Det er stort at være havnedirektør

0
Rune D. Rasmussen, CEO, ADP A/S.

ADP A/S skrev i denne uge videre på ordet “historisk”, da årsregnskabet for 2023 blev præsenteret. Flere gange i løbet af året talte eksperter om omstillinger og tilpasninger, men det blev gjort til skamme flere steder, også i Fredericia, hvor man onsdag præsenterede endnu et rekordregnskab.

CEO for ADP A/S, Rune D. Rasmussen er i stormform, og han smiler. Det har han også grund til efter årsregnskabet, der blev præsenteret onsdag i MESSE C. Han er særligt glad for, at hele organisationen har bidraget til denne vækst, når han fremhæver de særligt stærke resultater i firmaet, herunder også likviditetsgivende aktiviteter. Hans ord afspejler en klar tilfredshed med både den strategiske retning og de operationelle resultater i 2023:

– Først og fremmest er 22 procents omsætningsfremgang utrolig flot, også fordi det dækker hele koncernen og ikke enkelte afdelinger, der trækker frem. Det er det første. Vores likviditetsgivende del af forretningen går også 40 procent frem. Det er sindssygt stærkt og vidner om en sund forretning, siger Rasmussen indledningsvist.

I en tid præget af konstant hurtig forandring, har ADP A/S formået at navigere med succes gennem det turbulente økonomiske landskab.

– Vi laver en god bundlinje, fordi vi har været heldige og dygtige til at ramme trends, markedet, og den økonomi, der er i verden lige nu. Logistikforsyningssikkerhed, eksport, import, søfragt og moderne faciliteter har der været en rigtig høj efterspørgsel på i de senere år, også i 2023. Vi har kunnet stille det til rådighed, hvorfor vi har vundet markedsandele, forklarer direktøren.

Usikkerhed i markederne blev italesat, men de blev også gjort til skamme, når man ser på ADPs indre tilstand og markedsposition. Når direktøren selv sætter ord på, så er han meget stolt over sine kolleger. 2023 var et år, hvor forretningen blev tunet alle steder, og alt blev mere præcist.

– I 2022, da vi så frem mod 2023, var vi lidt nervøse for, om vi var for ambitiøse med hensyn til at nå de samme resultater, men det gjorde vi. Godsmængderne har været som i 2022; containervolumen, som har været hårdest ramt, har ligget på et niveau, der er over markedet. Dertil kommer, at vi i første kvartal af 2024 er kommet endnu stærkere ud på det område. Generelt var vi også selv en smule usikre på, hvor vi ville lande, men det er blevet gjort til skamme. Vi har leveret til UG, fortæller Rune D. Rasmussen og uddyber:

– 2023 er nok det år, hvor tingene for alvor er blevet præcise. Vi tog det første spadestik til Mærskbyggeriet, en milepæl der markerede, at vi er gået fra at spille i Superligaen til at spille på europæisk niveau. Samtidig stiftede vi et selskab sammen med Fredericia Shipping for at drive og udvikle vores containerdrift, også i Taulov – et samarbejde uden fortilfælde i Danmark, hvilket vi er stolte af. Derudover har vi brugt de seneste år på at opnå tilladelse til at udvide havnen med en helt ny containerterminal, hvilket vi er kommet godt fra start med i efteråret 2023, og vi ser frem til at følge udviklingen af projektet i 2024.

Den historiske rejse er på ingen måde slut. Den fortsætter, forsikrer havnedirektøren, der ser ind i 2024 med en virksomhed i flor på alle områder.

– Udsigten for 2024 viser, at havneudvidelsen er i fuld gang. Det næste store punkt er, at ADP IE vil blive en succes. Vi har ventet på forudsætningerne for, at CO2 og brint kan blive til levedygtige businesscases, der kan gavne Fredericia, og det begynder vi at se ske nu. Jeg tror faktisk, at julegaven i 2024 vil være realiseringen af ADP IE. Det er stort at være havnedirektør i ADP. Hvert år er mere spændende end det forrige, og at kunne levere konkrete forandringer og have indflydelse på, hvordan tingene vil se ud om 20, 30 og 40 år, er virkelig fantastisk, siger Rasmussen.

