Tilsyn: Bosted har alvorlige problemer

0

Botilbuddet Kobbelgaarden 3 i Fredericia har fået et skærpet tilsyn og et påbud efter et uanmeldt tilsyn den 18. december 2023 fra Socialtilsyn Syd. Ifølge koncernchef for social og handicap i Fredericia Kommune, Henriette Korf Graversen, skyldtes det uanmeldte besøg, at der har været anonyme henvendelser om blandt andet mistrivsel blandt bostedets medarbejdere.

Henvendelserne har nu fået konsekvenser for Kobbelgaarden, der er en institution under Fredericia Kommunes regi. Selve formuleringen af påbuddet fra Socialtilsyn Syd, er yderst alvorlig:

“På baggrund af bekymring for tilbuddets kvalitet vedrørende temaerne sundhed og trivsel samt organisation og ledelse, træffer Socialtilsyn Syd hermed afgørelse om, at tilbuddet underlægges skærpet tilsyn i 3 måneder fra afgørelsesdatoen, jf. lov om socialtilsyn § 8, stk. 1.”, skriver tilsynet i en nu offentliggjort konklusion.

Kobbelgaarden har flere yderst svage medborgere som beboere, der kræver stor pleje og opmærksomhed. Der er i alt 40 lejligheder, hvor beboerne kan have fast ophold. Kommunen er generelt forpligtiget til at have tilbud, der lever op til de lovkrav der er på området, hvorfor det er bemærkelsesværdigt, at der nu kommer en meget skarp kritik fra tilsynet i regionen. Fredericia Kommune beskriver bostedet således:

“Kobbelgården 3 er et længerevarende botilbud iht. SEL §85 for personer over 18 år med vidtgående og varig funktionsnedsættelse heraf flere med forskellige tillægsdiagnoser som Downs, autisme, Prader- Villi syndrom og psykiske lidelser. Borgerne har individuelle behov for at få en optimal hverdag og der arbejdes relationspædagogisk, neuropædagogisk, med forudsigelighed, struktur, og diverse støttesystemer som tavle, billeder og timestok”, skriver Fredericia Kommune på deres hjemmeside.

Efter at tilsynet har krævet handling, er Fredericia Kommune således også blevet orienteret, samtidig med at der er sat en række krav op til driften af bostedet. På den baggrund tager kommunen sagen alvorligt, fortæller Henriette Korf Graversen, koncernchef i Fredericia Kommune.

Hun oplyser samtidig, at der nu er indkaldt til møder i starten af januar. Hvilke konkrete hændelser der måtte være tale om, oplyses ikke i tilsynets konklusioner, men det kræves blandt andet, at man skal have en handleplan for at forebygge “vold og overgreb”.

– Det er klart, at det vi iværksætter nu, er det som tilsynet efterspørger. Vi skal lave en handleplan for at forebygge vold og overgreb. Vi skal også lave en plan for trivselsarbejde. Det er de to spor, vi skal i gang med, og det har vi lagt planer for at gøre i starten af 2024 sammen med afdelingslederne for botilbuddet. Det er givet, at vi laver de handleplaner, vi skal. Derudover besluttede byrådet i forbindelse med budget 2024, at vi skal iværksætte en analyse på det specialiserede område, og det er med fokus på botilbuddene. Her kommer vi til at bede eksterne leverandører om at hjælpe med en analyse af, om kvaliteten på vores socialområde er, som den skal være. Det taler ind i de handleplaner, der laves, og der kommer vi til at bede eksterne om at styrke kvaliteten i vores indsats, forklarer Graversen.

Henriette Graversen anerkender årsagen til det skærpede tilsyn og understreger nødvendigheden af at implementere klare procedurer.

– Det de påtaler, er at vi ikke har klare procedurer, hvis det skulle ske. Det er derfor, de giver os et skærpet tilsyn, mener hun. Hun fastholder, at kommunens nye indsats omkring Kobbelgaarden, skal ses i lyset af de anonyme henvendelser:

– Når der kommer et uanmeldt tilsyn, skyldes det ofte, at der har været anonyme henvendelser. Vi tager det dybt alvorligt, når der kommer et skærpet tilsyn. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi laver en handleplan og efterkommer tilsynets krav. Det er ikke kun fordi vi bliver bedt om det, men for borgernes bedste, at vi har disse procedurer, så der ikke er tvivl om, hvad man skal gøre, hvis der kommer krænkende handlinger. Så ved man præcis, hvad man skal gøre. Også i forhold til medarbejdernes trivsel. Vi laver en gang om året en trivselsmåling i kommunalt regi, og der har vi forskellige tiltag i forbindelse med det, slutter Henriette Graversen.

Henriette Graversen udtrykker en stærk forpligtelse til at tage skærpet tilsyn alvorligt og til at handle proaktivt for at sikre borgernes og medarbejdernes trivsel. Forholdene skal bringes i orden senest den 15. marts 2024.

