Partier ville have svar: Hvorfor skal borgmester ikke længere være formand?

0

Nye Borgerlige og Enhedslisten har ved flere lejligheder været efter organisationen Brobygning Middelfart og dens konstruktion. På mandagens byrådsmøde i Middelfart blev vedtægtsændringer gennemgået. Ændringerne betyder, at borgmester Johannes Lundsfryd ikke længere skal være formand.

I forbindelse med indgåelse af budgetforlig for 2024-2027 blev aftaleparterne enige om at løfte indsatsen i Brobygning Middelfart, så erhvervsforeningerne kommer til at spille en større og tydeligere rolle og at udbygge samarbejdet mellem de fire foreninger og kommunen. Aftaleparterne foreslog at indarbejde dette i vedtægterne for Brobygning Middelfart. På en ekstraordinær generalforsamling den 1. november 2023 blev vedtægtsændringer for Brobygning Middelfart vedtaget.

Der er blandt aftaleparterne enighed om at arbejde frem mod følgende vedtægtsændringer:

  1. En ny formandsmodel, hvor formand og næstformand udpeges blandt de tre erhvervsforeninger og med mulighed for på et senere tidspunkt at rekruttere en ekstern formand.
  2. Byrådets to medlemmer i bestyrelsen udpeges blandt og af Byrådets medlemmer.

Borgmester Johannes Lundsfryd fortalte om begrundelsen for dette:

– Der er konkrete, synlige og mærkbare effekter af Brobygning. Den nye model gør, at der er mulighed for en ekstern formand, sagde Lundsfryd.

Middelfart Kommune giver årligt tre millioner kroner i tilskud til Brobygning Middelfart, der er en sammenslutning af de tre foreninger Middelfart Erhvervscenter, VisitMiddelfart og Middelfart Handel. Det er dog ikke alle, der synes lige godt om konstellationen, da der eksempelvis er en “låneaftale” mellem flere af medarbejderne, der er tilknyttet Brobygning Middelfart. Det har Nye Borgerlige og Enhedslisten tidligere påpeget med henvisning til Anders Baagland, der er citymanager, og som i den funktion, som tidligere beskrevet på AVISEN, også er ansat af Jysk Fynske Medier. I den forbindelse har Brobygning Middelfart købt for adskillige kroner annoncer.

I byrådssalen i mandags fortsatte Enhedslisten ved at stille spørgsmål ved flere ting i Brobygning Middelfart.

– Vi mener, at de tre foreninger skal overtage økonomien, så vi kan spare de tre millioner kroner. Vedtægtsændringerne viser ændringer i personaleorganisationen, og det kunne være sjovt, hvis vi kunne få en uddybning af ændringerne og ideen bag vedtægtsændringerne, sagde Lasse Schmücker (Ø).

Lasse Schmücker fik dog ikke svar på hans sidstnævnte spørgsmål. I stedet kunne han høre blandt andet Kaj Johansen (A) sige:

– Brobygning er en stærk katalysator. Vi går nu til step to og giver større ansvar til erhvervsforeningerne. Det vil have stor betydning for Middelfart Kommune, sagde Johansen.

Også Morten Weiss-Pedersen (C) gav Brobygning ord med på vejen.

– Vi er glade for, at foreningerne vil være bærende støtter. Det er afgørende for os. Hvis man ser på væksten af indbyggere og firmaer i Middelfart Kommune, kan man se, at strategien giver resultater. De tre millioner kroner er for mig en investering i at være en erhvervskommune, sagde Weiss-Pedersen.

Borgmester Johannes Lundsfryd rundede punktet af med at sige følgende:

– Vi vil have en mere levende bymidte, og der var ti tomme butikker i gågaden, da vi startede Brobygning op – i dag ser man noget andet. Erhvervslivet har blandt andet også været med til at betale 300.000 kroner til den nye julebelysning, sagde Lundsfryd, der efterfølgende kunne konstatere, trods indsparket fra Nye Borgerlige og Enhedslisten, at der var enighed om vedtægtsændringerne.

Regeringen afsætter 28,2 millioner kroner til Den Sociale Investeringsfond

0
Foto: AVISEN

Regeringen giver et kapitalindskud til Den Social Investeringsfond på 28,2 millioner kroner til at investere i sociale indsatser og indsatser på handicapområdet.

28,2 millioner kroner afsættes til Den Sociale Investeringsfond (DSI), der mangler midler til at igangsætte nye investeringer. Midlerne skal gøre det muligt for DSI at investere i sociale indsatser, herunder indsatser på handicapområdet, der skaber positive forandringer for borgerne.

