Ordentlige vilkår for soldaterne – også når det gælder løn

Ordentlige vilkår for soldaterne – også når det gælder løn

Danmark har stolte traditioner for at tage ansvar for sin egen sikkerhed og for at bidrage til stabilitet i verden omkring os. I generationer har danske soldater løst krævende opgaver med professionalisme og ro. De har været klar, når det gjaldt – ofte under forhold, de færreste af os møder i vores arbejdsliv. Netop derfor bør debatten om soldaternes vilkår også føres med alvor og rettidig omhu.

I disse år er der bred enighed om, at et stærkt forsvar er en nødvendighed. Men styrken ligger ikke alene i materiel og struktur – den ligger først og fremmest i menneskerne. Hvis vi ønsker et forsvar, der kan løfte fremtidens opgaver, må vi sikre, at soldatergerningen fortsat er et attraktivt og respekteret valg.

Her kommer lønspørgsmålet naturligt ind i billedet.

En nyuddannet konstabel tjener typisk i størrelsesordenen 23.000–25.000 kroner om måneden før pension og særlige tillæg, mens en sergent ofte ligger omkring 25.000–27.000 kroner. En løn der for konstablernes vedkommende vel at mærke stort set ikke udvikler sig i løbet af et langt arbejdsliv. 
Sammenligner man med andre funktioner, hvor ansvar, beredskab og samfundskritiske opgaver er en del af hverdagen, giver det anledning til refleksion. Mange faglærte håndværkere passerer eksempelvis hurtigt 26.000 – 29.000 kroner om måneden, og stillinger med personaleansvar i både offentlig og privat sektor ligger ofte endnu højere.

Forskellige fag kan ikke umiddelbart sættes op mod hinanden, men for at sikre en rimelig balance er det nødvendigt at komme med et eksempel. 
Soldater accepterer risiko, uforudsigelighed og perioder væk fra familien. Når lønnen ikke i tilstrækkelig grad afspejler disse vilkår, risikerer vi, at dygtige unge mennesker vælger andre karriereveje.

Løn er naturligvis ikke den eneste drivkraft. Kammeratskab, faglig stolthed og ønsket om at tjene noget større har altid været bærende værdier i Forsvaret. Sådan bør det også være fremover. Men anerkendelse skal kunne mærkes i hverdagen. 
En mere tidssvarende løn er ikke blot et spørgsmål om kroner og øre; det er et tydeligt signal om respekt for den opgave, soldaterne løfter og ikke mindst den ambition mange politikkere på tværs af politiske skel italesætter igen og igen.

Derfor bør ambitionen være klar: Lønnen i Forsvaret skal i højere grad afspejle opgavernes tyngde og nærme sig niveauet for sammenlignelige stillinger. Det er ikke udtryk for overbudspolitik, men for rettidig omhu. For hver soldat, vi formår at fastholde, sparer vi samtidig betydelige ressourcer på rekruttering og oplæring – og bevarer værdifuld erfaring i organisationen.

Men løn kan ikke stå alene. Gode rammer for familieliv, større forudsigelighed i tjenesten og tydelige karriereveje er mindst lige så vigtige. Når helheden er på plads, styrker vi både motivationen og sammenhængskraften.

At forbedre soldaternes vilkår er i sidste ende en investering i Danmarks sikkerhed og tryghed. Historien har vist os værdien af at være velforberedt, og traditionelt har vi i Danmark forstået, at et stærkt forsvar kræver ordentlige forhold for dem, der står i forreste række.

Det er en debat, vi bør tage nu – med respekt for det, der har båret os hertil, og med et fremsynet blik på den sikkerhed, kommende generationer skal leve under.

John E. Nyborg
Byrådsmedlem Fredericia, Socialdemokratiet
Kongensstræde 8A, Fredericia

Martin Ramsdal Pedersen
Fællestillidsrepræsentant, Centralforeningen for Stampersonel på Ryes Kaserne
Blåkjærsvej 2, Erritsø, Fredericia

100-årig beboer dræbt på plejehjem i Vejen – 69-årig medbeboer varetægtsfængslet

0
100-årig beboer dræbt på plejehjem i Vejen – 69-årig medbeboer varetægtsfængslet

En 100-årig sengeliggende beboer på plejehjemmet Kærdalen i Vejen er død efter at være blevet udsat for vold lørdag aften. En 69-årig mand, der selv bor på plejehjemmet, er sigtet i sagen og er nu varetægtsfængslet i fire uger.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen lørdag klokken 19.08 om mulig vold på plejehjemmet. Politiet rykkede massivt ud og var til stede hele aftenen og natten, hvor der blev gennemført afhøringer og tekniske undersøgelser med bistand fra Nationalt Kriminalteknisk Center samt hundepatruljer.

