Strukturelle forandringer skal give økonomisk råderum i Kolding Kommune

0
Knud Erik Langhoff. Foto: AVISEN

Et stort flertal af politikerne i udvalget Økonomi og Strategi står fast på, at pengene til udgiftspres og udvikling skal findes ved at skabe en mere veldrevet organisation gennem strukturelle forandringer. Og nu er Kolding Kommunes budgetstrategi for 2025 blev godkendt af et stort flertal i byrådet på byrådsmødet 19. marts

Byrådspolitikerne i Kolding Kommune fortsætter den kurs, der er blevet fulgt de seneste år, som går ud på at bevare en robust økonomi ved at være på forkant med udviklingen.

På byrådsmødet her til aften godkendte et stort flertal af politikerne budgetstrategien for 2025-2028. Dansk Folkeparti stemte imod.

– Vi står på et solidt grundlag i Kolding Kommune, fordi vi arbejder med en langsigtet styring af økonomien. Og vi ved godt, hvad der skal til, for at vi fortsat kan have så godt styr på økonomien. Vi skal stå sammen i byrådet om at gennemføre de strukturelle forandringer, vi satte os for ved sidste års budgetlægning, forklarer borgmester Knud Erik Langhoff.

17 tværgående analyser

Sidste år besluttede et stort flertal i byrådet at gennemføre en række såkaldte strukturelle analyser. I alt er der tale om 17 analyser af forskellige temaer, der går på tværs af alle forvaltninger og hele organisationen.

Et af temaerne er, hvordan de kommunale bygninger udnyttes: Er der f.eks. enheder, der kan lægges sammen, bygninger, der kan sælges fra og lejemål, der kan opsiges? Et andet tema handler om at optimere den måde, administrationen er organiseret på.

Analyserne skal for hvert af de 17 temaer bl.a. afdække et økonomisk potentiale, som kan indgå i budgetlægningen.

Analyserne bliver gennemført i løbet af 2024. Og allerede inden budgetlægningen i august-september skal det økonomiske potentiale være afdækket. De forandringer, analyserne lægger op til, skal så gennemføres fra 2025 og fremefter.

Procentvise nedskæringer på alle områder er passé

Det er en ny måde at skaffe et økonomisk råderum på. I Kolding Kommune har man tidligere anvendt såkaldte omstillingsmål, hvor hvert politisk udvalg skulle finde en procentvis årlig besparelse på alle budgetter. Den årlige besparelse var den samme procentandel for hvert udvalg.

– Man kan godt anvende procentvise besparelser et stykke hen ad vejen, så længe der er lavthængende frugter. Men med tiden skærer man direkte i velfærden og serviceniveauet, og dér var vi efterhånden kommet til. Derfor tog vi beslutningen om at gøre det på den nye måde med at gennemføre strukturelle forandringer, der kan erstatte omstillingsmålene. Men da det netop er strukturen, vi piller ved, er det også et arbejde, der kan komme til at tage tid. Det skal gøres ordentligt, og det kræver, at der bliver tid til at tale tingene ordentligt igennem og involvere de berørte parter, forklarer Knud Erik Langhoff.

Det vil kunne mærkes

Ifølge budgetstrategien skal der findes 75,5 mio. kroner frem mod 2027. Hvis det ikke lykkes at finde dem alle via strukturelle forandringer, skal resten findes ved hjælp af andre besparelser.

– De 75,5 mio. kroner er ikke småpenge, så selv om vi finder dem på den nye måde, vil det kunne mærkes. Til gengæld får vi en mere veldrevet kommune. Og så vil vi have et budget, der både indeholder en budgetreserve, en investeringspulje og en anlægspulje. Det betyder, at vi også i årene fremover vil have en robust økonomi, hvor der både er plads til uforudsete udgifter og til politikernes egne prioriteringer. Og det bliver muligt at gennemføre mange af de anlægsprojekter, vi har i støbeskeen, forudser Knud Erik Langhoff.

KIF Koldings halspeaker er død

0

KIF Kolding oplyser på deres Facebook-side, at deres halspeaker Kim Hansen er gået bort.

Kim Hansen har ifølge opslaget kæmpet med sygdom gennem længere tid, men afgik ved døden i fredags.

I næsten 20 år har Kim Hansen været halspeaker , og har derfor været en stor del af KIF Koldings setup igennem mange år.

FC Fredericias afgørende pokalsemifinale er fastlagt

0

Nu er spilletidspunktet for FC Fredericias afgørende pokalsemifinale faldet på plads.

Det har længe været kendt, at det første opgør i pokalturneringen spilles den 29. marts kl. 19:00, mens det har været mere uvis, hvornår returkampen ville finde sted.

