Ugens Kurt: Henning Due Lorentzen

Af

-

06:00 - 6. april 2020

Henning Due Lorentzen klipper snoren — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia Avisen

I denne uge er Ugens Kurt en mand der for nyligt rundede 70 år. Han er født og opvokset i Kolding, men som ung forelskede han sig i Fredericia – en by hvor han har været meget engageret. Han har stået i lære hos en metalgrossist, derefter blev han politimand – og så har han været i Fredericia Byråd i 20 år. Ugens Kurt er Henning Due Lorentzen.

Med 70 år på bagen er der en lang livshistorie at tage fat i. Heldigvis er Henning en fantastisk fortæller, så det gør ikke noget. Han har et politisk CV der kan imponere en politisk nørd som mig. 20 år i lokalpolitik i Fredericia, heraf 16 år som udvalgsformand – for det samme udvalg. Men vi starter med at tage tilbage til begyndelsen.

“Jeg er født og opvokset i Kolding. Min far var ligesom mig, ved politiet, og min mor var hjemmegående. Jeg havde fire brødre, de to er desværre døde. Min mor var virkelig den søde og kærlige mor, hvor min far var mere striks. Det lå nok lidt til hans erhverv, at hans drenge ikke skulle komme i uføre. Det var velment, men vi følte at det var lidt strammende. Min storebror og jeg, der er kun 1,5 år imellem, vi var til sjov og ballade. Det kan godt være det krævede lidt kontant holdning”, fortæller Henning.

“Det hed folkeskole, realeksamen og så kom jeg i lære i en jernforretning i Kolding. Mit indtryk var at politifolkenes sønner kom derned eller i banken. Jeg blev ikke spurgt meget til om det var noget jeg havde lyst til. Min far sagde bare, at der skulle jeg starte. Jeg blev rigtig glad for at være der. Det var en handelsuddannelse indenfor jern og engros. Der lærte jeg samtalens gyldne kunst som ekspedient og menneske. Det var første gang man skulle begynde at forme sin facon, det fik jeg stor glæde af resten af livet”, forklarer han.

“Dengang var det helt naturligt, at man skulle i lære. Jeg var ikke til gymnasiet eller noget. Jeg var meget mere praktiker end boglig, så jeg glædede mig bare til at komme ud for at arbejde. Så jeg var glad for at skulle ud i lære. Havde jeg selv haft lidt større indflydelse, så var jeg blevet tømrer. Jeg har altid elsket at arbejde med træ og den slags. Ingen af mine brødre heller har været i gymnasiet. Den ældste blev lærer, en kom i lære i manufaktur. Min lillebror var smed og blev fagforeningsmand”, fortsætter han.

“Da jeg var færdig med det, så skulle jeg ind som soldat – i Vordingborg, gud hjælpe mig. Jeg spurgte til session hvorfor jeg skulle til Vordingborg, han sagde at det var for at få lidt jyder over til københavnerne. Det var første gang der blev sat pris på mit jyske ophav”, lyder det med et grin fra Henning, inden han fortsætter:

“Om ikke andet kom jeg da ud for at se noget andet. Jeg var tre måneder i Vordingborg inden jeg kom på Sergentskolen i Sønderborg. Det var en rigtig god tid. Da jeg så var færdig dernede kom jeg tilbage til Vordingborg – og i mellemtiden var jeg blevet gift med et barn på vej. Så jeg søgte tilbage til Kongens Jyske Fodregiment i Fredericia – og kom hertil. Der faldt jeg for byen. Vi er tilbage i januar 1972”.

“Jeg havde fået lovning på at komme ind hos politiet et halvt år efter, men det blev udsat til året efter, så der rejste vi til København min kone og jeg og vores datter. Vi flyttede til Hvidovre, hvor jeg startede på politiskolen”, forklarer Henning.

Hvorfor valgte du at blive politimand?

“Jeg har altid vidst at jeg gerne vil være politimand. Men inden man skulle være det skulle man have været i lære for at have noget at falde tilbage på, sagde min far. Det var alle de spændende historier min far kunne fortælle. Det var lige noget for mig. Der er også meget socialt arbejde i det. Det har jeg altid haft det rigtig godt med. Jeg har altid haft omsorg for andre, jeg vil gerne andre mennesker det godt”, svarer han.

“Det var en helt anden verden at komme derover. Vi var 18 mand i klassen, mere end 300 i alt. Der var virkelig gang i den. Alle kom med samme udgangspunkt som jeg. Det var fantastisk spændende. Jeg har aldrig været særligt skoleinteresseret, men politiskolen kunne få mig op i omdrejninger. Det var en stor oplevelse at møde så mange mennesker fra hele landet med det fælles mål at blive gode politifolk”, forklarer Henning og fortsætter:

“Dengang var det koncentreret på tre år, med en del praktik. Min første praktik var på Nørrebro, der så man kontrasterne til Kolding. Et charmerende område, men også med meget kontant betaling. Men det er virkelig dejlige mennesker der kæmpede for deres. Det var ikke vores opgave i at gøre det, vi skulle bare overholde loven. Jeg fik en god og positiv oplevelse af området, med de skæverter der er”.

“Så var jeg på Nørrebro til 1978, og så søgte jeg herover. Først og fremmest Fredericia, for jeg havde fået en kærlighed til byen. Men jeg søgte også andre byer. Men de ringede og spurgte om jeg ville til Fredericia, så juli ’78 endte jeg i Fredericia. Det har jeg aldrig fortrudt”, slår han fast.

Hvad ved byen fangede dig?

“Jeg ved ikke hvad der fangede mig. Byens historie er yderst interessant. Jeg havde oplevet 5.-6. Juli som en fantastisk manifestation af byens historie. Som militærmand er det en fantastisk måde at gøre tingene på. Så ligger det også bare helt fantastisk”, svarer Henning, inden han fortæller om livet som politimand i den by der havde stjålet hans hjerte:

“Det var fantastisk at komme til Fredericia. Den gamle politistation mindede meget om det i København, det var lige ringe. Men der var en fantastisk korpsånd og sammenhold. Kolding og Vejle havde været dominerende i forhold til Fredericia, det gjorde at der opstod en stor loyalitetsfølelse overfor Fredericia. Jeg vil påstå at Fredericias borgere havde verdens bedste politi, ikke fordi jeg var der, men fordi vi altid var der når vi skulle. Jeg var stolt over at være ved Politiet i Fredericia, hvilket jeg også tror mange kollegaer var”.

“Det varede ikke længe før jeg blev tillidsmand – og det var jeg i mange år. Det kunne jeg godt lide. På den måde kom man også ind i lidt andre baner. Eksempelvis relationerne til det politiske liv. På den måde fik jeg et kendskab til byrådsmedlemmerne med en tilknytning til politiet. Det vakte min interesse. Jeg tror også det vakte JB’s (J.B. Nielsen, red.) interesse, det fornemmede jeg. Jeg har næsten altid været medlem af Socialdemokratiet. Da vi havde fundet vores ben her i Erritsø begyndte jeg at gå til politiske møder – og kort efter blev jeg formand for fællesledelsen i Socialdemokratiet”, fortæller Henning Due Lorentzen om hans vej ind i det der siden har fyldt en del i hans liv.

“Der fik jeg tæt kontakt til det socialdemokratiske politiske liv i Fredericia. Jeg kom også ind i Skolebestyrelsen på Bakkeskolen – og det er jo i virkeligheden også meget politisk. Så blev jeg opfordret af JB til at stille op første gang i 1994. Det kom lidt overraskende, men jeg var beæret – og lysten var der. Jeg manglede desværre ganske få stemmer, men det er jo ikke usædvanligt. I 1998 kom jeg ind med et pænt stemmetal. Så sad jeg der så til 2018”, fortsætter han.

Hvor kom interessen for politik? Talte I om det hjemme?

“Der har faktisk altid været politik derhjemme. Det er en lidt sjov historie. Der er ingen tvivl om, at min far var socialdemokrat i sine unge dage – men han endte som Venstremand, det samme var min ene bror. Jeg var meget socialdemokrat – og min lillebror var kommunist, min ældste bror var SF’er. Vi havde et godt sammenhold, så når vi mødtes gik diskussionerne lystigt. Det endte nu med, at alle undtaget Venstremanden blev socialdemokrater. Om det var mig eller fornuften ved jeg ikke. Det var en spændende tid med stor humor når vi løftede politiske emner”, svarer Henning, inden vi tager samtalen over på følelsen af ikke at blive valgt, som det jo var tilfældet i 1994, da Henning første gang stillede op.

“Jeg havde helt ærligt ikke forventet at komme ind. Det var så fjernt for mig at det skulle kunne lykkes. Da jeg opdagede at jeg var tæt på, så ærgrede jeg mig og ville prøve igen. Jeg må så sige at siden dengang er det gået forrygende godt. Jeg har følt en stor opbakning”, fortæller han.

“Jeg gik til valg på ældrepolitik, socialpolitik og noget teknisk med trafik og så videre. Men det var især det sociale. Det var det samme, men jeg var meget mere bevidst om detaljen. JB’s ord var til mig engang: Henning, vi skal sørge for at de gamle, vores børn og skolerne har det godt. Når vi har sørget for det, så kan vi begynde at bruge granit i stedet for beton. Den sætning har jeg altid haft in mente. Heldigvis er der blevet råd til begge dele”, fortsætter han.

Hvad har politik givet dig?

“Jeg har for det første fået et indgående kendskab til menneskets sammensætning set ud fra det mest sociale område – og jeg har også lært at tænke lidt som borgerne tænker og distancere lidt fra den politiske tankegang og også have den menneskelige tankegang. Da jeg var politimand var det bedste våben talens magt. Det har jeg, synes jeg selv, været rigtig god til. Der har været en stor mulighed for mig at komme i kontakt med en hel masse mennesker”, svarer han og fortsætter:

“Man møder utrolig mange skæbner. Mange af dem oplevede jeg også ved politiet. Det var ofte det samme, at er der et socialt problem kommer der ofte også kriminalitet. Jeg følte mig godt rustet til at komme i gang med opgaven. Jeg havde enormt dygtige mennesker omkring mig og politiske kollegaer jeg var meget tryg ved. Det er jeg meget taknemmelig for den måde de hjalp mig i gang på. Det var lidt barskt. JB sagde at jeg skulle være socialudvalgsformand allerede første gang. Det synes jeg var en stor opgave. Så indgik jeg en aftale med Bjørn Medom, der før mig var formand for udvalget, om at han skulle hjælpe mig i opstarten, så vi kom rigtig godt i gang. Så bed jeg mig fast i det her”.

Hvorfor vælger man så at trække sig, hvis man brænder for det man laver?

“Uden at jeg skal genere hvordan det så ud i ’98, så var der politikere af den ældre generation med mere gammeldags synspunkter, og jeg lovede mig selv dengang, at jeg ikke ville blive i byrådet til jeg var 70. Så derfor har det hele tiden ligget klart for mig, at når jeg blev 68, så stoppede jeg. Jeg har stor respekt for de der sidder i byrådet – og de gør det godt. Men det her er min beslutning, at jeg ikke ville være derinde længere”, fortæller Henning og fortsætter:

“Hold op hvor jeg savner alle de mennesker jeg har været omkring. Men ansvaret er jeg faktisk glad for ikke ligger på mine skuldre. Jeg følger godt med i det, jeg har altid været i byrådssalen, både før og nu efter. Men jeg må sige at beslutningsprocessen er blevet noget mere afkortet. Nu skal man være heldig hvis man når at få overfrakken af. Men det er et meget dygtigt byråd vi har”.

En mand med så mange år i politik må have nogle ting der står mere klart for dig?

“Jeg er allermest stolt af projektet ‘Længst muligt i eget hjem’”, siger Henning, inden jeg fortæller ham, at det er der også god grund til. Præcis dette projekt er nemlig pensum på statskundskabsuddannelsen i Aarhus, som et eksempel på innovativ reformation af den offentlige forvaltning.

“Der var jo et smadderdygtigt team af ledere og medarbejdere. Det startede med at jeg gerne ville udvikle ældreområdet. Det var ved at blive lidt monotont. Så blev der tænkt planer – og så endte vi med at ledelsen fremlagde det her forslag. Jeg hoppede lige en gang i stolen, for da det hed sig at vi bare skulle styrke de ældre ved at hjælpe mindre, det var en svær nød at påtage sig”, forklarer han og fortsætter:

“Men efterhånden som vi kom igennem det kunne vi godt se, at der var noget i det. Men der var også en politisk opgave i at få det solgt. Vi skulle bruge 6 millioner i en sparetid, så der fik socialudvalget sin politiske ilddåb. Det lykkedes at få bevilget pengene – og så gik vi i gang med at udføre det. vi styrkede den enkelte borgers evne til at klare sig gennem træning. Det vi gjorde var næsten at tage hjælpen fra dem, for jo mere hjælp fri gav jo mindre aktive blev de. Det tog lidt tid og jeg fik mange øretæver, og personalet var også meget skeptiske. Men vi fik etableret et team der gik i gang – og det havde en enormt positiv effekt på borgernes evne til at klare sig – og blive i livet længst muligt. Nu er det indført i hele Danmark – og man bruger det i næsten hele Europa. Så det her er jeg meget stolt af. Jeg er stolt af at Fredericia havde politisk mod til at sige ja til det her i en svær tid”.

“Der er en ting mere. Hele demensområdet. Jeg kan huske at jeg på et tidligt tidspunkt var på Stævnhøj, hvor de gjorde opmærksomme på at nogle af de aldre var meget udadreagerende, og det gav uro. Jeg talte med vores kloge medarbejdere om man kunne gøre noget, så vi prøvede at lave et afsnit for de mere udadreagerende demente. Der lavede vi det der hed Skovbrynet, som vi samlede på Skovhave, det plejehjem der ikke længere findes”, siger han og fortsætter:

“Det var en helt fantastisk oplevelse at se hvordan de faldt fuldstændig til ro og havde en god hverdag. Jeg var så pavestolt over, at vi kunne tilbyde vores borgere et godt otium. Samtidig havde vi også yngre demente, som også var svære at inkludere i den almindelige pleje. Der byggede vi på Hybyhus et afsnit for yngre demente. På det tidspunkt var det ikke almindeligt at fokusere på demens som vi gjorde her i Fredericia. Så det vil jeg gerne fremhæve. Vi har i forhold til andre byer mange demensplejehjemspladser – og man er ved at bygge flere. Det synes jeg er rigtig godt”.

Der var vel også svære ting? Er der noget du fortryder?

“Svære ting.. Der er intet jeg fortryder. Det har været nødvendigt, så kan man ikke fortryde. Da vi overtog handicapområdet i 2007 fra amterne der overtog vi en opgave vi ikke var vant til, et økonomisk ikke-finansieret område. Der skete en ændring i forhold ti det man havde været vant til. Det har givet anledning til en del udviklende samtaler på det område, for det er et meget tungt område. Der er ikke nogle skæbner lige ud af landevejen, der er individuelt hver gang. Det har været en meget svær opgave. Vi har truffet beslutninger der har gjort at vi har omprioriteret indenfor området. Det har af nogen været opfattet som besparelser. Der er nogle skæbner der har følt, at vi ikke har været tilstrækkelige i vores hensyn til den enkelte, det kan jeg godt forstå , at de opfatter det sådan, selvom jeg ikke ser det sådan”, svarer Henning.

Hvis du nu skal give et godt råd til den unge generation, der overvejer at stille op i politik – hvad skal det så være?

