Sydøstjyllands Politi modtog lørdag aften omkring kl. 19 en anmeldelse om, at en mand var trængt ind til et ældre ægtepar på en privatadresse på Ådalsvej i Kolding. Situationen udviklede sig voldeligt og manden, der er 42 år, tildelte husets mandlige beboer flere slag, herunder slag med et redskab.
Ved patruljens ankomst til stedet blev gerningsmanden truffet ikke langt derfra, hvor han løb frem mod patruljen, mens han truede med et kraftigt haveredskab. Han blev anråbt af patruljen, men løb truende mod nogle tilstedeværende borgere. Politiet afgav varselsskud for at afværge angrebet og eksponerede efterfølgende gerningsmanden med peberspray, således at anholdelsen af gerningsmanden kunne gennemføres forsvarligt.
Det er umiddelbart politiets opfattelse, at der ikke er en relation mellem gerningsmanden og ofret, og at der er tale om et isoleret tilfælde.
Gerningsmanden har ikke en af politiet kendt adresse og det kan derfor ikke oplyses, hvor han bor eller er fra.
Den 42 årige mand fremstilles i grundlovsforhør i Kolding i dag kl. 13.30.
Af hensyn til den aktuelle efterforskning kan Sydøstjyllands Politi ikke på nuværende tidspunkt dele yderligere oplysninger med offentligheden.
Den 56 årige mand, der boede i Kolding, har ifølge politiets efterforskning været i et sammenstød med en 24 årig gerningsmand i Kolding Midtby omkring kl. 21 lørdag aften. Sammenstødet endte voldeligt og den 56 årige blev i umiddelbar tilknytning til hændelsen hjulpet af folk i området ved Gråbrødregade. Han er efterfølgende erklæret død på Kolding Sygehus.
Sydøstjyllands Politi har lørdag aften og natten til søndag gennemført en intensiv efterforskning, og har i den forbindelse været massivt tilstede i Kolding Midtby med efterforskere, teknikere og hundepatruljer, ligesom der er foretaget vidneafhøringer og indsamlet videoovervågning.
På baggrund af politiets efterforskning er der foretaget anholdelse af den 24 årig mand, der ligeledes er fra Kolding. Det er aktuelt politiets opfattelse, at der ikke er en forudgående relation mellem de to mænd og at der er tale om en isoleret hændelse.
Den 24 årige forventes fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 12.00 ved retten i Kolding sigtet for manddrab og det forventes, at der anmodes om lukkede døre under retsmødet.
De pårørende til den dræbte 56 årige mand er underrettet.
Af hensyn til den aktuelle efterforskning kan Sydøstjyllands Politi ikke på nuværende tidspunkt dele yderligere oplysninger med offentligheden.
Efter en offentlig høringsperiode fremsætter regeringen i dag lovforslag om forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Der er på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar og de synspunkter, der er blevet rejst i den offentlige debat, foretaget en række justeringer af lovforslaget. Med lovforslaget kriminaliseres utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Lovforslaget har til formål at sætte ind over for de systematiske forhånelser, som bl.a. har været med til at skærpe terrortruslen mod Danmark.
Rigspolitiet har oplyst, at der siden den 21. juli 2023 til og med den 24. oktober 2023 har været anmeldt 483 demonstrationer med bog- eller flagafbrændinger i Danmark. Samtidig har Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyst, at den seneste tids koranafbrændinger har haft betydning for det aktuelle trusselsbillede, og at terrortruslen mod Danmark er skærpet inden for det i forvejen høje niveau.
Regeringen har efter høringsperioden justeret lovforslaget på en række områder. De væsentligste ændringer i lovforslaget er følgende:
Lovforslaget indskrænkes til kun at gælde utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning. Der var tidligere lagt op til, at det skulle omfatte genstande med væsentlig religiøs betydning.
Lovforslaget afgrænses til trossamfund, som er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven, og folkekirken. Der var tidligere lagt op til, at lovforslaget skulle omfatte trossamfund, uanset om trossamfundet var registreret som anerkendt eller ej.
Det er angivet i lovforslagets bemærkninger, at kunstværker, hvor den utilbørlige behandling er en mindre del af et større værk, ikke vil være omfattet af forbuddet.
Det fastsættes, at det ikke vil være strafbart at billige utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund.
