5.8 C
Copenhagen
søndag 21. december 2025

Nye tal: Flere end 370.000 lever med og efter kræft

0

Antallet af danskere, der lever med eller efter kræft, er steget med 41 pct. siden 2012. Det er godt nyt, at flere overlever kræft, men det betyder samtidig, at flere har behov for hjælp til senfølger.

Højere levealder, bedre behandling og tidligere opsporing betyder, at flere lever med eller efter en kræftdiagnose i Danmark.

Det viser Sundhedsdatastyrelsens nye rapport ‘Nye kræfttilfælde i Danmark 2021’.

I 2021 havde 374.286 personer en eller flere kræftdiagnoser, Det er 11.688 flere personer end året før, hvilket svarer til en stigning på 3,2 pct.

60 pct. oplever senfølger
Antallet af borgere, der enten har eller har haft kræft, er steget med knap 41 pct. de seneste ti år, viser Sundhedsdatastyrelsens nye opgørelse. Det er godt nyt, forklarer adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

– Det er meget positivt, at flere lever med og efter kræft, fordi det er et udtryk for, at behandlingen hele tiden bliver bedre. Flere end nogensinde bliver kræftfri og lever videre i mange år efter en kræftsygdom, og det er helt fantastisk, siger Jesper Fisker.

Men når antallet af tidligere og nuværende kræftpatienter stiger, bliver der samtidig flere, der oplever generende senfølger efter sygdommen. Og dem skal vi stå klar til at hjælpe.

– Omkring 60 pct. af kræftpatienterne oplever senfølger efter sygdommen og behandlingen, og 40 pct. oplyser, at de har et eller flere fysiske eller psykiske problemer, som de ikke har fået den nødvendige hjælp til. Vi både kan og skal gøre meget mere for at hjælpe den voksende gruppe af patienter, der oplever bivirkninger og senfølger, siger han.

Læs mere om senfølger på cancer.dk:

Bivirkninger og senfølger

Flere kvinder lever med kræft
I 2021 blev der registreret 46.997 nye kræfttilfælde, hvoraf størstedelen blev diagnosticeret blandt mænd. Men selvom antallet af nye kræfttilfælde er højere blandt mænd end kvinder, lever flere kvinder end mænd med en kræftdiagnose.

I samme periode var der henholdsvis 204.421 kvinder og 169.865 mænd i Danmark, som levede med kræft eller som tidligere havde haft kræft og var blevet helbredt.

En forklaring på kønsforskellen kan være, at kvinder generelt lever længere end mænd, og kvinderne har en højere overlevelse efter diagnosen inden for en del kræftformer. Kræftmønstrene for de to køn er forskellige, blandt andet har brystkræft en særlig god prognose.

EUC Lillebælt glæder sig over stor fremgang

0

På EUC Lillebælt er de nye hold netop startet 1. januar.

– Vi har optaget rigtig mange elever på erhvervsuddannelserne i år – faktisk har vi hele 20 procent fremgang, og det er vi rigtig glade for, siger uddannelseschef Henning Aaberg. Fremgangen peger i retning af, at det igen er populært at uddanne sig inden for håndværkerfagene.

– Regeringen har i sit regeringsgrundlag lagt op til at styrke erhvervsuddannelserne, for at flere unge skal vælge den vej. Det er nødvendigt, for at virksomhederne kan få den nødvendige arbejdskraft, og det er glædeligt at se, at udviklingen allerede nu ser så positiv ud, siger direktør Lars Middelboe. De mange nye elever kan oven i købet glæde sig over, at der er masser af lærepladser til dem,

Hvor der før var elever, som ikke kom igennem deres uddannelse, fordi de ikke fandt en læreplads, er det nu næsten helt sikkert, at alle får en lærekontrakt inden for ønskeuddannelsen, siger Henning Aaberg og tilføjer, at EUC Lillebælt er med på DM i Skills, der løber af stablen i Fredericia fra den 2. – 4. februar.