På ejendomsområdet har stigende renter og usikkerhed været med til at bremse dele af projekterne i Taulov Dry Port op, men i 2024 mærker virksomheden en forsigtig optimisme, derudover er det stort fokuspunkt at lejet de sidste kvadrater meter ud de kommende år.

– Vi mærker en forsigtig optimisme. Vi har helt klart været igennem et halvt års tid med færre forespørgsler og forhandlinger end tidligere år, hvilket naturligt skyldes usikkerheden i markedet. Men nu ser det ud til, at forespørgslerne og forhandlingerne er ved at vende tilbage. Det er derfor også et vigtigt fokuspunkt for os at få lejet de sidste kvadratmeter ud, så Taulov kan få et godt 2025 og 2026, lyder det fra Rasmussen, der er glad for de tilbagemeldinger de nuværende kunder er kommet med:

– Noget af det, der går igen fra vores kunder, er værdsættelsen af vores placering og vores evne til at udvikle og forandre os, at vi er med hele vejen igennem værdikæden og vores mod til at tænke internationalt, selv i lille Danmark. Vi kan være en solid strategisk sparringspartner på et professionelt niveau. Dette har vores kunder nydt godt af og værdsætter højt. Derfor er det afgørende, at vi fortsætter på denne kurs, for det har vist sig at fungere for vores kunder.

ADP A/S har de senere været stærke i markedsføringen af multimodaltransport, hvor Fredericia er den perfekte lokation, og i 2023 kom transporten også på skinner. Han slår samtidig fast, at man er klar til at tage et større ansvar for de grønnere transportløsninger, men det kræver politisk handling.

– I 2023 begyndte vi også at flytte containere mellem havnen og Taulov via bane. Det er dog en politisk kæphest, at økonomien i banetransporten på især de korte strækninger i Danmark er utilstrækkelig. Derfor er vi i dialog med politikerne om, at hvis vi skal påtage os et ansvar for grønnere transportløsninger, såsom elektrificering og produktion af strøm, som vi kan levere tilbage til elnettet til en fair pris, kræver det passende rammer. Vi arbejder derfor også for at fremtidssikre disse rammer, så de bliver mere tidssvarende, fortæller Rune D. Rasmussen.

Politisk handling er central i disse år, hvor afkørsel 59 er realiseret og afkørsel 61 om lidt bliver realiseret.

– Fremtidssikring er essentiel. Vi er heldige at have en fremadskuende kommune. Afkørsel 59 var en vigtig og stor sejr; det var første halvleg. Afkørsel 61 er anden halvleg, som sikrer, at vi har infrastrukturen til at realisere de store ambitioner inden for logistiksektoren. Selvom det kan være vanskeligt at være midt i det hele, når forandringerne sker, vil det efterfølgende vise sig at være til stor gavn

Nat til søndag: Vejromslag bringer køligere luft og byger

0

Efter en behagelig og forårsagtig lørdag står Danmark over for et markant skifte i vejret kommende søndag. DMI rapporterer, at en koldfront vil krydse landet natten til søndag, hvilket medfører regn og byger. Dette vejromslag er indledningen til en periode med mere ustadigt vejr.

Koldfronten vil bringe en mærkbar afkøling med sig. Efter frontens passage kan man forvente en blanding af sol og byger. Derudover vil der blæse en frisk til hård vestenvind, som yderligere vil bidrage til følelsen af lavere temperaturer.

Temperaturen forventes at falde betydeligt sammenlignet med lørdagens mildere forhold. Dagtemperaturerne vil sandsynligvis kun nå op på mellem 7 og 11 grader. Dette skifte til køligere vejr indikerer en påmindelse om, at selvom foråret er begyndt, kan vejret stadig byde på overraskelser.

