Tidligere FHK’ere var med til at sikre overraskende oprykning til ligaen

0
(Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Grindsted har i denne sæson snydt de storsatsende klubber i herrernes 1. division i håndbold. Torsdag rykkede klubben, hvor kun et fåtal af spillerne er på kontrakt, op i ligaen. På holdet er blandt andet de tidligere FHK-spillere Christian Wetche, Kristoffer Vestergaard og Kristoffer Jessen.

For otte år siden spillede Grindsted Serie 1, men når håndboldligaen starter op efter endt sommerpause til september, er det med Grindsted i ligaen.

Det står fast efter, at de torsdag eftermiddag for øjnene af omkring 900 tilskuere i en propfyldt Lyng Hallen vandt med 28-22 mod Rækker Mølle. Grindsted skulle blot undgå at tabe kampen.

Rækker Mølle havde ikke noget at spille for, og fra stillingen 6-6 efter 19 minutter så Grindsted sig ikke tilbage i resten af første halvleg. De oparbejdede en føring, der efter de første 30 minutter lød på 15-11.

I en kort overgang i anden halvleg kom Rækker Mølle tæt på, da den tidligere ligaspiller, Dan Beck-Hansen, reducerede til 17-15 36 minutter inde i opgøret, men tættere kom vestjyderne ikke på. Grindsted satte en prop i, og efter to mål i træk af Nicolai Skytte kom de foran 20-15 efter 40 minutter.

Det betød dog ikke, at Rækker Mølle lagde sig ned. De forlangte timeout og fik reduceret til 21-20. En ny prop blev sat i fra det blåklædte hjemmehold, der kom foran 25-20 med otte minutter igen. Fra det tidspunkt stod det fast, at champagnen, der var lagt på køl, kunne findes frem, og “We’re the Champions” kunne brages ud af højtalerne efter kampen, som endte med en Grindsted-sejr på 28-22.

Kendetegnende for Grindsted er, at de ikke har de store stjerner, men et stærkt kollektiv. En af deres mest markante profiler er bagspilleren Frederik Nielsen, der har tegnet sig for 124 mål i sæsonen, men hvis man kigger i den anden ende af banen, er der også kvalitet. Målvogteren Christian Wetche har i en årrække været en profil for Grindsted-mandskabet. Wetche skiftede til Grindsted i sommeren 2019, da holdet lå i 2. division. Han var kommet i overskud i FHK, hvor han spillede på klubbens andethold og ikke havde udsigt til spilletid på førsteholdet. En anden tidligere FHK’er, Kristoffer Jessen, spiller også en hovedrolle for Grindsted, da den 30-årige forsvarskrumtap binder defensiven sammen.

En anden tidligere FHK’er er Kristoffer Vestergaard, der ikke nåede at spille en rolle på klubbens seniorhold, men som har en fortid i klubbens ungdomsafdeling i det daværende FHK-Trelde projekt. Ved flere lejligheder trænede Vestergaard dog med FHK’s bedste mandskab. I den seneste tid i Grindsted har han spillet en større og større rolle, og i dagens kamp mod Rækker Mølle bankede den vævre bagspiller bolden i mål seks gange. Det skal han fremover gøre i ligaen, men inden da venter der formentlig en del kolde drikke efter den overraskende oprykning.

I 1. division er der ambitiøse klubber med større budgetter, i form eksempelvis HC Midtjylland, Skive fH, Team Sydshavsøerne, Aarhus HC, TM Tønder og ikke mindst HØJ. Særligt HØJ har over i de seneste sæsoner skruet gevaldigt op for deres setup, og derfor var det forventet, at de som minimum ville ende i top-3, der giver adgang til kvalifikationskampe om adgang til næste sæsons liga, men dem glippede de og ender i stedet på fjerdepladsen. Dermed kan man i næste sæson se frem til at se profilerede spillere som den tidligere Bundesliga-spiller, Simen Schønningsen, samt Hans Lindberg og Emil Mellegård i landets næstbedste håndboldrække.

Danmark er bedst til at få ledige i job i EU – for 13. år i træk

0

Gennemsnitligt 42 pct. af de ledige i et givent kvartal kom i job i det efterfølgende kvartal i 2023. Det er den højeste andel i EU – for 13. år i træk. Desuden er Danmark også bedst til at få langtidsledige i job, ligesom den laveste andel af befolkningen i langtidsledighed findes i Danmark. Det vidner om et sundt og fleksibelt arbejdsmarked.