– Vi glæder os til at deltage. Det er spændende at se de mange dygtige lærlinge vise deres kunnen frem. Samtidig er det en god mulighed for unge mennesker til at komme og se, hvad de forskellige uddannelser står for og måske få inspiration til, når de nu snart selv skal vælge ungdomsuddannelse, slutter han.

Landsholdet hyldes på Rådhuspladsen

0
Foto: DHF

Det danske herrelandshold har på enestående vis vundet guld i VM i håndbold med en sejr over Frankrig. Kom og hyld holdet fra Københavns Rådhusplads, når de i morgen mandag 30. januar 2023 kl. 17.05 fejres med balkonhyldest og rådhuspandekager.

Med guldmedaljer og VM-pokal bliver de nykårede danske verdensmestre i morgen mandag 30. januar 2023 kl. 17.05 hædret på Københavns Rådhus, hvor overborgmester Sophie Hæstorp Andersen ønsker tillykke og byder på rådhuspandekager.

– De danske håndboldherrer er verdensmestre for tredje gang i træk. Det er intet mindre end en historisk bedrift, som fortjener den største respekt og hyldest. Balkonen er selvfølgelig klar til VM-holdet. Jeg håber, at hele Danmark vil valfarte til København og Rådhuspladsen for at fejre de tredobbelte guldvindere, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

Som triple-vindere af VM i herrehåndbold er glæden og stoltheden over den nye titel stor i Dansk Håndbold Forbund:

– Det er en fuldstændig fantastisk præstation, og en hidtil uset magtdemonstration, vores danske herrelandshold har leveret. Jeg er pavestolt over, hvad de har opnået på banen, men mindst lige så stolt over den vildt flotte opbakning, der har været til holdet både i arenaerne og hjemmefra. Tusind tak for det – vi håber at se rigtig mange på Rådhuspladsen, siger formand i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen.

Det anbefales at komme i god tid på Rådhuspladsen, da noget af pladsen er under renovering og derfor afspærret.

Fantastiske Danmark vandt VM og skriver historie

0
Foto: DHF

Danmark har for tredje gang i træk vundet VM i håndbold, og dermed skriver danskerne historie som den første nation nogensinde til at vinde VM tre gange i træk. Det sker efter en finalesejr mod Frankrig, der blev besejret 34-29 efter en brandkamp af Rasmus Lauge.

Slaget mellem Danmark og Frankrig startede søndag klokken 21:00 i den mægtige Tele2 Arena i Stockholm, der normalt bruges til fodbold og koncerter. Det har derfor været udtalt af flere spillere, at der ikke er samme lydniveau som i en rigtig håndboldhal.

Rammerne til trods blev det et brag af en start på kampen. Det danske angreb startede i et forrygende tempo. Simon Pytlick og Mathias Gidsel dikterede det danske spil, og gjorde nærmest, hvad der passede dem. I det danske mål startede Niklas Landin også fremragende ud og pillede broden af de franske skytter, der havde det svært.

Danmark kom i front med 9-5, og det tvang Frankrig til at ændre gameplan. Nikola Karabatic blev pillet ud af det franske angrebsspil efter, at han slet ikke fik sat sit aftryk på kampen. Anført af Nedim Remili fik Frankrig dog ædt sig ind i kampen, og forsvarsmæssigt begyndte de at gå hårdere til de danske spillere.

Særligt Mikkel Hansen havde det svært. Han så tung ud i bevægelserne, og var ikke målsøgende som man kender ham. Det var med til, at det danske angrebsspil gik i stå, og Frankrig fik reduceret til 16-15, der var stillingen ved pausen.

Fra anden halvlegs start tog kampen en ny drejning. Nikolaj Jacobsen tog konsekvensen af, at Mikkel Hansen havde det svært og pillede den danske stjerne ud. Ind for at styre det danske angrebsspil kom Rasmus Lauge, men i første omgang Frankrig udlignet til 17-17.

Indskiftningen af Lauge fik dog stor effekt. Han fik iscenesat både Simon Pytlick og Mathias Gidsel, der boltrede sig med deres nye makker i bagkæden, og det var med til igen at give danskerne et overtag. 