Særlig støtte gør teaterdirektør stolt

0

Fredag blev det offentliggjort, at Fredericia Musicalteater er kommet på finansloven. Det er derfor en stolt teaterdirektør i form af Thomas Bay.

Støtten betyder, at Fredericia Musicalteater fra 2025 støttes med 9,8 millioner kroner fra finansloven.

– Det betyder, vi er sikret økonomisk og kan koncentrere os om at få ro på og lave fede musicals og fortsætte det gode arbejde. Det er også fedt for byen og regionen, at vi har et musicalteater, der er støttet af staten, som det eneste statsstøttede teater med særlig fokus på musicals, siger Thomas Bay.

Teaterdirektøren ser det som en skulderklap for det arbejde, som Fredericia Musicalteater har lavet siden genetableringen af teatret.

– Vi får de her penge, fordi de kigger på, hvad vi laver og hvor vi er på vej hen, det er et kæmpe skulderklap til byen, vores bestyrelse, vores arbejdere om, at det er det helt rigtige vi laver, forklarer Thomas Bay.

Egentlig var det planen, at Fredericia Musicalteater først ville få svar på, hvorvidt det lykkedes eller ej senere i 2024, men svaret tikkede ind allerede nu.

– Det gik meget stærkt. Først måtte jeg ikke sige noget og så måtte jeg, så det blev en fælles besked om, at vi i morgen kommer med en nyhed om det, så det gik meget stærkt, fortæller Thomas Bay.

I forvejen har Fredericia Musicalteater en samarbejdsaftale med AHA Creations, der betyder, at teatret senere i 2024 spiller “WICKED”. Støtten fra finansloven gør, at baren kan blive høj fortsat.

– Vi er godt i gang og var også i gang før, det her cementerer det vi laver. Sammen med AHA kigger vi på WICKED, og andre fede titler. Vi kommer til at lave originale musicals ligesom man husker fra Seebach og shubidua, der er skabt her i Fredericia. Det kan man glæde sig til, siger Thomas Bay.

Thomas Bay blev ansat som teaterdirektør i slutningen af 2022. Et af målene var, at han skulle være med til at sikre, at Fredericia Musicalteater kom på finansloven efter, at deres udviklingsperiode fra 2021-2024 udløber.

– Det er en kæmpe lettelse. Jeg er stolt af vores hold og teatret selv har kæmpet for at opnå. Det er virkelig stolt. Vi har kæmpet i døgndrift. Der er ti teatre på finansloven i hele Danmark, det er ikke noget man bare lige får. Der er kun et teater, der har en særlig plads til at udvikle musicalgenren, og det ligger altså her i Fredericia, slutter Thomas Bay.

Se hele indslaget med Bay her:

Effektive Aarhus Fremad slog Middelfart

0

Aarhus Fremad var under pres i store dele af opgøret mod Middelfart Boldklub, men alligevel vandt de 2-0.

Kunstgræsbanen på Færøvej i Middelfart dannede rammen om kampen, da græstæppet på Middelfart Stadion endnu ikke kan holde til, at der spilles på det. Det betød, at rammerne var noget mere ydmyge, da der ikke er en tilskuertribune ved kunstgræsbanen, men det forhindrede ikke et stort fremmøde.

Tilskuerne stod i flere lag rundt om banen, og der var omkring 200 tilskuere, der nød forårssolen, mens der var tændt op i grillen, hvilket gjorde det muligt at forsyne sig med stadionplatte.

Holdene lå side om side i tabellen i oprykningsspillet i 2. division. Derfor var det en vigtig kamp for begge hold i bestræbelserne på at gå efter andenpladsen, der giver oprykning til NordicBet Ligaen. Mens det på forhånd var forventet, at Aarhus Fremad ville være med i toppen, var det ikke tilfældet for Middelfarts oprykkere.

