Efter flere års tæt og værdifuldt samarbejde stopper Bring som hovedsponsor for Håndboldkvinderne. Aftalen, der har været med til at styrke både synligheden og det kommercielle fundament omkring kvindelandsholdet, udløber den 30. juni 2026.
Bring har siden indgåelsen af partnerskabet spillet en markant rolle i udviklingen af Håndboldkvinderne og har været en synlig og engageret samarbejdspartner både på og uden for banen.
Hos DanskHåndbold sender man en stor tak til den mangeårige sponsor.
»Vi vil gerne sige en stor og oprigtig tak til Bring for et stærkt og professionelt samarbejde, som vi har været meget glade for. Bring har bidraget markant til Håndboldkvindernes kommercielle fundament og den samlede fortælling om dansk kvindehåndbold,« siger direktør i DanskHåndbold, Henrik M. Jacobsen.
Samtidig ser DanskHåndbold fremad og arbejder allerede på at finde en ny delt hovedsponsor til Håndboldkvinderne.
»Vi er allerede i gang med arbejdet med at finde en ny delt hovedsponsor, og vi oplever heldigvis stor interesse. DanskHåndbold er inde i en god udvikling, og vi har altid plads til flere ambitiøse partnere, der vil være med på rejsen,« siger Henrik M. Jacobsen.
Også hos Bring ser man positivt tilbage på samarbejdet med DanskHåndbold, som har haft betydning for virksomhedens synlighed i Danmark.
»Vi har sat stor pris på samarbejdet med DanskHåndbold og den rolle, håndbolden har spillet i at gøre Bring mere kendt i Danmark. Partnerskabet har givet os værdifulde erfaringer og synlighed i en sport, der engagerer bredt,« siger Thomas Karlsen, sponsorchef i Bring.
Han peger samtidig på, at beslutningen hænger sammen med en strategisk omlægning.
»Danmark er vigtig for Bring fremover, og nu står vi over for en ny fase med en opdateret sponsorstrategi, hvor vi ønsker at udstikke en ny retning for vores tilstedeværelse i Danmark. Vi takker DanskHåndbold for et godt samarbejde og ser frem til at følge håndboldens videre udvikling,« siger Thomas Karlsen.
Samarbejdet mellem Bring og DanskHåndbold begyndte den 1. december 2021 og afsluttes officielt den 30. juni 2026.
BUSINESS. Der er stille forandringer, der kan mærkes med det samme. Ikke som et brud, men som et skifte i tempo, i stemme og i tilstedeværelse. Sådan er det i Tøjeksperten i Middelfart, hvor et velkendt ansigt har givet stafetten videre, og en ny, erfaren hånd nu står i spidsen for butikken midt på Østergade.
Efter mere end tre årtier med Thomas Andersen som det bærende ansigt i butikken, er det nu Kent Christensen, der står på gulvet og tager imod kunderne. Ikke for at ændre butikkens kurs, men for at føre den videre, med samme blik for mennesker, samme respekt for håndværket og samme forståelse for, hvad en bybutik i Middelfart skal kunne. »Jeg kommer med 37 års erfaring i Tøjeksperten. Jeg har haft butik i Grindsted, og jeg har arbejdet meget sammen med Thomas. Vi har sådan set den samme profil af butikker,« fortæller Kent Christensen.
Han er med andre ord ikke landet i Middelfart som en fremmed. Tværtimod har han i årtier været en del af kædens indre maskinrum, både som selvstændig butiksejer og som leder. I Grindsted drev han sin egen forretning, indtil den måtte lukke som følge af byggeri, og siden har han haft ti måneder i Kolding Storcenter, hvor han igen stod midt i hverdagen med kunder, varer og drift. Da Thomas Andersen stoppede i Middelfart, var det derfor ikke et åbent spørgsmål i organisationen, hvem der kunne løfte opgaven videre. Erfaringen, profilen og forståelsen for netop denne type butik pegede hurtigt i én retning. »Ledelsen syntes, at da Thomas stoppede, så ville jeg jo være det perfekte match for butikken her,« fortæller den nye butiksbestyrer.
Og netop i mødet med hverdagen på gulvet står det hurtigt klart, at Kent Christensen ikke lader sig definere af afstand eller postnummer. Selv bor han fortsat i Grindsted og pendler dagligt til Middelfart, men for ham er det ikke noget, der fylder. Snarere en praktisk detalje i en hverdag, hvor relationerne betyder langt mere end antallet af kilometer. »Jeg bor i Grindsted og kører hertil hver dag. Det er jo ingen problemer, nu har jeg jo vænnet mig til at køre til Kolding,« siger han med et smil.
