Det danske DSA-tilsyn har efter indledende undersøgelser besluttet at oversende en sag om den kinesiske onlineplatform Temu til Europa-Kommissionen og det irske DSA-tilsyn. Sagen drejer sig om potentielle overtrædelser af EU’s Digital Services Act (DSA) og er initieret på baggrund af en klage fra Forbrugerrådet Tænk samt flere andre europæiske forbrugerorganisationer.
– De nye regler fra EU kræver, at digitale platforme som Temu overholder en række bestemmelser. Vores indledende undersøgelser tyder på, at Temu muligvis ikke lever op til disse krav. Reglerne skal blandt andet sikre, at kun lovlige og sikre produkter sælges til forbrugerne i EU, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald.
Europa-Kommissionen har for nyligt kategoriseret Temu som en “meget stor onlineplatform” (VLOP), hvilket pålægger platformen særlige forpligtelser under DSA. Med over 45 millioner månedlige brugere i EU, er Temu nu underlagt de strengeste regler i DSA, som inkluderer at minimere systemiske risici som eksempelvis spredning af ulovligt indhold.
Oversendelse til Europa-Kommissionen og Irland
Det danske DSA-tilsyn har, baseret på deres indledende undersøgelser, vurderet at Temu muligvis overtræder DSA. Derfor er sagen nu oversendt til Europa-Kommissionen og det irske DSA-tilsyn, da Temu opererer på tværs af flere europæiske lande. Denne handling er også en følge af en fælles klage fra Forbrugerrådet Tænk og flere europæiske forbrugerorganisationer.
Kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Nicoline Zederkof Jensen, understreger vigtigheden af forbrugernes egen opmærksomhed ved køb uden for EU:
– Du skal altid sikre dig, at produktet lever op til sikkerhedskravene. Vi undersøger flere produkter fra online markedspladser, men udbuddet er enormt. Det er derfor afgørende, at du som forbruger følger vores råd om kritisk at undersøge dine køb. Hvis du finder farlige produkter, modtager vi gerne en anmeldelse på vores side produkter.dk.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens DSA-tilsyn har til opgave at sikre, at digitale formidlingstjenester i Danmark overholder deres forpligtelser under DSA. Styrelsen kan videresende klager til relevante DSA-tilsyn i andre medlemslande og assistere i sagsbehandlingen. Desuden kan de tage sager op om både danske og udenlandske platforme af egen drift.
Regeringen har inviteret Folketingets partier til et møde for at drøfte opfølgning på dokumentaren “Den sorte svane.” Mødet finder sted på mandag den 10. juni fra kl. 11.00-12.00 i Justitsministeriet. Formålet med mødet er at diskutere, hvordan indsatsen mod den kriminalitet, der afsløres i dokumentaren, kan styrkes yderligere.
Dokumentaren “Den sorte svane,” sendt på TV2, har kastet lys over alvorlige kriminalitetsformer som hvidvask, skatteunddragelse og situationer, hvor rocker- og bandemedlemmer modtager førtidspension, mens de samtidig begår alvorlig kriminalitet. Regeringen tager disse afsløringer meget alvorligt.
For at adressere disse problemer har regeringen derfor inviteret Folketingets partier til at deltage i et møde, hvor der skal drøftes mulige styrkede indsatser mod de typer af kriminalitet, der fremhæves i dokumentaren. Flere af regeringens ministre vil deltage i mødet for at sikre en omfattende og effektiv dialog om, hvordan vi bedst kan bekæmpe disse kriminalitetsformer.
Fredericia har altid været en by med historien i centrum, og det har enormt potentiale de kommende år, og det skal foldes ud.
I 2016 flyttede erhvervsdirektør for Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer til Fredericia. Siden da er han blevet en markant figur i byen, og for sin indsats er han også blevet kåret som årets fredericianer. Drejer ser stort potentiale for Fredericia, særligt på bosætningsområdet, hvor han mener, at virksomheder skal spille en central rolle i fremtiden.
