Vi har haft indtægter fra Champions League og har arbejdet benhårdt med at sætte tæring efter næring. Men overskud er ikke et mål i sig selv. Det handler om at opbygge egenkapital og skabe robusthed, så vi kan håndtere både investeringer og bump på vejen.«

Han gør det klart, at økonomisk ansvarlighed ikke står i modsætning til ambitioner.

»Vi har stadig høje sportslige ambitioner. Og ja, der kan komme perioder, hvor vi investerer mere, fordi vi tror på, at det er nødvendigt for at nå vores mål. Det handler om balance.«

Byen som fundament

For Thomas Renneberg-Larsen er forbindelsen mellem klub og by afgørende.

»Håndbold er en del af Fredericias DNA. Det mærker man. Spillerne bor i byen, lever her, bliver en del af hverdagen. Det gør noget ved identiteten.«

Han taler varmt om Fredericia som by.

»Vi har en smuk by med voldene, de gamle bygninger og naturen tæt på. Det er et godt sted at være. Måske er vi ikke altid gode nok til at fortælle det, men Fredericia kan virkelig mange ting.«

Vejen ind i 2026

Blikket er allerede rettet mod den kommende del af sæsonen.

»Vi tager én kamp ad gangen. Alle muligheder er åbne. Vores første mål er at komme i slutspillet. Lykkes det ikke, så handler det om at tage så mange point med over som muligt. Men vi går benhårdt efter slutspillet.«

Og når sæsonen er slut?

»Så håber jeg, at folk siger, at vi sluttede rigtig godt af, og at vi nåede de mål, vi satte os. Det er det, vi arbejder hen imod.«

Spørgsmålet om cheftrænerposten i 2026 lader han stå åbent.

»Det er et godt spørgsmål. Og det er noget, vi nok skal melde ud, når tiden er rigtig.«

For nu er fokus et andet sted: På arbejdet, processen – og troen på, at Fredericia Håndboldklub også kommer styrket ud af et år, der har krævet mere end bare sejre.

Thomas Bay: »Teatret er vigtigere end nogensinde før«

0

2025 blev et år præget af udvikling, nybrud og fællesskab på Fredericia Musicalteater. Teaterdirektør Thomas Bay ser tilbage på et år med urpremierer, børnefamilier i salen og en bevidst ambition om at gøre teatret mere åbent og samlende – i en tid, hvor verden udenfor er fyldt med krig, frygt og uro.

Når Thomas Bay ser tilbage på 2025 på Fredericia Musicalteater, er det ikke én enkelt forestilling eller beslutning, der står klarest. Det er snarere en bevægelse. En fornemmelse af, at teatret har rykket sig – både kunstnerisk, organisatorisk og i forholdet til byen omkring det.

»Jeg synes egentlig, vi har haft et rigtig fint år. Et år, der har stået i udviklingens tegn. Vi har haft både en Danmarkspremiere og to urpremierer, og det er vi enormt stolte af. Men det vigtigste for mig er nok bredden. At vi har ramt flere publikumsgrupper og åbnet huset mere, end vi har gjort før.«

2025 var samtidig det første hele år, hvor Fredericia Musicalteater for alvor skulle finde sin rolle som institution på finansloven. Det var en ny virkelighed, der krævede afklaring: Hvad betyder det i praksis? Hvilket ansvar følger med? Og hvordan balancerer man krav om udvikling med det lokale afsæt?

»Det skulle vi lige finde ud af. Hvad betyder det at være på finansloven? Det har vi forvaltet rigtig fint. Vi har ikke bare fortsat det, vi plejer – vi har udviklet. Og det er faktisk noget, jeg er ret stolt af.«

Et mere åbent teater

En af de tydeligste erkendelser for Thomas Bay i 2025 handler om tilgængelighed. Ikke kun i fysisk forstand, men mentalt og kulturelt. Teatret som et sted, man kan træde ind i – også uden nødvendigvis at have billet i hånden.

»Vi prøvede noget nyt i år. Vi kaldte det blandt andet fællessangsaftener. Ideen var at åbne teatret mere op og tænke det som et samlingspunkt. Ikke kun for dem, der normalt går i teatret, men for byen. Og det er faktisk gået op for mig her i juledagene, hvor vigtigt det er. Måske vigtigere end nogensinde.«

Han tøver et øjeblik, før han sætter ord på den større sammenhæng.

»Vi lever i en tid, hvor nyhederne er fyldt med krig, elendighed og frygt. Og der mener jeg helt grundlæggende, at teatret har en opgave. Vi skal være en modpol. Et fyrtårn for håb, empati, kærlighed og optimisme. Ikke naivt – men menneskeligt.«

Kunstneriske valg og risici

Året bød også på kunstneriske valg, der ikke var uden risiko. Ét af dem var forestillingen What Is Love, hvor scenografien blev bygget midt i rummet i stedet for på den traditionelle scene.

