4.9 C
Copenhagen
torsdag 1. januar 2026

Årsag til storbrand i lade ukendt

0

Onsdag kl. 16:51 blev der rapporteret om en brand i en lade fuld af halm på Gl. Ribevej i Højrup, Fredericia.

Branden startede i lades sydlige ende og fik lade til at overtændes. Brandvæsenet fik branden under kontrol, og der er nu en brandvagt på stedet, da det stadig ulmer.

Årsagen er endnu ikke klarlagt, og der er ingen tegn på, at branden var påsat. En brandundersøgelse vil finde sted senere.

Mistænkelige mænd blev visiteret

0

To gange i nat blev personer i Fredericia visiteret. Begge gange blev der fundet narkotika.

Torsdag kl. 00:08 blev en 19-årig mand visiteret på en parkeringsplads på Ullerupdalsvej. Manden var i besiddelse af hash til eget forbrug.

Halvanden times tid senere var den gal igen. En patrulje spottede en 26-årig mand i Madsby Legepark torsdag kl. 01:35. Han blev sigtet for besiddelse af stoffer og fundet i besiddelse af en mindre mængde til forbrug samt en joint.

Vicepolitiinspektør Mikkel Ross oplyser, at politiet er særlig opmærksom på Madsby Legepark, da der tidligere på ugen er blevet raseret et hus to gange af formentlig samme gerningsmand.

Belgisk offshore-koncern flytter snart domicil i Fredericia

0

Den belgiske offshore-koncern Deme Group holdt tirsdag rejsegilde på grunden i Kongens Kvarter 43. I dag har koncernen til huse på nabogrunden, men det ændrer sig snart.

Smilene var store i Kongens Kvarter tirsdag. I februar blev første spadestik taget til projektet, og siden dengang er der sket en del. Nu er tagkonstruktionen kommet på, og man kan ane slutningen på byggeriet hos Deme Group, som kommer til at gå fra et domicil på 3.000 kvadratmeter til 1.700 kvadratmeter. Det skyldes, at de ikke har brug for så meget plads til de 45 ansatte, som indtil nu har holdt til i et hus, der er bygget til 150.

Christian Trillingsgaard. Foto: AVISEN

Totalentreprenør på projektet er Kjær & Trillingsgaard fra Kolding. De har allieret sig med investorer for at opføre byggeriet.

– Vi har en gruppe investorer, som synes det er sjovt og stiller sig til rådighed som bygherrer. Måden, vi gør det på, varierer fra projekt til projekt. Der bliver lavet en forbindelse, og så skaber vi et netværk, holder et møde og får tingene på plads, siger Christian Trillingsgaard, Offshorehuset ApS.

Morten Høilund. Foto: AVISEN

Byggeriet er omfattende. Der tages højde for den mindste detalje for at tilgodese Deme Group. Kantinen bliver en unik oplevelse og vil fungere som en slags restaurantoplevelse, beskriver Morten Høilund, der er administrerende direktør i Kjær & Trillingsgaard.

Det er ikke det eneste, der bliver specielt. Eksempelvis kommer Deme Groups langside ikke til at vende ud mod motorvejen, hvilket ellers ville give synlighed. I stedet er der tænkt over, at det vil opvarme bygningen unødigt, hvis valget var faldet på den løsning.

– Man har efterspurgt en bygning, hvor indeklimaet skulle være i fokus, kombineret med lys og godt arbejdsmiljø. Det kommer an på, hvordan bygningen vender i forhold til solen, Deme har stort fokus på hvordan medarbejderne har det, så der er stort fokus på kantine og ligeledes den store overdækkede terrasse, hvor man kan spise, når vejret er godt, siger Høilund og slår fast, at trivslen er i højsædet:

– Den er virkelig vigtig. Der er taget valg om, at langsiden ikke kommer til at vende ud mod motorvejen, da det giver en sydlig retning i forhold til solen. Mange havde nok taget valget, at facaden skulle være den anden vej, men her har man fokuseret anderledes, siger Morten Høilund.

Marro Maria R. Vreys Foto: AVISEN


Business Unit Director ved Deme Offshore DK, Marro Maria Vreys, er en glad mand. Han har været ansat i firmaet i 27 år, og snart starter et nyt kapitel med det nye domicil.

– Det er et firma med en lang tradition og historie. Nu er vi her og har været her siden 2016 i Danmark. Vi har set markedet vokse, og nye projekter komme til. Vi investerer med den historie, der er her i Danmark, da det er et stort center for viden, siger Vreys.