For Kent Christensen handler detailhandel ikke om, hvor man kommer fra, men om hvordan man er til stede. Om evnen til at læse rummet, forstå kunderne og møde dem i øjenhøjde, også når samtalen ikke kun handler om skjortestørrelser og pasform. Og den del har han allerede mærket i sine første dage i Middelfart. »Det er gået helt fantastisk. Kunderne har budt mig velkommen og været meget hjertelige. De vil butikken – og mig – og det er jeg dybt taknemmelig for.«
Han lægger ikke skjul på, at han vidste, hvad han sagde ja til. Middelfart var ikke ukendt territorium, men en by, han allerede havde en fornemmelse for, både som handelsby og som sted. »Jeg kendte jo butikken. Den her hyggelige bybutik er fantastisk, og Middelfart er jo bare en rigtig god handelsby. Jeg har været her som turist før og ved, hvad byen kan.«
Alligevel følger der forventninger med, når man træder ind i en butik, der i årtier har haft det samme ansigt udadtil. Thomas Andersen har været synonym med Tøjeksperten i Middelfart, kendt for sin energi, sin synlighed og sin måde at være købmand på. Men hvor andre måske ville se det som en udfordring, ser Kent Christensen i stedet et fælles udgangspunkt. »Der ligner vi jo meget hinanden. Vi ved godt, at det er den enkelte person på den lokale plads, der skal gøre forskellen i en bybutik. Det havde Thomas været garant for, og det har jeg også været i Grindsted. Det håber jeg selvfølgelig også, at jeg kan blive her.«
Derfor ser Kent Christensen heller ikke sin erfaring som noget, der skal tones ned. I hans øjne handler ledelse i en bybutik ikke om alder for alderens skyld, men om forståelse. For mennesker, for situationer og for det tempo, hverdagen har, når døren går op, og kunderne træder ind. »Man kunne godt sætte en 25-årig knægt ind som butiksbestyrer her, men det ville ikke være det rigtige. Det skal være en lidt mere moden alder, så man er på øjenhøjde med det kundegrundlag, vi har her i butikken.«
Blikket er samtidig rettet fremad. 2026 bliver Kent Christensens første fulde år i Middelfart, og han ser det som et år med muligheder, hvor der ikke skal bygges fra bunden, men videre på et solidt fundament. »For mig at se bliver det rigtig godt. Butikken står på et rigtig godt fundament, og Tøjeksperten som kæde går helt fantastisk godt. Det er noget, man skal løfte videre her også.«
Når han taler om fremtiden, gør han det med et naturligt blik for både struktur og indhold. For koncepter, sortiment og brands fylder – men aldrig uden mennesket for enden af disken, bemærker han. »Vi har masser af ting bagved, der kan hjælpe os. Jeg ved, hvad vi vil, og hvad vi står for i Tøjeksperten. Jeg kommer med hele min bagage af viden, både om produkter og om drift.« Og selv efter et langt arbejdsliv er energien ikke blevet mindre. Tværtimod oplever han det som et privilegium stadig at få ansvar og opbakning. »Jeg er 62, og hold da op, baglandet tror stadig på mig. Det er fedt. Det er virkelig fedt at opleve.«
Også uden for butikken har fællesskabet altid fyldt meget. Gennem mange år har Kent Christensen været aktiv i foreningslivet i Grindsted, både som formand og som drivkraft i lokale sammenhænge. Den erfaring tager han med sig til Middelfart, uden store armbevægelser, men med en naturlig lyst til at bidrage. »Jeg har været meget involveret i foreningslivet. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal deltage med det samme, men jeg bidrager gerne.«
Dermed fortsætter Tøjeksperten i Middelfart i et spor, kunderne genkender, som en bybutik med nærvær, erfaring og personlig betjening. Med en ny mand på gulvet, men med den samme grundlæggende forståelse af, hvad der får en butik til at leve.
Nikolaj Jacobsen har vundet fire VM-titler i træk og et OL-guld som landstræner for Danmark. På banen står profiler som Mathias Gidsel og Simon Pytlick, der allerede har været med til at definere en gylden periode i dansk håndbold. Men én titel mangler stadig. Når EM begynder på hjemmebane, jagter Danmark det mesterskab, der kan fuldende samlingen og placere holdet i historiebøgerne som den eneste nation udover Frankrig med alle tre store trofæer på samme tid.
Sneen ligger tungt omkring Hotel Vejlefjord, og mørket har allerede sænket sig over skoven og vandet udenfor. Det er vinter, det er januar, og indenfor i de rolige og luksuriøse rammer har det danske herrelandshold i håndbold siden lørdag været samlet til de sidste forberedelser frem mod et EM på hjemmebane.
Her, langt fra haller, blitzlys og larm, begynder den slutrunde, som rummer både forventninger og historiske muligheder. Danmark går ind til EM som regerende verdensmester efter fire VM-triumfer i træk og med et OL-guld i bagagen. Men én titel mangler stadig i denne æra: EM-guldet, som ikke er blevet vundet siden 2012 – og aldrig under Nikolaj Jacobsen.
Alligevel afviser landstræneren, at slutrunden kan reduceres til et simpelt facit, hvor alt andet end guld nødvendigvis er en fiasko.
»Det kommer sgu an på, hvordan og hvorledes tingene forløber. Hvis vi har spillet rigtig god håndbold og snubler på målstregen eller tæt på, så nej. Har vi spillet dårligt håndbold og ikke levet op til de ting vi kan, og vi ved vi kan, så har det jo været en kæmpe skuffelse og ikke godkendt, men du får mig aldrig til at sige fiasko,« siger Nikolaj Jacobsen.
Han vender flere gange tilbage til sit ubehag ved ordet og den måde, det ofte bliver brugt på i sportsdebatten.
»Det er et ord, som mange gange er svært at beskrive. Hvad betyder ordet fiasko egentlig? Jeg bryder mig ikke om det ord, jeg tror ikke, der er ret mange inden for sportens verden, der gør,« siger han.
Når EM alligevel fylder noget særligt, lægger Jacobsen ikke skjul på. Slutrunden spilles på hjemmebane, og for en stor del af truppen er det netop den medalje, der mangler i samlingen.
