Gud bevare Danmark

0
Gud bevare Danmark

OPINION. Giv os et Folketing, der kan mere end bare forhandle sig frem til det mindst dårlige kompromis.

Demokrati handler ikke kun om at komme ind. Det handler om at kunne styre et land.

Danmark har i dag en spærregrænse på 2 procent. To procent! Det er så lavt, at man nærmest kan snuble ind i Folketinget. Til sammenligning ligger flere store lande som Tyskland og Polen på 5 procent, Sverige og Norge på 4. De har forstået noget.

Vælgerne har talt i Danmark. Hvad de egentlig har sagt, er straks sværere at gennemskue. For igen står vi tilbage med et Folketing, der minder – mindre om et parlament – og mere om et politisk loppemarked. Små partier med få procent af stemmerne render rundt og leger kongemagere, mens flertallet må indrette sig efter deres krav. Er det virkelig det, vi kalder demokrati?

Når ganske få procent af vælgerne kan få afgørende magt over landets retning, opstår en skævhed mellem ansvar og indflydelse. Politik bliver taktik frem for retning. Kompromiser bliver ikke langsigtede løsninger, men midlertidige lappeløsninger. Tilliden svækkes og Folketinget forvandler sig til et forhandlingscirkus, hvor det mindst dårlige kompromis er det bedste, man kan håbe på.

Modargumentet er velkendt: At en højere spærregrænse betyder mindre repræsentation. Men ærligt talt – er det demokratisk, at partier med 2–3 procent af stemmerne kan blokere reformer, vælte regeringer og trække Danmark i alle mulige retninger? Hvis du repræsenterer en lille del af befolkningen, bør din indflydelse afspejle det. I dag gør den ikke det.

Derfor bør vi hæve spærregrænsen – til 4 eller 5 procent. For at styrke demokratiet. For at sikre, at de partier, der sidder i Folketinget, faktisk repræsenterer en reel folkelig opbakning. En højere spærregrænse vil skabe mere stabile regeringer, tydeligere politiske alternativer og færre taktiske studehandler. Indflydelsen skal følge opbakningen – ikke støjniveauet.

Vi har ikke brug for flere partier. Vi har brug for bedre politik. Mere retning. Mindre kaos. Mere ansvar. Mindre fnidder. mere folkestyre ikke politisk hasard.

LEGO-designer får central rolle i Koldings kulturliv

0
LEGO-designer får central rolle i Koldings kulturliv

KULTUR. Nicolai Kultur i Kolding har fået en ny profil ind i huset. Rikke Baunbæk Wallington er ansat som kulturformidler med særligt ansvar for både Nicolai for Børn og Nicolai Kunst & Design.

Hun kommer med en solid baggrund fra designverdenen og har blandt andet arbejdet med konceptudvikling, grafisk formidling og kreative projekter for både LEGO, Egmont og Hummel Kids. Siden 2012 har hun været Design Lead hos LEGO Education, hvor hun har udviklet læringskoncepter med fokus på leg og kreativitet til børn og unge over hele verden.

Netop arbejdet med at kombinere leg, design og læring er noget, der passer godt ind i Nicolai Kulturs ambitioner om at skabe kreative fællesskaber i Kolding.

Rikke Baunbæk Wallington har allerede haft en tilknytning til kulturhuset som projektleder på projektet Hånd & Ånd, der siden 2023 har arbejdet med at styrke kreative fællesskaber gennem frivillighed og engagement.

Nu bliver hun en fast del af organisationen – og det er en rolle, hun ser frem til.

»Jeg brænder for mennesker, og for mig er det noget af det ypperste som designer at kunne gøre en forskel i menneskers hverdag og udvikling. I min tid hos LEGO har jeg oplevet, hvordan leg og kreativitet kan være stærke redskaber til at arbejde med og rykke ved sociale og mentale udfordringer hos børn og unge.«

Hun fremhæver samtidig Nicolai Kultur som et sted med særlige muligheder.

»Derfor glæder jeg mig enormt til at blive en fast del af et kulturhus, der netop fungerer som et frirum for leg, kreativitet og personlig udvikling for både børn og voksne – og hvor tilgængeligheden gør, at alle kan være med.«

Hos Nicolai Kultur er der også stor tilfredshed med ansættelsen.

»Jeg er både glad og stolt over at kunne byde Rikke velkommen som fast medlem af teamet i Nicolai Kultur. Jeg har allerede haft fornøjelsen af at samarbejde med Rikke i projektet Hånd & Ånd, og jeg ser meget frem til at fortsætte og udvikle samarbejdet. Jeg er overbevist om, at Rikkes kompetencer vil komme både brugere, frivillige, kolleger og det kreative miljø i Kolding til stor gavn,« siger leder Jesper Rützou Rosenkilde.

Med ansættelsen får Nicolai Kultur en profil, der skal være med til at styrke arbejdet med børn, kunst og design – og samtidig udvikle nye kreative fællesskaber i byen.

