Viceborgmester: Wrist-afgang er et tab

Søren Larsen (S). Foto: AVISEN

Steen Wrist har meddelt, at han stopper som borgmester før tid. Han træder af på et ekstraordinært byrådsmøde på tirsdag, og det begræder 1. viceborgmester og gruppeformand for Socialdemokratiet, Søren Larsen.

Wrist trådte til, da Fredericia var i vælten og kom i et stormvejr grundet advokatundersøgelser i Jacob Bjerregaard-sagen. Steen Wrist fik borgmesterkæden på, og med tiden kom der ro på, og det mener Søren Larsen skyldes Steen Wrists arbejde. Derfor er Larsen ærgerlig over, at Wrist stopper nu, da det er et tab for Socialdemokratiet.

Se hele indslaget med Søren Larsen her:

Tilfredsstillende årsregnskab hos familievirksomheden Ejner Hessel

0

Til trods for et årsregnskab, der viser et fald i forhold til 2022, udtrykker familievirksomheden Ejner Hessel stadig en betydelig tilfredshed med resultaterne i 2023. Et resultat for 2023, der viser styrken hos Ejner Hessel på tværs af forretningsområder.

I 2023 opnåede Ejner Hessel-koncernen et driftsresultat på 333 millioner kroner før skat og noterede en omsætningsstigning på 16% sammenlignet med 2022. Denne vækst skyldes ikke kun et øget salg af el-biler, men også en vækst inden for det kommercielle segment, importaktiviteter og eftermarkedsservice hos Ejner Hessel. Til trods for at det samlede resultat er omkring 132 millioner kroner lavere end sidste år, anser Ejner Hessel resultatet som tilfredsstillende.

Udfordringerne på bilmarkedet i 2023 omfattede bl.a. stigende renter og faldende priser på brugte el-biler. To faktorer, der har påvirket branchen som helhed i 2023.

– Jeg er meget tilfreds med årets resultat, trods de udfordrende markedsforhold. Jeg er stolt over, hvordan vores team har håndteret situationen samt den indsats, hele medarbejderstaben har leveret gennem hele 2023. Øgede renteomkostninger og et udfordret brugtbilsmarked har påvirket alle bilforhandlergrupper, men hos Ejner Hessel har vi demonstreret modstandsdygtighed og robusthed. Dette understreger vores evne til at forudse og tilpasse os markedsudviklinger, hvilket sikrede en vis stabilitet gennem 2023, siger direktør Benjamin Mahr uddyber årsresultatet for 2023 hos Ejner Hessel A/S:

Flere medarbejdere

I løbet af 2023 er Ejner Hessel vokset yderligere, idet virksomheden har udvidet sin medarbejderstab med 120 nye fuldtidsansatte, hvilket bringer det totale antal ansatte op på 1.408 medarbejdere. Denne vækst afspejler ikke kun en vækst, men også et ønske hos Ejner Hessel om at bidrage til at skabe flere arbejdspladser. Samtidig har Ejner Hessel haft stor succes med at forbedre servicen inden for eftermarkedet, hvilket har resulteret i en vækst i omsætningen på den gren af forretningen hos familievirksomheden.

Forsigtigt optimistisk på vegne af 2024

Efter et opmuntrende første kvartal ser Benjamin Mahr forsigtigt optimistisk på 2024. Brugtbilsmarkedet ser ud til at have stabiliseret sig, men det er usikkert, om denne tendens vil fortsætte i resten af 2024. Salget af nye biler er startet stærkt, men fortsat høje renter kan påvirke udviklingen over hele året.

– Jeg oplever udviklingen i 2024 med forsigtig optimisme. Brugtbilsmarkedet har fundet sig et mere stabilt niveau, men det er vigtigt, at vi hele tiden har blik for udviklingen i markedet, da det kan ændre sig hurtigt. Vores afdelinger over hele landet har leveret gode resultater i første kvartal, takket være vores stærke produkttilbud og attraktive priser. Disse resultater giver håb, men vi skal være forberedte på de udefrakommende begivenheder, der kan påvirke vores forretning. Vores resultat i 2023 skyldtes særligt vores dygtige medarbejdere og deres indsats – og det kommer også til at gøre sig gældende i 2024, afslutter Benjamin Mahr.

