7.9 C
Copenhagen
lørdag 13. december 2025

Erhvervsstyrelsen udsender høringsforslag om skærpet regulering af digitale bogføringssystemer

0

Erhvervsstyrelsen har fremlagt et nyt udkast til bekendtgørelse om krav til virksomheders digitale bogføringssystemer, der ikke er registreret efter bogføringsloven. Udkastet har til formål at skabe klare retningslinjer for virksomheder, der ønsker at bruge deres egne bogføringssystemer. Det er vigtigt, at virksomheder gennemgår deres bogføringssystem for at sikre, at det overholder de nye krav, lyder det fra PwC.

Den nye høringsforslag fra Erhvervsstyrelsen er en udvidelse af bogføringsloven og omfatter mere præcise krav til de virksomheder, der anvender eller ønsker at implementere deres egne bogføringssystemer i stedet for såkaldte standard bogføringssystemer, der er godkendt og registreret af Erhvervsstyrelsen. Udkastet til bekendtgørelsen er i høring indtil 5. september 2023.

For virksomheder, der aktuelt benytter digitale bogføringssystemer uden registrering, kan det nye høringsforslag få konsekvenser. Virksomhederne skal sikre, at deres nuværende systemer overholder de fastsatte standarder og retningslinjer for at undgå potentielle komplikationer, siger Palle H. Jensen, partner og markedsleder for små- og mellemstore virksomheder i PwC, og forklarer yderligere:

-Det nye høringsforslag lægger vægt på at skabe større sammenhæng og gennemsigtighed i virksomhedernes bogføringsprocesser. Det er vigtigt for virksomhederne at have en proaktiv tilgang til at forstå og implementere de nye krav, fordi det nye forslag kan have direkte indflydelse på deres digitale bogføringssystemers funktionalitet og retmæssighed.

Krav til virksomhedens digitale ikke-registrerede bogføringssystem

Ifølge det nye høringsforslag skal virksomhedens digitale bogføringssystem nu have bestemte felter, der dækker nøgleoplysningerne for hver enkelt transaktion, herunder transaktionsdato, beløb, bilagsnummer, transaktionstekst og transaktionsdagens kurs, hvis registreringen foretages i en udenlandsk valuta.

-Virksomhederne skal udvise rettidig omhu og foretage rettidige tilpasninger af deres digitale bogføringssystem. Derudover er det en god mulighed for særligt de små og mellemstore virksomheder at effektivisere deres bogføringsprocesser, så de både forbedrer deres drift, men også får lettet overgangen til de kommende krav, siger Palle H. Jensen.

Desuden skal virksomhedens digitale bogføringssystem gemme ændringer i bogføringen, som f.eks. fejlposteringer, der rettes med nye posteringer. Systemet skal også forhindre brugere i at ændre, tilbage- eller slette bogførte transaktioner, og så skal systemet kunne opbevare dokumentation for alle bogførte transaktioner.

Ulighed inden for sundhedssystemet

0

Det er bemærkelsesværdigt, at i en by, hvor der normalt burde være politisk opbakning til en retfærdig kurs overfor det arbejdende folk, og hvor et politisk flertal med rødder i fagbevægelsen historisk set er stærkt forankret, fortsat mangler overenskomster inden for Bpa-ordninger (borgerstyret personlig assistance)

Denne mangel på overenskomster kaster en skygge over vores lokalsamfund og indikerer en grundlæggende mangel på respekt for dem, der er afhængige af denne type hjælp. Bpa-ordninger er afgørende for personer med handicap eller kroniske sygdomme, som har brug for assistance til deres daglige rutiner. Disse mennesker er afhængige af Bpa-assistenterne for at opretholde deres selvstændighed og fulde deltagelse i samfundet.