Lovforslaget vil blive evalueret efter en treårig periode.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
– Det har været vigtigt for regeringen, at lovforslaget skulle være så præcist som muligt. Vi har valgt at justere lovforslaget, og det har vi bl.a. gjort på baggrund af Politiforbundets høringssvar og bekymring for, om forbuddet med den oprindelige formulering ville være for svært at håndhæve i praksis. Med de ændringer, vi lægger op til nu, bliver det alt andet lige nemmere at navigere i – herunder for politiet og domstolene. Terrortruslen mod Danmark er som følge af den seneste tids koranafbrændinger skærpet inden for det i forvejen høje niveau. Dertil kommer, at vi for nylig har set angreb i både Frankrig og Belgien, som for mig at se understreger, at terrortruslen skal tages alvorligt. Derfor sætter regeringen ind over for de systematiske forhånelser, som udelukkende har til hensigt at skabe splid, og som har konsekvenser for Danmarks og danskernes sikkerhed. Den situation forholder regeringen sig ansvarligt til ved at fremsætte dette lovforslag.
Regeringen behøver ikke være bekymret for at puste til inflationen, hvis den ønsker at bruge flere penge på næste års finanslov, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Tænketanken mener, at der er plads til at fremrykke for 9,7 milliarder kroner mere i 2024, end regeringen har lagt op til i sit finanslovsforslag.
Regeringen kan bruge 9,7 milliarder kroner mere på næste års finanslov og stadig føre en finanspolitik, der er neutral.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Finansministeriet.
– Flere kommuner har været ude og efterlyse flere penge til at imødegå besparelser. Det har regeringen reageret varsomt overfor. Begrundelsen har været, at den vil passe på med at puste til inflationen. Vores analyse viser, at regeringen ikke behøver at være så bekymret, siger analytiker, Gustav Elias Dahl i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
– Hvis regeringen bruger 10 milliarder kroner mere, end den lægger op til i sit finanslovsforslag, vil det øge inflationen med 0,04 procentpoint i 2024. Det er næsten ingenting, siger Gustav Elias Dahl.
Analysens hovedkonklusioner
Den demografiske udvikling med flere ældre og en faldende andel af befolkningen i beskæftigelse vil forringe den offentlige saldo i de kommende år. Saldoforringelsen giver sig udslag i positive finanseffekter, selvom den sker af strukturelle årsager og ikke er udtryk for en aktiv lempelse af konjunkturhensyn.
I den nuværende situation med et stigende antal ældre kræver en neutral finanspolitik en positiv finanseffekt på omkring 0,2 procent af BNP. Regeringens finanslovsforslag giver en etårig finanseffekt i 2024 på -0,1 procent af BNP. Hvis man ønsker en neutral finanspolitik, skal man altså øge finanseffekten med 0,3 procent af BNP i 2024. Det svarer til 9,7 milliarder kroner.
I lyset af, at Danmark står i en begyndende afmatning, bør regeringen føre en neutral finanspolitik. Dermed taler konjunktursituationen – i kombination med det demografiske pres – for, at man fremrykker offentligt forbrug for op til 9,7 milliarder kroner til 2024. Det vil mindske strukturpolitikkens ugunstige virkning på kapacitetspresset i 2025-2030. En sådan fremrykning vil vel at mærke ikke påvirke det offentlige forbrugsniveau i 2030.
Fredericia blev igen i år rammen om det storslåede kreative univers, som er blevet en årlig tradition for kreative sjæle fra hele Norden. MESSE C i Fredericia summede af aktivitet, inspiration og en brusende bølge af kreativitet, da Kreative Dage endnu en gang åbnede dørene for tusindvis af besøgende.
Allerede ved ankomsten til messecentret kunne man mærke den summen af forventning i luften. For mange af de besøgende er Kreative Dage ikke blot en messe; det er en årlig tradition, en mulighed for at forny sig kreativt og en chance for at shoppe materialer og værktøjer til de koldere måneders kreative projekter. Der blev ikke holdt tilbage, og det var tydeligt at se, at besøgende var klar til at investere både tid og penge i deres passion.
Den alsidighed, som Kreative Dage byder på, var igen i år helt i top. Udstillinger strakte sig fra lokale aktører som Depotgården og Den Historiske Miniby til store, velkendte kæder som Stof 2000. Og selvom mange af standene appellerede til de voksne, var der også masser at komme efter for de yngre gæster.
Et af højdepunkterne for børnene var uden tvivl standen med den populære YouTuber, “Lakserytteren”, også kendt som Rasmus Kolbe. Her kunne børnene ikke kun slippe kreativiteten løs med tegninger, men også få signeret en bog af den karismatiske internetpersonlighed. Rundt omkring på messen blev der også budt på en række andre aktiviteter for børn, herunder imponerende sandskulpturer og en sandkasse, hvor de mindste kunne boltre sig.