På Aarhus Fremads hold er der flere profilerede spillere med erfaring fra højere niveau. I flæng kan nævnes de tidligere FC Fredericia-spillere Erik Nissen og Anders Holvad, den tidligere NordicBet Liga-spiller Sebastian Denius og FC Fredericia-lejesvenden Jagvir Singh, der har en fortid i Brøndby.

Alligevel var det Middelfart, der var klart mest i boldbesiddelse. Allerede efter ni minutter brændte det på foran Aarhus Fremads mål. Jonas Villemoes var tæt på, og flere andre gange i første halvleg var der også optræk til et mål, men ind gik bolden ikke.

I anden halvleg gentog billedet sig. Aarhus Fremad var sjældne gæster på Middelfarts banehalvdel. Benjamin Zjajo var tæt på at bringe Middelfart på sejrskurs en times tid inde i opgøret, men hans forsøg røg i sidenettet, og i stedet viste Aarhus Fremad en effektivitet uden lige i den anden ende.

På deres første reelle chance slog de til. Den tidligere Middelfart-spiller, Frederik Høgh, blev spillet fri foran kassen efter et indlæg fra højre side. Høgh svigtede ikke og sendte gæsterne foran stik imod spil og chancer.

Middelfart fortsatte dog ufortrødent, og med et kvarter tilbage var træværket i vejen for hjemmeholdet. Bolden gad ikke i mål, men det kom den til gengæld for Aarhus Fremad, der lukkede kampen med en scoring til 2-0 med seks minutter tilbage, da indskiftede Singh med et velplaceret langskud fangede Middelfart-keeper Casper Radza på det forkerte ben.

Med sejren er Aarhus Fremad nu alene på tredjepladsen, hvor de har to point op til den oprykningsgivende andenplads, som FC Roskilde besidder. Middelfart derimod har nu seks point op til Roskilde.

Uforstående Martinusen: Jeg blev hevet og flået i

0

Anders Martinusen stod med et smil på læben efter FHK’s sejr på 29-27 mod GOG, men undervejs var der bestemt ikke smil at spore. Han følte sig bortdømt.

FHK havde kniven for struben forud for kampen mod GOG. Det har de ikke længere efter sejren, som bringer dem á point med Skjern på førstepladsen i slutspilspuljen. Derfor var følelsen god for Martinusen efter opgøret i Gudme.

– Det er så dejligt. Der er godt gang i denne arena, der er et intimt sted. Jeg er ærgerlig over, at de ikke spiller alle kampe her, den atmosfære der er her, er fed og det er ekstra dejligt, når man vinder, siger han med et smil på læben.

Men det gik ikke stille for sig undervejs. Dommerteamet Lars Hansen og Nicklas Pedersen kom i fokus, og tildelte undervejs i opgøret FHK fem udvisninger mod GOG’s nul. To af dem gik til Martinusen, der følte sig bortdømt. Martinusens udvisninger kom hurtigt efter hinanden. Først efter han var i infight med en GOG’er, der havde holdt ham i en længere periode. Martinusen endte med at få skubbet sig fri. Den anden kom efter en duel, hvor en GOG’er løb ind i Martinusens løbebane og smed sig.

– Vi talte om det i TV 2’s studie også, og jeg synes vitterligt ikke der er berøring. Jeg kæmper lidt med dem (dommerne, red.), siger Martinusen.

Det lignede udefra, at der skete noget forud for din første udvisning?

– Jeg blev hevet og flået i, og det kan man også se på tv. Det sker over længere tid. Havde han nu bare gjort det i et sekund, så var det noget andet, men det skete over længere tid, og det er det der gør, at jeg blev nødt til at skubbe for at komme fri, forklarer Anders Martinusen.

Martinusen selv har ikke haft det bedste slutspil, lige indtil kampen mod GOG, hvor han præsterede seks mål på syv forsøg. I de andre kampe har hans udnyttelsesprocent været lav.

