Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fortæller til DR, at regeringen vil arbejde på at finde juridiske redskaber, til at forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader.
– Vi har på det seneste set nogle hændelser udført af nogle ganske få personer, som kun tjener det formål at skabe splittelse i en verden, der faktisk har brug for samling, fortæller Lars Løkke Rasmussen til DR, og tilføjer slutteligt:
– Vi skal finde et juridisk værktøj, der gør, at vi kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark.
Lars Løkke Rasmussen er ikke ene om at være irriteret over de koranafbrændinger, der foretages af et enkelte personer. Den tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft har også fordømt koranafbrændingerne.
Søndag eftermiddag, det er sådan en dag, hvor himlens sluser åbnes over Nytorv i Middelfart. Regnen trommer taktfast på paraplyerne, som skyder op i landskabet. Det er umiddelbart ikke lige det vejr, man forbinder med udendørskoncert og sommersol. Men her står mange af Middelfarts børn, parate til at opleve Mek Pek og hans Åh Abe Show.
I ly af regntøj og under paraplyerne er en skare på et par hundrede forældre og børn samlet. De står her, de danser, de synger – trods regnen. Sommerferien lakker mod enden, men de er ikke klar til at give slip på ferieglæden endnu.
Mek Pek træder frem på scenen, en skikkelse i skarpt kontrast til det gråvejr, som har indhyllet Nytorv. Musikken starter, og tonerne af de velkendte sange som ‘Åh Abe’ og ‘Habba Habba Zoot Zoot’ gør det umuligt at stå stille. Det er magisk, hvordan musikken og stemningen er i stand til at opløfte og forene os, selvom vi bliver mere og mere gennemblødte.
Mek Pek kender til børneunderholdning bedre end de fleste. Han ler og råber fra scenen:
– Jeg tror regnen er kommet i trodsalderen, så, MERE REGN!
Og tilsyneladende er naturen i humør til at lege med, for straks bagefter intensiveres regnen. Publikum griner, nogle små klapper i deres hænder og danser videre, uanfægtet af vejret.
Man kan ikke undgå at beundre den energi og entusiasme, som Mek Pek formår at fremkalde, uanset omstændighederne. Hans evne til at skabe en festlig atmosfære, der får både børn og voksne til at glemme alt om regnen, er intet mindre end betagende.
Undervejs i koncerten får Mek Pek en idé og henvender sig til publikum.
– Hvem har mon fødselsdag i dag? spørger han med et drillende smil. Der kommer flere rækker op i vejret, og han fortsætter:
– Så det er altså jer, der er skyld i, at det regner sådan her!
En bølge af latter breder sig gennem tilskuerne, mens de regnvåde fødselarer får et smil fra Mek og en forsikring om, at det bare er for sjov.
– Da jeg var barn, og det regnede på min fødselsdag, sagde mine forældre altid, at det var min skyld. Så jeg kender alt til det, venner, griner Mek Pek, mens han løber rundt mellem de drivvåde tilskuere.
Disse Sommer Søndagskoncerter er resultatet af et samarbejde mellem forskellige lokale aktører i Middelfart, og der er ingen tvivl om, at de er værdifulde begivenheder, der samler og glæder lokalsamfundet.
Så her står vi, våde, men glade, og nyder den sidste del af sommerferien med Mek Peks glade toner i ørene. Solen må have taget fejl af datoen, men det har ikke stoppet festen. I Middelfart danser de videre, regn eller ej.
Årets sidste koncert på Grøn er netop nu i fuld gang i Valbyparken og fuldender dermed en Grøn-karavane, der har været en historisk succes. Tuborg og Muskelsvindfonden har for første gang nogensinde meldt udsolgt til alle otte koncerter, og den overvældende opbakning fra publikum betyder blandt andet flere midler til forskning i muskelsvind.
I alt 180.500 gæster har taget del i folkefesten på Grøn, der i år kunne fejre 40 år som en del af dansk kulturliv, og samtidig for første gang nogensinde melde alt udsolgt.
Med det rekordhøje antal udsolgte koncerter kan Muskelsvindfonden med stor sandsynlighed se frem til et flot indsamlingsresultat, der kan give et betydeligt økonomisk skub til foreningens indsats på forskningsområdet.