– Fredericia var allerede i 2016 en diamant, men i de ni år, jeg har været her, er det gået op for mig, at vi har så mange unikke ting, som vi ikke får fortalt folk udefra, og endda også vores egne borgere. Vi har en ekstraordinær flot natur omkring vandet fra Trelde Næs og hele vejen rundt inklusiv en bystrand, det er helt unikt. Vi har lækre caféer, restauranter og tilbud, der virkelig er gode for Fredericias byliv, siger Kristian Bendix Drejer.
Men også byens erhvervsliv kan spille en rolle i byens bosætning i Fredericia. Det er erhvervsdirektøren ikke i tvivl om.
– Generelt er Fredericia bare fantastisk. Ser vi på erhvervsjorden, fortæller det sin egen historie med de mange virksomheder, der er flyttet til byen, både med filialer og domicil. Det er vigtigt, men vi skal blive endnu bedre til at få dem til at vælge Fredericia som bopæl også. Vores nabobyer formår at fortælle, hvor fantastiske de er, og det skal vi også blive dygtigere til via film, oplevelser og events. Vi skal vise tingene, og vi skal være placeret de rigtige steder, siger han.
De kommende år ser lyse ud for Fredericia, ifølge Drejer.
– Fredericia er blevet kendt igen. Fredericia er på manges læber, hvad enten det er sportsresultater eller teater, men jeg tror virkelig på, at et kommende fæstningscenter vil løfte byen, både når det kommer til antallet af turister, men også når det kommer til bosætning. Vi ser allerede nu, at vi har fremgang i erhvervsturismen, og her har vi målrettet sat ind for at tiltrække, både via Experience Fredericia, Destination Trekantområdet, men også via det image og den branding, vi er fælles om at lave for byen. Her spiller Fredericia Kommune også en central rolle, siger han.
Noget af det som Kristian Bendix Drejer har bemærket på sine løbe- og gåture i Fredericia er den unikke geografi kombineret med, hvordan historien skriver sin egen historie meter for meter, når man bevæger sig rundt i Fredericia. Det giver Fredericia et kæmpe potentiale, slår han fast.
– Ser jeg på udviklingen siden, jeg selv flyttede til byen i 2016, fornægter Fredericias geografi sig ikke, og det gjorde den heller ikke dengang. Den er unik og fuld af små lommer, der gør byen interessant at opleve og bo i. Særligt historiens vingesus mærker man overalt. Fredericia er bare en god historie.
Når et fæstningscenter ser dagens lys vil historie som salgsargument for Fredericia også sætte sine spor i bosætningstallet, der er erhvervsdirektøren ikke i tvivl om, men det kræver et fokus.
– Derfor skal vi også fortælle den historie endnu bedre, og det kan vi gøre som Business Fredericia over for virksomheder, når det kommer til dem, der pendler ind, dem der flytter deres virksomhed hertil, og så skal vores ansatte bredt set – både hos os, virksomhederne og kommunen – være klar på at være ambassadører for byen. Vi er godt i gang med arbejdet.
Der skal derfor også arbejdes på et bredt samarbejde, både med kommune, erhvervsliv og borgere, på den måde kan Fredericia senere høste store gevinster.
Kristian Bendix Drejer. Foto: AVISEN
– I Experience Fredericia er samarbejdet med byen også godt i gang. Når ejendomsmæglere beder om materiale, er det udtryk for et vigtigt samarbejde. Generelt skal det samarbejde koordineres endnu mere. Fredericia er et lækkert sted. Jeg har set de andre byer køre kampagner i vores baghave for at flytte dertil, og det er konkurrence, sådan er det. Vi skal også med på beatet, og det er vi klar til, så vi får flere til, men det bliver ikke en let opgave. Vi skal arbejde hårdt, siger Bendix Drejer og tilføjer:
– Det er enormt vigtigt, at vi i en tidlig fase får oprettet en god kontakt til virksomhedernes ledelse, får aftalt besøg, rundvisninger og en vedholdende indsats. Det er processer, så det skal håndholdes fremadrettet. De kommende år vil der ske meget i Fredericia. Se også Energinet, der ansætter massivt. Det vil være en god ting løbende at holde en dialog med HR og ledelse, så vi får vist, hvad Fredericia kan. Det skal vi have mere af. Mange virksomheder har bekendtgjort, at de kommer hertil, men fra at bygge til at være her, er der procestid, så vi skal reagere tidligt, slutter Kristian Bendix Drejer.
