Nyborg Slot-projektet er endelig reddet

0

Nu bliver Nyborg Slot bygget færdigt og åbnet for offentligheden. Efter flere års usikkerhed om fremtiden for Nyborg Slot er staten, Nyborg Kommune samt A.P. Møller Fonden og Realdania gået sammen om at sikre udbygningen af det historiske slot.

Projektet om at restaurere Nyborg Slot er tilbage på skinner efter flere års uvished. Slottet har været lukket for offentligheden i 7 år. Nu bliver arbejdet med at genopføre et af landets mest fremtrædende bygningsværker endelig gjort færdigt. Det var på Nyborg Slot, at den første håndfæstning blev underskrevet i 1282 af Erik 5. Klipping, og slottet var fast samlingssted for det såkaldte Danehof, hvor kongen og rigets herre- og stormænd mødtes og afgjorde politiske og retslige stridigheder.

Staten, fondene og Nyborg Kommune er blevet enige om at afsætte ekstra midler til projektet med restaurering og udbygning af slottet, så arbejdet kan færdiggøres. Projektet har været i gang siden 2014, men byggeriet har stået stille siden 2020 efter en afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Planen er, at der i løbet af de kommende år skal bygges en ny museumsfløj, en ringmur, og det eksisterende vagttårn skal forhøjes.

Byggeprojektet forventes at være afsluttet i 2028 inden for en samlet ramme på 327,6 mio. kr.

– Det er en stor dag for Nyborg, Fyn og hele Danmark, at vi nu endelig kan bygge slottet færdigt og åbne det for offentligheden igen. Det er sørgeligt, at et af vores vigtigste bygningsværker, der var et politisk magtcentrum i middelalderen, har været lukket af for offentligheden i så mange år. Nyborg Slot fortjener at blive vist frem, for bygningen har en ekstremt central placering i Danmarks historie. I slottets 800 år har det huset adskillige konger, og i århundreder var Nyborg Slot centrum for magten i Danmark – et datidens Christiansborg. Det var her landets første håndfæstning blev underskrevet i 1282 af Erik 5. Klipping. Det har derfor været en af mine helt store prioriteter som kulturminister at få projektet tilbage på skinner og få stoppet de ulyksaligheder, der har holdt slottets porte aflåst i årevis. De fortjener at blive åbnet for eftertiden, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

– Nyborg Slot er et helt særligt sted med betydning for både lokalområdet og for hele Danmark. Det er et fysisk vidnesbyrd om en vigtig periode i Danmarkshistorien, som projektet vil være med til at gøre vedkommende for nuværende og kommende generationer. Vi er glade for at bidrage til, at der nu bliver skabt et økonomisk grundlag for de sidste dele af projektet, der både skal give adgang til den smukt restaurerede kongefløj og være en stor del af rammen om formidlingen af historien, siger filanttropdirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk

– Det er en kæmpe nyhed for Nyborg, Fyn og hele Danmark, at slotsprojektet gøres færdig. Mange års ihærdigt arbejde gør nu, at der sættes endnu en milepæl i Nyborg Slots over 800 årige historie. En milepæl der kommer til at få betydning for turismen, erhvervslivet og ikke mindst borgerne på Østfyn. På Nyborg Slot blev den første grundlov underskrevet og vores moderne demokrati grundlagt. Den kulturarv skal nu fortælles i helt nye rammer, og om få år vil slottet igen være spektakulært som i sin storhedstid, siger Nyborgs borgmester Kenneth Muhs.

A.P. Møller Fonden har besluttet at give en bevilling på 80 millioner kroner til den endelige realisering af projektet Nyborg Slot med afsæt i, at kulturministeren med den kommende anlægslov har skabt sikkerhed om tidsplanen for projektet, og at projektet med de forskellige parters økonomiske velvilje vil blive gennemført i samme høje kvalitet, som oprindeligt forudsat. Fonden ser frem til, at et af Danmarkshistoriens markante steder kommer til at fremstå respektfuldt renoveret og samtidigt inviterer indenfor i publikumsvenlige rammer.

Nyborg Slot-projektet

Projektet startede i 2014, men det blev standset i 2020 efter en klage og en efterfølgende afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet, som stoppede byggeriet. Det har forsinket projektet, som skulle have stået færdigt i 2023. Forsinkelsen gjorde projektet dyrere, blandt andet fordi prisen på byggematerialer er steget.