“Jeg skal gribe dybt i lommen for at finde noget jeg har været ked af. Det har været så spændende og givende. Jeg mener selv at jeg havde verdens bedste område. Man skal have det inde i hjertet, men socialområdet er så spændende. Jeg har altid sagt, at det ikke var en politisk kampplads, det har været et område der handler om mennesker. Det har altid været en meget velafbalanceret måde vi har gjort det på. Vi har haft måske fem afstemninger på tyve år. Det har været god dialog. Vi skal have respekt for at det er mennesker, så kan vi gemme det politiske fnidder til andre ting”, lyder det fra Henning.

Hvad laver du så nu?

“Når man er færdig med sådan noget er der en hel masse mennesker der spørger om man vil arbejde frivilligt. Det vil man rigtig gerne, men jeg ville gerne stikke fingeren i jorden og se hvordan livet som pensionist er. Men nu er jeg i Demensfællesskab Lillebælt, jeg sidder i Cykelpiloterne på IP. Schmidt – det er også en af mine favoritter at det lykkedes. Det var og er godt. Så sidder jeg i Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg er ret involveret. Jeg er i hovedbestyrelsen og var med fra starten med Stafet for livet. Det kommer af at jeg mistede mine to brødre til kræften, så det ligger dybt i mig, at kunne jeg gøre noget der, så gør jeg det. Så har byrådet spurgt om jeg vil være med i ankestyrelsen, så der sidder jeg også. I 1997 oprettede vi et boligselskab, Futura. Det var jeg formand for i starten, og siden har jeg været næstformand. Så sidder jeg i EWII’s repræsentantskab. Om sommeren spiller jeg golf sammen med min kone. Der er det ved det frivillige, at man kan tillade sig at sige nej tak. Det kunne man ikke i det politiske”, siger Henning.

Denne samtale med Henning Due Lorentzen har ikke gjort mig mindre imponeret af hans politiske liv. 20 år i det samme udvalg, heraf 16 som formand. Han var gruppeformand i mere end ti år, førsteviceborgmester i ti år – og så passede han jo sit arbejde som politimand ved siden af. En imponerende dygtig mand, en dygtig historiefortæller – og en meget aktiv mand, der involverer sig i andre mennesker.

Ugens Kurt: Carsten Mortensen

Af

Matthias Runge Madsen

-

06:00 - 30. marts 2020

0

Ugens Kurt er i denne uge en mand med et iværksætterdrive, et evigt smil og så arbejder han hårdt. Han er født og opvokset i det nordligste Danmark, inden han som ung rykkede teltpælene op og flyttede til Fredericia. Byggemarkedsbranchen har han aldrig rigtigt kunne slippe – men efter en årrække som ansat skiftede han sin løn ud med det minimale overlevelsesgrundlag. Nu er han medejer af Danmarks største online byggemarked, der siden oprettelsen i 2011 har udvidet flere gange.

Jeg kender Carsten godt. Rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det. Uanset hvornår man møder ham, så er det altid med et smil og et velment hej. Jeg kender ham som en købmand af guds nåde, og det er vel også det der har drevet ham til der hvor han er nu. Derhjemme har han en kone og en datter, dertil kommer så en hund, en kat, heste og hvad ellers der følger med et mindre gårdsted. Men denne gang tager vi med tilbage, tilbage til opvæksten i Nordjylland, rejsen fra det lokale byggemarked tæt på sin familie til at flytte ned til Fredericia.

“Jeg er født og opvokset i Nordjylland, lige udenfor Løgstør. Jeg er vokset op med en lillebror og en lillesøster ude på landet. Det er meget anderledes end det der så blev min hverdag indtil for nyligt. Det var meget landligt. VI havde et sort/hvid-fjernsyn, der var stille og roligt. Ja, der var faktisk ikke de store udsving i Nordjylland”, fortæller Carsten.

Det hele startede med et byggemarked

“Da jeg var færdig med med tiende klasse kom jeg i lære i det lokale byggemarked. Det var en del af en byggemarkedskæde – og efter endt læretid der kom jeg ind og aftjente værnepligt på Vorup Kaserne i Aalborg”, forklarer Carsten, inden han fortsætter:

“Derefter fik jeg tilbudt en stilling i Fredericia. Jeg kiggede på kortet, hvor fanden er det nu lige det ligger? Den stilling takkede jeg ja til og endte hos Sandal Trælast med Poul Hansen. Jeg tog toget ned en dag og kom ind på kontoret. Han havde allerede fundet job og en lejlighed til mig. Jeg var nede om onsdagen, og startede om mandagen. Jeg kendte ikke et øje i Fredericia, men jeg tog chancen”.

“Det var en stor beslutning. Når man kom fra bøh-landet og skulle til storbyen Fredericia, så er det da klart, at det er en stor beslutning. Det var lidt ensomt i starten, men er man udadvendt, så kommer man hurtigt over det”, supplerer Carsten.

“Jeg havde ansvaret for haveafdelingen nede på trælasten. Det havde jeg gennem fire år, inden jeg blev kørende sælger for det der dengang hed Markt og Co., der havde agenturet på Weber og Gardena. Det var lige først i 90’erne, da vi skulle starte op med Weber. Der skulle vi ud og grille alle steder”, forklarer Carsten og fortsætter:

“Der var i Husk Lige Tandbørsten, hvor Jan Glæsel forærede ting væk – der var min chef smart nok til at give ham en ny grill, da han forærede sin egen væk – og så var Jan Glæsel med på Weber-holdet. Så har jeg stået i stort set alle byggemarkeder og grillet fredag og lørdag og søndag”.

‘Hjem’ til Fredericia og mødet med en makker for livet

“Derefter skulle Sandal Trælast lave en professionel håndværkerafdeling. Den startede jeg op sammen med en makker, og så kørte jeg den ellers i syv år. Nogle omstændigheder gjorde, at jeg skulle på et nyt eventyr væk fra Fredericia. Det blev Tommerup Trælasthandel, hvor jeg arbejdede i to år”, fortæller Carsten Mortensen.

“Da der var gået to år på Fyn blev jeg kontaktet af Davidsen, der siden også købte Sandal Trælast. De spurgte om ikke jeg ville stå for deres håndværkerbutikker, og det sagde jeg ja tak til. Det var så her jeg mødte Morten, der nu er min kompagnon i Frishop”, fortsætter han.

“Så er det, at det begynder at tage fart. Vi er i maj måned 2011, hvor Morten og jeg over et par øl i Jomfru Ane Gade bliver enige om, at vi ville prøve selv. Vi har altid haft en lille iværksætter i maven. Vi laver en solid business case. Vi lejer et lokale, køber to skriveborde – og så starter vi ellers bare. Det var på Vognmagervej, hvor vi lejede et lokale på 100 kvadratmeter og et lager på 350 kvadratmeter”, forklarer Carsten.

Men hvordan griber man det lige an hele det her med at starte sin egen virksomhed?

“Man er nødt til at have en business case. Vi fandt ud af, at det kunne holde vand. Så måtte man hjem til lillemor og sige, at nu må man tage 10.000 i løn de næste 18 måneder – for der var noget commitment hjemmefra der skulle være styr på også. Det er klart, at når man får 10.000 kroner i løn, efter at have haft et vellønnet job, så er der noget man parkerer. Der er drømme og visioner man parkerer og krydser fingre for at det skal gå godt”, svarer Carsten, inden han fortsætter Frishop.dk’s historie:

“Vi når at være på Vognmagervej, med et par udvidelser så vi ender på 750 kvadratmeter lager, i små fire år. Efter det er vi nødt til at skulle have lidt mere plads, så vi køber Røde Banke 99, en gammel rørfabrik, som vi sætter i stand”.

Hvordan får man sin virksomhed til at ekspandere på den måde?

“Alt, uanset hvad man laver, god forretning er drevet af et købmandsskab. Man er nødt til at købe så billigt som muligt og sælge så dyrt som muligt. Så godt købmandsskab, man skal være vågen og se hvad der flytter. Hvor er de gode partier af varer, som man kan købe lidt ekstra ind af?”, svarer Carsten.

Gennem tiden er det ikke kun lokalerne der er blevet udvidet, også på personale har man oprustet gennem tiden. Fra kun at være Carsten og Morten til at være omkring otte inden flytningen til Røde Banke – og nu mange flere end det, så skal der noget specielt til.

“Hvad er forskellen på jer og andre webshops? Det spørgsmål er grundstenen i det arbejde vi har lagt med at opbygge vores virksomhed. Svaret er, at det vi slår på er rådgivning og service. Går vi i et område som lamper, så ansætter vi folk der er uddannet i lamper, så vi kan give minimum den samme rådgivning og service som man kan i en specialbutik. Vi vil hellere give mere i løn for en kvalificeret person”, forklarer Carsten.

På Røde Banke 99 fik man lige pludselig 1.600 kvadratmeter lager og 100 kvadratmeter til administration. Men det tog ikke mange år før selv det var for småt. “Vi byggede derfor et showroom med tilhørende administration på 450 kvadratmeter yderligere. Samtidig får vi en butik på 700 kvadratmeter på Bødkervej ude ved motorvejen”, fortæller han.

“Butikken har vi haft lidt problemer med, for det er meget svært at drive to matrikelnumre, hvor man skal sende kunder frem og tilbage. Det var svært for kunderne at vide hvad vi havde i butikken, og det gav bare udfordringer. Samtidig er pladsen på Røde Banke også blevet for trang, så vi er for nyligt flyttet til Nordensvej 2 ved Taulovmotorvejen, hvor man finder både administration, lager og ikke mindst vores butik”, fortsætter han.

“Lokalerne er forhåbentligt fremtidssikrede herude. Vi har fået 750 kvadratmeter administration, 5.500 kvadratmeter lager og en butik der er mere end dobbelt så stor som før, 1.500 kvadratmeter nu, den er fyldt med sæsonens aktuelle varer, som lige nu er især grill og havemaskiner. Der kommer en hel del kunder fra andre byer, både for at hente varer bestilt på nettet, men også for at besøge butikken og se vores store udvalg af grill. Vi er Danmarks største grillbutik, så der er noget at se på herude”, siger han.

Nu er vi kommet til at springe et skridt over. I slutningen af tiden på Røde Banke melder en svensk spiller sig på banen?

“Der kommer en svensk virksomhed på et tidspunkt, der spurgte om vi ville være en del af deres organisation. Vi ender med at sælge aktiemajoriteten. Byghemma Group omsætter for 6,3 milliarder svenske kroner, det er skandinaviens største e-handels virksomhed. Der er vi blevet en del af en for børsnoteret familie, der består af 63 forskellige webshops i hele skandinavien”, fortæller Carsten og fortsætter:

“Det er klart, at det er rart at være en del af en større familie. Vi har lidt mere muskel, prisen er lige lidt bedre. Så det har helt klart sine fordele. Det gør at vi har Danmarks bedste pris på 90% af vores varer. Vi har i dag 50.000 varer på nettet, hvor de 10.000 varer er på lager på Nordensvej 2”.

Frishop er altså nu ekspanderet fra starten på Vognmagervej, gennem et eventyr på Røde Banke til at befinde sig på Nordensvej i Taulov med 40 ansatte. På hjemmefronten har Carsten også rykket sig, og det giver i virkeligheden den bedste krølle på historien. For han vender næsten ‘hjem’.

“Min kone, Camilla, kommer allerede ind i billedet i det andet år jeg bor i Fredericia, så det må have været i 1992. Vi har en datter sammen. Det er sådan, at både min datter og min kone er meget interreseret i heste. Jeg har boet 18 år i Fredericia, men de har plaget så længe om at få vores eget sted til hesten, at vi nu er flyttet til Røjle ved Middelfart på et lille landsted”.

Ugens Kurt: Daniel Diness Andersen

Af

Matthias Runge Madsen

-

06:00 - 23. marts 2020

0

Temashop Daniel — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Der er Corona-lukket mange steder i det danske samfund, men telefonerne virker heldigvis endnu. Denne uges Kurt er en sydsjællænder, der rykkede teltpælene op og flyttede til Fredericia. Han er CEO i en af byens store virksomheder, der efterhånden har haft en række placeringer i Fredericia. Nu er de placeret i Pjedsted – og er blandt de førende indenfor udklædninger. Ugens Kurt er Daniel Diness Andersen, CEO hos Temashop.

“Jeg er født i Vordingborg i en by der hedder Ørslev, eller der kom jeg til som ganske lille, jeg er egentlig født på Stevns. Vi overtog mine bedsteforældres gård, så jeg er opvokset på en gård, og har haft en selvstændig far som gårdejer, og så har jeg haft en mor der var skolelærer – og 3 brødre”, indleder Daniel, inden han fortsætter:

“Det der med at stå på egne ben lærte vi hurtigt. Første gang jeg lavede handel tror jeg var i 5. Eller 6. Klasse, hvor jeg købte fyrværkeri hos en grossist og solgte det videre – og på den måde fik jeg finansieret mit eget krudt. Det er ligesom starten på at lave lidt handel”.

“Så startede min storebror en webshop der handlede med diskoteksudstyr på nettet, hvor jeg hjalp til. Vi kørte også mobildiskoteker og var ude i landet med det. Det med at tjene sine egne penge – imens man har det sjovt – ligger ret langt tilbage. Det har hele tiden været sådan, at vi har kastet os ud i tingene og lært hen ad vejen”, forklarer han.

“På handelsskolen får jeg en idé. Min storebror havde jo en shop jeg hjalp med at få op at stå. Der var ingen software der gjorde det let – og dengang kostede det per minut at være på internettet. Jeg ledte efter et system og fandt en inder der havde fundet et system, som jeg var sikker på, at man kunne lave penge på. Jeg betalte ham for at redesigne den under et andet navn, og så lavede jeg egentlig bare templates – og købte 100 licenser og solgte dem videre til 10 gange prisen”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Det solgte egentlig sig selv. Så blev jeg mere bidt i det her med at lave noget IT-relateret. Jeg begyndte at lave hjemmesider, reklamer, blandt andet købte jeg maskiner til bilreklamer og tryk på tøj. Det jeg så kørte lidt død i var, at det var en enmandshær. Jeg var egentlig god nok til at sælge, men jeg skulle også lave dem. Så der var ligesom et vakuum imellem opgaverne. Alt det her administrative har aldrig rigtig sagt mig noget, jeg kan godt finde ud af det, men det dræner mig for energi. Så jeg fandt hurtigt ud af, at der skulle ske noget andet”.

“På daværende tidspunkt gik jeg på HHX med alt for meget fravær. Jeg synes det var meget sjovere at være ude og lave noget, blandt andet et booking-system til D’Angleterre og en platform for ejendomsmæglere. Det ender med, at jeg får for meget fravær og bliver selvstuderende – og efter det jeg tog et sabatår. Det gik faktisk forholdsvist godt. Allerede på det tidspunkt havde jeg fundet ud af, at det praktiske vægter noget højere end det teoretiske, i hvert fald for mig – også efterfølgende når jeg kigger på de folk jeg ansætter”, forklarer Daniel.

“Er der vilje og talent, så kommer man langt. Man kan ikke læse sig til alting. Nogle ting skal prøves – og man skal ville det. Beslutningerne er nødvendigvis ikke skrevet ned i en bog, man fejler – og så bliver man bedre. Det er learning-by-doing. Vil man ikke lave fejl, så lærer man ikke. Det har jeg kørt efter hele livet. Det er det jeg synes er sjovt”, fortsætter han.