Den 100-årige beboer blev lørdag aften udsat for vold og afgik senere ved døden. Den indledende efterforskning peger på, at gerningspersonen er en anden beboer på plejehjemmet.

Søndag blev den 69-årige mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Her blev han sigtet for vold med døden til følge. Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre, og retten besluttede at varetægtsfængsle ham i fire uger i surrogat.

Politiet har nu afsluttet de tekniske undersøgelser på stedet, men efterforskningen fortsætter.

Af hensyn til sagen har Syd- og Sønderjyllands Politi ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

De pårørende til den afdøde er underrettet.

LIVE: Fredericia jagter overraskelsen mod AGF

LIVE: Fredericia jagter overraskelsen mod AGF

Søndag eftermiddag venter en af forårets største opgaver for FC Fredericia, når 3F Superligaens førerhold fra AGF gæster Monjasa Park i runde 20.

Top mod bund står der på papiret, men hjemmeholdet kommer ind til opgøret med selvtillid efter 3-2-sejren i lokalbraget mod Vejle Boldklub, hvor særligt første halvleg viste, at Fredericia kan spille med. Nu gælder det så ligaens nummer ét – et AGF-mandskab, der endnu ikke har tabt på udebane i denne sæson og som jagter sin tiende kamp i træk uden nederlag fremmed græs.

Fredericia har til gengæld hjemmebanen og et Monjasa Park, der er klar til endnu en Superliga-eftermiddag med intens stemning. Udebaneafsnittet er meldt udsolgt, og 1.300 AGF-fans har taget turen til fæstningsbyen, så der er lagt op til en kulisse, der matcher kampens betydning.

For FC Fredericia handler det om at bygge videre på den gode start efter vinterpausen og bevise, at holdet kan bide skeer med rækkens absolutte top. Point vil lune gevaldigt i bundstriden – men det kræver en helstøbt præstation mod et AGF-hold med kvalitet i alle kæder.

Følg kamp minut for minut her på AVISEN.

Vinterferie eller vækst? Fredericia har ikke brug for pause – men retning

0
Vinterferie eller vækst? Fredericia har ikke brug for pause – men retning

OPINION. Har vi tid til vinterferie, når vi samtidig står midt i et politisk og økonomisk kursskifte i byrådssalen? Spørgsmålet handler ikke om retten til ferie. Den har alle – også byrådsmedlemmer. Det handler om signal og ledelse.

Fredericia kommer fra flere års økonomisk pres. Vi har haft stram styring, sårbart skattegrundlag og en midtby, der kæmper med at finde ny energi. Samtidig har vi fået en ny borgerlig ledelse, som netop blev valgt på løftet om retning, tempo og erhvervsvenlighed. Derfor er forventningen naturlig: Synlige beslutninger. Klar plan for indtægtsgrundlaget.

Handling i midtbyen. Tempo i erhvervspolitikken.

Jeg ser stabilitet, da strategiarbejde er sat i gang og dialogen med erhvervslivet er forbedret. Men Jeg ser endnu ikke de strukturelle beslutninger, der markerer et reelt skifte.
Ingen tydelig model for markant styrkelse af skattegrundlaget. Ingen konkret midtbyinvestering. Intet politisk signaturprojekt, der viser forskellen fra før.

Administrativt er vinterferie forsvarligt. Politisk er signalet mere følsomt. Fredericia er ikke en velkonsolideret kommune, der kan glide på rutinen. Vi er en kommune, der skal bevise, at vi kan skabe vækst og robusthed. Erhvervslivet venter ikke.
Skattegrundlaget vokser ikke af strategipapirer alene. Midtbyen får ikke flere kunder af procesnotater.

Her bliver fraværet af erhvervserfaring som selvstændig i byrådet meget tydeligt. De der har drevet virksomhed, ved én ting: Markedet holder ikke pause, fordi man selv gør det.

Lønninger skal betales. Likviditet skal sikres. Beslutninger skal træffes.

