32-årig mand fik ildebefindende på motorvejen

0

Et solofærdselsuheld fandt sted på Taulovmotorvejen fredag klokken 10.39, hvor en 32-årig mand fra Fredericia var involveret. 

Ifølge Sydøstjyllands Politi, led manden af et ildebefindende under kørslen, hvilket resulterede i, at hans køretøj kørte langs rabatten i vestlig retning og til sidst endte i en grøft. 

Vagtchef Morten Jessen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at da politi og ambulance ankom til ulykkesstedet, var manden ude af stand til at forklare hændelsesforløbet på grund af sit ildebefindende. Hændelsen resulterede ikke i alvorlige personskader, og den materielle skade var ringe, fortæller vagtchefen.

Politiker: Man udstiller milliardær uden at kende hoved og hale

0

Jonas Jensen fra Nye Borgerlige sidder i Middelfarts Byråd. Han har fulgt sagen omkring Torben Østergaard-Nielsen og Nordic Waste, og han er træt af, at folk langer ud efter milliardæren fra Middelfart.

Nordic Waste er i fokus, da der ved deres anlæg i Ølst var sket et jordskred, som kunne udvikle sig til en miljøkatastrofe, da virksomhedens formål var at rense forurenet jord. Efter sagen ved Ølst i Randers Kommune har Nordic Waste erklæret sig konkurs, og der langes ud efter Torben Østergaard-Nielsen, som ejede hovedparten af firmaet.

– Jeg synes, at man udstiller Torben uden at vide, hvad der er hoved og hale i det. Man er skyldig, indtil det modsatte er bevist, men det er som om, at folkedomstolen har talt. Det klæder hverken befolkningen eller medierne at dømme Torben på forhånd, siger Jonas Jensen.

I stedet for at rette skyts mod Østergaard-Nielsen mener Jonas Jensen, at man skal kigge på en anden part i sagen.

– Min erfaring fra lokalpolitik siger mig, at man kunne undersøge Randers Kommune nærmere i denne sag. I stedet bliver der skudt løs mod en mand, der ikke er dømt. Man skal behandle mennesker pænt og vente på resultatet af en retssag, før man dømmer folk, forklarer Jonas Jensen.

Jonas Jensen mener derfor, at Randers Kommune skal kigges efter i sømmene i sagen.

– Jeg har før set i lignende sager, at der kan komme skeletter ud af skabet. Om det er tilfældet her, ved jeg ikke endnu, men jeg synes, det går over stregen at gå hårdt til Torben og hans familie, slutter Jonas Jensen.

AVISEN har rettet forespørgsel til samtlige partier i Middelfart Byråd omkring sagen med Nordic Waste og Torben Østergaard-Nielsen. Socialdemokratiet udtalte sig ved politiske ordfører Kaj Johansen, mens Venstres Kent Mosgård oplyser følgende:

– Som byrådsmedlem forholder jeg mig til politik i Middelfart og har derfor ikke behov for at udtale mig, hverken i den ene eller anden retning, om sagen i Randers, lyder det fra Mosgård.

Dermed er det ikke muligt at få Venstres besyv med sagen.

Danmark er i EM-finalen for første gang i ti år

0
Håndboldlandskamp danmark - Spanien i Royal Arena københavn onsdag den 12. oktober 2022

Danmark vandt 29-26 i EM-semifinalen mod Tyskland og er for første gang siden 2014 i EM-finalen.

Danmark var ellers i problemer i første halvleg mod det tyske hjemmehold, der gav danskerne store problemer angrebsmæssigt.

Bagkæden med Rasmus Lauge, Simon Pytlick og Mathias Gidsel fungerede ikke, og Mikkel Hansen blev hidkaldt fra bænken og endte med at spille en stor rolle.

Alligevel var Danmark bagud 13-10, men i slutningen af første halvleg gik Danmark i syv mod seks, og det blev kampafgørende. Danskerne fik reduceret til pausestillingen 14-12.