Nyt, stort kapitel i Fredericia

“Der sker så det, at en af mine kunder, som er Showbizz Danmark, inviterer mig ind. Det er nogen jeg har jobbet lidt for i fritiden med rodeotyre og så videre i weekenderne, men vi lavede også noget internet for dem. Jeg blev kaldt ind og tænkte, at jeg havde gjort noget forkert. Men samtalen gik på, om jeg var interesseret i deres udlejningsafdeling med en masse sjov og ballade. Det ville jeg lige tygge på en dag”, siger Daniel og fortsætter:

“Jeg ringede til min storebror, qua min erfaring med at være alene, jeg spurgte om ikke vi skulle gøre det sammen – og så kunne vi lave en fornuftig fordeling af arbejdsopgaverne. Det ville han gerne, han kørte taxa på det tidspunkt, så vi siger ja til det – og det overtager vi på favorable vilkår uden, at vi skal have penge op af lommen lige nu. Men vi laver en afdragsordning over tre år, hvor man løbende betaler af samtidig med at pengene kom ind. Så havde vi ikke banken der åndede os i nakken – og vi kunne knokle igennem. Vi ender med at nå det på 2,5 år, køber en større bygning og bruger meget tid på at udvikle”.

Drift det keder mig, men kan jeg se udvikling, så synes jeg det er spændende.
Daniel Diness Andersen, CEO hos Temashop

“Vi udvikler nye ting som eksempelvis en kunstig kælkebakke. Det gjorde at forretningen voksede – og vi havde mere og mere at lave i Jylland. Jeg følte nærmest, at jeg levede i bilen. Så jeg var klar til at flytte herover. Så kigger man på kortet, hvad ligger centralt? Det er Fredericia – og så blev det Fredericia. Det er egentlig uden at kigge på hvad der ellers er af byliv. Det var i 2008 cirka, at jeg så flyttede herover. Jeg havde ikke meget der holdt på mig andet end familie og venner, men det var en oplevelse og et nyt pust. Så den udfordring tog jeg. Det gik fint, vi fik et lager og jeg flyttede ind i en lejlighed i byen. Der var nok at lave om sommeren, men om vinteren skete der ikke så meget”, fortæller han.

“Så jeg tænkte på hvad der kunne sættes gang i. Vi havde efterhånden været ude til firmaarrangementer med rodeotyre og tørklæder og så videre. Vi undersøgte hvor man kunne få sådan noget henne, og det virkede kedeligt og dyrt det eksisterende marked. Vi finder Europas største leverandør, som vi handler med. Det havde jeg sagt til min bror, at der kunne være noget at hente her. Min bror sad lidt på pengekassen, men jeg blev ved med at sige, at jeg var sikker på, at der var noget her. Jeg får nys om at de har lavet en dropshipaftale, hvor man kan sælge varerne direkte fra din webshop – men deres lager. Det synes jeg var rigtig spændende, for så kunne vi komme igang med det her uden en stor kapitalbinding”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Det taler jeg med dem om, men det kunne kun lade sig gøre i England. Men jeg tager ikke et nej for gode varer, så jeg bliver ved. Hver gang jeg ringer har jeg gode argumenter – og til sidst siger de ja til det. Vi indvilliger i at være partnere og tage de tæsk der måtte være i opstarten. Men vi får sat i gang, det er cirka i januar 2009. Der opretter vi hjemmesiden Temashop. Vi kommer i gang med det her for noget der ligner 30-40.000 kroner og får det her igang. Vi starter egentlig uden annoncering, men ordrerne begynder stille og roligt at tikke ind. Der er lidt problemer til at starte med, men overall kører det egentlig over alt forventning. Der er lidt længere leveringstid, det tager på det tidspunkt 3-4 dage fra England, men vi var gode til at få det her til at køre. Jeg ringer hver dag og fortæller min bror om hvor god en beslutning det var. Jeg får et par piger på sabbatår til at hjælpe mig med at oversætte alle de her produkter, der er jo en 2-3.000 produkter. Normalt når man kører en forretning vælger man produkter ud – men vi tog fra en ende af”.

Rejsen i større lokaler – og med socialt ansvar

“Der går et par måneder med mere og mere gang i den. Pludselig kommer vi til maj-måned med sidste skoledag – og så tager fanden ved den her hjemmeside. Mandag morgen ligger der 1.000 ordre i systemet, og jeg tænkte bare ‘hold da op’. Der var virkelig gang i den. Men fint nok, jeg skulle jo ikke pakke dem. Der gik en halv time, så ringede de fra England og spurgte om ikke der var fejl i systemet. Men den var god nok, så kaldte de lidt ekstra folk på arbejde. Det der var hagen i det var, at vi i løbet af tre måneder havde omsat for 1.000.000. Så vi havde fat i det rigtige – og begyndte at udvikle derfra”, fortæller Daniel.

“Siden da er der sket mange ting. Vi kiggede på de data der kom ind, hvad sælger? Det der sælger begynder vi at tage hjem på vores eget lager for at få kortere og billigere levering. Vi rykkede ind i Videnparken, der havde mange tomme lokaler. Vi får en god pris på kontorer – og vi får lov til at lave et showroom. Vi ender også med at leje et lager. Men hurtigt kan vi se, at vi kan ikke være i de rammer. Så vi laver en aftale på Damvej, hvor vi over en treårig periode laver en trappeleje. Efter fire år var vi også vokset ud af de 800 kvadratmeter. Det er virkelig gået stærkt og flere og flere er kommet til. Det var der vi begyndte at arbejde mere med det her sociale ansvar”, forklarer han.

“Det kom som en tilfældighed. En fra jobcentret ringede på en annonce jeg har slået op. Hun spørger om ikke en hørehæmmet kan klare det, og vi var allerede på digital lagerstyring, så jeg siger, at det mente jeg godt man kunne. Det hele foregik jo på en scanner. Og jeg kan jo godt lide en lille udfordring. Vi modtager aldrig ansøgningen, så vi ender med at ansætte andre. Men de spørger så om ikke de måtte komme forbi med den her borger. De kommer forbi en dag, jeg viser rundt – og Jesper, som han hedder, er meget indelukket. Han virker lidt træt af systemet. Jeg tænker, at det kunne jeg godt tænke mig at give ham en chance. Han får et praktikforløb”, fortæller Daniel og fortsætter:

“Da han får det ja, begynder han at græde. Det havde han ikke regnet med, han havde forventet endnu et nej. Der begyndte jeg at tænke. Tænk at han kunne blive så glad af at få en praktik. Det rørte mig lidt. Jesper begynder i praktik, det jeg troede var, at en hørehæmmet er en man skulle råbe lidt højere efter, men det er med tegnsprog man kommunikerer. Vi skulle til at lære tegnsprog og kommunikere gennem sedler. Det fungerer overraskende godt, og Jespers praktik bliver til en løntilskudsperiode, der bliver til endnu en løntilskudsperiode (det er noget vi savner i dag, men det er en anden historie), men der var brug for lidt ekstra tid til ham. Jesper bliver rigtig god til det her. Han kommer glad på arbejde, laver sjov med de andre og så videre. Vi bliver så glade for Jesper, at han selvfølgelig skal i et almindeligt job hos os. Den dag han får sin kontrakt er han ikke til at skyde igennem. Det kan godt være, at han er døv, men han fik det samme i løn som resten af lageret. Det var berigende at se. Der kunne jeg se, at det behøver ikke altid at handle om penge. Der er også den menneskelige bundlinje. Kan vi hjælpe nogen til at få et bedre liv ved at give dem en chance?”.

“Han bliver desværre sygemeldt, fordi han døjer lidt med en skulder. Vi ville gerne beholde ham, bare i et fleksjob. For jeg arbejder ud fra, at man yder det man kan. Jeg går ind i en kamp sammen med Jesper om at få tilkendt det her fleksjob. Det er hårdere end jeg lige regnede med. I den tid er vi flyttet til Pjedsted – og Jesper var en af de medarbejdere der havde været her længst tid – og han er blevet en god ven personligt. Når man giver folk en chance, så får man også loyale medarbejdere der vil yde den ekstra indsats når der er brug for det. Men Jesper var ved at blive tabt, så jeg gik selv ind og begyndte at trække i systemet. Han havde ikke godt af bare at gå hjemme. Det var ikke ham. Så vi får egentlig sit lidt turbo i forløbet, men får at vide, at han skal arbejdsprøves – og det skal han i en anden virksomhed, så det er bedst mulig test. Der gik en klap ned for Jesper. Det jeg egentlig siger til ham er, at vi hjælper med at finde et sted hvor han passer ind. Jeg får ham skaffet en arbejdsprøvning i mit netværk. Efter en lang og sej kamp får han sit fleksjob er stadig ansat her ved os. Det var egentlig starten på det. Imens er flere kommet til – vi har haft fokus på de hørehæmmede, men også langtidsledige, stressramte og andre har fået en god opstart her. Vi havde et godt samarbejde med det nu lukkede Sund og Glad”, forklarer han.

“I alt det her støder jeg også på den sociale kapitalfond. Det er et tidspunkt hvor jeg gerne vil ekspandere til udlandet – og til det skal der kapital til. Den Sociale Kapitalfond ville gerne yde lån uden den store sikkerhed til virksomheder der tager socialt ansvar. Det mente jeg også vi gjorde, men de mente at vi skulle deltage i to fællesskaber, jeg ville ikke helt, men dagen før deadline sender jeg ansøgning – og bliver kaldt til et interview i Aarhus. Vi bliver udvalgt til at deltage på en bootcamp, hvor de ville vælge de bedste ud til at deltage i vækstprogrammet. Når man har været gennem dette forløb kan man få en investering. Jeg får meget ud af forløbet, især indenfor hvordan vi kan styrke organisationen”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Vi åbnede et satelitkontor i København, der skabte store resultater i den nordiske ekspansion, men nu er vi samlet her, for vi er én virksomhed. Det var fint i en periode, men man har bedst temashop-ånden ved at man ikke skiller det ad – for det bliver ikke det samme. Der er sket en masse ting gennem årene. Vi har opkøbt otte konkurrenter, vi købte en legetøjsgrossit. Vi har udvidet med en horseshop. Der er god vækst i alle vores forretningsområder”.

Opbakningen hjemmefra har altid været der

Med en tur gennem Daniels liv, der mest af alt byder på det ene selvstændige eventyr efter det andet har fået mig til at tænke. Han sagde godt nok, at hans far var selvstændig, men er det nok til at både han og hans bror har haft det selvstændige drive gennem hele deres liv? Der må næsten ligge noget mere bag, var min tanke.

“Vi har været opdraget med, at man ikke får noget uden at arbejde for det. Ville vi have noget, så måtte vi hjælpe til. Så der har hele tiden været noget. Mine forældre havde i en årrække også en kæmpe jordbærplantage. Der så vi firsthand, at når man producerer noget kan der komme penge ind. Der skulle bare arbejdes for at få penge på bordet – og yder man det ekstra, så får man også det ekstra”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Så jeg tror det er opvæksten med at vi ikke har fået noget foræret, så har det været naturligt, at vi skulle arbejde for det. Der har altid været opbakning til det. Der har hele tiden været en støtte og en opmuntring til at prøve det. Det kan ikke gå værre end galt – og vi har et system til at samle os op hvis det går helt galt. Det tror jeg er det. Vi har haft forældre der har troet på os og givet os en tilskyndelse til, at det er fint nok at prøve – og så må man tage de efterfølgende øretæver. Vi har altid vidst, at vi har haft dem med”.

“Noget af det jeg husker mest fra min barndom er, at min far kom med en gammel computer og satte ind i vores klasse i 2. Klasse, der var vi den eneste klasse med en computer. Det med at vi har fået adgang til teknik og fået det ind med modersmælken, at man har gjort ting for at sige, at det her bliver en større del af fremtiden. Det har gjort, at jeg har syntes at det her er spændende. Jeg tror også vi er blandt de første med internet i hjemmet, for så kunne man bruge nettet til at finde svar på spørgsmål. Dengang var der ikke google, men der var så meget andet. Det handler om, at man ikke giver op, men bliver ved med at prøve. Der har nok været høje telefon- og strømregninger, men det tror jeg, at de var fuldt bevidste om, at det skulle nok blive godt”, lyder det fra Daniel.

Med den var en time også hurtigt gået, og selvom der er Coronakrise skal Daniels virksomhed drives videre. Men der er vel heller ikke noget bedre at slutte på, end at Daniel er opdraget til, at man skal fejle før at man kan lære – og at det ikke var en dårlig beslutning, at hans forældre ofrede penge på internet i hans barndom.

Ugens Kurt: Pernille Johannesen

Af

Andreas Andreassen

-

06:00 - 9. marts 2020

0

Ugens Kurt: Pernille Johannsen (Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen/Fredericia AVISEN)

Ugens Kurt er indfødt Erritsø-pige med ben i næsen, kendt for en kæk, men intelligent og velovervejet bemærkning, for overblik, ro, og smil. Ugens Kurt er Direktør hos EWII, håndboldmor og frivillig i børnenes forening. Ugens Kurt er Pernille Johannsen.

Den 2. marts 1976 så Pernille Johannesen dagens lys. Hun blev senere storesøster til Camilla, og ellers var alt som det nu skulle være i en rolig og glad familie i Erritsøs trygge rammer.

„Det var en god og dejlig barndom. I Erritsø var alt trygt, godt og sport. Jeg var konkurencesvømmer i Erritsø Svømmeklub. Det har nok smittet af senere hen – nu hænger jeg jo i håndboldhaller med mine egne piger,‟ siger Pernille med et smil og fortsætter:

„Ellers var det skolegang på Erritsø Centralskole, hvor jeg må indrømme, at der ikke er meget at skrive om. Jeg var en almindelig pige, der passede mine pligter, kom til tiden, men ellers peekede jeg nok først senere rent skolemæssigt.‟

Kan du uddybe det?

„Ja, det var fint på Erritsø Centralskole, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Da jeg kom på Handelsskolen skete der noget. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg ville være, men jeg blev inspireret. Centralskolen var også at gå på butikstorvet og købe alt fra slik til franskbrød. Det var romkugler fra BP Tanken, stikbold og sådan noget,‟ siger Pernille.

Fredericia Middelfart Handelsskole fra 1992-1995

Pernille Johannesen nød sine tre år på Fredericia Middelfart Handelskole og særligt en lærer står skarpt i hukommelsen.

„Det var fedt. Det var meget mig. Det var handel, markedsføring, sprog og internationale forhold. Det var meget mere mig. Der står alt meget mere klart. Jens Jørgen Stranddorph, der underviste i international handel, var genial og god. Hans evner til at formidle fangede mig – ligefremheden og det med at lave lidt gas med det hele. Han var ikke selvhøjttidlig, han var nede på jorden. Det synes jeg var fedt. Det tog jeg med fra ham. Man kommer langt med overblik og humor,” siger Pernille og fortsætter:

“Jeg arbejdede i Suntan inde i byen og gik ellers på Handelsskolen. Så rejste jeg til København, hvor jeg fik en plads hos Novo Nordisk som kontorelev. Jeg cyklede rundt på min cykel med et lille krakkort og lærte byen at kende. Jeg havde altid været nysgerrig anlagt, så jeg tænkte, at det var sjovt, og jeg måtte selv opsøge verden. 1995 og Novo Nordisk var en fed tid. Det var og er en virkelig professionel organisation, hvilket man mærkede fra dag 1. Jeg er blevet skolet et stort og professionelt sted, og det trives jeg også med i dag. Organisationer med mange mennesker, og det at tilpasse sig, forstå kulturen og selv gøre noget for at gøre en forskel er lige mig. Jeg er altid blevet motiveret af at arbejde sådan,” siger Pernille.