»Jeg vil da gerne gå med til, at den her betyder noget særligt. Et er det på hjemmebane, to har jeg og rigtig mange af de spillere, der er med, ikke vundet den,« siger han og fortsætter:
»Og så er den allerstørste motivation for mig, at hvis vi kan sige, at vi har de tre store mesterskaber på samme tid. Det er kun franskmændene, der har været dygtige nok til at gøre det, så kunne man skrive sig ind i historiebøgerne også.«
Hjemmebanen er ikke bare et abstrakt begreb for Jacobsen. Han beskriver det som noget, der mærkes fysisk, allerede når han træder ind i hallen.
»Den der fantastiske følelse af at gå ind i en fyldt hal, der er klædt i rødt og hvidt. At få lov til at spille en slutrunde på hjemmebane. Det er virkelig specielt som idrætsudøver at få lov til at stå i den hal med 15.000 mennesker i ryggen. Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse,« siger han.
Den følelse genkender Mathias Gidsel. For ham står oplevelsen fra sidste slutrunde i Herning stadig tydeligt. Danmark spillede i boksen, men slutrunden kulminerede et andet sted, og det efterlod en fornemmelse af noget uforløst.
»Jeg tror, jeg havde sådan lidt en aha-oplevelse efter den sidste kamp i boksen sidste år, hvor vi skulle videre til Norge. Så sluttede vi sådan lidt. Men vi havde jo ikke vundet noget. Det var lidt som om festen sluttede meget brat,« siger Gidsel.
Derfor fylder tanken om at vende tilbage og få lov til at afslutte det hele samme sted ekstra meget.
»Der tror jeg egentlig gerne, at jeg vil tilbage og kunne få lov til at fejre det lidt mere med boksen,« siger han.
Han beskriver forventningen frem mod EM som noget, der nærmest har fået sin egen kalender.
»Jeg tror mange af os har lidt det som om, det er juleaften den 16. januar, og nu går vi bare og venter.«
Med forventningerne følger også favoritværdigheden, som Gidsel ikke forsøger at løbe fra.
»Nu er vi her. Vi er de bedste. Vi er store favoritter. Det løber vi ikke fra. Og så gælder det om at vinde, når man er der,« siger han.
Samtidig understreger han, hvor små marginaler der kan afgøre en slutrunde – også for et hold, der på papiret står stærkest.
»Jeg ved, at EM bliver afgjort på en stolpe ind og en stolpe ud. Og det kan vi ikke styre. Men vi kan opsøge heldet,« siger Gidsel.
Simon Pytlick rammer samme balance mellem ambition og forbehold. Han erkender, at EM-guldet er et mål, men han nægter at gøre slutrunden til et spørgsmål om forventningspres udefra.
»Personligt? Det kommer an på, hvor god håndbold vi har spillet. Hvis vi har spillet god håndbold, og vi har gjort alt, hvad vi kunne, så ville det ikke være en skuffelse,« siger han.
Han peger samtidig på, at feltet er bredt og fyldt med hold, der kan straffe selv små udsving.
»Der er mange utrolig gode andre hold, som vil gøre alt, hvad de kan for at slå os. Hvis vi ikke er gode nok, så kan de godt slå os,« siger Pytlick.
Netop derfor fylder forberedelserne i Vejlefjord mere end bare restitution og taktiske møder. Det handler også om ro, fællesskab og om at ramme det rette mentale niveau, inden det hele begynder.
For Nikolaj Jacobsen handler det ikke om at opfinde noget nyt, men om at holde fast i det, der har bragt holdet hertil.
»Der er ingen grund til at lave noget om. Det har egentlig fungeret meget godt til de to sidste her,« siger han.
Når Danmark snart træder ind i lyset igen, bliver det med et hold, der både bærer historien og forventningerne med sig. Men også med en klar bevidsthed om, at intet er givet på forhånd – heller ikke på hjemmebane.
Fyns Politi har i døgnrapporten for mandag den 5. januar registreret en række hændelser på tværs af politikredsen, hvor særligt indbrud, færdselsuheld i glat føre og sager om narkokørsel fylder.
I Middelfart blev der anmeldt lommetyveri på Algade, hvor en forurettet fik stjålet et brilleetui med solbriller samt kontanter. Samme kommune havde flere færdselsuheld. I Asperup blev en bil ramt af en lastbil på Vestermarken, hvor en person sad fastklemt. Personen var ikke i kritisk tilstand. På Bogensevej mistede en bilist herredømmet i glat føre, kom over i modsatte kørebane og ramte en modkørende bil. Der skete betydelige materielle skader, men ingen personskade. Endnu et sammenstød fandt sted på Hønnerupvej ved Harndrup, hvor en bilist påkørte to forankørende biler. Også her uden personskade.
I Faaborg-Midtfyn blev en 36-årig mand sigtet for at føre bil, selv om han testede positiv for euforiserende stoffer, efter en standsning på Dømmestrupvej i Årslev.
Nyborg havde et færdselsuheld på Hjulbyvej, hvor to biler var involveret. Der er ikke meldt om personskade.