Det kræver ikke milliardprojekter at vise retning. Det kræver prioritering og mod. En klar 3-årig plan for vækst i skattegrundlaget. En konkret beslutning om dækningsafgiftens fremtid (læs: Rød vs Blå). En midtbyindsats med fast tidsplan. En reel erhvervsgaranti med målbar effekt (KPI’r) og efterkalkulation der.

Fredericia har brug for mindre proces og flere beslutninger. Mindre planlægning og mere handling. -For troværdighed.

Vinterferien er ikke problemet. Problemet opstår, hvis pausen kommer, før kursen er tydeligt sat. Når man står midt i et politisk og økonomisk skifte, holder man ikke pause, før skibet har drejet. Man holder pause, når retningen er synlig for alle. Fredericia fortjener handling.

Venstrefløjens Iran-blindhed: Når solidaritet bliver selektiv

0
Venstrefløjens Iran-blindhed: Når solidaritet bliver selektiv

OPINION. Mens vestlige venstrefløjsaktivister gerne rejser til Gaza, demonstrerer, besætter universiteter og taler om at være “på den rigtige side af historien”, udspiller der sig samtidig en af de mest brutale undertrykkelser i vor tid i Iran. Her er der ingen selfies, ingen slogans og bemærkelsesværdigt få protester.

Iran er ramt af den største protestbølge i årtier. Siden slutningen af 2025 har almindelige borgere, studerende, arbejdere, kvinder – demonstreret mod økonomisk kollaps, inflation og et præstestyre, der har mistet enhver folkelig legitimitet. Regimets svar har været klassisk totalitært: tusinder dræbt, titusinder arresteret og internettet lukket ned for at slukke sandheden sammen med lyset.

Ifølge menneskerettighedsorganisationer er der tale om et af de mest voldsomme statslige angreb på civile i nyere tid. Kvinder dræbes for ikke at bære tørklæde “korrekt”. Mennesker henrettes for at forlade islam eller for at være homoseksuelle. Læger arresteres for at behandle sårede demonstranter. Journalister og deres familier trues – også i udlandet.

Her opstår det politiske paradoks. Hvor er de højlydte aktivister, når det er et islamistisk præstestyre, der undertrykker? Hvor er de store demonstrationer, når kvinder i Iran kæmper – ikke for symbolske rettigheder, men for retten til overhovedet at leve frit? Hvor er Greta Thunberg, som ellers konsekvent taler om moralsk ansvar og historisk stillingtagen? Hvor er Line Barfod og resten af den danske venstrefløj, når kampen står mod et af verdens mest totalitære regimer?

Tavsheden er larmende.

Forklaringen er ubehagelig, men enkel: Iran passer dårligt ind i fortællingen. Det er svært at protestere mod et regime, der ideologisk deler fjendebillede med Vesten og samtidig finansierer islamistiske bevægelser, som dele af venstrefløjen ellers ser som “modstand”. Man bider nødig den hånd, der passer ind i ens verdensbillede.

Men frihed er ikke et menukort, man kan plukke fra.

Man kan ikke forsvare kvinders rettigheder i ét hjørne af verden og ignorere dem, når kvinder bliver slået ihjel for deres tøj. Man kan ikke tale om LGBTQ-rettigheder og samtidig se bort fra et regime, der henretter homoseksuelle. Man kan ikke kalde sig antifascist, hvis man er tavs over for et religiøst diktatur. Frihed kommer ikke af sig selv. Den skal vindes – og den skal forsvares. Også når det er politisk ubekvemt.

Iranerne fortjener vores fulde støtte i kampen mod det islamistiske mørke. Vi bør forpligter os, når regimet slukker internettet, fængsler sandheden og håber, at verden kigger væk.

Danmark har sat diplomatiske, politiske og internationale signaler, men ingen dramatiske, ensidige aktioner alene som regering. Det er klart, effektivt og symbolsk — men det er stadig primært politikens sprog, ikke handlingens. At se bort er også et valg. Historien har det med at huske den slags.

Sammenstød ved motorvejssammenfletning i Vejle

0
Sammenstød ved motorvejssammenfletning i Vejle

KRIMI. Søndag var der også politi på arbejde ved motorvejen i Vejle, hvor et mindre færdselsuheld fandt sted ved sammenfletningen på Den Østjyske Motorvej.

Uheldet skete ved tilkørselsrampen mod syd ved Hornstrup, hvor to personbiler stødte sammen. Der var tale om et sammenstød mellem to biler, og ifølge politiet skete der ingen personskade.