Med en klar vision for byens fremtid og et stærkt fokus på at styrke bosætning gennem erhvervslivet, arbejder Kristian Bendix Drejer og Business Fredericia målrettet på at gøre Fredericia til en attraktiv destination for både virksomheder og borgere.
Vi skal ikke tvinges til at veksle skøn natur og dyrenes leve- og spisesteder ud med solcelleørkener i Fredericia kommune, hvor naturen i forvejen er under et ekstremt pres.
Det handler om vedvarende energi (VE). Fredericia er med stor sandsynlighed den by der – alt i alt – leverer mest energi til Danmark og til eksport. I flæng kan nævnes olieraffinaderiet Crossbridge, Ørsted kraft- varmeværket i Skærbæk og brintfabrikken Everfuel og et vedtaget projekt om at etablere en Brintomladestation i Taulov. Over halvdelen af kommunen er enten asfalteret, flisebelagt, industriområde eller beboelse og haver og anlæg. Der tales om, at naturens vilde dyr er flyttet ind i beboelsesområderne, men virkeligheden er, at dyrenes levesteder stille og roligt er blevet indskrænket og omgrænset af motorveje og motortrafikveje og vand. Derfor er mange gode grunde til at sige nok er nok.
Der er i forvejen etableret meget store VE anlæg i Danmark og i farvandet omkring os. Der udbygges fortsat og der er aftaler om, at udvide med såkaldte energi øer i Nordsøen.
Beboerne i Herslev – en skøn lille landsby i kommunens vestlige del – er blevet præsenteret for et projekt, der vil spærre byen inde med solceller (FRDB 4. juni 2024). Der er tale om at afspærre et landbrugsområde der er op til otte gange større end arealet af Legoland, eller over en million kvadratmeter. Det er både voldsom og indgribende. Samme opfattelse deles med formanden for borgerforeningen i Herslev, Anders Bendsen, der siger ”at det er alt for voldsomt og det vil ikke være godt for Herslev. Den samlede melding fra et borgermøde i Herslev var, at solcellerne ikke er velkomne.
Vi har en skøn by med prægtige lokalsamfund og en masse energiske borgere der med rette er stolte over og aktive i deres lokalsamfund. VI skal vækste i form af tilflytning og der er flere områder i kommunen, hvor lokalplaner og udstykninger allerede er gået hånd i hånd med både private- og virksomhedsbygherrer. Fredericia vælges til for det vi er. Og ikke for det vi var med en voldsom tung industri.
Omvendt er solceller velkomne hos private i haver og på tage (i henhold til lokalplanerne), som det også ses i flere af vores industriområder, hvor virksomhederne har fokus på lokale VE-anlæg – på egen grund.
Erritsø GIFs Nils Hagen øger føringen i sidste weekends hjemmekamp mod Aalborg RK. Han er med i landsholdstruppen, der skal møde Norge lørdag eftermiddag. Foto: Ivar Tidemand.
20 lokale foreninger i Fredericia og omegn er blevet udvalgt og modtager i alt 200.000 kroner fra Spar Nord Fonden. Sammen er de inviteret til en festlig overrækkelse og fejring af bankens 200-års jubilæum.
Det er væltet ind med ansøgninger hos Spar Nord Fonden, siden fonden i foråret meldte ud, at der var en ekstra pulje penge på syv millioner kroner på vej til foreningslivet.
Anledningen til de ekstra, lokale støttemidler er Spar Nords 200-års jubilæum. Bankens største aktionær – Spar Nord Fonden – har nemlig valgt at fejre jubilæet med en ekstra håndsrækning til lokale foreninger i Fredericia og resten af Danmark, hvor banken driver forretning.