A.P. Møller Fonden genindtræder i projektet. Bidragsydernes nye bidrag gør det muligt at færdiggøre projektet. A.P. Møller Fonden og Realdania bidrager hver med 80 mio. kr. Nyborg Kommunes bidrag udgør 53,4 mio. kr., mens statens bidrag udgør 114,2 mio. kr., jf. tabel 1. Bidragene gør det også muligt at tage højde for de bæredygtighedskrav, der stilles til nye byggerier, og prisudviklingen. De samlede bidrag til projekter er således 138 mio. kr. fra staten, 131 mio. kr. fra Realdania, 130 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden og 73 mio. kr. fra Nyborg Kommune.

Personbil stjålet med tabt nøgle

0

En personbil, der holdt parkeret på parkeringspladsen ved SuperBrugsen på Nymarksvej i Fredericia, er blevet stjålet.

Ejeren af bilen oplyser til politiet, at vedkommende formentlig har tabt nøglen i og omkring parkeringspladsen, hvorefter den er blevet fundet.

Derefter har man fundet frem til bilen på parkeringspladsen og stjålet den mellem lørdag klokken 09:00 og frem til søndag klokken 11:00.

Der er tale om en sort Citroën C1 fra 2013 med registreringsnummeret AH 60907. I bilen er der mekita værktøj.

18 trailere og 11 containere gennemrodet hos virksomhed

0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

DB Cargo i Taulov har haft indbrud.

Indbruddet er sket mellem søndag klokken 02:20 og frem til klokken 03:51, hvor man har klippet et hegn op, formentlig med en boltsaks.

Efter at være kommet ind har man stjålet ting fra 18 trailere og 11 containere, men der er endnu ikke overblik over omkostningerne.

Tre mænd overfaldt dørmand

0

Søndag nat blev tre mænd smidt ud fra diskoteket Tordenskiold i Kolding. De valgte efterfølgende at overfalde dørmanden.

Episoden skete søndag klokken 02:36, hvor de tre blev bortvist sammen, men på vej ud overfaldte de dørmanden med slag og spark, blandt andet i ansigtet. Mændene fik væltet dørmanden omkuld, hvorefter de fortsat sparkede til ham, mens han lå ned.

Politiet kom derefter til stedet og anholdt de tre mænd, der alle er fra Kolding. De er henholdsvis 20, 25 og 26 år.

Det specialiserede socialområde får nye rammer

0
(Foto: AVISEN)

Som led i forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2025 er KL og regeringen enige om en delaftale på det specialiserede socialområde.

Delaftalen på det specialiserede socialområde udmønter anbefalingerne fra den ekspertgruppe, som KL og regeringen har nedsat. Tiltagene skal samlet set øge det kommunale prioriteringsrum, skabe større tryghed og forudsigelighed for borgerne og reducere udgifterne på det specialiserede socialområde. Samtidig skal anbefalingerne bidrage til en bedre styring på socialområdet, så ressourcerne bruges bedst muligt og bidrager til en faglig og økonomisk bæredygtig udvikling af socialområdet.

– Vi har diskuteret udviklingen på det specialiserede socialområde i årevis, og det har været en fast bestanddel i de seneste 10-15 års økonomiaftaler at forsøge at finde nogle redskaber til at få faglighed og økonomi til at gå bedre hånd i hånd. Derfor er det godt, at vi nu har fået en bred aftale i Folketinget, som skaber rammerne på området. Og med dagens delaftale tager vi så hul på at sikre, at vi fremadrettet både kan skabe tryghed for borgerne og sikre, at der kommer styr på udgifterne, siger KL’s formand Martin Damm.

Med aftalen er det aftalt at arbejde videre med at realisere anbefalingerne fra ekspertudvalget på socialområdet. Fx skal der ses nærmere på de særligt dyre enkeltsager, hvor udgifterne på botilbudsområdet har været kraftigt voksende i en årrække.

Det er også aftalt at lave en ny takstmodel for hele socialområdet, som skal give mere styrbarhed og gennemsigtighed.