I Odense blev der anmeldt to indbrud. På Slagkrogen i Odense SØ vågnede en beboer, da gerningsmanden tændte lyset i soveværelset. Gerningsmanden flygtede, og der foreligger intet signalement. På Holstedvej i Odense V er et vindue blevet brudt op, men gerningsmanden kan være blevet skræmt væk, og der er umiddelbart ikke stjålet noget. Derudover blev en 25-årig mand fra Horsens Kommune sigtet for narkokørsel på Ejbygade, efter han testede positiv for euforiserende stoffer.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport mandag den 5. januar 2026.
SPORT. I weekenden deltog konkurrencesvømmerne Yasmin Vissing Sig og Jonas Høirup fra Fredericia Svømmeklub, som er en del af EGIF, i en årgangssamling arrangeret af Svøm Danmark i Aalborg. Samlingen samlede nogle af landets bedste årgangssvømmere med fokus på både sportslig og personlig udvikling.
Årgangssamlingen har til formål at give unge svømmere mulighed for at udvikle sig i et miljø, hvor de samtidig lærer hinanden at kende på tværs af klubber fra hele landet. Ifølge Fredericia Svømmeklub er netop fællesskabet og relationerne mellem svømmerne en vigtig del af samlingen, da det skaber grobund for både tryghed og fokus på den enkelte svømmers udvikling.
Trods vintervejr og sne deltog Yasmin Vissing Sig og Jonas Høirup i samlingen sammen med klubbens træner, Cecilie Højstrup Lauritzen. Erfaringer fra tidligere år viser, at venskaber og sammenhold på tværs af klubber har stor betydning for de unges trivsel i sporten og er med til at fastholde dem, når de kender hinanden på tværs af køn, alder og geografi.
Deltagelsen i årgangssamlingen ses derfor som et vigtigt skridt i de unge svømmeres fortsatte udvikling og som en del af det langsigtede arbejde med talentudvikling i Fredericia Svømmeklub.
POLITIK. På landsplan er andelen af borgere på offentlig forsørgelse faldet til 15,5 procent. I Fredericia ligger andelen fortsat på 22,8 procent. Tallene danner nu baggrund for en politisk debat i Fredericia, hvor den nyvalgte Enhedslisten-politiker Carsten Jørgensen står foran sin første periode i beskæftigelsesudvalget.
For ham kommer tallene ikke som et chok – men de giver anledning til eftertanke. »Jeg tror ikke, jeg er overrasket,« siger han ærligt. Han understreger samtidig, at han som ny i beskæftigelsesudvalget endnu ikke er inde i alle detaljer og historiske forløb. »Jeg er jo ikke inde i materien endnu. Jeg kender ikke tallene i dybden. Men der er jo ingen tvivl om, at de møder, vi har haft, og de samtaler, John og jeg har haft i udvalget, peger på, at der er nogle mennesker, vi er nødt til at koncentrere os om.«
Et spørgsmål om meningsfuld tilværelse
For Carsten Jørgensen handler beskæftigelse ikke kun om procenter og placeringer i nationale opgørelser. Det handler i lige så høj grad om, hvilket liv mennesker på offentlig forsørgelse tilbydes. »Hvordan får vi dem til en meningsfuld tilværelse? Har vi de rigtige tilbud til de mennesker, og har vi også tilbud, som de kan holde til?«
Han peger på, at Fredericia allerede rummer erfaringer med indsatser, der faktisk virker. Især den boligsociale helhedsplan fremhæver han som et konkret eksempel på en tilgang, der har skabt resultater. »Helhedsplanen kører jo, og de har nogle vildt gode succesrater. Spørgsmålet er, om det er noget af det, man kan bruge andre steder.« For Carsten Jørgensen er beskæftigelsesindsatsen derfor ikke et enten-eller mellem fuldtidsjob og passiv forsørgelse. Han efterlyser et mere nuanceret syn på arbejde og deltagelse. »Det her drejer sig ikke nødvendigvis om fuldtidsbeskæftigelse. Det drejer sig om at give folk et meningsfuldt arbejde, på alle niveauer. Om det er to timer om ugen, 15 timer eller noget helt tredje.«
Med sin baggrund som fagforeningsmand lægger Carsten Jørgensen selv vægt på, at indsatserne skal føre videre, og ikke blot blive midlertidige løsninger. »Hvis man sender folk i arbejdsprøvning, så skal de prøves nogle steder, hvor der også er en reel jobmulighed bagefter.« Derfor er han skeptisk over for løsninger, der ikke har et klart sigte mod ordinær beskæftigelse. »Jeg er utrolig nysgerrig på, om virksomhederne står i kø for at hjælpe folk. Har vi offentlige tilbud, der faktisk sikrer job?«
Samtidig anerkender han, at ikke alle kan hjælpes ind i ordinær beskæftigelse. »Der er nogen, man ikke kan hjælpe, fordi de er for svage. Spørgsmålet er, om vi også gør nok for dem.« I den sammenhæng nævner han debatten om nyttejob, men uden at tage entydigt stilling. »Jeg ved ikke, om nyttejob er det rigtige. Jeg håber og tror på, at en eller anden form for ordinær beskæftigelse i en virksomhed vil give rigtig god mening, og det tror jeg sagtens kan lykkes.«
Kommunens udgangspunkt