En del af midlerne (15 millioner kroner) er uforbrugte midler fra specialeplanlægning for 2023, hvor der endnu ikke er en politisk aftale. Resten af midlerne (13,2 millioner kr.) er uforbrugte midler fra Udviklings- og Investeringsprogrammerne på socialområdet i 2023.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:

– Det betaler sig at investere i mennesker, og Den Sociale Investeringsfond laver et vigtigt arbejde, som kan hjælpe os med at løfte socialområdet. Jeg er glad for, at det nu bliver muligt at igangsætte nye vigtige investeringer i udvikling og udbredelse af sociale indsatser herunder indsatser på handicapområdet.

Regeringen og alle folketingets partier afsatte i efteråret 23,0 mio. kr. til Den Sociale Investeringsfond i årene 2025-2027 med reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2024-2027.

Ny power-to-X uddannelse til Fredericia

0

Der er nye uddannelser på vej i hele landet. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har netop godkendt 19 nye uddannelsesudbud. Studerende kan se frem til nye uddannelser inden for bl.a. grøn omstilling, sundhed og produktion.

Inden længe bliver det blandt andet muligt at læse til radiograf i Herning og at efter- og videreuddanne sig i power-to-X i Fredericia, i bæredygtighed og grøn omstilling i Aalborg og Esbjerg eller i rusmiddelbehandling i København og Aarhus. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har godkendt 19 nye udbud af uddannelser.

På Syddansk Universitet (SDU) er en kandidat i folkesundhedsvidenskab, en kandidat i data science og en master i data stewardship blevet godkendt. Det samme er en professionsbachelor i filmproduktionsledelse på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Svendborg.

En andet nyt udbud, der er godkendt, er akademiuddannelsen i innovation, produkt og produktion på Professionshøjskolen Absalon i Kalundborg. Uddannelsen skal bidrage til at få opkvalificeret arbejdskraften i området, som er efterspurgt af erhvervslivet.

Uddannelsesinstitutionerne skal fortsat udvikle nye uddannelser, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet, men der er samtidig et behov for en samlet, langsigtet plan for det videregående uddannelseslandskab.

– Verden forandrer sig, og det skal vores uddannelser afspejle. Der er behov for, at uddannelseslandskabet følger med udviklingen. Derfor synes jeg, at det er meget positivt, at så mange relevante nye uddannelser, der imødekommer erhvervslivets behov, kommer til at skyde op i hele landet. Samtidig befinder vi os i en situation, hvor ungdomsårgangene vil falde i de kommende år. Det giver virksomhederne problemer, når de skal rekruttere. Derfor er det vigtigt, at vi uddanner til det, som arbejdsmarkedet efterspørger, og det er tilfældet med de 19 nye uddannelser. Det er også baggrunden for, at vi har igangsat et ambitiøst reformprogram for de videregående uddannelser, der skal tage højde for de udfordringer, vi ser ind i. Regeringen er startet med universitetsuddannelserne, og næste skridt er en reform af de professions- og erhvervsrettede uddannelser, siger Christina Egelund.

Fakta

  • De videregående uddannelsesinstitutioner har ansøgt om 24 nye udbud af uddannelser.
  • Udbuddene kan både være nye uddannelser, nye udbud af nye uddannelser, nye udbud af eksisterende uddannelser, dubleringer af udbud af uddannelser, flytninger eller nye uddannelsesfilialer.
  • To gange om året har de videregående uddannelsesinstitutioner mulighed for at indsende ansøgninger om at oprette nye uddannelsesudbud.
  •  Uddannelses- og forskningsministeren står for den endelige godkendelse af ansøgningerne. Forinden har Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU) lavet en faglig vurdering af ansøgningerne. I deres vurdering ser udvalget blandt andet på arbejdsmarkedsefterspørgsel og konsekvenser for andre uddannelsesinstitutioner.
  • Hvis en uddannelsesinstitution modtager afslag, har institutionen mulighed for at gøre indsigelse senest ti hverdage efter, de modtager afgørelsen. Indsigelsen behandles herefter af RUVU og uddannelses- og forskningsministeren.

Se her listen over de nye uddannelsesudbud.

Hellestedets konstruktion er til overvejelse

0

Hellestedet på Vester Voldgade i Fredericia har været genstand for ekstra opmærksomhed i den seneste tid, grundet kriminalitet omkring stedet. Senior- og Socialudvalget havde tirsdag Hellestedet oppe at vende som punkt, og de er nu i gang med at se på fremtidens konstruktion, der skal sikre et trygt sted at færdes for de udsatte borgere.