– Vi har modtaget rigtig mange ansøgninger, og ud af dem er 20 foreninger i Fredericia-området blevet udvalgt til en økonomisk håndsrækning på hver 10.000 kroner, fortæller Bo Uggerhøj, der er direktør i Spar Nord Fonden.
– Det er opmuntrende, at så mange ansøgninger til spændende projekter er blevet sendt afsted, og jeg må sige, at det tyder godt for fremtiden, at vi har et foreningsliv med så gode initiativer og frivillige kræfter, tilføjer han.
Modtagerne af Spar Nord Fondens jubilæumspulje i Fredericia-området er:
Dykkerklubben Aktiv Frivillig Forening Fredericia Tyrkisk Kulturforening Orienteringsklubben FROS Dansk Røde Kors, Nørre Aaby afdeling Trelde Gymnastik- og Idrætsforening Tiufkær Fællesråd Motionsklubben MK01 Frivilligcentret i Middelfart Kommune Frivilligcenter Fredericia Taulov Motion KFUM-Spejderne Bülow Gruppe EGIF’s Rugby afdeling Hjerteforeningen Fredericia Lokalkomité Middelfart Kommune
EUC Lillebælt fejrer en betydelig udvidelse af deres tømrerafdeling med en ny, imponerende bygning. Indvielsen afholdes fredag den 21. juni 2024, fra kl. 14 til 16, med efterfølgende åbent hus.
I maj 2023 tog tømreruddannelsen på EUC Lillebælt de første skridt mod dette nye kapitel, da det første spadestik blev taget. Nu, lidt over et år senere, står den nye bygning færdig og er allerede begyndt at blive taget i brug.
Den nye bygning er på hele 1350 kvadratmeter og betyder, at tømreruddannelsen nu kan tage imod op til 260 tømrerlærlinge. Denne udvidelse vil ikke kun forbedre de fysiske rammer, men også skabe flere muligheder for de mange elever, der vælger en karriere inden for tømrerfaget.
Programmet for indvielsen er som følger:
21. juni 2024 kl. 14 – 16
Teknikervej 9, Erritsø, 7000 Fredericia
Kl. 14 til 15: Indvielse med korte taler af:
Næstformand Kirsten Bøjler Dall (EUC Lillebælt).
Borgmester Johannes Lundsfryd (Middelfart).
Repræsentant fra Fredericia Kommune.
Taler fra andre med tilknytning til byggeriet eller uddannelsen.
Kl. 15 – 16: Åbent hus.
Alle interesserede er velkomne til at deltage i indvielsen og få en rundvisning i de nye faciliteter. Det er en enestående mulighed for at se de moderne rammer, hvor fremtidens tømrere vil blive uddannet.
EUC Lillebælt ser frem til at byde alle velkommen til denne festlige begivenhed og vise, hvordan de med den nye bygning fortsætter med at styrke og udvikle deres uddannelsestilbud.
SF vil have lukket de to havbrug, der ligger i Lillebælt. Partiets kandidat til Europaparlamentsvalget, Rasmus Nordqvist, mener, at havbrug i en maritim nationalpark er uacceptabelt, og han vil arbejde for at få dem lukket.
Havbrugene i Børup Sande Havbrug i Fredericia Kommune og Flækøjet Havbrug i Kolding Kommune har tidligere været i søgelyset, nu vil EU-kandidat have dem lukket.
– Der skal selvfølgelig ikke ligge havbrug i en maritim nationalpark. Vi må se på, hvordan vi får dem lukket, siger Rasmus Nordqvist.
Havbrug er ifølge SF en miljømæssig belastning. De beskrives som husdyrbrug i havet, hvor antibiotika, kemikalier og foderrester ender direkte i vandmiljøet. SF foreslår, at fiskeopdræt i stedet skal foregå på land, hvor spildevandet kan renses.
Udover at lukke havbrug vil SF også have større kontrol med fiskerierhvervene i EU og flere sanktionsmuligheder over for både fiskere, der bryder loven, og de lande, der ser gennem fingrene med det. Fiskeriet skal kameraovervåges, og bundtrawlfiskeri skal forbydes på en stor del af EU’s havareal.