Har du som pårørende haft oplevelser, der relaterer sig til det skærpede tilsyn, kan du kontakte AVISEN på avisen@avisen.nu.

Tilsynsrapporten kan læses ved at klikke her.

Fyns Politi efterlyser vidner til voldeligt overfald

0
Foto: AVISEN

Natten til den 23. december omkring klokken 02.30 blev en mand udsat for røveri og vold begået af tre gerningsmænd på Filosofgangen i Odense.

Manden blev passet op af tre mænd, der alle bar hættetrøjer med hætterne trukket op. De tre gerningsmænd spurgte først den forurettede om cigaretter, men da han ikke havde nogen, krævede de hans værdigenstande udleveret. Da forurettede nægtede, blev han sparket omkuld og de tre gerningsmænd tildelte ham efterfølgende spark og slag på overkrop og i hovedet, hvorved forurettede pådrog sig flere bøjede ribben, beskadigelse af det ene øje og skader på nakkehvirvler og flere andre småknubs.

Forurettede så sit snit til at sætte sig til modværge og fik lavet en benfejning på den ene gerningsmand, som faldt omkuld. Herefter fik forurettede rejst sig op og i selvforsvar tildelt en af de andre gerningsmænd et slag i ansigtet, hvorefter alle tre gerningsmænd stak af over broen og ind i Munke Mose.

Politiet efterlyser vidner, som har overværet overfaldet, eller som omkring gerningsstedet måtte have fundet briller og/eller en guldkæde. Endvidere vidner, som før eller efter gerningstidspunktet den pågældende aften måtte have stødt på en gruppe på tre personer svarende til beskrivelsen af gerningsmændene i området omkring gerningsstedet – herunder for eksempel i Vestergade eller andre steder i nærområdet hvor mange mennesker færdes, eller som måtte have kendskab til identiteten på pågældende personer.

Forurettede kan alene beskrive gerningsmændene som:

A: mand, 16-18 år, muligvis af somalisk oprindelse, 170-180 cm høj, spinkel bygning, iførte sorte hætter og sort overtrækstøj eller løstsiddende joggingtøj, en smule accent

B: mand, 16-18 år, muligvis af somalisk oprindelse, 170-180 cm høj, spinkel bygning, iførte sorte hætter og sort overtrækstøj eller løstsiddende joggingtøj, en smule accent

C: mand, 16-18 år, muligvis af somalisk oprindelse, 170-180 cm høj, spinkel bygning, iførte sorte hætter og sort overtrækstøj eller løstsiddende joggingtøj, en smule accent

Alle henvendelser til Fyns Politi på 114

Uundværligt udstyr stjålet fra TrekantBrand

0

Under juledagene blev brandstationen i Vejen ramt af et indbrud, hvor tyve stjal essentielt frigørelsesudstyr. Udstyret er afgørende for brandfolks evne til at hjælpe personer, der er fastklemt i trafikuheld.

De stjålne genstande inkluderer en cutter, mærket Weber RSU 180 Plus E-Force med serienummer 89, og en spreder, mærket Weber SP44 AS E-Force 3 med serienummer 135. Begge værktøjer var mærket med TrekantBrands logo og forsynet med QR-koderne FV026 og FV027.

TrekantBrand opfordrer enhver, der måtte have set noget mistænkeligt i forbindelse med indbruddet, til at kontakte politiet. Derudover rådes andre beredskaber i området til at være ekstra opmærksomme på sikkerheden omkring deres udstyr, da dette indbrud tyder på en interesse for sådanne genstande.

Dødsfald Fredericia den 27. december 2023

0

Kristine V. Søgaard, Fredericia, 1938-2023

https://gardeniablomster.dk/

Postkasse sprængt i luften

0
Foto: AVISEN

En postkasse blev sprængt i stykker på Skolevej i Middelfart den 24. december 2023. Det oplyser Fyns Politi.

Hændelsen blev anmeldt til politiet kl. 00:50. Ifølge anmeldelsen er det uklart, hvordan eller med hvilket redskab postkassen blev ødelagt. Fyns Politi undersøger sagen for at finde frem til årsagen bag ødelæggelsen af postkassen.

Dørmand blev slået af gæst

0

Den 26. december 2023 blev en dørmand på værtshuset Kolibrien i Middelfart angrebet af en gæst. Episoden fandt sted kl. 02:40 på Algade.

Fyns Politi rapporterer, at de har reageret på hændelsen, og en person er anholdt i forbindelse med overfaldet. Yderligere detaljer om motivet eller omstændighederne bag angrebet er endnu ikke frigivet. Politiet efterforsker nu sagen for at fastlægge de præcise hændelser, der førte til overfaldet på dørmanden.

Middelfart udsat for indbrudsbølge i juledagene

0

I løbet af julen har Middelfart været ramt af en markant stigning i antallet af indbrud. Fyns Politi rapporterer, at der i alt har været 11 indbrud i byen mellem den 23. og 25. december 2023.