Skal Hellestedet flytte, eller hvad skal der ske? Det spørgsmål er blevet stillet flere gange i debatten. En flytning var ikke på tale under tirsdagens møde. I stedet så man nærmere på indholdet ved Hellestedet, hvor udvalget drøftede den konstruktion, som der er nu.

– Vi drøftede lidt de problemer, der er omkring Hellestedet. Det er vigtigt, at vi fortsat har et sted, hvor byens udsatte borgere kan mødes og samles. Hvis vi ikke tilbyder dem et ordentligt sted at være, finder de selv et, og det har vi ikke styr på på samme måde. Vi er godt klar over, at der er problemer med Hellestedet, der er kommet elementer, der har medført kriminalitet, i og med at der handles med stoffer deroppe. Derfor glæder det os meget, at politiet fører tilsyn med det og forsøger at rydde ud i det. Vi har vores rusmiddelafdeling, repræsentanter fra Solstrålen, der kommer forbi, og den tekniske afdeling rydder op og fjerner uønskede ting – så der er en del tilsyn. Vi vil gerne have tilladelse til at sætte kamera op, da det skaber tryghed og i højere grad giver brugerne et sted at helle. Vi har brugt meget tid på at drøfte, hvilket værested vi vil have – vil vi fortsætte med den eksisterende konstruktion eller flytte det til en anden lokalitet; vi har snakket om at lægge det sammen med Kirkens Korshærs varmestue, så de kan føre tilsyn med det, og der kommer opsyn på en kærlig og omsorgsfuld måde, siger udvalgsformand Søren Larsen (A).

Da det nuværende Hellested blev etableret i 2020, var brugernes ønsker, at det er indenfor voldene, at der er kort afstand til indkøb, der er kort afstand til Misbrugscenteret, man ikke er til gene for andre, og man er væk fra ungdommen. Ud fra de kriterier har det ikke været muligt for Senior- og Socialudvalget at pege på en anden placering. Derfor kigges der nu mere konkret på Hellestedets “indhold” for igen at gøre det tryghedsskabende.

– Vi har kigget på alternative placeringer. Det er vigtigt, det er indenfor voldene, da det ikke nytter at komme ud på landet. Vi kiggede på de placeringer, der var fremme, da man vedtog den nuværende placering oppe i Vester Voldgade, og har kigget på alternative placeringer, der ikke er løsninger til højrebenet, og derfor ser vi på et andet Hellested i en anden konstruktion, siger Søren Larsen.

Larsen understreger vigtigheden af Hellestedet, der hjælper udsatte borgere.

– Det er et samlingssted, hvor byens udsatte borgere kan mødes under fredelige forhold, og de kan være sig selv og samles og have fred og ro. Det er vigtigt, vi har et tilbud, og vi har haft det i mange år, det er desværre i den senere tid med uheldige elementer, der har givet uro og kriminalitet, forklarer Larsen.

Ifølge Søren Larsen er det essentielt, at man har et hellested. Alternativet ville være, at de færdes forskellige steder i byen og var til gene for den almene borger.

– Hvis vi ikke havde et hellested, ville vi risikere, at borgerne samles i parkeringshuset, midtpunktet eller foran din hovedindgang – det kunne være mange forskellige steder rundt i byen. Hvor det ligger nu, eller en tilsvarende placering, kan give ro for byens borgere og også så udsatte har et fredeligt sted at samles, slutter Søren Larsen.

I forbindelse med udvalgsmødet blev det besluttet, at Senior- og Socialudvalget stabler et møde på benene med Udsatterådet i forbindelse med drøftelsen om fremtidens konstruktion af Hellestedet.

FHK har ansat ny kommerciel chef

0

Fredericia Håndboldklub har fundet en ny kommerciel chef. Valget er faldet på den 37-årige Morten Høite Hansen, der senest har været ansat som Head of Regional Sales hos Carlsberg Danmark.

FHK tog ved udgangen af oktober afsked med Lars Peter Hermansen, der var ansat som kommerciel direktør, men Hermansen ønskede at prøve noget nyt. Dengang meldte klubben ud, at de ville starte processen med at finde en kommerciel chef.

I samarbejde med Actief Hartmanns fandt FHK en række kandidater til stillingen, og valget faldt på Morten Høite Hansen, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Morten Høite Hansen har, ifølge pressemeddelelsen, erfaring inden for relationer og netværksopbygning. Han var blandt andet en central figur i planlægningen af “Danmarks største virtuelle vinsmagning”, der blev sendt på TV 2.

Den nye kommercielle chef har første arbejdsdag i FHK den 2. januar 2024. Til dagligt bor Morten Høite Hansen i Odense med sin hustru og deres to børn.

