4.9 C
Copenhagen
tirsdag 16. december 2025

Hus i Madsby Legepark raseret igen

0

Sydøstjyllands Politi oplyser tirsdag, at der mandag aften var endnu et indbrud i Madsby Legepark med samme fremgangsmåde som tidligere på dagen.

Mellem kl. 01:42 og 04:19 mandag morgen blev der rapporteret om indbrud i et lokale i Madsby Legepark. Flere rum blev gennemsøgt, og der blev smidt fyrværkeri i et køleskab. En ladbil blev stjålet fra værkstedet, og tomme øldåser blev efterladt.

Kl. 06:23 fik politiet en melding om et færdselsuheld på Højtoften i Bøgeskov. Det viste sig at være den stjålne ladbil. Gerningsmanden, en 28-årig mand fra Vejle, kørte ind i en hæk og blev anholdt kl. 06:29. Han var aggressiv over for politiet og råbte trusler. Den 28-årig mand blev sigtet for indbrudet, brugstyveri, kørsel påvirket af alkohol, kørsel påvirket af stoffer, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for at være i besiddelse af hash. Manden blev løsladt igen i løbet af mandag formiddag, da det blev vurderet, at der ikke var juridisk grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør.

Mandag aften var der endnu et indbrud i Madsby Legepark. Det skete mellem klokken 21:27 og 21:52, hvor et vindue blev knust, og der blev færden i køkkenet. Gerningsmanden drak kakao og tog mad. Politiet kan ikke udelukke, at det er den samme gerningsmand som tidligere på dagen.

Flere skoler skal gøre som Vamdrup skole – SF vil have mobilerne ud af folkeskolen

0
Karina Lorentzen Denhardt

Når SF’s Karina Lorentzen Dehnhardt på mandag besøger Vamdrup Skole, så ønsker hun at flere skoler skal gøre som skolen. Her har de nemlig gjort skolen mobilfri, og hun ser gerne, at flere skoler følger i det spor og kun bruger mobilen, hvor det pædagogisk kan forsvares.

-En god folkeskole er ikke én, hvor man har snuden nede i mobilen hele tiden. På Vamdrup skole så man, at børnene begyndte at lege mere med hinanden i frikvartererne, så snart mobilen blev pakket væk. Det er også den erfaring, jeg har hørt fra andre skoler. Derfor er det god grund til at tage mobilerne ud af skolen, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, SF’s gruppeformand.

Vamdrup Skole har i en rum tid arbejdet med at være mobilfri, og det er netop de gode erfaringer med det arbejde, som Karina Lorentzen Dehnhardt glæder sig til at høre mere om og blive klogere på. For selvom mange skoler har en mobilpolitik, så er det ikke alle skoler, der har det endnu. Derfor skal der tages et fælles ansvar.

-Det er ikke, fordi jeg ikke tror på, at skolerne selv kan administrere det her. Men vi kan se med den teknologiske udvikling, at der er behov for, at vi politikere går ind og sætter nogle rammer for, hvordan man håndterer det.
Foruden at sende mobilerne ud af folkeskolen, så ønsker Karina Lorentzen Dehnhardt også, at der investeres i fysiske bøger og at faget Teknologiforståelse indføres.

– Vi ser en generation af børn og unge, der bruger alt for meget tid på skærme. De er blevet dårligere til at læse, og de fysiske lærematerialer er forsvundet, fordi pengene er væk. Det er en skidt udvikling, og det skal vi have vendt. Derfor vil vi investere i flere fysiske bøger i stedet for digitale lærematerialer.

-Jeg tror, at vi om 50 år vil være rystede over, hvordan vi håndterede det her i den digitale stenalder, hvor børns mistrivsel er koblet op på et afhængighedsskabende forbrug af skærme Derfor skal vi gøre noget nu, og derfor vil faget Teknologiforståelse være helt oplagt at få ind i folkeskolen, og samtidig styrke pædagog- og læreruddannelsen, så børnene er rustet.

ADP A/S sætter rekord med 74,8 millioner i overskud

0

ADP har haft en rigtig god første halvdel af 2023. Virksomheden har øget sin omsætning med 8,6%, hvilket svarer til en ekstra indtjening på 8,7 millioner danske kroner. Resultatet for perioden er også imponerende og beløber sig til 74,8 millioner danske kroner, hvilket er næsten 10% bedre end samme periode sidste år. Denne fremgang i indtjening sker på trods af et år, der har været præget af svingninger og usikkerhed på markedet.