“Det kombineret med min vilje med at tro på at gøre noget selv, for hvis man intet gør, så får man intet. Det gjorde nok, at det blev et godt sted for mig. Man var otte måneder i tre forskellige afdelinger. Logistik/shipping, indkøb og så var det faktisk en international afdeling, hvor man stod for et bestemt marked. Det var virkelig spændende. Vi var 25 elever, der startede samtidig. Min hverdag var centreret omkring det. Vi var 25 unge mennesker, der startede op på samme tid,‟ fortæller Pernille.

Du må have mødt mange nye mennsker i den periode?

„Ja, det kan du tro – det gav også mange venner. I morgen rejser jeg faktisk til Paris og besøger min bedste veninde, der var en del af det hold. Vi brugte meget tid med hinanden,‟ svarer Pernille.

Pernille blev grebet af det at lære nyt. Hun begyndte derfor på en efteruddannelse, hvor hun læste spansk på Handelshøjskolen – også det gav flere venner.

„Jeg fik rigtig mange venskaber fra arbejde, aftenskole og byen i det hele taget. Jeg tænker, at jeg var den arme pige fra Jylland, så jeg blevet med hjem til deres forældre og spiste frikadeller. Jeg røg med til fester og fødselsdage, det var dejligt. I dag har jeg mange venner og bekendte i København. Jeg er meget taknemmelig for den tid.‟

Da Pernille læste spansk på handelshøjsskolen blev hun også fanget af det erhvervsretlige modul. Juraen var sjov for hende.

„Det er faktisk lidt sjovt. Jeg havde ikke set det komme. De fleste var ikke glade for juradelen af studiet, jeg elskede den. Jeg var også god til faget. Mit positive sind sagde, at jeg skulle læse jura. Det synes min mor og far ikke var en ubetinget god ide. Jeg havde jo et godt job med en god løn, så hvorfor læse jura. Ingen i familien havde gjort det, så de stillede spørgsmål ved det. Jeg tænkte mere – det tager fem år og så er det overstået. Selvom de synes, at det var en tåbelig ide, bakkede de mig op. Jeg arbejdede faktisk halv tid ved siden af studiet. Jeg læste jura fra 8-12, gik til Nørreport Station og tog S-toget til Bagsværd, hvor jeg så arbejdede hos Novo Nordisk til kl.17.00, spiste lidt og læste så jura igen‟, fortæller Pernille og kommer ind på en svær periode i hendes liv.

„Lige da jeg startede på jura, blev min far ud af den blå luft syg med kræft. Vi håbede og troede længe, at han kunne komme sig over det, men det kunne han ikke. Det var ikke sjovt. Jeg stod på afstand med en stopprøve på jurastudiet, men min far var sej og talte om sin sygdom. Vi talte om worst case, men det var ikke strategien. Han skulle blive rask, men det gik ikke. Han var realistisk. Han sagde til Camila og jeg, at vi skulle leve livet alligevel, og jeg skulle tage jurastudiet. Det styrkede mig i livet. Jeg blev måske stædig på den gode måde. Jeg ville ikke give op. Det tog jeg med,‟ fortæller Pernille.

Juraen på Københavns Universitet blev et hit , og da hun havde læst i fem år, skulle hun da også være advokat.

„Jeg blev fuldmægtig på et kontor i Hillerød, det var godt. Derfor aftjente jeg min værnepligt i 1,5 år hos NNIT (Novo Nordisk IT red.), og så blev jeg advokat. Jeg måtte tilbage og betale lærepengene af. Der var jeg så indtil oktober 2009, hvor vi flyttede retur til Fredericia,‟ siger Pernille og fortæller om et par store livsoplevelse.

„Jeg blev mor i 2006 til Filippa, og så gik jeg på barsel fra NNIT. Vi boede i en lejlighed på Østerbro. Det var en god tid. Jeg så også fodbold – det var jo lige ved siden af. Jeg var rolig omkring det at blive mor. Jeg har en livsfilosofi, der lyder: Så længe man gør sit bedste, så kan man ikke gøre mere. De moppede mig også i mødregruppen, fordi hun sov så meget. Jeg var med i en god mødregruppe, men de måtte da engang imellem kigge ned i barnevognen for at se, om jeg havde et barn med. Filippa kunne jo sove fra 12-16.30,‟ fortæller Pernille og griner inden hun fortsætter:

„Olivia kom til verden i august 2009, og der besluttede vi at rykke hjem til rødderne, hjem til sportshallerne og familien. Hjem til der, hvor man synes, at børnene skal vokse op. Det var en god beslutning at flytte til trygge Lillebælt og Fredericia.‟

Savner du København?

„Ja, ubetinget. Jeg trives godt i de store byer og steder med massevis af mennesker og liv. Forskelligheden og pladsen til at være forskellig kan jeg godt lide.‟

Hvad fik du af arbejde i Jylland?

„Jeg var på barsel, da jeg så en mulighed for at blive juridisk chef hos TRE-FOR, der i dag er blevet til EWII-koncernen. Der blev jeg ansat i august 2010, så det er snart 10 år siden nu. Det har været en god rejse. Jeg troede, at jeg kom til en ret støvede halvkommunal virksomhed, men jeg blev positivt overrasket. Det viste sig at være det rigtige for mig, for der er og var mange muligheder for at udvikle sig, samt være med til at gøre en forskel, og så var det en stor organisation med 500 mand. Det med at være sparringspartner i en bred forretning passede godt til mig,‟ lyder det fra Pernille.

„Jeg lavede juridisk rådgivning til forretningerne. Der blev bygget meget op. 10 år er snart gået og det har været 10 fede år. Jeg har været med til at bygge op, sælge fra og bygge noget nyt op igen. Jeg har fået mange nye områder undervejs. Jeg har haft ansvar for projektafdelingen, IT, forretningsudvikling, indkøb – og jura har været gennemgående hele tiden, senest i 2018 fik jeg ansvaret for hele EWII Fibernet også, samt mange andre opgaver,‟ uddyber Pernille.

Hvad med fritiden?

„Jeg er håndboldmor for fuld tid. Jeg kan godt lide at involvere mig. Jeg holder af menensker, og jeg synes, at det er fantastisk at være med de steder, hvor der sker noget. Jeg føler mig utrolig heldig, hvis jeg kan blive ved med at have det sådan som nu, hvor vi har en god familie, det er vigtigt. Jeg vil faktisk også nævne Bent (papfar, Bent Keisig red.). Jeg har været heldig, at jeg fik ham ind i mit liv. Det er beundringsværdigt. Jeg har et forhold, som jeg vil have haft til min far. Vi har altid haft det godt sammen, og han har været god til at finde sin plads i familien. Det synes jeg er sejt,‟ siger Ugens Kurt og slutter:

„Det er også godt at bo i Fredericia i dag. Der er godt nok sket meget, særligt erhvervsmæssigt. Det er vildt. Fredericia er en anden by i dag. Det kan man godt være stolte af.‟

Ugens Kurt: Tommy Knudsen

Af

Andreas Andreassen

-

06:00 - 2. marts 2020

0

Ugens Kurt: (Foto: Thomas Lægaard/Fredericia AVISEN)

Han har tidligere brilleret på fodboldbanen, hvor han blev tilbudt den første ungdomskontrakt i FC Fredericias historie og han har været med til at sikre Vejle oprykning til Superligaen. I dag er han privatrådgiver i Sydbanks Fredericia-afdeling. Ugens Kurt er Tommy Knudsen.

37-årig Tommy Knudsen har altid boet i Fæstningsbyen, hvor han er født og opvokset indenfor Voldene. Han er gift med Desirée, som han har tre børn med. Trods opvæksten i byens centrum foregik skolegangen på Skjoldborgvejens Skole.

TK, som Tommy kaldes, fik sig en forlænget pause fra jobbet i Sydbank og tog en gåtur hen til Kurt’s Kaffebar, hvor han mødtes med barndomsvennen, Fredericia AVISENs Chefredaktør Andreas Dyhrberg Andreassen og undertegnede. Vi var alle tre til den simple sorte kaffe, og efter barista-Emil havde fyldt kaffe i kopperne, så gik snakken i gang.

„Jeg var den eneste i min omgangskreds, der boede i centrum. Det passede familien bedst pga. min mors job,‟ indleder Tommy og kommer ind på skolegangen:

„Af kendte lærere havde jeg Benny Madsen. Når man ser tilbage på skoletiden i dag, tænker jeg tit, at man glemte at nyde det, da det var en fantastisk tid med fodbold og hockey på i skolegården. Alt var en leg dengang, og i dag har man modsat mere faste rammer. Det samme gælder min fodboldkarriere – den glemte jeg også at nyde. Man var i det, mens det skete‟.

„Jeg gik måske i den forkerte klasse, når man kigger på hvor aktiv jeg var. I paralelklassen gik Lasse, Mads, René og Andreas, der var aktive. Jeg spillede i KFUM, de spillede i F’erne, så der var nok at tage fat. Det var lidt sjovt.‟

Det har kastet flere kærlige lokalopgør mellem F’erne og KFUM af sig, og et par af dem husker Andreas og Tommy tilbage på.

„I 1996 var vi i samme pulje i Mesterrækken. Vi mødtes i den første kamp på den dag, hvor der var Kemira-udslip. F’erne vandt 1-0 på bane 1. Returkampen vandt KFUM 2-0 efter en lækker kasse af mig,‟ siger Tommy og griner.

På det daværende KFUM-hold var blandt andet Johnny Thomsen, og sammen med andre dygtige spillere var KFUM et stærkt hold dengang.

„Vi var konstant på træningslejr husker jeg, og det var rigtig godt for os socialt, men når vi taler om Johnny, så var han en lille knægt dengang, så hvert andet år, når vi var yngste årgang, spillede han på andetholdet. Jeg spillede på midtbanen sammen ham. Han var arbejdsmanden, og så lavede jeg det kreative.‟

„Hvert eneste år var vi til Bording Cup sammen med alle de andre årgange fra KFUM. Man savner sådan nogen ture i dag. Man fik 100 kroner med, og de skulle række hele ugen, og vi spillede kortspil om 25 øre. Ja, det var tider,‟ siger Tommy.

Benny Madsen som lærer

En af de personer fra barndommen, der havde stor betydning for Tommy, var matematiklæreren Benny Madsen, som han igen vender tilbage til, når snakken falder på skole og barndommen. Han kunne noget særligt.

„Hvis du har en god træner, så kan man lide at spille fodbold, og det var det samme med Benny som lærer i matematik. Han gav gode budskaber og fik det til at være sjovt. Jeg var ikke bedre til matematik end andre, men jeg fangede interessen hurtigt. Hvis læreren gør det sjovt, så giver det noget andet,‟ siger Tommy og fortsætter:

„Jeg var midt i mellem i skolen uden at være god eller dårlig. Det sociale var vigtigt for mig. Til skole-hjem-samtaler kunne Benny, og Tommys klasselærer Lisbeth og min mor mærke, at jeg mistede interessen for skolen, da piger, fodbold og andre ting betød mere for mig.‟

Efter 10. klasse ville Tommy på HHX, i den forbindelse kom Benny med en løftet pegefinger til ham.

„Han sagde, at jeg skulle tage mig sammen. Det var et venligt klap på skulderen,‟ husker Tommy, der i HHX-tiden skiftede Fredericia KFUM ud med Vejle Boldklub og i den forbindelse fik ture med ungdomslandsholdet.

„Skiftet kom i stand et par dage før min fødselsdag i 1998. En træner fra Vejle ringede til min mor, mens jeg ikke var hjemme. Min far hentede mig på en rasteplads i Middelfart, og så fortalte han, at VB havde ringet og jeg skulle kontakte dem, når jeg kom hjem. Vi talte frem og tilbage i nogle timer, og det endte med vi mødtes på banegården i Vejle, hvor vi kørte af sted til et stævne i Lyngby og var der i fem dage. Undervejs spillede vi nogle kampe, og vandt blandt andet 4-1 over B1903 og jeg lagde op til alle målene. Det fik træneren til at kalde mig til samtale og sagde vi skulle finde ud af noget,‟ siger Tommy.

Tommy var splittet omkring tilbuddet. Han havde svært ved at fortælle om det til barndomsklubben KFUM, men med VB bankende på døren på den anden side var det en speciel situation.

„Stig Pedersen kaldte mig ind på kontoret og tilbød mig den første ungdomskontrakt i FC Fredericias historie. Min mor sagde jeg måtte sige fra, hvis det var VB, jeg ville. Jeg endte med at skifte til Vejle, hvor jeg lavede tre mål og otte assists mod gode hold. Vi spillede mod blandt andet Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen fra AaB. Vi spillede et flot efterår i 1998, men i foråret 1999 sad jeg på bænken, da vi kom op og at spille med årgangen ældre end mig,‟ forklarer Tommy, der havde svært ved at kombinere fodboldlivet med tilværelsen på HHX, hvor han gik på en Team Danmark-ordning.

„Det fangede mig aldrig, fordi fodbold var mere interessant. Fra at bo med Brøndby-spillere på landsholdet og have det sjovt med fodbolden, så skulle jeg lave lektier. Det havde jeg det svært med. Det var irriterende at komme tilbage til en IT-time, hvor vi skulle lære ti-fingre-systemet, og i matematik havde jeg ikke været der de otte foregående timer og vidste ikke hvor vi var henne. Jeg endte med at droppe ud efter halvandet år. Det var en beslutning, jeg selv tog.‟

I stedet for at have HHX ved siden af fodbolden, så endte Tommy med at gå all-in på fodbold, hvor han var fuldtidsprofessionel i flere år.

„Fra 2002-12 levede jeg af fodbold. Vi rykkede op i Superligaen i sidste runde, da vi slog Esbjerg, og det var helt vildt. Med fem kampe tilbage var vi otte point efter andenpladsen, men vi endte med at hente Frem og Køge. På Esbjergs-hold var kendte spillere som Jess Thorup, Michael Hansen og Simon Karkov. Hele stadionet var rødt med Vejle-fans derovre. Jeg startede inde i kampen, kan jeg huske. I maj fik jeg debut, efter jeg havde fået rødt kort i min sidste ynglingekamp og skulle afsone karantæne. Vi vandt kampen mod Esbjerg 4-2 og banen blev invaderet af fans.

Uddannelsen blev færdiggjort

Tommy gik rundt uden uddannelse, men det blev der lavet om på som årene gik.

„I 2006 sagde min mor, at jeg skulle tage en uddannelse og jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive håndværker som min bror Danni. Jeg tog derfor en kontoruddannelse, men gjorde også HHX færdig. Det dannede grundlag for, at jeg senere kunne komme ind på Finansøkonomuddannelsen,‟ siger Tommy.

Vi skriver 2006, og der tog Tommys fodboldkarriere en ny drejning pga. en alvorlig ankelskade.

„Jeg kom ikke tilbage på det niveau, som jeg havde inden skaden. Jeg var røget på Danmarksserieholdet, som jeg var med til at rykke op i 2. division. I februar kontaktede Stig Pedersen mig, og jeg var selv blevet prikket på skulderen om, at VB ikke ville forlænge. I maj tilbød de mig faktisk en ny kontrakt, og Kolding, som havde Johnny Mølby som træner, ville også have mig, men mavefornemmelsen sagde FC Fredericia, hvor jeg ville blive en vigtig del af holdet,‟ forklarer Tommy og fortsætter:

„Stig lokkede med det nye stadion og alt det der. Fredericia var ikke med fans dengang, men det med at være en del af byen og der ikke var langt til træning trak i mig. Det fede var, at jeg gik direkte ind på holdet og var en profil fra start. Jeg havde nogle gode sæsoner i klubben, hvor den første nok var den, hvor jeg havde størst personlig succes.‟

En diskusprolaps i 2011 satte en stopper for Tommy Knudsens tid i FC Fredericia. Kontrakten løb ud og blev ikke forlænget.