Grunden til, at offshore-koncernen har slået sig ned i netop Fredericia, er simpel.

– Der er to årsager. Kigger du på Danmarkskortet, er Fredericia centralt placeret. Du kan komme til fra syd, nord og København på relativt kort tid. Men en anden vigtig ting er også folkene her i området, som har stor erfaring, siger Marro Vreys.

Deme Group er specialiseret i havvindmøller og forskellige former for offshore-projekter. I 2017 opkøbte de selskabet A2Sea, der lå i Fredericia og har haft sin adresse i Kongens Kvarter siden 2011. Deme Group har afdelinger i tæt på 40 lande, i alt fra Angola, Dubai, Colombia, Cypern, Frankrig, Spanien og Tyskland.

På verdensplan er Deme Group en af de helt store spillere inden for sit område, og på bundlinjen ser det også godt ud. Datterselskabet, Deme Offshore DK A/S, har en egenkapital på over to milliarder kroner. I 2022 kom de ud med et overskud på 64.308.000 millioner kroner, og i 2021 var overskuddet på 105.690.000 millioner kroner.

Syddanskerne kan blive vaccineret mod COVID-19 og influenza på apoteket

0

Fra 1. oktober kan udvalgte grupper af syddanskere blive vaccineret mod COVID-19 og influenza på 68 apoteker rundt om i Region Syddanmark. Vaccination på apoteker bliver del af regionens samlede vaccinationstilbud, der også inkluderer regionale vaccinationscentre og vaccination på plejehjem og i eget hjem af immobile borgere.

Efterårssæsonen er efterhånden blevet lig med vaccinationscentre og invitationer i e-Boks. Sådan er det også i år.

Region Syddanmark samarbejder i år med apotekerne, som skal hjælpe regionerne med COVID-19 og influenzavaccinationer dette efterår og vinter. I Region Syddanmark betyder det, at syddanske borgere fra 1. oktober frem til 15. januar 2024 kan blive vaccineret på 68 forskellige apoteker på tværs af regionen.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen glæder sig over, at vaccinationsindsatsen er faldet på plads:

-Med apotekerne er Region Syddanmark snart klar til at byde syddanskerne velkomne til den kommende vaccinationssæson. Vi ved godt, at det bliver anderledes for dem, der plejer at blive vaccineret for influenza og COVID-19 hos deres praktiserende læge. Men fra de seneste to års vaccinationssæsoner ved vi også, at mange borgere har gode erfaringer med at blive vaccineret på apoteket. Derfor glæder vi os endnu engang til samarbejdet, og til at apotekerne vil hjælpe os med at vaccinere igen i år.

Del af en fælles indsats
De nationale sundhedsmyndigheder har ønsket, at regionerne tilbyder borgerne et ens og enkelt vaccinationstilbud i år. Regionen har i organiseringen af den kommende vaccinationssæson haft fokus på en organisering med bred geografisk spredning imellem vaccinationsstederne og en fordeling af vaccinerne, så man undgår vaccinespild.

Ud over de 68 apoteker, tilbyder Region Syddanmark også vaccination mod COVID-19 og influenza på Ærø Sygehus og på syv vaccinationscentre i:

Svendborg
Odense
Esbjerg
Sønderborg
Aabenraa
Kolding
Vejle
Regionen vil i samarbejde med kommunerne også stå for vaccination på plejehjem og vaccination i hjemmet hos immobile borgere.

Invitationer og tidsbooking som tidligere år
Region Syddanmark tilbyder i år syddanskere over 65 år COVID-19 og influenzavaccination. De vil modtage invitationen i løbet af september via digital post eller fysisk brev, hvis de er fritaget for digital post.

Vaccination kræver tidsbooking på både regionens vaccinationscentre og på de 68 apoteker. Tidsbooking på www.vacciner.dk vil åbne op samtidig med udsendelsen af invitationer, der sker nationalt fra i løbet af september.

Hvis de enkelte apoteker ønsker at tilbyde drop-in-vaccination uden tidsbestilling i løbet af vaccinationssæsonen, vil det også komme til at stå på Danmarkskortet.