Fredericia Shipping losser 500 meter lang togstamme i Taulov

0
Fredericia Shipping losser 500 meter lang togstamme i Taulov

ERHVERV. Fredericia Shipping er denne uge i gang med at losse endnu en ca. 500 meter lang togstamme for DLG Group. Denne gang er ekspeditionen rykket fra havnen til terminalen i Taulov, hvor hele togstammen kan håndteres samlet på ét spor. Det giver bedre pladsforhold og mulighed for en mere effektiv tømning af de i alt 26 vogne.

Terminalen i Taulov rummer ca. 200.000 kvadratmeter fast belægning, tre 600 meter lange banespor med direkte forbindelse til jernbanenettet samt 14.000 kvadratmeter pakhus.

Samtidig skrider byggeprojekterne i Taulov planmæssigt frem. Den første af i alt fire kalksiloer á 350 kubikmeter er nu ved at blive rejst, og færdiggørelsen af belægningen til den nye HAL 4B nærmer sig, hvilket betyder, at hele hallen snart kan tages i brug.

Tusindvis af sommerhuse til salg før påske – købere advares mod at lade følelserne styre

0
Tusindvis af sommerhuse til salg før påske – købere advares mod at lade følelserne styre

BOLIG. Påsken er højsæson for sommerhushandler, og i år er ingen undtagelse. I alt er 6.830 sommerhuse sat til salg op til helligdagene, hvor forårssolen traditionelt får flere danskere til at kigge mod kysterne.

Men midt i den stigende købelyst lyder der en klar advarsel fra Danske BOLIGadvokater. Begejstringen kan hurtigt løbe af med købere, hvis ikke de holder hovedet koldt.

»Det er vigtigt at gøre sig klart, hvad man vil med sommerhuset i fremtiden. Hvis der skal bygges et helt nyt hus eller ombygges, så er det jo vigtigt, at det kan lade sig gøre. Fra det ene sommerhusområde til det andet kan der være stor forskel på, hvor mange kvadratmeter, og hvor højt man må bygge,« siger Jacob Jansson Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Danske BOLIGadvokater.

Ifølge boligadvokaterne er det langt fra en formsag at købe sommerhus. Når først købsaftalen er underskrevet, har køber kun seks hverdage til at fortryde, og det er ikke uden omkostninger. En fortrydelse koster en godtgørelse på én procent af købesummen.

Derfor anbefales det at få rådgivning tidligt i processen.

»Jeg råder altid til, at man henvender sig til en boligadvokat, allerede første gang man har været ude at se på et sommerhus. Købere får mest ud af rådgivningen tidligt i processen, hvor jeg kan forhandle vilkårene i købsaftalen,« siger Jacob Jansson Christensen.

Prisen på et sommerhus afhænger af flere forhold. Ifølge boligadvokaterne handler det ikke kun om udbudsprisen, men også om ejendommens stand, mulighederne for brug og beliggenheden.

»Ejendomsmæglerne har fokus på salgsprisen, mens BOLIGadvokaterne er optagede af købsprisen. Vi ved, at en prisvurdering, som tager udgangspunkt i den konkrete ejendom fremfor et område, giver både køber og sælger det bedste grundlag for en fair bolighandel,« siger han.

Motivationen for at købe sommerhus varierer også. For nogle er det udsigten til lejeindtægter, mens andre ser det som et fristed eller en investering.

»For nogle er det primært en stor udlejningsindtægt, der er motiverende. For andre er det ønsket om et rekreativt sted. Andre tænker i investering og værdistigning, og for mange er det en kombination. Er det investering, har beliggenheden typisk større betydning, end hvis man vil have store lejeindtægter, hvor faciliteterne i huset og området ofte er afgørende for indtægtsmulighederne,« siger Jacob Jansson Christensen.

Samtidig er der en række regler, som købere skal være opmærksomme på. Som udgangspunkt må sommerhuse kun bruges til beboelse fra marts til oktober, medmindre man opfylder særlige betingelser som pensionist. Derudover kan regler om byggeri og ombygning variere fra område til område.

»Huset skal opfylde kravene i det bygningsreglement, der var gældende ved husets opførelse. Men så snart man begynder at renovere eller bygge om, skal man opfylde kravene i det nuværende bygningsreglement. Det er kedeligt først at finde ud det, når man har underskrevet købsaftalen og planlagt den helt store ombygning,« siger han.

Rådet fra boligadvokaterne er derfor klart. Tænk dig grundigt om, undersøg reglerne og få professionel rådgivning, før drømmen om sommerhus bliver til virkelighed.

Håndbolden vokser videre og rammer højeste niveau i 16 år

0
Håndbolden vokser videre og rammer højeste niveau i 16 år

SPORT. Håndbolden oplever fortsat medvind i Danmark. Nye tal viser, at DanskHåndbold nu har det højeste medlemstal siden 2009, og fremgangen fortsætter for fjerde år i træk.

I alt er der registreret 118.602 medlemmer i 2025. Det er en stigning på 2.857 spillere sammenlignet med året før og svarer til en vækst på omkring 2,5 procent.