„Jeg fik også en fiber i maven, og det gjorde, at jeg endte med at tage med på Spillerforeningens tur for klubløse spillere. Jeg kom hjem fra turen og blev tilbudt en kontrakt i FC Fyn, der var en fed klub. Jeg var ærgerlig over, at jeg kun fik et halvt år hos dem, men jeg fik en ny diskusprolaps efter en duel med Rasmus Festersen og så besluttede jeg, at det var slut,‟ siger Tommy og fortsætter:

„Jeg tog en beslutning om, at det var slut nu og det var tid til at være bankmand. Jeg ringede til Peter Larsen fra F’erne og sagde, at jeg ville starte hos dem og det ikke skulle koste mig noget, da jeg skulle til at gå på SU.‟

Familielivet

I dag har Tommy tre børn og særligt oplevelsen med datterens fødsel var speciel.

„Hun blev født d. 19. august 2012 klokken 06:45. Samme dag skulle jeg spille med FC Fyn mod FC Fredericia. Min kone havde en 32 timers fødsel endte med at få et akut kejsersnit. Jeg sad der og skulle beslutte om jeg skulle spille. Konen havde sagt, at jeg skulle gøre hvad jeg selv synes. Jeg endte med at tage en times hvil på stole, inden jeg kørte hjem og spiste en frikadellemad. Jeg mødte op på stadion. Det var årets varmeste dag. Derfor endte jeg med at få krampe i begge baglår og lægge. Jeg havde ikke fået ordentlig forberedelse pga. omstændighederne, men det var en fed kamp. Vi førte 2-0, kom bagud 3-2 og endte med at udligne til 3-3,‟ husker Tommy.

Hvilken følelse er det at være far?

„Det er fremragende. Det er et fuldtidsjob ved siden af, og nu har vi tre stk. Konen har lidt specielle arbejdstider, så jeg har tit børnene, men det er fedt og jeg kan godt lide det. Engang imellem kræver det dog jeg kommer ud, og jeg skal blandt andet i biografen i aften,‟ siger Tommy med et smil.

Det bliver også til fodbold, når tiden er til det, men ellers er det mest på lægterne Tommy er at finde.

„Jeg ser både FC Fredericia og FHK spille. Sydbank er sponsor begge steder, og det er noget vi går op i. Vi er flere fodboldtosser i banken, og så gejler vi hinanden lidt op med det, forklarer han med et smil.

Kaffen er drukket færdig, og Tommy skal videre til Sydbanks nye filial i Port House, men på falderebbet svarer han på hvordan han ser Fredericia i dag.

„Byen er kendt for håndbold, og er det stadig. Det er ærgerligt med fodbold som gør det godt og var tæt på oprykningen i 2010, hvor man kun snittede 1.000 tilskuere. Fodbold er nødt til at gøre noget mere aktivt for at få tilskuere,‟ slutter Ugens Kurt, Tommy Knudsen.

Ugens Kurt: Stig Gerdes

Af

Janus Bang

-

06:00 - 24. februar 2020

0

Det er en af Fredericias mest kendte indbyggere, vi i dag har fået ind ad døren til en samtale om et spændende liv. Ugens Kurt er ingen ringere end den tidligere læge Stig Gerdes. De sidste år er han blevet mest kendt for sin kamp mod sundhedsmyndighederne, der fratog ham hans autorisation i en lynproces.

Stig blev født i 1946 i København, men to år senere kom han til Fredericia sammen med sine forældre. Hans fars morfar og far var læger, farforældrene havde 10 børn hvoraf de 6 blev læger. Så det lå i kortene hvilken vej det skulle gå, men i Stig Gerdes barndom var det langt fra hans drøm.

Først boede familien på Fælledvej, så i Danmarksgade. Stig gik på Treldevejens, Købmagergade og Taulov skoler.

„Dengang havde vi meget mere frihed end idag, for der var ingen pædagoger. Det var sgu heldigt. Vi måtte selv ordne problemerne. Enten ved slagsmål eller forhandling‟, siger Stig. Det var i 1950’erne, hvor han fløjtede op og ned ad gaderne. Han havde det allerede dengang svært ved at sidde stille og høre efter.

„I 5. klasse havde jeg stort set eftersidning hver dag. Så man kan ikke sige det gik specielt godt i skolen. Det var kedeligt og jeg gad ikke. Jeg hadede at gå i skole. Vi flyttede senere på en gård i Taulov. Min far ville gerne have nogle heste. Min mormor og morfar havde haft en gård på Fyn. Der lærte jeg en masse om landbrug og at ride‟, fortæller Stig.

I fritiden var det leg, arbejde, hestene og fodboldspil, der intereressede ham. Hans far havde sammen med 3 brødre landets største 4 mandspraksis, med knap 9.500 patienter i Fredericia og var på den måde en velkendt familie i byen, og det meste af landet.

Det lykkedes Stig Gerdes at tage sig sammen i niende klasse og komme på gymnasiet.

„Jeg tog de intellektuelle briller på. Jeg ville gerne være landmand, men min ryg fungerede langtfra optimalt pga smerter og jeg var derfor nødt til at finde en uddannelse min ryg kunne klare‟, griner Stig.

Ideen om at blive landmand fik han fra arbejdet på bedsteforældrenes gård og forældrenes gård i Taulov. Der var meget krudt i Stig, at det virkede til at han ville falde bedst til med livet i landbruget. Men da han i 1961 begyndte at tage sig sammen med lektier og eksamener, var vejen banet for en universitetsuddannelse. Han fik indhentet det faglige og kom ind på Fredericia Gymnasium i 1962. Dengang lå gymnasiet samme sted som den nuværende 6. juli skolen, og der var knap 176 elever pr. årgang.

„Der var kun matematiske og sproglige linjer. Vi var en rimeligt stort årgang, efterkrigstiden havde skabt min generation og vi var klar til at forandre verden. Mange af mine kammerater fra gymnasiet kom og hjalp i høsten, og så var vi fredet mht hjemmearbejde. Det var vi glade for og vi prøvede at udnytte det så længe som muligt, og nogle høstede indtil jul‟, siger Stig med et glimt i øjet.

Stig begyndte at spekulerer over, hvad han ville med sit liv. Det vakte endnu kvaler at han måtte opgive landbruget pga dårlig ryg. Skolelærer var udlukket, for det gad han ikke. Men der var ikke så mange studenter, så der var frit optag på de visse universitets uddannelser. Stig Gerdes kastede et blik på familietraditionen hvor lægegerningen var den store kæphest, og endte med at søge ind på lægestudiet i Århus.

„Jeg havde valget mellem medicin og jura. Jeg var arvelig belastet, så traditionen vandt‟, forklarer han.

I 1965 blev han student fra Fredericia Gymnasium. Men på grund af hans trang frihed og eventyr og fordi han var skoletræt, så endte han på en sejltur til østen:

„Efter studentereksamen kom jeg ud og sejle i 6 måneder med ØK til bla Singapore, Hong Kong og Manila. Jeg skulle bare have en pause fra bøger, så det var godt at komme til søs, for det var noget helt andet. Jeg passede messen for officierne‟.

Men sejlturen sluttede og Stig begyndte på universitetet. Han tjente penge til studiet ved at arbejde på faderens gård, og fik 500 kroner pr måned at klare sig for. Det første år på universitetet blev fårerne skilt fra bukkene. Ved første års deleksamen, bestod kun 3 af 20 studerende.

„En god kammerat og jeg arbejdede godt sammen og klarede eksamen. Jeg var meget omhyggelig, for jeg brugte 9 år på at læse medicin. Jeg begyndte i januar 1966 og læste til januar 1975. Men der var også meget fest og farver. Jeg begyndte endda at brygge øl, da jeg blev sat på venteliste et halvt år og det sinkede mit studie med nogle måneder. Senere tog jeg på rejser. Dengang var der evighedsstudenter, så det var ikke et særsyn at nogle studerende hang i bremsen, fordi de havde travlt med alle mulige andre ting‟, fortæller Stig.

Han nåede også at aftjene 2 måneders værnepligt i sommeren 1972. Da var han bare helt almindelig rekrut. Langt om længe lykkedes det dog at færdiggøre medicinstudiet, og da Stig Gerdes skulle aflægge lægeløftet, var han klar over, at netop det løfte betød meget for ham. Han ville desuden følge sin samvittighed og prøve at gøre en forskel.

Fra midten af februar 1975 rejste Stig til Luleå i Sverige og fik sin ilddåb som læge. Dengang var der ikke lægemangel i Danmark, så omkring 1000 danske læger arbejdede i Sverige. Frem til juni 1975 var Gerdes praktiserende læge på en lægestation for 10.000 patienter.

„Jeg blev kastet ud på dybt vand. Enten kunne jeg svømme eller også kunne jeg ikke. Men jeg klarede det, og vidste at jeg var havnet det rette sted rent fagligt‟, siger Stig Gerdes.

Men han havde fået den ide, at han ville til New Zealand og være læge. For han havde stiftet familie, og der var nedfaldspunktet. Så han måtte tage en specialiseret amerikansk lægeeksamen for at kunne få lov til at arbejde dernede. Han sad derfor i København til en benhård eksamen, som han bestod.

Foran ham ventede eventyret, og fra juli 1975 til juli 1977 opholdte han sig i Christchurch på New Zealand. To børn blev det til. På sygehuset lærte han de forskellige specialer, og fik en stor rutine som læge, fordi arbejdstiden var 50-90 timer pr uge:

„Her var der syn for sagen. Der var mange dygtige læger at lære af, så jeg havde en fantastisk tid i New Zealand. Jeg kunne godt lide at være der. Jeg fik et meget lærerigt forhold til patienterne og kollegaerne‟.

Alligevel endte det med at Gerdes vendte tilbage til Danmark i sommeren 1977. Han arbejdede nogle måneder på røgtenafdelingen i Silkeborg, samt nogle måneder på lungemedicinsk afdeling i Odense. Han var 13 måneder i lægekorpset, blev uddannet til sekundløjtnant og var 4 måneder på kasernerne i Haderslev og derefter Fredericia.

Stig havde det ikke med at sidde stille og vente på verden. Der kunne være 20-30 ansøgninger til hvert lægejob, så mulighederne var begrænsede for yngre læger i Danmark. Så da hans far gik på pension som praktiserende læge og ville nøjes med sit bijob som skolelæge og sociallæge, åbnede døren sig for sønnen Stig Gerdes:

„Jeg købte hans andel af den store Gerdes-praksis. Jeg begyndte i praksis i 1978 og overtog hans andel i marts 1979‟.

Dermed blev han etableret som den Fredericia-læge, alle i byen kender den dag i dag. Men allerede i januar 1982 blev Gerdes-klinikken splittet op. To onkler gik hver for sig, og den tredie onkel valgte at gå sammen med Stig og de flyttede til Anders Billesvej.

En stædig mand (Foto: Fredericia AVISEN)

Stig holdt meget af tiden sammen med sin onkel Ib. Der blev arbejdet hårdt og derfor lærte han meget. Samtidig havde han kastet sig ud i medierne, mærkesagerne og de store slag mod systemet. Han var på avisernes forsider og var med til at sætte en dagsorden. Men det var ikke noget, der gav ham goodwill fra de andre læger i Fredericia:

„Jeg har aldrig været den store holdspiller. Jeg havde vel et rimeligt kollegialt forhold til lægemøderne og så videre. Men jeg tror de syntes jeg havde en stor kæft. Det havde jeg vel også‟.

Han var begyndt at tale åbent om narkoproblemerne i Fredericia allerede i 1980. Stig vægtede friheden over alt sammen med lægeløftet. De blev sammen indtil Ib gik på pension, og nye læger flyttede ind på Anders Billesvej sammen med Stig. Historierne og overskrifterne kom der mange af, men frem for alt blev han en velkendt debattør og læge, også udover Fredericias grænser.

„Ved du hvad. Så meget synes jeg heller ikke byen har ændret sig siden dengang. Der er kommet flere biler og lavet gågader. Så har de rykket lidt på kommunegrænserne. Men ellers er Fredericia sig selv, med de samme problemer. Nu som dengang‟, siger Stig.

Det er ikke fra Stig Gerdes man får ret mange hurra-for-alting-citater. Systemkritikken har siddet i ham gennem det meste af hans lægegerning. Og selv nu har han gode råd til de yngre læger:

„Vær dig selv. Hav selvtillid. Tro på egne evner. Uddan dig så godt som muligt. Stå på din ret. Overhold lægeløftet‟!

Gerdes mener at man i dag ikke kan placerer et ansvar indenfor sundhedsvæsnet. Der er efter hans mening ikke længere nogen kontinuitet for patienten. Den tværfaglige tilgang er udhulet, alle læger er specialiserede og ingen har det store overblik. Samtidig er de unge læger blevet bange:

„Stort set alle sundhedspersoner skal sikre sig i hoved og røv, for ellers er fanden løs. Sygehusledelsen er fuld af djøffer, og vi kan ikke bruge dem til en skid, når vi skal hjælpe patienterne. De koster bare penge og spilder vores tid. Havde jeg været ung læge i dag, havde jeg ikke fortsat i faget, det er ødelagt, friheden og ansvaret er pist borte, og der er alt for megen administration. Men det værste er at det er defensiv medicin der styrer vort sundhedsvæsen. Red dig selv, ikke patienten‟.

Stig Gerdes efterlyser en klar ansvarsfordeling. Han mener at det overordnede ansvar skal være ledelsens. Frem for alt skal der etableres nogle andre måder til at vurdere lægefejl.

„Hvis fly styrter ned så er der en haverikommision, der undersøger alt og kommer med foreslag til forbedringer. Vi skal have det samme indenfor lægefaget. Ikke alt det pjat vi har i dag. Læger er veluddannede og har stor efteruddannelse. De kan godt tage et ansvar. Sker der fejl, og det gør der, så skal det frem og der skal læres af det‟, slår han fast.

Gerdes tror ikke på at pisk virker. Han vil hellere have god pædagogik og uddannelse.

I dag er han netop hjemvendt fra en lang rejse til sine børn og børnebørn i New Zealand. Det er 3 år siden, at han mistede sin autorisation på grund af sagen om Karina Hansen. Han tabte i byretten sidste år, og mener selv det skyldes retslægerådets sammensætning i hans sag. Sagen fylder meget i Stigs tanker, og i skrivende stund er advokatomkostningerne nået op på 800.000,- kroner. Nu venter han på at landsretten tager stilling til, om der kan indhentes en ny udtalelse fra retslægerådet.

„Der er jo skrevet meget om sagen, så jeg tror de fleste, der har sat sig ind i den, ved hvad den handler om. Men i min anke til landsretten lægger jeg vægt på, at retslægerådet var sammensat af psykiatere. Problemet er at de ikke kan vurdere en patientsag med en patient, der lider af ME. Det er en fysisk lidelse, ikke en psykisk lidelse”, forklarer Gerdes.

Stig Gerdes har aldrig været en tålmodig mand, forklarer han. Så det piner ham at en sag af denne karakter tager flere år om at afgøre. Men de principielle grunde til at køre sagen til ende nævner han som en vigtig motivation til at blive ved. Han har fået kaffe, en sandwich og en god udsigt. Vi følger ham fra bilen, til Kurts Kaffebar og tilbage til bilen. Mens vi sidder og snakker bliver han genkendt igen og igen. Og mens vi går frem og tilbage må han stoppe og snakke med folk, der genkender ham.

Der er næppe tvivl om at Ugens Kurt er en af de helt store legender i Fredericias nyere historie.