Det er desværre nødvendigt, hvis vi skal have fiskene tilbage i havet, siger Rasmus Nordqvist.
Baggrunden for Nordqvists udtalelser er rapporter, der viser, at fiskerne registrerer langt større bifangster, når de bliver kameraovervåget. Ifølge Nordqvist er den eneste forklaring, at fiskere smider bifangst overbord, når de ikke overvåges, for at få plads til mere værdifulde fisk inden for deres kvote. Denne praksis er ulovlig og skader fiskebestandene, da de udsmidte fisk sjældent overlever og derfor ikke kan bidrage til reproduktionen.
– Fiskerierhvervet skyder sig selv i foden med den adfærd, for fiskebestandene er jo ved at kollapse. For nylig har fiskeriet på Bornholm måttet dreje nøglen om, fordi der ikke er flere fisk i Østersøen. Hvis vi skal have fiskene tilbage i havet, må vi gå drastisk til værks for at sikre, at overfiskeri og udsmid bliver stoppet, ligesom der selvfølgelig skal sættes ind på landbrug og kemi, siger Rasmus Nordqvist.
SF ønsker også mere kontrol og flere sanktionsmuligheder på naturområdet generelt og foreslår blandt andet udnævnelse af en naturkommissær.
– Vi vil have en EU-kommissær for natur, der kan slå i bordet over for de lande, der sjofler naturen i modstrid med det, vi har aftalt. Det skal have økonomiske konsekvenser for de lande, der løber fra de aftaler og den lovgivning, som vi har aftalt for vores natur, siger Rasmus Nordqvist.
Nordqvist understreger, at effektiv regulering af fiskeriet og forurening fra landbrug og industri kun kan opnås på EU-niveau. Han påpeger, at den seneste skandale omkring Cheminova tydeligt viser, at nationale regeringer ofte beskytter erhvervsinteresser frem for miljøet.
– Vores have gisper efter vejret, og fiskene flygter. Og vi må bare konstatere, at her er EU en afgørende arena for kampen for at beskytte vores havmiljø. Vores og andre landes regeringer er ikke villige nok til at træffe de svære beslutninger, siger Rasmus Nordqvist.
Nordqvist var som medlem af Folketinget med til at indføre reglerne om kamerakontrol af fiskeriet. Han påpeger, at de første kameraovervågninger viser sig som et effektivt redskab mod ulovligt udsmid af døde fisk, men ministeren foreslår nu at gøre ordningen frivillig.
– Vi har i årevis prøvet massevis af frivillige ordninger for at løse en alen lang række af grønne udfordringer. De virker ikke. Hvis vi skal redde vores natur, vores miljø og vores klima, skal der lovgivning og sanktioner til, siger Rasmus Nordqvist. Han vil også arbejde for, at fiskeri med bundslæbende redskaber bliver forbudt på en stor del af EU’s havareal.
– Når vi igen og igen slæber over vores havbund, er det en vanvittig destruktiv form for fiskeri, som både ødelægger fiskenes levesteder og dræber de bunddyr, der udgør et vigtigt element i fødekæden. Ifølge Aarhus Universitet bliver der f.eks. slået mellem 200 og 300 kilo bunddyr ihjel af trawlet, for hver gang fiskerne fanger et kilogram jomfruhummer med bundtrawl, slutter Rasmus Nordqvist.
FC Fredericia har været på rov i Vendsyssel, som fredericianerne i Danmarksturneringen krydser klinger med.
FC Fredericia har hentet endnu en ny spiller. Der er tale om Oscar Buch, der kan spille alle offensive positioner, og som i den netop afsluttende sæson har spillet 29 kampe for Vendsyssel.
– Først og fremmest er vi glade for at Oscar har sagt ja til en toårig aftalte i FC Fredericia. Vi kender meget til Oscar, og han vil passe godt ind i vores spillestil. Vi har holdt øje med ham i et stykke tid, og nu er det lykkes at hente ham til klubben, hvilket vi ser frem til, siger direktør Stig Pedersen.