I anden halvleg kom Emil Nielsen ind i målet. Han parerede den ene tysker efter den anden. Fra stillingen 18-17 så Danmark sig ikke tilbage og kom foran med 26-21.

Tyskland gav dog ikke op, men Danmark var i en klasse for sig og vandt opgøret med 29-26.

Dermed spiller Danmark EM-finale på søndag mod Frankrig.

Sverige har indgivet protest

0

Sverige tabte EM-semifinalen til Frankrig med 34-30 efter forlænget spilletid, men Sverige har nedlagt protest.

Svenskerne er utilfredse med det Prandis mål, det gjorde, at Frankrig udlignede til 27-27 i sidste sekund af den ordinære spilletid.

Derfor har Sverige nedlagt protest. Det er bekræftet af den svenske teamchef, Hanna Fogelström, i en udtalelse til Aftonbladet.

– Vi ved ikke, hvad det vil føre til, men for os er det vigtigt at stå op for vores værdier og lave en markering, siger Fogelström.

– Vores protest er blevet indleveret til IHF, og vi får et svar i morgen ved middagstid, siger hun.

Smalt FHK-hold sejrede sikkert mod BSH

0

Fredag eftermiddag blev der leveret intens håndboldaction, da FHK og Bjerringbro-Silkeborg stødte sammen i deres sidste testkamp før den officielle start på ligaen. FHK en disciplineret indsats vandt FHK 33-29.

Kampen blev spillet uden flere spillere fra begge hold. FHK manglede spillere som Einar Olafsson, James Junior Scott, Sebastian Henneberg og en ikke fuldt restitueret Kristian Stoklund. BSH var på sin side uden stjernespilleren Rasmus Lauge.

FHKs målvogtere, Sebastian Frandsen og Thorsten Fries, viste deres værd ved at dele tiden i målet ligeligt mellem sig, hvilket også var tilfældet for højrefløjene Fredrik Mossestad og Kasper Young. En anden spiller, der skilte sig ud, var Jonas Kruse, som greb chancen og imponerede stort i fraværet af de mere etablerede bagspillere.

Kampen udviklede sig til en tæt og ophedet affære, især i anden halvleg, hvor BSH nærmede sig FHK. I et forsøg på at bevare forspringet, skiftede FHK til en syv mod seks-opstilling, en taktik der tilføjede ekstra spænding til kampen.

En af kampens højdepunkter var Thorsten Fres’ fremragende præstation, da han reddede to straffekast fra BSH’s Mads Lenbroch. Disse redninger var afgørende i at bevare FHK’s føring i de kritiske øjeblikke.

Undervejs var kampen præget af skiftende føringer, men som kampen skred frem satte FHK sig på det. FHK startede stærkt med en 9-8 føring efter 18 minutter og udvidede den til 13-9 ved 21 minutter. Ved pausen var FHK stadig foran med en score på 18-15. I anden halvleg fastholdt FHK kontrollen med en score på 22-17 efter 34 minutter, selvom BSH formåede at indhente en del af forspringet til 23-21 efter 41 minutter. Kampen sluttede dog med en sikker sejr til FHK på 33-29.

Dette resultat lover godt for FHK’s form inden deres kommende ligaopgør den 4. februar, hvor de møder SønderjyskE på hjemmebane.

FC Fredericia blev gennembanket af Brøndby

0

I en  træningskamp oplevede FC Fredericia en stor udfordring, da de stod over for Brøndby. Kampen sluttede med et resultat på 9-0 til  Brøndby. Dette udfald afspejler en kombination af FC Fredericias nuværende skadesproblemer og mangel på spillere. 

Brøndbys overlegenhed var tydelig fra start Særligt de første 25 minutter var kritiske for FC Fredericia, hvor de indkasserede fem mål.

Selvom FC Fredericia forbedrede deres spil efterfølgende, var det delvis fordi Brøndby reducerede deres angrebsintensitet. Under kampen blev flere spillere fra begge hold skiftet ind, herunder to prøvespillere og en U19-spiller for FC Fredericia. 