ADP A/S har haft et fantastisk første halvår i 2023 med en indtjening på 74,8 millioner danske kroner. Dette er 6,7 millioner danske kroner bedre end i samme periode sidste år. Fra januar til juni i 2023 har ADP oplevet en vækst på 3,5% i den samlede mængde af varer, der er blevet transporteret gennem deres havne. Det svarer til 4,2 millioner tons varer. Denne fremgang sker i forhold til første halvår i 2022, som allerede var et rekordår. Denne vækst i varetransport er særlig tydelig inden for containertransport og bulkvarer, og det bidrager væsentligt til den store mængde af varer, der håndteres på deres havneterminaler.

Fast bulk har haft en samlet vækst på 31% i forhold til samme periode sidste år, hvilket tilskrives især store laster med træpiller. Den positive udvikling understreger ADP-havnenes store betydning for Danmarks forsyningssikkerhed og opretholdelse af forsyningskæderne.  

Fremgangen i fast bulk-forretningen skyldes også stor fremgang på Nyborg Havn, hvor vi i første halvår af 2023 har haft en vækst på 144 tusinde tons inden for råstoffer i forhold til samme periode sidste år. En generel stigende efterspørgsel på arealer og faciliteter på Nyborg Havn har i første halvår af 2023 resulteret i tilflytning af nye kunder, som har givet øget aktivitet inden for især fast bulk og projektlaster.

Fredericia Havns styrkede markedsposition har i de senere år givet rekordhøj tonnage på containere. I første halvår af 2023 har containerforretningen stabiliseret sig på samme høje niveau som i 2022. Det er meget tilfredsstillende, at containermængderne fortsætter med at levere høje volumener i et uforudsigeligt containermarked. 

Rune D. Rasmussen, CEO, ADP A/S.

– Det solide halvårsregnskab med et stærkt resultat og fortsat høj vækst i omsætning er et signal om, at vi leverer på strategien – med fortsat stor opbakning fra vores ejere. Vi har i de senere år taget del i væksten på containermarkedet og med den politiske godkendelse af havneudvidelsen kan vi inden længe igangsætte den planlagte udvidelse af containerterminalen. Med etableringen af selskabet Fredericia Container Terminal sammen med Fredericia Shipping A/S står vi styrket til de kommende års vækst på containere, som flytter sig i retning af vores transportkorridor i takt med udviklingen af havn og dry port, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S.

Udlejningsaktiviteten i Taulov Dry Port fortsætter på et højt niveau. I første halvår af 2023 har vi afsluttet byggeriet af Etape II på 61.896 m2 lager- og logistikbyggeri, som er fuldt udlejet. Som følge af en fortsat stor efterspørgsel efter lagerkapacitet i Taulov Dry Port, har vi igangsat opførelsen af Etape III på 97.000 m2 lav-emissions lagerbyggeri, som står færdigt medio 2024.

Selskabet har i 2023 ligeledes igangsat opførelsen af et 40.000 m2 stort lav-emissions lagerdomicil til A.P. Møller Mærsk. Lageret opføres efter den europæiske BREEAM Excellent standard, og lagerfaciliteten bliver et nøgle asset i Mærsk’ ambitiøse strategi om levering af langvarige og bæredygtige distributions- og lagerløsninger til deres kunder.

Bestyrelsesformand Christian Herskind. Foto: AVISEN

– ADP leverer endnu et solidt halvårsresultat, og det dokumenterer, at vi fortsætter udviklingen med historiske vækstrater på ADP-havnene og i Taulov Dry Port. Et første halvår med stigende godsmængder, en ejendomsportefølje i hastig udvikling og omsætningsfremgang betyder, at ADP fortsætter med at levere til gavn for nærområder og ejerkommuner, siger Christian Herskind, bestyrelsesformand i ADP A/S.

Steen Wrist (S). Foto: AVISEN

Næstformand for bestyrelsen, Borgmester i Fredericia, Steen Wrist, glæder sig over ADP’s flotte halvårsresultat, og siger:

– ADP fortsætter med at levere på et meget højt niveau, og tallene viser, at medarbejderne endnu engang har løbet rigtig stærkt, og at de med stor fleksibilitet får det til at lykkedes samtidig med, at selskabet hele tiden udvikler sine aktiviteter.

Løbsleder blev grebet af stemningen i løbeklubben

0

Jørgen Mollerup fra Fredericia Løbeklub elsker Hannerupløbet. Et løb, der har stor betydning for klubbens historie og de frivillige.