Det eneste sikre har været, at FC Fredericia har hjemmebane i returkampen, men nu er der kommet et spilletidspunkt, og valget er faldet på den 11. april kl. 18:00, og kampen vises direkte på DR.

Billetsalget til kampen er startet, og der kan købes billetter ved at klikke her. Til den første kamp i Silkeborg oplyser FC Fredericia, at over 600 tilskuere fra Fredericia allerede har meldt deres ankomst.

Pårørendeundersøgelse af Kobbelgården peger i forskellige retninger

0

Senior- og Socialudvalget holdt mandag ekstraordinært møde. Der blev fremsat en præsentation af en pårørendetilfredshedsundersøgelse, der vedrørte blandt andet Kobbelgården. Undersøgelsen peger i forskellige retninger, og forvaltningen skal nu grave dybere, lyder meldingen.

Af rapporten, som er offentligt tilgængelig og kan læses her, fremgår det, at der er 21 besvarelser, hvilket giver en besvarelsesprocent på 54 procent.

– Vi fik gennemgået rapporten i overskrifter, men man kan sige allerede nu, at rapporten peger i forskellige retninger, da der er stor spredning i hvad der svares, siger udvalgsformand Søren Larsen (A).

Eksempelvis er der et spørgsmål i undersøgelsen, der lyder på, om man oplever personalet som kompetent. 33 procent svarer i høj grad, 29 procent svarer nogenlunde, 29 procent svarer i lav grad og 10 procent svarer ‘ved ikke’.

– Det er netop det, der gør, at det er svært at drage konklusioner. Der er en række, der er tilfredse, men også nogen, som mener noget skal forbedres, siger Larsen.

På Fredericia Kommunes hjemmeside fremgår det, at der er 40 boliger tilknyttet Kobbelgården, og det betyder, at der i alt er plads til 40 borgere på bostedet. Kun knap halvdelen har besvaret undersøgelsen.

– Vi bliver nødt til at tage undersøgelsen alvorligt, selvom vi gerne havde set, at flere deltog, men man skal huske på, at denne undersøgelse er én brik i det samlede puslespil vedrørende Kobbelgården. Der foregår også analyser, som vi bruger til at danne os et billede af det hele, siger Søren Larsen.

Også i sidste uge holdt Senior- og Socialudvalget et udvalgsmøde. Mødet mandag var indkaldt med kort varsel.

– Jeg havde bedt om et ekstraordinært møde, fordi der var nyt. Det er noget, jeg hele tiden har sagt, at når der er nyt, så skal vi vide det. Forvaltningen har endnu ikke haft tid til at dykke helt ned i pårørendeundersøgelsen, men det vil de nu gøre og se, hvad de kan trække ud af den. Vi vil blive orienteret om det, når det er på plads, slutter Søren Larsen.

Vejles overlevelsesprogram er klar

0
(Foto: AVISEN)

Programmet for resten af sæsonen i Superligaen er planlagt. Det betyder, at Vejle Boldklub nu har programmet klar for de vitale ti kampe i nedrykningsspillet, der skal sikre dem overlevelse.

Vejle starter ud med en udekamp mod OB den 2. april. OB har endnu til gode at vinde deres første hjemmekampe i indeværende sæson, og derfor er det en favorabel start, hvis den statistik holder.

I runden efter venter en hjemmekamp mod Viborg, som efterfølges af en hjemmekamp mod Randers. 12 ud af Vejles 19 point er kommet netop på hjemmebanen i Nørreskoven, og derfor vil det alt andet lige være en fordel for dem at spille på hjemmebane.

Efter de to hjemmekampe venter der to på fremmed græs. Først gælder det Hvidovre og efterfølgende Lyngby. Det er to nøgleopgør, da Hvidovre formentlig ender som den ene nedrykker og Vejle kæmper med netop Lyngby om overlevelse.

Derefter venter der Vejle en hjemmekamp mod OB, en udekamp mod Viborg og en hjemmekamp mod Lyngby. Derefter slutter det hele af med en hjemmekamp mod Hvidovre efterfulgt af en udekamp mod Randers i den sidste spillerunde.

Kruså grænseovergang lukkes omkring fire timer

0

Teltdugene på grænseovergangene i Frøslev, Kruså og Padborg skal udskiftes. Overgangen i Kruså lukkes i nordgående retning og der kan forventes mindre kø ved Padborg

Onsdag formiddag lukkes grænseovergangen i Kruså i nordgående retning i omkring fire timer, da dugen på teltet på grænseovergangen skal skiftes ud. I alt skal teltdugene udskiftes på tre grænseovergange og trafikken over grænsen vil blive påvirket i Kruså og Padborg.