Men hvad ville Kreative Dage være uden den dybdegående passion for håndværk? Overalt på messen var der stande, hvor man kunne opleve udstillere, der demonstrerede deres kunstneriske evner, lige fra træarbejde til tekstildesign. Disse live demonstrationer gav besøgende et unikt indblik i det hårde arbejde og den præcision, der ligger bag mange af de produkter, vi ser og bruger i vores dagligdag. Mange af disse udstillere solgte også deres varer, så besøgende kunne tage et stykke unikt håndværk med hjem.
FC Fredericia var bagud 3-0 ved pausen ude mod FC Helsingør, der havde en hattrickmager i form af Oliver Drost, der scorede i NordicBet Ligaen for første gang i halvandet år. I anden halvleg vendte det hele på hovedet, og kulminerede, da Tobias Bach udlignede til 3-3 hele fem minutter inde i overtiden.
FC Fredericia havde blandet kortene til kampen mod FC Helsingør, men mest markante ændring var hos hjemmeholdet. Holdets træner, Daniel Pedersen, har sagt op, og han er blevet afløst af assistenten, den tidligere FCK-spiller, Alvaro Santos. Santos lagde ud med at bænke markante skikkelser som anfører Daniel Norouzi og profilen Ferhan Hasani. For FC Fredericia var der en tvungen ændring, da Frederik Carstensen er blevet skadet, men til gengæld var Adam Jakobsen og Patrick Egelund igen til rådighed. Sidstnævnte efter en lang skadesperiode grundet en sprunget akillesene. Ingen af dem startede dog på banen.
Kampens første chance tilfaldt Mikkel Wohlgemuth, der burde have sendt gæsterne i ekstase. Efter et indlæg fra Jesper Juelsgård var den defensive spiller helt fri i Helsingørs felt, men han fik slet ikke ram på bolden, som dermed ikke gik i mål. FC Fredericia havde det meste af boldbesiddelsen, men det var Helsingør, der kom foran efter 29 minutter.
Oliver Drost fik godt ram på bolden fra kanten af feltet, hvor han med et følt spark fik sendt bolden ind bag Frederik Mehder i FC Fredericias mål, og han kunne intet stille op over for skuddet. Igen, ti minutters tid senere, var Drost på spil. Denne gang var han skarp, da bolden blev slået ind i feltet til angriberen, som fordoblede sin måltotal.
Bedst som det lignede, at stillingen ved pausen ville være 2-0 til FC Helsingør, blev der peget på straffesparkspletten i FC Fredericias felt. Et knaldhårdt spark røg ind i Gustav Marcussen, der stod med ryggen til, men som havde hånden i en unaturlig position. Straffesparket tog Oliver Drost sig af, men Frederik Mehder fik reddet forsøget. Returbolden var selvsamme Drost først over, og der svigtede angriberen ikke og fuldendte hattricket.
Pausen benyttede FC Fredericia til at foretage en dobbelt udskiftning. Ud gik Gustav Marcussen og Eskild Dall, og ind kom Simon Bækgaard og Adam Jakobsen, men i første omgang kastede det ikke noget af sig. I stedet var Helsingørs Monday Etim ved at lukke kampen til 4-0 med 35 minutter tilbage af kampen, da Bækgaard lavede en opspilsfejl, der gav en friløber, men Mehder diskede op med, hvad der viste sig at være en kampafgørende redning.
En kampafgørende indskiftning blev foretaget efter lidt over en times spil. Ud gik Lundrim Hetemi, og ind kom Sofus Berger, der skulle vise sig at blive meget involveret i FC Fredericias offensiv. I første omgang var det Emilio Simonsen, der slog til. Med 25 minutter igen lagde Tobias Bach bolden af til Simonsen, der med et spark fra kanten af feltet fik reduceret til 3-1.
Kort tid efter fik Simonsen endnu en chance for at score, men han tøvede for længe, da han ellers havde fået en friløber. I stedet løb situationen ud i sandet, men FC Fredericia lagde sig ikke ned. Der blev satset, da forsvareren Jesper Juelsgård blev erstattet af Patrick Egelund med et kvarter tilbage af kampen.
