Forsøg på indbrud i Erritsø

0

I Erritsø blev der rapporteret om et forsøg på indbrud i en villa på Holtegårdsvej.

Hændelsen fandt sted mellem tirsdag kl. 15:00 og onsdag kl. 20:00.

Gerningsmanden eller gerningsmændene forsøgte at bryde ind i villaen gennem et østvendt vindue ind til soveværelset. Vinduet blev fundet knust, og det fremgår, at der blev gjort forsøg på indtrængen ved at ødelægge to glasfelter. Dette efterlader en antagelse om, at indbrudsforsøget muligvis ikke lykkedes, da det ser ud til, at gerningsmanden ikke har formået at komme ind i boligen.

Ud over det knuste vindue er vinduesbeslagene også blevet ødelagt i forsøget på at skaffe adgang til hjemmet.

Fyns Politi efterforsker voldshændelse i Vollsmose

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Fyns Politi rykkede den 14. februar 2024 klokken 17 ud til Vollsmose grundet en voldshændelse.

I forbindelse med hændelsen var Fyns Politi massivt tilstede og foretog anholdelse af 10 personer. Alle personer er afhørt til sagen og efterfølgende løsladt. Der kan forekomme yderligere anholdelser, efterhånden som efterforskningen skrider frem.

Fyns Politi efterforsker forsat hændelsen, hvorfor Fyns Politi ikke kan udtale sig yderligere om sagen.

Fyns Politi er tilstede med tryghedsskabende patruljering i området.

Samme gerningsmænd har formentlig lavet mere hærværk

0

I Fredericia har de samme geringsmænd formentlig udøvet hærværk på flere biler. I løbet af onsdag er der kommet endnu en anmeldelse, der formentlig kan kobles på dem.

Onsdag kunne Sydøstjyllands Politis Mikkel Ross berette om hærværk på biler på 6. Julivej og Nymarksvej, samt Korskærvej. Det formodes, at gerningsmændene er de samme på 6. Julivej og Nymarksvej, men nu er er kommet endnu en anmeldelse i samme område, og det er sket i samme tidsrum.

På Ydunsvej, i tidsrummet fra tirsdag kl. 20:00 til onsdag kl. 06:50, blev en Renault Clio målrettet, hvor gerningsmændene gik så langt som til at sparke begge sidespejle af.

Onsdag kom det frem, at et vidne havde set to unge personer løbe væk fra stedet. De blev beskrevet som to unge drenge, begge i alderen 15-17 år, er blevet identificeret som mulige mistænkte bag nogle af disse gerninger. Den første beskrives som kraftig bygget, mellem 175-180 cm høj, med hvid hudfarve og iført en kasket. Den anden mistænkte beskrives som spinkel, hvid i huden, iført en sort dynejakke og taler dansk.

På Korskærvej, hvor der også var en episode onsdag, er der kommet yderligere en anmeldelse. Det er dog formodentlig ikke samme gerningsmænd som på Ydunsvej, fortæller Mikkel Ross. Denne gang er en Hyundai udsat for hærværk, idet bilen fik en lang ridse langs siden.

27-årig fik fængselsstraf på 1 år og 3 måneder for salg af narkotika

0

En 27-årig mand fra Rødding blev onsdag den 14. februar idømt 1 år og 3 måneders ubetinget fængsel ved Retten i Kolding.

Den 27-årige blev dømt for i efteråret 2023 i forening med flere andre medgerningsmænd at have været i besiddelse af ca. 108 gram kokain, ca. 50 gram MDMA samt ca. 600 gram hash og ca. 420 gram skunk med henblik på videresalg. Han var ligeledes i besiddelse af et større pengebeløb, der stammede fra salg af narkotika.

Den dømte har været varetægtsfængslet under efterforskningen siden den 29. september 2023.

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Bettina Lauridsen Wagner.