– Jeg er ærgerlig over, at præstationerne ikke har været bedre, og der er kun en vej at kigge og det er mod mig selv. I dag, når tingene spiller, og jeg fik scoringer på ydersiden, avler det selvtillid, siger Martinusen.

Med sejren har FHK nu bolden i egne hænder i forhold til at afgøre deres semifinaleskæbne.

– Det er dejligt, at vi selv kan afgøre det, men vi tager en kamp af gangen. Bare fordi vi har vundet i Gudme, er vi ikke sikre på at komme i semifinalen. Der skal være knald på og det skal være resten af kampene også, siger Martinusen.

Knald på bliver der ikke kampmæssigt i næste uge. Efter tre kampe på en uge spiller FHK kun en enkelt kamp i næste uge, nemlig på lørdag mod Skjern.

– Det betyder meget at få lov til at koble fra og få trænet. Det har bare været taktiske træninger i den seneste uge. Nu kan vi få hvilet og give den gas til træning, slutter Anders Martinusen.

Erritsø Rugby har landsholdsspiller med mod Norge

0
Erritsø GIFs Nils Hagen øger føringen i sidste weekends hjemmekamp mod Aalborg RK. Han er med i landsholdstruppen, der skal møde Norge lørdag eftermiddag. Foto: Ivar Tidemand.

Det danske herre rugbylandshold tager lørdag eftermiddag imod Norge. Kampen afvikles i Kastrup på traditionsklubben RK Speeds baner. Landstræner Andreas Robertson har udtaget en stærk trup med spillere fra fire engelske og otte danske klubber, inklusive Erritsø GIF. Truppen mod Norge inkluderer Nils Hagen, som foreløbig er noteret for to landskampe. Han kom i efteråret til Erritsø GIF og fik debut sidste lørdag i hjemmesejren over Aalborg RK. Ovenikøbet i rollen som målscorer.

Nils Hagen er den 23. Erritsøspiller, som har spillet på Danmarks 15-mands landshold.

– Jeg er meget glad for at spille for Erritsø og spændt på resten af sæsonen og holdets potentiale, siger den 26-årige forward. Kommer han i kamp mod Norge, bliver det hans tredje opgør i rødt og hvidt. Før Hagen kom til Erritsø, spillede han for Lugi Lions i svenske Lund. Han har denne vurdering før opgøret mod nordmændene:

– Jeg er udskifter, men jeg regner med at få nogle minutter i anden halvleg. Jeg har sammenlagt spillet cirka 20 minutter i mine to første landskampe. Men, jeg tror, jeg godt kan få lidt mere spilletid mod Norge, alt efter hvordan kampen udvikler sig.

Danmark deltager i Rugby Europes EM-turnering. Turneringen er inddelt i divisioner og her spiller Danmark i Rugby Europe Conference 23/24, Gruppe A. Der spilles med oprykning og nedrykning efter hver sæson. Sæsonen startede i efteråret og slutter senere i foråret. Der spilles alle-mod-alle én gang. Altså ude eller hjemme.

I Rugby Europe Conference 23/24 er Danmark foreløbig noteret for et knebent nederlag ude mod Finland og en klar hjemmesejr over Andorra. Begge kampe blev spillet i efteråret. Norge er foreløbig uden sejr, men har modsat Danmark kun spillet én kamp i turneringen, hvor det blev til nederlag ude mod Letland. Danmark kan med en klar sejr over Norge nå op på førstepladsen i gruppen, som synes meget jævnbyrdig.

Hassing efter nyt påbud: I værste fald kan Kobbelgården lukke

0

Kirsten Hassing Nielsen er optaget af, at der kommer styr på forholdene på bostedet Kobbelgården i Fredericia. Stedet har fået et skærpet påbud, og hvis det ikke rettes op, fortæller Hassing, at stedet i yderste konsekvens kan blive tvunget til lukning.

I den seneste tilsynsrapport offentliggjort den 8. april 2024 fremgår det, at Kobbelgården har fået et skærpet tilsyn og påbud, der skal være rettet op den 6. maj 2024.