I gennemsnit var 42 pct. af de arbejdsløse ved indgangen til et givent kvartal i job ved indgangen til det efterfølgende kvartal. Til sammenligning lå gennemsnittet for de 27 EU-lande på 24 pct. 

Det vidner om et sundt og fleksibelt arbejdsmarked i Danmark relativt til resten af EU. Til trods for at økonomien er gået lidt ned i gear, er der stadig mange positive tendenser på arbejdsmarkedet, hvor fleksibiliteten lader til at være intakt. Det er positivt, da det implicerer en lav langtidsledighed og er til fordel for både lønmodtagere og arbejdsgivere. 

Det skal understreges, at der her er tale om det, som Eurostat og Danmarks Statistik kalder for eksperimentelle data, hvor metoderne til opgørelsen stadigvæk er under udvikling, og kilderne kan ændre sig. 

Eurostat har offentliggjort tal for 2023 på jobtransitioner for langtidsledige, der har været ledige i minimum to år. Derfor defineres langtidsledige her som arbejdsløse, der har været uden job i mindst to år. 

De positive takter for arbejdsmarkedet bør ses i lyset af flexicurity-modellen, der er forudsætningen for, at Danmark klarer sig godt på en lang række arbejdsmarkedsmål. 

En aktiv arbejdsmarkedspolitik og en generelt velfungerende flexicurity-model er afgørende for, at vi i fremtiden kan fastholde et af verdens absolut bedste arbejdsmarkeder. Det er afgørende at opretholde fleksible ansættelsesregler, da det gør det lettere for arbejdsgivere at tilpasse sig efterspørgslen. Derudover fremmer det jobskabelsen og åbner nye muligheder for lønmodtagere – selv under en potentiel afmatning.

Fleksibiliteten kræver imidlertid, at vi har et solidt sikkerhedsnet og en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Sikkerhedsnettet i form af et godt dagpengesystem og generelt høj understøttelse skal sikre, at man kan opretholde en vis levestandard i tilfælde af ledighed. Den aktive arbejdsmarkedspolitik er afgørende for at få arbejdsløse tilbage i job. Der bør derfor føres en beskæftigelsespolitik, der hjælper ledige gennem aktivering, efteruddannelse og opkvalificering.

Nu kan ældreboliger skyde op i Gauerslund

0

Vejle Byråd har godkendt en lokalplan vedrørende et boligområde ved Skikballevej i Gauerslund. I alt må der opføres 70 boliger fordelt i otte boligklynger.

Ifølge sagsfremstillingen er det en privat bygherre, der har anmodet om udarbejdelse af en lokalplan for et boligområde med mindre, tæt-lave boliger på mindre grunde. Forslaget giver mulighed for bebyggelse af op til 70 boliger fordelt i otte klynger. Planen er, at der etableres arealer til fælles mødesteder i boligklyngerne samt i det fælles grønne område.

Da lokalplanen var i høring fra den 24. november til den 5. januar 2024, kom der to høringssvar. Det ene fra Ældrerådet og det andet fra TVIS. Det betyder, at en præcisering i lokalplanens bestemmelser er blevet lavet således, at det lyder som følger:

– Stier til gående og cyklende, herunder sti langs Vej A-A, udlægges i en bredde på minimum 5,0 meter med en stibanebredde på minimum 3 meter.

Formanden for Voksenudvalget, Lone Myrhøj (F), tog ordet under punktet og sagde blandt andet:

– Endnu en anerkendende bemærkning. Det er dejligt, at vi får ældreboliger, og det er også vigtigt, det Ældrerådet skriver i deres høringssvar. Jeg vil dele Ældrerådets opfordring, så der kan bygges et fælleshus, og at der indtænkes flere områder, hvor et-værelses boliger kan have plads til overnattende gæster. Det er i tråd med vores politik med flere fællesskaber og mindre ensomhed, når man bor alene, sagde Myrhøj.

Efter Lone Myrhøjs bemærkning blev lokalplanen enstemmigt vedtaget. Dermed kan der nu opføres ældreboliger på Skikballevej i Gauerslund.