Det vækker glæde hos Henrik Ib Jørgensen, direktør i Muskelsvindfonden:
– Med årets succes kan vi sætte det lange lys på og styrke vores arbejde for forskning i muskelsvind. Vi står midt i en behandlingsrevolution med nye og banebrydende medicinske behandlinger til mennesker med muskelsvind. Det vil på afgørende vis ændre livet med muskelsvind i fremtiden. En del af overskuddet kommer til at gå til vores nye forskningsprogram, der blandt andet støtter talent- og kompetenceudvikling af det faglige miljø i Danmark, så vi på alle parametre kommer på omgangshøjde med udlandet.
Grøns succes er afgørende for Muskelsvindfondens arbejde
I alle otte byer har både publikum, frivillige og artister festet med et formål – og ønsket om at mødes i fællesskabet omkring musik, sommer og kolde drikkevarer har ikke været til at tage fejl af.
Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden, fortæller:
– Det er fuldstændig fantastisk at mærke, at Grøn efter 40 år stadig er et brand, der taler stærkt til den danske befolkning. Det er jeg vildt stolt over, og endnu engang skal der lyde kæmpe tak til alle frivillige for deres enorme indsats. Overskuddet fra Grøn betyder også, at vi kan styrke vores indsatser i forhold til de mange udfordringer, mennesker med handicap står over for. Det er desværre blevet en kamp at få den nødvendige hjælp, og derfor er der hårdt brug for Muskelsvindfondens arbejde. Over en million mennesker er berørt af handicap, og alt for mange kæmper for at få den nødvendige hjælp i hverdagen. Mange har ikke længere mulighed for at leve bare i nærheden af det liv, de ønsker. Den kamp er vi nødt til at kæmpe.
Tidligt udsolgte koncerter giver tryghed
Grøn kunne melde udsolgt til de første koncerter allerede i juni, hvilket er historisk tidligt – og dét har stor betydning for trygheden hos Muskelsvindfonden:
– Det har været en kæmpe lettelse for os, at vi i år ikke har skullet bide negle over ustadige vejrudsigter, der kan få katastrofal indflydelse på vores indtjening. At koncerterne har været udsolgt på forhånd, skaber en enorm tryghed hos alle de mennesker med muskelsvind og deres pårørende, som er meget afhængige af vores medlemsaktiviteter for børn, unge og voksne, fortæller Henrik Ib Jørgensen.
Byrådet går ind i nogle budgetforhandlinger hvor der venter nogle besparelser af dimensioner.
Mange områder i vores kommune, kommer i spil og skal stå på mål for disse besparelser, besparelser der på rigtigt mange områder vi få store konsekvenser for borgerne i Fredericia.
Desværre ser vi der står uden for og ser ind på byrådet, den ældgamle politiske tilgang til forhandlingerne, blokpolitik – symbol politik uden nogen form for nytænkning, alt i mens borgere og ansatte løber spidsrod i hverdagen for at holde styr på livet og på deres arbejde.
Man kan til tider tænke, mon byrådets partier ser eller ved hvad der sker i kommunen, ved byrådets medlemmer noget om hvad det er man byder kommunens udsatte borgere, ved byrådet hvad deres manglende målsætning har af indflydelse på de mange borgere der må kæmpe for at holde sammen på et liv der kan være fyldt med nederlag og en evig kamp for at holde næsen over vandet.
Tillad mig at sige, det virker som værende mangel på indsigt når man hellere vil tale krydstogt skibe, turisme, teater og mere i samme boldgade, frem for at tale om det der er vigtigst, nemlig at få systemet til at fungerer.
Vi ser et system hvor man i panik forsøger med nogle populistiske tiltag for at få enderne til at hænge sammen, man opfinder overskrifter for at dysse utilfredsheden hos borgerne ned og for at tiltrække sig opmærksomhed i medierne, ja man står ikke tilbage for hinanden for at love til højre og venstre.
Paragrafferne bliver mikset sammen i en og samme gryde så borgerne ikke kan følge med og ikke får den hjælp og støtte de har krav på, den manglende hjælp er med til at gøre borgerne mere syge og med til at flere og flere mister modet.