I tirsdags blev Hannerupløbet 2023 afviklet. Over 1.300 deltog i det traditionsrige motionsløb, som flere generationer af fredericianere har deltaget i gennem tiden. Bag Hannerupløbet står Fredericia Løbeklub, som har løbet som et af årets højdepunkter. Manden med ansvaret for det hele er Jørgen Mollerup.

I de sidste tre år har Jørgen været manden med det overordnede ansvar, men i mere end ti år har han hjulpet til ved Hannerupløbet.

– Der er en lang tradition for vores klub. Lige så snart man træder ind ad døren i klubben, hører man om det. På et tidspunkt sagde den gamle leder, at det var slut for ham, og så sagde jeg, at jeg tog opgaven. Det var min vej ind i løbet. Jeg har selv løbet det som ung, siger Jørgen Mollerup.

Jørgen snørrer ikke løbeskoene til Hannerupløbet mere – det har han ikke tid til qua opgaverne, som han har under løbet, men han er selv en flittig løber.

– Jeg har altid løbet lidt ved siden af, at jeg dyrkede anden sport. For 12-13 år siden meldte jeg mig ind i løbeklubben og har løbet fast siden, siger Jørgen Mollerup.

Dermed har Jørgen ikke løbet alle udgaver af Hannerupløbet. Det har til gengæld Mogens Pedersen, fortæller Jørgen. Dengang Mogens løb de første udgaver var der ikke megen konkurrence til motionsløbet i Hannerup.

– Der var ikke så mange motionsløb dengang Hannerupløbet blev stiftet, men i dag er der flere tilbud. I lokalområdet var Hannerupløbet et løb, man tog til, fortæller Jørgen Mollerup.

Da Hannerupløbet var på sit højeste, var der omkring 3.000 deltagere, men så mange er der ikke mere.

– For 6-7 år siden var vi nede på 6-700 deltagere Vi prøvede at ændre det til at være en tirsdag, og det har hjulpet på deltagerantallet, siger Jørgen.

Mange fredericianere husker tilbage på særligt barndommen, når man taler Hannerupløbet. Det er også et ord som tradition Jørgen knytter på løbet som en af grundene til, at man tilmelder sig.

– For mange er det en tradition. Mange virksomheder er med. Vi har walk, men også forskellige distancer, hvilket gør, at vi rammer bredt. Det betyder, at når kollegaerne snakker ved frokostbordet, at de har noget at snakke om, siger Jørgen.

Med dette års løb slut skal Jørgen og resten af teamet bag Hannerupløbet i gang med næste års planlægning. Der går dog lidt tid inden, at det for alvor taget fat.

– Vi er allerede i gang. Tilmeldingen åbner faktisk snart, men hen over efteråret sker der ikke så meget. Efter nytår kigger vi på planlægning og markedsføring, fortæller Jørgen.

Jørgen Mollerup under dette års udgave af Hannerupløbet. Foto: AVISEN

Til Hannerupløbet 2022 var der omkring 1.000 tilmeldte. Dermed er der en stigning på antallet af deltagere til dette års løb.

– Det giver blod på tanden til mere og giver mere gejst til de næste års løb. Og jo flere positive vinde, jo federe for os, siger Jørgen.

En afsmittende effekt af Hannerupløbet er, at Fredericia Løbeklub får hvervet nye medlemmer. Jørgen ser flere fordele ved at løbe i et fællesskab.

– Vi oplever, at man kan motivere hinanden mere i en klub. Om det er til løb i en forening, bliver man trukket med, og det gør noget for nogen, siger han.

Selvom en løbeklub lyder som noget, der er for hardcore løbere, behøver det ikke være tilfældet.

– Vi har hold til ethvert niveau i klubben. Vi har alt fra begyndere, hvor man nærmest bare går rundt. Vi har uddannede trænere, som har DGI-kurser og kan hjælpe, siger Jørgen Mollerup.

I den del år var Hannerupløbet kendt for at have den “lange” og “korte”. Den lange vi ti kilometer-ruten, mens den korte distance var 4,5 kilomet. Det er med årene lavet om, og nu kan man eksempelvis løbe et halvmarathon. Til dette års Hannerupløb var der en distance på fem kilometer, ti kilometer, 21 kilometer, 3×5 kilometer stafet, syv kilometer trail, walk på 6,5 kilometer og et børneløb på en kilomet.