Omsætning: 9.068 mio. kr.

Resultat efter skat: 260 mio. kr.

Egenkapital: 1.511 mio. kr.

Resultat af primær drift (EBIT): 333 mio. kr.

Antal fuldtidsansatte pr. 31/12-2022: 1.408

Kvindecricket blomstrer op igen: Fem Fredericia-spillere på landsholdet

0

Efter flere års inaktivitet er det nationale kvindelandshold i cricket blevet genoplivet. Holdet inkluderer nu fem spillere fra Fredericia.

Fredericia Cricketklub har sin base bag Fredericia Gymnasium. Klubben har sit klubhus ud til Godthåbsvej og anvender det samme græsareal til sine kampe som Fredericia Gymnasium bruger til idrætsundervisning. For tiden er der ekstra motivation for at træne i klubben, da der fra forbundets side nu igen satses seriøst på kvindecricket.

Landsholdet har været nedlagt i nogle år, og der har ikke været nogen egentlig turnering at deltage i siden 2021, hvor man i Fredericia Cricketklubs klublokale kan se beviset på, at klubben sejrede sidst, der var en klubturnering at deltage i for kvindeholdet. Det er der også lavet om på i år, da det er et krav for, at der kan være et landshold. De fem udtagne spillere er Luise Holmgaard, Camilla Østergaard, Line Østergaard, Sofie Østergaard og Maria Karlsen. De har det til fælles, at de alle tidligere har været med på landsholdet.

– Dansk Cricket-Forbund har besluttet at satse på dansk damecricket igen. Vi har selv haft et hold i mange år, men rundt omkring er der “poppet” hold op i perioder. Eksempelvis et tysk hold, der spillede med i den danske turnering, da det var en del af det danske mindretal. Nu håber vi, at det popper igen og bliver kontinuerligt, og vi kan ramme hinanden på de samme tidspunkter, siger Luise Holmgaard.

To billeder, der hænger i klubhuset. Foto: AVISEN

Kravet er simpelt. Der skal være en liga at spille i før, at der kan være et landshold, og det er der nu.

– Det er et krav fra den internationale verden, at man skal have et fundament. Man kan ikke plukke spillere og sige man har et landshold – der skal være en turnering, slår de udtagne spillere fast.

I Fredericia Cricketklub har man i en del år haft satset på kvindecricket. De fleste spillere er vokset ind i klubben qua familierelationer.

– Vi er opvokset her, vi er kusiner, og jeg er Sofies faster. Det føles naturligt at inkludere hinanden. Jeg har dog ikke altid spillet cricket. Jeg begyndte først, da jeg fik gigt og havde brug for at være aktiv. De gode historier fra familiefesterne – om ture til Holland – skildrede et fantastisk fællesskab. Det inspirerede mig til at starte i en alder af 32 år, og det er gået rigtig godt. En af de andre spillere er gift med en af mændene fra herreholdet, og sådan er det ofte i mindre sportsgrene; man bliver en del af fællesskabet på den måde. Vi ønsker virkelig, at flere får øjnene op for spillet, som er verdens næststørste sport, siger Luise Holmgaard.

Cricket-spillerne på banen. Foto: AVISEN

Nu gælder det foreløbigt tre landskampe i starten af maj, men det er kun starten.

– Vi skal til Nordisk Cup senere på året, men vi skal også ud at vise os frem for at blive inviteret til noget større. Vi er helt nye nu og skal vise, at vi kan noget, forklarer Luise Holmgaard.

Og skulle man have lyst til at spille cricket, så er det lige til. Man behøver ikke være den bedste med battet.

– Der er noget for enhver i cricket. Hvis man ikke er den bedste med battet, som jeg ikke er, så kan man være bedre til andet. Eksempelvis at være i marken, så der er noget for enhver smag. Der er meget taktik i det, og en del fysik i det, selvom det ikke er den hårdeste sport, siger Luise Holmgaard.