Ugens Kurt: Per Jacobsen

Af

Andreas Andreassen

-

06:00 - 17. februar 2020

0

Ugens Kurt er nærmest vokset op med værktøj i hænderne. Han er søn af den berømte erhvervsmand, Helmuth Jacobsen, der gennem årtier stod i spidsen af Midtjysk Køleservice. Han voksede op med storesøster Eva og så elsker han livet. Ugens Kurt er Per Jacobsen.

Ugens Kurt blev født i 1977 på Fredericia Sygehus. Han er søn af Betty og Helmuth Jacobsen. Basen hed Erritsø og det gør den stadig.

„Jeg voksede op i Erritsø, hvor jeg havde en dejlig barndom sammen med min søster Eva. Det var en god og fri barndom, hvor vi lavede mange ting. Jeg blev hurtigt glad for at skrue i maskiner. Jeg fik faktisk min første Puch Maxi, da jeg var ni år,‟ fortæller Per Jacobsen og fortsætter:

„Jeg kørte endda rundt på min Puch Maxi på markerne bag firmaet. Det var livet. Jeg har altid været glad for mekanik, jeg var også med min far ude hos kunderne, da jeg var helt lille. Man kan godt sige, at jeg fik kølearbejdet ind i blodet. Jeg gik i skole på Erritsø Centralskole, hvilket var fint nok, men jeg havde det nok bedst, da jeg kom i lære hos Arne Nørgaard – min far er faktisk udlært under samme mester.‟

„Det skal ikke forståes sådan, at min tid på Erritsø Centralskole var dårlig. Den var god, ifølge min lærer var jeg både klassens klovn og leder – på den gode måde. Mine skolekammerater var gode, og jeg taler stadig med nogle af dem – ikke så fast, men Facebook knytter os jo sammen. Jeg kom i øvrigt i lære i 1993 og var udlært i 1997,‟ lyder det fra kølemanden.

Kan du fortælle om din læretid?

„Det var god, meget alsidig vil jeg faktisk sige. Jeg arbejdede på et lille smedeværksted. Det betød, at jeg prøvede kræfter med næsten alt. Jeg er uddannet kleinsmed, men jeg fik også lært VVS- og maskin-arbejde. Når jeg husker tilbage på min læretid, så står det skarpt, at jeg eksempelvis svejsede bunde i byens skraldebiler. Det var ikke ret sjovt. Selvom man spulede og rengjorde bilerne inden svejsning, så husker jeg stadig den stank som direkte ækel,‟ siger Per og griner, inden han fortsætter:

„Jeg havde Charles som læremester – han var en hård banan. Det var kæft, trit og retning, men det var godt for mig. Jeg tror faktisk, at mange unge mennesker mangler denne del i dag. Det er sundt. Der var sgu en del respekt for for svendene dengang, og vi lærlinge skulle give den en ekstra skalle.‟

Efter læretiden skulle Per Jacobsen lige arbejde 3-4 uger for sin far i Midtjysk Køleservice, fordi virksomheden havde ekstra travlt, men det blev til 18 år.

„Det var en god tid. Jeg havde det godt med at arbejde sammen med min far. Vi har aldrig haft problemer med at arbejde sammen. Vi har haft en gensidig respekt. Jeg ved, at mange har svært ved det, men vi havde det ikke,‟ siger Per og fortæller om en typisk arbejdsdag:

„Vi lavede meget butiks- og industrikøl. Nogle gange tog man af sted mandag morgen og kom hjem torsdag aften, men det var ikke altid lige let at være mesters søn. Når de andre fik fri om fredagen, måtte jeg arbejde‟

I 2007 bliver Per Jacobsen far til sit første barn, og det var en stor oplevelse.

„Det var overvældende at blive far, vi fik to år senere barn nummer to, der i øvrigt havde voldsom kolik. Men børn er det største,‟ siger Per Jacobsen.

Arbejdet i familievirksomheden buldrede af sted og det var en dejlig tid. I ny og næ var der plads til badminton og firmabowling, men ellers kaldte familievirksomheden. Men familien kunne også holde fri.

„Vi var en familievirksomhed med stort F. Vi har dog været gode til at holde fri. Det kan godt være, at snakken faldt på arbejdsopgaver også, men det var naturligt, og vi har holdt mange ferier sammen. Mine forældre har et hus i Spanien, hvor vi hygger os sammen. Vi besøger stadig det hus. Typisk fire gange om året, så vi kommer ned i gear. Det kan også være en forlænget weekend om vinteren,‟ fortæller Per Jacobsen.

I december 2010 køber TREFOR Midtjysk Køleservice, men Per Jacobsen og faderen Helmuth fortsætter i forretningen.

„Vi arbejdede i firmaet i nogle år. Det var faktisk ganske okay, men desværre blev min far ramt af en række blodpropper i hjernen, så han stoppede først, og jeg stoppede så den 1. april 2016,‟ fortæller Per og fortsætter:

„Jeg startede i stedet op selv med PJ Køleservice. Det er spændende. Jeg startede fra bunden af, og var overbevidst om, at jeg skulle være mig selv, køre ud til bagermesteren, slagtermestermesteren og lignende mindre kunder, men i dag er vi fire montører. Efter tre måneder fik jeg den første mand, og i dag er der i alt seks mand i virksomheden, så det er gået stærkt. Der er nok at se til. Vi har alt lige fra de store industri til bådkøleskabet i Lystbådehavnen.‟

„Vi er hovedsageligt baseret på industrien i dag, hvor vi har fået nogle tunge kunder som Skærbækværket, Statoil, vindmølleparker på Horns Rev og mange flere. På Horns Rev bliver vi fløjet ud med helikopter, og der er konkurrence om at komme derud,‟ fortæller Per og fortæller om de lokale kunder:

„Vi kommer, når kunderne ringer og hjælper. Vi arbejder også for Fredericia Shipping med skibskontainere. Vi udfører et PTI-tjek af dem, det er meget spændende.‟

Hvad når du holder fri, hvad er så beskæftigelsen?

„Ud over, at vi er sammen i familien og gerne holder weekender og ferier sammen, så jeg som mange andre, blevet skilt, og lever i dag sammen med Heidi, som har en søn, så i alt er vi en familie på fem, hver anden uge og to hver anden. Basen er stadig i Erritsø,‟ siger Ugens Kurt og fortæller videre om interesserne:

„Jeg sejler og har et fritidshus, og så er jeg begyndt til mandeyoga. Men motorbåden og fritidshuset på Nordfyn trækker mest. I motorbåden føler jeg friheden og får følelsen af fritid ind i kroppen. Når man har mange timer om ugen som selvstændig, så er det nødvendigt, at der falder ro på i fritden. Det gør der hos mig, når man sejler ud af havnehullet med en kold øl i kopholderen. Jeg arbejder i en branche, hvor der er døgnvagt, så fritid er nødvendigt.‟

„Vores børn går i dag på Erritsø Fællesskole – en på Krogsager og en på Højmosen. Min papsøn går i skole i Gram, så der venter 130 kilometer pr. gang, så det går der også noget tid med,‟ siger Per.

Hvad med din far, hvordan går det med ham?

„Han har det nogenlunde, han har været ramt af blodpropper, så vi ses så meget vi kan for at få noget kvalitetstid sammen. Familehygge er vigtigt, og børnene er meget glade for deres farmor og farfar.‟

Hvordan ser du Fredericia i dag?

„Det er en spændende by, der ligger godt midt i det hele. Jeg bliver tit imponeret over, hvor mange køleanlæg, der er i byen. Vi laver mest lokale ting, så jeg har set ret mange køleanlæg i byen og ser generelt meget af byen. Mange henter måske mælken i Rema, men bagved er der meget mere; køleanlæg, fryserum – og mange andre maskiner, som vi skal servicere,‟ siger Per og fortsætter:

„Derudover ser jeg byen, når vi hos private installere med varmepumper. Der sker meget i byen for tiden.‟

Og fremtiden?

„Jeg vil gerne leve godt, være rask og så har jeg en illusion om ikke at arbejde til, jeg bliver 70 år, men i stedet stoppe, når jeg bliver 58 år. Nu må vi se om det holder stik. Jeg går jo til mandeyoga, fordi jeg har ondt i ryggen. Min træner Chris Vejlegaard sagde, at han lavede yoga for tykke mænd,‟ svarer Per og griner inden han slutter:

„Men det er faktisk overraskende godt. Jeg var til det i går. Men i forhold til fremtiden, så har Heidi og jeg en klar plan om, at vi skal flytte til Spanien, nyde livet dernede og måske handle lidt biler. Det har altid været min interesse, men jeg har ikke fået gjort noget ud af det. Det kunne jeg måske dyrke der. Det er fremtiden og drømmen.

Ugens Kurt: Dennis Nielsen

Af

Andreas Andreassen

-

06:00 - 10. februar 2020

0

Ugens Kurt er et kendt ansigt i byen. Man ser ham på sin cykel, på Monjasa Park, i thansen ARENA, til politiske debatter og så er han født indenfor voldene. Han nyder titlen som Farfar til seks børnebørn, som han deler med Fru Nielsen. Ugens Kurt er Dennis Nielsen.

Dennis Nielsen blev født i 1957 på Sct. Josef til klokkerne af Sct. Michaelis. Mor var fabriksarbejder og far kørte lastbil. Byen var legerum, skolen trak ikke i ham, så smedegerningen blev vejen.

Dennis Nielsen ankommer i sin arbejdsjakke til Kurt’s Kaffebar. Klokken er blevet 15.23, han fik fri kl.15.00 fra Caverion på Venusvej og tog jernhesten til byens centrum, hvor han i Ugens Kurt beretter om livet og sit 25-års-jubilæum.

„Min mor var fabriksarbejder. Hun arbejdede mange år på mælkefabrikken Nestlegården og sluttede af på Rahbek Fisk. Min far var udlært tømrer, men kørte som skraldemand for P. Fournaise,‟ indleder Dennis Nielsen og fortsætter:

„Jeg voksede op i centrum af Fredericia i Prinsessegade ved siden af biografen. De første mange år legede vi på Ryes Plads, hvor der var græs og træer, og så var der baghaverne i Prinsessegade, hvor vi legede meget. Der fik jeg mange kammerater. Vi var alle sammen ude at lege, det var sådan det var dengang. Der var ikke iPads og fjernsynet var dårligt kommet til byen. Vi byggede sæbekassebiler, alt foregik udendørs, så vores forældre havde meget ro.

„Jeg gik også på Dagmargården og senere Børnenes Vel i Kongensgade, inden skoletiden på Købmagergade Skole kaldte,‟ fortæller Dennis Nielsen.

Hvordan var skoletiden?

„Det var den gamle skole, da jeg startede stod vi på rækker, når det ringede ind. Det var disciplin med kæft, trit og retning. Det var lige den årgang, hvor man stadig kunne risikere at få en på hovedet. Jeg havde ikke rigtig noget favoritfag, og jeg må også indrømme, at jeg blev lidt skoletræt. Jeg kom ud at arbejde først som medhjælper på cigarfabrikken I.P.Schmidt et par måneder, hvorefter jeg kom i smedelære som hos Monberg & Thorsen i Erritsø,‟ fortæller Dennis og uddyber:

„Jeg havde en god læretid. Det var en tid med fest og farver i 1970’erne. Der var gang i den. Det var mere spændende end skolen at komme i lære. Det var en hård tid, der var regler og man skulle yde noget. Respekten for svendene var stor, man skulle rette ind, og hver fredag skulle maskinerne gøres rent. Det var igen en anderledes tid. Fredericia var dengang på mange måder tegnet af de store fabrikker som Superfos, Shell Raffinaderiet og Skærbækværket, hvor vi arbejdede meget.‟

Dennis Nielsen sluttede læretiden i 1978, hvorefter Søværnet kaldte. Det blev til en tur til landets hovedstad København.

„Efter min læretid rejste jeg til København. Destinationen hed Holmen, hvor Søværnet blev mit arbejde i ni måneder. Jeg må indrømme, at det var en fantastisk tid. Jeg ved godt, at Søværnet er noget andet end det almindelige militær, men det var godt. Jeg under alle de unge mennesker i dag at prøve det. Det var virkelig spændende. Det var ni gode måneder, hvor mit primære job var at passe maskinerne og tjekke H.M. Dronningens både, der skulle sejle ud til Kongeskibet Dannebrog,‟ siger Dennis Nielsen og tænker tilbage på hovedstadens pulserende liv.

„Jeg husker København, som en enormt spændende by. Det var så fedt at komme derover. Det var noget helt andet. Jeg havde en god soldatertid, hvor vi havde fri til fyraften. Der var plads til at nyde livet og se byen. Det var helt unikt at være i byen. Efter min tid i Søværnet rejste jeg tilbage til Fredericia, jeg havde jo truffet Fru Nielsen (Politikeren Inger Nielsen red.). Jeg havde sgu kun været i Søværnet i en måned, da jeg traf hende – så var jeg låst fast. Jeg blev ellers tilbudt et job i København som vicevært, men jeg valgte Fredericia og Fru Nielsen. Det var en god tid. Jeg arbejdede forskellige steder, blandt andet som rejsemontør i Danmark og Norge, ligesom platformene på Nordsøen blev en af mine rejsedestinationer,‟ fortæller Dennis Nielsen.

Hvordan var det at komme ud på Nordsøen?

„Det var specielt og anderledes. Det er faktisk simpelt. Enten så kan du være der, eller også kan du ikke. Jeg var der af flere omgange, men jeg kender mange, der var der en gang, og aldrig kom tilbage igen. Man er jo ude på søen, så man kan ikke lige gå ned i byen og drikke et par bajere, og sige, „det er ligemeget‟. Jeg var instrumentrørlægger på Nordsøen og det var lige mig,‟ siger Dennis Nielsen og fortæller om tiden, da han gik „i land‟.

„Efter en lang række ansættelser – som der var normalt i min branche, hvor mange smede og særligt jeg mærkede uroen i rumpetten efter seks måneder på en plads, så måtte man videre. I maj 1995 startede jeg hos ABB, hvor min arbejdsplads blev afdelingen på Shell Raffinaderiet. Det var faktisk nogle kolleger, jeg havde gået med på Nordsøen, der ringede og spurgte om jeg kunne hjælpe. Det kunne jeg. I dag arbejder jeg stadig i koncernen, der har skiftet navn til Caverion,‟ fortæller Dennis.

Hvordan var det at blive fastligger?

„‟Jeg var virkelig glad for at komme derud. Jeg havde muligheden for at komme på Nordsøen igen og til Tyskland, men jeg gad ikke mere. Familien kaldte mere. I dag er jeg alt-mulig-mand, jeg har haft en række skavanker gennem årene, så det har været godt være i en stor virksomhed med mange muligheder. Jeg har arbejdet med mange forskellige opgaver gennem de 25 år. Jeg har faktisk 25-års-jubilæum den 13. februar. Det er jo mit andet sølvbryllup – det første var med Fru Nielsen. Begge er holdt godt. Det er stort – nogen gange tager den ene dag bare den anden – og her kan vi sige det ene år tager det næste år,‟ lyder det fra Hr. Nielsen.

Du blev senere politisk og faglig aktiv, hvorfor?