Foreninger som vores Retssikkerhed For Alle og andre lignende foreninger, der støtter og hjælper borgere med store som små udfordringer ser et billede hvor borgerne kastes rundt mellem afdelingerne, mellem flere sagsbehandlere på ganske kort tid, uden der tages hensyn til den enkelte borgers ståsted i livet.
Vi kan i vores forening Retssikkerhed For Alle godt forstå nogle borgere mister fodfæste og agere uhensigtsmæssigt, for de må se på at et byråd hellere vil tale salg af byggegrunde, tilflytning til byen, teater, krydstogts skibe, frem for at styrke jobcentrene, behandlingsstederne, styrke de ansattes vilkår og borgernes muligheder for at få den rette hjælp.
Kære byråd, hvis I forsætter med blokpolitikken, symbolpolitikken, så bliver regningen i årene frem væsentligt større og jeres arbejde væsentligt svære.
Det er tid til nytænkning, til at nedbryde de ældgamle politiske tilgange.
Hannerupløbet, det traditionsrige løb i Fredericia, har mistet en af sine mest trofaste deltagere og støtter. Flemming Wollenberg, der var kendt og elsket som Hannerupløbets “Grand Old Man”, er desværre afgået ved døden.
Hans smittende entusiasme, utrættelige arbejdsiver og evige godt humør har været en integreret del af Hannerupløbet siden dets begyndelse i 1976.
Flemming Wollenberg var ikke kun kendt for at være en af blot to løbere, der havde deltaget i alle udgaver af Hannerupløbet. Han var også kendt som en særdeles aktiv herre, der trods sine 86 år aldrig lod alderen bremse ham. Han var lige så meget en del af løbet som de stier, der blev løbet på, og de skove, der dannede baggrund.
Som æresmedlem i Fredericia Løbeklub blev Flemmings engagement og passion for løbesporten anerkendt. Men hans betydning strakte sig ud over selve løbene. Han var også en uvurderlig hjælp, når det kom til at bygge pladsen op til Hannerupløbet – altid med et smil på læben og et godt humør, uanset hvor hårdt arbejdet blev.
Flemmings bortgang efterlader et stort tomrum ved Hannerupløbet. Han vil blive dybt savnet, ikke kun for hans bidrag til løbet, men også for hans livsglæde, hans optimisme og den energi, han bragte med sig. Hannerupløbet vil ikke være det samme uden ham.
– Derfor kommer vi naturligvis til at savne Flemming utrolig meget ved dette års udgave af Hannerupløbet. Æret være Flemmings minde, skriver Hannerupløbet på deres Facebook.
Fredag aften, lige omkring klokken 19.20, fandt et usædvanligt tyveri sted på Cafe Razz i Middelfart. En båd, med fire midaldrende mænd ombord, nærmede sig caféen fra vandet. Uden at tøve, greb mændene et af cafeens borde, hev det med sig ned i båden og sejlede straks væk.
En container på Fabriksvej i Fredericia har udsat for indbrud. Gerningsmændene skar låsen over med en ukendt genstand og stjal en større mængde aluminium samt to ATV’er.
Ud for Circle K på Buen i Kolding, blev en bil standset af politiet onsdag. Den kvindelige fører af bilen viste sig at være påvirket af stoffer og havde desuden tidligere fået frakendt sit kørekort.
Mandag formiddag blev Sydøstjyllands Politi alarmeret af en bekymret bilist, der kørte på Esbjerg Motorvejen ved Kolding. Bilisten havde lagt mærke til en anden bil, der slingrede faretruende på vejen.
Af: Martin Lund Andersen, virksomhedskonsulent ved Fredericia Kommune.
Martin inviterer os ind i en fortælling om barndommen i Fredericia, en provinsby med dybe historiske rødder, kendetegnet ved industri, fodbold, foreningsliv og hverdagens eventyr.
Lille provins du ser mig i øjnene, når jeg ser tilbage. Sælsomme tråde fra min livsverden væver sig ind i byens dna. Egentlig aldrig rigtig været forelsket, men et arrangeret ægteskab mellem byen og mig blev båret frem af mine forældre, så min skæbne tilsagde mig, at jeg måtte spise hvad der kom på bordet. Jeg måtte lære at holde af byen startende der, hvor voldanlægget måske var min første erindring om et paradis. Skabt med håndskovl, knofedt og en trods mod Preussen, og lange år efter en lille drengs længsler efter oplevelser, der kunne sprænge kedsomheden i luften.
