Leder: Når lukkethed bliver en vane

0
Leder: Når lukkethed bliver en vane

Der er noget, der sker, når en undtagelse gentages ofte nok. Den holder op med at føles som en undtagelse og begynder at ligne en praksis. Sådan er det også med de lukkede dagsordenspunkter i byrådene.

Udgangspunktet i det kommunale demokrati er enkelt og klart: Byrådets møder er offentlige. Det er ikke en teknikalitet. Det er selve idéen. Borgerne skal kunne se, hvordan magt udøves, hvordan argumenter brydes, og hvordan beslutninger bliver til. Ikke fordi borgerne altid skal blande sig, men fordi demokratiet kun lever, når det kan ses.

Alligevel ser vi, at flere og flere punkter lukkes. Ofte med gode begrundelser hver for sig. Personfølsomme sager. Økonomiske hensyn. Forhandlinger, der kræver fortrolighed. Alt sammen reelt nok. Problemet opstår, når disse hensyn flyder sammen og bliver til en generel refleks: At det er nemmere at lukke end at åbne.

Her begynder den demokratiske refleksion.

For lukkethed er ikke i sig selv et tegn på magtmisbrug. Men vanelukkethed er et tegn på noget andet: en politisk kultur, der langsomt vænner sig til, at forklaringen kan vente, at offentligheden kan holdes ude, og at det svære håndteres bedst uden vidner.

Det er menneskeligt. Men det er ikke demokratisk.

Kommunestyrelsesloven er tydelig: Lukkethed er undtagelsen. Ikke fordi åbenhed altid er bekvem, men fordi den er nødvendig. Når et punkt lukkes, skal der være en konkret og saglig grund. Ikke en følelse. Ikke et ønske om arbejdsro. Ikke frygten for debat. Og ikke fordi sagen er politisk vanskelig.

Forlegenhed er ikke et lovligt lukkegrundlag.

Det interessante er, at loven også forpligter til noget mere nuanceret end enten-eller. Hvis kun dele af en sag er fortrolige, skal resten behandles åbent. Hvis bilag er følsomme, kan de undtages, mens den politiske diskussion forbliver offentlig. Det kræver arbejde. Det kræver mod. Og det kræver en bevidsthed om, at åbenhed ikke er et irritationsmoment, men en del af opgaven.

Når hele punkter lukkes af bekvemmelighed, mister byrådet noget vigtigt: den offentlige samtale. Ikke støjen. Men samtalen. Den, hvor argumenter tvinges til at stå klart. Hvor uenighed bliver synlig. Og hvor borgerne kan forstå, hvorfor et valg blev truffet, også når de er uenige i det.

Derfor er det værd at stille det simple spørgsmål hver gang et punkt foreslås lukket: Kunne dette have været åbent? Og hvis svaret er ja, hvorfor er det så ikke det?

Åbenhed er ikke en trussel mod beslutningskraft. Tværtimod. Beslutninger, der kan forklares, holder længere. Lukkethed kan give kortsigtet ro, men den betaler man for senere – i form af mistillid, rygter og følelsen af, at noget bliver skjult, også når det ikke er tilfældet.

Demokratiet dør sjældent af én stor handling. Det slides ned af små vaner. Af det, der lige var nemmere denne gang. Af det, der ikke blev forklaret, fordi tiden var knap. Af det, der blev lukket, fordi ingen gjorde indsigelse.

Derfor er refleksionen vigtig nu. Ikke for at åbne alt. Men for at lukke mindre. Ikke for pressens skyld. Men for demokratiets.

For et byråd, der vænner sig til at lukke døren, risikerer også at lukke sig om sig selv. Og et demokrati, der ikke kan ses, bliver til sidst svært at tro på.

144 børnehold samles til stort indendørs fodboldstævne i Fredericia

0
144 børnehold samles til stort indendørs fodboldstævne i Fredericia

SPORT. Fredericia Idrætscenter danner midt i januar rammen om et af årets største indendørs fodboldstævner for de yngste spillere, når Indoor Liga Cup løber af stablen fra den 16. til 18. januar. Bag stævnet står Fredericia KFUM i samarbejde med LJ Solution.

