Smagsprøve på konkrete strategier?

Der skal man skelne på børns alder. For små børn der er tilknytningsbehovet sådan et overordnet primært behov. Uanset, hvor selvstændig barnet ønsker at være, om det så er at barnet selv vil bestemme over, hvilken ske det skal spise med eller hvor ulykkelig det bliver over ikke at må bestemme over egne underbukser, eller hvad man ellers er engageret i følelsesmæssigt, når man er to år som man eksempelvis er her, så har barnet brug for at mærke, at uanset hvilken side af mig selv jeg viser, så er jeg værd at være sammen med for mor og far. Og det er det, der handler om det at være i følelser sammen med et barn. Det er at man enten prøver at distrahere barnet fra noget, eller at man bliver frustreret over at barnet har følelserne, og siger “ej nu må du hellere lade vær med det pjat”. Sådan skal vi ikke reagere, altså sådan at vi på en måde er aldersvarende i mødet med vores børns følelsesmæssige reaktioner.

Hvordan håndtere man bedst de store følelser?

Grundlæggende skal man ikke være bange for, så at sige, at skade tilknytningen, men det er vigtigt at man har med sig i baghovedet at de her følelsesmæssige øjeblikke, som for os voksne også kan føles ret frustrerende, for eksempel når vores 2-årig flipper ud nede supermarkedet, eller en 4-årig ikke vil puttes og slår, eller hvad end det er for en reaktion de kan have, der tror jeg at det er vigtigste i den her sammenhæng, det er at de følelsesmæssige reaktioner som en naturlig del af det at være et barn. Det er ikke fordi, at du gør noget forkert, det er heller ikke fordi du bør gøre noget anderledes, det sådan set den måde et barn udtrykker sig på i den alder. Hvis man kan finde den fred med de følelsesmæssige reaktioner, så bliver det meget nemmere, med en ro i dig selv eller et eller andet, når man møder de følelser. Jo mere ro vi kan være i, des nemmere kan vi regulere barnet videre, uden at vi kommer til at gøre barnet forkert i den proces. Det er det tilknytning i sådan meget enkelt forstand, handler om. Hvis nu man har et barn som går i børnehave, bliver meget vred, og vi så står og råber og skriger af barnet, så er det efter et par gange, at barnet vil tænke, at min mor og far er anderledes og ikke særlig trygge at være sammen med, når barnet bliver vred. Da vil barnet begynde at holde sine mere sårbare følelser for sig selv. Det at møde barnet i sine følelser, handler enorm meget om, at man på en måde har ro på sit eget system. Man kan sige at de følelser et barn har, handler om mit barn, og mit barn kan ikke regulere uden mig. På den måde får man en kontakt omkring det følelsesmæssige, og så opbygger man tilknytningen. Det er det tilknytning er, det er følelsesmæssig kvalitet med en relation.

Alternativer?

Det handler om at forstå, at barnet ikke aner, hvordan det har det. Et barn, der ikke aner, hvordan det har det, kan ikke regulere, hvordan det har det. Jeg lærer ikke at forstå, hvordan jeg har det af at blive sendt på mit værelse, og heller ikke af at nogle skælder mig ud for den måde, som jeg har det på. Så det er jo klart, at de teknikker ikke er særligt effektive i forhold til at regulere en følelse. Det kan godt være, at det kan lukke dem ned, men det regulere dem ikke. Som psykologer er det, som vi er optaget af er det at barnet lærer, at regulere vores følelser, og at vi tør vise alle sider af os selv, hvordan vi har det og at vi kan komme videre igen, men hvis vi bare bliver sendt på værelset eller skældt ud, så lærer vi ikke at vise, hvordan vi har det, så lærer de i stedet af erfaring, at når jeg har det rigtig svært, så er jeg alene med det, og så vil barnet begynde at holde det for sig selv over tid. Så det er en regulering af følelserne over tid, som vi interesseret i, og den opstår når vi som voksne, på en måde tager det på os, og siger det er min opgave at jeg på en måde hjælper mit barn til at prøve at forstå, hvad der sker inde i dig. Jeg ser dig, og lige nu det du er, det er at du er super jaloux på din storebror, fordi han har bare sådan en flot trøje, og det vil du også gerne have, og det kan jeg da godt forstå, kom og sid lidt hos mig. Lige der går du ind, og skaber et mødeøjeblik i barnet, hvor du dels organiserer følelsen for barnet, så det lærer at forstå, hvordan det har det, og barnet erfarer at det kan godt dele det med nogle, og det giver mig ro i systemet, nu kan jeg godt komme videre. Det foregår overhovedet ikke altid lige så enkelt, som jeg siger det, men det er den sådan helt opkogte udgave af det.

Gøre det rigtige uden at de føler sig forkerte undervejs?

I alle foredragene uanset hvilken aldersgruppe, som vi taler om, der kan man sige, at det handler enormt meget om at give børn et normalt forhold til svære ting i livet. Svære ting i livet opleves følelsesmæssigt – jeg føler mig skuffet, jeg bliver ked af det, jeg bliver vred eller hvad end det nu er. Der handler det grundlæggende i foredragene om dels at vise, hvordan man kommer i kontakt til et barn i sådan en situation uanset deres alder, hvordan får jeg adgang til min teenagers inderside, når du ved de i virkeligheden bare lukker ned, er selvkritiske og ingenting vil eller med mit 4-årige barn, som er løbet sin vej, og siger at jeg skal gå væk, hvordan skaber jeg den kontakt. Det handler også om, hvordan man finder grænser og rammer for et barn, på en måde sætter mig i spidsen til faktisk at være kilden til mit barns ubehag, for det er jo det grænser og rammer handler om, det er at jeg siger, at du ikke må noget, som du gerne vil, eller at du skal noget, som du ikke har lyst til. Det sidste er, hvordan gør jeg det i de allermest højspændte situationer, altså når vi har konflikter, og det at vise forældre at konflikter er en naturlig del af at være tæt på hinanden, at man ikke kan være tæt på andre mennesker, hvis man altid skal være enige med dem, så det der med at lære at se konflikter som noget andet end en fejltilstand, der ikke burde være der. I mit hoved burde det være der, pointen er bare at det er rarest, hvis vi ikke har dem alt for intensivt, og det ikke varer for længe, og det er det vi lægger fokus på, hvordan undgår man det. Det handler alle tre foredrag om målrettet den enkelte aldersgruppe, hvis du har med småbørn at gøre handler det meget om småbørnting som spisning, putning eller det at gøre nogle ting selv, så meget hverdagsting. I skolealderen holder man sig til kammerater, sig selv, sit selvværd , opbygningen af hvem jeg er. I teenageårene hele løsrivelsen, så det er jo meget forskellige faser i et barns liv, som vi laver et spot på, men hvis det giver mening at sige det sådan, så er det den samme linse.