– Der er udarbejdet et solidt fagligt grundlag. Det har været meget vigtigt for os, at der skulle følges op på de anbefalinger, der er kommet. Nu skal vi sikre, at de aftalte initiativer udmøntes, så vi kan give kommunerne ordentlige rammer til at give den rette hjælp til borgerne samtidig med, at det lokalpolitiske råderum øges. Det er et godt første skridt mod en mere balanceret udvikling på området, siger KL’s næstformand Jacob Bundsgaard.

Hver femte faglærte når pensionsalderen inden 2035

0

176.000 faglærte forventes at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet frem mod 2035, viser fremskrivning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Udviklingen vil være en væsentlig motor til yderligere mangel på faglært arbejdskraft i de kommende år. Det understreger vigtigheden af bedre balance i uddannelsespolitikken, siger analysechef.

44 procent af de personer, der når folkepensionsalderen frem mod 2035 er faglærte. Det svarer til 211.000 personer.

Ud af dem forventes 176.000 personer at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet i 2035. Det svarer til 22,5 procent af samtlige faglærte i arbejdsstyrken.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der på baggrund af data fra Danmarks Statistiks registre har fremskrevet den del af arbejdsstyrken, der er født i årene 1958-1966.

Frem mod 2035 vil årgange født i 1958 til 1966 nå folkepensionsalderen. Udviklingen er den væsentligste motor til mangel på faglært arbejdskraft i de kommende.

– En stor udfordring for vores arbejdsmarked og økonomi generelt er arbejdsstyrkens sammensætning. Vi ser ind i en massiv mangel på faglært arbejdskraft. Den væsentligste årsag er, at vi har nogle store årgange af faglærte, der når pensionsalderen. Samtidig er der ikke nok unge, der vælger at tage en erhvervsfaglig uddannelse, siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Udviklingen stiller krav til uddannelsespolitikken. Der er brug for en bedre balance. Det er vigtigt, at det bliver mere attraktivt i unges øjne at tage en erhvervsuddannelse, og at voksne ufaglærte bliver løftet med uddannelse til faglært niveau, siger Emilie Damm Klarskov.

Folkepensionsalderen er i 2024 på 67 år og vil stige til 68 år i 2030 og 69 år i 2035.

Tabel: Så mange vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, fordi de når folkepensionsalderen frem mod 2035

Tabellen viser det forventede antal i arbejdsstyrken for årgang 1958-1966 i 2024 og 2035 fordelt efter uddannelsesgrupper. Disse årgange når folkepensionsalderen frem mod 2035.

Uddannelsesgruppe        Arbejdsstyrke i 2024 (årgange født i 1958-1966)                   Arbejdsstyrke i 2035 (årgange født i 1958-1966)Forventet tilbagetrækning fra 2024 til 2035
 Ufaglærte           80.000 pers.         15.000 pers.– 66.000 pers.
 Gymnasiale           27.000 pers.           5.000 pers.– 22.000 pers.
 Faglærte         211.000 pers.         36.000 pers.– 176.000 pers.
 KVU           30.000 pers.           6.000 pers.– 24.000 pers.
 MVU           89.000 pers.         14.000 pers.– 74.000 pers.
 LVU           51.000 pers.         13.000 pers.– 38.000 pers.
 I alt         489.000 pers.         89.000 pers.– 400.000 pers.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af AE’s uddannelsesmodel og Danmarks Statistiks registre

Fremtidens konsekvens af mere EU

0

Danmarks selvstændighed er truet af en snigende politisk magtovertagelse fra EU gennem en ny traktat, som vil reducere Danmark til en delstat i Europas Forenede Stater. Denne traktat vil indføre en EU-præsident, en EU-udenrigsminister og gøre euroen til den obligatoriske valuta i hele Unionen, samtidig med at Danmarks vetoret på udenrigs-, sikkerheds- og skatteområdet vil blive afskaffet. Denne traktat vil omdanne EU til en føderation og en enkelt superstat, hvilket vil fjerne Danmarks suverænitet og selvstændighed. Det er afgørende at forstå, at EU-traktater udgør grundlaget for al anden EU-ret, og derfor er det afgørende at modstå enhver overførsel af beslutningskraft fra Danmark til EU.