»Det var en svær opgave. Et bevidst nybrud. Men vi blev simpelthen oversvømmet af reaktioner fra publikum, som oplevede det som spændende og anderledes. Det er den slags risici, jeg gerne vil tage. Ikke for risikoens skyld – men fordi det kan noget.«

Publikumsreaktionerne er noget, Thomas Bay vender tilbage til flere gange. Ikke som tal eller belægningsprocenter, men som fornemmelser.

»Man kan mærke det, når folk går ud af salen. Når de bliver hængende. Når de taler sammen. Når de går videre ud i byen bagefter. Det er der, man mærker, at teatret er en del af byens puls.«

Publikum i forandring

Fredericia Musicalteater har i flere år haft ry for at ramme bredt, men i 2025 oplevede Thomas Bay en tydelig fortsættelse af en tendens: Et mere sammensat publikum.

»Vi så det allerede sidste år med Wicked. Et klassisk teaterpublikum – og samtidig en yngre generation. Den trend fortsætter. Vi kan både være relevante for det etablerede publikum og for børnefamilier og yngre gæster. Det er noget, jeg er enormt glad for.«

Han peger på, at netop musicalgenren har en særlig evne til at bygge bro mellem generationer.

»Musical kan noget særligt. Den kan være folkelig og kunstnerisk på samme tid. Og det er måske netop derfor, den fungerer så godt i en by som Fredericia.«

Teatret som del af byens identitet

For Thomas Bay er det afgørende, at teatret ikke bliver en isoleret kulturø.

»Hver gang vi spiller, kan man mærke det i byen. Folk spiser ude før forestillingen. De går på café bagefter. Teatret skaber liv – ikke kun inde i huset, men rundt omkring.«

Han oplever en oprigtig lokal opbakning.

»Jeg synes faktisk, at folk er glade for det, vi laver. De oplever kvalitet. Og igen – i en tid præget af uro, har vi en vigtig funktion som modpol.«

Ledelse og mavefornemmelse

Som leder har 2025 også været et år med refleksion.

»Jeg har lært, at jeg skal lytte endnu mere til min mavefornemmelse. Jeg har en god intuition, og nogle gange skal jeg stole mere på den. Måske lidt tilbage til basics.«

Det hænger også sammen med måden, teatret arbejder på internt.

»Vi er ikke så mange medarbejdere. Når der virkelig er brug for, at vi rykker sammen, så gør vi det alle sammen. Chefen, kunstnerne, teknikerne. Jeg sad selv bag tangenterne som kapelmester i juledagene. Det er vigtigt for mig, at vi løfter i flok.«

Fredericia som kulturby

Når Thomas Bay ser på Fredericia som by, er han ikke i tvivl om, at noget er i bevægelse.

»Jeg synes, der er høj faglighed, professionalisme og glæde i byens kulturliv. Der sker meget – ikke kun på teatret, men også i Tøjhuset og Eksercerhuset. Det er spændende at være en del af.«

Også privat trives han i byen.

»Fredericia har det hele. Gode institutioner, skoler, kultur, restauranter, natur. Mine børn trives her. Jeg kan ikke komme i tanke om mange andre byer, der har den kombination.«

Blikket mod 2026

Når snakken falder på det kommende år, er der ingen tvivl om ambitionerne.

»2026 bliver et spændende år. Vi får Musicalens Folkemøde tilbage. Showcase-ugen vokser. Og i efteråret kommer en piratmusical om Mary Read og Anne Bonny – to stærke, historiske kvindeskikkelser. Det bliver med action, musik og tempo.«

Men uanset repertoiret vender Thomas Bay tilbage til det samme grundprincip.

»Teater, kunst og kultur er det, der får hjertet til at slå. Det beriger mennesker og udvikler vores kritiske sans. Hvis man går hjem fra en forestilling og begynder at reflektere over sig selv og verden – så har kunsten gjort det, den skal.«

2025 blev ikke bare endnu et år i rækken. For Fredericia Musicalteater blev det et år, hvor teatret fandt sin rolle endnu tydeligere: som kunstnerisk kraft, samlingspunkt – og menneskelig modpol i en urolig tid.

Yasmin Juel Amer ser tilbage på 2025: »Oprykningen var forløsningen – men fællesskabet var fundamentet«

0
Yasmin Juel Amer ser tilbage på 2025: »Oprykningen var forløsningen – men fællesskabet var fundamentet«

Når Yasmin Juel Amer ser tilbage på 2025, er der ét øjeblik, der står klarere end alle andre. Oprykningen. Dagen, hvor det hele lykkedes, og hvor mange måneders arbejde, tvivl og slid pludselig blev samlet i én stor forløsning.