Udviklingen betyder, at cirka to procent af hele Danmarks befolkning nu spiller håndbold i en forening.

Fremgangen mærkes i hele landet. Alle fire regioner under DanskHåndbold oplever stigende medlemstal, og væksten går på tværs af både køn og aldersgrupper. Det glæder formand Torsten Laen.

»Jeg er enormt stolt over, at vi igen i 2025 oplever medlemsfremgang i DanskHåndbold. Vores ambition er at være Danmarks stærkeste fællesskab, og derfor glæder det mig især, at vi vækster over hele landet, på tværs af både børn, unge og voksne og på begge køn.«

Han peger samtidig på, at udviklingen i høj grad bæres af de mange frivillige i foreningerne.

»Vores mange frivillige ildsjæle skal have æren for den flotte medlemsvækst. De er rygraden i Håndbolddanmark, når de uge efter uge møder op i hallerne og skaber rammerne for begejstring og udvikling. Dem skylder vi en kæmpestor tak,« siger han.

Ser man på aldersfordelingen, er de 7-12-årige den største gruppe med knap 39.000 medlemmer. Samtidig er der en lille overvægt af kvindelige spillere med godt 60.000 medlemmer mod knap 58.000 mænd.

Også blandt de ældre aldersgrupper er der fremgang, hvor især gruppen mellem 40 og 59 år skiller sig ud med en markant stigning. Samlet set peger tallene på en bred opbakning til håndbolden på tværs af generationer.

De nye tal indgår i de samlede opgørelser fra DIF og DGI for 2025.

Flere danskere søger fællesskabet i foreningerne

0
Flere danskere søger fællesskabet i foreningerne

Aldrig før har så mange danskere været medlem af en idrætsforening. Nye tal fra Danmarks Idrætsforbund og DGI viser, at medlemstallet i 2025 for første gang har rundet 2,5 millioner.

Det samlede antal medlemmer er nu opgjort til 2.525.038, hvilket er en fremgang på 40.821 sammenlignet med året før. Dermed er det fjerde år i træk, at foreningsidrætten sætter ny rekord.

Ifølge DIF’s formand Hans Natorp vidner udviklingen om stærke fællesskaber over hele landet.

»Det er fantastisk, at endnu flere valgte foreningsidrætten til i 2025. I idrætsforeningerne mødes børn, unge og voksne i stærke fællesskaber, hvor der både er plads til motion, hygge, ambitioner og nye venskaber. Den nye medlemsrekord er et resultat af de mange frivilliges indsats, og de skal alle have en kæmpe tak for indsatsen,« siger han.

Fremgangen ses i alle landets fem regioner, herunder også i Syddanmark, hvor medlemstallet er steget med 6.471 til i alt 542.153 medlemmer. Samtidig er der vækst blandt både mænd og kvinder, men særligt kvinderne har øget deres deltagelse og står for den største fremgang det seneste år.

Også aldersmæssigt er der bred opbakning til foreningslivet. Især de ældre aldersgrupper trækker op, hvor både gruppen over 60 år og de ældste medlemmer over 70 år har markante stigninger. Den eneste gruppe med et mindre fald er de 13-18-årige.

Hos DGI peger formand Charlotte Bach Thomassen på, at foreningerne spiller en vigtig rolle i samfundet – også i en tid præget af uro.

»Et tårnhøjt medlemstal giver anledning til en kæmpe hyldest af frivillige i idrætsforeningerne lokalt. Det viser en stor robusthed hos vores foreninger, der i urolige tider bidrager med holdånd, fællesskab og sammenhængskraft på landet og i byen,« siger hun.

Ser man på de enkelte aktiviteter, er fodbold fortsat den største idrætsgren, selv om medlemstallet her er faldet en smule. Til gengæld er der fremgang i blandt andet gymnastik, svømning, fitness og golf.

Tallene dækker kalenderåret 2025 og er renset for dobbeltregistreringer, da nogle foreninger er medlem af både DIF og DGI.

Seks stemmer og status quo: Det var nok

0
Seks stemmer og status quo: Det var nok

POLITIK. Peder Tind havde regnet efter. Fra 3.438 stemmer i 2022 til 3.444 stemmer tirsdag aften. Seks stemmer frem for Venstre i Fredericiakredsen, på en aften, hvor partiet nationalt fik sit dårligste valg i historien.

»Ser man på alt det, vi har været igennem, er det faktisk meget tilfredsstillende,« siger borgmesteren. »Vi er en procent over Venstres resultat på landsplan. Så jeg synes, vi har landet et rigtig fint resultat.«

Det er svært at give ham uret. Venstre endte på 11,0 procent i Fredericiakredsen, et fald på blot 0,2 procentpoint siden sidst, mens partiet nationalt gik tilbage med 3,2 procentpoint til 10,1 procent. Den slags tal henter man frem, når stormen har blæst igennem og huset stadig står.