Sårbare grupper tilbydes også vaccination
Udvalgte grupper, f.eks. personer under 65 år med udvalgte kroniske sygdomme, gravide og personer med svært nedsat immunforsvar, vil også blive tilbudt vaccination for både COVID-19 og influenza fra 1. oktober. De skal som sidste år udfylde en tro- og loveerklæring på www.vacciner.dk, før de kan booke tid til vaccination.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn mellem to og seks år vaccineres med næsespray mod influenza. Børn kan også blive vaccineret fra 1. oktober. Vaccinationen foregår ad to omgange. Sidste mulighed for booking af 1. næsespray er 18. december, så børnene kan nå begge pust, inden vaccinationssæsonen udløber 15. januar 2024.

Sikkerhedsstyrelsen advarer: Det kan ende med en gaseksplosion

0

I 2023 har der indtil videre været 155 sager med manglende eller forkert afpropning af gasinstallationer, hvor gassen stille har kunnet sive ud. Heraf drejer 108 af sagerne sig om ulovligt udført arbejde, hvor vedkommende, der har taget gasinstallationen ned, ikke har haft autorisation til at gøre det.

Med den grønne omstilling er mange borgere i disse år i gang med at få udskiftet deres gasfyr til en mere grøn løsning. Men i de senere år er der sket en væsentlig stigning i antallet af uautoriserede, der selv går i gang med at fjerne en gasinstallation og spærre rørene af, fordi de ikke længere skal bruges. Det resulterer ofte i fejl, hvor gasrørene enten ikke bliver spærret af, eller det bliver gjort forkert, så der er risiko for, at gassen kan sive ind i boligen, indtil gasselskabet får fjernet rørene helt. Det medfører en risiko for eksplosionsfare.

-Det er jo en farlig tendens, vi ser. Når man ikke har en vvs-autorisation fra Sikkerhedsstyrelsen, skal man simpelthen holde fingrene væk fra gasinstallationer. Ellers kan det altså i værste tilfælde ende med en gaseksplosion, siger Søren Assenholt Muff, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

I 2020 havde Sikkerhedsstyrelsen kun 7 sager, hvor uautoriserede manglede at afproppe gasrørene eller havde gjort det forkert. I 2022 var det tal steget til 107, mens der indtil videre i 2023 allerede er 108 sager, hvor uautoriserede har taget en gasinstallation ned uden at afproppe korrekt.

-Hvis gassen først begynder at sive ud af rørene, der burde være spærret ordentligt af, er der en risiko for, at gassen kan samle sig i et eller flere rum, uden man opdager det. Og så skal der altså kun en gnist til at skabe et brag af en gaseksplosion. Det kan jo få fatale konsekvenser. Så jeg kan på det kraftigste anbefale alle, der står til at skulle af med deres gasfyr, at de tjekker i autorisationsregisteret på sik.dk og bestiller en autoriseret vvs-installatør derfra til at komme og gøre arbejdet, understreger Søren Assenholt Muff.

Det er vvs-installatøren, der sørger for at indberette til Sikkerhedsstyrelsen, at den pågældende gasinstallation ikke længere er i brug.

Dog skal boligejeren huske at opsige aftalen om gasforsyning. Når gasforsyningen er opsagt, kommer forsyningsselskabet ud for at fjerne gasmåleren og stikledningen ind til gasinstallationen, der ikke længere er i brug. De sørger også for at tjekke, om gasinstallationen er afproppet korrekt.

Men der kan gå flere uger, fra gasfyret er fjernet, og gasforsyningen er opsagt, til forsyningsselskabet kommer ud til boligen. Det er derfor i denne mellemliggende periode, at der er risiko for sivende gas og en gaseksplosion, hvis ikke gassen er afproppet korrekt.

Succes med fællesskaber på erhvervsskoler – elevernes trivsel fordoblet

0

Over halvdelen af eleverne på ti syddanske erhvervsskoler trives bedre, efter skolerne har gjort en særlig indsats for at styrke elevernes fællesskaber. Det viser en evaluering af det regionale projekt “Unge og Trivsel i Fællesskaber”.

Sociale aktiviteter, små pauser, fysisk aktivitet og regler for brug af mobiltelefonen. Det er blot nogle af de tiltag, ti syddanske erhvervsskoler og en FGU-skole de seneste to år har afprøvet for at forbedre trivslen blandt eleverne.

Skolerne har alle deltaget i projekt ”Unge og Trivsel i Fællesskaber”, der har haft til formål at understøtte fællesskaber for derigennem at skabe bedre trivsel blandt eleverne. Et projekt, som er støttet af regionale puljemidler.