„Det er rigtigt. Jeg blev politisk aktiv tilbage i 90erne, men det var faktisk det faglige arbejde hos Dansk Metal, der trak mest. Jeg blev opfordret til at blive tillidsmand, og det blev jeg glad for. Senere blev jeg medlem af bestyrelsen i lokalafdelingen hos Dansk Metal. Det er blevet til mange gode år med fokus på arbejdsmarkedsforhold. Det har jeg altid brændt meget for,‟ siger Dennis og fortsætter:

„Politisk blev socialdemokratiet mit parti. Jeg har været byrådskandidat to gange, en gang opnåede jeg at blive suppleant, anden gang gik valget katastrofalt. Jeg gik ind i politik for at arbejde med arbejdsmarkedsforhold – jeg ville give igen og gøre mit for at arbejde med mulighederne for mine kolleger.‟

Din hustru er hos Dansk Folkeparti i dag, har I så nogle heftige debatter?

„Vi kan godt debattere, med det er ikke noget, der giver problemer. Det er ikke så galt, for vi er alligevel enige om mange ting. Men der er også en række områder, hvor vi kan være uenige politisk, men sådan er livet jo. Vi har haft mange gode debatter, og det har vi stadig. Vi brænder begge for mennesker og samfundet, og ser man de to partier på landsplan, så er der jo flere punkter hvorpå de er forelsket i hinanden. Lokalt kan der være lidt uenighed, men også her finder de sammen. Inger og jeg har det godt med politik – og det går fint‟, siger Dennis.

Har man besøgt det gamle stadion på Baldersvej, så ved man også, at Dennis Nielsen og sønnen Lasse var faste tilskuere, og det er de stadig.

„Jeg kan godt lide at se byens klubber. Det er en god tid, særligt nu hvor det går godt, men jeg har også været med, når da gik skidt. Jeg synes, at det er nogle gode sportsgrene på hver sin måde. Håndbolden har tempo og mål, fodbolden fascinerer og leverer ofte tætte og store dramaer. Håndbolden deler jeg med Inger, imens hun er bandlyst til vores fodbold, hvor vi står tre generationer sammen. Det er stort,‟ siger Dennis og fortsætter:

„Jeg har seks børnebørn – det er nogle fandens børn, Inger og jeg fik. Vi fik kun to og så leverer de seks børnebørn, men det er spændende, særligt når de er små har man som farfar mange store oplevelse. Den ældste bliver 18 om lidt, så før jeg ser mig om, er jeg jo oldefar, det går deropad, Andreas, siger Dennis og drikker en slurk kaffe.

Hvad med politik i dag, er du stadig med?

„Jeg er stadig med i politik og fagforening. Den første del er droslet lidt ned. Jeg følger med, jeg er jo også gift med en politiker, så jeg skal vide, hvad der sker. Men jeg må sige, at fredericiansk politik er lidt kedelig i disse år. Det går godt i byen, men byrådsmøderne er blevet for stille. Før kunne man stille spørgsmål, nu er det hele afgjort og klappet af, inden de går ind i salen,‟ siger Dennis Nielsen og slutter, inden vi går over til mere kaffe og flødeboller:

„Jeg synes, at det er en skidt udvikling. Jeg ved godt, at mit parti sidder på 13 mandater og Jacob er god til at inddrage alle i byen, men nøj, hvor jeg savner den politiske debat. Mit parti har gjort det godt, og vælgerne har belønnet os, men man skal passe på, at man ikke glemmer debatten. Jeg har dog respekt for demokratiet og de valg, man har taget. Jeg er ikke ked af det som socialdemokrat, vi har jo flertallet – men debatterne er gode at tage.‟

Dennis Nielsen og jeg får en kop kaffe mere, og Ismail serverer en flødebolle for os, som vi nyder, inden vi hilser af og Dennis cykler hjem til Inger i Erritsø på sin cykel.

Tillykke med jubilæet, Dennis.

Ugens Kurt: Mette Juul Jensen

Af

Andreas Andreassen

-

06:00 - 3. februar 2020

0

Det er en kvinde med ild i rumpetten, gang i livet, drive i hovedet, som i denne uge indtager den ærefulde plads i stolen på Kurts Kaffe, som Ugens Kurt. Ugens Kurt er datter af en tidligere Kurt, elsker dans og livet. Ugens Kurt er i en alder af bare 29 år i spidsen for home Fredericia. Ugens Kurt er Mette Juul Jensen.

Det er blevet onsdag, og med 24 timer i døgnet finder vi et ledigt tidspunkt, hvor vi kan mødes til en samtale om livet med den 29-årige fredericianske kvinde, der siden 2018 har ledet home Fredericia. Mette er dog en kendt pige i lokalsamfundet, som datter af Kai og Winnie, der drev cykelforretningen på Vejlevej, senere Venusvej, har hun mødt tusindevis af fredericianere. Vi starter dog med fødseldagen.

„Jeg kom til verden den 8. marts 1990 i Fredericia sammen med min tvillingesøster Katrine. Vi var nummer tre og fire i børneflokken, der tæller fire piger i alt. Jeg voksede op i Stjernekvarteret sammen med min mor, far, tvillingesøster og ældre søskende. Så far fik hurtigt lavet et badeværelse mere – det var nok for at skabe ro fra start. Jeg havde en dejlig opvækst, hvor jeg stordyrkede dansen. Meget dans. Jeg har danset alt fra standard, disko, latin, HipHop, Rock N Roll og meget andet hos Rikke i LB Dans. Jeg startede, da jeg var tre år – og siden har jeg kun haft et par års pause. Jeg danser endnu, men ikke hele repertoiret længere. Nu er det standard og latin,‟ siger Mette Juul Jensen og uddyber om dansen:

„Dansen var og er et frirum for mig. Jeg har danset både pardans og individuel dans. Det sidste betød, at hvis det gik skidt, var det ofte dig selv, og jeg er et udbredt konkurrencemenneske, så jeg er ikke god til at tabe. Hvis ambitionerne var højere end resultaterne havde jeg svært ved tackle det, men det drev mig til at blive ved og ved.‟

En barndom der også bød på ture på den røde Winter-cykel med lad på og en god tid i SIDs børnehave på Dannevirkevej, hvor Mette sammen med søsteren efter børnehavetiden besøgte lederen af børnehaven om sommeren i Sanddal gennem 10 år.

„Hun var leder derude, og vi havde det virkelig godt i børnehaven, da vi stoppede inviterede hun os på overnatning i Sanddal, hvor de boede. Så var vi der 10 somre i streg, hvor vi fik skumfiduser og varm kakao på stranden, ligesom vi blev forkælet med is og slik,‟ siger Mette og fortsætter:

„Mor og far havde næsten aldrig beskidte ruder, for når vi børn skulle i Madsbyparken gik vi lige forbi forretningen, hvor vi kiggede ind til mor på kontoret og far på værkstedet. Der var nok snot og savl alle steder. Jeg kan huske, at jeg synes, det var sejt, at de arbejdede der.‟

Fra børnehave til 10 år på Fredericia Realskole, hvor der blev danset og sjippet i frikvartererne.

„Det var godt på skolen. Jeg har ikke prøvet andre skoler, men det var en god skole med nogle gode undervisere og kammerater. Jeg taler stadig med kammeraterne, så det kan ikke være helt skidt. Jeg var en kæmpe boldmongol, så jeg dansede nok i et hjørne ellers sjippede vi også,‟ griner Mette og fortæller om gymnasietiden, der fulgte efter:

„Jeg var nok ikke den mest ambitiøse elev. Jeg flyttede hjemmefra i 2.G, jeg havde bare en indre lyst til at bevise, at jeg kunne klare mig selv, hvorfor jeg arbejdede som tjener på Cafe Carlos i fritiden. Det var sjovt, nok også sjovere end at gå i skole. Inden Carlos arbejdede jeg hos Mammi i Cafe FIC. Der startede jeg allerede som 13-årig. Det var fantastisk. Det var lange arbejdsdage fra morgen til aften i weekenderne og 16-22 i hverdagene.‟

Mette Juul Jensen var samtidig frivillig i Kræftens Bekæmpelse. Et arbejde, der startede da hun var 16 år.

„Sideløbende var jeg med i Kræftens Bekæmpelse, da jeg som 16-årig stod for lyserød lørdag i byen. Jeg var den enste der meldte sig, så jeg blev opgraderet til kampagneleder. Jeg aktiverede mit netværk og fik stablet det hele sammen. Jeg blev senere formand for de unges kræfter,‟ siger Mette.

Hvorfor kræftområdet?

„Jeg så, at de søgte frivillige, så jeg meldte mig, jeg havde jo tid i overskud, og Annemarie, der er lokalformand har holdt fast i mig siden, og de sidste fem år i bestyrelsen, hvor jeg har arrangeret stafet for livet, stået for børneaktiviter – ja børn har været min hovedlinje, når det handler om kræft.‟

Det var vel ikke godt for skolen med arbejde og frivilligt arbejde?

„Nej, det hang ikke sammen med skolen, så det smittede også af på karakterne. Jeg takker stadig en af mine bedste veninder Annemette og mine søskende for, at jeg klarede mig igennem lektierne. Efter gymnasiet arbejdede jeg fuld tid på Carlos, hvilket var livet. Det er faktisk blandt de bedste jobs, jeg har haft. Det var frihed under ansvar, og det arbejde i den kultur med Carlos i spidsen var fantastisk. Selvom vi havde travlt, så var der plads til det spanske med at samle op, få lidt at spise og drikke for at runde dagen godt af. Jeg fik i alt fald spist tapas, og der er stadig kunder, der kom jævntligt dernede, som jeg taler med i dag. Jeg fik skabt mange relationer,‟ siger Mette og fortsætter:

„I december 2009 overtager mor og far butikken igen. Jeg vidste ikke en klap om cykler, men jeg startede derude og hjalp dem. Far ringede og sagde, at de skulle tilbage i butikken og om jeg ville have et arbejde. Det ville jeg da gerne. Det var en mærkelig start, for far var ikke stoppet i sit andet job, så mor og jeg startede første åbningsdag uden far, så da den første kunde kom var vi på den. Vi kendte kassen og kunne give en slange med – mor vidste lidt mere end mig, men vi måtte sige, at Kai kom kl.15.00, de ventede på ham. Selvom vi var en cykelfamilie, så vidste jeg ikke noget om cykler. Jeg lærte dog meget undervejs, og arbejdede løs. Det var en god tid med meget arbejde og mange penge til opsparringen. Cykelforretningen om dagen og Carlos om aftenen.‟

Hvornår kom uddannelsen ind i billedet?

„Jeg startede på mit tredje sabbatår hos mor og far, da vi besluttede, at jeg skulle tage en salgsuddannelse, så det gjorde jeg hos dem. Jeg flyttede til Aarhus, hvor jeg læste og boede på erhvervsakademiet, hvor jeg læste til finansøkonomi. Jeg var dog meget i Fredericia, fordi Rikke fra LB Dans blev syg. Jeg underviste et voksenhold. Dertil kommer, at far fik en hjerteoperation,‟ fortæller Mette Juul Jensen og fortsætter om Aarhus-tiden:

„Jeg formåede dog at få nogle venner og veninder, som jeg stadig ser i dag. Jeg fik gået meget i byen, og min opsparring var væk af en eller anden årsag,‟ griner Mette og fortæller om drømmejobbet hos home i Fredericia.

„I 2015 tog jeg til jobsamtale hos home i Fredericia. Jeg fik jobbet som trainee og startede den 1. august 15. Jeg var færdiguddannet den 1. april 2017, og den 1.2.2018 blev jeg daglig leder,‟ fortæller Mette.

Det med daglig leder – det var noget af et skifte, men fortæl os først om traineetiden.

„Traineetiden var fed, men det var en meget nervøs Mette, der gik ind på arbejdspladsen til første arbejdsdag. Det var nok, der voksenlivet startede for mig i en alder af 25 år. Vi skulle varetage noget af det største et menneske kan opleve – at købe og sælge et hus. Det er en stor og velovervejet beslutning. Det gav mig et ansvar, men jeg kunne mærke med det samme, at jeg var på rette vej, og at det var mig,‟ siger Mette og fortsætter:

„Jeg kom til verdens bedste arbejdsplads, og jeg var selv med til at skabe den. home for mig er der, hvor der er plads til mig og mine folk. Vi er dem, vi er og vi står sammen som et team. Vi knokler og hjælper hinanden, men vi husker at hygge os. Det har jeg nok taget med fra Carlostiden – man skal aldrig have for travlt til en fyraftensøl, hvis du spørger mig.‟

Hvordan blev du leder?

„Chancen for at blive leder opstod pludseligt, og jeg greb den. Jeg havde ikke set det komme, og jeg kunne jo prøve det på et senere tidspunkt, men Charlotte Lynggaard sagde, at det var nu, så var det nu,‟ fortæller Mette.

Hvad har du ellers af interesser i livet?

„Jeg har meget at lave, jeg har et godt liv. Jeg er meget tilpas, og hviler meget i mig selv. Jeg har mange bolde i luften, men det er okay. Jeg nyder min familie, venner, kæreste og hus. Jeg har nogle gode venner, hvis jeg ikke har set mine venner og familie tre aftener om ugen, så er der noget galt, ellers er det netværk i håndbold og fodbold, der tager min tid. Jeg synes faktisk, at jeg gør meget for mænge mig, og det er fedt. Jeg nyder at møde en masse forskellige mennesker. Alle har en historie. Det lyder måske poetisk, men det har man jo. Det inspirerer mig at høre om folk, og det er et kæmpe plus, når man kan hjælpe hinanden – og mit fag, der omhandler køb og salg af boliger binder jo mange mennesker sammen,‟ fortæller Ugens Kurt og fortsætter:

„Jeg kan også lide at rejse. Det er både på ski, men også sol og sommer. Jeg prøver at slappe af, når jeg har ferie, men med den portion krudt i røven, jeg har, kan det være en udfordring. Jeg underviser også stadig i dans om mandagen, hvor mit gamle voksenhold hører på mig. Vi har det sjovt, og griner meget.‟

Hvad bringer fremtiden?

Det er et godt spørgsmål, jeg har altid haft fart på, særligt de sidste fem år. Jeg bliver 30 om lidt, og der kommer nok børn. Jeg er moster til syv, og så skal jeg være tante til juni. Det er en titel, jeg glæder mig til. Rigtig mange af mine veninder har fået eller venter børn, så der er mange børn omkring mig, og det er fantastisk. Jeg tager børnene til mig, som var de mine egne. Så jeg skal også selv have børn på et tidspunkt, og der går nok nogle år endnu.‟

Du bor i Fredericia – hvordan er det?

„Det er godt. Der er sket meget i Fredericia, bare de sidste fem år. Der er gang i byen, butikker, liv, stolthed i byen, som jeg oplever, man retter ryggen, når man bor i Fredericia. Jeg forlod en by, hvor der stod, „Bevar Fredericia Skibsvært‟ i bagruderne, og butikkerne lukkede. Jeg sagde til min far, at jeg aldrig kom tilbage, det griner vi i af i dag, hvor jeg ikke kunne fortstille mig at bo andre steder. man støtter lokalt, og viser os på landkortet med teater, havn, kultur. Det er fedt at bo i Fredericia.‟

Hvordan med familien, hvordan har I det i dag?

„Vi er fire søskende, som ses i alt fald en gang i måneden. Vi bor to i Fredericia og to i København. Mor og far vil også se mig lidt mere, de mener nogle gange, at de ser dem i København mere end mig. Mine forældre er der altid, når jeg har brug for dem, det betyder meget for mig. Jeg har også en svigerfamilie i Kolding, som vi ser så meget, som vi kan.

Vi fortsætter samtalen om livet, Mette drikke sin the og jeg min kaffe, inden vi ønsker hinanden en god dag. Tak for samtalen, Mette.

