0.9 C
Copenhagen
onsdag 24. december 2025

Ny chefsygeplejerske for Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Lillebælt

0
Foto: Tobias Nørgaard Pedersen, Sygehus Lillebælt

Lotte Duelund Kragh er pr. 1. februar ansat som ny chefsygeplejerske på Kvindesygdomme og Fødsler på Kolding Sygehus, Sygehus Lillebælt.

49-årige Lotte Duelund Kragh har siden 2003 haft sin daglige gang på Kolding Sygehus, hvor hun blandt andet har arbejdet indenfor netop specialet kvindesygdomme og fødsler. De seneste seks år som oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske på operationsgangen, og før det var hun i syv år specialeansvarlig sygeplejerske inden for gynækologi/obstetrik, Sygehus Lillebælt i en pressemeddelelse.

– Jeg er helt vildt glad for at have fået jobbet og kan godt lide at være med til at give børn en god start på livet. Lige siden jeg blev uddannet, har jeg beskæftiget mig med – og været interesseret i – specialet kvindesygdomme og fødsler, siger Lotte Duelund Kragh.

Nu skal Lotte Duelund Kragh så være med til at lede hele afdelingen i samarbejde med den ligeledes nyligt tiltrådte Anne Cathrine Hoffgaard Munk, som er ny ledende overlæge.

– Jeg har været funktionsleder på operationsgangen i flere år, og jeg var blevet klar til at bevæge mig fra den daglige drift og ind i den strategiske ledelse. Og jeg har i lang tid haft lyst til at være med til at skabe rammen for nogle gode patientforløb i hele afdelingen og på den måde komme rundt om forløbene, fortæller hun.

Hun vil bruge den første tid som ny chefsygeplejerske på at besøge og hilse på personalet i hele afdelingen og se og høre, hvad de er optagede af.

– Jeg har ingen færdig strategi for, hvor afdelingen skal være på vej hen. Og det er allerede en rigtig god afdeling, hvor der er mange gode ting i gang. Men jeg glæder mig til at være med til at sætte mit aftryk på det, siger hun.

Lotte Duelund Kragh er født og opvokset i Vejen, men bor nu i Kolding i et ældre hus, som hun sætter i stand i sin fritid. Hun har tre børn i alderen 16 til 20 år – og er blandt andet også gymnastikinstruktør for et puslingehold.

Der “duftede” af hund i MesseC

0
Dansk Kennel Klub i MesseC. Foto: AVISEN

Over 3300 hunde var udstillet i Fredericia denne weekend, samtidig var det årets første hundeudstilling hos Dansk Kennel Klub. Mange udstillere, der ikke har set hinanden siden sidste år var derfor genforenet. Andre var med for første gang, hundene kom fra hele Skandinavien, Tyskland og flere.

I weekenden blev der afholdt en international hundeudstilling i MesseC, hvor hunde fra flere lande deltog for at vinde titlen som bedste hund. Arrangementet blev fordelt på to dage, da der var for mange racer til at have dem alle samme dag. Halvdelen af racerne deltog den lørden, mens den anden halvdel deltog søndag.

18 måneder gammel Irsk Ulvehund. Med en skulderhøjde på over 85cm er denne race én af de største i verden. Den siges dog at være utroligt mild af sind.

Der var flere forskellige konkurrencer, blandt andet om at vinde sin race og efterfølgende sin gruppe, eller at blive udstillingens allerbedste hund. Det var også vigtigt for mange at samle certifikater ind, så de kunne blive enten dansk champion eller international champion.

– Man samler nogle certifikater ind, så man kan blive enten dansk champion eller international champion. Det er der mange af de erfarne hundeudstillere, som går efter. Det at samle de her certifikater ind for at vinde champion, og så kan de lægge det på deres Facebook eller deres hjemmesider. “Min hund, den er blevet dansk champion eller international champion”. Det er jo en international udstilling, og det vil sige man vinder certifikater, der tæller internationalt, fortæller Jette Nielsen, Udvalgssekretær for DKK’s udstillingsudvalg og standardkomité.