Mark Ugboh, lånt fra FC Midtjylland, vogtede målet for Fredericia, da deres normale målmænd var ude med skader, men han FCM-keeperen er ikke tiltænkt en kontrakt i FC Fredercia.

Selv med en føring på 5-0 buldrede Brøndby videre, men ikke i så markant stil dog. FC Fredericias situation med mange skader blev udstillet, da det ende med et nederlag på 9-0.

Live: FHK spiller testkamp mod BSH

0

Klokken 16:20 spiller FHK deres sidste træningskamp før ligaen starter op igen den 4. februar. Kampen er på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg og kampen kan følges live i tekst her.

Storm i Trekantområdet: Særligt en type skader overrasker GF Forsikring

0

De seneste tal fra GF Forsikring viser, at drivhuse og orangerier blev hårdt ramt under julestormen Pia, der markerede slutningen på et vejrmæssigt vildt 2023. GF TrekantOmrådet kommer med gode råd til, hvordan du bedst beskytter dit drivhus i stormvejr.

På landsplan var det over 13 procent af skaderne efter stormen Pia, der raserede store dele af Danmark i dagene op til jul, som drivhuse og orangerier stod for – og vi er faktisk lidt overraskede over at se så mange af den type skader. De mest almindelige skader er smadrede ruder – men flere af vores medlemmer oplevede også, at inventar og planter blev ødelagt, da vinden fik frit spil, siger direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring, Martin Rundager.

I takt med at drivhuset for mange danskere er blevet en havestue, der kan bruges året rundt – og hvor der derfor er mange værdier – er det ifølge Martin Rundager ekstra vigtigt at have styr på forsikringen, især i denne tid, hvor vejret oftere og oftere viser tænder.

– Som udgangspunkt dækker husforsikringen skader på drivhuse som følge af storm – men der er enkelte undtagelser, fx hvis man er lejer og ikke har en husforsikring. Under alle omstændigheder er det en god idé at tjekke sine forsikringer inden næste storm, hvis man er i besiddelse af et drivhus, siger han.

I alt modtog GF Forsikring 1.067 skadeanmeldelser efter stormen Pia – hele 147 af dem var skader på drivhuse eller orangerier.

Sådan stormsikrer du dit drivhus

I Trekantområdet mærkede de også Pias rasen, og her fortæller leder i GF TrekantOmrådet, Jesper Bertelsen, at man med en ganske lille indsats kan gøre meget for at undgå, at drivhuset bliver forvandlet til en bunke glasskår, når vinden raser.

– Det er vigtigt at åbne ventilationsvinduet, så der ikke opstår undertryk i drivhuset. I langt de fleste tilfælde er det nemlig undertryk, der forvolder den første skade på huset. Man kan også få stort set samme effekt ved at fjerne et af glassene i læsiden af huset. Derudover er et godt råd at låse vinduesåbnerne med fx et kraftigt bånd eller strips, så de ikke kan tvinges op af stormen, siger han.

I Trekantområdet har GF kontorer i Erritsø ved Fredericia samt i Kolding og Billund. GF TrekantOmrådet er en af i alt 30 selvstændige forsikringsklubber, der har en medlemsvalgt bestyrelse og sammen med GF Fonden ejer GF Forsikring.

Sådan dækker forsikringen skader på drivhuse:

  • Drivhuse, som opfylder bygningskravene, er dækket af den private husforsikring
  • Husforsikringen dækker stormskader på drivhuse, hvis det blæser mindst 17,2 meter i sekundet
  • Det er indboforsikringen, der dækker skader på dit indbo, der opstår som følge af skader på selve drivhuset – hvis det befinder sig inde i selve drivhuset
  • Hvis du er lejer – og dermed ikke har en husforsikring – er du som udgangspunkt ikke dækket for skader på dit eget drivhus. I det tilfælde kan du dog tegne en tillægsforsikring, inden skaden sker

Nu får flere syge patienter tilskud til tandpleje

0
(Foto: Tandlægeforeningen )

Flere patienter, der får tandproblemer pga. sygdom eller medicin, kan se frem til et tilskud til tandpleje. Det fremgår af en aftale om en ændring af § 166-ordningen, som regeringen og alle Folketingets partier netop har offentliggjort. Stor sejr, mener Tandlægeforeningens formand.