Men selvom, at der er noget for enhver smag, skal man dog være klar på, at bolden godt kan være hård og give blåmærker, forklarer Sofie Østergaard med et smil på læben.

– Det skal man ikke være bange for. Vi har en “blåmærke” konkurrence her i klubben, siger hun og griner.

Væggen, der dokumenterer, hvad Fredericia Cricketklub har vundet igennem tiden. Foto: AVISEN

Sporten, der stammer fra England og er verdens næststørste efter fodbold, er bygget op omkring sunde værdier.

– Det er virkelig en gentlemanssport. Man er meget ordentlig og er social med de andre klubber, slutter Luise Holmgaard.

Fredericia Cricketklub spiller første kamp i kvinderækken den 27. april klokken 12:00. Kampen er mod KB Kvinder og spilles på banen ved Fredericia Gymnasium. Man kan læse mere om Fredericia Cricketklub ved at gå ind på deres Facebook-side eller Instagram.

Napolitansk spisested er klar med åbningsdato

0

De historiske lokaler i Spritgaarden, som tidligere har været omdrejningspunktet for Ti Trin Ned, er snart klar til at slå dørene op igen.

Som tidligere meldt ud, er folkene bag MA TEO klar til at skabe napolitanske oplevelser i de charmerende lokaler på Norgesgade 3A i Fredericia og åbningsdatoen er nu fastsat til den 15. maj.

– Vi ser meget frem til at slå dørene op til MA NOA, som er et nyt og friskt pust til vores i forvejen hyggelige atmosfære hos MA TEO. MA NOA er den første af sin slags og bygger på DNA’et fra MA TEO, som i forvejen ligger i Slagelse, Næstved og Marstal, fortæller Tonja Jeppesen og Daniel Bønløkke, der er grundlæggerne bag konceptet og fortsætter:

– Grunden til vi laver en ny fortolkning, bunder i vores umættelige lyst til at tilpasse vores oplevelser til det lokale og ligeledes de kulisser vi er til stede i. Vi har længe gået med overvejelser om, hvordan vi kan udleve stedets fulde potentiale. Med den historie og charme som lokalerne har, har vi valgt at skabe en oplevelse som er tilpasset lokalernes personlighed.

– Samtidig med, at vi hos MA NOA vil have fuldt fokus på kvalitet og service, bliver vores fusionskøkken mere eksperimenterende og på sigt vil der komme hjemmelavet pasta og andre italienske specialiteter, tilføjer Tonja Jeppesen som er grundlægger og medejer.

Vi er stolte af vores fokus på autentiske italienske smagsoplevelser”

Ma Noa er en autentisk og moderne italiensk Madbar, der smelter klassiske smagsoplevelser sammen med innovative tilgange.

– Vi er stolte af vores fokus på autentiske italienske smagsoplevelser, altid i jagten på de fineste italienske råvarer og specialiteter for at introducere en side af Italien, som måske ikke er så velkendt. Vores køkken repræsenterer en fusion af det traditionelle og det moderne italienske, hvor vi ikke blot hylder, men også videreudvikler de kulinariske traditioner, siger Daniel Bønløkke, der er medejer og direktør.

Om mindre end en måned åbner folkene bag deres nye Madbar. I den forbindelse estimeres der at skulle ansættes omkring 15 unge mennesker og ansøgningerne er begyndt at tikke ind, selvom der ikke er slået opslag op endnu.

– Vi glæder os utrolig meget til at ansætte og oplære unge mennesker og sammen med dem skabe en fantastisk arbejdsplads som samtidig laver god mad og yder service udover det sædvanlige. Så snart håndværkerne har lavet de afsluttende detaljer, er vi klar med oplæring i både den Brændefyrede pizzaovn og i servicedelen”. På vores instagram og Facebook vil der kunne findes informationer om job og events. Blandt andet fortæller vi her mere om hvornår vi tænder op i ovnene første gang og giver 100 pizzaer ud til de første, siger Asdis Christiansen som bliver daglig leder af MA NOA.