Nu viser en dugfrisk evaluering af projektet, at det er lykkedes. For over halvdelen af eleverne, der har deltaget i evalueringen, har svaret, at de trives bedre, efter skolerne har gjort en særlig indsats for at styrke elevernes fællesskaber.

I de seneste år er der flere og flere unge, som ikke trives – i 2010 var det blot 12 procent af de unge (16-24 år), der havde et dårligt mentalt helbred, mens det i 2021 var hele 28 procent.

Trivsel er en forudsætning for læring og udvikling
466 elever har udfyldt et spørgeskema som en del af evalueringen, og blandt dem har over halvdelen svaret, at de trives bedre på deres uddannelse – både mentalt og fysisk – efter skolen har gjort en indsats for at styrke fællesskaberne på skolen.

Samtidig viser evalueringen, at to ud af tre elever oplever, at det netop er skolens særlige indsats, der har hjulpet dem til at blive en del af et eller flere fællesskaber på skolen.

Det glæder formand Michael Nielsen (K), Udvalget for Regional Udvikling, at arbejdet med fællesskaber viser sig at bære frugt.

-Trivsel er en forudsætning for, at unge kan lære og udvikle sig, og vi ser det som en vigtig regional opgave at øge trivslen. Derfor er det fantastisk at få bekræftet, at arbejdet med fællesskaber er den helt rigtige vej at gå. Nu håber vi bare, at flere ungdomsuddannelser vil lade sig inspirere af de gode erfaringer.

Forskellige måder at styrke fællesskaber på
Skolerne har grebet opgaven an på forskellig vis. Nogle skoler har arrangeret flere fælles sociale aktiviteter, andre har arbejdet med at indlægge mindre pauser i undervisningen, hvor eleverne laver fysiske aktiviteter sammen.

Andre igen har lavet kodeks i klassen om, at man altid siger god morgen til hinanden, lytter til hinanden, og kun bruger mobiltelefoner til at tage fotos eller dokumentere ting. På nogle skoler har man også indført et nyt koncept for første skoledag, som har mindre fokus på information og mere fokus på at lære hinanden og skolen at kende.

Evalueringen viser, at indsatsen også er blevet godt modtaget af størstedelen af underviserne, som oplever at have fået nogle gode redskaber til at arbejde med de unges trivsel.

Redskaber til arbejdet med trivsel
De ti erhvervsskoler og den ene FGU-skole, som har været en del af projekt ”Unge og Trivsel i Fællesskaber” i perioden 1. april 2021 til 30. juni 2023, er følgende:

Rybners, Esbjerg
Varde Handelsskole
BC Syd, Sønderborg
Hansenberg
IBC Kolding
Sosu FVH, Kolding
FGU Kolding, Vejen
EUC Lillebælt
IBC Fredericia
Svendborg Erhvervsskole og gymnasier (SESG)
Syddansk Erhvervsskole Vejle (SDE)
Skolerne har afprøvet forskellige redskaber i arbejdet med fællesskaber. Det drejer sig blandt andet om:

Metoder til bedre klasserumsledelse og konflikthåndtering
Spillet FIF (Fællesskaber I Fokus), som kan hjælpe en klasse med at opsætte et regelsæt for fællesskabet i klassen
ABC-redskaber (Gør noget aktivt og meningsfuldt sammen med andre).
Fakta om projektet
Projekt ”Unge og Trivsel i Fællesskaber” er et ud af flere regionale projekter, som har til formål at styrke unges trivsel og sundhed.

Derudover arbejder Region Syddanmark intensivt med at udbrede ABC-metoden (Gør noget aktivt og meningsfuldt sammen med andre) på de syddanske ungdomsuddannelser, og de mange erfaringer fra projekt ”Unge og Trivsel i Fællesskaber” er indarbejdet i det videre arbejde med ABC.

Regionsrådet i Region Syddanmark har støttet projekt ”Unge og Trivsel i Fællesskaber” med 4,1 mio. kr.

Evalueringen er gennemført af COWI og Pluss.

Rekordmange kontroller af tobaksvarer i 2022 afslørede fejl i 82 procent af tilfældene

0

Gennem de seneste år har Skattestyrelsen løbende styrket kontrollen af tobaksvarer. Siden 2017 er der sendt opkrævninger ud for i alt knap 900 mio. kr.