Enorme tandlægeregninger pga. kemoterapi er snart fortid. Og flere patienter, som får ødelagt deres tænder, fordi deres medicin giver dem mundtørhed, vil også få hjælp til tandlægeudgifter.

Det fremgår af den nye, brede aftale om en revidering af sundhedslovens § 166. En lov, der sikrer, at patientgrupper kan få tilskud til tandbehandling, og som Tandlægeforeningen gennem flere år har kæmpet for at få opdateret.

– Jeg er utrolig glad på patienternes vegne. Der er ingen tvivl om, at både de menneskelige og økonomiske omkostninger for de her patienter har været enormt høje. Men nu er der lys forude, for udvidelsen af tilskudsordningen kommer til at gøre en stor forskel for mange, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist og fortsætter:

– Vi har længe kæmpet for de her ændringer, og at det nu er lykkedes, vil jeg kalde et stort gennembrud på tandplejeområdet, siger Susanne Kleist.

Mindre krav og bureaukrati for patienter

Ifølge aftalen skal det ikke længere være patienten selv, der skal dokumentere årsagssammenhængen mellem de opståede tandproblemer og patientens sygdom eller behandling.

I stedet skal en tandlæge vurdere, om tandskaderne skyldes sygdom eller en behandling. Netop det har været et stort ønske fra Tandlægeforeningen.

– Det er et meget vigtigt element i aftalen. For som vi har påpeget igen og igen, er det ikke rimeligt at forlange, at patienter, der i forvejen kæmper med alvorlig sygdom, skal stå med den bevisbyrde og medfølgende bureaukrati, siger Susanne Kleist og understreger:

– Patienterne har ikke kun lidt under den økonomiske og bureaukratiske byrde. Sunde tænder er afgørende for et godt liv, så livskvaliteten står også for skud, når patienter oven i sygdom og behandling får forværret tandsundhed, siger Susanne Kleist.

Flere syge patienter får tilskud

Det har været vigtigt for Tandlægeforeningen, at flere patienter skulle have tilskud til tandbehandling. Derfor roser Susanne Kleist også aftalepartierne for at udvide ordningen for følgende patienter:

  • Patienter i kræftbehandling med immunterapi eller hormon- eller antihormonbehandling.
  • Patienter, der på grund af knoglemarvstransplantation, har udviklet GvHD.
  • Patienter med sygdom i skjoldbruskirtlen, der har fået behandling med radioaktivt jod.

– Jeg vil rigtig gerne rose aftalepartierne, for de har virkelig lyttet til vores anbefalinger og har forstået vigtigheden af den sunde mund ift. livskvalitet og sundhed. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at kunne hjælpe mange flere patienter, der uforskyldt har fået store udfordringer med deres tandsundhed, siger Susanne Kleist

Den nye tilskudsordning forventes at træde i kraft den 1. juli 2024.

Magien tager over når Nature Energy Park i Odense forvandles

0

Odenseansk koncertarrangør kalder alle på græsset til stor popfest på Nature Energy Park. 16 år efter sidste stadionkoncert forvandles stadion i Odense igen til koncertmekka. Roger Waters spillede på stadion i 2008 og Elton John i 2007. Til maj inviterer Live Culture til en koncertdag ud over det sædvanlige med danske popstjerner.

Stadion bliver fyldt med musikfans der danser græsset af banen med de danske hitmagers kæmpe hits. Ambitionerne hos arrangøren er tårnhøje. – Vi forvandler Nature Energy Park til et koncertmekka med et vanvittigt højt musikniveau på scenen og masser af street food, drikkevarer og VIP-oplevelser. Det bliver en ægte forårspop-fest for alle – fortæller Henrik Frisch, Live Culture

Dansk popfest på plænen

Koncertdagen afholdes en lille uge efter sidste hjemmekamp, og lige inden græsset skal skiftes på Nature Energy Park. Publikum kan derfor helt lovligt for første gang i årtier betræde fodboldbanen, og arrangøren håber der bliver danset fra start til slut.

