13 C
Copenhagen
fredag 15. maj 2026

Forskere fra København opdager 61 nye billearter i Kina

0
Forskere fra København opdager 61 nye billearter i Kina

Selv om biller hører til blandt de mest synlige insekter i naturen, kan de stadig gemme sig for videnskaben. Det viser et nyt studie fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet, hvor forskere har beskrevet 61 hidtil ukendte arter af rovbiller fra slægten Platydracus.

Studiet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Insect Systematics and Diversity og udgør den første samlede gennemgang af billeslægten i Kina. I alt har forskerne dokumenteret over 100 arter af Platydracus i landet, og mere end halvdelen af dem var indtil nu ukendte for videnskaben.

Det opsigtsvækkende er, at der ikke er tale om bittesmå eller godt skjulte væsner. Platydracus-bidragene måler ofte flere centimeter, og mange af dem er farverige eller efterligner hvepse i deres udseende. Alligevel er de gået under radaren. Nogle har siddet ubestemte i museumssamlinger i årtier, mens andre er blevet overset ude i naturen.

»Det er opsigtsvækkende, at så mange nye arter kan gemme sig blandt store og farverige biller. Det viser, hvor lidt vi faktisk ved om biodiversiteten, og at selv meget synlige arter stadig kan være overset«, siger lektor og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum Alexey Solodovnikov, der står bag studiet.

Forskningen er ledet af hans ph.d.-studerende Qinghao Zhao i samarbejde med postdoc Aslak Kappel Hansen samt forskere fra Ottawa Research and Development Centre og Shanghai Normal University.

Et hav af ubeskrevne arter

Studiet peger på et grundlæggende problem i biodiversitetsforskningen, som forskerne kalder Linnean shortfall. Begrebet dækker over det enorme svælg mellem de arter, vi har givet navne og beskrevet, og det reelle antal arter, der findes i naturen. Inden for rovbillefamilien Staphylinidae kender man globalt omkring 70.000 arter, men forskerne anslår, at det kun svarer til mellem 20 og 25 procent af alle de rovbillearter, der faktisk eksisterer.

Tager man insekter under ét, er billedet endnu mere overvældende. Omkring 925.000 insektarter er hidtil beskrevet, men det samlede antal vurderes at kunne overstige fem millioner.

Gamle fejl bliver rettet

Forskerne har ikke kun føjet nye arter til listen. De har også gennemgået ældre beskrivelser, hvor arter er blevet identificeret forkert eller dokumenteret på et alt for spinkelt grundlag. Mange arter har tidligere kun været kendt fra et enkelt eller ganske få eksemplarer, og det har givet et mangelfuldt billede af deres udbredelse og levevis.

»Mange arter er oprindeligt beskrevet på et meget spinkelt grundlag. Med flere indsamlede eksemplarer og moderne undersøgelsesmetoder kan vi nu teste og præcisere tidligere artsafgrænsninger samt tilføje nye arter til naturens mosaik. Det giver os et langt mere præcist billede af biodiversiteten som er afgørende for både vores forståelse af naturen og vores mulighed for at beskytte den«, forklarer Alexey Solodovnikov.

I arbejdet har forskerne kombineret klassiske morfologiske analyser med DNA-stregkoder. Metoden har vist, at arter i nogle tilfælde kan se vidt forskellige ud, selv om de deler de samme DNA-markører, og omvendt. Det understreger ifølge forskerne behovet for mere integrerede metoder fremover.

Kortlægningen er langt fra slut

Studiet danner grundlag for videre forskning i Platydracus både i Kina og i det øvrige Sydøstasien, der huser nogle af verdens vigtigste hotspots for biodiversitet. Samtidig minder det om, at også relativt store og letgenkendelige dyr stadig kan rumme videnskabelige overraskelser.

For mange af de navngivne arter er udbredelse, levevis og økologi nemlig fortsat stort set ukendt. Flere af de nyopdagede arter er kun fundet i et fåtal af eksemplarer fra ganske få lokaliteter, og arbejdet med at kortlægge naturens mangfoldighed er derfor langt fra afsluttet.