I Fredericia mangler der imidlertid en overenskomst, der sikrer rimelige arbejdsbetingelser og lønninger for disse assistenter. Denne mangel betyder, at medarbejderne ikke har nogen garanti for rimelig løn, arbejdstid eller arbejdsforhold. Denne situation fører til en problematisk virkelighed, hvor Bpa-assistenter er underbetalte og ofte arbejder over for at dække behovet, da rekruttering er udfordrende. Derimod modtager en social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske en løn på løntrin 11 til 13. Det er uacceptabelt, at de personer, der er ansvarlige for at hjælpe vores mest sårbare medborgere og levere kompenseret støtte til daglige aktiviteter, ikke modtager den anerkendelse og støtte, de fortjener.

Desuden udgør manglen på en overenskomst også en trussel mod kvaliteten af Bpa-ordningerne. Uden klare retningslinjer og standarder kan der opstå udfordringer med kontinuitet og kvalitet i arbejdet. Dette kan have alvorlige konsekvenser for dem, der er afhængige af Bpa-ordningerne, og det kan reducere deres livskvalitet og selvstændighed, hvilket skaber ulighed i sundhed.

Det er uforståeligt, at Fredericia Kommune ikke har påtaget sig ansvaret for at etablere en overenskomst for Bpa-ordninger. Som offentlig myndighed er det deres forpligtelse at sikre, at alle borgere får den nødvendige hjælp og støtte. Ved at ignorere dette behov viser kommunen en fundamentalt manglende respekt for dem, der er afhængige af Bpa-ordninger. Det er på høje tid, at Fredericia Kommune påtager sig ansvaret og etablerer en overenskomst for Bpa-ordninger. Dette handler ikke blot om retfærdighed for Bpa-assistenterne, men også om at sikre en værdig og ordentlig behandling af dem, der har behov for Bpa-ordningerne.

Med venlig hilsen,
Sune Nørgaard Jakobsen
Dansk Folkeparti, Fredericia

Dødsfald Fredericia den 29. august 2023

0

Marna Thagaard, 1945 – 2023

https://gardeniablomster.dk/

Minilæsser stjålet fra Hannerupløbet 

0

En minilæsser er blevet stjålet fra et græsareal i Hannerup. Tyveriet blev anmeldt mandag omkring kl. 12. 

Minilæsseren er ejet af Fredericia Maskinudlejning og var udlånt til arrangementet “Hannerupløbet.”

Et vidne har angivet, at en mand med mørkt hår og fuldskæg blev set i området og kan muligvis være den skyldige i tyveriet af minilæsseren.

Båd løsnede sig i Skærbæk Fiskerihavn

0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

En åben robåd i rød og hvid farve med en påsat motor fandt vej ud i det fri i Skærbæk Fiskerihavn. 

Hændelsen blev rapporteret mandag kl. 09:30 og skyldtes ifølge politiet kraftig vind, der fik båden til at løsne sig fra sit ankerpunkt. Der er ingen oplysninger om, hvorvidt båden forårsagede nogen skade eller ej.

Forlænget rejsetid mellem Fredericia og Esbjerg

0
DSB Fredericia Banegård, TOG. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Tirsdag morgen er i dag en prøvelse for pendlere og rejsende mellem Fredericia og Esbjerg. DSB varsler om forsinkelser og færre tog på denne strækning, hvilket kan føre til længere rejsetider for passagerer. Information om forstyrrelsen er tilgængelig på DSB’s hjemmeside.

Årsagen til de trafikale udfordringer er en nedfalden køreledning mellem Taulov og Fredericia. Dette har medført, at togtrafikken på denne strækning har været alvorligt påvirket siden kl. 5.45 tirsdag morgen.

Banedanmark er i øjeblikket i gang med at reparere den beskadigede køreledning, men der er endnu ingen tidshorisont for, hvornår den normale togdrift vil blive genoptaget.

Situationen har skabt stor frustration blandt passagerer, som er nødt til at finde alternative transportmuligheder eller forberede sig på forlænget ventetid.

Banedanmark og DSB beklager ulejligheden og arbejder på højtryk for at løse problemet. Rejsende opfordres til at holde sig opdateret via DSB’s hjemmeside eller app for de seneste informationer om togdriften.

Sådan kører Togene: 

  • InterCity togene, som normalt kører mellem Østerport og Esbjerg, kører i dag kun til Fredericia.  