Tind peger selv på forklaringen. »Vi har været i en historisk midterregering, og det koster at tage ansvar.« Det er en forklaring, mange i partiet deler. Fire år i en bred midterregering er sjældent gratis for nogen af de deltagende partier, og Venstre er ikke den første til at erfare det.

Borgmester Peder Tind (V) er tilfreds med Venstres valgresultat i Fredericiakredsen. Foto: AVISEN

Men Fredericia klarede sig altså bedre end resten af landet. En del af æren giver borgmesteren til partiets lokale kandidat. »Lasse har gjort det rigtig godt i den her valgkamp. Man skal huske på, at han blev kandidat en uges tid før, der blev udskrevet valg, så han har ikke haft den store løbebane til at forberede sig.« Lasse Hildingberg endte på 273 personlige stemmer i Fredericiakredsen og 631 i hele Sydjyllands Storkreds. Tind er ikke i tvivl om, hvad der venter. »Jeg forventer mig meget af fremtiden. Han bider sig fast og bliver en stærk kandidat.«

Borgmesteren glæder sig imens også over det bredere billede. Lægger man de borgerlige partier sammen i Fredericiakredsen, er de samlet større end den røde blok. »Der er bare flere borgerlige stemmer i Fredericia,« konstaterer han. Han ringede på valgaftenen til sin byrådskollega Susanne Eilersen for at gratulere til DF-fremgangen. »Hun fortjener kæmpe anerkendelse for et fantastisk resultat. Det var vigtigt for mig at anerkende og rose.«

Peder Tind forlod valgnatten som en mand, der havde overlevet det, han vidste kom. Seks stemmer frem er ikke en triumf. Men på en aften, hvor partiet nationalt tabte historisk, var det nok.

Mette Frederiksen har indkaldt flere borgerlige partier til forhandlinger

0
Foto: AVISEN

Mette Frederiksen er gået i gang med arbejdet med at forsøge at samle en ny regering efter folketingsvalget. Onsdag blev den fungerende statsminister udpeget af kongen til at lede forhandlingerne om regeringsdannelsen.

Nu oplyser Socialdemokratiet, at der er indkaldt til forhandlinger med syv partier. Det drejer sig om SF, Enhedslisten, Radikale, Alternativet, Moderaterne, Venstre og De Konservative.

Møderne er efter planen lagt den 27. marts, 29. marts, 31. marts og 1. april.

Mette Frederiksen går ind til forhandlingerne som leder af Socialdemokratiet, der efter valget står med 38 mandater. Dermed er partiet fortsat Folketingets største, men uden et flertal bag sig.

De partier, der er inviteret til forhandlingerne, råder over følgende antal mandater:

SF har 20 mandater, Enhedslisten 11, Radikale 10, Alternativet 5, Moderaterne 14, Venstre 18 og De Konservative 13.

Ugens Emmy: Tue Christiansen

Ugens Emmy: Tue Christiansen

UGENS EMMY. Tue Christiansen har hænder, man lægger mærke til, hvis man ved, hvad man skal kigge efter. De er ikke urolige, de gestikulerer ikke, de ligger bare der på bordet foran kaffekoppen på Emmys, brede og rolige og mærkede af noget, der ikke lader sig vaske af. Det er hænder, der har holdt om et stemmejern, siden han var lærling i Fredericia, der har sat spær op i regnvejr og skiftet vinduer i blæst, og som i dag lige så naturligt folder sig om en dagsorden til et bestyrelsesmøde som om et håndtag på en sav. Han er tømrermester. Det er det første, man skal vide om ham, og det er det sidste, for alt det andet, bestyrelsesposterne, erhvervsformandsrollen, de frivillige timer, kampsportstræneren der underviser i kick- og thaiboxning to aftener om ugen, vokser ud af det samme sted. Ud af hænderne. Ud af håndværket. Ud af den overbevisning, at man tilføjer verden noget ved at gøre tingene ordentligt, og at man ikke behøver råbe op om det bagefter.

Strib. Det er dér, han kommer fra, og han siger det, som man siger navnet på et sted, man aldrig rigtig har forladt, selv når man har været væk. En barndom i Strib, hvor han var den dreng, der samlede alle de andre på det grønne areal og førte dem i krig, med en stemme der aldrig holdt hele vejen hjem. Hans mor fortæller, at han aldrig havde stemme, når han kom ind ad døren om aftenen, fordi han havde råbt den væk derude, hvor han var generalen, og de andre var hæren, og ingen stillede spørgsmål ved kommandovejen. En bullerbasse, kalder han sig selv, og ordet falder med en blanding af selvironi og stolthed, den slags, der kun kommer fra folk, der godt ved, hvem de var som børn, og som ikke har tænkt sig at undskylde for det. »Det gør jo også, at jeg tager bullerbasser ind som lærlinge i dag. Jeg kender typen,« griner han.