45-årig mand dømt for at dræbe sin mor

0

Onsdag blev en 45-årig mand ved Retten i Aarhus idømt anbringelse uden længstetid på en psykiatrisk afdeling for i februar at have dræbt sin 65-årige mor ved at stikke hende i halsen med en kniv.

Drabet skete om aftenen den 15. februar på moderens bopæl i Sabro, hvor sønnen også boede.
Det var den 45-årige selv, der ringede 112 og fortalte, at han havde slået sin mor ihjel, og han lod sig frivilligt anholde, da politiet kort efter var fremme på adressen.

Den 65-årige kvinde var død, da politiet kom frem, og de nærmere undersøgelser viste, at hun var blevet stukket i hals- og nakkeregionen med en kniv.

Ikke egnet til fængselsstraf

Dagen efter drabet blev den 45-årige varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, og ved retsmødet onsdag var rettens vurdering altså, at han skulle idømmes anbringelse uden længstetid, da han ikke er egnet til at afsone en fængselsstraf.

– Det er en meget tragisk sag, hvor gerningsmanden ifølge Retslægerådets vurdering har nogle store psykiske udfordringer og var sindssyg i gerningsøjeblikket. Samtidigt vurderer lægerne, at der er risiko for, at han kan begå ligeartet kriminalitet, og derfor er jeg tilfreds med, at retten fulgte påstanden om en anbringelsesdom uden længstetid, siger specialanklager Jesper Rubow.

Begrebet ”uden længstetid” betyder, at den 45-årige skal være anbragt på ubestemt tid, og at retten skal give tilladelse til det, før han kan udskrives.

Frakendes retten til arv

Den 45-årige erkendte drabet. Han ankede ikke dommen.

Han blev ved rettens dom frakendt retten til at arve efter sin mor.

– Det er fast kutyme i disse sager, at retten til arv frakendes. Det skal, populært sagt, ikke kunne betale sig økonomisk at dræbe en nærtstående, siger Jesper Rubow.

Den 45-årige skal fortsat være varetægtsfængslet i surrogat frem til anbringelsen.

Indbrudsbølge på Frederiksøvænget

0

Tirsdag er der registreret to indbrud på Frederiksøvænget i Middelfart.

Både tirsdag klokken 16:30 og 17:00 er der registreret et indbrud på Frederiksøvænget.

Ved det første indbrud brød gerningsmændene et vindue for at få adgang til boligen. Blandt de stjålne genstande er kontanter, smykker og parfume. Politiet efterforsker sagen og søger vidner, der måske har set noget mistænkeligt i området.

Politiet har endnu ikke et fuldstændigt overblik over de stjålne genstande ved det andet indbrud. Dog er det bekræftet, at en pung med kontanter er blevet stjålet under indbruddet.

53-årig kørte ind i skraldespande og murstensmur

0

En trafikulykke fandt sted tirsdag klokken 14:04 på Bogensevej i Brenderup Fyn, hvor en personbil kørte af vejen og ramte to skraldespande samt en murstensmur.

Uheldet efterlod et kaotisk spor af vragdele, mursten og skrald. Efter hændelsen forlod føreren, en 53-årig mand fra Middelfart kommune, straks stedet, men blev senere indhentet af et vidne. Manden er nu sigtet for at køre fra et færdselsuheld.

Mange opgaver

0

SFs Jørn Chemnitz har meddelt, at han ikke vil varetage sine opgaver, som formand for Udvalget for Natur-. Miljø- og Klima i sagen om Vamdrup Lufthavn. Det begrundes i mange henvendelser fra borgerne i området, omkring lufthavnen.

For mig at se er kontakten med borgerne en særdeles vigtig opgave, som medlem af Byrådet og som formand for et udvalg. Jeg bruger f.eks. rigtig meget tid, som formand for Seniorudvalget, på henvendelse fra borgere der er dybt ulykkelig over de beslutninger, som Jørn Chemnitz og hans partifæller har truffet på bl.a. ældreområdet.

Modtagere af hjemmehjælp der er kede af, at skulle have erstattet deres hjemmehjælper med en robotstøvsuger. Pårørende der er frustrerede over at puljen til aktiviteter på plejehjemmene er fjernet. Mennesker der voldsomt i klemme, på grund af lang ventetid på at blive visiteret til en plejehjemsplads. Utilfredse borgere der ikke forstår beslutningen om, at der skal gøres mindre rent på plejehjemmene. Grædende pårørende der er ulykkelig over, at daghjemmet for demente på Kongebrocentret skal lukke. Borgere der er kede af udsigten til ikke, at kunne få handlet i det lokale supermarked, men skal tvinges til at handle online osv. osv.