Når snakken falder på, at Fredericia i statistikkerne ofte ligger tættere på kommuner som Lolland end på bykommuner som Odense og Aarhus, anlægger Carsten Jørgensen en mere afdæmpet tilgang end nogle af sine politiske kolleger. »Man skal jo tænke over, hvilken kommune vi er, og hvilke udfordringer vi har.« Han peger på Fredericias historie som arbejderby. »Det her er en arbejderby for pokker. Og der følger nogle ting med ved at være en arbejderby og ved at have flere mennesker med lav indkomst og udfordringer.«
For ham er pointen ikke at afvise tallene, men at bruge dem rigtigt. »Tal er taknemmelige. De skal bruges som en rettesnor til, at vi måske kan gøre noget bedre. Men sammenligninger i sig selv hjælper jo ikke nogen.«
At den høje andel af borgere på offentlig forsørgelse også har økonomiske konsekvenser for kommunen, lægger Carsten Jørgensen ikke skjul på. »Selvfølgelig betyder det noget. Selvfølgelig er der økonomi i det.« Men han advarer mod at lade økonomien blive det eneste styringsværktøj. »Det handler jo også om at sørge for, at folk ikke ender i et hul, hvor der ikke er nogen hjælp. Får vi folk de rigtige steder hen på de rigtige tidspunkter, så undgår vi også, at problemerne vokser.«
Ingen fingre – men ansvar
På spørgsmålet om der politisk er gjort nok tidligere, er Carsten Jørgensen bevidst tilbageholdende. »Som nyvalgt politiker skal jeg ikke stå og pege fingre af nogen og sige, at de ikke har gjort det godt nok. Det synes jeg er utidigt.« Til gengæld ser han fremad, og på det ansvar, der følger med et nyt udvalg. »Jeg tror på, at den synergieffekt, der er i et nyt udvalg med nye mennesker og nye vinkler, kan være med til at påvirke tingene i en positiv retning.« Han vil dog ikke love hurtige resultater. »Det vil være useriøst at sige, at vi lige om lidt ligger langt lavere. Det har jeg ikke nok viden til endnu.«
Én ting er dog klar for Carsten Jørgensen. Indsatsen skal tage udgangspunkt i dem, der har det sværest, lyder det. »Det er de svageste mennesker, vi skal hjælpe bedst muligt.« For ham er beskæftigelsespolitikken i sidste ende et spørgsmål om værdighed. »Kan vi skabe fællesskaber? Kan vi give folk en oplevelse af at bidrage, også selvom det ikke er på fuld tid? Det er det, jeg gerne vil arbejde med.«
Efter 40 år med kødboller udvider IKEA igen sit sortiment i restauranterne. Allerede fra denne uge kan kunderne sætte tænderne i en sprød, plantebaseret falafel med smag af Mellemøsten i anledningen af ‘Grøn januar’.
Fra den 7. januar kan kunderne hos IKEA vælge en ny plantebaseret ret i restauranterne. Som grønt alternativ til den ikoniske kødbolle introducerer IKEA en sprød falafel, der serveres med couscous, aioli og citron og fremover bliver en fast del af menukortet i alle danske varehuse.
Lanceringen sker som en del af ’Grøn januar’, hvor IKEA sætter fokus på den grønne del af menukortet og sænker priserne på de plantebaserede alternativer i varehuse landet over. IKEA mærker generelt en stigende interesse for de grønne retter blandt kunderne.
– Vi har i mange år haft stor succes med vores klassiske kødboller, men i dag vælger flere og flere kunder grønne alternativer. Med falafler på kortet får vi en velsmagende variant, som passer til både vegetarer og alle dem, der gerne vil spise lidt mere plantebaseret og måske tage hul på nye vaner, siger Lasse Møller, Food Manager hos IKEA.
40 år med kødboller – nu i flere varianter I 2025 er det 40 år siden, at IKEA første gang introducerede sine svenske kødboller, som er blevet synonym med virksomheden. Siden da er udvalget udvidet med varianter baseret på kylling og plantefars i takt med, at flere efterspørger nye, mere plantebaserede madvaner.
Den nye falafel er det seneste bolle på paletten, og den har allerede fået en varm modtagelse i flere andre lande.
– Vi arbejder løbende på at tilbyde endnu flere grønne valgmuligheder. Det handler både om at tage ansvar for klimaet og om at møde kundernes ønsker. Falaflen er et naturligt næste skridt, og vi glæder os til at høre, hvad danskerne synes, siger Lasse Møller.
Falaflen bliver en fast del af menukortet i IKEAs restauranter i landets seks varehuse. I hele januar er der særligt fokus på de plantebaserede retter, blandt andet med en lavere pris på den populære plantebolle.
På globalt plan serverer IKEA hvert år omkring 1,4 milliarder madboller.
Fyns Politi oplyser natten til den 6. januar, at der fortsat er risiko for glat føre på den Fynske Motorvej. Ifølge politiet har der ikke været nye meldinger om færdselsuheld de seneste timer, men forholdene vurderes fortsat som udfordrende.
Der er fortsat skiltet med nedsat hastighed mellem Aarup og Ejby på grund af risiko for glat føre. Behovet for hastighedsnedsættelsen bliver løbende vurderet i samarbejde med Vejdirektoratet.
Tidligere på natten meldte politiet om flere anmeldelser om meget glatte forhold på Vestfynske Motorvej. I samarbejde med Vejdirektoratet blev der arbejdet på at indføre en generel hastighedsnedsættelse til 80 km/t fra Lillebæltsbroen og frem til Odense V i begge retninger.
Politiet opfordrer bilister til at køre meget forsigtigt og være særligt opmærksomme i mørket.
