Super Frandsen sendte FHK i semifinalen

0

Sebastian Frandsen havde den ene store redning efter den anden, da FHK vandt 34-24 mod GOG og kvalificerede sig til DM-semifinalen for andet år i træk.

Vi har Frandsen, super, super Frandsen. Sådan lød det gentagne gange fra de mest inkarnerede FHK-fans, der undervejs blev suppleret godt af hovedparten af de 2.400 tilskuere i thansen Arena, hvor halspeakeren 17 gange i opgøret råbte: Sebastian, efterfulgt af Frandsen fra tilskuerne. De 17 gange var antallet af redninger, som Frandsen diskede op med i kampen.

I foyeren en halv time efter kampen var Frandsen stadig omgivet af ellevilde fans, da AVISEN gik hen for at tale med dagens helt i skysovsen.

– Der går rigtig mange gode følelser igennem kroppen på mig. Det var en fed kamp, sagde Frandsen.

Flere gange reddede Sebastian Frandsen på sensationel vis ved at stikke det ene ben langt op i vejret på nærskud.

– Jeg når at tænke et splitsekund, og i dag var det de rigtige tanker, smilede Sebastian Frandsen.

På banen er Frandsen ikke en, der viser følelser på samme måde som eksempelvis den tidligere fanfavorit i FHK, Emil Tellerup, der på karakteristisk vis altid jublede som en gal. Men Frandsen følte sig godt tilpas i målet over opbakningen fra lægterne.

– Det var magisk at mærke trykket fra tilskuerne fra første fløjt. Vi bar hinanden frem, både holdet og tilskuerne, forklarede Sebastian Frandsen.

Flere har observeret Sebastian Frandsen være grinende på banen til gengæld. Både efter en redning og hvis bolden er gået i mål.

– Det gør jeg for at holde fokus på næste bold, lød svaret fra Frandsen.

Fokus holdt FHK også i den grad opgøret igennem mod GOG, som blev sendt baglæns ud af thansen Arena med kurs mod Lillebælt.

– Vi spillede utrolig godt angrebsspil med få fejl, dækkede godt op, og jeg formåede at få gode redninger, så lagt sammen gav en god præstation, forklarede Frandsen.

Nu sigter Sebastian Frandsen imod en DM-finale. Næste stop på vejen er mod Ribe-Esbjerg i semifinalen.

– Vi har hjemmebanefordelen i kamp tre, det er altid godt, konstaterede Sebastian Frandsen, som diskede op med 17 redninger på 38 forsøg og levede op til tilnavnet “Super Frandsen”.

Gudmundsson: Det er en milepæl

0

Gudmundur Gudmundsson havde de store ord fremme om FHK’s præstation mod GOG, som holdet besejrede med 34-24.

Se interview med Gudmundsson her.

Var det en drøm, eller var det virkelighed? FHK’erne måtte have nivet sig selv i armen efter den præstation, som de leverede mod de dobbelte danske mestre, GOG, som de sendte helt ud af mørket. GOG kommer slet ikke til at spille med om medaljer i denne års liga, da Skjern samtidig med FHK’s sejr storsejrede mod TMS Ringsted.

Efter kampen var jublen stor, og efter at have talt til fansene, satte Gudmundsson ord på præstationen.

– Vi spillede godt og dækkede fantastisk godt op. Det er en sensationel præstation af Sebastian Frandsen. Jeg er glad for, hvordan vi spillede i angrebet. Mange bidrog og scorede, så jeg er virkelig stolt, og det er noget af det bedste, jeg har oplevet i Fredericia, siger Gudmundsson.

Gudmundsson var stolt efter kampen, og han virkede en smule rørt, hvilket han bekræfter.

– Ja, det rører mig. Jeg er utrolig stolt og glad. Jeg har set holdet løfte sig et skridt ad gangen, og det er en milepæl. Jeg talte med drengene om, at man skulle slå et fantastisk hold som GOG, som har mere erfaring og større profiler, og spillet i Champions League. Derfor var det vigtigt at gøre det godt, forklarer Gudmundur Gudmundsson.