465. Så mange tobakskontroller gennemførte Skattestyrelsen sidste år. Og der blev fundet fejl i 383 af kontrollerne. Det svarer til, at kontrolmedarbejderne fandt fejl i 82 procent af tilfældene, hvilket er en rekordhøj træfprocent på området.

-Jeg er meget tilfreds med, at vi i vores kontroller af tobaksvarer er blevet mere effektive. Men det er bekymrende, at så mange af kontrollerne viser tegn på fejl eller snyd. Der er jo vigtige grunde til, at vi over de seneste år har skruet tobaksafgifter i vejret: Det skal gerne komme folkesundheden, ikke mindst hos vores unge mennesker, til gavn. Derfor kan vi ikke leve med, at der foregår ulovlig handel med tobak i Danmark, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Skattestyrelsens tobakskontroller skal sikre, at der er betalt korrekte afgifter af cigaretter, røgtobak, skrå med mere. Kontrollerne er rettet mod butikker, kiosker, vandpibecaféer, grossister og importører. Samtidig samarbejder Skattestyrelsen med Toldstyrelsen og politiet for at stoppe illegal indførsel og handel med tobaksvarer.

-Kontrollen på tobaksområdet er intensiveret de seneste år, og vi fører kontroller i alle led i kæden. Lige fra producenter over grossister til de salgssteder, der er slutleddet i forhold til forbrugerne. Fejl og snyd kan have stor betydning for statskassen, men også for konkurrencesituationen for de virksomheder og producenter, der følger reglerne, siger Jeppe Bruus.

Siden 2017 har Skattestyrelsen i forlængelse af kontrollerne på tobaksområdet sendt afgiftsopkrævninger ud for 877 mio. kr.

Gammel dame kørte rundt i Fredericia

0

Både lørdag og søndag kunne fredericianerne opleve et usædvanligt syn: En gammel bus kørte rundt i byen. Lørdag var det en kort tur med deltagere fra jazzfestivalen, og søndag var det en inviteret forsamling, der kom på en guidet tur rundt i Fredericia med Jørgen Spetzler som turguide.

Bussen blev bygget i 1934, og i 2019 købte Ehlert Schytt fra Struer den nostalgiske bus, som i weekenden kørte rundt i Fredericia. Det kom i stand, da Jørgen Spetzler kender Ehlert, der er fætter til formanden for Fredericia Jazzklub.

– Vi var sammen med ham og hans kone, og så talte vi om det blå turisttog. Han sagde, at Fredericia er kommet frem i skoene og foreslog, at vi kunne lave en bustur, hvor jeg fortæller om byen, siger Jørgen Spetzler.

Den udvalgte skare, der havde fået en tur i bussen. Foto: AVISEN

Den omtalte guidede tur startede ved Fredericia Banegård søndag kl. 11 Den gamle bus parkerede, og så gik turen rundt i den solbeskinnede Fæstningsby. Chauffør Ehlert satte først kurs mod byens centrum, hvor Jørgen fortalte om alt fra det historiske voldanlæg til den nye Kongens Port og det kommende Fæstningscenter. Undervejs blev der kigget på af forbipasserende, som Spetzler smilede og vinkede til. Da turen var gået forbi Voss-grunden, blev kursen sat mod den anden ende af Fredericia. Brintfabrikken Everfuel var blandt andet på ruten, og også området omkring Hejse Kro, som er under forvandling, blev besøgt. Også Taulov Dry Port, Google og de øvrige virksomheder i Taulov-området kørte bussen forbi.

Da bussen er fra 1934, kan den ikke køre mere end 60 kilometer i timen. I alt var der 16 passagerer ombord i bussen, som bærer præg af en gammel, charmerende stil.

Ehlert og konen foran bussen. Foto: AVISEN

Kørte i mange år på Samsø – men også i Fredericia nu

Jørgen Spetzler fortæller, at bussen blev købt af Ehlert Schytt i 2019. Inden da havde den skabt mange minder på Samsø og har medvirket i Dirch Passer-filmen “Bussen”.

– Bussen blev bygget i 1934, så det er mange år siden. Hvis vi leger med tanken, skulle den fra Jylland til Fyn krydse med færgen, da den gamle Lillebæltsbro ikke var færdig. Den har kørt på Samsø i mange år, og i 2019 fik Ehlert mulighed for at købe bussen og vedligeholder den selv. Han elsker den gamle bus, siger Jørgen Spetzler.