I Kruså vil grænseovergangen være helt lukket i nordgående retning fra onsdag morgen og omkring fire timer frem. Efter planen lukkes der onsdag fra klokken 9 indtil arbejdet forventes afsluttet ved 13-tiden. Køretøjer kan i denne periode ikke krydse grænsen i nordgående retning fra Tyskland til Danmark.

I Padborg lukkes der ikke helt, når teltdugen udskiftes torsdag formiddag, men der kan forventes mindre kø i nordgående retning og politiet opfordrer til tålmodighed. Trafikanterne opfordres til at regne med kø og følge anvisninger fra politi og hjemmeværn.

Ved Frøslev udføres arbejdet i løbet af onsdag og torsdag, men det forventes ikke at påvirke trafikken.

Fredericia Kommune erkender regnefejl for 18,6 millioner kroner

0

Flere gange de senere år er der dukket uforudsete udgifter op på børne- og skoleområdet. Nu sker det modsatte imidlertid, da en ny gennemgang af økonomien finder fejl i tidligere udregning. 18,6 millioner skal alligevel ikke findes. Det oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse.

I januar og februar viste en opgørelse over skolernes økonomi, at der skulle findes 18,6 millioner kroner, hvis budgettet skulle hænge sammen.

Nogle af de midler blev fundet af Børne- og Skoleudvalget, mens Økonomi- og Erhvervsudvalget fandt de resterende. Ingen af de besluttede forslag har haft personalemæssige konsekvenser.

Nu viser en ny gennemgang af økonomien, at der slet ikke var behov for at finde de mange midler.

– Jeg er selvfølgelig træt af, at der har været fejl i budgettet. Omvendt er jeg glad for, at systemet har opdaget det, så vi får bugt med noget af det, der har ramt os tidligere. Vi har indført mere systematisk økonomiopfølgning, og derfor identificerer vi udfordringen tidligere, end vi hidtil ville have gjort. Der er stadig en ubalance, som Børne- og Skoleudvalget skal arbejde med, men den er markant mindre end tidligere antaget, siger Rune Wentzel Helms, chef for Økonomi- og IT.

Fejlen består i, at en budgetpost til rengøring på skolerne, er talt med to steder.

49-årig kvinde blev vækket af indbrudstyv

0

En 49-årig kvinde fik sig et chok i nat, da hun lå og sov.

I hendes hjem i Vester Nebel på Koldingvej lå hun og sov, men klokken 00:32 blev kvinden vækket ved, at der var noget, der rumsterede uden for soveværelset.

Det viste sig, at en mand stod uden for vinduet, og da kvinden så ham, stak han af. Efterfølgende viste det sig, at der var opbrudsmærker efter en skruetrækker i vinduet.

Gerningsmanden beskrives som 180 cm høj, almindelig af bygning og var iført mørkt tøj. Da politiet kom til stedet, kunne de ikke finde gerningsmanden.

Varebil skyld i uheld på motorvejen

0

En varebil nåede ikke at bremse i tide og forårsagede derfor et uheld på Esbjergmotorvejen mandag morgen.

Uheldet skete mandag klokken 08:17 på Esbjergmotorvejen nær Kolding i østgående retning. En varebil kørte bag en personbil, som kørte omkring 120 km/t, men bilen begyndte at bremse op.

Da varebilen ikke holdt tilstrækkelig afstand, endte den med at køre op i personbilen, der blev kørt af en 50-årig kvinde fra Vejen. Varebilen blev kørt af en 48-årig mand, der kommer fra Faaborg-egnen.

Kvinden blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men politiet oplyser, at det ikke er alvorligt.

Ung mand frarøvet sko i tog

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En usædvanlig hændelse udspillede sig mandag aften på Middelfart Station, hvor en ung mand blev truet til at udlevere sine sko i toget.

Episoden fandt sted præcist kl. 18:24, den 18. marts 2024, og involverede to unge udlændinge, anslået til at være omkring 20 år gamle.

Ifølge den anmeldelse, som Fyns Politi har modtaget fra forurettedes mor, befandt hendes søn sig på toget, da han blev konfronteret af de to mænd. Under trusler blev han tvunget til at udlevere sine sko, som angiveligt var kopier af en populær model. De to gerningsmænd forlod herefter toget og forsvandt i ukendt retning.

Tilfældigt møde til privatfest får ung sangerinde på jazzscenen

Tilfældigt møde til privatfest får ung sangerinde på jazzscenen

0
EVENTS. Det var ikke et castingshow eller en talentkonkurrence, der bragte den unge sangerinde Hannah Askou Devantier til hovedscenen ved årets Middelfart Jazzfestival. Det...