Ugens Kurt: Poul Nyborg Mikkelsen eller bare Fido

Af

Andreas Andreassen

-

07:00 - 27. januar 2020

0

Ugens Kurt er intet mindre end en legende i det fredericianske håndboldmiljø. Han trådte sin barnesko i Vingsted, men flyttede til Fredericia i 1967, da håndbolden kaldte og bor i dag på år 41 i højhusene på Lumbyesvej. Han bærer titlen bedstefar stolt, elsker sport og kender gud og hver mand. Ugens Kurt er Poul Nyborg Mikkelsen, eller bare; Fido.

Det er blevet torsdag, og livet omkring kaffebaren i Fredericia cykler af sted, man kan næsten sætte sit ur efter, hvornår de forskellige kaffegæster drikker den varme mocca. Poul Nyborg Mikkelsen har fundet plads ved et bord i god tid, og sidder med en Coca Cola. Han smiler og serverer som altid en god kæk bemærkning.

Fido, som han kaldes efter han som otte-årig i Vingsted friluftsbad sprang i vandet efter en pind, og de andre råbte, „Kom så med den Fido‟, blev født den 19. december 1941 i Vingsted. ”Lige overfor Vingstedcenteret, hvor de tyske flygtninge senere boede,” indleder han.

”Ja, vi overlevede en verdenskrig os der var født dengang. Da jeg var helt ung var der en flygtningelejr i Vingstedcenteret. De tyske flygtninge rejste først hjem i 1948. Men selvom jeg var ganske lille husker jeg ikke, at vi mærkede til krigen dengang,” siger Fido og fortsætter:

”Jeg kan dog huske, at da krigen var slut og de tyske flygtninge boede i centeret, så kunne vi børn blive kaldt ind af vores forældre, hvis vagterne skød efter dem. Det var måske bare varselsskud, hvis de var stukket af, men jeg husker tydeligt, at så var det ind.”

Fidos forældre arbejdede begge, imens faderen passede skoven, passede moderen gryderne som kogekone. Skolegangen var fin. Han gik på en landsbyskole, hvor alle kendte hinanden.

”Det var en god skole. Der var ikke så meget sprog og andre flotte fag. Vi havde regning, dansk, religion og historie, hvor de sidste to fag var mine favoritter. Hvis man skulle mere, så skulle man gå i skole i Vejle,” siger Fido og fortæller om sine fritidsinteresser:

”Jeg spillede fodbold i Bredsten og fortsatte med at spille, da jeg var i lære. Jeg kom i lære hos Ødsted Mejeri som mejerist. Jeg blev udlært d. 1. maj og skulle straks ind som soldat den 2. maj. Jeg var fire måneder i Haderslev og et år i Odense,” siger Fido og tænker tilbage på militærtiden:

”Jeg spillede næsten kun bold efter rekruttiden. Vi vandt en masse mesterskaber. Efter værnepligten var vi hjemme i et års tid, hvorefter vi blev genindkaldt i tre uger, men det var ikke andet end druk,” griner Fido og uddyber:

”Det var nogle gode soldaterkammerater, som man ikke havde set i et år, så alt skulle genopfriskes. Det var næsten som i filmene (Soldaterkammerater red.). Vi havde det sjovt.”

Hvordan gik du fra håndbold til fodbold?

”Vi spillede begge dele. Håndbold var udendørs dengang, men der var en hal i Vingsted. I Vejle var der en gammel badmintonhal, ellers var der ingen. Jeg bestilte, som sagt ikke andet end at spille fodbold og håndbold i militæret.”

Poul Nyborg Mikkelsen fik arbejde på Bredsten Mejeri, hvor han var i seks år. Samtidig spillede han timevis af håndbold, hvor han også kom på amtsholdet i Vejle. Han blev spurgt om at rejse til Fredericia fF at spille, og han takkede ja.

”Jeg havde allerede været i Glashallen nogle gange og mærke stemningen, så jeg sagde ja. Det var jo helt vildt, hvad man havde skabt i Fredericia – håndboldmiljøet var magisk. Jeg skiftede til F’erne i 1967 og startede med at arbejde på mælkefabrikken på Nestlegården, hvor jeg var i to år. Der blev produceret mælk og fløde. Vi solgte blandt andet til de amerikanske tropper i Tyskland og vi lavede også flødekarameller. Jeg stoppede der efter to år, fordi de ville have jeg skulle være mester, hvilket betød, at jeg skulle sige ja til tre-holds-skifte, men det gad jeg sgu ikke. Så kunne jeg ikke spille håndbold,” siger Poul og fortsætter:

”Jeg blev i stedet frugtchauffør, først for AV Kirkeby gennem tre år, men så flyttede de til Horsens og det var for langt væk, syntes jeg, hvorfor jeg i stedet fik arbejde hos HP Frugt. Der var jeg i 38 år. De første 18 år var som chauffør og de sidste 20 år som telefonsælger hjemmefra. Det var rigtig godt og spændende.”

Hvordan var det at køre med frugt?

”Det var spændende. Jeg mødte et hav af mennesker. Jeg kørte først seks år i Aabenraa, Vojens og Haderslev, hvilket gav nogle sjove oplevelser. Jeg husker f.eks., at jeg skulle levere 30 kasser æbler hos et supermarked i Aabenraa. Købmanden sagde, at jeg skulle stille dem i ”æ eck”, men jeg kunne sgu ikke finde et sted med æg. Han talte jo halvvejs tysk. Senere da jeg så tysk fodbold, opdagede jeg, at eckball var hjørne, så æblerne skulle stå i hjørnet,” fortæller Fido og får os til at le.

Fido kørte senere i Vejle by, hvilket var noget lettere – og gav mindre tid på landevejene, men ruterne blev effektiviseret, hvorefter Fido blev ”hjemmegående sælger”.

”Jeg ringede rundt, det gav mange gode samtaler, og der var gang i den. Kunderne var supermarkederne, og når jeg tænker tilbage, så var der virkelig gang i den. Om sommeren stod jeg blandt andet for kunderne ved Vestkysten – det var helt vildt, hvad de skulle bruge i højsæsonerne,” siger Mikkelsen.

Hvordan med håndbolden i Fredericia?

”Da jeg kom til F’erne lå vi i 2. division. Det første år blev vi nummer tre og året efter rykkede vi op i 1. division. Det var en stor dag, da vi røg op i 1.division. Hele byen gik amok den dag. Det har altid været en håndboldby. Det kan man også se i dag, hvor der kommer mange i hallen,” siger Fido og fortsætter:

”Men det var en anden tid. Vi trænede mandag og onsdag i håndbold, og så var der én kamp. KFUM rykkede ud det år, vi rykkede op, men de trak det lange strå og fik et virkelig stærkt hold sidenhen. Selvom jeg som FfF’er ikke synes, det var så godt, så måtte man bøje sig i støvet. Jeg kendte dem alle, og jeg husker, at vi spillede mod hinanden 2. juledag i mange år, men til sidst ville de ikke, for vi slog dem. Jeg har aldrig tabt til dem.”

Poul Nyborg Mikkelsen spillede sammen med navne som Keld Larsen, Mogens Rod, Henning Rod og Preben Jensen i Fredericia fF – og han husker mange flere.

Hvis du ser på håndbold i dag og dengang, hvordan ser du det så?

”Der var knap så meget tempo dengang, der var øl og hygge efter kampen. Man var ikke så seriøs som i dag. Men der var gang i Fredericia, når håndboldklubberne løb på banen. Jeg husker, at vi var i samme række som KFUM med over 3000 tilskuere i Glashallen. Man kunne ikke se fra den ene ende til den anden, da der blev røget i hallen. Vi manglede et point for at overleve, så det var noget møg, at vi rykkede ud. Vi havde et rimelig godt hold dengang. Jeg tror ikke, at vi var rykket ned, hvis Idrætscenteret ikke var blevet bygget.”

Fra håndbolden til kærligheden. Connie Mikkelsen blev den udkårne, og igen skal Fido være kæk, når der skal berettes.

”Vi blev gift i februar 1980 i Trinitatis Kirke, hvor præsten, kordegnen og kirkens folk måtte holde Connie, så hun ikke løb for stærkt op ad gulvet til mig,” siger Fido og griner, inden han fortsætter:

”Vi holdt en god fest på Peter Aage Gården (kroen i Erritsø). Det var en god fest uden KFUM’ere. Vi fik Pia i 1980 og Lone i 1984. De har begge spillet håndbold, og Connie spillede sekundahåndbold. Hun var på hold med gamle KFUM’ere.”

Hvad med familieferierne, hvor gik de hen?

”I 21 år kørte vi til Italien ned til en campingplads nede ved lidoen. Det var sådan et mobilehome, vi lejede. Det var fandme dejligt at være dernede og slappe af. Nick Rasmussen og familie holdt også ferie dernede, så ham og jeg fik da en øl eller to, når vi spillede boule. De store øl,” siger Fido.

Hvor længe spillede du håndbold?

”Jeg spillede sidste divisionskamp som 44-årig. Jeg stoppede som 58-årig. De ringede til mig, fordi de manglede en til en Serie 1-kamp. Vi spillede i Egtved og tabte 31-18, derefter var det slut. Jeg sagde til dem: Om I mangler 18 mand, så skal I aldrig ringe mere.”

Poul Nyborg Mikkelsen fastholdt sin passion for sporten og var gennem to år juniortræner, senere ynglingetræner og endeligt seniortræner, hvor han prøvede kræfter med klubbens Danmarksseriehold, men det var Jyllandsserieholdet med tidligere håndboldkoryfæer, der trak tilskuere til.

”Holdet med blandt andet Mogens Muggi Jeppesen var populært. Jeg kan huske, at jeg havde en kollega, der spurgte, om vi ville spille en opvisningskamp. Der var fuldt hus, da vi kom. De spurgte hvad vi skulle have, så sagde vi ingenting.

Privat har Poul og Connie boet tæt på arbejde og familieinteresser.

”Vi har boet 41 år på Lumbyesvej. Det er dejlig tæt på hallen og F’erne. Hvis vandhanen drypper, så ringer man til viceværten. Jeg havde ikke tid til hus, så det har været fint,” fortæller Fido.

Du vendte retur til håndbold senere som holdleder for ligaholdet, hvordan var det?

”Det var spændende og godt. Jeg blev holdleder, da Ulrik desværre pludselig døde. Jeg var holdleder i nogle sæsoner, indtil vi gik konkurs. Holdet var stærkt med spillere som Casper U. Mortensen, Paw Peters, Peter Henriksen, Christian Lynggaard, Morten Thrane og Rasmus Jensen. Det var fine tider. Jeg husker også Minik. Han var god, og i øvrigt så var både han og Julie (Bertelsen red.) søde.

Der er noget med dig og Julie Bertelsen – en sætning, som kun du kunne slippe af sted med.

”Ja, jeg sagde engang efter en sejr, hvor der kom øl til spillerne, om Julie ikke ville smage. Hun takkede pænt nej med et smil, så fløj det ud af mig, at hun var den første grønlænder, jeg kendte, der havde sagt nej. Vi grinte begge. Det var i øvrigt fedt at opleve Ultras dengang, det var virkelig en god opbakning vi fik og det er det stadig i dag også, men de er jo ikke studenter alle sammen længere.”

Hvad så i dag, når du kommer i hallen?

”Det er godt. I dag sidder jeg omme bag målet med Jørgen Per Larsen, der også er gammel håndboldspiller, familien og venner. Mange kommer forbi os og hilser, og jeg kender de fleste af dem. En af dem træner jo nogle konkurrenter – Kasper Christensen og jeg taler sammen. Han er en dygtig fyr. Han gør det godt dernede i SønderjyskE,” svarer Fido.

Hvilken spiller husker du særligt?

”Anders Dahl Nielsen er nok den bedste spiller, men jeg var også god. Det var lige meget, hvilken position i bagkæden jeg blev sat på, så røg bolden i kassen. En anden lille anekdote fra gamle dage, var da Anders Dahl var træner, så røg Muggi en smøg under opvarmningen. Så spurgte de andre Dahl, hvorfor de ikke måtte og så sagde han, at når de andre blev lige så gode som Muggi, så måtte de også.”

Ud af det blå blev Poul Nyborg Mikkelsen i 2015 ramt af en blodprop. Det var uhyggeligt, fortæller han.

”Jeg husker det tydeligt. Den 20. april 2015 på Rolf Sørensen og Hitlers fødselsdag, fik jeg det skidt. Da jeg gik i seng aftenen før, havde jeg det fint, men da jeg vågnede, havde jeg ondt alle mulige steder og det trak ud i armen. Jeg ringede til Connie, der var på arbejde på skolen, og hun kom hjem. Hun ringede efter en ambulance. Jeg endte med at få en fire dobbelt bypass-operation, men i dag er alt godt igen,” siger Fido, der dog sover lidt længere.

”Jeg står op klokken 0830 – 09:00, og jeg har nok at se til. Jeg skal på Mødestedet klokken 11:00, og der kommer alle de andre kloge hoveder og så drikker vi en vand eller øl. Tidligere kom vi i Vestcenteret. Det var hyggeligt, vi slog tiden ihjel med gode samtaler, det var ærgerligt, at den blev nedlagt.”

Hvad er interesserne så i dag?

”I øjeblikket ser jeg jo håndbold. Jeg kan lide det mest sport, også skiskydning. Det er imponerende, at de suser med fuld hammer af sted, og med høj puls skal finde roen til at ramme plet. Atletik kan jeg også godt lide at se og også fodbold, hvor jeg holder med Liverpool, Real Madrid og FCK. Jeg er ikke fan af Bundby eller FC Midtafrika,” siger Fido og griner igen.

”Ellers er jeg mest til bøger. Jeg fik blandt andet en god julegave med billeder fra 2. Verdenskrig. Det er spændende.”

Hvad med Fredericia, hvordan har det været at være her siden 1967?

”Det har været rigtig fint. Der er gang i byen, men jeg kommer mest i Vestbyen, hvor vi bor. Men jeg ser da også noget sport, når børnebørnene spiller. Jeg har fem, så der er liv og glade dage. Ellers er der mange gode steder i vestbyen, f.eks. Vestbyens Herretøj, hvor jeg gennem 25 år har handlet hos Henrik. Han er en god mand. Der var håndboldsspilerne Peter Nielsen og Rasmus Matthiesen jo også. Vi får altid en god snak hos Henrik.”

Klokken nærmer sig 11.00 og Fido takker af. Foran Kurt’s Kaffebar er der kommet nye gæster til, og dem skal han lige sludre med, inden turen går til Mødestedet. Han når dog lige at tilføje, at når de har 40-års-bryllupsdagen, så går turen syd på med hele familien.

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Ugens Kurt: Henning Due Lorentzen

Ugens Kurt: Carsten Mortensen

Det hele startede med et byggemarked

‘Hjem’ til Fredericia og mødet med en makker for livet

Ugens Kurt: Daniel Diness Andersen

Nyt, stort kapitel i Fredericia

Rejsen i større lokaler – og med socialt ansvar

Opbakningen hjemmefra har altid været der

Ugens Kurt: Pernille Johannesen

Ugens Kurt: Tommy Knudsen

Ugens Kurt: Stig Gerdes

Ugens Kurt: Per Jacobsen

Ugens Kurt: Dennis Nielsen

Ugens Kurt: Mette Juul Jensen

Ugens Kurt: Poul Nyborg Mikkelsen eller bare Fido

Politiet afslutter undersøgelser på Jupitervej – intet mistænkeligt fundet

Politiet til stede på Jupitervej i Fredericia efter fund af to...

Ny fodlænkeordning vedtaget – men sydjyske ofre svigtes, mener SF

Strib strømmede til – byens fremtid samlede fuldt hus

Enigt Folketing siger ja til omvendt fodlænke