I alt 144 hold er tilmeldt stævnet, som dermed er fuldt booket. Der er desuden oprettet en venteliste med omkring 15 hold, som kan komme i betragtning, hvis der skulle opstå afbud. Stævnet henvender sig til spillere født i årgang 2017 og 2018, og det er første gang, at de yngste fra 2018-årgangen deltager i Indoor Liga Cup.

Afdelingen for 2018-årgangen er allerede udsolgt, hvilket blandt andet skyldes, at mange klubber har stævnet i Fredericia Idrætscenter som et fast punkt i kalenderen. De gode faciliteter med seks haller og tilstødende områder har gjort stævnet populært blandt klubber fra hele landet.

Stævnet skydes officielt i gang lørdag med fælles indmarch i hal 1 klokken 09.00, hvorefter kampene starter klokken 10.00. Der spilles i seks haller frem til klokken 18.00. Søndag begynder kampene klokken 08.00, og de sidste opgør forventes afviklet omkring klokken 15.00, hvorefter der er fælles afslutning i hal 1.

I løbet af weekenden skal der afvikles ikke mindre end 800 kampe. Kampene dømmes af lokale dommere fra Trekantområdet, og alle hold er garanteret minimum 11 kampe fordelt på lørdag og søndag. Stævnet er opbygget med to ombrydninger, så alle hold ender i jævnbyrdige puljer.

De deltagende hold kommer fra hele Danmark, med en mindre overvægt af hold fra Sjælland og København. Ifølge arrangørerne er der stor begejstring for forholdene i Fredericia Idrætscenter, som giver mulighed for at samle mange kampe og hold ét sted.

Arrangørerne forventer minimum 3.000 spillere, ledere, forældre og pårørende i idrætscentret både lørdag og søndag. Erfaringerne viser, at også mange bedsteforældre finder vej til stævnet for at se børnebørnene spille fodbold.

De mange deltagere skal både overnatte og bespises lokalt. Overnatning og morgen- samt aftensmad foregår på fire skoler i området, mens frokosten indtages i Fredericia Idrætscenter. Ifølge arrangørerne er det en løsning, som mange hold sætter pris på, da det minimerer transport i løbet af weekenden.

For at få stævnet til at hænge sammen forventer Fredericia KFUM, at omkring 150 frivillige vil være i gang under hele arrangementet.

Dansk ishockeylandshold klar til OL i Italien

0
Dansk ishockeylandshold klar til OL i Italien

SPORT. Danmarks ishockeyherrer er nu officielt udtaget til vinter-OL i Milano Cortina 2026, og truppen rummer flere af landets største profiler. I alt 25 spillere skal repræsentere de rød-hvide farver, heriblandt syv danskere, der til daglig spiller i NHL.

Danmark kvalificerede sig til OL tilbage i august 2024, og nu har Danmarks Idrætsforbund som Danmarks Olympiske Komite sammen med Danmarks Ishockey Union sat navn på den endelige OL-trup. Holdet tæller både spillere fra NHL, SHL, Liiga, DEL og Metal Ligaen og bliver dermed sammensat af erfaring fra flere af verdens stærkeste ligaer.

Blandt NHL-spillerne i truppen er profiler som Nikolaj Ehlers, Oliver Björkstrand, Lars Eller, Frederik Andersen, Jonas Røndbjerg, Oscar Fisker Mølgaard og Mads Søgaard.

Danmarks chef de mission for vinter-OL, Mikkel Sansone Øhrgaard, ser med stor optimisme på den trup, der sendes til Italien.

»Det er et virkeligt stærkt ishockeylandshold, vi sender til Italien om en måned, og jeg ser i den grad frem til at følge ishockeyherrerne i en olympisk turnering, der bliver historisk stærk med et væld af NHL-stjerner hos de fleste nationer. Vi stiller selv med en række NHL-profiler som Oliver Björkstrand, Lars Eller og Nikolaj Ehlers. De var ikke med ved OL sidst i 2022, og jeg under virkeligt de her gutter, at de nu kommer til at opleve et OL.«

Nikolaj Ehlers, der til daglig spiller i Carolina Hurricanes, ser også frem til den kommende OL-deltagelse.