    Skal du TIL Esbjerg, skal du derfor skifte til et regionaltog i Fredericia.
  • Regionaltogene mellem Esbjerg og Aarhus H er eneste tog mellem Esbjerg og Fredericia.

    Kommer du fra Esbjerg og skal mod Odense/København, skal du skifte i Fredericia til et InterCitytog.

Kilde: dsb.dk

Mange nyuddannede pædagoger søger hurtigt væk fra faget igen

0
Fotograf Sif Meincke www.sifmeincke.dk

En ud af fire nyuddannede pædagoger har kvittet faget efter fem år. Dybt problematisk, når vi akut mangler 4.000 pædagoger, advarer BUPL-formand Elisa Rimpler.

De nye pædagogstuderende, som i disse uger starter på professionsuddannelserne, får ikke svært ved at få arbejde, når de er færdige med deres uddannelse om 3,5 år. Problemet er snarere den anden vej rundt, om arbejdspladserne kan lykkes med at fastholde dem.

Nye tal fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd viser, at en ud af fire af de nyuddannede pædagoger fra 2017 havde forladt faget igen efter fem år.

-Interessen for pædagoguddannelsen er faldende, og langt færre søger ind på uddannelsen i dag end for bare fem år siden. At en ud af fire af dem, der så faktisk tager en pædagoguddannelse, har forladt faget efter fem år, gør jo kun ondt værre, når det handler om at skaffe pædagoger nok til børnene, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

Der mangler akut 4.000 pædagoger på landsplan, og arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening estimerer, at der vil mangle mindst 8.000 om ti år.

-Hvis ikke man lykkes med at fastholde flere i faget, vokser problemet os over hovedet i de kommende år. Pædagogmanglen har allerede bekymrende indvirkning på kvaliteten, advarer Elisa Rimpler.

Hun henviser til den nye kvalitetsundersøgelse foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut for Børne- og Undervisningsministeriet. Undersøgelsen vurderer, at fire ud af ti vuggestuer har en utilstrækkelig kvalitet, og kun 13 procent af vuggestuerne gør en positiv forskel for børn i udsatte positioner.

-Høj faglighed på stuerne er fuldstændig afgørende for, at vi kan skabe god pædagogik og sikre børnenes trivsel og udvikling. Den tiltagende pædagogmangel er en komplet uholdbar situation, og det går ud over børnene, siger Elisa Rimpler.

Mangler uddannede kollegaer

Går man længere tilbage, var det i 2012 knapt 79 pct., der stadig var i faget fem år efter endt uddannelse, viser analysen fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd. Og det går altså dermed den gale vej, når det gælder at fastholde de nyuddannede pædagoger i faget. Elisa Rimpler begrunder blandt andet frafaldet fra faget med, at arbejdsvilkårene er hårde, og at der mangler uddannede kollegaer på stuerne.

-Det er meget svært at være den dygtige pædagog, som man drømmer om at være for børnene, når man ofte står alene med ansvaret for den faglige kvalitet. En ud af fire pædagoger er den eneste med en uddannelse på deres stue, og hvert tredje forsøg på at ansætte en pædagog slår i øjeblikket fejl, siger Elisa Rimpler.

Ifølge Elisa Rimpler hænger rekruttering til faget uløseligt sammen med pædagogernes historisk betingede lønefterslæb.

-Som pædagog har du udsigt til en livsindkomst efter skat, der er 3 millioner kroner mindre end andres med en tilsvarende uddannelse. Det skal kunne betale sig at have taget en uddannelse, ellers har jeg svært ved at se for mig, hvordan vi skal skaffe pædagoger nok til børnene, siger hun.

Samarbejde skal føre til Fredericia tilbage til musicaltoppen

0
Thomas Bay tv. og Martin Palme th. SkriverFoto: Lasse Lagoni

Fornylig blev det offenliggjort, at Fredericia Musicalteater og AHA Creations, ejet af milliardæren og fæstningsdrengen Anders Østergaard, har indgået et samarbejde. Aktørernes håb er, at det fører Fredericia Muscialteater helt til tops.