»Det er helt klart oprykningen. Den dag, hvor det lykkedes, og den stemning, der var. Det var vanvittigt. Det er sådan en dag, man altid vil huske,« siger Yasmin Juel Amer, der i 2025 stod midt i et historisk år for Middelfart Boldklub.

Men året handlede ikke kun om resultater og tabelplaceringer. For Yasmin Juel Amer er det næsten noget andet, der fylder mest, når hun ser tilbage. »Det, der står tydeligst for mig, er fællesskabet. Det fællesskab, der har været omkring holdet – blandt spillerne, i staben og blandt sponsorerne. Vi vidste godt, hvad vi kunne, også selvom resultaterne ikke altid var med os.«

Hun lægger ikke skjul på, at 2025 også rummede kampe, hvor holdet måtte se sig slået. Men i hendes optik fortæller tallene ikke hele historien.

»Vi har ikke vundet en masse kampe, nej. Men jeg synes faktisk, vi har spillet god fodbold. Vi har været med i langt de fleste kampe, været foran i mange og så endt uafgjort. Og der var kun et par kampe, hvor vi virkelig fik tæsk. Ellers har vi vist, at vi godt kan være med på de vilkår, vi har.«

Netop vilkårene vender hun tilbage til flere gange. For Middelfart Boldklub er ikke en stor professionel maskine med fuldtidsansatte spillere og store stabe.

»Når man ser på nogle af de hold, vi møder, så møder de ind klokken 10 og går hjem klokken 16. De får frokost, massage og har alt omkring sig. Vores spillere går på arbejde, i skole eller noget helt tredje. Og alligevel leverer de. Det synes jeg er sindssygt sejt.«

Det er også her, stoltheden over spillerne for alvor kommer frem.

»Jeg synes, de er pisse seje. At man kan holde gejsten og sammenholdet, selv når det ikke altid lykkes, som man gerne vil – det siger virkelig noget om både spillerne og kulturen i klubben.«

Kulturen er ifølge Yasmin Juel Amer ikke noget, der er opstået i 2025. Den har været der længe. »Når man taler med både nuværende og tidligere spillere, så hører man det samme: Middelfart har altid haft et stærkt fællesskab. Der er nogle figurer i omklædningsrummet, som er dygtige til at samle holdet og gribe hinanden. Det kan man ikke tage for givet.«

Hun peger også på, at fællesskabet ikke kun lever på banen. »Vi er ikke en kæmpe organisation. Vi sidder halvanden mand på nogle funktioner. Men staben løfter enormt meget, og det gør en forskel. Det kunne ikke lade sig gøre uden de mennesker, der hver dag lægger energi i klubben.«

Når snakken falder på byen og opbakningen udefra, bliver Yasmin Juel Amer tydeligt rørt.

»Opbakningen fra byen har været helt vild. Tilskuermæssigt, stemningsmæssigt – folk har virkelig bakket op. Det betyder mere, end man måske lige tror.«

Og netop rammerne omkring kampene bliver et centralt tema, når hun ser frem mod 2026. Stadionrenoveringen er i gang, og for hende er det mere end bare beton og asfalt.

»Det bliver tydeligt, når man kommer tilbage. Der er kommet asfalt, bedre adgangsforhold og forbedringer, som gør det nemmere for flere at komme til kamp – også hvis man sidder i kørestol eller har en klapvogn med. Det betyder noget, hvis man vil være en klub for hele byen.«

Hun forventer ikke mirakler fra den ene sæson til den anden, men hun er optimistisk.

»Jeg tænker, at 2026 bliver et år, hvor vi ser flere sejre. Og hvor vi fortsætter den udvikling, vi er i gang med. Det handler om at bygge på – ikke kun sportsligt, men også organisatorisk og i forhold til oplevelsen omkring kampene.«

For Yasmin Juel Amer er det tydeligt, at 2025 var mere end bare et år med en oprykning.

»Det var et år, hvor vi fandt ud af, hvad vi egentlig står på. Hvor fællesskabet bar os – også når det var svært. Og det er det fundament, vi tager med os videre.«

Hun smiler, da snakken runder af.

»Hvis vi kan bevare det sammenhold og samtidig få endnu bedre rammer omkring os, så tror jeg virkelig på, at 2026 kan blive noget særligt.«

Nytåret: Sådan holder supermarkederne åbent i Fredericia og Middelfart

0
Nytåret: Sådan holder supermarkederne åbent i Fredericia og Middelfart

BUSINESS. AVISEN giver her et overblik over åbningstiderne på supermarkederne i hele Fredericia, samt i Middelfart centrum. Overblikket stammer fra supermarkedernes hjemmesider. Åbningstiderne dækker over den 31.12.2025.