»OL er den største turnering, man kan være med til, og det er noget, jeg selv fulgte, da jeg var yngre. Det var noget særligt med de bedste spillere i verden mod hinanden. Så nu at få lov til at spille et OL for Danmark er en drøm, der går i opfyldelse,« siger han.

Han forventer en intensiv turnering med hård modstand fra start.

»Det bliver en fantastisk oplevelse med nogle svære, men fede kampe. Der kommer til at være tryk på med mange kampe på kort tid, så vi skal være klar fra start og ikke tage noget for givet. De resultater, vi har lavet i både kvalifikationen til OL og VM i Herning var fantastiske, og den følelse, det gav os, er noget, som vi skal have med til OL. Vi skal ned og give den hele armen for løven på brystet og Danmark,« siger Nikolaj Ehlers.

Også i Team Danmark ser man frem til Danmarks OL-deltagelse. Sportsdirektør Lars Balle Christensen peger på, at holdet tidligere har vist sit niveau mod de største nationer.

»Ishockeylandsholdet har flere gange vist, at de kan spille op med og slå de bedste nationer. Det så vi senest ved VM sidste år, hvor de spillede sig i semifinalen. Jeg glæder mig til at følge holdet til OL, og med muligheden for at alle lande kan udtage NHL-spillere, bliver det spændende at se, hvor Danmarks niveau ligger, når alle inklusive Danmark stiller i stærkeste opstilling.«

Danmark åbner OL-turneringen med gruppespilskampe mod Tyskland den 12. februar, USA den 14. februar og Letland den 15. februar. Herefter venter playoffkampene.

Vinter-OL i Milano Cortina afvikles fra den 6. til den 22. februar 2026.

Odense Kommune skruer op for vinterindsatsen over for udsatte borgere

0
Odense Kommune skruer op for vinterindsatsen over for udsatte borgere

ODENSE. Med udsigt til fortsat frostvejr har Odense Kommune aktiveret sit kulde- og frostberedskab for at sikre, at socialt udsatte borgere ikke ufrivilligt opholder sig udendørs i vinterkulden. Samtidig er det opsøgende arbejde på gadeplan blevet intensiveret, og både natvarmestue, herberg og forsorgshjem står klar med pladser til alle, der har behov.

Indsatsen retter sig især mod byens centrum, hvor mange socialt udsatte har deres daglige gang. Her er kommunens udsatteambassadør Jan Juul Nielsen særligt opsøgende i områderne omkring Kongens Have, Odense Banegård Center, Nørregade og Østergade.

Ifølge Odense Kommune er målet klart, når temperaturerne falder.

»Ingen borgere skal risikere at dø af kulde eller få alvorlige frostskader på gaden i Odense, og derfor må ingen gå forgæves. Vi er en rummelig storby, og det betyder også, at vi i de kolde måneder er særligt opmærksomme på socialt udsatte, der af den ene eller anden grund ikke har et sted at sove,« siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell.

Som en del af vinterberedskabet styrkes samarbejdet med en række aktører. Kirkens Korshærs natvarmestue i Østergade, herberget ved Benedikts Plads og kommunens forsorgshjem St. Dannesbo er gjort klar til at rumme alle, der har behov for en varm soveplads.

Det opsøgende arbejde foregår året rundt, men intensiveres i perioder med hård frost. Ifølge Jan Juul Nielsen kræver det nogle gange en mere direkte tilgang.

»Vi vil være sikre på, at ingen lider nød, og derfor er vi nogle gange ret konfronterende, når vi spørger til folks planer for natten. Vi har et usædvanligt tæt samarbejde med bl.a. varmestuerne, politiet og banegårdscentret, så hvis nogen har bekymringer, plejer vi at få det at vide, så vi kan kontakte borgerne,« siger han.