Strib. Så Nørre Aaby Realskole, fordi der skulle ske noget mere. Og så i lære som tømrer ovre i Fredericia, fordi det lå i kortene. Hans farfar var snedker. Hans morfar var snedker. Hans far var tømrer. Tre generationer før ham havde gjort det samme valg, eller måske var det slet ikke et valg, men en selvfølgelighed, noget man ikke diskuterede, ligesom man ikke diskuterer, om vandet er vådt. Tue stillede i hvert fald ikke spørgsmål ved retningen. Det var bare sådan, det var.

Men det, der fulgte efter læretiden, var ikke det forudsigelige forløb, man kunne have forventet af en ung tømrersvend fra Strib med tre generationers savspåner i blodet. Han tog til udlandet. Først to år ude at arbejde, så et halvt år i Australien med sin kæreste, der i dag er hans kone, Diana. Og så til Tyskland, hvor han arbejdede i flere år og lærte noget om sig selv og om faget, der ikke stod i nogen dansk lærebog. Det er en del af hans historie, der let kunne glide forbi som en parentes mellem læretiden og det, der kom efter, men som fortjener at stå, fordi den fortæller noget afgørende om en mand, der allerede som ung havde brug for at mærke verden under fødderne, før han vendte hjem og satte dem solidt i den jord, han kom fra.

Da han kom tilbage til Middelfart, begyndte det, man med en vis ret kan kalde en vandring gennem byens tømrerfag. Ikke en planlagt rute med et mål for enden, men den slags bevægelse, der opstår, når en mand er dygtig nok til, at folk lægger mærke til ham, og nysgerrig nok til at sige ja, når de ringer. Han arbejdede først hos Kolster, det firma han i dag ejer, men dengang bare som en ung svend med værktøjskassen og intet andet. Så skiftede han til aluminium og glas hos Frank Tarpgaard, noget helt andet end tømrer, men nogle gode år, hvor hænderne lærte et nyt materiale at kende. Så tilbage til tømrerfaget, hos Guldfeldt i Odense. Og så mødte han en af de tidligere ejere af Kolster. Ikke ved et møde. Ikke over en forretningsplan. Men på en mountainbiketur i skoven, hvor han nævner, at hans kompagnon skal på pension, og noget falder på plads mellem træerne, uden at nogen af dem gør et stort nummer ud af det.

»Jeg cyklede noget mountainbike og mødte den ene af dem,« fortæller han. »Hans kompagnon skulle på pension og ville stadig gerne have en kompagnon.«

Så simpelt kan det siges. Og så simpelt var det nok også, i den forstand at de store beslutninger i Tues liv aldrig er kommet med trompetfanfarer, men med en telefon der ringer, en tur i skoven, en sætning over skulderen. Han overtog den første halvdel af Kolster i 2013 og den anden i 2024. I dag er firmaet hans. Et tømrer- og snedkerfirma med over halvtreds ansatte, beliggende på Korsholm Allé i Middelfart, grundlagt i 1988 og med et navn, der har fulgt byen i snart fire årtier. Kolster bygger erhverv og boliger, renoverer, vedligeholder, sætter glasfacader op og rykker ud, når noget er akut. De var atten mand på Sukkerkogeriet i Odense under corona, mens andre firmaer sendte folk hjem. De har kommunens og boligforeningernes tillid. Det er solidt, og det er måske det mest præcise ord, man kan bruge om den virksomhed, Tue har overtaget og gjort til sin egen, for Kolster ligner sin ejer på den måde, at det, der holder, sjældent er det, der larmer.

Men Tue taler om overtagelsen som mere end sin egen historie. Han taler om det løbende generationsskifte, om den bevægelse, der opstår, når en virksomhed hele tiden slipper nyt blod ind, og som han mener er det sundeste, der kan ske for enhver forretning. Han ville nok ryste på hovedet, hvis man kaldte det en filosofi. Men det er det.

»Det udvikler en virksomhed, når der kommer yngre kræfter ind, som tænker anderledes. Og så håber jeg, at jeg kan hjælpe dem med de kontakter og den erfaring, jeg har,« bemærker han.

Han arbejder ti til femten år endnu, og inden da håber han, at to yngre folk sidder klar til at overtage. Ikke fordi han er træt. Ikke fordi virksomheden kræver det. Men fordi han selv kom ind i Kolster udefra og kan mærke, hvad det gav, at nogen slap ham ind og gav plads, og fordi han ved, at en virksomhed, der ikke fornyer sig, langsomt stivner, uanset hvor godt håndværket er.

Det, man hurtigt forstår, når man sidder over for Tue Christiansen, er, at han ikke adskiller sit arbejde fra sit engagement i byen. Der er ingen grænse mellem de to, ingen dør han går igennem, hvor tømrermesteren bliver til formandstypen. Det er den samme mand, der tager de samme beslutninger med den samme mavefornemmelse, uanset om han sidder på en byggeplads eller ved et bestyrelsesmøde. Han er formand for Middelfart Erhverv, formand for Brobygning Middelfart, formand for DI Byggeri Vestfyn og sidder i bestyrelsen for ungdomsskolen. Det er mange poster for én mand, men han taler ikke om dem som poster.