FHK kom ud til kampen som vilde dyr. Det kunne aflæses på måltavlen, der viste 5-1 efter otte minutters spil.

– Vi skulle komme med alt, og vi har lært meget af hjemmekampen mod GOG den 10. februar, hvor vi ikke spillede særlig godt, det ville vi ikke opleve igen. Det var en del vi lærte af det, og vi har løftet os utrolig meget, siger Gudmundur Gudmundsson.

Spørgsmålet er, om FHK er favoritter nu i DM-semifinalen mod Ribe-Esbjerg, da fredericianerne endte på førstepladsen i puljen og Ribe-Esbjerg endte på andenpladsen i den anden pulje.

– Jeg tror ikke et eneste hold, undtagen Aalborg, at man ikke kan sige der er nogen favoritter. Alle holdene i semifinalen er gode hold, siger Gudmundur Gudmundsson.

FHK er i semifinalen efter magtdemonstration

0

Fredericia Håndboldklub ydmygede GOG i den afgørende slutspilskamp. De dobbelte danske mestre blev sendt hjem med et nederlag på 34-24.

Søndagens kamp var afgørende, da FHK desperat havde brug for en sejr for at avancere til semifinalen, mens GOG kunne nøjes med uafgjort. Hvis GOG opnåede uafgjort eller tabte, ville FHK også have brug for TMS Ringsteds hjælp i deres kamp mod GOG. Spændingen var på sit højeste, da begge hold kæmpede for en plads i semifinalen.

FHK gik aggressivt til værks med et klart mål for øje: at vinde for enhver pris. Sebastian Frandsen viste sit værd ved at lukke fuldstændig af i målet, mens Reinier Taboada var en ustoppelig kraft i angrebet, der nærmest brændte banen af. Efter otte minutter stod det 5-1 til FHK, og det var tydeligt, at de havde sat sig for at dominere kampen.

GOG forsøgte ihærdigt at kæmpe sig tilbage i kampen, men hver gang de nærmede sig, strammede FHK grebet og holdt dem på afstand. Med stillingen 10-5 var det tydeligt, at FHK havde overtaget. GOG følte presset og besluttede sig derfor for at tage en timeout for at samle sig og finde en ny strategi.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

I det 20. minut udspillede der sig et dramatisk øjeblik på banen. Den unge Jonas Kruse fik sat bolden i kassen, hvilket bragte stillingen til 12-8 til FHK. Desværre var der et sammenstød mellem Kruse og GOG’s Emil Madsen i forbindelse med scoringen. Kruse blev båret fra banen og valgte at gå direkte i omklædningsrummet, hvilket skabte bekymring blandt både spillere og tilskuere.

FHK bevarede deres ro og handlede hurtigt efter Jonas Kruses skade. Sebastian Henneberg blev sendt på banen som erstatning, og hans præstationer var bemærkelsesværdige. Med fire mål i slutningen af første halvleg viste han sit værd og bidrog til, at FHK gik til pause foran med 17-10. Den fantastiske præstation sendte størstedelen af de 2.400 tilskuere i ekstase og gav FHK en solid føring til anden halvleg.

Anden halvleg begyndte på samme høje niveau for FHK, der fortsatte med den samme intensitet som i første halvleg. GOG’s keepere, Tobias Thulin og Matthias Rex, havde fortsat svært ved at redde FHK’s skud, hvilket gjorde det svært for dem at lukke af for FHK’s angreb. Med stillingen 23-15 efter 40 minutters spil var det tydeligt, at FHK fortsat dominerede kampen og opretholdt deres solide føring.