Oscar Buch, der er 27 år og har indgået en to-årig aftale med FC Fredericia, har tidligere optrådt for klubber som Hvidovre IF og HB Køge.
AVISEN har været på besøg hos Børkop Cykler, hvor Sten Andersen står for Indkøb & Marketing og samtidig er teamleder på værkstedet. Det blev til en spændende samtale og rundvisning i butikken og værkstedet. Sten fortæller om, hvordan butikken opstod, og hvordan den har udviklet sig til i dag. Vi hører om, hvordan det går Børkop Cykler i dag med de ca. 25 ansatte, hvad trenden er lige nu i overgangen til sommerperioden, og Sten fortæller om Børkop Cyklers meget brede sortiment, herunder både specialopbygning til kunder og det store udvalg af el-cykler, børnecykler, racercykler og mountainbikes. Sten Andersen viser rundt i butikken og fortæller om de mange forskellige cykeltilbud. Vi får et indblik – backstage – på værkstedet, hvor man fornemmer den travle og koncentrerede arbejdsindsats for kunderne.
Afslutningsvis taler vi om Børkop Cyklers fremtid og kundeservice. Børkop Cyklers største værdi er at levere en ordentlig kundeservice. Om 5-10 år håber Sten Andersen, at Børkop Cykler stadig står et godt sted, som de gør nu, og at de bibeholder den gode kundeservice.
Se og lyt til hele interviewet og turen rundt i butikken og ude på værkstedet nedenfor.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Da Steen Wrist overtog posten som borgmester, blev der lovet guld og grønne skove. Søren Larsen rendte ud i offentligheden for at forklare alle og enhver ind, at ingen af byrådsmedlemmerne nogensinde havde vidst noget om noget som helst. Kort tid efter begyndte de lange knives nat på Fredericia Rådhus, hvor man uden solidt juridisk grundlag hjemsendte den daværende kommunaldirektør, hvilket senere kostede millioner af kroner i erstatning til selvsamme. Men flere andre chefer blev sendt til halshugning, mens man praktisk talt smædede dem godt og grundigt til, hovedsageligt ved at påstå alting var så alvorligt. Ingen beviser blev præsenteret. Ingen er blevet dømt for noget som helst. I praksis var der tale om en syndflod af antydninger og påstande, der aldrig nogensinde kunne føre til konkrete retssager mod nogen eller noget.
Regningen for hele dette cirkus? Et ukendt, tocifret millionbeløb. Læg dertil den tid og økonomi, som dygtigere medarbejdere på rådhuset har brugt på sagerne.
Siden da har man år efter år haft budgetter, der ikke holder. Der er aldrig konsekvenser for de involverede. Derfor er der heller ikke nogen grund til at ændre kurs. Man kan helt omkostningsfrit vedtage et budget, der kort tid senere ikke holder. Udvalgsformændene og udvalgsmedlemmerne bliver siddende. Embedsfolkene fortsætter uhindret. Og der klappes behørigt i byrådssalen, mens man konsekvent rejser sig op på ægte stalinistisk vis og roser forvaltningen for deres fremragende indsats.
Sådan går det, når man har smeltet forvaltningen og det politiske apparat sammen, sådan som det er sket i Fredericia. Flertallet af de nuværende byrådspolitikere betragter Fredericia Kommune som deres ejendom, mens borgerne blot er et nødvendigt onde, de skal forholde sig til hvert fjerde år. Enhver der måtte ytre kritik af denne praksis er fjender af kommunen, der skal bekæmpes og bagtales. Sidstnævnte praktiseres med en udsøgt nidkærhed, hvad flere politikere offentligt har beklaget sig over. Om det kan defineres som mobberi eller simpel arrogance må blafre i vinden. Kendsgerningen er, at Fredericia Kommune er dybt begravet i en embedskultur af bedrevidenhed, finfornemmelse og foragt for store dele af det lokale erhvervsliv. Læg dertil en ubegribelig dovenskab blandt mange politikere, der kun kommer frem i sidste øjeblik med plakaterne før valget. Man satser helt bevidst på at interessen for lokalpolitik er lav. Eller at de landspolitiske tendenser slår igennem.