I fællesskab vil Fredericia Musicalteater og AHA Creations, foruden teatrets øvrige program, fra og med efteråret 2024 producere én stor musical per sæson. Der vil enten være tale om helt nyudviklede musicals skabt fra bunden eller internationale topmusicals fra fortrinsvis Broadway eller West End.

– Vi er jo to aktører, der gerne vil det samme. Vi er i øvrigt også to aktører, der brænder for Fredericia og teatret i byen, samt det unikke som Fredericia har med musicalen. Det vi drømmer om er, at AHA Creations kommer ind og støtter op om teatret, så vi netop kan tage det op på en højere klinge, hvis man kan sige det sådan. Musicalsangen er ung, men den er også ekstremt populær, og den har nogle fantastiske muligheder for at nå ud til et bredt publikum med rigtig fed kunst. Det er dog ingen hemmelighed, at det også er en ekstremt dyr genre, og det er svært at tjene penge på den. Det vi gerne vil, er at give internationale oplevelser i topklasse. Sammen med AHA Creations, hvor vi får et ekstra sikkerhedsnet, kan vi rent faktisk lave disse store produktioner. Jeg ved også, at Martin sidder og arbejder på en masse dejlige hemmeligheder, som vi nok skal afsløre lidt senere på året, og som AHA Creations også er involveret i, siger direktør på Fredericia Musicalteater, Thomas Bay.

Martin Skriver, der er skuespiller og sanger, driver den daglige drift af AHA Creations. Han har selv været en del af Fredericia Teater, da de var på toppen, og de spillede den ene store, udsolgte forestilling efter den anden.

– Jeg vil spole tiden tilbage til dengang, det gik galt for Fredericia Teater. Der var mange af os, der havde været med på rejsen i mange år, som internt i branchen begyndte at tale om, hvordan vi især kunne hjælpe for at få teatret tilbage til at være den arbejdsplads og kulturelle fyrtårn, som det tidligere har været. Det førte blandt andet til samtaler med Anders Østergaard, tidligere instruktører, sceneteknikere og skuespillere. Disse samtaler blev til en brancheorganisation, der hedder Dansk Musical, som lever i bedste velgående. Thomas blev hurtigt ansat, og vi fik skabt nogle rammer, inden for hvilke vi alle kunne arbejde mod vores fælles mål, nemlig at bringe Fredericia op på en så høj klinge som muligt i forhold til musicalgenren. Vi kan hjælpe ved at se på både det, der er gået godt, og det, der er gået dårligt, og det kan vi koge ned til essentielle elementer. Det, der virkede, var den store mængde af musical-knowhow i Fredericia; det var den hemmelige ingrediens. Hvordan vi kan sikre, at det ikke er borgerne i Fredericia, der skal betale, hvis det går galt? Det kan vi gøre med underskudsgarantier, siger Skriver og fortsætter:

– Anders var en af dem, der var med i samtalerne ret tidligt, fordi han har et bankende hjerte for Fredericia. Det har man kunnet se i andre projekter, han har kastet sig ud i, men også specifikt for musicalgenren. Han var inviteret til at se en musical og blev fortryllet, ligesom alle de andre dejlige gæster, der oplever, hvor særligt det kan være at mærke musik, dans og drama så intensivt i et rum.

Thomas Bay er stadig ny i direktørstolen, som han satte sig i tilbage i slutningen af 2022. Han er dog bevidst om fortidens store forestillinger på scenen i Fredericia.

– Nu er det en evolution; vi står på skuldrene af noget fantastisk. Der er en stor musical-arv i Fredericia, og nu vil vi gerne tage det op på næste niveau. I stedet for at tale om traditionelt og utraditionelt, bør vi se på musicalgenren som en unik teaterkunstform, der rummer så bredt. Forskellige aspekter af musicalen er ikke modsætninger, men bidrager faktisk til en synergieffekt. Kvaliteten af oplevelsen skal være i højsædet, siger Thomas Bay.

Skriver mindes selv de unge dage i Fredericia, hvor han selv lærte at synge og siden røg på scenen som musicalperformer.