ABC, Venusvej:

08:00-13:00

Coop 365, Adelvej:

07:00 – 17:00

Coop 365, Vendersgade:

07:00 – 17:00

Brugsen Egeskov:

08:00 – 20:00

Spar Skærbæk

06:30 – 21:00

Føtex, Prinsessegade:

07:00-15:00

Føtex, Venusvej:

07:00-15:00

Lidl, Vejlevej:

08:00-15:00

Lidl, Gl. Landevej

08:00 – 15:00

Løvbjerg, Strevelinsvej:

08:00 – 15:00

Meny, Indre Ringvej:

07:00 – 15:00

Netto, Adelvej:

07:00 – 17:00

Netto, Bredstrupvej:

07:00 – 17:00

Netto, Erritsø Bygade:

07:00-17:00

Netto, Nymarksvej:

07:00-17:00

Netto, Vesterbrogade:

07:00-17:00

REMA 1000, Egeskovvej:

07:00 – 15:00

REMA 1000, Strevelinsvej:

07:00 – 15:00

REMA 1000, Venusvej:

07:00 – 15:00

Super Brugsen, Nymarksvej:

08.00-15:00

Super Brugsen, Erritsø Bygade:

07:00 – 14:00

Middelfart:

Coop 365, Jernbanegade:

07:00 – 17:00

Føtex, Kløvervej:

07:00-15:00

Kvickly, Østergade:

07:00 – 15:00

Lidl, Brovejen:

08:00 – 15:00

Netto, Brovejen:

07:00 – 17:00

Rema1000, Brovejen:

07:00 – 15:00

Leder: Et nyt år – og et fælles ansvar for at bruge mulighederne

0
Leder: Et nyt år – og et fælles ansvar for at bruge mulighederne

Når kalenderen skifter, gør virkeligheden det ikke af sig selv. Et nyt år er ikke en nulstilling. Det er en forpligtelse. Og indgangen til dette år rummer noget sjældent: et folketingsår, nye byråd og dermed nye muligheder for at sætte retning – lokalt og nationalt.

Det forpligter alle.

For borgerne har gjort deres. De har stemt. De har peget. De har givet et mandat. Nu er det politikernes tur til at vise, hvad de vil bruge det til.

Nye byråd betyder ikke automatisk fornyelse. Nye ansigter er ikke i sig selv nye løsninger. Forandring kræver mere end konstitueringer og erklæringer. Den kræver prioriteringer, åbenhed og mod til at vælge – også når valgene er svære.

Mulighederne er der. Spørgsmålet er, om de bliver brugt.

I et folketingsår vil meget handle om tempo, dagsordener og synlighed. Det nationale fylder – og kommer til at fylde mere. Netop derfor er det afgørende, at det lokale ikke bliver overskygget. For hverdagen leves lokalt. Det er her, skolerne fungerer – eller ikke gør. Det er her, ældreplejen mærkes. Det er her, byrum skabes, virksomheder træffer beslutninger, og fællesskaber vokser eller forsvinder.

Nye byråd har en særlig mulighed i begyndelsen af en periode: at sætte standarden. For tonen. For åbenheden. For samarbejdet. For den måde, uenighed håndteres på. Det er nu, kulturen formes. Ikke i festtaler, men i praksis.

Samarbejde er en styrke, når det har retning. Enighed er værdifuld, når den er ærlig. Men konsensus uden ambition bliver hurtigt til stilstand. Et bredt flertal fritager ikke for ansvar – det fordobler det. Når mange står sammen, er der ingen undskyldninger.

Borgerne forventer mere end budskaber. De forventer substans. De forventer, at løfter bliver til handling, og at handlinger kan forklares. Gennemsigtighed er ikke et slogan; det er en arbejdsmåde. Åbenhed er ikke noget, man siger; det er noget, man gør.

Det gælder også medierne. I et år med mange valg og stærke følelser er behovet for nøgtern, vedholdende og lokal journalistik større end nogensinde. At stille spørgsmål er ikke at skabe uro. Det er at vedligeholde demokratiet. Tavshed er ikke ro. Det er fravær af svar.

Nye veje kræver mod. Mod til at prioritere. Mod til at sige nej. Mod til at stå ved beslutninger – også når de ikke er populære. Mod til at invitere kritik ind, før den banker på døren. Og mod til at erkende fejl og justere kursen.

Der er ingen garanti for succes. Men der er en klar sammenhæng: Når beslutninger forklares, stiger tilliden. Når retning meldes ud, følger engagement. Når ansvar tages, vokser fællesskabet.

Dette år kan blive året, hvor mulighederne blev brugt. Hvor nye byråd viste, at forandring ikke handler om tempo, men om kvalitet. Hvor et folketingsår ikke overdøvede det lokale, men skærpede det. Hvor nye veje blev valgt – ikke for syns skyld, men for byernes fremtid.