I den sidste del af kampen var det rent powerplay mod FC Helsingørs mål. Det kastede yderligere en reducering af sig, da indskiftede Berger med et indlæg fandt Adam Jakobsen, der var skarp foran kassen og for alvor bragte spændingen tilbage i kampen. Selvsamme Jakobsen fik i overtiden chancen for at udligne, men efter en frispilning til ham, fik han afsluttet svagt.
Presset fra FC Fredericia fortsatte, og det gav et hjørnespark i det 94. minut. FC Fredericia kastede alt med frem, også keeper Frederik Mehder. Hjørnesparket tog Sofus Berger sig af, og mellem venner og fjender ved forreste stolpe kom Tobias Bach højest, og med et hovedstød sendte han bolden i kassen og fuldendte FC Fredericias vanvidscomeback, som betød, at kampen endte 3-3.
Fredericianerne indtager fortsat 3. pladsen i Nordic Bet Ligaen efter dagens kamp.
Næste gang FC Fredericia løber på banen er på onsdag i pokalturneringen mod OB, mens næste kamp i NordicBet Ligaen er den 5. november mod Kolding IF.
Det, der gjorde FHK frygtindgydende i sidste sæsons slutspil, virkede da der var behov for det mod Skanderborg AGF Håndbold, som fredericianerne vandt 30-26 mod fredag aften.
Allerede efter ti minutter lignede det en kamp, som FHK skulle vinde stort. Skanderborg AGF spillede uinspirerende, kedeligt og uden fart i angrebet. Så snart FHK var kommet i etableret forsvar kunne de intet stille op, og kom de endelig til en chance, stod Sebastian Frandsen i de fleste tilfælde i vejen.
7-3 viste måltavlen efter knap 11 minutter og det vidnede om et FHK-hold i fuld kontor, men der kom bump på vejen. Ved stillingen 19-14 kunne FHK være kommet foran med seks mål, men det skete ikke, da Lasse Balstad ikke kiggede sig for i en kontra og lavede angrebsfejl. Skanderborg AGF kom tilbage i kampen , og med 12 minutter igen havde de chancen for at komme på 20-19, men så stod Sebastian Frandsen i vejen. En prop blev sat i, og syv mod seks blev fundet frem, hvilket endte med at give en sejr på 30-26 i en kamp, hvor det lignede FHK havde et ekstra gear, da det gjalt.
Spørgsmålet efterfølgende er derfor: Hvorfor vandt FHK ikke større?
– Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg kan ikke svare på det. Vi var i kontrol,. Me vi slog ikke det afgørende hul — vi vandt dog komfortabelt, siger Martin Bisgaard, som selv bidrog med fire mål på fire forsøg.
I forsvaret kunne han se på et Skanderborg AGF-hold, der spillede i gå-tempo til tider. Alligevel formåede de gang på gang at “fedte” bolden i mål.
– Det er frusterende. at de spiller lang tid i angrebet og de får lidt nogen mål hvor de bare sniger sig ind til sidst i et angreb – det gør vi ikke lukker kampen før, siger Bisgaard.
FHK kom til kampen med et nederlag på 35-27 til Aalborg i en kamp, hvor fredericianerne slet ikke ramte niveau. Piben fik en anden lyd mod Skanderborg AGF.
– I Aalborg blev vi ramt af virkeligheden, vi holdt os konceptet mod Skanderborg AGF og ma kan sige, at taktikken lykkedes, fortæller Bisgaard.
Fløjspilleren kunne blandt andet konstatere, at det syv mod seks, som FHK blev berygtet for i sidste sæsons slutspil, fungerede upåklageligt, da det blev nødvendigt. Bagkæden med Sebastian Henneberg, Kristian Stoklund og Anders Martinusen fandt ind i et godt flow i slutningen af kampen, som endte med at gøre forskellen, og kampen var en af de første gange i sæsonen, hvor syv mod seks gjorde en udslagsgivende forskel for FHK.
Til gengæld har FHK generelt spillet mindre syv mod seks end i slutspillet, da niveauet angrebsmæssigt i det almindelige seks mod seks er blevet øget. I det hele taget godkender Bisgaard de første 11 spillerunder.
– Det er gået ganske fin, synes jeg. Vi har kun haft udfald i enkelte kampe, og ellers har vi generelt set været gode, synes jeg. Der er ikke mange hold, der vinder i Aalborg, så alt i alt synes jeg, at vi har fået en fin sæsonstart, konstaterer Martin Bisgaard, som nu kan se frem til en kamppause frem til den 9. november, hvor TTH Holstebro venter i thansen Arena.