Tidligere i 2023 fejrerede Fredericia Løbeklub deres 60-års jubilæum. Ved den lejlighed blev det oplyst, at klubben i 2022 havde i omegnen af 150 medlemmer.

Mand raserede hus og stjal bil fra Madsby Legepark

0

En mand stjal i nat en bil fra Madsby Legepark og raserede samtidig huset, hvor blandt andet minibyggerne holder til. Det bekræfter lederen af Madsbyparken, Jacob Falkenby.

Adskillige vinduer er smadret i bygningen. Det lykkedes manden at komme ind i bygningen, hvor han ifølge Jacob Falkenby tilsyneladende har drukket sig fuld og samtidig raseret den.

– Vi blev kontaktet af vægteren i Madsby Legepark omkring klokken 04:40 og fik at vide, at der havde været indbrud. Alt var raseret, og man kunne se, at alle skuffer var rodet igennem. Vi har også kunnet se, at han har drukket øl inde i huset og var tydeligt beruset, siger Falkenby og fortsætter:

– Man kan også se, at der er forsøgt sat ild til noget inde i køleskabet, men det lykkedes ikke. Han gik ind, hvor minibyggerne holder til, og har smadret vinduer. Alarmen gik i gang, og pludselig gik han hen til en Ford Transit, som vi bruger i legeparken. Han mente, at han skulle have den ud og kørte ind i porten, siger han.

Da AVISEN var forbi Madsby Legepark havde en glarmester været forbi. Foto: AVISEN

Lederen af facility i Madsbyparken, Kent Jensen, var den første ansatte på stedet. Han talte med politiet og vægteren, da Jacob Falkenby selv ankom til Madsby Legepark omkring klokken 5.

– Det var så slemt, da vi kom, at vi troede, flere måtte have været involveret i indbruddet, da der var smadret så mange ting. Men vi er sikre på, at det kun er én person nu. Kent og jeg talte om, hvor bilen var henne, og jeg sagde, at den enten holdt ude i legeparken et sted, eller den ville blive fundet 12 timer senere, forklarer Jacob Falkenby.

Falkenbys antagelse holdt ikke helt stik, men bilen blev fundet, og den var blevet kørt til Bøgeskov af den spirituspåvirkede mand.

– Omkring klokken 07:10 blev vi kontaktet af en politipatrulje, som havde fundet bilen holdende i et villakvarter i Bøgeskov. Manden var kørt ind i en hæk og en postkasse med bilen, og naboerne var derfor kommet ud. De kunne konstatere, at han var meget beruset og muligvis også påvirket af stoffer, siger Falkenby.

De fleste vinduer er knust. Foto: AVISEN

Politiet blev tilkaldt af naboerne og anholdt manden på stedet. Bilen er nu igen i Madsby Legeparks varetægt, men det er endnu ikke afklaret, om det kan betale sig at reparere den efter de omfattende skader.

– Vi kom ud for at hente bilen, og den var stadig varm, og den lugtede langt væk af øl, slutter Jacob Falkenby.

I forbindelse med indbruddet i huset i Madsby Legepark blev det eneste, der blev stjålet, nøglerne til husene.

Glaset i døren er blevet smadret. Foto: AVISEN

AVISEN har hidtil forgæves forsøgt at få en udtalelse fra Sydøstjyllands Politi vedrørende episoden.

FC Fredericia lancerer tiltag på stemningsafsnit

0

I forbindelse med afviklingen af hjemmekampe på Monjasa Park, så har FC Fredericia valgt at komme med nye tiltag for at få flere tilskuere på stemningsafsnittet.

Tiltagene gælder i første omgang resten af den indeværende sæson, til og med 30 juni 2024.

Stemningsafsnittet (ståpladserne) på Monjasa Tribunen, det nordøstlige hjørne på den “nye tribune”, vil fremover være et aflåst afsnit. Det betyder at man ikke kan gå fra siddepladserne og ind på ståpladserne og omvendt.

Fremover skal tilskuere på stemningsafsnittet benytte indgangen i dette afsnit og ikke indgangen ved billetvognen. Der vil være gratis adgang til stemningsafsnittet til alle kampe i resten af den indeværende sæson.

Fra én time før kampstart og en halv time frem, vil FC Fredericia være vært ved en forfriskning, hvis man kommer i en rød trøje i stemningsafsnittet. Dette gælder også resten af indeværende sæson og kun i stemningsafsnittet. Har man sæsonkort eller billet til siddepladserne, så er man velkommen til at gå ind på stemningsafsnittet først, for derefter at gå ud igen og ind på siddeplads tribunen.
Det betyder at til vores kamp d. 17 september, der kan du mellem kl. 13.00 og 13.30 få én gratis vand eller øl, hvis du kommer i en rød trøje i stemningsafsnittet.