Eventyrligt, mystisk og ungdommeligt

0

For Simon Ellehave Jensen har mødet med Shakespeares En Skærsommernats Drøm på Teater Malstrøm været en stor udfordring. For den unge skuespiller, som har stået på scenen fra barnsben, er udfordringen dog kærkommen:

– Der er mange store skift og forviklinger. Der er et stort spænd mellem følelserne, der sker meget pludseligt, fortæller Simon, som spiller Lysander, en af de unge elskende.

Lysander er en ung athener, som ikke må få den pige, han er forelsket i. Faderen sætter sig imod, men Lysander tager pigen med ud skoven for at blive gift.

– Han oplever både at elske og hade, uddyber Simon, som sideløbende med prøverne laver improteater for børn og unge ved BaggårdTeatret i Svendborg.

Det er første gang, Simon skal prøve kræfter med Shakespeare på scenen, men forfatteren er ikke ukendt:

– Jeg tror, det er det første Shakespearstykke, jeg læste for flere år tilbage. Der blev jeg overrasket over, hvor nemt det var at læse. Der var mange spændende karakterer og intriger og forviklinger. Det taler til det eventyrlige og mystiske, og så er det også ungdommeligt. Derfor tror jeg også, det er nemt for publikum at komme igennem – i virkeligheden er det jo bare en komedie.

Masser af grin

Når nu En Skærsommernats Drøm netop er en komedie, er der da også kort til grin, når skuespillerne møder ind til prøverne:

– Alle prøverne har været sjove at møde ind til. Især på grund af menneskene på holdet og i produktionen, fortæller Simon og fortsætter:

– Man har altid et smil på, når man går på scenen, og det er okay at grine. Der er mange sjove momenter i stykket, og det er okay at grine af det nu, mens vi øver.

– Ja, det er nu, der skal “grines af”, for inden længe står holdet på scenen i Det Bruunske Pakhus – og så er det publikums tur til at grine af den klassiske forviklingshistorie.

Samtidig med alt det sjove, er der da også ting, der er svære, når man skal spille Shakespeare:

– Det sværeste har været at tilegne sig rytmen i replikkerne og stadig mærke dem og få følelserne frem”, fortæller Simon med stærk bevidsthed om, at teksten er uhyre vigtig:

– Man er ret fastlåst til replikkerne, fordi det rimer”, fortæller han og fortsætter:

– Det, der er det svære, er, at det skal være i den rigtige rytme. Hvis rytmen ikke er der, så mister man rimene og så forsvinder det fine, poetiske lag.

Fantastiske frivillige og fællesskab

Simon fandt Teater Malstrøm og En Skærsommernats Drøm gennem et opslag på Facebook. Han søgte på teatret og de tidligere forestillinger, og fik lyst til at tage til audition.

Som ny på et teater, kan man godt frygte, at der er allerede er et etableret fællesskab, som kan være svært at træde ind i – men den frygt forduftede hurtigt:

– Jeg kan godt mærke, at der er mange, der har en fælles reference, men jeg synes ikke, det har været svært at være den nye”, siger Simon og fortsætter:

– Jeg er blevet modtaget meget åbent af alle – både skuespillere og f.eks. i systuen-

Teater Malstrøm bryster sig da også af at være et inkluderende fællesskab med plads til alle – og med en imponerende stab af frivillige, som lægger mange timer i arbejdet med at få en forestilling op at stå. Det er heller ikke gået Simons næse forbi:

– Det har været fantastisk at se, hvor mange frivillige, der er. Det er virkelig sejt. Det løfter det hele.

Du kan opleve Simon og resten af holdet på En Skærsommernats Drøm fra d. 7. marts til 6. april på Det Bruunske Pakhus.

Dødsfald Fredericia den 15. februar 2024

0

Ole Rømer, Fredericia, 1924-2024

https://gardeniablomster.dk/

Flere politianmeldelser: Ulovligt el-arbejde kan være livsfarligt

0

Det kan både føre til voldsomme ulykker og være årsag til brande, men trods den store risiko bliver der mange gange hvert år både udført og annonceret for ulovligt el-arbejde herhjemme. Det viser tal fra Sikkerhedsstyrelsen, som Gjensidige og NRGi har fået udleveret.