Jeg blev fortalt, at under det bronzefarvede vand, som var iklædt sine smukke åkander og siv, levede det vildeste rovdyr gedden. Eller “rugbrødsgedden” som folket døbte den. Jeg så billeder af gedden i bøger på børnebiblioteket på Egumvejen skole. Bibliotekar Hinkler – en flink mand som også var vikar engang imellem, ville gerne gøre en indsats på forespørgsler. Man kunne finde “gaver” i træerne hvor andre havde mistet fiskegrej, liner, flåd og kroge man kunne få ned og gøre til ens ejendom. Liner blev bundet sammen i tiltro til, at den store “rugbrødsgedde” gik langt ude i Voldens bronzevand. Sådan lå Volden bare med sin historie, og var en magnet for en drengs længsler efter action. Der skulle arbejdes for et klimaks dengang. Oceaner af tid mellem øjeblikke hvor der skete noget, som ikke var skemalagt. Livet i børnehøjde føltes uendelig langsomt. Havde vi kendt ordet, havde vi råbt op, at vi var blevet krænket af kedsomheden.
En ny æra startede efter lang tids plagen efter at få fisk hjemme på værelset – et akvarium!. Jeg havde nogle gange været inde i Klovnefisken i Danmarksgade hos Hans Jørgen med det store overskæg. En spændende butik, hvor en dæmpet belysning udgjorde en fin kontrast til de farvestrålende fisk i alle de mange akvarier. Jeg fandt også ud af, at der var noget privatsalg i en kælder ude på Georginvej. Jeg var længe om at kunne kunsten at holde akvarier, men formåede da at have stunder, hvor jeg lå på værelset og studerede fiskene længe.
Provinsopdraget på den matrikel, jeg skulle dannes fra, var ret simpel. Man skulle kunne klare sig selv i videst mulig omfang. Dertil var frisk luft og bevægelse en god ting. Derfor var foreningslivet ret beset noget der lå naturligt i kortene. Mine brødre havde gjort deres entré i Fredericia FF, så omkring dette Herrens år 1982 blev det også min tur til at trække i den blå trøje. Jeg tror min første træner var Bjarne og Esben Larsen hjalp lidt til med trøjer og den slags. Siden fulgte Gordon som var ret passioneret og fik os samlet som et hold. For mit vedkommende var der målmandstræning hos Finn Bager og Svend. Sådan gik ugerne med skolegang, Byggeren og fodboldtræning 3-4 gange i ugen. Når der var ledige stunder, så var det ned på Volden for at fiske.
Verden var ikke så stor. Der kom en flydedok til fra Kiel i 1989, vist nok indkøbt af Knud Andersen der havde Fredericia Skibværft. Vi vidste, vi var byen med den tunge industri, postvæsenet og DSB. Ja os der voksede op med den tunge industri fik af og til informationer oppefra voksenhøjden som gav nogle uhyggelige billeder i et barnesind. Min stolte Falck-far kunne fx meddele at hvis raffi en dag sagde puh, så røg hele Egeskovvej nok med plus det løse. Min bror lagde en føler ud, og spurgte ind til om Taunus’en kunne hives lidt op over de 60 km/t, hvis det blev aktuelt at de voksne legede med ild ude på det der Raffi? Det måtte vi jo se på.
Sirenen hver torsdag kl 18 er blevet en lokal rutine, ligesom når en ambulance sætter i gang og min far tilføjer; “ Nå nu fik de da en blæser”. Ja såmænd gjorde de det. Cellulosen, Superfos, rørindustrien og ja Raffi var den industri, der holdt gang i hjulene og sammen med værftet og Rahbek gav mange arbejdspladser, som også afstedkom gode ressourcer indenfor sygehusvæsen og politi.