Til alle kampe vil FC Fredericia afholde “happy hour”, som betyder, at der er halv pris på øl og vand fra én time før kampstart til kampstart. Til kampen d. 17 september betyder det, at fra kl. 13.00 – 14.00, der vil være halv pris på øl og vand. Dette gælder på hele Monjasa Park.

Udover disse tiltag vil FC Fredericia løbende komme med andre tiltag i løbet af sæsonen til enkelte kampe.

30 år med Fredericia Golf Club

0

Lørdag den 2. september blev Fredericia Golf Clubs 30-års jubilæum markeret. Jan Bonfils var med til at stifte klubben, der faktisk havde planer om at åbne i Middelfart i sin tid.

Fredericia Golf Club er en velrenommeret klub. Klubben har 30 års fødselsdag. Det blev lørdag markeret jubilæumsturnering og efterfølgende festmiddag i Café Spoon. Festens tilblivelse skyldes blandt andet ildsjælen Jan Bonfils. Han var med, da Fredericia Golf Club så dagens lys for 30 år siden. Det var slet ikke meningen, at golfklubben skulle ligge i Fredericia.

– Vi var nogle, der spillede golf i Kolding, og nogle spillede i Vejle. Mange af os havde en idé om, at det ville være sjovere, hvis det var i Fredericia. Jeg husker ikke, hvordan vi fandt sammen, men sammen med folk fra den anden side af Lillebælt fandt vi et sted at lave en fælles golfbane. Vi pegede længe og inderligt på jorden ved Hindsgavl, hvor der i dag er rådyr. Folk var af en anden opfattelse, så det lignede, at vi skulle asfaltere. Der blev samlet underskrifter imod det. Borgmesteren i Middelfart turde ikke lade det ske. Da det ikke kunne lade sig gøre, begyndte vi at se os om efter andre muligheder. Dem i Middelfart fandt ud af det på den anden side af Lystbådehavnen, hvor banen er i dag – det var håbløst for os, da det var for langt væk fra Fredericia, siger Jan Bonfils.

Daværende formand for Folkeoplysningsudvalget og senere borgmester i Fredericia Kommune, Uffe Steiner Jensen. Foto: Fredericia Golf Club

Fredericianerne undersøgte i stedet mulighederne i deres hjemby, da de ikke kunne se sig selv i golfklubben i Middelfart, som har navnet Golfklubben Lillebælt.

– Vi fandt mange muligheder, og politikerne havde også tanker om, hvor det kunne være. Noget var brugbart, andet var håbløst. Arealet på højre side af ringvejen var i spil, men man mente, det var fredet. Vi sagde, at vi ikke ville fælde alle træerne, men det hang ikke sammen. Hvordan vi endte på det nuværende areal kan jeg ikke helt huske, men kommunen ejede en del af jorden, siger Jan Bonfils og påpeger, at golfklubben den dag i dag selv ejer midten af hul 11.

Fredericia Golf Club tæller godt 1.000 medlemmer. Det står i kontrast til starten, hvor der skulle kæmpes for at skaffe medlemmer til klubben.

– Det altafgørende i starten var at få medlemmer, så der var penge i kassen. Dengang var der ventelister på alle golfbaner, så vi indførte en gulerod. Hvis man havde tre aktier, kunne man altid sælge dem, og så kunne køberen altid få adgang til banen. Derfor havde vi mange portioner med tre aktier. Det gav basis for at gå i gang. Vi havde en golfbanearkitekt til at tegne det, og nogle af hans tegninger lever stadig i klubben. Han tegnede og tegnede. En var entreprenør og havde grej, så han kunne fastlægge punkter, husker Jan Bonfils.

Billede fra spadestikket til golfbanen, daværende borgmester J.B Nielsen tager første spadestik. Foto: Fredericia Golf Club

Den 28. august 1993 blev golfbanen indviet. Det skete ved daværende borgmester J.B. Nielsen, som var til stede med daværende udvalgsformand, Uffe Steiner Jensen.

– Solen skinnede, og alle var glade, og vi fik en golfbane. Jeg fik tilsendt et notat forleden, hvor jeg fik nogle af klubbens medlemmer til at komme og samle sten. Alt kunne lade sig gøre dengang. Bad man 400 mennesker om at komme, så kom mange af dem, siger Jan.

I dag er Jan Bonfils knap 80 år, men det forhindrer ham ikke i at svinge golfkøllen i ny og næ. Han nyder spillet og er stolt over, at Fredericia Golf Club kan fejre 30 års fødselsdag.

– Glæden ved at spille golf er stadig stor. Ens formåen er begrænset, men det gode ved golf og handicapsystemet er, at man matches med ligesindede, og egentlig mest spiller mod ens eget handicap, siger Jan.

Jan har ikke spillet golf hele livet, men han fik lysten i, hvad han selv kalder en moden alder.

– Jeg begyndte at spille golf i en sen alder. Jeg bliver aldrig verdensmester eller noget, men det var i en moden alder i midt 40’erne, at jeg begyndte. Det var inden golfbanen her blev lavet, så jeg spillede lidt i Kolding inden vi fik lavet banen her, slutter Jan Bonfils.

Fredericia Golf Club beskæftiger den i dag flere ansatte. Klubben styres af golf manager Martin Libak, og til at bakke ham op er klubsekretær Rikke Friis, og derudover har klubben en bestyrelse, der ledes af formand Erik Ipsen. Den fredericianske golfklubs yngste medlemmer er i syvårsalderen og de ældste er omkring 85 år.

Middelfart som førende elev- og lærlingeby

0

Nyt lokalt netværk for kommunens elever og lærlinge støtter dem socialt og fagligt, lærer dem at samarbejde på tværs af faggrupper og giver dem en fælles social platform, der kan hjælpe dem med at blive i faget – og på sigt tiltrække flere unge til Middelfart Kommune

Ifølge Arbejdernes Erhvervsråd kommer Danmark i 2030 til at mangle 99.000 faglærte. Det tager man alvorligt i Middelfart, der netop har afholdt Craftfestival i Middelfart for alle 7.-10. klasser i kommune, ligesom Middelfart Erhvervscenter netop har lanceret et ”Elev- og lærlingenetværk”, hvor elever og lærlinge mødes socialt og fagligt på tværs af faggrupper.

Elever og lærlinge mangler netværk

– Alle andre uddannelser tilbyder socialt samvær for de unge som fx gymnasiefester og fredagsbarer. Den mulighed har lærlinge og elever ikke, og det har flere af vores medlemsvirksomheder efterlyst, forklarer Mikkel Johansen, direktør i Middelfart Erhvervscenter.

– Målet er at give de unge et socialt sammenhold og et fagligt inspirationssted, som gør det endnu sjovere at uddanne sig og være i lære i Middelfart Kommune. Og når de er udlærte, så har de allerede et netværk. De kan her hjælpe hinanden videre og dele erfaringer, og vi håber selvfølgelig, at netværket er med til at beholde de faglærte i kommunen.

Middelfart Erhvervscenter har også sat en Facebook-gruppe til rådighed for netværket, hvor de unge kan slå egne arrangementer op. Fx ”Vi er 4 gutter, der mødes på torvet, alle er velkomne”.

Store som små virksomhedsledere begejstrede

Elev- og lærlingenetværket er vand på både store, mellem og mindre virksomhedslederes ønskemølle. Vi har talt med tre, der alle gerne ser Middelfart som Fyns førende elev- og lærlingeby:

Indehaver Peter Rishøj, murerfirmaet Rishøj A/S i Gelsted (43 ansatte), hoteldirektør Tina Pedersen, Severin, (90 ansatte) og tømrermester Søren ’Mini’ Mehl (1 ansat og 1 elev) har alle valgt at give deres elever og lærlinge fri til at deltage i byens nye elev- og lærlinge-netværk:

– Et netværk for lærlinge og elever er lige de, de mangler. Et sted, hvor de unge kan være sociale sammen med andre i samme situation. Det giver netværk både socialt, fagligt og jobmæssigt. Lærlinge og elever har jo ikke fredagsbarer som studerende, siger Peter Rishøj fra murerfirmaet Rishøj A/S i Gelsted, der har meldt alle sine 4 elever i netværket.

– Murerlærlinge er ikke de mest opsøgende socialt. Vi mestre arrangerer sociale ting i virksomheden, men de unge har brug for at være sammen med unge fra forskellige brancher, mener den vestfynske direktør og fortsætter:

– Vi skal have stoltheden tilbage til erhvervsuddannelserne, og det kan netværket hjælpe med. Det er fedt og cool at være håndværker. De unge kan virkelig noget, de kan tjene penge og de kan vælge at læse videre til fx arkitekt, konstruktør eller blive selvstændig, men vi skal lære unge at netværke, erkender Rishøj.

– I gamle dage var vi tvunget til at møde folk og se dem i øjnene. Det er man ikke i dag, men det gavner både selvtillid og selvværd og ikke mindst faglige og menneskelige kompetencer at have et fysisk netværk, siger Peter Rishøj.

– Vi skal gøre dem til hele mennesker og fastholde dem i uddannelsen, i jobbet, og gerne også i lokalområdet. Og her er netværk uundværligt.

Det sidste giver 20-årige lærling Simon Stimose fra Ejby sin mester ret i:

– Da mester foreslog netværket, tænkte jeg først ’aarh, så oversocial er jeg ikke’. Men det er rigtig godt og helt nede på jorden, siger Simon.

Ny politisk ordfører er stadig den liberale stemme

0

Christian Jørgensen er blevet udnævnt til politisk ordfører for Liberal Alliance i Fredericia. Han siger, at han ikke har ændret sig siden tiden i Venstre, men at de to partier derimod har rykket sig.

Tidligere på året meldte Christian Jørgensen ud, at han havde meldt sig ud af Venstre. Det skete på kølvandet af Folketingsvalget i 2022, og i stedet meldte han sig ind i Liberal Alliance. Grunden var simpel: Han kunne ikke se sig selv i den retning, som Venstre var i.

– Det er ikke mig og mine holdninger, der har flyttet sig, men partiet Venstre. Dette blev eksemplificeret her og nu. Det store liberale parti er splittet i tre. Det gamle landbrug, som er en del af DNA’et, er i stor grad fulgt med Inger Støjberg til Danmarksdemokraterne, og store dele af Venstre er gået med Lars Løkke til Moderaterne. Så hvad er tilbage? Venstre skal i virkeligheden redefinere sig selv. Med dette brogede billede er det næsten en falsk varebetegnelse at kalde sig “Danmarks liberale parti”, siger Jørgensen.

Også Liberal Alliance har flyttet sig, mener det forhenværende byrådsmedlem. Han ser Liberal Alliance nu er blevet et mere modent parti end da det opstod.

– Når man ser på Liberal Alliance, har de bevæget sig fra at være et “protestparti” til at være mere politisk modne. Holdningsmæssigt synes jeg ikke, jeg har slugt nogen kameler. De to partier har ændret sig. Hovedproblemet efter folketingsvalget er, hvis man siger noget til vælgerne og gør det modsatte, når stemmerne er talt op. Jeg havde det dårligt med, at man lovede en advokatundersøgelse af minksagen og derefter brød det løfte. Med den retorik in mente kunne jeg mærke, at dem jeg talte med, prikkede til mig. Jeg havde ikke engang lyst til at forsvare det, selvom man kan være pragmatisk, fortæller Christian Jørgensen.

Jørgensen overvejede derfor, hvad der skulle ske, da han ikke længere kunne se sig selv i Venstre, som han ellers er mangeårigt medlem af.

– Derfor gik jeg i tænkeboks, efter at have været medlem af Venstre i 25 år. Jeg havde nydt tillid og haft forskellige poster relateret til Venstre. Jeg meldte mig ud og ind i Liberal Alliance. Ikke nødvendigvis for at spille en aktiv rolle, men jeg er et politisk menneske. Til dem, der har spurgt – og der har været nogen – har jeg sagt, at jeg vil vente et år før næste kommunalvalg med at tage endelig stilling til et politisk comeback, siger Christian Jørgensen.

61-årig Christian Jørgensen blev for nogen tid siden udnævnt som politisk ordfører i den lokale partiforening i Fredericia. Det skete efter, at han havde holdt flere kaffemøder med lokalformand Poul Rand. Det betyder, at han har muligheden for at mene noget på vegne af partiet både lokalt og nationalt.

– Virkeligheden er stadig, at lokalpolitik er noget andet end landspolitik. Lokalt er det meget praktisk arbejde. Alle ønsker gode folkeskoler, et stærkt kulturliv og gode plejehjem. Den store værdipolitiske kamp er ikke til stede på samme måde som i landspolitik. Jeg tror, uanset om det bliver mig eller en anden, at der vil komme mere frihed i måden at gøre tingene på. Nu er dækningsafgiften trappet ned over en årrække, og vi kan begynde at se på personskatten, uden at det går ud over velfærden, siger Christian Jørgensen.