Jette Nielsen, Udvalgssekretær for DKK’s udstillingsudvalg og standardkomité. Foto: AVISEN

Arrangementet var internationalt, og der var hunde fra cirka 20 forskellige lande, hvoraf Danmark havde flest hunde med i alt 2500 fordelt på de to dage. Sverige havde 481 hunde med, Norge havde 170, og Tyskland 139.

Søndag var den store finale, hvor hundene konkurrerede i forskellige kategorier, heriblandt unge handlere, veteranhunde, babyhunde og hvalpe. Derudover var racerne opdelt i grupper, så de fem bedste hunde fra hver gruppe konkurrerede om at blive “best in show”, hvilket er udstillingens allerbedste hund.

– Racerne er opdelt i grupper, så man kan konkurrere om at blive bedst i sin gruppe og de 5 der bliver bedst i gruppen i dag i de 5 grupper vi afvikler lørdag. De kommer så igen søndag og konkurrerer med de 5 bedste fra den anden gruppe om at blive “best in show” som altså er udstillingens allerbedste hund, fortæller Jette.

Arrangementet var en succes, det var spændende at se så mange forskellige hunde og racer samlet på ét sted. Det var en stor oplevelse både for hundeejere og besøgende.

Drikkevandsbeskyttelse slår fejl: Så få boringsområder er blevet beskyttet i Fredericia Kommune

0

Over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer i Danmark indeholder pesticidrester. I 2019 blev kommunerne bedt om at sikre frivillige aftaler, der ville beskytte de sårbare drikkevandsboringer mod pesticider inden udgangen af 2022. Desværre har denne indsats været ineffektiv, og kun et lille antal områder er blevet beskyttet. Fredericia Kommune har heller ikke fuldført opgaven.

Tidligere miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) indgik i 2019 en bred politisk aftale om at beskytte sårbare drikkevandsboringer mod pesticider i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) i Danmark. Kommunerne skulle inden slutningen af 2022 indgå frivillige aftaler med vandværker og lodsejere for at stoppe pesticidbrug nær disse områder, skriver Danmarks Naturfredningsforening.

Desværre har den politiske aftale vist sig at have været ineffektiv. Inden nytåret har kommunerne kun beskyttet 6,6% af de vurderede BNBO’er med beskyttelsesbehov, mens Fredericia Kommune ikke har beskyttet nogen områder. Danmarks Naturfredningsforening har udarbejdet en opgørelse over BNBO-status ved årsskiftet baseret på data fra Danmarks Areal Information.

– Det viser med al tydelighed, at idéen om frivillige aftaler har spillet fallit, og der bør derfor omgående, som der også er aftalt, indføres et forbud. Det er jo ikke hvad som helst, vi taler om. Det er danskernes rene drikkevand. Det kan vi ikke gamble med og lade være op til frivillighed, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

I de seneste tre år er der fundet pesticidrester i over halvdelen af de aktive drikkevandboringer i Danmark, viser tal fra GEUS og GEUS-databasen Jupiter.

Den lokale indsats i Fredericia er heller ikke kommet i mål
Fredericia Kommune skulle gennemgå 33 BNBO’er i alt, og af disse blev 20 vurderet til at have behov for beskyttelse. Ved udgangen af 2022 var der ikke blevet indgået eller rapporteret frivillige aftaler for nogen af disse områder, selvom der blev tilbudt aftaler for 12 af dem.

Se kort over indsatsen i alle kommuner her.

Maria Reumert Gjerding bemærker i forhold til de lokale indsatser, at forholdene har været besværlige.

– Vi ved, at mange kommuner, vandværker, jordejere og landmænd har fundet processen meget besværlig. Den her øvelse har ikke været nem for nogen, og det understreger jo blot, at strategien med at lægge det ud til kommunerne at sikre frivillige aftaler har været forkert. Hvis vi vil beskytte vores drikkevand nu, så skal vi en anden vej, siger hun.

Svære forhold for kommunerne
I KL ærgrer man sig over, at så få BNBO’er er blevet beskyttet.