Hvert år er fejlagtige og ulovlige elinstallationer skyld i brande i danske hjem, og derfor er det enormt vigtigt, at elinstallationer bliver lavet af professionelle og autoriserede elektrikere.  

Men selvom de ulovlige elinstallationer kan få voldsomme konsekvenser som både ulykker og brande, så vælger et stort antal håndværkerfirmaer hvert år både at udføre og annoncere for arbejde, selvom de ikke har autorisation og tilladelse til at udføre det.  

Det viser tal fra Sikkerhedsstyrelsen, som Gjensidige og NRGi har fået udleveret.  

Sidste år modtog Sikkerhedsstyrelsen 21 anmeldelser om uautoriseret arbejde med elinstallationer, mens der var 37 sager om ulovlig annoncering for el-arbejde uden den påkrævede autorisation.  

Af dem blev henholdsvis 10 og 11 sager overdraget til politiet.  

Og selvom de tal ligger rimelig stabilt i forhold til året forinden, så sker det formentlig i et væsentligt større omfang, da der kun er tale om sager, der rent faktisk blev meldt til Sikkerhedsstyrelsen, lyder det fra Kenneth Burkal, der er servicechef i elinstallatørvirksomheden ELCON, der er en del af NRGi-koncernen. 

– Langt de fleste elektrikere er dygtige og ordentlige, og de få brodne kar er ikke kun med til at give branchen et dårligt ry, de risikerer også at være skyld i deciderede livsfarlige situationer, siger Kenneth Burkal, der i samme ombæring opfordrer til, at man selv undersøger, hvorvidt en elektriker rent faktisk er autoriseret via Sikkerhedsstyrelsens autorisationsregister. 

Det er dog ikke kun elektrikere, der optræder i Sikkerhedsstyrelsens oversigt over anmeldelser for manglende autorisation og ulovlig annoncering.  

Det samme gør sig gældende for gas- og vvs-arbejde.  

Her er der alene indenfor ulovlig annoncering af vvs-arbejde sket mere end en fordobling i 2023 i forhold til året forinden, hvor antallet af sager er gået fra 21 til 46.  

Af dem blev 11 sager overdraget til politiet.  

Og ligesom med ulovligt el-arbejde, så kan uautoriseret vvs-arbejde også få alvorlige konsekvenser, lyder advarslen fra Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.  

– Fejlagtige vvs-installationer kan føre til fugtskader, der både kan give udfordringer med helbredet og samtidig gøre så store skader på boligen, at det vil koste store beløb at udbedre. Der er en grund til, at det kræver en autorisation at udføre VVS-arbejde, og vi kan kun opfordre alle til at benytte sig af autoriserede håndværkere.”

Sydøstjyllands Politi efterlyser ejere til flere formodede tyvekoster

0

I forbindelse med en sag har Sydøstjyllands Politi beslaglagt flere særlige ejendele. De formodes at være stjålet i forbindelse med indbrud i et eller flere private hjem.

Sydøstjyllands Politi leder efter ejeren eller ejerne til flere personlige ejendele, der er blevet beslaglagt i Horsens. Politiet har en formodning om, at tingene er stjålet i forbindelse med et eller flere indbrud.

Det drejer sig om:

  • Julebestik fra 1953 og 1957
  • Stor sølvske på cirka 35 centimeter, der har indgraveret initialerne ”A.J.D” og ”15.11.1919.”
  • Brocher med diverse motiver
  • Sølvarmbånd fra Casino Copenhagen
  • Pyntegenstande


– Selvom bestikket og smykkerne er blevet beslaglagt i Horsens, kan ejendelene være blevet stjålet ved indbrud i andre dele af landet. Vi håber, at offentligheden kan hjælpe os med at finde frem til ejeren eller ejerne, så ejendelene kan komme tilbage til deres retmæssige ejer, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.

Hvis du ved, hvem ejendelene tilhører, kan du bede vedkommende kontakt politiet eller selv ringe til os på telefon 1-1-4.

Idet effekterne vedrører en igangværende sag, kan politiet af hensyn til efterforskningen ikke bidrage med flere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.

Du-du-du-dumme dag ka’ bli’ til en dejlig dag

0
Foto: Søren Malmose

En røvsyg regnfuld vinterdag blev forvandlet til en rigtig dejlig dag, da Fredericia Musicalteater åbnede ”Den fortryllede kuffert”. En teaterkoncert fyldt med ting (emner), som udsprang fra den hemmelighedsfulde kuffert. Hovedsagelig for børn, men med input til eftertanke for ”de store”. Alvorlige emner, men her garneret med musikalsk humor og livsglæde.

Musik og tekst er udviklet gennem workshops med nye talentfulde komponister og Fredericia Musicalteater med tanker, drømme og ideer fra lokale børn om det at være barn og menneske. Glimrende og spændende projekt (”…en rodet kaotisk proces…”: Thomas Bay), som kun kan anbefales at gentage og videreudvikle. Gerne med inspiration fra de dejlige børn. Men måske engang f.eks. fra pensionister (fra et plejehjem), der har ”ferie” hele året, eller små detailhandlere, der er truet af butiksdøden. 

I er så innovative!!!  

Foto: Søren Malmose

Handling

Mira (hendes rigtige navn) og Emil (ja, det hedder han også) er på eventyr i den mystiske kuffert. Op af den magiske kuffert kommer den dragelignende Beo og bringer dem på en eventyrlig rejse, hvor selv de stærkeste (superhelte) har dumme dage og kan føle sig svage. Selv om man er prins og har et slot, kan man føle sig ensom. Selv i mørket er der et lys inde i dig. Selv en lille sten i skoen kan ødelægge dagen. Selv om klimaforandringerne bekymrer os, kan vi gøre noget ved det selv i det små: ”Det er cool at spise kål til jul.”  

”Der er meget i verden, der er svært at forstå, men så længe vi er sammen, ved jeg, alting nok skal gå”. Dejligt budskab.

Hovedpersonerne

Som altid leveres Fredericia Musicalteater til perfektion. Ingen slinger. Alt er gennemtænkt og udført sublimt. Fra solosang til vokalharmonier er alt rent og gåsehudsfremkaldende. 

Naturligvis skal de bærende performere fremhæves. Mira Andrea Balolli, Emil Asbjørn Madsen og Sofie Heidelbach står godt til hinanden. Både fra soloer til fællesnumre. Både fra alvor til spas og dans. Indlevende og gennemført.

Foto: Søren Malmose

Akkompagnement

David Tølbøll Mortensen (kapelmester og tangenter), Jens Kokholm (guitar) og Dennis Pedersen (slagtøj) fører os professionelt sikkert og velafbalanceret gennem de forskellige musikalske genrer med præcision og rytmisk indlevelse.  

For alle aldre

Jeg havde tre børnebørn (mine tre prinsesser) med til forestillingen. 

Vera (6 år) var mest fascineret af den ”overstimulerede” knappeædende drage, Beo (Sofie Heidelbach), som har gener fra en hest, delfin, krage, ged og kat. I virkeligheden er Sofie også en helt anden. Som Kaja (12 år) bemærkede: ”Det er da tydeligt og indlysende, at hun arbejder som hospitalsklovn.” Dette job, som bringer smil frem hos børn i en svær situation, kan man kun have den største respekt for!

Nete (7 år) studerede både under og efter koncerten indgående Fredericia Musicalteaters altid udmærkede program, så hun kunne genopleve og fortælle om det hele derhjemme.

Foto: Søren Malmose

Kaja forstod de mere alvorlige temaer, og jeg selv har efterfølgende faktisk reflekteret over flere af dem.

Det alvorlige ”må vi lade de voksne om”. Men for at bringe sjælen i balance har vi voksne også tit brug for at fantasere os væk fra den alvorstunge virkelighed. 

Når jeg har overværet en af Fredericia Musicalteaters forestillinger, popper der altid en strøm af referencer op i mit overstimulerede hoved (Tak for det!) . Denne gang bl.a. sange som Monster (Jonah Blacksmith): ”Daddy, is the a monster under my bed?”; den søde pige (Bølle-Bob) og Puff (the Magic Dragon), som var godnatsang for mine egne børn. Fra lejrbålet bevægelsessangene – og her i lille teatersal forenedes vi, da vi skulle op at stå og danse, alle udvekslede vi et livsglad fællessmil. 

Koncentrationen kan under forestillingen svinge lidt alt efter alder.

Forforståelsen og erfaringen oplagret i vores livs rygsæk (kuffert) er jo forskellig. Her er udfordringen i ethvert manuskript…!

Tak

Når jeg f.eks. ser rulleteksterne fra en film (hvis de får lov at rulle til ende inden de skide reklamer), er det vildt, hvor mange mennesker, der indgår i en produktion. Ikke så sært at det er tidskrævende og dyrt. 

Alle i det store hold bag ”Den fortryllende kuffert” burde nævnes – 

lige fra Lys-Per – ”lyspær’ ” til tone-Peter – ”voldsomme Peter” (Løvenhardt er vist voldsomt på norsk).

Alle, især Mira og Emil og ikke mindst Beo (Sofie), skal da have en godbid bestående af seks knapper (Kald dem gerne stjerner, hjerter eller roser)!

Tak tak tak tak for en dejlig dag!

Dem vil vi ha’ nogle flere af!

Stort LAN-event trækker stikket ud

0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Efter 24 års drift annoncerer NPF, en af Danmarks mest ikoniske LAN-events, sin lukning. NPF, der står for NetParty Fyn, startede beskedent i kælderen under Otterup Skole på Nordfyn den 13.-15. oktober 2000, men rykkede siden til Fredericia, hvor det på eventets højeste trak 5.200 deltagere til.

Gennem årene voksede NPF til imponerende størrelser, fra skolekældre til store messehaller, med højdepunktet i 2017, hvor eventet tiltrak ikke mindre end 5.200 deltagere i Messe C i Fredericia. Dette satte rekord som det største LAN-party nogensinde i Danmark.

Bag succesen stod en stor gruppe af frivillige, der år efter år skabte et sjovt og hyggeligt gamingevent. Samarbejdet med trofaste samarbejdspartnere bidrog ligeledes til eventets vedvarende succes. NPF’s historie er præget af udfordringer, hårdt arbejde og stress, men også lærerighed, sjov og utallige givende oplevelser.

Nu meddeler NPF’s arrangører, at alle gode ting må komme til en ende. I kølvandet på COVID-19-pandemien har eventet kæmpet med faldende deltagerantal, stigende udgifter og udfordringer ved at rekruttere nye frivillige kræfter. Trods ihærdige forsøg på at finde en løsning, er det blevet stadig sværere at opretholde det nødvendige engagement og ressourcer.

Den “svære og vemodige beslutning” om at lukke NPF markerer enden på en æra i dansk gamingkultur. Organisatorerne udtrykker deres dybfølte tak til alle samarbejdspartnere, teamledere, frivillige og tusindvis af deltagere, der har bidraget til de mange år med fantastiske events, gode oplevelser og varige minder.

19-årig anholdt og sigtet for drab på 41-årig kvinde i Middelfart

19-årig anholdt og sigtet for drab på 41-årig kvinde i Middelfart

0
KRIMI. En 19-årig mand er anholdt og sigtet for drabet på en 41-årig kvinde, der fredag blev fundet død i et område tæt ved...
FHK gæster GOG

FHK gæster GOG