Et nyt år giver ikke svarene. Men det giver chancen for at finde dem. Sammen.

Og den chance skylder vi hinanden at tage.

Manden er fundet.

0
Manden er fundet.

Derfor har vi slette denne efterlysning.

Johannes Lundsfryd Jensen: »Jeg er vred – men jeg er også afklaret«

0
Johannes Lundsfryd Jensen: »Jeg er vred – men jeg er også afklaret«

Efter et år præget af politisk drama, store projekter og et opsigtsvækkende magtskifte i Middelfart sætter Johannes Lundsfryd Jensen nu ord på sin situation. I en længere personlig beretning på sociale medier beskriver den tidligere borgmester både stolthed, vrede og afklaring – og fortæller, at han nu skal finde et nyt arbejdsliv efter mange år i kommunalpolitik.

Lundsfryd Jensen kalder 2025 for et vildt år, afsluttet med det, han betegner som et kup mod lokaldemokratiet. Han lægger ikke skjul på sin frustration over forløbet, hvor partiskift kort efter valget førte til et nyt flertal, og hvor han selv mistede borgmesterposten.

»Jeg er stadig vred over kuppet. Både over at man vil tillade sig at snyde vælgerne ved at skifte parti så kort tid efter et valg, og over at oppositionen ville tage imod hælervaren,« skriver han og tilføjer, at han er pinligt berørt over den omtale, Middelfart Kommune har fået i kølvandet på sagen.

Samtidig gør han det klart, at han ikke er i tvivl om, hvor han selv står.

»Jeg er stolt over den måde, mit parti har håndteret efterdønningerne. Vi møder andre mennesker med rank ryg og har intet at skamme os over,« skriver han.

I opslagene reflekterer Lundsfryd Jensen også over sit arbejdsliv. Han fortæller, at han i mange år har arbejdet mere end 60 timer om ugen – ofte aftener og weekender – og at han nu har brug for tid til at finde ud af, hvordan han vil bruge sine kræfter fremover.

Han har allerede sagt ja til enkelte mindre, afgrænsede opgaver, men understreger, at han ikke kan eller vil træffe forhastede beslutninger.

»Min plan er at arbejde mig ind i mit fremtidige arbejdsliv,« skriver han.

Det står dog klart, at han ønsker at arbejde videre med noget, der giver mening, og som handler om fællesskaber – et gennemgående tema i hans politiske virke.

Selv om afslutningen på borgmesterperioden blev dramatisk, fylder stoltheden over konkrete resultater meget i beretningen. Han fremhæver blandt andet åbningen af Danmarks første nærhospital i Middelfart, moderniseringen af marinaen og udviklingen af KlimaFolkemødet, som han beskriver som sin generations vigtigste samtale om klimahandling.

Han peger også på TRAADEN som et særligt projekt, hvor det lykkedes at skabe et mødested på tværs af generationer – med unge på KABEL29, koncerter og et nyt kulturelt samlingspunkt. Ifølge Lundsfryd Jensen har stedet haft omkring 70.000 besøgende i de første tre måneder.

»Det var stærkt,« skriver han og fortæller, at han sammen med unge kunne tage imod statsministeren på TRAADEN på selve valgdagen.

I sine refleksioner vender Lundsfryd Jensen også blikket udad. Han beskriver en rejse til Ukraine som dybt gribende og skriver, at mødet med krigens ødelæggelser har givet ordet fred en ny dybde for ham.

Samtidig ser han tilbage på sin tid som formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, hvor han oplevede et tæt samarbejde med engagerede aktører på tværs af landet. Han fremhæver, at alle kommuner nu har vedtaget planer for det, han kalder en af danmarkshistoriens største omlægninger af det åbne land – fra marker til natur.

Trods vrede og skuffelse slutter beretningen ikke i bitterhed. Tværtimod beskriver Lundsfryd Jensen en indre kamp for at bevare troen på det bedste i mennesker – en kamp, han mener at have vundet.

»Kampen er slut for nu. Jeg har valgt hellere at være naiv end for kynisk. Det gælder også for fremtiden,« skriver han.

Han understreger, at han er okay, og at han glæder sig til at se frem mod 2026. Afslutningsvis takker han medarbejderne i Middelfart Kommune for samarbejdet og de fællesskaber, han har været en del af.

Ørsted sælger halvdelen af Hornsea 3 til Apollo i milliardhandel

0
Ørsted sælger halvdelen af Hornsea 3 til Apollo i milliardhandel

Ørsted har indgået en aftale om at frasælge 50 procent af havvindmølleparken Hornsea 3 i Storbritannien til fonde forvaltet af Apollo. Handlen har en samlet værdi på cirka 39 milliarder kroner og er en central del af Ørsteds strategi for kapitalstyring og partnerskaber.