– Senest 4 uger efter afgørelsesdatoen skal tilbuddet have fremsendt en plan for øjeblikkelig og omfattende genopretning af tilbuddets kvalitet i forhold til sundhed og trivsel, organisation og ledelse samt kompetencer, lyder det i afgørelsen fra Socialtilsyn Syd.

Det har fået Kirsten Hassing, der er næstformand i Senior- og Socialudvalget, til at reagere.

– Det jeg hæfter mig ved, er at tilsynet nævner, at der skal være en øjeblikkelig virkning, som der er fire uger til at lave. Ellers har tilsynet muligheden for at tage det næste skridt og overveje om stedet skal lukkes – det er der vi er. Det understreger, hvor alvorlig situationen er. Der er kritisable punkter, og det er noget vi skal tage alvorligt. Det kan godt være, at vi ikke kan sige noget nyt, men min opmærksomhed er ikke blevet mindre skærpet – tværtimod, siger Hassing.

Social- og Seniorudvalget har sammen med forvaltningen lavet en række tiltag, der skal være med til at forbedre forholdene på Kobbelgården. Eksempelvis har de indgået en fratrædelsesaftale med voksenhandicapchef Holger Torp, der har det overordnede ansvar for bostedet. Derudover er der også iværksat en række andre tiltag.

– Det skal virke, det er det jeg er optaget af. Det vi allerede har gjort vil jeg høre til, og hvordan det er håndteret, men vi har en meget alvorlig situation, siger Kirsten Hassing.

Hun mener, at det hele falder tilbage på det ledelsesmæssige plan på Kobbelgården.

– Det peger på ledelsen, uanset om vi taler sundhed og trivsel, kompetence for medarbejderne eller dagligdagen i det hele taget er det ledelse. Det er dybt, dybt kritisabelt det der har foregået og det sætter en fed streg under. Vi skal stadig have stor fokus på Kobbelgården, så jeg vil komme til at følge det her til dørs. Der er lavet nødvendige ting og det skal man anerkende, og at det tager tid at få genoprettet og det er derfor vi har hentet den ledelse vi har ind fra Komponent, forklarer Hassing.

Foto: AVISEN

Der er en lang række kritikpunkter i tilsynsrapporten. Eksempelvis er information om forråelse tilbageholdt, medarbejdere der oplever et psykisk pres grundet mistillid til ledelsen og at nattepersonalet ofte er ufaglært.

– Tilbuddet har anerkendt de kritikpunkter der har været fra tilsynet. Det er et vigtigt skridt, at de selv kan se det, men der er dybt problematisk med medarbejdernes adfærd og kulturen på Kobbelgården. Det er ikke sådan en arbejdsplads vi skal have, siger Kirsten Hassing.

Ifølge Fredericia Kommunes hjemmeside er Kobbelgården 3 et bosted for personer over 18 år med vidtgående og varig funktionsnedsættelse, heraf flere med forskellige tillægsdiagnoser som Downs, autisme, Prader-Willi syndrom og psykiske lidelser. Derfor er det noget, der påvirker Kirsten Hassing, at der ikke er styr på forholdene.

– Det kan vi ikke være bekendt. Det er virkelig en problematisk sag, men afgørelsen fra tilsynet sætter en streg under behovet for at få grebet dybt i det her, slutter Kirsten Hassing.

Senior- og Socialudvalget har ordinært udvalgsmøde på tirsdag, hvor Hassing forventer at få seneste nyt i sagen omkring Kobbelgården.

Lastbilchauffør sigtet for narkokørsel

0
Foto: AVISEN

En lastbilchauffør blev stoppet og sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer på Østjyske Motorvej mellem Vejle og Fredericia.