Ma Teo Madbar blev grundlagt af Tonja Jeppesen og Daniel Bønløkke i starten af 2022 på Bornholm. Tonja Jeppesen er butiksuddannet og har speciale i e-handel. Daniel Bønløkke har en baggrund fra restaurationsbranchen, som bl.a. assistant general manager i Restaurant Flammen.

I november 2022 kom Elias Grøftholdt ind som investor, med erfaring som bl.a. direktør i Restaurant Flammen, direktør og medejer i Skagen Fiskerestaurant og ekspansionsmotor i Rekom Group, med som medejer i Ma Teo Madbar.

Med Elias på sidelinjen, blev der åbnet tre lokationer på ét år. Slagelse 2022, Ærø sommer-lokation 2023, Næstved 2023 og nu snart MA NOA i Fredericia. Ma Teo Madbar beskæftiger nu snart 50unge kolleger.

 

Verdensstjerner var FHK overlegne

0

Selv uden et par af de absolutte profiler var Odense Håndbold Fredericia Håndboldklubs nedrykkede 1. divisionskvinder overlegne.

Stjernerne var kommet til Fredericia. Selv uden blandt andet Althea Reinhardt på holdkortet var Odenses hold skræmmende. Holdet talte blandt andet den norske landsholdsfløj Malin Aune, men også velkendte danske spillere som Sidsel Mejlvang og landsholdsspilleren Helena Elver fik spilletid. Også Mie Højlund var med, men hun fik ikke spilletid, men det gjorde til gengæld udenlandske profiler som Larissa Nusser, Ragnhild Valle og Nikita Van Der Vliet.

Læg dertil, at FHK til kampen stillede op med en håndfuld U19-spillere, så var opgaven noget nær umulig på forhånd. Kampen vil derfor ikke blive husket for, at Odense vandt med cifrene 37-13, men derimod at FHK var oppe mod verdensstjerner, og at holdet generelt fik en på oplevelsen. Samtidig markerede kampen også slutningen på en æra i FHK, da trænerduoen Mia Nygaard og Jakob Kruse takkede af for denne omgang. Nygaard meddelte klubben tilbage i januar, at hun syntes, der skulle frisk blod til på trænerfronten, og det kommer der nu i form af Peter Conrad, som starter arbejdet i FHK efter at spillerne har holdt nogle ugers ferie og genoptager træningen frem mod sommerferien.

Selvom Odense onsdag aften var ude i en gyser i ligaen mod Ikast, var det ikke til at læse på banen. Der blev derfor ikke uddelt gaver i Nygaard og Kruses afskedskamp, hvor de kunne notere sig, at Odense var foran 11-2 efter 13 minutter. Normalt ville det fremprovokere en timeout fra FHK-lejren, men det blev med omvendt fortegn mod Odense. Odense-træner Ole Gjekstad ville noget nyt, og derfor trykkede han på timeoutknappen foran med ni mål.

Timeouten gjorde ikke FHK’s betingelser bedre. Syv minutter senere viste måltavlen 15-3 til Odense, og havde det ikke været for Kira Nyboe i FHK-målet, havde de fynske stjerner været endnu mere i front. Nyboe pillede særligt mod slutningen af første halvleg flere helt frie Odense-skud, og var stærkt medvirkende til, at Odense ikke var foran med mere end 20-5 efter de første 30 minutter.

I anden halvleg fik FHK bedre fat i angrebet, formentlig i takt med at Odense også tabte lidt koncentration. Det blev til flotte scoringer fra Stine Hansen og Sophie Breinegaard, der fremprovokerede stor jubel fra FHK-bænken, som kunne notere, at stillingen halvvejs inde i anden halvleg var 27-10 til Odense, som forlangte timeout på det tidspunkt.

Igen ville Odense noget nyt. Der blev blandt andet forsøgt med syv mod seks, formentlig med henblik på fremtidige kampe for fynboerne, og til tider lykkedes det, men andre gange stod Kira Nyboe igen i vejen i FHK-målet. Nyboe blev dog ikke alene om at vogte FHK-målet kampen igennem, da det også blev til spilletid for unge Freya Plesner, der fik de sidste otte minutter på mål, hvor hun diskede op med flere redninger.