Hornsea 3 er med sine 2,9 GW et af verdens største havvindprojekter under opførelse og vil, når det står færdigt, kunne levere elektricitet til mere end tre millioner britiske husstande.

Med aftalen får Apollo en ejerandel på 50 procent samt en forpligtelse til at finansiere halvdelen af betalingerne under projektets EPC-kontrakt, der dækker både opførelsen af vindmølleparken og offshore-transmissionsanlægget. Den samlede projektinvestering ligger fortsat på mellem 70 og 75 milliarder kroner.

Omkring 20 milliarder kroner af handelsværdien udbetales ved handlens afslutning. Beløbet fordeler sig på cirka 10 milliarder kroner i købesum for ejerandelen i produktions- og transmissionsanlæggene samt en indledende betaling på omkring 10 milliarder kroner i henhold til konstruktionsaftalen. De resterende betalinger forventes at falde i takt med, at projektet når aftalte konstruktionsmilepæle.

Ifølge Ørsted er den direkte og regnskabsmæssige EBITDA-effekt i overensstemmelse med forventningerne i forbindelse med selskabets nyligt gennemførte kapitaltilførsel. Over hele projektets levetid forventes den samlede EBITDA-effekt at være neutral.

Koncernøkonomidirektør i Ørsted, Trond Westlie, kalder aftalen en vigtig milepæl:

»Vi er glade for at kunne byde Apollo velkommen som partner på Hornsea 3. Apollo har stor erfaring med infrastruktur og kan levere fleksibel kapital i stor skala. Vi ser frem til samarbejdet om et projekt, der vil spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling i Storbritannien,« siger han.

Han understreger samtidig, at frasalget er en hjørnesten i Ørsteds forretningsplan:

»Aftalen er en vigtig milepæl i vores arbejde med partnerskaber og frasalg, som er afgørende for at styrke vores kapitalstruktur og sikre fremdrift i vores projektportefølje.«

Selvom Ørsted reducerer sin ejerandel, bevarer selskabet det fulde ansvar for opførelsen af Hornsea 3. Ørsted vil fortsat stå for alle dele af EPC-kontrakten og levere langsigtede drifts- og vedligeholdelsesydelser fra sin base på den britiske østkyst. Derudover vil Ørsted levere netbalanceringsydelser samt langsigtet afsætning af den elektricitet, som vindmølleparken producerer.

Handlen ændrer ifølge Ørsted ikke selskabets tidligere udmeldte forventninger til EBITDA for regnskabsåret 2025 eller niveauet for årets bruttoinvesteringer.

Hornsea 3 ligger cirka 160 kilometer ud for kysten ved Yorkshire i Nordengland. Anlægsarbejdet både på land og til havs samt produktionen af komponenter forløber planmæssigt. Når parken tages i drift, vil Ørsteds samlede Hornsea-område – bestående af Hornsea 1, 2 og 3 – få en kapacitet på over 5 GW og dermed være verdens største idriftsatte havvindområde.

Aftalen forventes endeligt gennemført inden årets udgang, forudsat de sædvanlige myndighedsgodkendelser.

»Vi skal vænne os til en længere sommer« – Ole Mortensen om moden og byen i 2025

0
»Vi skal vænne os til en længere sommer« – Ole Mortensen om moden og byen i 2025

Med rådhuspladsens julelys som kulisse og de sidste kunder, der skal klædes på til årets sidste aften, ser Ole Mortensen tilbage på et handelsår, der begyndte solidt, men fik et knæk, da Danmarksporten lukkede. Hos S.M. Andersen | MIAMI i Gothersgade handler året der gik også om noget større: klimaet, der ændrer modens rytme, og en by, hvor omkørsler og vaner kan flytte omsætning på få uger.

Det er den tid på året, hvor herremoden igen får en særlig tyngde. Ikke fordi den ændrer sig fra dag til dag, men fordi den får betydning. Nytårsaften er en af de få aftener, hvor de fleste mænd mærker efter, om skjorten sidder rigtigt, om jakken falder pænt, og om man egentlig har det, man tror, man har. Hos S.M. Andersen | MIAMI i Gothersgade i Fredericia kan man se det i blikkene hos dem, der kommer ind. Nogle er ude i god tid. Andre opdager det, som Ole Mortensen siger, på den klassiske måde: at »bukserne er blevet for små, eller skjorten pludselig er blevet for stor«.

Derfor har butikken også åbent nytårsaftensdag. Den 31. december holder S.M. Andersen | MIAMI åbent frem til klokken 13.30, og Ole Mortensen ved godt, hvad den dag betyder.