Byggeren
Substansen i voksenlivet er udover en cyklus af årstider, også en kontakt med ophavet. Det vi blev formet af dengang vores højde og drøjde var det halve af de voksnes. Jeg er så privilegeret, at have haft “ Byggeren” som mit trygge reservat. Byggeren havde sin egen sang: “Fætter Mikkel”, som er sådan en skrammelplads-sang. Men stedet var 1200m2 skrammelplads med gamle bygninger, langhårede pædagoger, der røg smøger, drak kaffe og lavede alt muligt sammen med os. Vi sang protestsange og også de frække omkring bålet. Vi brugte naturen og blev “oplært” gennem leg derude ved skov og strand. Vi var en stor familie med over 100 medlemmer. Jeg husker alle kram, jeg som barn sagde, jeg ikke ville have, men som jeg elskede at få. Jeg er blevet trøstet, spurgt til, skældt ud, og jeg har hørt om de voksnes privatliv, været hjemme hos dem osv. Vi var på to lejrer om året, hvor vi kom rigtig tæt på hinanden. Det var selvsagt aldrig gået idag.
Og man skal jo altid varer sig for en romantisering af de gode gamle dage, men jeg kan nu ofte ikke lade være med at dagdrømme om den gang tiden virkelig var fri efter skole. Idag er Byggeren vist organiseret under skolerne, og på et tidspunkt hed den noget i retning af “Afdeling Høgevejs fritidstilbud for børn og unge”. Så råber gadedrengen gloser mod systemet inde i hjertet.
Jeg blev selv uddannet pædagog på et tidligere socialpædagogisk seminarium i Jelling, og var interesseret i området med udsatte unge, kriminelle, misbrugere osv. Jeg arbejdede stort set også med de fleste målgrupper. For ca 12 år siden bød muligheden sig til at prøve sig af under LAB loven og beskæftigelsesindsatsen og mødet med både sygedagpengemodtagere og lidt senere unge kontanthjælpsmodtagere blev en helt anden måde, at være i relation på, for under LAB loven, er tiden ikke på samme måde fri, idet vi skal skabe progression på tid. Relationer, tilknytning, opvækstmiljø er sådan nogle underlige sekundære størrelser i den verden.
Der er ikke så mange pædagoger ansat i det regi, men nogen er vi dog. Det forunderlige er, at når vi spørger vores borgere om de vil fortælle deres historie, og giver dem plads til at blive hørt, så ser vi det blik, der oplever situationen som uvirkelig, fordi det er en invitation til en relation.
Da jeg var ung fremadstormende og ville revolutionere verdenen fra det bureaukratiske tungsind, kiggede jeg på de visnede pædagoger, der kun gad at snakke om gamle dage, og hver gang man fik en ide eller en drøm, så var standard svaret: “Det prøvede vi dengang, der var penge til den slags”.
Nu er jeg selv en af dem, der har mere end 20 års faglige og personlig bagage at slæbe rundt på, og jeg prøver stædigt at holde fast i, at være en “byggerdreng” der rejser sig trodsigt i vrimlen..
I dag markerede badmintonspilleren Viktor Axelsen endnu et kapitel i sin strålende karriere, da han besejrede Jonatan Christie fra Indonesien i finalen ved Super 750-turneringen, Japan Open.
Med en forestilling af ubarmhjertig dominans og uforlignelig udholdenhed, triumferede Axelsen over Christie i to sæt, og cementerede sin position som den ubestridte konge af badminton på verdensplan.
Succesen kom i kølvandet på en række overbevisende sejre, hvor Axelsen demonstrerede sin overlegne kunnen på banen.
Fra starten af første sæt satte Axelsen sit præg på kampen. Han bevægede sig hurtigt, ramte præcist og dominerede banen. Resultatet ved pausen i første sæt var et ret tydeligt bevis på det – 11-0 til Axelsen. Selvom Christie kom på tavlen, var Axelsen ikke til at stoppe. Han sejrede med cifrene 21-7 i det første sæt.
Andet sæt blev en større udfordring for Axelsen. Christie, verdensranglistens nummer ni, kom ud fra pausen og tog føringen med seks point i træk. Det gav en stilling på 8-5 til Christie. Axelsen skulle nu kæmpe hårdt for at få sit storspil tilbage.
Christie fortsatte sin føring efter pausen, og alt tydede på, at et tredje sæt var uundgåeligt. Men så skete det. Axelsen, i sand mesterstil, vendte kampens gang. Han justerede sit spil, minimerede fejlene og fandt sit fodfæste igen. Med en stilfærdig beslutsomhed bragte han kampen tilbage til balance ved 15-15.