Skaderne var udelukkende materielle. En patrulje blev sendt til stedet og udarbejdede en færdselsrapport, som skal klarlægge, hvordan skaden kunne være opstået.

De to førere var mænd. Den ene mand er 35 år. Politiet har ikke oplyst alderen på den anden.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag den 15.2 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.

Unge sov i solkabiner i Vejle

0
Unge sov i solkabiner i Vejle

KRIMI. Tidligt søndag morgen klokken 06.48 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at flere unge personer opholdt sig i et solcenter i Vejle.

Ifølge anmeldelsen lå fire til fem unge og sov i kabinerne i solcentret på Windfeld-Hansens Gade. En patrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene traf en 19-årig mand fra Vejle.

Den unge mand blev bortvist fra stedet. Der blev ikke rejst nogen sigtelser i forbindelse med sagen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag den 15.2 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.

Fredericia-musicalstjerne vinder Dansk Melodi Grand Prix

0
Fredericia-musicalstjerne vinder Dansk Melodi Grand Prix

Søren Torpegaard Lund skal repræsentere Danmark ved Eurovision 2026 i Wien.

Den 27-årige musicalskuespiller vandt lørdag aften Dansk Melodi Grand Prix i Arena Nord i Frederikshavn med nummeret »Før vi går hjem« og skal dermed bære Dannebrog videre til det internationale melodigrandprix i Østrigs hovedstad i maj.

Sejren kom efter en intens finale, hvor publikum og juryer pegede på det danske bidrag som årets vinder.

Fra musicalscene til Eurovision

Søren Torpegaard Lund er ikke et ukendt navn for publikum i Fredericia. Han har gennem flere år markeret sig stærkt i musicalmiljøet og har blandt andet haft roller på Fredericia Musicalteater.

Hans baggrund som scenekunstner har tydeligt præget hans udtryk i Melodi Grand Prix – med sikker vokal, dramatisk nærvær og en tydelig fortælling i sangen.

Med »Før vi går hjem« leverede han et nummer, der kombinerer dansk tekst med en stor, emotionel opbygning – og som allerede lørdag aften blev mødt med stående bifald.

En stemme med erfaring

Selv har Søren Torpegaard Lund tidligere fortalt om sit forhold til scenen og til Fredericia som by. Han er uddannet musicalperformer og har opbygget sin karriere gennem både ensemblearbejde og større hovedroller.

Grand Prix-sejren markerer et nyt kapitel – denne gang på en international scene med millioner af tv-seere.

I maj gælder det Eurovision i Wien, hvor Danmark skal forsøge at kvalificere sig til finalen og måske hente et af de bedste resultater i nyere tid.

Genlæs vores tidligere interview med Søren Torpegaard Lund her:

Middelfart Kommune sætter gang i nye vådområder

0
Middelfart Kommune sætter gang i nye vådområder

Middelfart Kommune arbejder sammen med lodsejere og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om at etablere flere lavbunds- og vådområdeprojekter rundt om i kommunen.

Formålet er at reducere udledningen af drivhusgasser og næringsstoffer fra landbrugsarealer og samtidig styrke natur og vandmiljø.

Projekterne er en del af den grønne trepart og finansieres helt eller delvist af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Konkret er kommunen i gang med:

• Et 140 hektar stort vådområde ved Aulby Møllemade

• 25 hektar ved Brende Å

• 20 hektar ved Pave Bæk

• En forundersøgelse ved Rud på 20 hektar

• Et lavbundsprojekt ved Langholm på 34 hektar

Ifølge kommunen er flere projekter på vej.

Vådområderne etableres ved permanent at vådgøre tidligere landbrugsarealer. Det betyder, at områderne tages ud af traditionel drift, hvilket skal mindske CO₂-udledning og kvælstofudvaskning til vandmiljøet.

Projekterne sker i dialog med de berørte lodsejere.

Superligaens tophold gæster Monjasa Park: »Det bliver den sværeste opgave i lang tid«

0
Superligaens tophold gæster Monjasa Park: »Det bliver den sværeste opgave i lang tid«

SPORT. Forårssæsonen kunne næsten ikke være startet bedre for FC Fredericia. Sejren på 3-2 i Vejle sendte både point og selvtillid ind i omklædningsrummet og gav klubben den bedst tænkelige åbning på et forår, hvor hvert eneste point kan blive afgørende. Nu venter en helt anden kaliber.