En ny og en gammel bus. Foto: AVISEN

Bussen blev fragtet til Fredericia på en trailer og var klar til at køre rundt i weekenden.

– Planen var, at bussen skulle have kørt en formiddagstur med jazz-folkene lørdag, men triathlon-stævnet gjorde det svært at køre rundt i byen. Så de fik en kortere tur. Vi tog en længere tur med andre, først inde i byen, og så kørte vi ud og så brintfabrikken og derefter ud mod Hejse Kro for at se nybyggeriet, videre til Taulov, Google og besøgte Lindely Vingård. Gæsterne fik smagt et glas, og så spiste vi en god frokost inde i Fredericia bagefter, siger Spetzler.

Jørgen Spetzler er pensionist men nyder blandt andet at agere turguide, når turisttoget kører rundt i Fredericia i sommerperioden. Nu kan det tænkes, at bussen bliver en fremtidig mulighed for ham.

– Det kan tænkes, at bussen kommer tilbage, da Ehlert synes, at Fredericia er en fantastisk by. Pludselig kan der komme ture, så byens borgere kan prøve den. Han synes, at udviklingen er formidabel, fortæller Jørgen Spetzler.

Lørdag var jazz-folket i bussen. Foto: Privat

I mange år stod Spetzler i spidsen for Spetzler Optik, som han var syvende generation i familien bag. Han kender derfor til udviklingen i Fredericia.

– Det er fantastisk, hvad der sker. Man stod i stampe i en del år, men efter musikakademiet, kanalbyen og andre tiltag løftede byen. For mig som fredericianer er det dejligt at opleve. Med sådan en bus er der mildere betingelser, så det er ikke noget problem, siger Jørgen Spetzler.

Turen gik også forbi den jødiske kirkegård. Jørgen Spetzler elsker at fortælle, om Fredericia og i fremtiden kan det måske ske igen i “Bussen”. Foto: AVISEN

Den gamle dame fra 1934 har i alt 134 hestekræfter, og i fremtiden vil man måske komme til at opleve den igen i Fredericia.

Statsministeren har besøgt Ukraine

0

Statsminister Mette Frederiksen har i dag besøgt Ukraine, hvor hun mødtes med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy i Kyiv og talte til det ukrainske parlament.

-Jeg er glad for igen at være blevet inviteret til Ukraine af præsident Zelenskyy, og jeg er særlig stolt over på Danmarks vegne at være inviteret til at tale i det ukrainske parlament. Her fik jeg mulighed for understrege, at Danmark fortsat vil være i front. Det gælder ikke mindst militært. Ukraine er i krig. Det er afgørende, at den frie verden fortsætter sin støtte uden at ryste på hånden. Vi står sammen med Ukraine i kampen for frihed og retfærdighed, siger statsminister Mette Frederiksen.

Under besøget blev der sat fokus på den videre vej frem for den militære støtte til Ukraine, det ukrainske fredsinitiativ, fortsat dansk støtte til humanitære formål og genopbygning samt erhvervslivets vigtige rolle i Ukraines genopbygning.

Statsministeren var i Butja, hvor hun blandt andet besøgte Sankt Andreas-kirken, hvor der er mindesmærke for de omkomne under den russiske besættelse af byen.

-Vi må aldrig glemme, hvad der skete i Butja eller de millioner af ukrainere, som hver dag lever under krigens ødelæggelser. Dem skal Danmark fortsat hjælpe. Vi skal understøtte Ukraines kritiske infrastruktur, så lokalbefolkningen har varme og vand. Og fortsætte vores aktive rolle i genopbygningen, så ukrainere kan se en lys fremtid, når freden igen er genoprettet, siger statsminister Mette Frederiksen.

Butja blev befriet den 31. marts 2022 efter at have været besat i cirka en måned af russiske styrker. Store dele af byen blev ødelagt og flere end 300 civile anslås at være blevet dræbt. Billeder fra byen gik efterfølgende verden rundt og viste blandt andet massegrave. Efterforskning af mulige krigsforbrydelser finder stadig sted i Ukraine og andre europæiske lande.

Statsministeren besøgte desuden den danske transport- og logistikvirksomhed DSV, der har opereret uafbrudt i Ukraine siden invasionen. Statsministeren talte også til førstedame Olena Zelenskas Third Summit of First Ladies and Gentlemen. Derudover deltog statsministeren i en udvidelse af den danske ambassade i Kyiv og mødtes med danskere og repræsentanter for danske virksomheder og organisationer i Ukraine.