Hændelsen fandt sted fredag aften, hvor politiet bemærkede en lastbil, der slingrede på vejen. Den 39-årige chauffør fra Kolding blev stoppet af politiet klokken 18.32. Efter en kontrol på stedet viste det sig, at manden var påvirket af narkotika, hvilket førte til en sigtelse, fortæller vagtchef John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi.

Stormflodsødelagte badebroer får nyt liv som fuglekasser

0

Stormfloden i oktober kostede Kolding Kommune over fire millioner kroner. Det gik blandt andet hårdt ud over kommunens badebroer, der er ved at blive repareret eller bygget op igen. Nu får en lille del af plankerne, som del af en udsolgt event lørdag, nyt liv som fuglekasser i private hjem.

Store dele af badebroerne gik til under stormfloden, men mange af brædderne kan bruges igen. De har ligget til tørre og er blevet renoveret hos Kolding Kommunes entreprenørafdeling. Langt de fleste planker skal bruges til at genopbygge de ødelagte badebroer, men et lille parti skal bruges til noget helt andet.

– Vi har et lille overskud af træ, vi desværre ikke kan bruge til badebroerne. Så i stedet for at smide gode brædder ud, genbruger vi dem. Vi gør det i bæredygtighedens tegn, og det er sjovt, at de nu får et nyt liv, fortæller Carsten Flugt Møbjerg, der er tømrer i entreprenørafdelingen.

Det nye liv han taler om er fugleliv. Eller rettere fuglekasser. For det er en af de ting som deltagerne på lørdagens udsolgte event, Skab liv i din have, kan se frem til at bygge. Bynatur og Redux – Affald og Genbrug står bag eventen, og Bronzehallen ved Kolding Nord Genbrugsplads kommer til at summe af liv. For udover badebrofuglekasserne kan deltagerne også lære at bygge insekthoteller, kvashegn og redekasser til haven.

Godt nyt for badere, fugle og biodiversitet
Genopbygningen af badebroerne hører under det politiske udvalg Plan og Teknik i Kolding Kommune. Her glæder formanden sig over, at langt de fleste af plankerne fra de ødelagte badebroer kan bruges igen til at genopbygge broerne, og at resten af træet får nyt liv:

– Stormfloden har kostet dyrt – både menneskeligt og økonomisk. Så jeg er rigtig glad for, at vi nu både har udsigt til nyrenoverede badebroer og flere fugle hjemme i haverne. Træet bliver brugt igen på en kreativ måde, som både er til gavn for baderne og biodiversiteten, siger Jakob Ville, formand for Plan og Teknik.

Hos entreprenørafdelingen fortæller tømrer Carsten Flugt Møbjerg samtidig, at også blåmejser, musvitter og skovspurve kan glæde sig til deres nye hjem. For det er ikke som de fleste:

– Fuglekasserne rådner ikke, for brædderne har suget en masse saltvand, og saltet holder diverse smådyr væk. Samtidig er der tale om smukt, sibirisk lærketræ, som vi af åbenlyse årsager ikke kan skaffe i øjeblikket. Så fuglene får sig lidt af en luksusfuglekasse, slutter Carsten Flugt Møbjerg med et glimt i øjet.

Sådan kommer du selv i gang
Du kan selv gøre en masse derhjemme – også selvom du ikke er blandt de heldige, der får mulighed for at bygge med træ fra badebroerne. Hvis du f.eks. har noget resttræ liggende, helst ikke trykimprægneret, så kan du selv bygge flotte fuglekasser, insekthoteller og redekasser.

Du kan også lade dit haveaffald blive liggende i haven og bygge et flot kvashegn. Så sparer du tid og booster biodiversiteten. Hold øje med www.kolding.dk/bynatur, hvor vi lægger gør-det-selv-vejledninger ud.