»Det er svært at se de glatte forhold i mørket, så kør forsigtigt og brug gerne det inderste spor, da det ofte er det mest sikre,« lyder opfordringen fra politiet.
Alle oplysninger stammer fra Fyns Politis opslag natten til tirsdag den 6. januar 2026.
En observeret ulv i Fredericia i weekenden satte gang i massiv opmærksomhed, hundredvis af henvendelser og flere myndighedsreaktioner. Mandag blev der samtidig slået alarm om et stort dyr ved en skole – som viste sig at være en hund. Naturvejleder Bjarne Christensen fra Fredericia Kommune gør nu status og slår fast: Der var en ulv i området, men ikke dér, hvor mange troede.
Det begyndte i weekenden med billeder og observationer af et stort dyr i Fredericia-området. En ulv. Observationerne blev delt på sociale medier, og et opslag alene trak omkring 1.600 kommentarer. Siden fulgte dækning i både lokale og landsdækkende medier.
Mandag formiddag kulminerede opmærksomheden, da der kom en melding om et ulvelignende dyr ved en skole og en børnehave i byen. Elever blev sendt ind, og politiet blev tilkaldt.
Naturvejleder Bjarne Christensen fra Fredericia Kommune har mandag brugt det meste af dagen på at gøre status efter weekendens ulveobservationer og den efterfølgende forveksling med en hund.
Men her var der tale om to forskellige hændelser.
Det understreger naturvejleder i Fredericia Kommune, Bjarne Christensen, der mandag brugte det meste af dagen på at håndtere henvendelser, interviews og koordinering.
»Der blev observeret en ulv i weekenden, og det er korrekt. Den observation er efterfølgende blevet bekræftet af ulveeksperter. Men den episode, der mandag skabte alarm ved skole og børnehave, viste sig at være en stor hund,« siger han.
Mandagens alarm: Hund – ikke ulv
Ifølge Bjarne Christensen blev han ringet op mandag formiddag af skoledirektøren, der fortalte, at der var observeret et stort dyr på skolens område. Af hensyn til børnenes sikkerhed blev eleverne sendt ind.
»Jeg tog derud sammen med en afdelingsleder. Da vi går over sportspladsen, kommer der pludselig et stort dyr løbende meget tæt forbi os. Det gav da et chok, fordi vi ikke havde set det komme,« fortæller han.
Dyret bevægede sig mod børnehavens område, og på det tidspunkt var der fortsat usikkerhed om, hvorvidt det kunne være en ulv.
»Det ville simpelthen ikke være acceptabelt, hvis et fritgående rovdyr bevægede sig rundt ved en børnehave. Derfor ringede jeg til politiet,« siger Bjarne Christensen.
Politiet kom hurtigt frem og afspærrede området. Kort efter blev det klarlagt, at der var tale om en hund – en stor hund, men en hund – som ejeren efterfølgende kom og hentede.
»Jeg tog bagefter hjem og sammenlignede billeder fra sociale medier med de billeder, jeg selv havde taget. Og der var ingen tvivl: Det var ikke den samme som ulven fra weekenden,« siger han.
Ulven fra weekenden er bekræftet
Forvirringen opstod, fordi to hændelser lå tæt på hinanden i tid og sted. Men ifølge naturvejlederen er der ikke tvivl om, at der faktisk var en ulv i Fredericia i weekenden.
»Den ulv, der blev set i weekenden, har jeg fået bekræftet af nogle af de mest erfarne ulvefolk, vi har i Danmark. Det var en ulv,« siger Bjarne Christensen.
Ulven er blevet observeret flere steder, men der er ikke tale om et dyr, der har slået sig ned i området.
»Ulve kan bevæge sig meget langt. Op mod en maraton på et døgn. Så det er helt normalt, at den er her den ene dag og væk igen den næste. Der er ikke fødegrundlag nok i Fredericia til, at en ulv etablerer territorium her,« forklarer han.
Annonce
Stor opmærksomhed – også for naturvejlederen
Sagen har udløst massiv opmærksomhed. Ud over lokale medier har både landsdækkende aviser, tv og radio kontaktet kommunen. Mandag eftermiddag skulle Bjarne Christensen også videre til P4 Trekantens dækning.
»Jeg har brugt stort set hele dagen på det her. Det sidste interview var her sidst på eftermiddagen,« siger han med et grin.
Han oplever interessen som forståelig – men understreger vigtigheden af at holde hovedet koldt.
»Ulve er nysgerrige, men de er ikke aggressive over for mennesker. Man skal forholde sig roligt, holde afstand og ikke forsøge at komme tæt på. Har man husdyr, skal de ikke gå frit. Så sker der som regel ikke mere.«
Status mandag aften er derfor klar: Der var en ulv i Fredericia i weekenden. Mandagens alarm ved skole og børnehave skyldtes en hund.
»Det er vigtigt at få skilt de to ting ad, så der ikke opstår unødig frygt. Ulven har været her på visit – og er sandsynligvis allerede videre,« siger Bjarne Christensen.
Kommunen vil fortsat følge situationen og opfordrer borgere til at melde observationer ind – men også til at være opmærksomme på, at store hunde og ulve let kan forveksles på afstand.
KONGEHUSET. To rookies fra Lillebælt i kjole og hvidt og hvide handsker. En lejet butterfly, man ikke lige kan finde, et tøjskift i KL-huset og en kort briefing om, hvor man står, når kongeparret træder ind.