Udtalelser fra EU-toppen, herunder Jean Claude Juncker og Ursula Von De Leyen, vidner om en intention om at styrke EU’s magt og indflydelse på medlemsstaterne. Europa-Parlamentet har stemt for traktatændringsforslag, der vil gøre euroen obligatorisk, afskaffe medlemslandenes vetoret på vigtige områder og øge EU’s beslutningskompetence på flere områder. Dansk Folkeparti er imod denne udvikling og ønsker at bevare Danmarks suverænitet ved at modstå enhver overførsel af beslutningskraft til EU.

Vi mener desuden, at magten på en lang række områder bør tilbage til medlemsstaterne, og at samarbejdet på det europæiske niveau bør være mellemstatsligt. Det er vigtigt at forblive opmærksomme på truslen mod Danmarks selvstændighed og handle imod en politisk magtovertagelse fra EU gennem en ny traktat. Det er vigtigt at fastholde Danmarks suverænitet og selvbestemmelse for at sikre vores nationale interesser og demokratiske rettigheder. Dansk Folkeparti er det eneste alternativ hvis du ønsker mindre EU. Jeg er nummer 6 på liste O og du kan stemme på mig i hele landet. En stemme på mig, er en stemme på dansk suværenitet og meget mindre EU.

Sune Nørgaard Jakobsen, EP-Kandidat for Dansk Folkeparti

Kom nu ind i kampen Fredericia

0

Sidste år kom Ishuset på Gl. Havn først igang da sommeren var slut. Og vi havde ingen campere på besøg – det ville kommunen ikke dengang.

Det har de nu for længst besluttet at det vil de så godt alligevel. Fint. Men hvorfor bliver de pladser så ikke etableret? Nu holder camperne på lystbådehavnen og i Ammoniakhavnen, og for 3 uger siden holdt der ca. 30 campere i Middelfart i Nyhavn. Det er besluttet for længst, hvorfor er det ikke indrettet. Havde vi haft det havde der været til at dække bowling, underskuddet et helt år.

Penge til bådpladser blev også bevilget sidste år, det har vi heller ikke lige nået at få klar til sæsonen, hvorfor?? Og har man mon fået markedsført bådpladserne i Gl. Havn i år, siden der er så dårligt besøgt?

Ishuset og aktiviteter på Gl. Havn er nu endelig kommet i gang, men hvorfor er det ikke sket for længst, der har været mange fine dage.

Det samme er gældende på Øster Strand. Flot og fint vejr flere lørdage dernede men ingen kiosk, hvornår mon den har åbnet.?? Og borgere fra byen og turister fra andre byer spørger undrende, hvorfor er der ikke lukket op?? og hvad mon åbningstider har de mon?? Så nu sidder de og spiser deres medbragte mad og drikker kaffe, det gælder også dem der har været og morgenbade. Andre steder har de åbnet den slags for længst.

Tro nu på det, Vi har stederne, og lad os byde velkommen til Fredericia. KOM NU IND I KAMPEN.

Med venlig hilsen
Hans Thomassen
Krengerupvej 60
7000 Fredericia.

Det er da vigtigt ikke?

0

Vi skal løbe, gerne med de kongelige, vi skal heppe på håndbolddrengene og være glade for dem der spiller fodbold og ikke mindst pigerne der har fået en ny boldbane.

Vi skal være glade for de skibe med mange turister der ligger til kaj i byen og glade for at vi har muligheden for at de gør det.

Det vi ikke skal være glade for er dem der er på overførselsindkomster, dem der står uden for det store fællesskab og dem der ligger byen til last i form af et misbrug eller mangel på et arbejde.

Vi er kun noget værd for byen hvis vi løber med og hvis vi er i arbejde, vi er kun noget værd for byen og vores kommune, hvis vi tænker i at tage hånd om vores eget liv og give byen alt også selv om vi ikke magter det hverken fysisk eller psykisk.

Vi forsøger som by at nedtone de kæmpe problemstillinger vi har med narkoen der flyder ind over vores kommunegrænse, vi forsøger at nedtone de kæmpe udfordringer vi har med at mange ikke kommer i arbejde grundet nogle rigide regler og tilgange til den enkelte borger.