Det er tredje gang siden Ruslands invasion den 24. februar 2022, at statsministeren har besøgt Ukraine.

FHK blackoutede og sikrede sig uafgjort i sidste sekund

0

Fredericia Håndboldklub var foran med 22-16 på udebane mod Lemvig-Thyborøn, men var ved at tabe kampen. Holdet sikrede sig dog uafgjort på et straffekastmål i sidste sekund af Kristian Stoklund.

FHK spillede onsdag aften sæsonens første udekamp i ligaen. Destinationen var Lemvig-Thyborøn Håndbold, der ventede i en lille, intim hal med en meget høj temperatur. I det nordvestjyske ventede den tidligere FHK’er, Emil Tellerup, som er blevet lidt af et klubikon.

Fra starten havde FHK overhånden mod ham, men det var ikke med Sebastian Frandsen i målet, som det havde været mod TMS Ringsted og Bjerringbro-Silkeborg. I stedet startede Thorsten Fries, der fik chancen for at vise sig frem mod Lemvig, der anses for at være en af kandidaterne til direkte nedrykning.

Lemvig er dog et notorisk svært sted at spille. Det har FHK måttet sande i tidligere sæsoner. Et kig på Lemvig viser dog, at de inden dagens kamp kun var noteret for tre sejre i turneringssammenhæng i hele 2023. Dertil skal det lægges, at to af disse sejre var i play-off kampe mod 1. divisionsholdet Team Sydhavsøerne. Med andre ord: FHK var favoritter til opgøret.

Det var også til at se fra starten. FHK spillede disciplineret i angrebet, og i forsvaret stod holdet aggressivt. Bag forsvaret tog Fries fra. Det resulterede i en føring på 6-3 efter ti minutter. Men et indgående kendskab til Martin Bisgaard kom til at spille en rolle. To angreb i træk brændte han på Emil Tellerup, der tydeligvis havde luret sin tidligere holdkammerat. Dette gjorde, at Lemvig fik reduceret til både 7-6 og 9-8.

adp-as.dk

Efterfølgende kom FHK i undertal, da Nikolaj A. Nielsen pådrog sig en udvisning. Paradoksalt nok gav det FHK momentum. Lemvig spillede uskarpt, og FHK vandt undertallet, hvilket førte til en føring på 12-9. Det skyldtes ikke mindst, at Thorsten Fries lukkede af med en redningsprocent på 40%.

Ved pausen var stillingen 14-11 til FHK, og intet tydede på, at kampen ville blive spændende. FHK spillede syv mod seks og havde succes med det. Samtidig havde Lemvig svært ved at score, hvilket resulterede i en føring på 22-16 midtvejs i anden halvleg. Men så begyndte det at gå galt for FHK.

Uprovokerede fejl og svage skud brændt på Emil Tellerup gjorde, at Lemvig kom ind i kampen igen. Med de indkøb FHK havde lavet, skulle dette have forhindret udfald, men det hjalp ikke i denne kamp. Lemvig fik reduceret til 23-21 med 12 minutter tilbage, og udligningen kom ved stillingen 23-23 med ti minutter igen.

Sebastian Frandsen blev kaldt ind fra bænken, og FHK droppede syv mod seks. Frandsen diskede op med store redninger, hvilket resulterede i en føring på 26-24 for FHK med fem minutter igen. Men så gik fredericianerne i baglås.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Et brændt skud fra Anders Martinusen, en tabt bold af Reinier Taboada og en teknisk fejl af Martinusen gjorde, at Lemvig først udlignede til 26-26 og derefter kom foran 27-26. Lemvig havde chancen for at komme foran med 28-26, men endte med at smide bolden væk.

I sidste sekund af kampen fik tyske Evgeni Pevnov tilkæmpet sig et straffekast, som Kristian Stoklund tog sig af. Stoklund sendte sikkert bolden i kassen, og slutresultatet blev 27-27.

Næste gang FHK skal i kamp, er det på lørdag mod Skjern på hjemmebane.

Velkommen 2026

Velkommen 2026

0
Der findes år, der begynder med et løfte. Og så findes der år, der begynder med et krav. 2026 ligner det sidste. Ikke et krav...
Læs H.M. Kongens nytårstale 2025

Læs H.M. Kongens nytårstale 2025

Nytårshilsen til Fredericias borgere

Nytårshilsen til Fredericias borgere