Mandag den 5. januar 2026 blev en dag, Peder Tind (V), ny borgmester i Fredericia, og Anders Møllegård (V), ny borgmester i Middelfart, kommer til at huske længe. Ikke kun fordi de for første gang trådte ind i en kongelig nytårskur som borgmestre, men fordi de gjorde det sammen, skulder ved skulder, som to nye i rollen og med en oplevelse, der både var højtidelig og overraskende menneskelig.
For med det nye kongelige initiativ, hvor alle landets borgmestre for første gang var inviteret til nytårskur, blev der pludselig åbnet en dør til et rum, de fleste kun kender fra tv. Og da de to borgmestre satte sig i bilen mod København allerede dagen før, var det ikke kun program og praktiske detaljer, der fyldte. »Der var ikke mange sekunder, hvor der ikke blev sagt nogle ord i går, fordi vi er begge to meget har meget på hjerte og masser af idéer og tanker,« siger Peder Tind. Og Anders Møllegård nikker genkendende til det, han kalder en køretur for to rookies, hvor stemningen var høj, og en smule nervøs. »Vi skulle være sikre på, at vi havde det hele med. Handsker og sko og manchetknapper,« fortæller han. For bag den nationale, kongelige ramme gemte der sig noget mere enkelt, nemlig to nye borgmestre, der gerne ville repræsentere deres kommuner ordentligt, og som lige inden de trådte ind i det historiske rum, stod og hjalp hinanden med knapper, snøringer og butterfly.
Peder Tind måtte starte allerede i weekenden, da dresscoden ikke er noget, man bare lige har hængende på bøjlen. »Opgaven var jo at finde kjole og hvidt, og det har jeg valgt at leje,« siger han og fortæller, at turen til Aarhus for at hente tøjet blev til en familiedag med et smut forbi Moesgaard Museum.
Anders Møllegård løste det på den lokale måde. Det begyndte i Ejby hos den lokale tøjmand, hvor han viste et billede af dresscoden og fik resten serveret. »Så bestilte han det hjem, og vi fik det passet ind, så det sad helt fint også med de hvide handsker,« smiler han.
Borgmestre fra Trekantområdet mødtes i kjole og hvidt ved Amalienborg, da kongeparret for første gang inviterede alle landets borgmestre til nytårskur.
Det lyder måske som små detaljer. Men i en politisk virkelighed, hvor borgmestre ofte bliver beskrevet med store ord og store beslutninger, er det de små ting, der viser, hvor nyt det hele er, hvor meget, der skal læres, og hvor meget, der kan vindes ved at have nogen at læne sig op ad. For mens borgmestre fra hele landet mødtes i København, opstod der ifølge Peder Tind et fællesskab, der rakte ud over høflige nik i foyeren.
»Vi hjalp jo hinanden med at knappe knapperne, få spændt op i ryggen og styr på butterfly’en. Det var en meget fin oplevelse, hvor Middelfart hjælper Fredericia, og Kolding hjælper Vejle,« siger han. Og så kom den klassiske lille nervøsitet, der opstår, når man skal noget vigtigt. »Vi var også lidt nervøse for at glemme noget, et par sko eller en butterfly,« siger Peder Tind og fortæller om formiddagen, hvor han pludselig ikke kunne finde sin butterfly. »Jeg tænkte bare, åh nej, er den væk. Men jeg fandt den til sidst i min inderlomme,« siger borgmesteren og griner.
Netop den fornemmelse var også årsagen til, at de valgte at tage af sted allerede dagen før. Ikke for at gøre en stor sag ud af det, men for at være på plads, når dagen begyndte. Køreturen til København gav tid til både refleksion og snak om det, der venter. »Det var en køretur til København, hvor vi fik vendt verdenssituationen på den ene side af bæltet og på den anden side af bæltet. Og jeg ser meget personligt frem til at arbejde sammen med Anders,« bemærker Peder Tind.
Han lægger ikke skjul på, at dagen også blev en anledning til at tale om det, der kommer efter ceremonien, her samarbejdet. Ikke bare i højtider og symboler, men i konkret politik. »Som kommuner tror jeg, at vi har potentiale til endnu mere samarbejde. Derfor forventer jeg også, at vi i den kommende tid får sat et møde op mellem os og vores to kommunaldirektører, om hvordan kan vi styrke samarbejdet over bæltet.«
Hos Anders Møllegård fylder det samme perspektiv, men han beskriver det også som noget, der allerede er i gang – at to nye borgmestre kan understøtte hinanden, fordi de står i samme situation. »Det er bare dejligt at dele det med en, der sidder i samme position som mig.«
Selve dagen begyndte, som store dage ofte gør. Tidligt, stille og med en fornemmelse af, at der er noget, der ikke helt ligner hverdagen på rådhuset. »Vi startede med morgenmad sammen med to andre gode kollegaer, og så kørte vi ind til KL-huset, hvor vi havde vores famøse tøjskift,« fortæller Anders Møllegård. Det er her, hverdagslogistikken bliver til statsceremoni. Her møder man de andre borgmestre, får kort besked om etikette og forløb og bliver kørt videre mod Amalienborg. »Vi blev briefet, mødte de andre borgmestre og blev derefter kørt ind til kongehuset,« siger han.