Ikke alle hjemløse ønsker at benytte de indendørs tilbud, særligt hvis det indebærer overnatning sammen med mange andre mennesker. I de tilfælde sikrer kommunens medarbejdere sig, at borgeren er bekendt med risikoen ved at sove udenfor i frostvejr, og at vedkommende er i stand til at tage vare på sig selv.

Ved den seneste nationale kortlægning i 2024 var der 95 hjemløse i Odense, heraf boede ni på gaden.

Kulden skærpes og politisk pres vokser for midlertidige varmesteder i Kolding

0
Kulden skærpes og politisk pres vokser for midlertidige varmesteder i Kolding

POLITIK. Med udsigt til flere døgn med frost og nattemperaturer ned mod minus otte grader bliver situationen for hjemløse stadig mere alvorlig. Kulden er ikke blot en gene, men kan i værste fald være livstruende for mennesker uden adgang til varme og ly.

SF’s folketingsmedlem Karina Lorentzen har derfor henvendt sig til socialministeren med en opfordring om handling, efterhånden som presset på landets herberger stiger.

»For de fleste af os betyder lave temperaturer, at radiatoren bliver skruet op, og at vi søger ind i varmen og trygheden. For hjemløse er situationen en helt anden. Her kan kulden slå ihjel, og derfor er jeg gået til socialministeren med et ønske om, at vi løser udfordringen med, at nogle herberger er fyldte og afviser hjemløse. Det siger sig selv, at det kan blive livsfarligt, og hun bør anmode kommunerne om at åbne steder, hvor hjemløse kan søge ly,« siger Karina Lorentzen.

Ifølge SF-politikeren er problemet allerede synligt i flere byer, hvor herbergerne er fyldte, og hjemløse bliver afvist. Situationen kompliceres yderligere af, at nogle hjemløse har kæledyr med sig, hvilket der ikke altid er rammer for på eksisterende tilbud.

I Kolding Kommune følger man udviklingen tæt. Iben Lehmann Rasmussen, der er medlem af socialudvalget, peger på, at der endnu ikke er pladsmangel, men at der fortsat er grund til bekymring.

»Jeg har fået at vide, at vi ikke mangler pladser endnu i Kolding, men jeg er bekymret for, om nogle ender med at sofasurfe hos tvivlsomme bekendte eller at andre slet ikke henvender sig, fordi de ikke kan få deres kæledyr med.«

Hun peger på, at kommunale bygninger som haller og skoler kan spille en rolle, hvis situationen bliver mere akut.

»Men ved at mobilisere kommunale faciliteter som midlertidige sovepladser, kan vi tage hensyn til dem med kæledyr. Som samfund skal vi handle hurtigt og praktisk. Vinterkulden vender tilbage år efter år og stiller krav til, at vi har løsninger klar, så ingen efterlades uden en varm seng i de koldeste perioder. Lokalt kan Kolding Kommune gå foran og vise, at der findes løsninger, når situationen bliver akut.«

Med udsigten til fortsat frost bliver spørgsmålet nu, om der hurtigt kan findes midlertidige løsninger, hvis behovet opstår.

Indbrud, hærværk og glatføre-uheld præger døgnrapporten på Fyn

0
Indbrud, hærværk og glatføre-uheld præger døgnrapporten på Fyn

Fyns Politi har fredag morgen offentliggjort døgnrapporten for den 8. januar 2026. Den viser et døgn med flere indbrud, tilfælde af hærværk, sager om kørsel under påvirkning – samt et alvorligt færdselsuheld i glat føre.

I Middelfart Kommune blev der torsdag aften klokken 19.13 anmeldt indbrud på Tingløkken i Nørre-Åby. Gerningspersonen skaffede sig adgang via en dør, men der er umiddelbart ikke stjålet noget.

I Faaborg-Midtfyn Kommune er der anmeldt hærværk mod en bil på Chr. D. Ixs Vej i Faaborg, hvor et dørhåndtag blev revet af og fundet kort fra bilen. Senere på dagen blev en 34-årig mand i Kværndrup sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer i forbindelse med en visitation på Banepladsen.