I det 44. minut kulminerede spændingen i Thansen Arena, da FHK kom foran med imponerende 26-15. Stemningen var elektrisk, og det virkede uoverkommeligt for GOG at indhente så stor en føring. En afgørende faktor i kampen var Sebastian Frandsen, der fortsatte med at levere imponerende redninger og skabe usikkerhed blandt GOG’s skytter, der flere gange skød helt over mål. Frandsens præstation var afgørende for at holde GOG væk fra målet og sikre FHK en overbevisende føring.

adp-as.dk

Kampens slutning var mere eller mindre kosmetisk, da forskellen mellem de to hold var tydelig. FHK havde kontrol over kampen fra start til slut. I de sidste fem minutter valgte FHK at sætte reserverne på banen, og selvom intensiteten måske dalede en smule, lykkedes det stadig James Junior Scott og U19-spilleren Mads Emil Møller at score mål og bidrage til sejren. Resultatet endte 34-24 til FHK, hvilket sikrede dem en plads i semifinalen, hvor de nu skal møde Ribe-Esbjerg.

Mand sigtet for hærværk i togvogn

0
(Foto: Google Street View )

Sydøstjyllands Politi modtog søndag eftermiddag klokken 16.15 en anmeldelse fra DSB om hærværk i en togvogn, hvor en 27-årig mand angiveligt havde skåret nogle sæder op med en kniv.

Ifølge vagtchef Rune Nielsen blev manden efterfølgende fundet på Banegårdspladsen i Vejle og sigtet for hærværk samt for at være i besiddelse af en kniv. Han blev derefter sendt videre i forbindelse med sagen.

Dobbelt så mange deltog

0

Musikken pumpede ud af højtalerne ved Kulturkasernen, mens regnen silede ned. Pladsen udenfor var omdannet til en plads, hvor Wings for Life i Fredericia havde sit udgangspunkt. Dobbelt så mange som sidste år deltog i løbet, hvor alle indtægter ubeskåret går til forskning i rygmarvsskader.

I 2023 fandt Wings for Life World Run for første gang sted i Fredericia, hvor løbere fra nær og fjern samledes for at støtte kampen mod rygmarvsskader. Årets begivenhed blev en stor succes, og byen blev indtaget af en bølge af energi og solidaritet. I år, som et tegn på fortsat støtte og engagement, har arrangørerne skruet yderligere op for aktiviteterne under løbet, der også vil blive afholdt i Fredericia næste år.

Løbet kommer som en del af en større indsats for at støtte Wings for Lifes mission. Lørdag var der arrangeret en velgørenhedskamp på Monjasa Park, hvor alle indtægter også blev doneret til organisationen. Søndag fortsatte det med en weekend i velgørenhedens tegn. Selve promoveringen af kampen er på nuværende tidspunkt afspillet mere end 1 million gange.

I modsætning til lørdag viste vejrguderne sig ikke fra deres bedste side. Regnen silede ned, men det gjorde ikke noget for løberne, som trodsede regnen og begav sig ud på ruten i Fredericia centrum. Inden da havde Henrik Kyhl, der er primus motor for Wings for Life i Fredericia, budt velkommen i et stort telt, hvor der var tørvejr.

Kyhl kunne løfte sløret for, at der i år var sket en fordobling deltagerantallet i forhold til sidste år. Dette år markerer ifølge Kyhl også rekorden for deltagere i velgørenhedsløbet, der tidligere har fundet sted i København, men trods de to byers forskel, blev deltagerantallet slået i Fredericia. I Fredericia har man valgt, at virksomheder kan bakke op om løbet ved at deltage med firmahold, og det havde en del benyttet sig af. Foruden at deltage som enkelt løber, var det også muligt at deltage som stafethold.

Løbet, der starter på samme tidspunkt verden over og livestreames, foregår på den måde, at der efter en halv time sættes en virtuel bil i gang. Når man indhentes af den, er man ude, men som flere udtrykte det, handlede det ikke om at løbe langt, men om dem, som ikke kunne løbe ved hjælp af benene, men derimod have kørestole til hjælp.