Han fik styr på sit spil, minimerede fejlene og bragte sig tilbage i kampen. Fra en stillingen på 15-15 delte de to spillere pointene, men det var Axelsen der i sidste ende viste sit sande niveau. Han vandt det andet sæt med 21-18 og dermed hele turneringen.
“Hvor er det fedt, hvor er det fedt!” kunne man høre Axelsen råbe til sin træner efter sejren. Og fedt, det var det. Det var hans tredje turneringssejr i træk, og et bevis på, at Axelsen fortsat er badmintonsports verdensleder.
Søren Smedegaard, uddannelseschef for læreruddannelserne ved University College Lillebælt (UCL), forklarer det aktuelle billede af traineelæreruddannelsen i Fredericia.
– I det store hele ser vi en stabil interesse for læreruddannelsen på landsplan fra sidste år til i år – på den lidt længere historiske bane er der i dag færre der søger læreruddannelsen. Vi oplever udsving fra sted til sted – nogle steder går søgetallene til læreruddannelsen frem, andre steder tilbage. Men det vigtige for os er, at vi står klar med åbne arme og har en relevant og attraktiv uddannelse . Vores uddannelsespladser er dimensioneret til at kunne rumme flere, for der er et stadigt voksende behov for lærerstuderende, forklarer Søren Søndergaard, Uddannelseschef – Læreruddannelserne UCL.
En læreruddannelse, der har gjort bemærkelsesværdige fremskridt, er lærertrainee-uddannelsen i Fredericia. Smedegaard er opmærksom på denne fremgang og stolt over det fremskridt man har gjort.
– Optagelsen på trainee-uddannelse, der har sit KOT-nummer i Fredericia og er tilknyttet læreruddannelsen i Jelling har faktisk set en markant stigning. Fra 12 sidste år er vi oppe på 22 i år – det er tæt på en fordobling deler Søren Smedegaard, og tilføjer med entusiasme.
Han peger på et par faktorer, der kan have bidraget til denne opmærksomme fremgang.
– Uddannelsen stiller unikke muligheder og krav. Ud over at være optaget på uddannelsen, skal studerende også have en ansættelse på en lokal skole. Disse stillinger skal annonceres og besættes på de respektive skoler. Uddannelsen kan kun blive en succes, hvis kommunen og skolerne er med os på denne rejse. Tidligere var dette initiativ eksklusivt for Fredericia Kommune, men vi har nu udvidet vores horisont og inkluderet flere kommuner i og omkring trekantsområdet, uddyber Søren Smedegaard.
Udspringer i Fredericia Uddannelsen befinder sig i Fredericia, men der undervises både her og ligeledes i Jelling. Men på grund af økonomien på skolerne i Fredericia, har de her valgt ikke at slå stillinger op for traineeuddannelserne i indeværende år.
Lærertrainee-modellen tilbyder et unikt aspekt for de studerende, forklarer Søndergaard.
– De studerende har en procentansættelse på en lokal skole, hvor de modtager både løn og SU. Dette gør, at de i realiteten har en fuld uddannelse sideløbende med et arbejde. To dage på studiet og to dage på arbejde eller praktik, mens den sidste dag tilrettelægges mere fleksibelt efter de studerendes muligheder – dette kan være som samlede internater eller undervisning, der er tilrettelagt så den enkelte studerende selv kan planlægge arbejdet med studiet. Denne model åbner døre for mange, der måske ikke ville have haft muligheden for at få en uddannelse under mere traditionelle omstændigheder, f.eks. dem, der har børn at tage sig af, været lærervikar flere år og måske afhængig af en større indtægt end kun SU – eller hvor det måske motiverer særligt at kunne koble uddannelse og arbejdet i skolen endnu tættere end man kan på den ordinære læreruddannelse, siger han.
Modellen ikke bare unik, den er også spændende – Det er en mega spændende model, for de kan jo virkelig omsætte det studie de har til den praksis de møder til dag – og det giver også værdifuld input på de hold hvor vi både har trainee- og ordinære studerende.