Den 25. december blev der anmeldt to indbrud på henholdsvis Kærvangen kl. 15:00 og Anholtvej kl. 11:30. Begge steder blev der indgået gennem opbrudte vinduer, men der er endnu intet overblik over eventuelle stjålne genstande.

En lignende hændelse blev anmeldt den 25. december på Toftegårdvej kl. 12:30, hvor indbrudstyvene også brød ind gennem et vindue. Umiddelbart ser det ikke ud til, at der blev stjålet noget fra ejendommen.

Den 24. december var der en serie af indbrud i Middelfart. To separate hændelser fandt sted på Øresundsvænget, og blev anmeldt kl. 17:00 og 12:00, hvor skuffer og skabe blev gennemrodet, men det er uklart, hvad der er blevet stjålet. Den samme dag blev der også rapporteret tre indbrud på Storebæltsvænget. Kl. 15:45 blev rapporteret om en stjålet MacBook Pro og kontanter, mens de to andre indbrud, anmeldt kl. 18:00 og 17:30 resulterede i omfattende roderi uden umiddelbart overblik over stjålne genstande. Naboen i et af husene satte en plade for et ødelagt vindue efter indbruddet.

Endelig blev der den 24. december anmeldt tre yderligere indbrud på Anholtvej og Kærvangen. Disse indbrud blev anmeldt klokken. 21:22, 11:00, og 16:45, hvor der i et tilfælde blev stjålet smykker, og i et andet blev alarmen aktiveret, hvilket forhindrede yderligere tyveri.

Påvirket bilist kørte galt på motorvejen

0

Tirsdag klokken 01:52 indtraf et trafikuheld på Taulovmotorvejen i østgående retning. ‘

En 29-årig mand, der ikke er fra lokalområdet, mistede herredømmet over sin personbil, hvilket resulterede i, at køretøjet først kørte i rabatten og derefter fortsatte ind i autoværnet.

Da politiet ankom til ulykkesstedet, blev det konstateret, at manden havde en promille, der lå over det tilladte niveau. Der skete ikke personskade i forbindelse med uheldet.

Fredericia forskånet for juleindbrud

0

På Sydøstjyllands Politis døgnrapport er der ikke noteret indbrud i Fredericia i juledagene.

Julen plejer at være en tid, hvor indbrudstyvene slår til, men at dømme ud fra dagens døgnrapport, der dækker fra den 23. december og frem til den 26. december, er Fredericia gået fri for indbrud.

Politikommissær Emil Jensen fra Patruljecenter Syd oplyser, at der ikke er noteret indbrud på døgnrapporten, men der kan dog komme senere anmeldelser i tilfælde af, at nogen har været bortrejst i længere tid.

Generelt oplyser Jensen, at der er tale om en nedgang i antallet af indbrud i juleperioden.

– Det skyldes, at der har været gode oplysningskampagner, og man er blevet bedre til at sikre sit hjem i løbet af årene, siger han.

Indbrudsbølge i Kolding i juledagene

0
Foto: AVISEN

I løbet af julen har der været en række indbrud i Kolding og omegn. Politiet efterforsker flere sager, hvor indbrudstyve har brudt ind i private hjem.

På Bygmarken i Nr. Bjert blev der mellem lørdag kl. 12 og tirsdag kl. 15:30 begået indbrud ved at knuse en rude i et vindue til en stue. Gerningsmanden fik adgang til huset, og det er endnu uklart, hvad der er blevet stjålet. Politiet fandt en skruetrækker på stedet.

I Bramdrupdam på Februarvænget blev et vindue til et badeværelse knust mellem torsdag midnat og tirsdag kl. 13:00. Tyvene har gennemrodet skuffer og skabe og sat en handske for en lyscensor i carporten. Det er ikke fastlagt, hvad der er stjålet.

I Kolding på Udsigten skete et indbrud i en lejlighed, hvor gerningsmændene kom ind via hoveddøren. Mellem den 24. december kl. 23:30 og 23:50 blev der stjålet en PlayStation 5 med spil, fotoudstyr og en iPad.

Et andet indbrud fandt sted på Julivænget i Brampdrupdam mellem fredag kl. 12:00 og den 24. december kl. 11:30. Her brød tyvene et vindue op med en skruetrækker, gennemrodede huset og stjal kontanter, højttalere, ure og en computer.

På Øster Allé i Strandhuse blev der også rapporteret et indbrud, hvor et vindue til soveværelset blev aflistet. Der er dog ikke konstateret nogen stjålne genstande.

Endelig blev der i Kolding på Gefionvej begået indbrud søndag kl. 14:54. Her blev et soveværelsesvindue afslitet og ruden knust. Tyvene var i flere rum, og indbruddet blev opdaget af de ferierende beboere via deres alarmudstyr.

Leder: Politikerne skal tage magten tilbage

Leder: Politikerne skal tage magten tilbage

0
Politikerne i Fredericia Byråd skal tage magten tilbage. Og de skal starte med at finde 200 millioner kroner i forvaltningen. Rapporten »Fredericia i fremtiden«...