»Jeg brænder for, at Middelfart er et godt sted at være. Hver dag,« fortæller han. »Jeg er jo et gammelt Strib-dreng, men jeg er også middelfarter. Der var sådan lidt en kamp, da vi var unge, mellem striberne og middelfartere. Men det er sjovt, når man bliver ældre. Så får man gode relationer til dem på den anden side.«

Det er sagt med lethed, med det smil, der hører til historier om drengestreger og gamle rivalisering mellem to byer, der ligger så tæt på hinanden, at grænsen mest er en fornemmelse. Men der ligger noget under det, der ikke er let. For Tue er ikke en mand, der sidder i bestyrelser, fordi nogen har spurgt ham, og han ikke kunne finde en undskyldning for at sige nej. Han er en mand, der aktivt forsøger at binde en kommune sammen, at få erhvervslivet til at tale med hinanden, at få Strib og Middelfart og Nørre Aaby og de mindre lokalsamfund til at trække i samme retning. I Brobygning Middelfart, der blev etableret af byrådet i 2019 på opfordring fra erhvervslivet, har han som formand sat en klar retning. »Vi står stærkere, når vi arbejder sammen,« som han har sagt. Det er den måde, han driver alt på. Firmaet, formandsposterne, vennegrupperne, træningen om aftenen. Det hele handler om det samme. Om at samle folk, der ellers ville sidde hver for sig.

Og det med ungdomsskolen er ikke en tilfældig post i rækken. Det er der, han vender igen og igen tilbage til i samtalen, til de unge mennesker, til de lærlinge han tager ind hos Kolster, til de praktikanter der næsten altid går rundt på pladsen, til den fornemmelse han kender fra sig selv, at man som ung ikke altid ved, hvad man brænder for, men at man kan finde ud af det, hvis nogen giver én lov til at prøve. »Jeg lærer noget af de unge mennesker,« erkender han. »De unge, der sidder i bestyrelsen fra gymnasiet eller fra skoleudvalget. De vil gerne frem og vil noget bedre for det, de går og laver. Det synes jeg er fantastisk.«

Det er drengen fra det grønne areal, der taler. Generalen, der samlede hæren. Bare med et andet sprog og en anden arena.

Hans egen søn er det bedste eksempel. Han havde aldrig interesseret sig for tømrerfaget. Aldrig. Han kunne ikke engang samle et IKEA-skab, som Tue siger det, med en latter der er lige dele stolthed og vantro. Hans mor gjorde det. Men efter gymnasiet spurgte han, om han kunne tjene nogle penge ude ved faderen i et sabbatår. Tue sagde ja, og han kom ud på pladsen og arbejdede med de gamle svende, dem med savspånerne i håret og erfaringen i hænderne, og noget skete, noget der ikke lader sig planlægge, men som enhver håndværker kender. Materialet begyndte at tale til ham. Efter et halvt år sad han en aften ved bordet og sagde til Tue og Diana, at tømrerfaget var det fedeste i verden.

»Jeg tror, han brænder mere for faget, end jeg nogensinde har gjort,« konstaterer Tue. »Og det håber jeg for alle unge mennesker. At de kommer ud og prøver noget og får den der opvækning, hvor de bare tænker, det her er det, jeg vil.«

Det er en erfaring, han nu har set med egne øjne, og den hænger sammen med hans eget forløb, for Tue fik aldrig selv det valg. Hos ham lå det i kortene. Farfar, morfar, far. Tømrer. Men netop derfor har han insisteret på, at hans egne børn skulle vælge frit. At de skulle finde det, der gjorde dem glade, uden at faderen lagde retningen ind. Det gjaldt sønnen. Og det gælder datteren, der lige nu er i Australien. Uden returbillet, tilføjer han med et grin, der ikke helt kan skjule, at det nager ham en smule.

Julie spørger ham, om det hele bare har kørt. Om der ikke har været bump undervejs. Han tænker sig om, men ikke længe. Arbejdsmæssigt har det egentlig altid kørt, og det lyder næsten som en undskyldning, fordi han godt ved, at det ikke er sådan, de fleste oplever et arbejdsliv. Men det er sandheden. Der har hele tiden været nogen, der har ringet og spurgt, om han ikke ville det ene eller det andet. Det er ikke kommet af sig selv, for det kræver hårdt arbejde, og det ved han, men mulighederne har fundet ham, fordi han har mødt op, fordi han har leveret, og fordi folk har kunnet se, at han var til at stole på.

»Rent arbejdsmæssigt er tingene kommet til mig. Men det kommer ikke af sig selv,« understreger han. »Det er ens arbejdsindsats, der gør det.«

Og så falder der noget andet. Stille, næsten i forbifarten, som noget der tilhører en helt anden samtale, men som alligevel lander midt i denne, fordi Julie spørger ham, hvor han var som femogtyveårig.