– Jeg startede i Christianskirkens mandskor, da jeg var ni år gammel, og det var klassisk musik. Musik har fulgt mig hele min opvækst i Fredericia, både i Ungdommens Hus og på musikskolen med mine coverbands. Min første forestilling var ‘High School Musical 1’ i 2008 på Fredericia Teater. Jeg er en rigtig popdreng, men jeg er også en klassisk dreng og en jazzdreng; jeg er født ud af musik, fortæller Martin Skriver.

Bay har, i lighed med Martin Skriver en fortid på scenen. Han har været musicalperformer, men også kappelmester. Derfor ved han, hvor essentielt det er at ramme plet.

– Det, som Martin og jeg deler, er kærligheden til musikken og den gode historie gennem musik. Det er universelt. Musicalgenren er så god til at omfavne en stor bredde, hvilket også gør det ekstremt sjovt at spille og være kapelmester på. Variationen gør, at man får det hele, siger Bay og suppleres af Martin Skriver:

– Det er en udbredt misforståelse, at musicalmusik er en genre for sig selv. Det er det ikke; det er en blanding af alt muligt. Det er en scenekunstform, men ingen musikgenre.

De to kender hinanden fra lang tid tilbage. Derfor bliver det ikke nyt for Bay og Skriver at samarbejde.

– Jeg husker Martin fra skolen, hvor han var kapelmester. Branchen er lille, og vi har mødt hinanden før. Man finder ud af, at de forskellige kompetencer, man har, går godt sammen, slutter Thomas Bay.

For at realisere de høje ambitioner, planlægger Fredericia Musicalteater og AHA Creations at udnytte og forstærke den specialiserede viden inden for musicalområdet, som har været grundlaget for Fredericias succes i musicalverdenen i to årtier. Formålet er at skabe et robust musical-miljø, der begynder i det opkommende talentlag. Dette skal danne grundlag for musicalproduktioner af høj kvalitet og i det lange løb spille en væsentlig rolle i udviklingen af nye musicaltalenter i Fredericia.

Peter Bechs liv med gaming

0
Foto: Magnus Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Peter Bech er dybt engageret i e-sport. Interessen startede i 1998, og den dag i dag spiller han omkring 20 timer i ugen, men nok så vigtigt, giver det ham samtidig kvalitetstid med hans børn.

Peter Bech er manden bag Fredericia Esport, der blev stiftet i december 2018. Bechs passion for gaming stammer fra 20 år tidligere. Selvom 20 år ikke mange i historisk kontekst, så er der sket meget.

– Jeg startede med gaming i 1998. Det var dengang bare gaming. Det var en ny digital måde at være sammen på. Jeg blev grebet af “Soldier of Fortune”, som udviklede sig til “Half-Life”, og som igen blev udviklet til “Counter-Strike”. Jeg spillede det frem til 2002. Det havde intet med sport at gøre. Jeg var selv på et hold med nogle hollændere. Da jeg studerede, var det kun for hyggens skyld, at jeg spillede. Gaming er verdens største fritidsbeskæftigelse, uden sammenligning. Du kan ikke sammenligne det med andet, da det har så mange aktivitetstimer. Ingen sportsgrene overgår gaming. Det handler om digitalt samvær, fordybelse, dannelse i det digitale og selvfølgelig underholdning. Der er spil for enhver type. Kan du lide strategi, hvor du skal bruge kløgt, eller kan du lide at bruge motorik – der er noget for enhver, forklarer Peter Bech.

Faktisk tror Bech, at fremtiden på plejehjemmene vil ændre sig. Han forestiller sig, at der vil være mulighed for at kunne “game” der på samme måde, som det i dag er muligt at spille eksempelvis brætspil eller kort.

– Når jeg bliver 70, spiller jeg stadig. Det er en sport, du kan beskæftige dig med længe – om du spiller 7-kabale, har det nærmest samme formål. Jeg tror, at der på plejehjem i fremtiden kommer til at være gamingcentre, siger Peter Bech.

Privat har Bech tre sønner. Det var især den ældste, der fik Peter Bech til at engagere sig i forhold til det, som man i dag kender som e-sport.