Virkeligheden er brutal. Fredericia er en by, der har et af landets bedste beliggenheder, med kort afstand til en af Europas metropoler, Hamborg. Vores naturlige omgivelser er ikke blot historiske, men også en reel handelsvare, der med orden i butikken og styr på økonomien, kunne udbredes. Men der har manglet tæft. Man holder sig ikke til. Sygehuset er væk, handlen er endt i Kolding, uddannelserne kommer ikke – og så videre, og så videre. Fredericia taber gang på gang på de vitale punkter, bortset fra transport, havn og logistik. Det er uhørt, at en central provinsby som Fredericia ikke har sit eget sygehus, og det nuvel flotte sundhedshus, der kom i stedet har lagt midtbyen øde, så butikkerne mangler den handel, der kom, når folk skulle til læge, fysioterapeut og lignende i bymidten. Det er uhørt, at vi har flere butikker, der er på vej til at lukke. Det er uhørt, at vi ikke har flere uddannelser og tilbud til unge vil forblive i byen, fremfor at søge ud. Uhørt.
Den manglende politiske ledelse og de manglende visioner er årsagen til, at man konsekvent hverver chefer, der ikke har et reelt tilhørsforhold til Fredericia. Den her by er kun et trin på karrierestien for disse mennesker. Der er flere energiske fredericianere, også dem der i gennem et helt liv har ført Fredericia frem, der ikke blev plads til på kongeskibet. Mens der blev plads til assistenter for kommunechefer. Det er uhørt. Hvem vil slå i bordet? Hvem vil forklare de her mennesker i byrådet, at Fredericia ikke kan erobre terræn i et moderne kommunikationssamfund, hvis vi ikke kan vinde eksterne slag om sygehuse, lægevagt, uddannelser, økonomi og placering i Danmark? Hvem forklarer dem, at Middelfart er en skøn kommune, hvor man gang på gang erobrer nye milepæle, fordi man ved, at der skal bruges tæft og ikke kæft? Og at hvis vi end ikke kan konkurrere med vores nærmeste by på selv de basale punkter, hvor skal det så ende? Hvorfor er det så svært for de folkevalgte at holde de budgetter?
Ole Steen Hansen bør træde af. Hvor mange gange kan han som udvalgsformand præsentere et område i kaos og med dårlig økonomi, før det har konsekvenser? Hvilke af embedsfolkene kan holdes ansvarlig? Er der en voksen tilstede?
Det er åh så beklageligt. Venstre har talt tusinde gange om bugtterne, og de har krævet retvisende budgetter. Men stiller man forslag om konsekvenser? Næh. Der sker jo ikke noget. Der tales, men handles ikke. Og hvor længe skal Fredericia finde sig i det? Hvornår kan vi kræve, at de tal man kommer med holder? Og hvornår kan vi se, at dovenskaben aftager tilpas meget til, at lokalpolitikerne begynder at arbejde hos deres respektive partier for at hente nogle resultater hjem til Fredericia? Både Venstre og Socialdemokratiet sidder i regering. Hvad er det I venter på? Eller må vi høre, hvad I har gjort for at fremme Fredericia de sidste 2-3 år, udover at bestille trutorkester, rose embedsfolkene og jer selv? Jacob Bjerregaard (A), Susanne Eilersen (O) og Christian Jørgensen (Dengang, Venstre) hentede penge hjem til Fredericia, det kan I også, men I skal knokle for det!
Den konservative gruppeformand har ret, når han i en artikel siger, at det sejler.
Der er mange rigtig gode fredericianere, der er godt og grundig træt af tomme løfter og hvem der har fået hvilke poster. Det er på tide, at I begynder at levere nogle resultater, og det skal ikke kun være på jeres egen bankkonto efter konstitueringer.
En række sager om forsinket løn, manglende pensionsindbetalinger og udeblevne tillæg til byggearbejderne på det nye Odense Universitetshospital fik mandag regionsrådet i Region Syddanmark...