Han var syg. Lymfekræft. Udbredt i kroppen. Han var i kemoterapi i et helt år. Han var i monsterform, som han selv siger, den stærkeste han nogensinde havde været, og det var formentlig det, der reddede ham, for lægerne kunne blive ved med at give ham kemo, selv når hans blodtal var langt nede, fordi hans krop var stærk nok til at bære det, der skulle til for at slå sygdommen ned. Han kom ud på den anden side. Fik meningitis bagefter, fordi immunforsvaret var kørt helt i bund. Og så rejste han sig.

Han fortæller det, som han fortæller alt andet. Uden drama. Uden at gøre sig selv til helt. Uden at lade det fylde mere, end han mener, det fortjener. Det skete. Han overlevede. Og han gik videre. Men det er umuligt at sidde over for ham og ikke tænke, at den sygdom har lagt en bund i alt det, der kom efter. At den stille beslutsomhed, han bærer med sig, den der får ham til at stå op hver morgen og tage fat, ikke kun er vane eller temperament, men også noget, der blev formet i et år, hvor ingenting var givet.

Vi spørger ham derefter, hvad han er stolt af. Ikke det, der står på et CV, men det andet. Det, der ikke kan måles i omsætning eller bestyrelsesposter. Svaret kommer med det samme, og det rammer, fordi det er sagt med en varme, man ikke har hørt i de passager, der handler om forretning.

»Mine børn,« svarer han uden tøven. »Det har sgu været nemt at have børn. De siger til mig, at jeg har været hård. Men de vil opdrage deres egne børn på samme måde, som Diana og jeg har opdraget dem. Og hård, det er jo ikke hård på den måde. Der har bare været faste rammer.«

Han og Diana har begge arbejdet meget, altid. De har aldrig snakket børneopdragelse, det lå bare der, som noget de begge bar med sig, uden at det behøvede ord. Han var den, der satte rammerne. Hun var den, der sørgede for de bløde værdier. Ikke at hun ikke kunne være hård, tilføjer han hurtigt, det kan hun absolut, og han ved godt, hvem der bestemmer til sidst. Det er han slet ikke i tvivl om, smiler han.

Deres børn var de første, der blev afleveret i børnehaven, og de sidste, der blev hentet. Sådan var det bare. Men når de var sammen, var de der hundrede procent. Og de har været heldige med forældre, der kunne hjælpe, når det kneb, med syge dage og afhentninger og alt det, der skal falde på plads, for at en hverdag med to travle forældre kan hænge sammen.

»Vi har 7-9-13 ikke haft noget bøvl med vores børn,« fastslår han og banker i bordet. »Det har bare kørt.«

Det lyder enkelt. Men det er sagt af en mand, der ved, at det ikke er det. En mand, der som femogtyveårig lå i kemo og ikke vidste, om han ville se sine børn vokse op. En mand, der har arbejdet tres timer om ugen i årtier og alligevel insisteret på at være til stede, når det gjaldt. En mand, der banker i bordet, fordi han godt ved, at heldet også har spillet ind, og at man ikke skal tage noget for givet. Allermindst det, der bare har kørt.

Når han ser frem, er målene konkrete. Han vil finde en eller to nye medejere til Kolster. Han har lige ansat en byggeleder mere, så han selv kan frigøre tid til det, der ligger ved siden af virksomheden. Han vil have firmaet til at ligge stabilt omkring tres mand, ikke flere, bare bedre. Det er en sætning, der siger alt om ham, det der »bare bedre«, for i en tid hvor de fleste måler succes i vækst og størrelse, måler Tue den i noget andet. I kvaliteten af det, der bliver lavet. I trivslen hos dem, der laver det.

»Der er så mange, der vil være store og være det hele,« konstaterer han. »Jeg har det sådan, hvorfor ikke bare gøre det bedre? Det skal være en god arbejdsplads. Man skal have det godt. Vi kan altid forbedre, hvordan vi laver tingene.«

Og så er der mountainbiken. Det er et mål, han har sat sig, og han nævner det med en alvor, der kunne overraske, hvis man ikke kendte ham. Han vil gerne ud og cykle, mens det er lyst. Bare én gang om ugen. Det lyder beskedent for de fleste, men for en mand, der sidder på kontoret til langt ud på aftenen og kører derud i weekenden, er det en beslutning, der handler om mere end cykling. Det handler om at give sig selv lov til noget, der ikke har et formål ud over bevægelsen selv. Skovbunden under dækkene. Lyset mellem træerne. Den samme skov, hvor han engang mødte sin fremtidige kompagnon, bare denne gang uden en dagsorden.

»Ny kompagnon og så komme ud at cykle,« opsummerer han. »Det er målet.«

Men selv når han taler om at trække sig lidt tilbage, om at frigøre tid og finde plads til sig selv, ender han alligevel det samme sted. Ved de andre mennesker. Han samler stadig folk. Det er stadig det, han gør, uanset om det er i firmaet, hvor han laver sociale arrangementer for medarbejderne, eller om aftenen, hvor han træner kick- og thaiboxning to gange om ugen, som han har gjort, siden han var fem et halvt år gammel. Han har en biografklub med vennerne og en pokerklub, fordi han arbejder så meget, at han har brug for faste samlingspunkter, steder hvor det hele ikke handler om at beslutte noget, men bare om at sidde ned og være sammen.