FHK endte med at tabe kampen 37-13 til de odenseanske verdensstjerner, som fyraftensprofferne fra Fredericia Håndboldklub intet kunne stille op mod, selv på en dag, hvor Odense Håndbold under 24 timer forinden havde været i ilden i en ligagyser mod Ikast.

Bred aftale om ældrereform

0

Ældre kan se frem til mere selvbestemmelse og faste teams i hjemmet, og medarbejderne får sat deres faglighed fri til at skabe det gode ældreliv. Med aftalen bliver der frigivet tid fra bureaukratiske opgaver til, at medarbejderne i faglige fællesskaber i højere grad kan bruge tid på kerneopgaven omsorgen og plejen af de ældre.

Regeringen og aftalepartierne; Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre er i dag blevet enige om en ny ældrereform. Aftalen kommer til at frisætte ældreområdet, og tilgangen til området vil grundlæggende blive ændret, så vi i fremtiden vil styre på kvalitet og bærende værdier om selvbestemmelse for den ældre, tillid til medarbejdere og ledelse og tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund. Desuden udvider reformen borgerens frie valg.

Ældre skal i højere grad kende de medarbejdere, der kommer i deres hjem, og derfor skal faste teams udbredes. Aftaleparterne har til dette formål afsat et ekstra engangsbeløb på 376,1 mio. kroner i 2024 ud over det varige løft på en milliard kroner. Helhedspleje skal være det bærende princip, og det indebærer, at én leverandør har det samlede ansvar for borgerens forløb. Målet med helhedspleje er, at hjælpen og plejen i langt højere grad end før gives som et sammenhængende forløb, der koordineres med den enkelte ældre ud fra det aktuelle behov.

Med aftalen får ældreplejen også en milliard kroner ekstra om året til at løfte kvaliteten, plejen og omsorgen. For at forebygge forråelse i ældreplejen og sikre kvalitet i indsatsen over for mennesker med demens afsættes desuden bl.a. ekstra 30,0 mio. kroner til forebyggelse af forråelse. Tilsyn på plejehjem forenkles og samordnes.

Borgere får bedre grundlag for at vælge mellem plejehjem med åbenhed om beboertilfredshed, og de får også flere typer af plejehjem at vælge imellem. Aftalen åbner for flere friplejehjem, og kommunale plejehjem får mulighed for at blive lokalplejehjem med flere frihedsgrader. Både offentlige og private leverandører får mulighed for at levere alle pleje- og omsorgsforløb, så det understøtter målet om helhedspleje og faste teams. Samlet understøtter reformen bevægelsen fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med mere lokal frihed og forandringskraft.

Vi tager i dag et syvmileskridt for at skabe det gode ældreliv. Med aftalen sætter vi mennesket før systemet. Ældre mennesker er forskellige. Den forskellighed skal ældreplejen afspejle. Derfor skaber vi rammerne for, at ældre, der har brug for hjælp og pleje, mødes i deres ønsker og behov. Vi styrer med tillid frem for minuttyranni. Med den enkelte ældres behov i centrum. Så vi danskere kan blive ved med at leve liv fyldt med livsglæde i stærke fællesskaber. Det er jeg rigtig glad for, siger ældreminister Mette Kierkgaard.

Monjasa bakker op om Sommerrock i Fredericia

0

Fredericia Shopping byder Monjasa velkommen som Sommerrock-partner 2024. Forberedelserne til årets Sommerrock 2024 kører på sit højeste. Dette partnerskab er med til at sikre en fantastisk dag fyldt med musik og festlige oplevelser i hele Fredericia midtby.

Som en af byens førende virksomheder spiller Monjasa en afgørende rolle som bidragsyder og støtte til kulturlivet i Fredericia. Deres engagement og støtte betyder meget for byen og har stor betydning for, at Sommerrock kan fortsætte med at være et kulturelt højdepunkt for både lokale borgere og besøgende udefra.