– I dag handler det om dem. Det er en rigtig vigtig sag, og det er med til at sætte Fredericia på verdenskortet, sagde Peder Tind (V), formand for Kultur- og Idrætsudvalget, inden han skulle ud og løbe ruten.

Tommy Rachlitz Nielsen (C) glædede sig over den store opbakning:

– Uden alle dem, der bakker op om løbet her, var det ikke muligt at lave det her. Det er jeg taknemmelig for, sagde han.

Om Wings for Life:

Wings for Life er en global velgørenhedsorganisation, der arbejder for at finde en kur mod rygmarvsskader. Organisationen blev grundlagt af Heinz Kinigadner, en tidligere professionel motorsportskører, og den østrigske forsker Dietrich Mateschitz, der også er medstifter af Red Bull. Wings for Life støtter forskning og projekter, der sigter mod at finde helbredende behandlinger til rygmarvsskader og forbedre livskvaliteten for personer, der lever med sådanne skader. En af deres mest kendte begivenheder er “Wings for Life World Run”, et årligt løb, hvor tusindvis af mennesker over hele verden løber samtidig for at støtte organisationens mission. Løbet fandt sted for første gang i 2014.

Se her billeder fra løbet:

Johannes Lund Nielsen fik hæder som den første i Danmark

0

Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens H. Garly, overraskede Johannes Lund Nielsen, som igennem mange år var formand for Forsvarsbrødrene og formand for 6. Juli komiteen. Nielsen fik på hans 84 års fødselsdag overrakt en særlig distinktion som den første i Danmark.

Johannes Lund Nielsen fyldte 84 år den 4. maj. Traditionen tro var han mødt op til markeringen i Fredericia, men hvad han ikke vidste var, at han ville blive kaldt op til scenen i rådhusets forhal.

Alle forventede, at borgmester Christian Bro skulle til at uddele Arlette Andersens frihedspris, da han tog ordet, men det skete ikke. I stedet gav borgmesteren mikrofonen videre til Jens H. Garly, som kaldte Johannes Lund Nielsen op til sig.

Inden han kom op fik Nielsen sagt: Hvad har jeg nu gjort?

Han havde ikke gjort noget forkert. Tværtimod. Johannes Lund Nielsen skulle hædres for den særlige indsats han har gjort, og det blev han med distinktionen, som er vævet i guldtråd.

Se her en video af Jens H. Garlys tale og overrækkelse til Johannes Lund Nielsen:

Ny dansk rekord ved Copenhagen Marathon

0

Jacob Sommer Simonsen, AGF Atletik, genvandt ikke bare titlen som Danmarks hurtigste maratonløber. Han løb også det hurtigste maratonløb, en dansker nogensinde har løbet på dansk jord. Hos kvinderne debuterede Sara Schou Kristensen på maratondistancen med en opsigtsvækkende præstation, der gav den 27-årige løber fra AGF Atletik det danske mesterskab.

De første timer skinnede solen på det største danske maraton nogensinde, da 15.000 løbere tilbagelagde 42,195 km i København søndag den 5. maj. Men de sidste løbere blev fulgt over målstregen af regnbyger.

Da startskuddet lød kl. 9.30, løb Jacob Sommer Simonsen fra AGF Atletik afsted med det klare mål at komme i mål som hurtigste dansker. Planen lykkedes. Den jyske eliteløber blev den første danske mandlige løber, der mødte det røde mesterskabsbånd ved målstregen. Med en imponerende tid på 2:11:24 tegner Jacob Sommer Simonsen sig nu for det hurtigste maratonløb nogensinde løbet af en dansker på dansk jord. En tid blot to sekunder langsommere end Jacob Sommer Simonsens egen personlige rekord.