Med et glimt i øjet ser Smedegaard frem til, hvad fremtiden bringer for lærertrainee-uddannelsen i Fredericia og andre lignende programmer rundt omkring i Danmark. Han håber, at de fortsat vil vokse og bringe mere diversitet og innovation ind i læreruddannelsen.
Lars Christiansen, tidligere sportschef i Flensburg-Handewitt, er rykket hjem til dansk håndbold for at bestride stillingen som ny sportschef i KIF Kolding. Dette sker efter at have sagt farvel til Flensburg-Handewitt ved udgangen af sidste sæson.
I forbindelse med hans nye ansættelse mødtes AVISEN med ham på en solbeskinnet bænk udenfor Sydbank Arena i Kolding for at høre mere om hans tanker og forventninger til den nye udfordring.
Lars Christiansen reflekterede over hans forbindelse til KIF Kolding og sin begrundelse for at vende tilbage til klubben i denne nye rolle.
– Jeg tror, det er meget godt, at jeg har været væk. Jeg var her i Kolding som spiller i to omgange, og det gav mig en solid uddannelse i spillet, før jeg drog til udlandet. Det var også i Kolding, jeg etablerede mig og fik modet til at blive landsholdsspiller, en rolle jeg opretholdt i mange år. Jeg sluttede min karriere i Kolding, så klubben har en speciel plads i mit hjerte, ligesom Flensborg, den anden klub jeg er stærkt forbundet med. Og selvfølgelig Sønderborg, hvor jeg er vokset op, siger Lars Christiansen
Lars fortsatte med at reflektere over hans beslutning om at vende tilbage.
– Da jeg blev spurgt, om jeg kunne se mig selv vende tilbage, tøvede jeg ikke med at sige ja. Jeg har tidligere været spiller, og nu har jeg chancen for at vende tilbage på den anden side, hvilket jeg ser som en stor fordel. Jeg har ikke spillet sammen med nogen af de nuværende spillere, og jeg kender kun træneren overfladisk, så det føles som et blankt stykke papir, hvor der skal tegnes nyt, forklarer Lars Christiansen.
Da samtalen drejede sig om hans beslutning om at forlade Flensburg-Handewitt, lyste Christiansen op.
– Da min tid i Flensburg var ovre, var der flere muligheder på bordet. Men jeg kunne straks mærke, at jeg ønskede at blive i håndboldens verden. Jeg er taknemmelig for min tid i Flensburg, men det krævede, at jeg skulle være der hver eneste dag, og være med på alle rejser. At skifte mellem lande og påtage mig den rejsebyrde ville være for meget for min familie, og det var en byrde, jeg ikke ville lægge på min kone og vores to drenge, siger Lars Christiansen.
Med en tydelig glæde i stemmen delte han sine forventninger til hans nye rolle i KIF Kolding.
– At være tilbage i Danmark, og arbejde i en organisation som Kolding, det glæder jeg mig enormt meget til. Mit fokus vil være rettet mod de unge spillere. Kolding har en solid base med etablerede U17 og U19 hold, hvilket giver en solid talent-pipeline. Selvfølgelig er målet at nå slutspillet, men vi må ikke glemme, at det tager tid at opbygge et solidt hold. Den tid og det arbejde, er jeg mere end villig til at investere, forklarer Lars Christiansen.
Afskeden med Flensburg
Da vores samtale glider ind på tiden efter hans afslutning hos Flensburg-Handewitt, bliver Lars Christiansens ansigt eftertænksomt.
– Da jeg sagde farvel til Flensburg, vidste jeg, at det var tid til at tage en pause. En tid til at reflektere og finde ud af, hvad mit næste skridt skulle være, begynder han, idet han lader blikket glide over det åbne landskab foran os.
Det var i denne periode, at overraskelsen ramte ham.
– Henvendelserne begyndte at komme blot få dage efter min afsked. Det satte mig i et dilemma, afslører Christiansen. Til trods for disse pludselige muligheder havde han leget med tanken om at sprede sine vinger – at bruge sin omfattende erfaring til at holde endnu flere foredrag og påtage sig forskellige ambassadørroller, som han i forvejen har.
Men selvom muligheden for en ny karrierevej lå for hans fødder, var der noget andet, der trak i ham.