Et af døgnets mest alvorlige uheld skete i Nyborg Kommune på Åskovvej. En bilist mistede herredømmet i glat føre i en kurve, gled over i modsatte kørebane og påkørte en modkørende bil. Den påkørte bil endte på en mark, mens den anden bil rullede rundt og endte på taget efter at have ramt en hæk. Der skete ingen personskade, men der er tale om betydelige materielle skader.

Odense fylder også markant i døgnrapporten. På Langløkken i Odense SØ blev der anmeldt indbrud via et opbrudt vindue, mens der på Vestergade i Odense C opstod en voldsom episode i forbindelse med et butikstyveri. En vagt fra Magasin forsøgte at tilbageholde en butikstyv, som havde stjålet to parfumer, men blev slået på underarmen og truet, før gerningspersonen løb fra stedet. Overvågning fra butikken er sikret.

Derudover er der anmeldt flere tilfælde af hærværk mod biler i Odense samt en række sager om kørsel under påvirkning af spiritus eller euforiserende stoffer på blandt andet Åsumvej, Otterupvej og Tarupvej.

I Nordfyns Kommune blev der anmeldt forsøg på indbrud på Egensevej i Otterup, hvor et vindue var forsøgt brudt op med en skruetrækker.

Endelig er der i Tranekær på Langeland anmeldt indbrud på Søndergade. Her blev der stjålet blandt andet et porcelænsfad, en keramisk lysestage og smykker efter indstigning via et opbrudt vindue.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport fredag morgen den 8. januar 2026.

Sct. Knudsborg vender tilbage med ny reunion: »Det var fuldt hus – og det håber vi på igen«

Sct. Knudsborg vender tilbage med ny reunion: »Det var fuldt hus – og det håber vi på igen«

EVENTS. Der var fuldt hus, lange køer og gensynsglæde, da det legendariske værtshus Sct. Knudsborg i maj sidste år blev genoplivet for første gang i årtier. Nu gentages succesen.

Den 30. januar 2026 inviteres tidligere stamgæster, ansatte og venner af Sct. Knudsborg igen til en aften, hvor minderne får frit spil, når dørene åbner på AHA Livestage i Købmagergade. Arrangementet kommer efter utallige henvendelser fra publikum, der ønskede en gentagelse af den første reunion.

»Der var rigtig gang i Fredericia dengang, og Sct. Knudsborg var et sted, hvor alle mennesker mødtes,« fortæller Palle Dahl, der er blandt kræfterne bag arrangementet.

Den første reunion i maj 2025 blev hurtigt udsolgt. Omkring 300 gæster var meldt til, men aftenen endte med fuldt hus og endnu flere på venteliste. »Folk var 70-80 år gamle, og de stod simpelthen i kø for at komme ind. Det havde vi slet ikke regnet med i den grad,« siger han. Netop den opbakning blev afgørende for, at arrangementet nu gentages. »Det er kun på grund af utallige opfordringer, især fra de ældre borgere i byen, at vi laver det igen,« forklarer han.

Aftenen bliver igen båret af nostalgien. Jens Ø er tilbage som konferencier med sange og fortællinger fra Knudsborgs storhedstid og det lune overskud, mange forbinder med stedet. Denne gang får han musikalsk selskab af ABBA Tribute – Back to Waterloo, der med et repertoire af klassikere sætter lyd på minderne og sender publikum tilbage til en tid, hvor dansegulvet var fyldt, og musikken spillede sent.

Men ifølge Palle Dahl er det ikke kun musikken, der trækker. »Det handler også om snakken med de gamle kendinge fra dengang. Mange af dem, der arbejdede der, er også med igen, blandt andet bag baren. Det er den gamle garde, der banker det hele på benene,« siger han.

Han beskriver Sct. Knudsborg som mere end et værtshus – et samlingspunkt i byen, hvor arbejdere, soldater, unge og ældre mødtes, hvor aftenerne trak ud, og hvor man kendte hinanden på tværs af alder og baggrund. Det er netop den fælles hukommelse, arrangørerne nu ønsker at vække til live igen. »Jeg har selv været ansat dernede, så jeg kender stedet indefra. Det er nogle dage siden, men minderne sidder stadig fast,« siger han med et grin.