70-årig indsatsleder går på pension

0

TrekantBrands 70-årige indsatsleder, Hans-Egon Bendorff, er gået på pension. Nu skal der være tid til hustruen, børne- og oldebørnene samt den frivillige tjans som brandmand på Als.

Hans-Egon holdt søndag afskedsreception for de nærmeste kolleger hos TrekantBrand. Der nåede han at være i omkring ti år, men siden 1976 har Hans-Egon været aktiv brandmand. Faktisk kunne han være kommet til stationen i Fredericia allerede omkring år 2000.

– Men Mia (Hans-Egons hustru) var ikke helt med på, at jeg skulle til at arbejde i Fredericia, så jeg aflyste jobsamtalen. Man skal have baglandet i orden, siger den nu pensionerede indsatsleder til TrekantBrands hjemmeside.

I 2014 troede Hans-Egon, at han skulle være efterlønner. Sådan gik det ikke. I stedet søgte han et job som midlertidig brandinspektør i Kolding. Hans-Egon fik jobbet, og siden er arbejdsbeskrivelsen udvidet til at omfatte indsatsledervagter, senest med Fredericia-Middelfart-Kolding som hovedområde.

– Men nu er tiden inde til at stoppe. Nu har jeg gjort nok. Jeg har mit arbejde som hobby. Derfor er det også svært at holde, fortæller Hans-Egon Bendorff.

Nu venter en ny tilværelse for Hans-Egon, hvor der vil blive mere tid til hustruen Mia, børne- og oldebørnene, familiens båd, og så er der stadig en tjans som frivillig brandmand, der skal passes.

Vejrudsigt for Skærtorsdag: Regnfuld start med muligheder for tørvejr

0

Skærtorsdag byder på en klassisk dansk forårsdag med en blandet pose vejr over hele landet, ifølge de seneste prognoser fra DMI. Dagen starter med grå himmel og regn, der bevæger sig ind over Danmark fra sydvest. Traditionen tro ser Vestjylland ud til at modtage mest nedbør, mens Østsjælland og Bornholm forventes kun at opleve perioder med let regn.

Som dagen skrider frem, vil regnvejret dog krydse den sydlige del af Jylland i løbet af eftermiddagen. Trods de vedvarende skyer, tyder prognoserne på et tørvejr, før et nyt regn- og bygesystem atter nærmer sig landets sydlige egne mod dagens ende.

Temperaturene ser ud til at variere mellem 7 og 11 grader over hele landet, hvilket er typisk for årstiden. Vindforholdene starter med at være lette til friske fra varierende retninger, men forventes at stabilisere sig og vende mod sydvest i løbet af dagen.

Denne Skærtorsdag tegner altså til at være en dag med omskifteligt vejr, hvor danskerne kan opleve alt fra gråvejr og regn til korte glimt af foråret med tørvejr. Det anbefales at klæde sig efter et lag-på-lag princip og holde paraplyen inden for rækkevidde, da vejrforholdene kan ændre sig hurtigt gennem dagen.

Spirituspåvirket kvinde kørte galt på motorvejen

0

En spirituspåvirket kvinde kørte tidligt torsdag galt på motorvejen i retning mod Kolding.

Uheldet blev anmeldt klokken 05:15, hvor en kvinde på 20-30 år af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen og kørte op i en forankørende bil. Efterfølgende fortsatte den kvindelige førers bil videre ud på en mark og landede på taget.

Kvinden kom lettere til skade og blev kørt til tjek på sygehuset. Føreren af personbilen, som der blev kørt op i, kom ikke til skade.

Efterfølgende har det vist sig, at kvinden havde en promille på over det tilladte, hvilket hun sigtes for.

Så meget har flytning kostet Fredericias skatteborgere

0

Fredericia Kommune flyttede sidste år deres medarbejdere, som havde til huse på Gothersgade 20b, til Sct. Joseph. Denne flytning har kostet kommunen et millionbeløb.

Medarbejdere i Fredericia Kommune havde tidligere deres gang i øveretagerne på Gothersgade 20b, som Fredericia Kommune sidste år udbød til salg. I den forbindelse skulle medarbejderne fraflytte ejendommen for at gøre plads til salget, som dog i første omgang fejlede. BJ Ejendomme, der havde købt bygningen for 20 millioner kroner, havde ikke modtaget et fyldestgørende udbudsmateriale. Salget blev derfor annulleret, og en ny udbudsrunde skal igangsættes, før et eventuelt salg kan gennemføres.

For at imødekomme planerne om salg blev de kommunale medarbejdere flyttet til Sct. Joseph-bygningen, som Fredericia Kommune også ejer. Også ansatte, der tidligere var baseret på Uddannelsescentret, blev flyttet til Sct. Joseph. Det har medført en betydelig udgift for kommunen, oplyser René Olesen, som er direktør for vækst, teknik og klima.

– Til dato er der brugt 2.154.207 kr. på flytningen og den nødvendige klargøring, oplyser Olesen.

Forud for flytningen har kommunale medarbejdere potentielt været udsat for et indeklima, der kunne skade dem. En aktindsigt viser, at indeklimaet har været et emne hos Arbejdstilsynet, og at bygningen indeholder skadelige stoffer. René Olesen bekræfter, at medarbejdere har klaget over migræne og andre relaterede symptomer som følge af indeklimaet.

Aktindsigten afslører også, at det ikke har været muligt at benytte alle flugtveje.

– Der er som minimum to åbningsvinduer i hvert kontor. Vi er ikke bekendt med nogen kontorer, hvor begge vinduer ikke er funktionsdygtige, forklarer René Olesen.

I samme aktindsigt fremgår det, at der er alvorlige konstruktionsmæssige skader på beslagene, som holder vindueselementerne på plads. Det betyder dog ikke, at der er fare for nedstyrtning.

– Det er kommunens vurdering, at der ikke aktuelt er fare for nedstyrtning. Det er dreje-/kip-vinduer, som åbner indad, så i givet fald vil de falde ind i kontoret. Der er ikke konstateret fejl på vinduernes hængsler. Det er vinduesrammen, der enkelte steder har sat sig, siger René Olesen.

Juridisk vurderede Fredericia Kommune, efter salget til BJ Ejendomme, at udbudsmaterialet havde været mangelfuldt. Køberen blev efterfølgende informeret om dette. Forholdene omkring bygningen har byrådet dog været orienteret om, oplyser Olesen.

– Byrådet er generelt blevet orienteret om, at forvaltningen vurderede, at det ville være forbundet med betydelige omkostninger at renovere bygningen, hvorfor et frasalg blev anbefalet, siger René Olesen.

Fredericia Kommune fraflyttede Gothersgade 20b i uge 43 tilbage i 2023. Flytningen har indtil videre kostet 2.154.207 kroner, oplyser René Olesen.

Sådan holder supermarkederne åbent i Fredericia og Middelfart den 28. marts 2024

0

AVISEN giver her et overblik over åbningstiderne på supermarkederne i hele Fredericia, samt i Middelfart centrum. Skriv til pa@avisen.nu, hvis der er rettelser.

ABC, Venusvej:

Lukket

Coop 365, Adelvej:

07:00 – 21:00

Coop 365, Overmarken:

07:00 – 21:00

Coop 365, Vendersgade:

08:00 – 22:00

Daglig’Brugsen Egeskov:

08:00 – 20:00

Føtex, Prinsessegade:

Lukket

Føtex, Venusvej:

Lukket

Lidl, Vejlevej:

Lukket

Løvbjerg, Strevelinsvej:

Lukket

Meny, Indre Ringvej:

Lukket

Netto, Adelvej:

07:00 – 22:00

Netto, Bredstrupvej:

07:00 – 22:00

Netto, Erritsø Bygade:

Lukket

Netto, Nymarksvej:

Lukket

Netto, Vesterbrogade:

07:00 – 22:00

REMA 1000, Egeskovvej:

Lukket

REMA 1000, Strevelinsvej:

Lukket

REMA 1000, Venusvej:

Lukket

Super Brugsen, Nymarksvej:

08:00 – 19:00

Super Brugsen, Erritsø Bygade:

Lukket

Middelfart:

Coop 365, Jernbanegade:

08:00 – 21:00

Føtex, Kløvervej:

Lukket

Kvickly, Østergade:

Lukket

Lidl, Brovejen:

Lukket

Netto, Brovejen:

07:00 – 22:00

Rema1000, Brovejen:

Lukket

Disney Sjov vender tilbage

0

Fans af det populære fredagsunderholdningstilbud ‘Disney Sjov’ kan nu se frem til en glædelig overraskelse. Efter en periode udenfor sendefladen, annoncerer Disney Channel at dette elskede program vil gøre et comeback fra starten af april.

Tilbage i 2022 blev det en overraskelse for mange, da det blev offentliggjort, at ‘Disney Sjov’ ikke længere ville være at finde på Danmarks Radios sendeplan, hvilket førte til en bølge af skuffelse blandt dets dedikerede seerskare.

Denne nyhed vil utvivlsomt vække glæde hos de mange unge og familier, som havde gjort det til en fredagstradition at samles foran fjernsynet, bevæbnet med popcorn og slik, for at nyde en aften med ‘Disney Sjov’.

Den officielle genoplivning af ‘Disney Sjov’ vil finde sted fra og med den 5. april, bekræfter Disney Danmark i en pressemeddelse.

Kønsneutrale titler var til debat

0

I Kolding Byråd har Radikale Venstre ytret et ønske om, at man tituleres med kønsneutrale titler i de politiske ledelseslag. Forslaget blev dog nedstemt.

Forslaget blev stillet af Jonathan Dyring Løvbom, der i oplægget til sagen oplyste følgende:

– I takt med, at der i samfundet er en større bevidsthed omkring ligestilling og diversitet, ser vi det som naturligt, at vi som kommune og byråd kigger indad på de strukturer, der stadigvæk bibeholder en, i vores øjne, forældet tradition – nemlig, at personen, der leder et udvalg, råd eller nævn, skal tituleres som formand.

I byrådssalen uddybede Løvbom forslaget, der ville betyde, at man fra næste byrådsperiode ikke længere var formand eller forkvinde, men derimod forperson.

– Vi stiller forslag om at ændre måden, vi tiltaler hinanden på i de politiske ledelseslag. I vores optik er det en gammeldags sprogforståelse, det er kønnede ord, tiden er løbet fra. Det er ikke en hysterisk joke. Det er bare ligestillingsdagsordenen, der følger med tiden. EU var på pletten i 2008, i 2021 kom København Kommune med på beatet. Vi anerkender, at forslaget handler om signalværdi, der vil vise, at vi vil fremme et sprogbrug, der ikke skal benævnes med kønsord i disse sammenhænge. Vi sløser heller ikke med ligestillingsdagsordenen, men det tager et ryk mod en forældet struktur, sagde han.

Jonathan Dyring Løvbom håbede på SF’s opbakning, men den kom ikke, på grund af måden forslaget var stillet på.

– I SF går vi ind for, at det er vigtigt, at den man leder, har en titel man kan identificere sig med, uanset om det er forperson, formand eller forkvinde. Derfor er det frivilligt at vælge, hvordan man tituleres, det taler også ind i ligestillingsdagsordenen. Hvis forslaget havde været sådan, havde vi stemt for, men som det er nu, stemmer vi imod, sagde Iben Lehmann Rasmussen fra SF

Birgitte Kragh fra Venstre tog også ordet under punktet, hvor hun lagde vægt på, at man heller ikke kan kalde det eksempelvis kogeperson, brandperson og lignende.

– Man kan kun have rigtig respekt for andre, hvis man er som dem, eller ens respekt for andre ikke tages for givet, hvis man ikke er mere ens – det gør vores samfund fattigere. Man kan sagtens udtrykke respekt for tusindvis af mennesker, som fortjener respekt for dem, de er. Vi vil gerne have et rummeligt samfund med plads til alle – der er brug for alle, men spørgsmålet er, om vi gør rummeligheden mindre med en jobtitel. Vi betragter det nemlig som en jobtitel i Venstre, sagde Kragh.

For forslaget stemte Jonathan Dyring Løvbom og Merete Due Paarup, mens den øvrige del af Kolding Byråd stemte imod. Dermed faldt forslaget.

Den sidste jord i Prinsessens Kvarter er taget i brug

Den sidste jord i Prinsessens Kvarter er taget i brug

0
TAULOV. Det var tørt hen over det sidste ubebyggede stykke jord i Prinsessens Kvarter mandag eftermiddag, da bestyrelsesformand Christian Herskind, havnedirektør Rune D. Rasmussen,...