Med 12 minutter igen lød den danske føring på 27-24. Rasmus Lauge og Mads Mensah styrede det danske angrebsspil til perfektion. Flere gange fik danskerne muligheden for at komme foran med fem mål, men muligheden glippede og derfor hang Frankrig på indtil slutfasen.

Da det kneb kom Simon Pytlick tilbage på banen og sendte et projektil i mål, og da Niklas Landin med et par minutter igen pillede et straffekast, blev sejren cementeret. I slutminutterne trak Danmark helt fra, og endte med at vinde 34-29. Dermed er Danmark den første nation nogensinde til at vinde VM tre gange i træk.

Minilæsser stjålet

0
Foto: AVISEN

På Neptunvej i Kolding er der fredag mellem klokken 14.00-14.15 stjålet et uregistreret køretøj. 

Køretøjet var en rød minilæsser. Udover selve minilæsseren blev dens udstyr dertil også stjålet blandt andet en skovl.

Rekordmange deltagere til EGIF Cup

0

405 hold er tilmeldt dette års indendørs EGIF Cup, der finder sted over to weekender. Det er rekordmange, oplyser stævneledesen.

I sidste weekend blev EGIF Cup skudt i gang. Stævnet foregår over to weekender, og i sidste weekend var det de ældste fodboldspillere, som indtog Erritsø Idrætscenter, der danner rammerne om det store fodboldstævne, som har tilmeldte hold fra det meste af landet.

Det er 35. gang, at stævnet bliver afviklet og denne udgave er det med flest deltagere. Havde det ikke været for corona, havde stævnet haft yderligere to udgaver på bagen, men omvendt set kan det også netop være pandemien, der gør, at der nu er rekordmange deltagere med, da klubberne derfor gerne vil ud til mange stævner for at kompensere for årene, hvor det ikke har været muligt.

En af de ting, som EGIF Cup gør, for at deltagerne får en oplevelse er, at der er en stor præsentation af alle holdene i hal 1. Lyset slukkes, og enkeltvis indtager de forskellige hold derefter halgulvet som man kender det, når de profesionelle sportshold spiller indendørs. Arrangørerne oplyser, at det er noget de har fået ros for fra de deltagende klubber.

Qua de mange deltagere, har parkeringspladsen ved Erritsø Idrætscenter også været propfyldt. Derfor har frivillige stået og guidet tilkommende biler hen til, hvor der er ledige parkeringspladser, og det er også noget, der er blevet sat pris på for deltagernes side.

I de to haller, der spilles i, under AVISENs besøg, er der fuld gang i den. Mange forældre er mødt op for at bakke deres børn op til stævnet. I hal 1, hvor de mindste spiller, spilles der på små baner og i forhold til traditionel indendørsfodbold på en større bane, skiftes der derfor ud ved at kravle igennem nettet på målet.

I cafeteriet er der også fyldt op. Slush ice er særligt populært blandt de mindste, og ordsproget: Uden mad og drikke, duer helten ikke, passer i denne sammenhæng. For uden mad og drikke duer børnene på fodboldbanen ikke, og det samme gør sig gældende for tilskuerne, der står tæt, og derfor skal forsyne sig med væske for at kunne holde ud at være i den tætbefolkede hal.

EGIF Cup slutter søndag, hvor det er U9 og U10-drengene, der slutter det hele af til stævnet, hvor alle deltagende hold er garanteret minimum fire kampe.

Efterforskning fortsætter i Aalborg – skudt mand stabil

0
Foto: AVISEN

Den mand, der tidligere i dag, blev ramt af skud på Vesterbro i centrale Aalborg, er meldt i stabil tilstand af hospitalet.

Det oplyser politikommissær Thomas Ottesen fra Nordjyllands politi i en pressemeddelelse, han tilføjer, at den sårede er en 33-årig mand. 

– Vi kan ikke udtale os nærmere om omstændighederne eller kommenter yderligere på den sårede person. Vi har fortsat en række efterforskningsskridt foran os, der skal belyse hændelsesforløbet. Det arbejde kommer til at tage en rum tid endnu, fortæller Ottesen

Politiet arbejder fortsat på Vesterbro omkring gerningsstedet, ligesom der er iværksat tryghedspatruljering i byen. 