– Vi er dybt taknemmelige for Monjasas støtte og engagement i Sommerrock 2024. Deres involvering har stor betydning for, at vi igen i år kan afvikle en festlig dag med fantastisk musik og god stemning i hele midtbyen, siger Fredericia Shoppings formand, Jesper Hansen.

Sommerrock har etableret sig som en af de mest populære begivenheder i Fredericia og tiltrækker årligt tusindvis af besøgende fra nær og fjern. Sommerrock 2024 bliver en festlig dag med en bred vifte af musikalske indslag og underholdning for alle aldre.

Kapitalindsprøjtning og nye spillere til KIF Kolding

0

KIF Kolding har offentliggjort, at de har udvidet deres ejerkreds og at der er skudt et millionbeløb i klubben. Samtidig har KIF Kolding offentliggjort, at de har indgået en aftale med Laurits Legér og portugiseren Diogo Silva.

Onsdag spillede KIF Kolding deres sidste ligakamp i sæsonen, da de sikkert vandt mod Nordsjælland Håndbold i den sidste kamp i nedrykningsspillet. Kampen havde ingen betydning for nogen af holdene, da det allerede var sikkert, at TTH Holstebro ender sidst i nedrykningsspillet og skal ud at spille kvalifikationskampe mod Skive fH.

Mere interessant sker der ting på den sportslige front i KIF. Mere interessant er, at KIF Kolding i en pressemeddelelse har oplyst, at de har udvidet deres ejerkreds, og der skydes et “meget flot millionbeløb” ind til videreudvikling af klubben. KIF Kolding forventer på kort sigt at udvide ejerkredsen med yderligere en person, ligesom der er dialog med flere investorer så ejergruppen forventes udvidet yderligere over tid. Det fremgår dog ikke, hvem den nye ejerkreds er. De to, der indtil igår ejede KIF Kolding alene, er Morten Bugge og Anders Jensen, og det har ikke været muligt at få oplyst, hvem de nye fire ejere er.

– Vi oplever en liga, der bliver stærkere år for år, og budgetterne i de fleste klubber bliver større for hver sæson. Der er flere og flere klubber, der kæmper for en plads i toppen af ligaen. På samme tid er der klubber fra toppen af 1. division, der vil med på toget. Alt dette er med til at skabe en meget hård konkurrence blandt klubberne, hvor evnen til at styrke sin økonomi bliver afgørende for, hvilken placering man kan forvente, oplyser KIF Kolding.

Til gengæld er der ikke hemmelighedskræmmeri bag, at KIF Kolding har indgået en to-årig aftale med den portugisiske højre back, Diogo Silva, der er 25 år og 198 cm høj.

– I Diogo Silva får vi en vildt spændende portugisisk højre back med en rigtig god fysik og spilforståelse ind på holdet. Han er rigtig dygtig defensivt og kan dække flere pladser – så det vil give os flere gode muligheder i fremtiden. Vi får en topspiller ind som kan supplere Norlyk og unge Bugge på positionen. En spiller, vi har store forventninger til, vil løfte os sportsligt, og som vi i øvrigt har fulgt i længere tid, siger KIF’s sportschef, Lars Christiansen.

Ligeledes har KIF Kolding indgået en aftale med den 24-årige bagspiller, Laurits Legér, som kommer til klubben fra GOG.

– Legér får vi en tovejs-spiller, som kan sætte spillet rigtig godt op og gøre sine medspillere bedre. Laurits er samtidig rigtig skarp på duelspillet og kan dække flere pladser defensivt. Vi får en intelligent type ind på holdet, som har prøvet at vinde en del de sidste år med GOG, forklarer Lars Christiansen.

MESSEC er klar til NATO-messe

0

I morgen går det løs i MESSEC, når totalforsvaret ruller sig ud i forbindelse med NATOs 75 års fødselsdag. De sidste par dage er militærisenkram i alle størrelser ankommet til messehallerne i Fredericia.

Fredericia er centrum for en storstilet begivenhed, der markerer NATO’s 75-års jubilæum. Action 24, som arrangeres i MESSE C, byder på tre dage fyldt med indsigt i Danmarks forsvars- og sikkerhedssektor. Over 100 stande og en række aktiviteter og demonstrationer vil tilbyde de besøgende en unik mulighed for at lære mere om landets forsvarsmekanismer og de trusler nationen står overfor.