Sara debuterer til maraton med DM-guld

Hans klubkammerat Sara Schou Kristensen stod også klar ved startstregen, men dog noget mindre skråsikker på dagens opgave. For selvom 27-årige Sara Schou Kristensen fra AGF Atletik er landets hurtigste kvinde på halvmaraton, var det helt nyt for hende at prøve kræfter med maratondistancen. Og hvis hun havde planer om – lidt ubemærket – at teste, om de 42,195 km var en distance for hende, kunne hun glemme alt om det. Den forsvarende danmarksmester Karen Ehrenreich måtte i sidste øjeblik opgive at stille til start, og dermed var alle øjne pludselig rettet på den lovende maratondebutant.

Og Sara Schou Kristensens maratondebut lover godt for hendes videre karriere. Det lykkes den unge løber at lægge sig i front af kvinderne og komme i mål efter 2:38:38.

– Det var virkelig hårdt og langt. Jeg lagde lidt for hårdt ud, men jeg er godt tilfreds med min tid. Jeg er superglad og lettet over nu at have løbet et maraton. Og at have vundet mesterskabet. Det har klart givet mig blod på tanden på mere, og på at slå den tid i fremtiden, lød det fra en glad Sara Schou Kristensen, AGF Atletik, i målområdet.

29-årig aarhusianer hurtigste mand

Hos mændene var forsvarende mester Jacob Sommer Simonsen fra AGF Atletik fuldt fokuseret på igen i år at blive første danske mand over målstregen. Og med et stærkt udlæg, der holdt løbet igennem, blev det igen triumf for Jacob Sommer Simonsen til Copenhagen Marathon. 29-årige Jacob Sommer Simonsen fik for andet år i træk DM-guldmedaljen om halsen. Jacob Sommer Simonsen kom i mål som hurtigste dansker efter 2 timer 11 minutter 24 sekunder.

– Jeg er virkelig glad for at blive dansk mester igen. Jeg løb med alt, hvad jeg havde i dag, og de sidste 10 km var modbydelige. Men jeg blev båret igennem København på bedste vis af tilskuerne. Alligevel kan jeg ikke nægte at være skuffet over, at det ikke nødvendigvis er nok til, at jeg kvalificeres til OL, siger Jacob Sommer Simonsen. Det afgøres i løbet af ugen, om Jacob Sommer Simonsen på baggrund af sine resultater får en billet til OL i Paris til sommer.

Copenhagen Marathon 2024 blev afviklet for 43. gang søndag den 5. maj. Det udsolgte løb var med sine 15.000 deltagere det hidtil største maraton nogensinde i Danmark.

Resultater

Kvinder
DM-guld: Sara Schou Kristensen, AGF Atletik. Tid: 2:38:38
DM-sølv: Stine Schønning, NBRO. Tid: 2:43:34
DM-bronze: Stine Katrine Bækgaard Olsen, Team Meins RUNning Løbeklub. Tid: 2:44:29
U23: Amanda Christiansen, NBRO. Tid: 3:26:58

Mænd
DM-guld: Jacob Sommer Simonsen, 29 år, AGF Atletik. Tid: 2:11:24
DM-sølv: Thijs Mathisen Nijhuis, Viborg Atletik. Tid: 2:18:00
DM-bronze: Mark Olsen, Hvidovre Atletik & Motion. Tid: 2:18:08
U23: Valdemar Meiling, Blovstrød – Løverne. Tid: 2:40:02

Fakta om Copenhagen Marathon

  • Der var i 2024 for første gang nogensinde udsolgt med over 15.000 tilmeldte løbere
  • Sparta afholdt første gang maraton i 1980 med 995 tilmeldte
  • Siden 1980 har Sparta årligt afholdt maraton (med undtagelse af 2020 og 2021)
  • Arrangøren er Sparta Atletik & Løb
  • Den 4. juni i år er det igen muligt at få en startplads til Copenhagen Marathon, når der åbnes for salget til næste års udgave.