– Beskyttelsen af vores drikkevand har topprioritet for os, og i kommunerne har vi i den grad lagt os i selen med vores del af opgaven. Men det er altså vandværkerne og lodsejerne, der har skullet indgå de frivillige aftaler, og det er virkelig ærgerligt at se, at det kun er lykkedes få steder, siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, og fortsætter:

– Vi har længe udtrykt bekymring for, at vi ikke ville nå i mål, fordi viljen ikke var der fra alle parter. Det må vi konstatere har været berettiget. Nu er det afgørende, at Folketinget hurtigst muligt finder ud af, hvordan vi kommer videre. I kommunerne er vi selvfølgelig klar til at bidrage konstruktivt, men det er også vigtigt, at lodsejerne og vandværkerne bliver forpligtet på den fælles opgave.

Den politiske aftale fra 2019 inkluderede et generelt forbud, hvis kommunerne ikke fuldførte indsatsen inden udgangen af 2022. Ikke desto mindre er dette forbud ikke blevet indført, da kommunerne ikke har fuldført indsatsen.

Danmarks økonomi : Voksede med 3,4% i 2022

0

Det ser ud til, at dansk økonomi voksede med 3,4 procent i 2022. Det viser i hvert fald den første og mere foreløbige indikator for bruttonationalproduktet (bnp) fra Danmarks Statistik, der er offentliggjort tirsdag morgen.

En vækst på 3,4 procent vil være et rigtigt godt år sammenlignet med de seneste årtier. Men flere økonomer advarer om, at det overordnede tal kan give et falskt billede af økonomien.

Det skyldes, at særligt årets sidste kvartal har været ualmindeligt stærkt. Det kan henføres til en stærk industriproduktion. Det får økonomer til at skæve mod den danske medicinalindustri.

– Vi skal lige spise brød til, skriver Ledernes cheføkonom, Niklas Praefke og fotsætter:

– Den stærke vækst i fjerde kvartal skyldes i høj grad en meget stor stigning i medicinalindustriens produktion i december. Den kan dog meget vel vise sig at dække over en teknisk ændring, hvor produktion i udlandet nu tælles med herhjemme, og dermed dækker det ikke over en reel produktionsfremgang.

Danmarks Statistiks første indikator, der kommer cirka 45 dage efter, at året er ovre, bygger på færre tal end den endelig opgørelse. Derfor kommer Danmarks Statistik løbende med revisioner. Det sker både 60 og 90 dage efter årets udløb.

Den endelig opgørelse kan tage helt op til tre år. Det handler om, at Danmarks Statistik skal nå at indsamle alle de informationer, der skal bruges, skriver Ritzau.

32-årig kørte ind i garage

0

Mandag formiddag kørte en mand ind i en garage.

Episoden fandt sted på Tårupvej i Taulov mandag klokken 10:47, hvor en personbil påkørte en hæk og en garage.

Da politiet kom til stedet oplyste den 32-årig mand, der kørte bilen, at han tager medicin. Politiet tog derfor en blodprøve, og sigtede manden, som er fra Vejle, for at køre påvirket af medicin eller euforiserende stoffer.

Fuld bilist påkørte vejtræ

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

På Vesterbrogade i Fredericia har en bilist i nat påkørt et vejtræ.

Uheldet skete klokken 02:57, hvor en 33-årig mand, der er fra lokalområdet, kom til at påkøre et vejtræ.

Da politiet kom til stedet, og tjekkede mandens promille, viste det sig, at den var over det tilladte.

Virksomhed har fået stjålet værktøj for omkring en million kroner

0

En virksomhed i Fredericia har haft ubudne gæster, der er sluppet derfra med et stort udbytte. 

Indbrudet er sket på Teknikervej 16 i Erritsø, hvor man har opbrudt en port, som man har benyttet både til at komme ind og ud ad. Det oplyser politikommisær Emil Nielsen.

Fra virksomheden er der stjålet boremetalværktøj i mærket Kenna. Det stjålne værktøj har en værdi af 700.000 – 1.000.000 kroner.

Gerningstidsrummet for indbrudet er mellem fredag den 10. februar klokken 15:00 og mandag klokken 08:05.

Skyer over det danske land

0
(Foto: Pixabay)

Hvis du ønskede en solrig vinterferie, er der ikke gode nyheder. Tirsdag vil have næsten ingen vind og temperaturer op til otte grader, skriver meteorologen Anja Bodholdt fra DMI. Solen vil vi næppe se, da skyer om kort tid vil dække hele landet.