Søndag klokken 14.00 løber spillerne på banen på Monjasa Park, hvor AGF kommer på besøg. Og ifølge direktør Stig Pedersen er det ikke hvem som helst, der gæster byen. »Ja, der møder vi pt. Danmarks bedste hold. Det bliver en stor udfordring for os, fordi AGF har været suveræne meget længe. De har den der tro på tingene og den medvind, man har som tophold,« siger han.

AGF topper i øjeblikket Superligaen og har lagt afstand til både FC Midtjylland, FC København og Brøndby. Det vidner om stabilitet og kvalitet. »Det bliver den sværeste opgave i hvert fald i lang tid på hjemmebane, det må man sige. Det er topkvalitet, der kommer på besøg.«

AGF’s status som tophold ændrer dog ikke på ret meget i Fredericia-lejren. På træningsbanen er der ikke blevet opfundet nye mirakelkure op til søndag. Tilgangen er den samme, som den plejer at være. »Vi gør ikke noget anderledes. Vi tager udgangspunkt i os selv. Det er jo det, vi skal gøre.« Optimismen er der – som altid. Men realismen følger med. »Det er jeg altid. Vi tror da på det hver gang. Men man må også være ærlig og sige, at det her bliver en kæmpe mundfuld. Det bliver sjovt at måle sig med dem.«

Hvad skal lykkes?

Spørgsmålet er derfor ikke, om opgaven er svær. Det er den. Spørgsmålet er, hvad der skal lykkes, hvis Fredericia skal have noget med ud af den. Ifølge Stig Pedersen handler det om at tage det med fra Vejle, der fungerede, og strække det over længere tid. »Der skal lykkes noget af det, som lykkedes i Vejle i første halvleg. Det skal vi kunne overføre i længere tid.«

Samtidig er han bevidst om, at søndagens kamp ikke er den, der i sidste ende afgør sæsonens retning. »Det er jo ikke dem, vi skal måles med eller indhente. Den kamp var pointmæssigt vigtigere for os end den her. Det var den sidste kamp mod et top-6-hold.«

Det, der for alvor kommer til at definere foråret, ligger længere fremme i kalenderen, påpeger han.

De rigtige kampe venter

Efter AGF venter virkeligheden for alvor. Randers og Silkeborg står på programmet – direkte konkurrenter i tabellen. Dertil kommer flere indbyrdes opgør mod Vejle. »Vi kommer til at møde Randers og Silkeborg tre gange og Vejle to gange, som det ser ud lige nu. Det bliver jo de kampe, hvor der står meget mere på spil.«

Det er her, sæsonen skal defineres. Fredericia skal hente et af holdene foran sig, samtidig med at Vejle skal holdes bag sig. Det er de kampe, hvor regnestykket skal gå op. Netop derfor kan en overraskelse mod AGF få ekstra vægt. Point, man ikke har kalkuleret med, kan ændre dynamikken. »Hvis vi kunne lave en sensation her med tre point, så ville det jo være fantastisk. Engang imellem skal man jo også lave nogle point, man ikke havde regnet med,« bemærker direktøren med et lille smil i stemmen.

Et boost, men ingen garantier

Sejren i Vejle har sat strøm til truppen. Det mærkes. »Det giver jo altid energi at vinde. Vi har jo gået og ventet på den kamp lige siden efteråret.« Men den energi giver ingen forspring mod et tophold som AGF, påpeger direktøren. »Det er AGF sådan set ligeglad med. Vi skal have en ekstrem god dag, og AGF behøver ikke lige ramme deres topniveau, så har vi en chance.«

Søndag bliver derfor en test af format. En måling på, hvor Fredericia står, når ligaens førerhold kommer på besøg. Og måske en mulighed for at vise, at Monjasa Park kan være mere end bare et stop på vejen. Om det rækker til point, afgøres over 90 minutter. Ambitionen er dog ikke til at tage fejl af. »Lad os se, om vi kan drille AGF lidt. Det håber jeg,« slutter Stig Pedersen.

Læs også

100-årig beboer dræbt på plejehjem i Vejen – 69-årig medbeboer varetægtsfængslet

Slingrende kørsel og tyverier sætter spor på Fyn

0
KRIMI. Flere sager om spirituskørsel, indbrud og hærværk har præget Fyn i dagene fra den 24. til den 26. april, hvor politiet har haft...