Spørgsmålet er så, hvad det gør ved et menneske – og ved en borgmester – at stå der som officiel repræsentant for sin kommune. For Anders Møllegård er det en storhed, der binder sig til noget, han mener, både kommunerne og kongehuset slår på: fællesskaber. »Jeg synes, det er dejligt, at man har fået en invitation til at komme derind som noget nyt. Det handler om fællesskaber, og her står vi som et fællesskab, hele Danmark med 98 kommuner, der er inviteret med borgmestre, og vi møder et kongehus, som også slår meget på fællesskaber,« siger han.
Peder Tind sætter ord på den dobbelthed, mange vil kunne genkende, når man bliver inviteret ind i noget, der både er højtideligt og langt fra hverdagen. »Det er jo både stolthed og ydmyghed. Når kongehuset inviterer, bliver man stolt, og man bliver ydmyg,« siger han. For ham føles dagen også som en markering af, at en ny politisk sæson begynder – næsten som første arbejdsdag, bare på den største scene. »Man kan næsten sige, at det er første dag i det nye hverv, at starte med nytårskur på Amalienborg. Det bliver næsten ikke større,« smiler han.
I audiensen, fortæller de, fik alle lov til at hilse på både kongen og dronningen. En oplevelse, der for Anders Møllegård var både stor og lidt angstprovokerende, netop fordi det er første gang. »Det er stort og lidt angstprovokerende, fordi man ikke har prøvet sådan noget før. Vi er jo trods alt bare lokale,« siger han. Den fornemmelse rammer ifølge borgmesteren noget centralt i kommunalpolitik. At man kan være øverste politiske leder i sin kommune og samtidig føle sig meget lokal, når man træder ind i et rum, der emmer af historie og national betydning.
For Peder Tind var mødet med kongeparret ikke helt nyt. Han har tidligere mødt kongen i forbindelse med Royal Run og husker især dagen, hvor Fredericia tog imod. »Jeg husker tilbage på, da jeg stod nede på Cirkelbroen og bød kongen velkommen til Fredericia,« siger han og tilføjer, at han håber på flere møder i fremtiden. Samtidig sender han et venligt blik i retning af sin borgmesterkollega ved siden af sig. »Jeg ved jo, at Anders skal være vært for Royal Run i år i Middelfart.«
Peder Tind (V), ny borgmester i Fredericia, foran Amalienborg i sneen forud for årets nytårskur hos kongeparret.
Når man spørger dem, hvordan de vil forklare dagen til en borger hjemme i Middelfart eller Fredericia, kommer svarene ikke som store royale analyser. De kommer som en fortælling om at starte et nyt år og gå ind i et arbejde med et stort ansvar. »Man får en fælles lykønskning fra kongehuset og deres respekt og opbakning til, at man går ind i noget, der er et stort arbejde, fordi vi har et stort ansvar som borgmestre for vores kommuner,« siger Anders Møllegård.
Han peger også på folkeligheden i, at kongehuset åbner op og inviterer kommunerne indenfor. »Det handler om at vise, at man er folkelig. Det er også det, kongehuset gør, når de lukker op for os, så vi kan komme ind og være en del af det på lige fod med andre,« siger han.
Peder Tind lægger en anden nuance på, her taknemmelighed. At dagen også bliver en anledning til at minde hinanden om, hvor privilegeret et land Danmark er, og at man ikke tager trygheden og velfærden for givet. »At vi udviser taknemmelighed over for hinanden som borgmestre og kommuner og bliver mindet om, hvor privilegeret et land vi i virkeligheden er. »Man føler, man er en del af noget større,« siger han.
Måske er det også det, der bliver tilbage, når kjole og hvidt igen hænger på bøjlen, og dagene vender tilbage til dagsordener, møder og hverdagsbeslutninger. At der en gang imellem opstår et øjeblik, hvor borgmestre fra 98 kommuner står samlet, hilser hinanden, hilser på kongeparret og begynder året med samme håndtryk. Når Peder Tind ser tilbage på dagen, er det akkurat stemningen, han fremhæver og den historiske markør i at være med første gang. »Den gode stemning. Det var utrolig opløftende og positivt at deltage i den første nytårskur for borgmestre,« siger han
Og så kommer den linje, som enhver ny begyndelse næsten håber på at få sagt højt, længe før noget for alvor kan kaldes en tradition. »Det er jo forhåbentlig startskuddet til flere nytårskure. Vi får lov til at være med første gang, og det synes jeg er meget historisk. Det er noget, man kan se tilbage på om 30 år med stolthed,« bemærker borgmesteren.
For Anders Møllegård handler det om mødet på tværs. Borgmestre, der vil deres kommuner det bedste, men også Danmark det bedste. Og et fællesskab, han tror, han vil huske længe. »Det vigtigste for mig er fællesskabet, og at vi kan se, at vi står sammen som kommuner og vil det bedste for hele Danmark,« slutter han.
Det blev en dag for to nye borgmestre fra kommuner ved Lillebælt, sat ind i en ny kongelig ramme og præget af både højtidelighed, nervøsitet, grin og de små detaljer – som en forsvunden butterfly og oplevelsen af for første gang at træde ind i et rum, man ellers kun kender udefra.
OPINION. Igennem mange år har kapital- og lånemuligheder været skævt fordelt i Danmark.
En vognmand i Nr. Nebel ville investere i sin forretning, men banken...
