En 27-årig mand fra Rødding blev onsdag den 14. februar idømt 1 år og 3 måneders ubetinget fængsel ved Retten i Kolding.

Den 27-årige blev dømt for i efteråret 2023 i forening med flere andre medgerningsmænd at have været i besiddelse af ca. 108 gram kokain, ca. 50 gram MDMA samt ca. 600 gram hash og ca. 420 gram skunk med henblik på videresalg. Han var ligeledes i besiddelse af et større pengebeløb, der stammede fra salg af narkotika.

Den dømte har været varetægtsfængslet under efterforskningen siden den 29. september 2023.

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Bettina Lauridsen Wagner.