Fakta
Skab liv i din have er udsolgt og foregår lørdag 13. april fra kl. 11-15 i Bronzehallen ved Kolding Nord Genbrugsplads
Træet stammer fra Kolding Kommunes badebroer, ødelagt under stormfloden i oktober 2023
Plankerne er, i de fleste tilfælde, sibirisk lærketræ
Se hvad du selv kan gøre, og find gør-det-selv-vejledninger, på www.kolding.dk/bynatur

Gudmundsson jubler: Noget af det bedste vi har spillet

0

FHK er i dén grad i live i slutspillet. Point var stort set et krav, hvis det skulle være tilfældet. Missionen lykkedes i Gudme, hvor FHK slog de forsvarende danske mestre med 29-27 efter en kamp, hvor træner Gudmundur Gudmundsson så en af de bedste præstationer fra hans mandskab.

De kom, så og sejrede. Der var krig på og uden for banen. FHK-spillerne tog med fremskudt bryst til det sydfynske, hvor der også var gang i den på lægterne grundet GOG’s billetpriser på 250 kroner til kampen mod FHK, mens billetterne tilsvarende kostede 175 kroner mod TMS Ringsted tirsdag aften. Det havde fået FHK-fansene godt op at køre, og det kunne ses og høres i arenaen i Gudme.

Efter kampen havde de noget at juble over, da de kom derfra med de to point efter en hæsblæsende anden halvleg, hvor FHK gik fra at have været bagud 13-10 ved pausen til at vinde kampen 29-27. Det skete ikke mindst efter et angrebsspil, hvor FHK fandt et helt andet gear end hidtil i slutspillet. Det eksemplificeres ved Jonas Kruse og Anders Martinusen, der begge spillede med høj udnyttelsesprocent i afslutningsspillet med henholdsvis syv mål på ti skud og seks mål på syv skud.

– Det betyder utrolig meget, at vi vandt. Vi har ikke startet godt i slutspillet, men vi rejste os og spillede en fantastisk flot kamp. Vi spillede meget godt i forsvaret, og målmændene stod begge godt. Vi spillede utrolig godt i angrebet, først i seks mod seks og så syv mod seks. Vi spillede noget af det bedste jeg har oplevet med det her hold i syv mod seks, siger Gudmundur Gudmundsson.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

FHK scorede anden halvlegs første fem mål, og så var scenen sat. FHK kom godt nok bagud 26-25, men GOG-føringen var kortvarig, inden grebet igen blev strammet.

– I første halvleg havde vi fået udvisninger, der var dyre. Anders Martinusen fik to gange på kort tid, og det kostede noget for os. Jeg tror, det var forskellen i første halvleg, at vi fik for mange udvisninger. Vi fik tre på kort tid, men jeg sagde til drengene i pausen, at tre mål er ingenting. Vi startede rigtig godt og spillede fantastisk godt i angrebet og dækkede virkelig godt op. Jeg har aldrig prøvet at holde GOG på 27 mål før i Fredericia, siger Gudmundsson, som kunne se fredericianerne holde hovedet koldt i en tæt slutfase:

– Det er svært at spille her, det handler om marginaler til sidst, men det var fortjent. Vi var foran med tre det meste af anden halvleg, så jeg synes, det var fortjent og var bedre.

adp-as.dk

Før kampen var FHK under pres, men nu er holdet på en foreløbig delt førsteplads i slutspilspuljen.

– Vi er stadig under pres, men sådan skal det være. Jeg er glad for det svar, vi kom med. Det viser, at vi har stor vilje og stort hjerte. Det var ikke nemt at vinde her, konstaterer Gudmundsson.

Sejren betyder, at FHK nu selv kan afgøre deres skæbne i forhold til, om holdet skal i en DM-semifinale.

– Vi har alle muligheder. Det er fantastisk, slutter Gudmundsson.

Næste gang FHK skal i kamp er på næste lørdag på udebane mod Skjern.

Leder: Politikerne skal tage magten tilbage

Leder: Politikerne skal tage magten tilbage

0
Politikerne i Fredericia Byråd skal tage magten tilbage. Og de skal starte med at finde 200 millioner kroner i forvaltningen. Rapporten »Fredericia i fremtiden«...