Det bliver med artister fra allerøverste hylde i Danmark: Nik & Jay, Medina, Malte Ebert og Svea S.

Nik & Jay

Efter fire fantastiske shows i Royal Arena i efteråret, kan publikum opleve Nik & Jay i Odense den 25. maj.

– Lad os ride på en bølge af den bedste energi, musik & bevægelse, under åben Himmel, du & jeg, Nik & Jay Sommer 2024. Vi glæder os exceptionelt meget. Lys & Kærlighed, udtaler Nik & Jay i en pressemeddelelse

Bandets egne ord indrammer på fineste vis, at fynboerne godt kan begynde at glæde sig til en forårskoncert i selskab med Nik & Jay – LIVE når de er allerbedst!

Medina

Ingen, der har set Medina live det seneste års tid, kan være i tvivl om, at hun nu fortjent er blevet en legende på den danske musikscene. Gennembrudsalbummet ”Velkommen til Medina” fra 2009 står stadigvæk lige så knivskarpt i dag som det gjorde dengang, og det samme gælder ’For Altid’ fra 2011.

Den nye generation har flittigt taget Medina til sig og på ny kronet hende som dansk popdronning uden sidestykke. Sommeren 2023 blev Medinas helt store tilbagevenden til den brede danske festivalsommer, efter at have været på barsel af to omgange, og hendes optrædener på festivalerne bød på energisk og samlende fællessang, hvor publikum skrålede med på hvert et ord.

Malte Ebert

Den selvironiske, uforudsigelige og storslået sanger Malte Ebert involverer og inkluderer sine fans. Han har blik for detaljen og er altid med på den værste. Du kender ham måske som Gulddreng, fra Toppen af Poppen, ham med EM-hittet ”Helt Sikker”, vi kunne nævne i flæng hvor du formentlig kender ham fra, en ting er sikkert, Malte Ebert er unik som sangskriver, performer og sanger.

Hans koncerter er ofte udsolgte, og senest så vi hans store koncert i ODEON og i sensommeren i Den Fynske Landsby tiltrække et stort og bredt publikum. Malte Ebert er helt unik med hans stil og humor.

Svea S

Svea S er en af de nyeste danske musikstjerner. Hun tryllebinder publikum med hendes lækre og karakteristiske vokal. En vokal som både byder på afdæmpet nærvær og powerfuld ”i dit fjæs-klang”. På trods af sin unge alder har Svea S haft god tid til at fordybe sig i musikken. I familiens hus i Rørvig har hun sammen med sin tvillingesøster sunget og spillet med deres far, siden hun var helt lille. Musikken var ikke kun familiehygge, men også en måde at kommunikere på i forhold til, hvordan hun havde det. Gennem sine tekster kunne Svea S fortælle, hvad hun følte med en vis underholdende distance.

Tilbage i februar 2023 udgav Svea S singlen “Hey Far”, som i skrivende stund for længst har rundet en million afspilninger på streamingtjenesten Spotify, og samtidig har været i flittig rotation på diverse radiostationer. Hun har bl.a. også udgivet singlerne ”Lukker øjnene” og ”Forfra”. Alle singlerne er blevet løftet flot af P3, der spiller dem flittigt i rotation.

I efteråret spillede hun den fedeste koncert på Musikhuset Posten hvor publikum blev tryllebundet af Svea S vilde magi.

Mellemøstkrisen får Monjasa til at tredoble forventningerne for 2026

Mellemøstkrisen får Monjasa til at tredoble forventningerne for 2026

0
Året, der gik, blev stille for verdens handelsflåder, og Monjasa mærkede det. Indtjeningen er næsten halveret, omsætningen faldet med en halv milliard dollar. Alligevel...