– Han havde prøvet boksning og badminton, men ville ikke andet end at spille “Fortnite”. Jeg undersøgte, om nogen havde e-sport i gang i Fredericia – det var der ikke, udover i Bøgeskov, hvor der var lidt, men der var ikke nogen træner. Der skulle være noget, hvor man kunne dyrke det, og det skulle være seriøst før jeg godtog, at han brugte så mange timer på det, siger Bech og fortsætter:

– Jeg havde på daværende tidspunkt en virksomhed med min kæreste. Det eneste jeg lavede, var grafik – hun lavede film. Jeg havde derfor tid til at dykke ned i det. Mine to yngre sønner så også op til deres storebror, som gamede. Jeg rejste rundt i Danmark og også i Tyskland for at få gode idéer til at få stablet noget på benene. Det brugte jeg 8-9 måneder på i 2017 og indtil midten af 2018. Jeg lavede en undersøgelse på Facebook, hvor jeg spurgte, hvad folk maksimalt ville betale for at deltage. Jeg fandt ud af, at det var et virkelig hot emne. Vi endte med en pris på 249 kroner, siger Bech.

Derfra tog det fat. Han fik støtte af Spar Nord, og udstyret, som han afskaffede, endte ud i en afdragsordning, selvom han ikke havde noget likvidtet bag og Fredericia Esport ikke var noget stort man kendte til. Med det praktiske på plads skulle findes et lokale, og der endte Fredericia Kommune med at give en hjælpende hånd.

– Vi besøgte forskellige lokaler. Kommunen hørte også om det. De havde måske spottet det via Facebook og spurgte, om vi ville kigge på Bülows Kasserne. Kommunen viste os rundt, blandt andet i det område, som det gamle Fredericia Teater brugte. Det lignede faktisk et sted, hvor vi kunne være. Vi endte derfor på Kassernen, og det synes vi er et rigtig fint sted at udfolde os, fortæller Peter Bech.

Nu siger kalenderen 2023, og der er sket en del siden december 2018, hvor Fredericia Esport så dagens lys for første gang.

– Nu har vi betalt alt udstyret af og har også oplevet corona. Vi får medlemmer fra hele Danmark. Nogle vil have træning om eftermiddagen – dem har vi omkring 100 af, og så har vi skoleelever i dagtimerne, men også brugere, som kommer og bruger vores lokaler, når det passer dem. Det er en anden måde at være sammen på – og også en af de mest respektfulde måder at være sammen på, som jeg kender det. I gaming kan man sætte en introvert sammen med en ekstrovert, uden at der sker noget ved det. Det har faktisk været en fordel, fortæller Peter Bach.

På det personlige plan spiller Peter Bech stadig. Han ser det som en måde at være sammen med hans børn på, og samtidig er det også et givtigt netværk.

– Jeg har stadig en hobby, som jeg fik i min teenagealder. Jeg bruger 20 timer om ugen på at spille, og et gennemsnitligt ungt menneske bruger måske 50 timer. Jeg er sammen med mine børn på en anden måde – vi “leger” sammen ved at spille, og jeg får et stort netværk, som jeg slet ikke kan få i noget andet erhverv. Det er usammenligneligt med noget andet på denne klode, slutter Peter Bech.

Det anslås, at der I Danmark er omkring 200 e-sportsforeninger. Typiske spil er Fornite, Counter-Strike: Global Offensive, League of Legends og Call of Duty.

Brugte ski er et hit

0

De to unge iværksættere, Christoffer Klausen og Jakob Kjærgaard, fra Fredericia står bag webshoppen brugteski.dk. Med en stor kærlighed til ski og handel, så besluttede de sig for at tænke nyt og åbne en skiforretning, der solgte brugte ski.

Til daligt læser Christoffer og Jakob læser HA på Syddansk Universitet i Odense. Samtidig driver de brugteski.dk. Fra oktober måneden af, hvor skisæsonen nærmer sig, holder de åbent i weekenden, og efter behov også i hverdagsaftenener, for det er in at købe brugte ski.