Selvom Bornholm stadig har klart vejr tirsdag morgen, vil det ikke vare ved, da skyerne, som allerede dækker resten af landet, er på vej til øen.

– Vi skal igennem en tirsdag som byder på mange skyer, svage vinde og temperaturer som kommer op mellem 4 og 8 grader. Varmest bliver det i den sydlige del af Jylland. Dagens vejrudsigt kan derfor skrives på blot 1 linje, da det stort set vil opleves ens fra man står op til man igen går til ro, skriver Anja Bodholdt, vagthavende meterolog ved DMI, hun fortsætter:

– For det ikke skal være løgn forsætter det i morgen med mange skyer over hovedet på os – omend det i morgen kommer til at føles endnu tungere, da skyerne “sænker” sig og det derfor kan føles endnu mørkere.   

Blæst og udbredt regn de næste dage
Vagthavende meterolog beretter, at vi skal frem til fredag nat, før der for alvor sker ændringer i vejret.

– Torsdag: Mest skyet og i perioder lidt regn. Temp. op mellem 5 og 8 grader, og let til jævn vind fra sydvest og vest. Om aftenen og natten fortsat mest skyet med lidt regn rundt omkring. Temp. ned mellem frysepunktet og 5 graders varme, lokalt let frost. Svag til jævn vind fra sydvest og syd, skriver DMI og forsætter:

– Fredag: Skyet og udbredt regn vestfra, og temp. op mellem 7 og 10 grader. Om aftenen og natten klarer det op vestfra med vekslende skydække og kun enkelte byger, samt temp. ned mellem 2 og 5 grader. Svag til jævn vind fra sydvest og syd, som tiltager til jævn til hård vind og mod aften frisk vind til kuling fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis hård kuling med vindstød af stormstyrke, men om natten begynder vinden atter at aftage.

Højsæsonen for skiskader – men ikke alle har styr på deres forsikring

0

De kommende uger valfarter danskerne på skiferie, men hvert år kommer uheldige skiturister til skade på pisterne. Topdanmark opfordrer derfor til at tjekke, hvordan man er dækket, inden det er for sent.

Tusindvis af danskere får i disse dage travlt med at pakke kufferten for at komme afsted på vinterferie.

Uge 7 og 8 er to meget populære skiuger, som normalt plejer at give travlhed hos Topdanmark, et af landets største forsikringsselskaber.

– Vi kan allerede nu kan se, at danskerne kommer til skade på ski og snowboard. Vi forventer især at få travlt med at hjælpe vores kunder i de klassiske vinterferieuger, som er højsæson for skiferier, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.

Antallet af rejseskader i uge 7 og uge 8 2022 var henholdsvis 92 og 39 procent højere i forhold til det gennemsnitlige antal skader over hele året.

Næst efter sommeren er vinteren den tid på året, hvor Topdanmark modtager flest opkald fra kunder.

– Det er især knæskader, der giver mange danskere problemer på skiferien, men der plejer også at en være en del, som falder og slår eksempelvis skulderen eller hovedet, siger Rasmus Ruby-Johansen.

Det skal man være opmærksom på
Inden man tager afsted på skiferie, er det derfor rigtig vigtigt at tjekke, hvordan man er dækket – ellers kan ferien blive langt dyrere end forventet.

Topdanmarks rejseforsikring dækker både behandling og hjemtransport på ferierejser. Men skal man på skiferie, er det vigtigt, at man husker at tilkøbe skidækning, før man tager afsted på ferie.

– Vi oplever, at langt de fleste kunder husker skidækning på deres rejseforsikring. Dog ser vi desværre kunder, der ikke har denne dækning, og det er naturligvis en rigtig ærgerlig situation at stå i, hvis uheldet er ude, Rasmus Ruby-Johansen.

Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, om man har tilkøbt afbestillingsforsikring til rejseforsikringen, påpeger han.

– Vi oplever episoder, hvor kunder ønsker at afbestille en rejse, men slet ikke har en afbestillingsforsikring. Derfor er det som kunde vigtigt at være opmærksom på, om man har til- eller fravalgt denne dækning.