Af hensynet til det videre arbejde så har politiet ingen yderligere informationer at frigive. 

– Vi søger dog stadig vidner, så har man set noget, så ring til os på 114, siger Thomas Ottesen. 

Politiet vil informere løbende, når det er muligt. 

19-årig kvinde sigtet for spirituskørsel

0

På Vejlevej i Kolding blev en 19-årig kvinde fra Sdr. Bjert standset, da hun viste tegn på spirituskørsel. 

– Den unge kvinde viste sig at være spirituspåvirket, og blev derfor klokken 00.21 sigtet for spirituskørsel.

To personer anholdt for besiddelse af narkotika

0
Foto: AVISEN

På Horsensvej i Vejle standsede Sydøstjyllands Politi to personer i en personbil, da politiet fattede mistanke om, at de var påvirket af alkohol samt narkotika. 

– Da politiet standser de to personer, viser de sig begge at være i besiddelse af narkotika. En 33-årige passager finder man i besiddelse af 4,39 gram hash, hvorefter man på føreren af bilen finder 3,2 gram amfetamin, oplyser John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi.

Nye tal: Fødevareindustrien skal være med til at forebygge overvægt

0
(Foto: Kolding Kommune )

Over halvdelen af danskerne lever i dag med overvægt, og fødevareindustrien har et medansvar for at forebygge, at den bekymrende stigning i overvægt ikke fortsætter. Det mener næsten syv ud af 10 danskere i en ny spørgeskemaundersøgelse.

Siden slutningen af 1980’erne er andelen af danskere, der lever med overvægt steget fra 30 til 53 pct.

Det betyder, at flere end 3 millioner danskere i dag har overvægt. Hvis den bekymrende tendens fortsætter, vil 2 ud af 3 danskere have udviklet overvægt, når vi rammer 2045.

Og hvis vi vil vende udviklingen med den stigende overvægt, spiller fødevareindustrien en stor rolle.

Overvægtsproblemet skal løftes i fællesskab
Ifølge en ny spørgeskemaundersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse foretaget af analyseinstituttet Epinion, mener 82 pct. af danskerne, at der burde gøres mere for at forebygge overvægt. 68 pct. placerer en del af ansvaret for at forebygge overvægt hos fødevareindustrien.

– Det er helt legitimt, at vi som borgere kræver, at producenter, detailhandel og food service ikke nøjes med blot at producere og distribuere det, vi spiser og drikker, men også påtager sig sin del af ansvaret for et sundere samfund. Overvægtsproblemet er så omfattende, at det skal løftes i fællesskab, siger projektchef i Kræftens Bekæmpelse Peter Dalum.

Den markante stigning i antallet af danskere, der lever med overvægt, er godt hjulpet på vej af industriens overflødighedshorn af usunde fødevarer, der gør det svært at holde en sund vægt.

Det drejer sig eksempelvis om alt for store portioner, indretningen i supermarkeder, hvor usund mad, snacks og slik får topplacering. Reklamer der lokker 24/7, og fødevarer, der er proppet med fedt, salt og sukker, men ikke mætter særligt godt.

Overvægt er ikke noget, man vælger
De nye tal viser også, at 9 ud af 10 mener, at den enkelte har et ansvar for at flere og flere lever med overvægt.

Men man kan ikke bare ’lette rumpen og lukke munden’, for at undgå overvægt. Så enkelt er det ikke, fortæller Anne Tjønneland, der er forskningsleder og professor med speciale i kræftforebyggelse, i Kræftens Bekæmpelse. Hun forklarer:

– Overvægt er ikke noget, man vælger at få. Når flere og flere får overvægt, skyldes det et komplekst samspil mellem gener, vores livsstil og det omgivende samfund. Det er bekymrende, for overvægt er en stor udfordring for folkesundheden og øger risikoen for mindst 15 forskellige former for kræft.

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

0
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe...
Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb