Klokken 20:00 løber FHK på banen i Outrup, hvor Danmarksserieholdet Blåbjerg venter. Vi er til stede og liveopdaterer fra kampen.
Skoleelever blev evakueret
Omkring kl. 13 blev eleverne på Fredericia Realskole evakueret, da en brandalarm blev udløst.
Alarmen blev aktiveret i en af bygningerne, hvor skolens ældste elever opholder sig.
– Der var udløst en direkte brandalarm, hvilket førte til, at vi blev tilkaldt, siger Johnny Rasmussen fra TrekantBrand.
Fredericia Realskole reagerede ved at evakuere alle skolens elever til Gasværksgrunden lige over for skolen. De kunne dog efter kort tid vende tilbage til undervisningen.
– Der var tale om en falsk alarm, men skolen skal evakuere eleverne, når en brandalarm aktiveres, så de handlede korrekt, siger Johnny Rasmussen.
TrekantBrand inspicerede bygningen, hvor alarmen blev udløst, og det viste sig, at det var en røgalarms registrering af røg på et toilet.
DMI advarer om kraftig regn og vind
I aften og i nat vil Danmark opleve en vejrsituation, der kræver særlig opmærksomhed. Dansk Meteorologisk Institut (DMI) rapporterer, at vejrforholdene indledningsvis vil være stille med klart vejr mange steder, hvilket giver anledning til dannelse af tågebanker. Imidlertid ændres situationen markant i løbet af natten.
Skydække øges over Jylland som følge af en indtrækkende front. Denne front, der kommer fra vest, forventes at bringe betydelige nedbørsmængder. Allerede i løbet af nattens sidste timer vil regnen begynde at falde over Vestkysten.
DMI forudser, at fronten vil aflevere mellem 10 til 15 mm regn over store dele af landet. Den bevæger sig hurtigt østover, hvilket betyder, at både Fyn og Sjælland snart vil blive ramt af nedbør. Bornholm forventes at blive påvirket sidst, med regn, der starter midt på dagen.
Regnperioden, der vil vare cirka fire timer, karakteriseres af varierende intensitet. Efter frontens passage vil vinden tiltage, og der forudses frisk vind til kuling fra nordvest. Særligt ved kystområder kan der opstå kraftige vindstød.
DMI udtrykker bekymring for potentielle oversvømmelser. Fredagens regn kan forårsage problemer for åer, søer og vandløb, der i nogle områder kan risikere at gå over deres bredder.
Til trods for de udfordrende vejrforhold i løbet af fredagen, ser weekenden mere lovende ud. DMI forudser en pause fra regn og blæst, hvilket vil være en tiltrængt aflastning for både mennesker og natur. Dette giver en mulighed for at komme udendørs og nyde en mere stabil vejrperiode.
Mand fængslet for bedragerier mod ældre på Fyn
En 24-årig mand fra Sjælland blev i sidste uge anholdt og varetægtsfængslet i fire uger efter et samarbejde mellem Fyns Politi og Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi. Manden blev sigtet for bedrageri i 13 tilfælde, heraf seks begået på Fyn i januar.
Manden er sigtet for at have opsøgt ældre borgere, hvor han har fået udleveret deres hævekort under påskud af at komme fra deres bank, hvorefter han har misbrugt kortet til hævninger.
Den 24-årige mødte op på de forurettedes adresser, mens forurettede havde en telefonsamtale med en medgerningsmand, der havde ringet op og udgivet sig for at ringe fra banken. I telefonen påstod medgerningsmanden, at nogen var i gang med at hæve penge på forurettedes bankkonto, hvorfor det var nødvendigt, at hævekortet skulle ned i banken. Derfor blev der sendt et bankbud til afhentning af kortet. Medgerningsmanden fik desuden forurettede til at oplyse PIN-kode i telefonen. Efter at sigtede havde fået udleveret hævekort, blev det anvendt til at foretage hævninger i kontantautomat.
Den anholdte er blandt flere forhold sigtet for den 12. januar at have franarret en 85-årig kvinde fra Faaborg samt en 83-årig kvinde fra Ringe deres betalingskort, som efterfølgende blev anvendt til hævninger i en kontantautomat i Ringe for i alt 22.000 kr. Desuden blev den ene kvinde franarret smykker til en værdi af ca. 75.000 kr.
Fyns Politi efterforsker forsat de fynske sager, herunder om den pågældende har begået yderligere forhold på Fyn. Den 24-årige mand er indtil videre fængslet i fire uger af Retten i Næstved.
Politikommissær Finn Wegner Petersen fra Fyns Politi advarer mod, at denne kriminelle fremgangsmåde er i stigning, og at det er vigtigt at man kontakter politiet, hvis man oplever at få telefonopkald, hvor man forsøges overtalt til at udlevere bankkort, kontonumre eller PIN-koder. Denne fremgangsmåde vil en bank eller politiet aldrig anvende. Samtidigt opfordres man til, at man passer på sine ældre familiemedlemmer, naboer, medborgere i øvrigt, da politiet erfarer, at det navnlig er ældre medborgere, der er udsat for denne form for kriminalitet.
Fredericias borgere fortjener bedre
Fredericias borgere fortjener bedre ledere. Det seneste indlæg i føljetonen om Kobbelgården viser at der er et stort behov for dette. Kobbelgården har udviklet sig til ren skandale for Fredericia Kommune.
Senest har en leder beskyldt en ansat ofr at stjæle – uden af følge nogen procedure. Enten fordi der ikke var nogen eller fordi det var nemmere at beskylde en ansat. Som heldigvis var uskyldig.
Ledere der mangler total forståelse for, hvordan man opfører sig. Fik vedkomne tilbudte en undskyldning og at vedkomne naturligvis kunne vende tilbage til sit job. Nej det gjorde vedkomne ikke.
Hele Kobbelgården og deres leder både på stedet og på Rådhuset har opført sig overlegne i forhold til beboere, pårørende og uskyldige ansatte. Dertil kommer en udvalgsformand, der ikke ville have sit udvalg med til et møde med pårørende.
Hvor er vi henne – hvorfor mon han ikke ville det? Var det fordi, jeg alene vide. Sagen er ellers alvorlig nok, set med mine øjne. Det må og skal kommunen da kunne gøre bedre. Måske I skulle tjekke ansøgernes baggrund bedre og hvis man har ansat den forkerte, ja så ud ad vagten. Vi betaler nok i fratrædelser.
Hvis det viser sig at lederen har for meget at se til, det kan jo ske på baggrund af besparelserne – måske. Fredericias skatteborgere betaler skat i sikker forvisnings om, at størstedelen af pengene går til et godt formål, nemlig hænder – der mangler også hænder på Kobbelgården, til de mest sårbare borgere og dermed også de mest afhængige af andre.
Det kan vi ikke være bekendt Det må starte med kvalificerede ledere, der med evne og blik for opgaverne kan løse deres opgave. Det har Fredericia fortjent.
Inger Nielsen
Brovadvej 46
7000 Fredericia
Lys for enden af tunnelen for FHK’s skadessituation
I de hidtil to spillede træningskampe har FHK været ramt af skader, men Gudmundur Gudmundsson kan se lyset for enden af tunnelen.
I tirsdags vandt FHK med 35-32 mod Skjern, men det var med en meget smal bagkæde, der bortset fra fem minutters tid bestod af Reinier Taboada, Jonas Kruse og Anders Kragh Martinusen. Det skyldes skader til James Junior Scott og Sebastian Henneberg, samt at Kristian Stoklund endnu ikke er på toppen efter den skade, som han pådrog sig mod Skanderborg AGF Håndbold i pokalkvartfinalen før jul.
– Henneberg håber vi snart begynder at træne med igen, og med Scott tror vi, han træner med i løbet af ugen. Stoklund er stadig ikke på toppen efter, at han kom til skade mod Skanderborg AGF, siger Gudmundur Gudmundsson.

I fraværet af bagspillerne har Jonas Kruse til gengæld grebet chancen. Først mod Skanderborg AGF, hvor den unge playmaker endte med at blive helten med i alt seks mål. Mod Ribe-Esbjerg i den første kamp og den seneste kamp mod Skjern viste Kruse, at det ikke var en enlig svale mod Skanderborg AGF.
– Han har virkelig gjort det godt, og grebet chancen. Det er flot det, som Kruse har leveret, og han spiller meget voksent, selvom han er en ung spiller, siger Gudmundsson.

Mod Skjern haltede FHK efter i første halvleg og gik til pause bagud 18-17, men endte med at vinde 35-32.
– Forskellen var, at vi ikke lavede mange tekniske fejl i anden halvleg. Fjerner du Skjerns kontramål i første halvleg, så er de nede omkring 10-12 mål. Vi spillede godt i anden halvleg, og det er jeg tilfreds med, siger Gudmundsson.
Torsdag aften spiller FHK pokalkamp på udebane mod Blåbjerg, og fredag skal holdet i kamp igen, da Bjerringbro-Silkeborg venter på udebane i en sidste træningskamp.
Lokal vingård skal levere til MENY
I uge 6 lancerer MENY sit initiativ ’Danske Madskatte’, hvor kæden indledningsvis introducerer fire leverandører og partnere. En af de fire producenter er den danske vinproducent fra Trekantområdet, Lindely Vin, som nu får mere synlighed i alle MENYs butikker.
Snart kan alle kunder i MENY vælge mere dansk, når initiativet ’Danske Madskatte’ bliver rullet ud i alle landets butikker. MENY udvælger og markerer 200 varer som en dansk madskat, hvilket indikerer, at den markerede vare er produceret i Danmark med fokus på kvalitet, godt håndværk og innovation.
I starten vil MENY introducere fire partnerskaber med udvalgte leverandører i ’Danske Madskatte’-lanceringen. Det drejer sig om Øllingegaard, Højer Pølser, Reduced og Lindely Vin. Sidstnævnte har været at finde i MENY siden slutningen af 2023, og de glæder sig til at blive en del af det nye initiativ med deres fem produkter – blandet andet deres hvide isvin og rosé brandy.
– Lindely Vin har kun været i MENYs butikker i ganske få måneder, så vi er virkelig stolte af, at de peger på os til at være en del af ’Danske Madskatte’. Vi er en af de mindste producenter i ’Danske Madskatte’, og vi kan kun producere en begrænset mængde. Vi er en vingård, så vi kan ikke masseproducere, da vi er begrænset til det, der gror på marken. Det er ekstremt svært for små danske leverandører at komme ind i de danske supermarkeder, men MENY er utrolig gode til at tage os og andre ind og give en chance. Ikke nok med, at de får danske varer ind, de går faktisk også den ekstra mil for at promovere varerne. Det var dét, der fik os til at takke ja til MENYs initiativ, udtaler Claus Møller Pedersen, adm. direktør i Lindely Vin.
Ambitionen hos MENY er at manifestere sig som hele Danmarks madmarked, hvor sortimentet inden for ’Danske Madskatte’ på sigt kommer til at stige fra de 200 varer til 700. Alt dette kan kun ske igennem de nye partnerskaber med danske leverandører som Lindely Vin, der har samme ambitioner.
– Vi glæder os til at starte ’Danske Madskatte’ op med Lindely Vin og de andre leverandører. Lindely Vin er en af de nye, innovative spillere i branchen, som vi er glade for at have dem med i dette initiativ. De går ligesom os op i kvalitet og godt håndværk, og de har formået at skabe en række rigtig gode vine. Sammen skaber vi et rum for dialog og erfaringsudveksling mellem os alle. For det er igennem vidensdeling og samarbejde, at vi kan innovere for at udvikle dansk madkultur. Vi glæder os til første skridt og til at byde mange flere partnere velkommen i fremtiden, siger Jesper Bjerring, kommerciel direktør i MENY.
Se også:
MENY udfylder hul i markedet
I MENY sigter de mod, at ’Danske Madskatte’ kommer til at skabe en national fødekæde for de danske leverandører, som bidrager til at styrke deres forretning. Ved at styrke den enkelte leverandørs forretning, vil MENY arbejde for, at der samtidig bliver endnu større mulighed for innovation og udvikling af fødevareudbuddet af danske varer.
– Vi tænkte i starten, at vi ikke skulle være en del af en supermarkedskæde, da vi ikke følte, at nogen går op i kvalitet, håndværk og smag ligesom os. Men da MENY kom forbi vores vingård og præsenterede deres ambition, blev vi overbeviste om, at MENY vil være den helt rigtige partner for os. For vi er ikke interesserede i at stå på en hylde og samle støv. MENY udfylder hullet i det nuværende marked, og de sætter fokus på danske producenter, så danskerne får mulighed for at vælge danske varer af den bedste kvalitet, fortæller Claus Møller Pedersen.
Om ’Danske Madskatte’:
Fra uge 6 vil alle MENY-butikker introducere ’Danske Madskatte’, hvor 200 varer indledningsvis vil blive mærket og inkluderet i konceptet. MENY vil lancere ’Danske Madskatte’ med en større marketingindsats i butikkerne, i gadebilledet samt digitalt og på TV, hvor ’Danske Madskatte’ introduceres og hvor de fire partnere introduceres gennem relevante fortællinger med formålet om at udvikle dansk madkultur.
Om Lindely Vin:
Lindely Vin er en af Danmarks største vingårde, der ligger i Kolding. Deres mål er at skabe dansk vin af høj kvalitet.
De fem Lindely Vin-produkter i ’Danske Madskatte’:
Lindely Aftensol 11%, Lindely Hvid Sollys 11%, Lindely Nordlys 9%, Lindely Nordic Ice 19%, Lindely Rosé Brandy 35%
Derfor forlader Byrgesen Nye Borgerlige
Karsten Byrgesen, der sidder i regionsrådet og i Fredericia Byråd, har meldt sig ud af Nye Borgerlige uden at have et nyt parti i ærmet. Han forklarer grunden til valget med, at han ikke kunne se sig selv i et parti uden bagland.
Tidligere torsdag meldte Byrgesen ud i en pressemeddelelse, at han den 23. januar meldte sig ud af Nye Borgerlige. Han har dog ikke meldt sig ind i et andet parti endnu og er derfor løsgænger.
– Det vigtigste er at bevare integriteten, og jeg vil være i et rum, hvor jeg kan udvikle en politisk linje. Der var ikke et forum for det mere. Jeg er ikke en person, der springer fra det ene til det andet. Jeg tænker mig grundigt om, og det gør jeg også her. Det tager tid at beslutte sig, og det tager tid at tænke sig grundigt om. Der er også parter i det andet parti, der har en procedure. Det er ikke spørgsmålet om bare at melde sig ind via en hjemmeside i et nyt parti, da der er et arbejde bag at finde det rette ståsted og have dialog med partiet, siger Byrgesen.
I princippet kunne Karsten Byrgesen have ventet med at melde sig ud, til han havde styr på, hvilket parti han vil repræsentere, men det – ville han ikke.
– Mit valg er det, at jeg er kendt for at være ærlig og sige tingene, som de er. Det rum, jeg skal have, hvor jeg kan udvikle og udøve politik, eksisterer ikke mere, og derfor vil jeg ikke udtale mig som Nye Borgerlige, når der ikke er noget bagland i partiet. Set i det lys vil jeg udtale mig i et luftrum. Jeg står ved, hvad jeg har sagt og gjort, siger Karsten Byrgesen.
Byrgesen fortæller, at han ser tre faser for ham i processen. Først skulle han lige komme sig over chokket, da Pernille Vermund kom med udmeldingen, og derefter skulle han se, hvad der var sket, og så tænke over fremtiden. Det sidste har han nu fået gjort. Konklusionen blev, at Karsten Byrgesen vil finde sig et nyt parti.
– Jeg har fået henvendelser fra andre partier, og dem har jeg givet mig tid til at lytte til. Jeg lytter til, hvad de vil, og så må vi vurdere, hvad der skal ske. For mig er det noget, der skal tage noget tid. Det skal være grundigt gennemtænkt. Jeg står med et aktiv, da jeg er erfaren og har gjort det godt. Jeg har det mod, der skal til, og det er vigtigt for at sige sin mening klart. Jeg har en linje, hvor jeg favner de vigtige ting som kernevelfærd, erhvervsliv og naturen, forklarer Byrgesen.
Det nu forhenværende medlem af Nye Borgerlige udelukker på forhånd at melde sig ind i Liberal Alliance og understreger samtidig, at hans kommende parti skal være på den borgerlige fløj.
– Jeg noterer mig, at Liberal Alliance har lagt sig ud med borgerlig politik i Fredericia-området. De dømmer os alle sammen som uegnede. Jeg ved ikke, hvad de kan byde på, men jeg kan ikke se mig selv i sådan et parti. De angriber personer igen og igen. Jeg kan ikke se mig selv i et parti, der bygger på konflikter, siger Byrgesen.
Liberal Alliances lokalformand i Fredericia er Poul Rand, som Byrgesen har en fælles fortid med i Nye Borgerlige, som Rand endte med at melde sig ud af efter en kontrovers med Karsten Byrgesen. Ligeledes har Byrgesen en fortid i Dansk Folkeparti, hvor han kom i uoverensstemmelser med Susanne Eilersen. Døren til DF vil Byrgesen dog ikke smække.
– Jeg holder alt andet end Liberal Alliance åbent på den borgerlige fløj, slutter Byrgesen.
Forsøgte at legitimere sig med irsk kørekort

En rutinemæssig trafikkontrol på Grønløkkevej i Odense C førte til anholdelse af en bilist for spirituskørsel og kørsel uden gyldig førerret i Danmark. Hændelsen fandt sted om aftenen den 24. januar 2024.
Fyns Politi standsede en personbil, og føreren blev testet positiv i en alkotest. Det viste sig, at føreren, som legitimere sig med et irsk kørekort, ikke havde førerret til at føre bil i Danmark. Han blev anholdt på stedet og sigtet for både spirituskørsel og for at køre uden førerret.
Østeuropæisk kvinde stjal pung i privatbolig
En listig tyv udnyttede en ulåst dør for at begå tyveri i et rækkehus i Odense SV på Hermelinløkken.
En ukendt kvinde trængte ind i en ældre persons hjem, mens beboeren var til stede. Tyven anvendte en avis til at distrahere offeret ved at lægge den over forurettedes rollator. Mens hun talte på et ukendt fremmedsprog, stjal hun en pung fuld af kontanter fra en kurv på rollatoren.
Gerningskvinden beskrives som omkring 30 år gammel, østeuropæisk af udseende, lav og slank af bygning, og med langt mørkt hår sat i en fletning. Hun bar flerfarvet tøj og medbragte en avis på et fremmedsprog. Efter tyveriet forlod hun gerningsstedet og blev set gå i retning mod Sandvadgyden.