Det er da frygteligt, at se på hvordan SF og resten af Byrådets flertal mishandler ældreområdet og de mennesker der afhængige af hjælp, men det kunne da aldrig få mig til, at sige jeg ikke vil tale med de mange ulykkelige mennesker eller passe det arbejde, der følger med at være formand for Seniorudvalget.

Søren Rasmussen
Formand for Seniorudvalget
Dansk Folkeparti
Primulavej 7
6000 Kolding

Hovedmistænkt er udleveret til Danmark

0
Foto: AVISEN

Rigspolitiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i dag hentet en af de hovedmistænkte, Sanjay Shah, i udbyttesagen til Danmark fra Dubai. Ved ankomsten til Danmark bliver Sanjay Shah anholdt af dansk politi og vil senere blive fremstillet i grundlovsforhør. Der indkaldes til et kort doorstep senere, hvor justitsministeren og udenrigsministeren deltager.

Det forventes, at anklagemyndigheden i Danmark vil begære den sigtede varetægtsfængslet. Straffesagen mod den formodede gerningsmand er berammet til den 8. januar næste år.

– I dag er en meget god dag at være justitsminister. Udleveringen er den foreløbige kulmination på flere års benhårdt og grundigt arbejde fra myndighedernes side for at sikre, at en af de formodede gerningsmænd i udbyttesagen kan retsforfølges i Danmark. Jeg er ovenud tilfreds med, at det arbejde nu er lykkedes. For det er dybt krænkende for retsfølelsen, hvis man kan undgå retsforfølgning ved at opholde sig i udlandet, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Udbyttesagen er en vigtig sag for Danmark, og der er tale om en af de største og mest alvorlige straffesager om svindel. Det er vores statskasse, vores velfærdssamfund og vores tillidsfulde fællesskab, der er på spil.

Helt principielt er udleveringen et bevis på et stærkt dansk retssystem, hvor den konkrete sag nu skal have lov til at gå sin gang. Jeg vil gerne takke myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater for et tæt og godt samarbejde i sagen. Både i forhold til den konkrete sag og i forbindelse med de bilaterale aftaler om udlevering og retshjælp mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater, der blev underskrevet i marts, og som trådte i kraft i november 2022.

Udleveringen er resultatet af et tæt samarbejde med de emiratiske myndigheder.

– Jeg er mere end tilfreds med, at det er lykkedes at få udleveret Sanjay Shah til Danmark. Med udleveringen sender vi et vigtigt signal om, at man ikke kan opnå straffrihed ved at opholde sig i udlandet. Det har krævet fleres års hårdt arbejde fra en række danske myndigheder, inklusiv en stor diplomatisk indsats at nå hertil. Jeg vil også gerne takke myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater for det gode samarbejde samt udenrigsminister Abdullah bin Zayed Al Nahyan, som jeg havde en god samtale med så sent som i sidste uge, fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

– Sagen er en af Danmarkshistoriens største straffesager om svindel, og det siger sig selv, at vi som samfund ikke kan acceptere, at vores statskasse udsættes for det. Med udleveringen sender vi et stærkt signal om, at de danske myndigheder forfølger økonomisk kriminalitet også på tværs af landegrænser. Udover at glæde mig ved dagens udlevering er jeg også glad for at kunne sige, at Skattestyrelsen parallelt med udbyttesagens strafferetlige spor har anlagt over 500 civile søgsmål verden over med henblik på at få de mange milliarder tilbage til Danmark. Indtil videre er lige over 1,5 milliard kroner hentet hjem til statskassen, og det arbejde fortsætter vi ufortrødent, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Baggrund

Den hovedmistænkte i udbyttesagen, er blevet udleveret til Danmark med henblik på strafforfølgning.

Den 3. april 2023 blev der ved Kassationsretten i De Forende Arabiske Emirater truffet endelig afgørelse om, at den pågældende kunne udleveres til Danmark. Udleveringen er sket efter længere tids samarbejde mellem de danske myndigheder og myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater Den danske straffesag er berammet til den 8. januar 2024 i Retten i Glostrup.

Den 17. marts 2022 underskrev regeringen en udleveringsaftale mellem Danmark og de Forenede Arabiske Emirater. Aftalen har til formål at hjælpe konkrete straffesager på vej. Det gælder bl.a. om udlevering af henholdsvis en af de formodede gerningsmænd i udbyttesagen og den sigtede i sagen om vanvidsbilisten, der påkørte og dræbte en betjent på Langebro i 2019.