Vi forsøger at nedtone vigtigheden af at møde det enkelte menneske der hvor de er i livet, det kommunale tilbud ”Din Indgang” er blevet til et sted hvor alle skal hen, her skal alle der ikke er i arbejde, alle der er syge trækkes igennem et forløb hvor de skal lære alt om at forvalte deres energi i løbet af hverdagen.

Alt dette imens borgerne og de ansatte i kommunen står magtesløse tilbage og i en situation hvor regningen blot bliver større og større.

Der er på intet tidspunkt kommet nogle forslag til hvordan man har tænkt sig at løse disse her problemstillinger, nej det er nemmere at jagte og presse borgerne til at blive en del af det store fællesskab også selv om deres livssituation ikke åbner op for det.

Tænk hvis man var et par løbesko eller et par fodboldstøvler eller lidt harpiks på fingrene, ja så ville man være interessant, at være udsat, misbruger eller handicappet er ikke noget der taler til den positive side på ens cv, nej tvært imod.

Ja vi har en stram økonomi i kommunen, en økonomi der selvfølgelig ikke bliver bedre af diverse regnefejl, men vi kan ikke blive ved med at bruge denne overskrift for ikke at vil gøre noget, vi kan ikke blive ved med bare at se til, hvis man som politisk valgt i byrådet tænker ” jeg bedre vidende ” ja så har man allerede tabt, for hvis det skal lykkes at ændre på tingene i vores by, ja så skal man række hånden frem til dialog og til forståelse.

Måske ”Din Indgang” skulle oprette et målrettet kursus med overskriften, lær at gå i dialog med omverden, et sådan kursus vil kunne åbne op for at rigtigt mange af de borgere der har en sag i kommunen vil kunne komme et helt andet sted hen i livet, til glæde for det store fællesskab.

Jan Filbært

Formand Retssikkerhed for alle

Super Frandsen sendte FHK i semifinalen

0

Sebastian Frandsen havde den ene store redning efter den anden, da FHK vandt 34-24 mod GOG og kvalificerede sig til DM-semifinalen for andet år i træk.

Vi har Frandsen, super, super Frandsen. Sådan lød det gentagne gange fra de mest inkarnerede FHK-fans, der undervejs blev suppleret godt af hovedparten af de 2.400 tilskuere i thansen Arena, hvor halspeakeren 17 gange i opgøret råbte: Sebastian, efterfulgt af Frandsen fra tilskuerne. De 17 gange var antallet af redninger, som Frandsen diskede op med i kampen.

I foyeren en halv time efter kampen var Frandsen stadig omgivet af ellevilde fans, da AVISEN gik hen for at tale med dagens helt i skysovsen.

– Der går rigtig mange gode følelser igennem kroppen på mig. Det var en fed kamp, sagde Frandsen.

Flere gange reddede Sebastian Frandsen på sensationel vis ved at stikke det ene ben langt op i vejret på nærskud.

– Jeg når at tænke et splitsekund, og i dag var det de rigtige tanker, smilede Sebastian Frandsen.

På banen er Frandsen ikke en, der viser følelser på samme måde som eksempelvis den tidligere fanfavorit i FHK, Emil Tellerup, der på karakteristisk vis altid jublede som en gal. Men Frandsen følte sig godt tilpas i målet over opbakningen fra lægterne.

– Det var magisk at mærke trykket fra tilskuerne fra første fløjt. Vi bar hinanden frem, både holdet og tilskuerne, forklarede Sebastian Frandsen.

Flere har observeret Sebastian Frandsen være grinende på banen til gengæld. Både efter en redning og hvis bolden er gået i mål.

– Det gør jeg for at holde fokus på næste bold, lød svaret fra Frandsen.

Fokus holdt FHK også i den grad opgøret igennem mod GOG, som blev sendt baglæns ud af thansen Arena med kurs mod Lillebælt.

– Vi spillede utrolig godt angrebsspil med få fejl, dækkede godt op, og jeg formåede at få gode redninger, så lagt sammen gav en god præstation, forklarede Frandsen.

Nu sigter Sebastian Frandsen imod en DM-finale. Næste stop på vejen er mod Ribe-Esbjerg i semifinalen.

– Vi har hjemmebanefordelen i kamp tre, det er altid godt, konstaterede Sebastian Frandsen, som diskede op med 17 redninger på 38 forsøg og levede op til tilnavnet “Super Frandsen”.