»Mine kammerater siger, at jeg altid arbejder,« indrømmer han. »Men så slår jeg op og spørger, skal vi spille poker på fredag? Så griller vi først, sidder og spiser, og så snakker vi.«

Det er en anden måde at være i gang på. For Tue stopper ikke. Han skifter bare register. Fra savbukken til bestyrelseslokalet, fra bestyrelseslokalet til boksesækken, fra boksesækken til pokerbordet. Det er den samme energi hele vejen, den samme bullerbasse fra Strib, bare med flere arenaer.

Vi spørger ham til sidst, hvad han ville sige til sit femogtyveårige jeg. Til den unge mand, der lå i en hospitalsseng og ikke vidste, hvad der ventede. Svaret er kort, og det kommer uden tøven.

»Gør ligesom du hele tiden har gjort. Tro på, at det er de rigtige valg, du har taget.«

Det er det tætteste, Tue Christiansen kommer på at tale om sig selv i store ord. Og det er nok. For udenfor vinduet på Emmys Kaffebar ligger Middelfart stille hen i formiddagslyset, og et sted ude på Korsholm Allé holder der en varevogn med Kolsters logo, og et sted i Strib er der et grønt areal, hvor en dreng engang råbte så højt, at han ikke havde stemme, da han kom hjem. Den dreng blev tømrer. Han blev formand. Han blev far. Han blev syg og blev rask igen. Han blev den mand, der samler folk, der ellers ville sidde hver for sig. Og han har ikke tænkt sig at stoppe endnu.

Far og søn under samme tag: Bjarne og Troels fandt FHK ad hver sin vej

Far og søn under samme tag: Bjarne og Troels fandt FHK ad hver sin vej

FRIVILLIGHED. Bjarne Nørholm var blevet fritstillet fra PostNord efter mange år. Troels Juhler Nørholm havde en søn, der spillede håndbold, og syntes, det gik godt for herreeliten. Det er to forskellige historier, og alligevel førte de begge to til det samme sted.

»Jeg havde lyst til at komme ud, og jeg har altid interesseret mig for håndbold,« siger Bjarne. Han startede som frivillig i 2018 og har siden fundet sin plads i ADP Loungen, hvor han tager imod gæster, styrer skyboxes og fører samtaler med mennesker, han i mange tilfælde kender i forvejen. »Jeg kender nok 90 procent af dem, der kommer,« konstaterer han. Det er resultatet af mange år i Fredericia og mange år med interesse for det, der sker i byen.

Troels kom til for omkring to sæsoner siden. Lidt nyere, lidt anderledes motiveret, men med den samme grundlæggende fornemmelse af, at det gav mening. »Det gik jo godt for herreeliten, og så tænkte jeg, at det kunne være en god idé at hjælpe til,« siger han. Han kontrollerer billetter og hjælper til i baren, når der er brug for det.

Noget at give videre

Troels har selv en søn, der spiller håndbold. Det fylder i billedet af, hvad foreningslivet betyder for ham. »Det er noget, jeg prøver at opdrage mine børn til,« siger han. At være med, at bidrage, at møde andre mennesker uden en skærm imellem. »Teknologien og computerne begynder at overtage mere og mere af vores dagligdag, og så er det vigtigt, at man i foreningen har noget mere sammenhold.«

Det ord kender Bjarne godt. Han bruger det selv, når han skal forklare, hvad det er ved FHK, der holder ham fast sæson efter sæson. Men han sætter også billeder på. Det er sjovt at kende de mennesker, der banker på. Og det er sjovt at tage med på udekamp, når det går den rigtige vej. Den gang FHK slog Kolding ud, husker han stemningen i bussen på hjemvejen. »Flasker der buldrede, sjov, sang og skrål,« griner han. Det er ikke et dårligt argument for at melde sig frivillig, lyder det så.

Til dem, der overvejer det

Bjarne er direkte i sin anbefaling. Hvis man keder sig lidt derhjemme og har tid tilovers, er der ikke meget at tænke over. »Det er helt perfekt at gøre det,« siger han.

Troels peger på det, der holder ham fast. Ikke den store fortælling, men den simple om at der er brug for folk, at der er opgaver, der skal løses, og at det er bedre, når der er nogen til at løse dem. »Hvis de frivillige ikke var der, ville de nok have et problem,« siger han med et skuldertræk.

En far og en søn, hvert sit område, den samme hal.

Kommunen fastholder priserne på byggegrunde

Kommunen fastholder priserne på byggegrunde

0
Middelfart Kommune sætter ikke priserne ned på sine parcelhusgrunde. Det indstiller forvaltningen til byrådet den 7. april, efter at en mæglervurdering har bekræftet, at...