Normalisering efter corona
Efter flere coronaår med rejserestriktioner og vaccinekrav er danskerne tilbage på pisterne. Tal fra Eurostat viser, at danske gæster i februar 2022 bookede 375.000 overnatninger i Østrig, mens der var over 150.000 overnatninger i Norge.

– Vi kan tydeligt se, at danskerne er tilbage på pisterne. Det betyder, at skadebilledet i stor udstrækning har normaliseret sig efter et par år stærkt præget af corona, siger Rasmus Ruby-Johansen.

Ifølge SOS International, som Topdanmark samarbejder med, var knap hver fjerde af de skadelidte sidste år i aldersgruppen 50-59 år. På en delt andenplads kommer de 10-19-årige og de 20-29-årige, der står for hver 20 procent af skaderne.

– Det er heldigvis sjældent med de meget alvorlige ulykker på skiferien. Dog sker der med jævne mellemrum alvorlige ulykker, hvor kunden skal hentes med helikopter og fragtes til et sygehus, siger Rasmus Ruby-Johansen.

Ejendomsmæglere skal klæde politisk udvalg på

0
Ugens Flyttetanker
Foto: Danbolig

Bosætnings- og turismeudvalget er i gang med at lave en ny bosætningsstrategi. Til det formål er blandt andet byens ejendomsmæglere involveret.

Vækst, Teknik og Klima har siden efteråret 2022 udarbejdet rapporter over Fredericia Kommunes borger- og boligmasse, samt befolkningsudvikling med henblik på at forberede udvalget til en igangsættelse af en kommende bosætningsstrategi. Forvaltningen lægger vægt på en langsigtet og involverende tilgang til strategi for bosætning, hvor en bred palette af aktører inddrages i processen, og dermed incitament for lokalt ejerskab. Strategien forventes at have en projektperiode på et år, hvor der prioriteres tid til workshops, fælles møder og indsamling af diverse viden fra lokalsamfundet, politiske udvalg, virksomheder og andre relevante aktører.

Den kommende bosætningsstrategi er tiltænkt at hvile på et kvalificeret datagrundlag, der kan danne baggrund for hvilke målgrupper Fredericia Kommune har potentiale i at fastholde og tiltrække. Strategien vil tage udgangspunkt i langsigtede planer og have en involverende tilgang, idet lokal ejerskab er afgørende for at strategien lever videre efter endt projektperiode. Derfor sættes der ind på at etablere workshops og fælles møder, hvor relevante politiske udvalg, fagpersoner, lokale virksomheder, interessenter og andre lokale kræfter samles og kommer med inputs, ideer, kritik mm.

Bosætningsstrategiens projektperiode forventes at strække sig i et år, idet det tager tid at indsamle kvalificerede data fra forskellige dele af forvaltningen, borgere, aktører, politikere og interessenter. Derudover er strategien afhængig af inputs fra øvrige strategier og projekter i Fredericia Kommune, da bosætning rækker ind over flere fagområder.

– Vi har inviteret ejendomsmæglerrne til et fyraftensmøde. Vi er kommet i Skansehuset, hvor de fortæller noget, og skal besøgte Kanalbyen og andre interessenter. Vi skal se hvad der rører sig i markedet og hvad folk er interesseret i. Vi vil gerne have børnefamilier til byen, så vi skal tale med en masse for at få inputs, siger formand for Bosætnings- og turismeudvalget, Susanne Eilersen (DF).

Udvalget læner sig blandt andet op af statistik data, der er trukket. Blandt andet peger det i retning af, at en del enlige bor i Fredericia.

– Vi skal se hvad vi skal gøre når vi bygger nye boliger og hvad typer det skal være. Mange efterspørger seniorboliger så seniorer flytter ud af parcelhusene, men seniorer er ikke noget, der er isoleret, men det kan være i sammenspil, så det er forskelllige generationer, der bor sammen. Det er lidt et opbrud, da mange bor alene. Vi kiggede på vores statistik og materiale og kan se, at mange bor alene. Så skal vi heller ikke bygge for stort. Bor mange alene, så skal vi ikke kun have parcelhusgrunde, men mange vil gerne have rækkehuse hvor der er en lille have til, så det er noget af det vi kigger på, siger Susanne Eilersen.

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages og mærkes

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages...

0
December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi...