En 34-årig mand fra Fredericia blev natten til onsdag anholdt, da han kørte rundt i en stjålen bil.
Manden blev standset på Vejlevej i Fredericia nær Circle K, hvor politiet bragte ham til standsning klokken 03:21.
Han blev sigtet for kørsel i en stjålet bil, og under visiteringen blev han fundet i besiddelse af en kniv og et mindre kvantum kokain. Desuden havde den 34-årige ikke kørekort og var påvirket af stoffer, hvilket han også blev sigtet for.
Den 30. marts opstod der en brand i Falstersgade i Fredericia, hvorefter lejlighederne har stået tomme. Dette blev udnyttet af en indbrudstyv.
Tirsdag klokken 15:30 blev der anmeldt et indbrud fra en lejlighed i Falstersgade, hvor der få dage tidligere havde været en brand. Alle lejligheder i bygningen var sikret med hængelåse af en skadeservice, men det afholdt ikke tyven fra at bryde ind.
Døren blev sparket op, og fra lejligheden blev der stjålet en bærbar computer, Google Home-højtalere, en Chromecast, øreringe og en kasse med legetøj.
Der måtte en større indsats til for at lede vandet væk fra Taulovmotorvejen.
Taulovmotorvejen var spærret fra omkring klokken 12:20 tirsdag, og den forblev spærret i over 12 timer, oplyser Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi.
Slamsugere blev sendt til stedet, og ifølge politiets døgnrapport blev der noteret, at der natten til onsdag klokken 00:28 var suget 2.250 kubikmeter vand op, men arbejdet fortsatte indtil klokken 01:15, hvorefter motorvejen blev genåbnet.
I denne uge viser april måned sit sande, omskiftelige ansigt i Danmark. Vi er startet ud med våde og ustadige dage, men udsigterne lover et skift til varmere og mere forårsagtigt vejr henimod weekenden. Efter en særdeles våd tirsdag tog onsdagen en kort pause fra regnen, hvilket endda giverbmulighed for solskin mod nord og øst.
Denne pause bliver dog kort, da onsdag aften bringer endnu en front med regn op over landet fra sydvest, potentielt omdannende regnen til slud eller sne i landets nord- og østlige dele – et tydeligt tegn på typisk aprilvejr.
De næste dage forventes at fortsætte i samme våde og ustadige stil, med flere regnvejr, der passerer Danmark fra vest. Inden ugen er omme, vil en betydelig mængde regn have ramt Danmark; mellem 15 og 30 mm regn vil falde, hvilket lægger sig oven i de 20 til 40 mm, der allerede faldt i løbet af tirsdagen. Dette er usædvanligt for en måned som april, der normalt anses for at være relativt tør med en gennemsnitlig nedbørsmængde på ca. 38 mm ifølge klimanormalerne for 1991-2020.
Men som ugen skrider frem, lyser udsigterne op. Den kommende weekend forventes at byde på betydeligt luntere vejr. Lørdagens temperaturer vil ligge et sted mellem 13 og 18 °C, lokalt nær 20 °C, og søndagen ser ud til også at blive varm, med temperaturer omkring 15 °C flere steder. Selvom vi ikke slipper helt for regnen, vil nedbørsmængderne være små, og solen vil kigge frem både lørdag og søndag, hvilket lover godt for en behagelig weekend efter en periode med typisk ustadigt aprilvejr.
Vejle vandt 1-0 på udebane mod OB tirsdag aften. Dermed er vejlenserne nu kun et point fra Lyngby, der ligger på den anden side af nedrykningsstregen.
Vejle fik det, de kom efter. De udbyggede OB’s dårlige stime med ikke at have vundet på hjemmebane i hele sæsonen, og det hele startede med et mål af Musa Juwara, der scorede sit første mål i Vejle-trøjen ni minutter inde i opgøret og sendte gæsterne i ekstase.
Omvendt var det en kold spand vand i hovedet på OB, der formentlig var gået ind til kampen med en indstilling om, at hjemmebanestatistikken skulle vendes fra start i nedrykningsspillet, hvor de samtidig med en sejr ville kunne spille sig et godt stykke væk fra nedrykningskampen, men sådan skulle det ikke gå.
Efter 27 minutter fik bulgarske Stefan Velkov sendt bolden i mål til 2-0, men via en VAR-gennemgang blev målet annulleret for offside, og derfor var stillingen ved pausen 1-0 til Vejle.
I anden halvleg dummede OB’s Tom Trybull sig. Han fik gult kort efter 50 minutter og ni minutter senere fik han yderligere et gult kort af den cypriotiske udviklingsdommer, Kyriakos Athanasiou. Selvsamme dommer uddelte dermed sit andet røde kort i Superliga-regi, da han i efteråret i opgøret mellem Lyngby og Brøndby udviste Kevin Tshiembe.
Vejle fik flere chancer for at udbygge føringen med en mand i overtal, men det lykkedes dem ikke. På den anden side lykkedes det heller ikke OB at få bolden i mål, hvorfor Vejle endte med at vinde opgøret 1-0, og dermed puster til en overlevelsesplads i Superligaen i nakken med blot et enkelt point op til Lyngby på tiendepladsen, og op til OB på niendepladsen er der to point.
Næste gang Vejle skal i kamp er på søndag mod Viborg, mens OB skal i kamp mod Lyngby på udebane på fredag.
FC Fredericia kom bagud 1-0, men slog siden retur og vandt 3-1 mod Vendsyssel. De to sidste mål blev scoret af indskiftere, som satte bolden i kassen på en af deres første aktioner.
FC Fredericia skulle tirsdag forsøge at komme sig over pokalnederlaget på 6-1 til Silkeborg. Det var på forhånd sikkert, at det var uden Emilio Simonsen og Jesper Juelsgård, da de begge sad ude med karantæne. Dermed manglede to centrale spillere i forhold til normalt, men det var ikke til at se.
Michael Hansens mandskab spillede noget af det bedste, de har gjort længe, mod et Vendsyssel-hold, som samtidig ikke havde meget at byde ind med, og samtidig ikke kunne lukke af defensivt. Alligevel var det dog gæsterne, som kom i front efter en FC Fredericia-dominans i kampens indledning.
Målet faldt ti minutter inde i kampen, da FC Fredericia blev fanget i en omstilling. Holdet kom uorganiseret retur, og det gjorde, at et indlæg fra højre uhindret kunne stryge ind til Carl Lange, som sikkert satte bolden i kassen til 1-0.
Efter målet intensiverede FC Fredericia presset. Christian Gammelgaard havde et nærgående forsøg fra kanten af feltet, og Patrick Egelund burde have scoret, men Egelund holdt ikke hovedet koldt, da han fik en returbold, som han blot skulle sende i tomt mål. I stedet røg forsøget flere meter over mål.
18 minutter inde i opgøret kom den fortjente udligning. Frederik Carstensen fik en aflevering i dybden og fik afsluttet på Oscar Linnér, som ikke kunne holde forsøget. Efterfølgende fik Gammelgaard fat i kuglen, som han sikkert sparkede op i nettaget til 1-1.
Det lykkedes ikke FC Fredericia at få bolden i kassen mere i første halvleg, men på den anden side kom Vendsyssel heller ikke frem til noget, hvorfor pausestillingen var uafgjort.
Fra anden halvlegs start kom Eskild Dall på banen, og straks kom han i fokus. Fem minutter inde i anden halvleg fik han en friløber, da han blev spillet helt blank mod Vendsyssels mål. Kynisk sendte Dall bolden ind bag Linnér, som fik hånden på bolden, men det kunne ikke forhindre bolden i at ryge i mål til 2-1.
Efterfølgende fortsatte FC Fredericia dominansen, og målet til 3-1 faldt efter, at Mikkel Juhl og Nicolaj Ritter blev sendt på banen efter 67 minutter. Mikkel Juhl fik bolden i feltet med 20 minutter igen, og sikkert sparkede indskifteren bolden i kassen.
Dominansen fra FC Fredericia fortsatte efter målet til 3-1. Der var flere muligheder for at score i kampen, hvor også Ronnie Schwartz fik debut, men også Vendsyssel fik en mulighed. Havde det ikke været for en stor redning af Mattias Lamhauge i slutminutterne på et hovedstød fra Ayo Simon Okosun.
Der kom ikke flere mål i kampen, som derfor endte 3-1 og sender FC Fredericia op på tredjepladsen med to point ned til netop Vendsyssel. Næste gang FC Fredericia skal i kamp, er på lørdag på udebane mod Kolding.
FC Fredericia tager tirsdag hul på oprykningsspillet i NordicBet Ligaen mod Vendsyssel. Det sker efter, at fredericianerne indkasserede en ordentlig øretæve i pokalturneringen mod Silkeborg. Kan FC Fredericia rejse sig? Følg med og få svaret.
Skal solsortene fra Sjølund igen hive sejren hjem i Landsbydysten – eller bliver det i 2024, de må vige pladsen. Det er blevet tid at sætte holdene i Kolding Kommunes Landsbydysten 2024. Den afvikles i uge 15 og 16, og som altid handler det ikke om at komme først, men om at gå eller løbe flest kilometer sammen med familie og venner i dit nabolag.
Der er nu fjerde gang, Landsbydysten bliver afholdt, og forhåbentlig vil rigtig mange igen i år finde trave- eller løbeskoene frem, og give deres naboområder kamp til stregen, når Landsbydysten begynder den 8. april.
-Landsbydysten har udviklet sig til at være en tradition, og jeg er overbevist om, at det er fordi, den kan noget helt særligt. Stort set alle kan være med. Dysten samler venner, kollegaer, foreninger og familier, og du behøver ikke være i topform. Og så er der konkurrencemomentet i Landsbydysten, som helt sikkert får nogen til at gå en ekstra kilometer eller to. Det er i hvert fald med til at motivere mig, når jeg skal ud og gå nogle kilometer hjem til mit lokalområde, siger Birgitte Kragh, der er udvalgsformand for Sundhed og Fritid.
Sådan bliver kilometerne talt
I Landsbydysten er Kolding kommune inddelt i 32 lokalområder, der er opkaldt efter hver sit dyr. Beboerne i de enkelte lokalområder dyster så sammen mod beboerne i de øvrige områder. Alle kilometrer tæller – både dem, du går på dit job og dem, du går i fritiden. Du kan gå eller løbe alene, eller du kan gøre det sammen med andre.
De tilbagelagte kilometrer meldes hver dag ind på Landsbydystens Facebook side. Læs mere om hvordan inde på siden. Når Landsbydysten slutter den søndag den 21. april bliver kilometerne talt op. Vinderholdet vil blive offentliggjort i Landsbydystens Facebookgruppe og på koldingkommune.dk
I forbindelse med afslutningen af Landsbydysten planlægger nogle områder et arrangement. Hvis der foregår noget i dit lokalområde, vil tid og sted fremgå i Facebook-gruppen ’Landsbydysten’. For at være med i Landsbydysten skal man melde sig ind i gruppen ’Landsbydysten’ på Facebook. Landsbydysten 2024 begynder mandag den 8. april og slutter søndag den 21. april.
KIF Kolding har forlænget kontrakten med Mathias Hedegaard endnu en sæson, så den nu gælder frem til sommeren 2025.
Mathias Hedegaard kom til klubben midtvejs i indeværende sæson, da holdet var hårdt ramt på skadessiturationen. Sidenhen har han på rekordtid formået at blive publikumsyndling i Sydbank Arena, hvor han med hårdt arbejde samt udstråling, har vundet mange hjerter hos klubbens fans, frivillige og partnere.
– Kontraktforlængelsen med Hedegaard var en ren “must do”. Mathias har vist sit værd både som spiller på og udenfor banen. Han har med sin personlighed vundet alle hjerter i KIF Kolding. Han er en fantastisk fighter og holdspiller – og den kombination gør, at vi med glæde forlænger med ham. Sjældent har jeg personlig fået så mange positive tilkendegivelser fra parterer og fans på, at vi skulle forlænge med Mathias, udtaler sportschef Lars Christiansen.
– Først og fremmest er jeg utroligt glad og stolt over at kunne forlænge min kontrakt med KIF Kolding. Jeg føler vi matcher hinanden godt, så da muligheden opstod for at forlænge, var jeg ikke et sekund i tvivl. KIF er en klub med rigtig meget sjæl i, hvilket jeg tydeligt har mærket siden 1. dag i klubben. Ud over det er KIF et gennemført godt sted i sin helhed. Klubben har gode folk hele vejen rundt og et fedt træningsmiljø. Jeg ser frem til endnu en sæson sammen med KIF’s fans og ikke mindst Den Gyldne Hånd, som altid er der for os, siger Mathias Hedegaard
Mathias Hedegaard har foreløbigt spillet 24 kampe for KIF Kolding og scoret 66 mål for klubben.
KIF Kolding fik den ønskede start på nedrykningsspillet, da de mandag vandt 32-26 mod SønderjyskE.
Kampen var særdelses vigtig, da KIF med et pointtab ville komme under pres, og allerede fra start være i overhængende fare for at ende på sidstepladsen i nedrykningsspillet, som betyder, at man skal ud at spille kvalifikationskampe om overlevelse mod et 1. divisionshold.
Opgøret mellem KIF og SønderjyskE var særdeles tæt i første halvleg. Stillingen efter første halvleg var 14-14, men i anden halvleg ændrede kampen karakter, da KIF fik fat i defensiven og i målet.
I de første 21 minutter af anden halvleg lukkede KIF kun fire mål ind, og med ni minutter tilbage af opgøret var KIF i fuld kontrol. De førte med 24-18 efter 51 minutter.
Da var kampen reelt set afgjort, og så gjorde det ikke noget for kampens udfald, at de to hold begge scorede otte mål i de sidste ni minutter af opgøret således, at opgøret endte 32-26.
Næste gang KIF skal i aktion i nedrykningsspillet er på lørdag, hvor modstanderen er Skanderborg AGF på udebane.
SPORT. Jonas Kruse skal i den kommende sæson spille håndbold i Sverige. Fredericia Håndboldklub har forlænget kontrakten med playmakeren frem til 2028, men samtidig...