Udstillingen vil inkludere bidrag fra Hæren, Flyvevåbnet, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og den voksende danske forsvarsindustri. Udenfor planlægges demonstrationer med robothunde, droner, kampvogne og måske endda overflyvninger med F-35 kampfly, mens Fredericia Havn vil huse både danske og allierede flådeskibe.

Adm. Direktør, Grethe Højgaard fra Messe C ser frem til nogle spændende dage:

– Vi er superglade for, det er lykkedes os at komme på plads med, at Action 24 skal afholdes i Fredericia i april 2024. Det bliver en fantastisk oplevelse for alle, der er interesserede i NATO og det danske forsvar, og særligt de, som interesserer sig for alt det spændende grej, der bliver præsenteret. Tænk at få et kig indenfor på et krigsskib, i en moderne kampvogn, opleve det ypperste indenfor Flyvevåbnet eller bare blive bestyrket i, at selvom vi måske ikke hører så meget om det til dagligt, så bliver der faktisk gjort rigtig meget ud af at passe på os danskere. Vi kommer til at opleve en weekend med fyldte hoteller, spændende aktiviteter over hele byen og en masse gæster i byens gader, siger hun.

Du kan se programmet for weekenden her

Stor maritim forsvarsudstilling i Kanalbyen

De mere maritime aktiviteter opleves i Gl. Havn i Kanalbyen, og her er der fri adgang, mens det kræver en billet á 50 kr. at få adgang til MesseC.

Ved Gl. Havn møder man blandt andet Beredskabsstyrelsen og Marinehjemmeværnet – og man kan komme ombord på fregatten Peter Willemoes.

Den tyske ubåd U31 kommer også på besøg – men bemærk, at der kun er adgang til U31 for vinderne af en særlig lodtrækning. For at være med i puljen skal du købe en billet til Action24 senest 14. april

Aktiviteter i Gl. Havn, Kanalbyen

Fredag den 19. april

08.00 – 09.00: Fregatten Peter Willemoes lægger til kaj ved Gl. Havn

10.00 – 12.00: Åbent Skib på Peter Willemoes

10.30 – 11.00: Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen viser løbende læsning af vand, redning, afsøgning med hund og vandrensning.

11.00 – 11.30: Marinehjemmeværnet i aktion (fordelt over hele dagen)

14.00 – 16.00: Åbent Skib på Peter Willemoes

Lørdag den 20. april

09.30 – 10.00: Marinehjemmeværnet i aktion (fordelt over hele dagen)

10.00 – 12.00: Åbent skib på Peter Willemoes

10.30 – 11.00: Tamburkorpset spiller

14.00 – 14.30: Tamburkorpset spiller

14.00 – 16.00: Åbent skib på Peter Willemoes

15.00-15.15: helikopter ’redder forulykkede’

Søndag den 21. april

09.30 – 10.00: Marinehjemmeværnet i aktion (fordelt over hele dagen)

10.00 – 12.00: Åbent skib på Peter Willemoes

11.00-11.15: helikopter ’redder forulykkede’

Enhedslisten: Borgmesterafgang åbner op for dialog om færre udvalg

0

Enhedslistens Cecilie Roed Schultz ser det som en mulighed for at diskutere, om der er for mange udvalg i Fredericia Byråd med udmeldingen om Steen Wrist træder af som borgmester før tid. Schultz understreger, at hun er villig til at sætte hendes egne poster på spil, da hun mener, at der er for mange udvalg i byrådet.

Onsdag meldte Steen Wrist ud, at han træder af før tid, da han har fået et nyt civilt arbejde. Det sker i kølvandet på, at Wrist tidligere på året offentliggjorde, at han ikke genopstiller som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet til valget i 2025.

Cecilie Roed Schultz blev personligt informeret om det af Steen Wrist, og nu ser hun muligheden for, at man kan tage udvalgsstrukturen op til debat, da der skal ske en ny konstiturering.