Investoren Petr Krivanek gav dem sidste år en bedre økonomisk ballast, men han er også et menneske, som de kan drage stor nytte af, da han kommer med 30 års erfaring fra en familieejet ski-virksomhed, og har derfor en masse knowhow indenfor branchen.

– Vi har ikke så stor erfaring som ham, siger Christoffer med et smil på læben.

Lige for tiden sker der ikke store synlige hos brugteski.dk. Det er ikke skisæson, men derfor er der stadig gang i firmaet, hvor de gør klar til, at der for alvor sker noget.

– Vi skal have opdateret markedsføringen og er i gang med hjemmesideopdatering og alt sådan noget. Vi har gjort vores showroom større, og har flere reoler nu. Vi tænker også Blackfriday allerede nu, så vi laver skam noget, siger Jakob.

Med denne årstid er der også lukket ned for studierne. Det betyder, at Christoffer og Jakob har tid til at se mere til forretningen. Selvom der fra september er et studie at se til, er det ikke noget problem. Faktisk hjælper SDU de to iværksættere.

– Vi har selvfølgelig også været lidt på ferie, og i den periode, hvor vi ikke er her, har vi venner og familie til at hjælpe. Generelt bruger vi sommeren på det tunge arbejde, og fokuserer på kunderne, når sæsonen kører. Vi har en forretningsudvikler tilknyttet som vi kan spørge om de forskellige ting. Vi får et fag , hvor vi får lov at skrive en opgave om vores virksomhed. Så de er gode til, at man kan knytte begge ting sammen, fortæller Christoffer og Jakob.

Når man har med ski at gøre, er højsæsonen fra omkring december – februar. Med et studie ved siden af giver det et problem i eksamensperioden i januar. Selvom man kan klare hele købet på brugteski.dk, er det ikke sådan, at ingen svinger forbi adressen på Krosagervej, hvor Christoffer og Jakob står klar til at vejlede.

– Vi kan ikke lukke ned under eksamensperioden, da vi har højsæson i januar. Når det sker, at det falder sammen, så får vi også hjælp af familie og venner. Halvdelen af kunderne kommer her. Sidste år åben hver weekend og så en gang imellem i hverdagen så alle ikke kom i weekenden. Vi åbner showroomet første weekend i oktober, siger Christoffer.

– Mange vil gerne kigge på det, og mange har ikke forstand på ski så de spørger om forskellige ting i stedet for bare at kigge på hvad der er pænt og billigt på hjemmesiden.

I alt har brugteski.dk 2000 ski på lager. Det gør den Erritsø-baserede virksomhed til landets største forhandler af brugte ski.

– Vi har fordoblet antallet fra sidste sæson, men vi når en grænse på et tidspunkt, og så kommer vi til at have mere fokus på udstyr som eksempelvis hjelme og stave, siger Jakob.

Brugteski.dk er 50 procent billigere, end hvis man købte skiene fra ny. Det er dog ikke kun ski som de sælger, men også snowboards.

– Vi solgte alle snowboards sidste år, så vi får endnu flere til denne sæson, siger Jakob.

I oktober 2019 blev brugteski.dk åbnet for første gang af Sigurd Ilsøe og Victor Juul, men i november 2020 købte Christoffer Klausen og Jakob Kjærgaard virksomheden, der siden har etableret sig som Danmarks største forhandler af brugte ski.

Virksomheden fokuserer på at have et koncept, som gør det muligt for alle danske skientutiaster at købe skiudstyr til fornuftige priser, da det at købe et par nye ski, der bruges få gange, kan være en bekostelig affære. brugteski.dk har derfor specialiseret sig i at finde det rette udstyr hos leverandører så kunderne kan være sikre på god vejledning, og at kvaliteten er i top, selvom skiene er brugte.

Ungdommens Hus åbnes for 13-årige: Venstre vil sikre bedre overgang for unge

Ungdommens Hus åbnes for 13-årige: Venstre vil sikre bedre overgang for...

0
Aldersgrænsen i Ungdommens Hus sænkes fra 18 til 13 år. Beslutningen er truffet i Unge- og Uddannelsesudvalget og skal sikre en bedre overgang mellem...