Flere af de personer, der var tilknyttet Sct. Knudsborg dengang, er igen involveret, både i baren og i afviklingen, og arrangørerne satser endnu en gang på fuldt hus. »Hvis det kommer, så kommer vi igen. Vi går efter samme stemning og samme opbakning som sidst,« lyder det.

Arrangementet finder sted fredag den 30. januar 2026.

Snefygning lammer dele af den kollektive trafik i Middelfart

Snefygning lammer dele af den kollektive trafik i Middelfart

Kraftig snefygning skaber fredag eftermiddag betydelige udfordringer for den kollektive trafik i Middelfart Kommune. Flere lokale busruter er enten omlagt eller helt indstillet på dele af strækningerne, og kommunen advarer om, at situationen kan ændre sig hurtigt i takt med vindens retning og styrke.

Ifølge Trafik- og vejafdelingen er det især snefygning – ikke mængden af ny sne i sig selv – der skaber problemerne. Sneen blæser ind over vejbanerne og gør det vanskeligt for busser at komme sikkert frem, særligt på åbne strækninger uden læ.

Allerede tidligt på eftermiddagen har FynBus meldt ud, at flere lokalruter ikke kan køre deres normale ruter. På enkelte strækninger er driften helt indstillet, mens andre steder køres der med midlertidige omlægninger.

Flere ruter berørt – flere kan komme til

I øjeblikket er der ændringer på ruterne 361, 362, 363, 371, 373 og 405. Kommunen understreger dog, at listen ikke nødvendigvis er udtømmende.

»Afhængigt af vindstyrke og vindretning kan der komme flere ændringer i løbet af eftermiddagen,« oplyser Trafik- og vejafdelingen.

Det betyder, at både pendlere, skoleelever og øvrige borgere skal være forberedte på forsinkelser, aflysninger eller alternative ruter. Kommunen anbefaler derfor, at man løbende holder sig opdateret via FynBus’ trafikinfo, hvor ændringer meldes ud i takt med udviklingen.

Skoler informeret via Aula

Snefygningen har også konsekvenser for skoletransporten. Middelfart Kommune har sendt besked ud via Aula til de skoler, der har ruter berørt af vejrsituationen.

Formålet er at sikre, at både skoler og forældre hurtigt får besked, hvis skolebusser ikke kan køre som planlagt. Kommunen opfordrer samtidig til forståelse for situationen, da sikkerheden for både passagerer og chauffører har højeste prioritet.

Beredskab under pres

Situationen illustrerer, hvordan vintervejr fortsat kan udfordre den lokale infrastruktur – også i en kommune, hvor vinterberedskabet er rutineret. Snefygning er notorisk vanskelig at håndtere, fordi rydning og saltning ofte kun har kortvarig effekt, når vinden fortsætter med at blæse sneen tilbage på vejene.

For den kollektive trafik betyder det, at planlægning hurtigt må justeres, og at chauffører i nogle tilfælde må vende om eller springe stoppesteder over for at undgå farlige situationer.

»Skulle der være spørgsmål til omlægning af lokalruter på grund af snefygning, kan Trafik- og vejafdelingen kontaktes,« oplyser kommunen og henviser til telefonnummeret 88 88 48 03.

Konsekvenser for borgere

For borgere betyder situationen øget usikkerhed – særligt for dem, der er afhængige af kollektiv trafik for at komme på arbejde, i skole eller til aftaler. For lokale virksomheder kan forsinkelser og aflysninger også få betydning, hvis medarbejdere har svært ved at møde ind til tiden.

Samtidig peger situationen på en bredere udfordring: Klimatiske udsving og mere ekstremt vintervejr kan i stigende grad presse både trafiksystemer og kommunale beredskaber. Det stiller krav til fleksible løsninger, hurtig kommunikation og løbende investeringer i både materiel og information til borgerne.