I to perioder nåede Jørgensen at sidde i byrådet i Fredericia inden, at han ved valget i 2021 ikke blev genvalgt. Christian Jørgensen mener ikke selv, at han har ændret sig siden den gang.

– Jeg har altid prædiket den liberale stemme, og det gør jeg stadig. Derfor håber jeg, at der kommer nogen fra Liberal Alliance ind næste gang, som kan tage ordet, fortæller Christian Jørgensen.

Jørgensen nævner, at der er opstillingsmøder til både Kommunalvalget og Folketingsvalget. Inden de finder sted, skal han tage stilling til, om han vil stille op det ene eller andet sted.

– Nu er det ikke et tag-selv-bord; vælgerne bestemmer, og ingen ved, hvordan de to valg vil falde ud. Hvis regeringen sidder perioden ud, er der tre år tilbage, og der er kommunalvalg om to år. Det er en lang horisont at planlægge på. Når terningerne skal kastes, ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke overvejer det seriøst. Det inkluderer også et muligt folketingskandidatur, siger Christian Jørgensen.

Den nu nyudnævnte politisk ordfører for Liberal Alliance i Fredericia, Christian Jørgensen, blev valgt til byrådet første gang i 2013. Dengang fik han 694 stemmer, og ved valget i 2017 blev han genvalgt med 396 stemmer. I 2021 fik Jørgensen 340 stemmer, og var ti stemmer fra at blive genvalgt.

Ny alkoholfri klassiker storsælger blandt danskerne

0

Siden Tuborg Classic 0,0 fandt vej til butikshylderne i april, er den alkoholfri variant af den populære Tuborg Classic allerede den næstmest solgte alkoholfri siden april.

Selvom det kun er fire måneder siden, at Tuborg sendte den alkoholfri variant af den populære Tuborg Classic på gaden, er den allerede blevet skænket rigtigt mange gange op i et ølglas henover sommeren.

Tuborg Classic 0,0 er nemlig sommerens næstmest solgte alkoholfri øl, og det vækker stolthed hos Carlsberg Danmark.

-Vi er utroligt glade for, at danskerne har taget så godt imod vores nye alkoholfri øl henover sommeren. Vi lancerede Tuborg Classic 0,0 i anledning af Tuborg Classics 30 års jubilæum, og selvom vi godt vidste, at Classic er en populær øl, havde vi ikke forventet denne succes, siger Nanna Leth, senior brand manager for Carlsberg Danmarks alkoholfri produkter.

En del af årsagen til at så mange danskere har lagt en Tuborg Classic 0,0 i indkøbskurven skal findes i smagen. Ifølge tal fra Bryggeriforeningen er salget af den mørkere Classic-øl steget med 21% på bare to år.

-Classic-kategorien er populær, og omtrent hver sjette solgte øl er en Tuborg Classic, så når vi introducerer en alkoholfri variant, er det noget, mange vil være nysgerrige på at smage, og når smagen minder om den velkendte Classic, er der flere forbrugere, der vælger den igen, siger Nanna Leth.

Tuborg Classic 0,0 er, ligesom traditionelle med alkohol, brygget på en mørkere malt end en almindelig pilsner og har derfor en lidt sødere og fyldigere smag.

Alkoholfri ambitioner
Alkoholfri øl er blevet voldsomt populært og de seneste 12 måneder er salget af alkoholfri øl således steget med 16%. Hos Carlsberg Danmark har man derfor også en ambition om at få endnu flere alkoholfri varianter på butikshylderne.

-Vi gør meget og kommer til at gøre endnu mere for at få vores alkoholfri varianter ud på butikshylderne og ned i indkøbskurven blandt de danske forbrugere. Den nye Tuborg Classic 0,0 har fået sin helt egen kampagne, og vi kommer generelt til at have endnu mere fokus på vores alkoholfri produkter i fremtiden, så alle forbrugere ved, at de kan skåle i en øl med eller uden alkohol, siger Nanna Leth.

Den mest sælgende alkoholfri øl er Carlsberg Nordic, som Carlsberg lancerede i 2014.

22-årig varetægtsfængslet i fire uger efter røverisigtelse i Kolding

22-årig varetægtsfængslet i fire uger efter røverisigtelse i Kolding

0
En 22-årig mand fra Kolding er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi. Manden blev tidligere...
Leder: Fredericia og de 375 år

Leder: Fredericia og de 375 år