»Det er en pisse hyggelig dag. Og det er en dag, hvor mændene kommer ind, fordi de opdager, at det der, de havde tænkt sig at tage på, det passer ikke helt,« siger han.

Når han ser tilbage på 2025 som handelsår, er han grundlæggende tilfreds. Ikke euforisk, ikke jubel, men i balance. Indtil et bestemt punkt.

»Året gik egentlig ganske fint. Det har været et OK år, lige indtil Danmarksporten. Det er der, vi taber omsætning. Budgetterne holdt egentlig indtil midt september, hvor porten lukkede frem til midt november,« siger han.

Det er ikke en stor klagesang. Ole Mortensen er ikke interesseret i at gøre året til et langt regnestykke. Men han vil gerne sige det tydeligt: der var en periode, hvor byen ændrede rytme, og det kunne mærkes.

»Det er jo ikke fordi, kunderne nødvendigvis kommer ind og siger det i detaljer. Men man kan se det. Der var ikke det liv, der plejer at være. Folk vendte bilen forkert, kørte den forkerte vej, og nogle droppede turen,« siger han.

Han peger samtidig på, at Danmarksporten ikke stod alene. For 2025 har i det hele taget været et år, hvor tilkørselsforholdene til Fredericia har været under pres.

»Vi skal huske, at vores indfaldsveje har været udfordrede generelt. Der har været lukket her og der, og vanerne spiller en kæmpe rolle. Folk kører de samme tre veje ind, og hvis det bliver besværligt, så er det nemmere at køre syd over,« siger han.

Samtidig understreger han, at han ikke er imod, at der bliver gravet og renoveret.

»Der er jo ikke nogen af os, der ikke forstår, at der skal laves ting i jorden. Overhovedet ikke. Kommunen prøvede at få det færdigt, og det gjorde de godt. Men man skal også erkende, at når det rammer indfaldsvejene, så rammer det handlen,« siger han.

Når Ole Mortensen taler om året der gik, ender han dog hurtigt et andet sted end trafik og byporte. For 2025 blev også året, hvor han for alvor mærkede noget, der går ud over Fredericia: klimaet og årstidernes forskydning.

»For første gang så vi virkelig, at klimaforandringerne spiller ind på tøjet. Vi skal som modebutik lære, at vi har en langt længere sommerperiode. Varmt i vores terminologi er jo 10-15 grader, for så er mændene i sweatshirts og strik i stedet for at købe en jakke,« siger han.

Han beskriver et år, hvor vinteren blev kortere, og sommeren trak ud.

»Hvis vi kigger på 2025, så var der godt vejr helt hen til sidst i september og start oktober. Og når det er plus 10 grader, så kan du ikke sælge vinterjakker med det der tryk, som du kender fra før. Vi har været heldige, at nogen stadig mangler en jakke, men vi har ikke haft den der tydelige vinterperiode,« siger han.

Det rammer direkte ned i den måde, detailhandlen arbejder på.

»Vi køber jo ind 6-8 måneder før. Så man kan ikke bare lige skrue på en knap i realtid. Vi har haft en væsentlig kortere vintersæson, end vi har prøvet før,« siger han.

Til gengæld blev sommersæsonen længere, og det er noget, han tror kommer til at fortsætte.

»Vi har altid været vant til, at 1. august, så er vi ved at være færdige med at sælge sommertøj. Men det kører jo to måneder mere nu. Og det skal vi lære. Ikke bare vi som handlende, men også kunderne. For det betyder, at du faktisk bruger shorts i august og september, fordi der stadig er sommer,« siger han.

Den længere sommer giver også nye muligheder. Ole Mortensen mærker, at der er flere mennesker i byen i de varme måneder, og at turister fylder mere.

»Vi bliver mere besøgt af folk i den periode. Det skal vi lære. Måske bliver Fredericia stille og roligt mere turistby om sommeren, og så skal detailhandlen være klar på det,« siger han.

Det påvirker også trends. I nogle år har hør været en dominerende tendens i herremoden, men Ole Mortensen ser en ny bevægelse i 2026 og 2027.

»Den næste trend vi kan se, der rører på sig, er at shortsene bliver lidt pænere. Bukserne er blevet lidt mere pæne igen, og det kommer shortsene også til. Folk vil gerne have et par pæne shorts på med et par fede sko,« siger han.

Når snakken falder på nytårsaften, vender han tilbage til det klassiske. Det er aftenen, hvor mange klæder sig pænest på.

»Nytår er en af de dage, hvor flest danskere klæder om. Vi sælger en del habitter og pæne skjorter i den her periode. Klassiske hvide, klassiske sorte, klassiske lyseblå. Folk vil gerne være pæne den dag. Man fejrer, at det gamle gik, og at man går ind i det nye,« siger han.