Sne, is og uheld skaber farlig morgen på vejene

0
Sne, is og uheld skaber farlig morgen på vejene

Fredag morgen er store dele af vejnettet ramt af vinterføre, uheld og kraftig blæst. Ifølge Vejdirektoratet er der fortsat sne- og isglatte veje flere steder, og bilister møder både spærrede spor og forlænget rejsetid.

På E45 mellem Haderslev og Kolding er der sket uheld, hvor højre spor er spærret. Det har skabt kø, og rejsetiden er forlænget med op til 30 minutter på strækningen. Normal trafik forventes først i løbet af morgenen.

Også E20 mellem Kolding og Fredericia er ramt. Her er venstre spor spærret efter uheld, og trafikken afvikles med nedsat hastighed og kødannelse i morgentimerne.

Samtidig advarer Vejdirektoratet om kraftig blæst på Vejlefjordbroen, hvor vindfølsomme køretøjer frarådes at passere. Vinden forventes først at aftage senere.

Der er desuden udsendt en særmelding om fortsat snevejr og snefygning. Det kan give store forskelle i vejforholdene – også over korte afstande – og især åbne strækninger er udsatte.

Bilister opfordres til at sætte farten ned, holde ekstra god afstand og overveje, om turen kan udskydes, indtil forholdene forbedres.

Tænk dig om før du kører ud fredag – risiko for snefygning og lukkede veje

0
Tænk dig om før du kører ud fredag – risiko for snefygning og lukkede veje

Politiet opfordrer sammen med de øvrige beredskaber borgerne til at udvise ekstra agtpågivenhed, hvis man planlægger at bevæge sig ud i trafikken fredag. Årsagen er, at DMI varsler risiko for sne og kraftig snefygning fra fredag morgen klokken 06.00 og frem til lørdag middag.

Ifølge de aktuelle vejrprognoser kan vintervejret ramme fremkommeligheden på vejene i både Fyns, Syd- og Sønderjyllands samt Sydøstjyllands politikredse. Snefygning kan betyde, at veje pludseligt bliver ufremkommelige eller må lukkes.

»Vi beder om, at man tænker sig om en ekstra gang og forbereder sig, hvis man skal ud i trafikken fredag. Selvom det måske ikke sner lige der, hvor man befinder sig, er det en god idé at tjekke vejr- og trafiksituationen der, hvor man skal hen – og også hvordan vejret ser ud, når man skal retur,« siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

Han understreger, at man kan risikere, at veje bliver lukket som følge af snefygning, også selvom forholdene virker acceptable ved afrejse.

Den lokale beredskabsstab har i samarbejde med andre myndigheder forberedt indsatsen de seneste dage og mødes tidligt fredag morgen for at følge udviklingen tæt.

»Sammen med de øvrige relevante myndigheder følger vi situationen og melder løbende ud, hvis vejrprognoserne ændrer sig og giver anledning til yderligere lokale anbefalinger. Vi opfordrer alle til at bruge fornuften og følge rådene om forberedelse og forsigtig kørsel,« siger Christian Rasmussen.

Gode råd fra politiet og beredskabet:

  • Overvej, om det er nødvendigt at være ude, når vintervejret er værst.
  • Skal du køre bil, så sørg for varmt tøj, strøm på telefonen og eventuelt en skovl, så du kan grave dig fri.
  • Vær opmærksom på, at det kan være glat og ufremkommeligt – også hvis du færdes til fods eller på cykel. Husk cykelhjelmen.
  • Sænk farten og hold ekstra god afstand til forankørende.
  • Sigtbarheden kan være kraftigt nedsat – kør efter forholdene.
Blæsevejret hærger Fyn: Trampoliner flyver og trailer væltet på Lillebæltsbroen

Blæsevejret hærger Fyn: Trampoliner flyver og trailer væltet på Lillebæltsbroen

0
VEJRET. Det kraftige blæsevejr søndag giver Fyns Politi travlt. Allerede i formiddagstimerne melder politiet om trampoliner, stilladser, byggematerialer og andre løse genstande, der flyver...