Live: Braget der afgører FHK’s skæbne

0

FHK spiller klokken 18:00 den altafgørende slutspilskamp mod GOG. Skæbnen er i egne hænder, men det kræver en sejr for, at fredericianerne er sikre på en semifinaleplads.

23-årig mand sigtet

0

En 23-årig mand blev søndag klokken 00.05 sigtet i Ålykkegade i Kolding.

Ifølge vagtchef John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi var manden påvirket af stoffer. Ved en ransagning af mandens bil fandt politiet desuden 0,9 gram kokain i en pose.

FHK skal vinde

0

FHK-træner Gudmundur Gudmundsson mener, at hans hold har gode muligheder mod GOG, men han mener også, at omverdenen formentlig ser GOG som favoritter.

Bliver det ikke snart søndag? Det spørgsmål har flere stillet sig selv efter, at det lå klart, hvad betydningen af opgøret mellem Fredericia Håndboldklub og GOG ville få af betydning for de to holds videre skæbne i denne sæson.

Undervejs i ugen har FHK haft et afbræk med en pokalkamp mod TM Tønder fra 1. division. Det var et gensyn med en hal, som FHK ikke havde gæstet siden 2018, hvor mange fredericianere husker, at FHK grundlagde deres senere oprykning til ligaen med en sejr i dén kamp. Det er fortid, og fremtiden er, at FHK spiller om at komme i semifinalen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Derfor var der op til kampen tvivl om pokalkampen kom belejligt for FHK, der endte med at vinde 38-29 i en kamp, hvor spændingen for alvor døde ud i starten af anden halvleg, da Sebastian Frandsen lukkede af i målet.

– Før kampen vidste jeg ikke, om den kom på et tidspunkt, der var godt for os, men nu kan jeg sige, at det var et godt tidspunkt. Vi fik skiftet meget ud og udnyttede kampen til at få bragt alle i spil, og det kan vise sig at være vigtigt. Begge målmænd kom også i kamp og gjorde det begge fint, siger Gudmundur Gudmundsson.

En af bekymringerne for FHK gik på, om holdet kunne slippe fra opgøret uden at få skader, og det lykkedes samtidig med, at eksempelvis Anders Kragh Martinussen ikke fik særlig meget spilletid.

– Nu er jeg faktisk glad for, at vi fik spillet, da det holder os i en god kamprytme. Vi vandt mod Ringsted, og vi vandt stort mod Tønder, og det er godt, forklarer Gudmundur Gudmundsson.

Søndag gælder det endelige slag, og kender man Gudmundsson ret, har han utallige videoklip med GOG. Han er kendt for at være perfektionist og vil komme minutieøst forberedt med et klart formål: FHK skal vinde kampen.

– Det er planen, men det kan godt være, at de ser sig som favoritter. Vi tror på os selv, og vi kan godt vinde. Vi slog dem sidst. For mange er GOG nok favoritten, da det vil være skuffende for dem, hvis de ikke kommer i semifinalerne. Vi kigger på os selv, og det er vigtigst for os, slutter Gudmundur Gudmundsson.

adp-as.dk

Historikken taler dog imod FHK. Et kig i historiebøgerne viser, at FHK i nyere tid kun har én sejr mod GOG i egen hule. Det skete i ligapremieren i 2019/20-sæsonen, da FHK som nyoprykket vandt 33-30 på en magisk aften i thansen Arena. Siden har FHK været tæt på at besejre fynboerne i egen hule to gange: Det skete den 23. marts 2022, da FHK tabte 32-30, og i sidste sæsons slutspil, hvor FHK tabte 35-34. Siden har FHK dog vist sig at have et godt tag på GOG, som de i denne sæson har slået to gange på udebane, og også spillede 33-33 mod på udebane i sidste sæsons slutspil. Til Final4 pressede FHK GOG ud i forlænget spilletid, og det vidner om, at der venter et brag i en udsolgt thansen Arena, hvor der er kampstart søndag klokken 18:00.