Selv holder han traditionelt fri nytårsaften. De unge i butikken tager over, og Ole Mortensen ser det som en af de dage, hvor det hele på en måde samler sig.

»Det er en hyggelig dag. Og så går vi ind i det nye år. Fremtiden ved man jo aldrig, hvad bringer, men man skal tro på det bedste,« siger han.

Og når han kigger frem mod 2026, er han optimistisk. Ikke naivt, men grundlæggende.

»Jeg tror, vi som danskere får lidt mere mellem hænderne. Og min opfordring er: brug dem. Det er godt for økonomien. Vi skal ikke alle sammen være de rigeste på kirkegården. Det siger jeg med et smil, men det mener jeg også. Det er afgørende for handlen, for livet, for hele samfundet,« siger Ole Mortensen.

Udenfor vinduet glitrer juleudsmykningen stadig over rådhuspladsen. Inde i butikken er der ro, men ikke stilstand. Der er stadig kunder, der lige skal have det sidste på plads, før kalenderen skifter. Og Ole Mortensen ved, hvad det i sidste ende handler om: at Fredericia igen føles som en by, man kører ind til, ikke en by, man kører uden om.

FHK indgår tre-årige aftale med landsholdsspiller

0

Fredericia Håndboldklub kan med stor stolthed præsentere Niclas Kirkeløkke som ny højre back fra sommeren 2027.

Landsholdsspilleren vender dermed hjem til den danske liga efter otte sæsoner på højt internationalt niveau i Bundesligaen – fem år i Rhein-Neckar Löwen og tre år i SG Flensburg-Handewitt. Niclas Kirkeløkke har underskrevet en treårig kontrakt, der løber fra sommeren 2027 til sommeren 2030.

Tilgangen af den dobbelte verdensmester markerer et vigtigt skridt i Fredericia Håndboldklubs fortsatte satsning mod toppen af dansk håndbold.

»Det er en god dag for håndbolden i Fredericia og for Fredericia Håndboldklub, at vi fra sommeren 2027 kan byde Niclas Kirkeløkke velkommen i FHK. Niclas vil give vores trup et kæmpe løft. Med hans rutine og præstationer fra Bundesligaen og det danske landshold får vi en spiller, der kan bidrage på højeste niveau i begge ender af banen,« siger direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, i en pressemeddelelse.

Han lægger vægt på, at Kirkeløkkes erfaring og vindermentalitet bliver centrale brikker i klubbens ambitioner de kommende år:

»Vi får en spiller, som kommer med enorm rutine og et stærkt vinderinstinkt. Vi har manglet den erfaring og de kompetencer, som Niclas besidder, og han bliver vital for klubbens jagt på medaljer. Vi er sikre på, at han vil få stor betydning hele vejen rundt,« fortsætter Thomas Renneberg-Larsen.

Niclas Kirkeløkke fortæller, at muligheden for at vende hjem til Danmark og blive en del af Fredericia Håndboldklub føltes oplagt.

»Jeg har et ønske om at komme hjem til Danmark igen efter mange år i udlandet. Efter flere gode samtaler med klubben stod det hurtigt klart for mig, at projektet her er utrolig spændende, og at jeg kan se mig selv i det. Jeg har hørt meget positivt om miljøet, og stemningen i hallen virker fantastisk,« siger Niclas Kirkeløkke.

Om udsigten til at få Middelfart Sparekasse Arena som hjemmebane siger han:

»Jeg har spillet en enkelt kamp som senior i arenaen, da jeg i sin tid var en del af GOG, og vi mødte FHK i en kamp i 1. division. Det er fedt, at FHK har en rigtig håndboldhal som hjemmebane. Det oplever man ikke mange steder længere. Jeg glæder mig til at løbe på banen her i Middelfart Sparekasse Arena og mærke opbakningen.«

Sidst Kirkeløkke spillede i den danske liga var tilbage i 2019, og der er sket en del siden da. Gensynet med ligaen bliver et kapitel, han ser meget frem til:

»Jeg ser frem til at komme tilbage i de haller, hvor jeg har haft store oplevelser tidligere i karrieren. Jeg håber, at vi sammen kan vinde en masse med klubben,« afslutter han.

Med tilgangen af Niclas Kirkeløkke tager Fredericia Håndboldklub endnu et vigtigt skridt i klubbens langsigtede strategi om at sikre kontinuitet, kvalitet og erfaring på højeste niveau og fortsætte jagten på medaljer i dansk og europæisk håndbold.

Blændet bilist kørte i træ i aftenmørket

Blændet bilist kørte i træ i aftenmørket

0
KRIMI. Et færdselsuheld på en mindre vej i Kolding endte søndag aften med en bil i et træ, efter føreren blev blændet af en...