– Der var noget dybt indeni mig, der længtes efter at vende tilbage til håndboldmiljøet. Jeg kunne mærke det helt ned i maven, indrømmer han med en tydelig nostalgi i stemmen.
Christiansens tid i Flensburg havde været fyldt med uforglemmelige øjeblikke – både de gode og de udfordrende. Han havde været dybt engageret i sit job, havde elsket det ansvar, der fulgte med rollen som sportsdirektør.
Men det var netop kravene i jobbet i Flensburg, der blev den afgørende faktor. Han ser ned, mens han vælger sine ord med omhu.
– Kravet om daglig tilstedeværelse, om at være med på hver eneste tur, om at tilbagelægge op mod 180.000 kilometer rundt i Tyskland med holdet… det ville have krævet, at vi flyttede derned. Det var ikke noget, jeg ville byde min kone og mine to drenge, siger Lars Christiansen åbent hjertet.
I disse øjeblikke af ærlig åbenhed får man en fornemmelse af det dilemma, han stod over for, og det klare valg, han følte sig tvunget til at træffe.
– Så i den forstand blev valget taget for mig, siger han med en fasthed i stemmen, der afslører en mand klar til at tage fat på sin næste udfordring.
Udfordring i vente
Lars Christiansen lader det være klart, at han ikke forventer en let vej frem med KIF Kolding.
– Det bliver en udfordrende opgave, det er jeg fuldstændig klar over, siger han og kigger fast ud i det fjerne.
– Men det er en opgave, der virkelig tiltaler mig, slår han fast.
I Flensburg havde Christiansen en stærk organisation bag sig. Holdet havde et solidt fundament, og når der skulle hentes nye spillere handlede det blot om, hvilken verdensstjerne det skulle være.
– I Flensburg kunne vi i nogen grad ‘plukke frugterne’. Det vil sige, vi kunne lade tingene ske næsten af sig selv. Men det er ikke tilfældet her. Jeg kan ikke bare vælge den næste spiller i rækken, der passer ind i vores system. Det var ikke økonomien, der var det store problem der, siger Lars Christiansen.
I Kolding er situationen anderledes. Christiansen betoner, at klubben opererer på en anden måde.
– Her har vi et helt andet setup. Og det er netop denne forskel, der fascinerer mig, siger han.
Der er et element af nostalgi, når Christiansen taler om KIF Kolding.
– Det her er en historisk klub. Det er en klub, der nu har været i den bedste række i 40 år. Det er en klub, der har været rigtig god til at arbejde med ungdommen, fortæller Lars Christiansen.
Han er opmærksom på klubbens nuværende styrker og de områder, hvor der er plads til forbedring.
– Jeg har hørt, at vi er gode på akademiet og andre ting, men vi kan blive endnu bedre. Vi skal skabe noget, som folk vil vælge til i stedet for at vælge fra, siger Christiansen.
Med et fast udtryk og en klar vision for fremtiden slutter han sin tanke.
– Jo flere unge spillere vi kan få ind igennem vores system, jo flere har vi at vælge mellem, siger han.
Glæder sig til at komme “hjem” i den danske liga
Lars Christiansen har en dyb forståelse og værdsættelse for det danske håndboldmiljø. Han læner sig tilbage og ser eftertænksomt på det livlige landskab omkring Sydbank Arena, mens han overvejer den kommende udfordring.
En følelse af forventning lyser op i hans ansigt, når han taler om det, der venter forude.
– Jeg glæder mig enormt meget til det. Vi skal måle os mange hold. Den danske liga er ikke nogen walkover. Der er utroligt mange dygtige hold i Danmark, og jeg glæder mig til mange af de opgør, siger Lars Christiansen.
Når han taler om ligaen, er det med et indgående kendskab og stor respekt.
– Den danske liga har et højt niveau. Den franske liga har måske 4-5 rigtig gode hold, men i Danmark har vi mange. Bundniveauet her i landet er blevet bedre, og der er mange talenter, som får chancen, siger Christiansen.
Som vores samtale runder af, er det klart, at Lars Christiansen ser sin nye rolle i KIF Kolding som mere end bare et job; det er en chance for at komme hjem, bidrage til den danske håndboldtradition og investere i det næste generation af talent. Han er begejstret, men samtidig forstår han, at der er en lang vej forude.
December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi...
