Udgifterne på socialområdet fortsatte himmelflugt i 2023

0
(Foto: AVISEN)

Som det eneste velfærdsområde vokser det specialiserede socialområde markant i kommunernes regnskaber for 2023. Det bliver et centralt tema i årets økonomiforhandlinger, siger KL-formand. Der skal både penge og styringsredskaber på bordet.

Det kan ikke fortsætte.

Så klart lyder det fra KL’s formand Martin Damm som reaktion på de endelige regnskabstal for 2023, som Danmarks Statistisk har offentliggjort onsdag.

Tallene viser nemlig, at udgifterne endnu engang stiger på det specialiserede socialområde, både på børne-/ungeområdet og på voksenområdet. Fra 2022 til 2023 er stigningen på cirka 1,5 mia. kr. Dette selvom kommunerne ikke har fået ekstra midler til området.

Kommunernes udgifter til socialområdet er samlet steget med næsten 6 mia. kr. siden 2018.

– For femte år i træk ser vi udgifterne på det specialiserede socialområde stige kraftigt. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi kommunerne har flyttet midler fra andre velfærdsområder. Det kan vi ikke blive ved med. Efter mange år, hvor væksten er sket på de specialiserede områder, er der behov for at styrke de almene velfærdstilbud. Dét skal vi drøfte i årets økonomiforhandlinger, siger KL’s formand Martin Damm.

Demografimidler går ikke til de ældre

Regnskabstallene viser fx, at de penge, som kommunerne fik med økonomiaftalen for 2023 til at dække udgifterne, når der kommer flere ældre og børn, ikke er gået til de områder, men er blevet brugt på det specialiserede socialområde.

– Socialområdet er uhyre komplekst, og vi kan se, at de eksisterende rammer og strukturer er med til at drive udgifterne i vejret. Det er vi nødt til at forsøge at få bedre hånd om. Især så vi sikrer, at de borgere, der har brug for hjælp, kan få den. Men også så vi har råd til det velfærdssamfund, som vi alle ønsker os.

Bedre styring og økonomi

Ekspertudvalget på socialområdet kom i starten af april med en række anbefalinger til at få både økonomi og faglighed på socialområdet til at gå mere i takt. Ifølge Martin Damm bliver de anbefalinger helt centrale i årets økonomiforhandlinger.

– Jeg tror ikke, at der er én anbefaling ud af ekspertudvalgets 19 af slagsen, som ikke bør implementeres. Vi vil derfor have blikket stift rettet mod at aftale med regeringen, hvordan de omsættes i praksis. Men det tager tid, før de får virkning. Derfor er vi også nødt til at tale om økonomien, indtil anbefalingerne er trådt i kraft. Ellers vil udhulingen af den almene velfærd fortsætte, siger Martin Damm.

Slut med nye benzin- og dieselbiler i 2025

0

CO2-udledningen fra Region Syddanmarks kørsel og transport skal bringes markant ned. Derfor sætter regionen turbo på omstillingen til eldrevne køretøjer, samtidig med at der kommer fuldt stop for indkøb af nye benzin- og dieselbiler i 2025.

Diesel- og benzinbiler er snart en saga blot i Region Syddanmarks bilflåde. Regionsrådet har nemlig besluttet, at mere end 50 pct. af regionens samlede bilflåde skal være fossilfri i 2030.

Det dækker bl.a. over, at 100 pct. af regionens personbiler skal være fossilfri, at 60 pct. af patientbefordringen, skal være fossilfri, og at 25 pct. af køretøjerne på det præhospitale område skal være fossilfri Ved udgangen af 2024 har regionen købt sin sidste personbil drevet af diesel ellerbenzin.

Det er blot nogle af de indsatser, der frem mod 2030 skal føre til, at regionen kan skære 35 pct. af CO2-udledningen fra kørsel og transport sammenlignet med 2020. Indsatserne er beskrevet i en ny delstrategi for effektiv og fossilfri kørsel og transport, som regionsrådet godkendte på deres møde 22. april 2024.

– Klimaudfordringerne skal mødes med konkrete handlinger. Vi går målrettet efter mere bæredygtige transportformer og indfører fuldt stop for indkøb af nye diesel-og benzinpersonbiler, så alle regionens personbiler fremover kører på el. Det er ambitiøst set i forhold til, at man på nationalt plan forventer, at elbiler udgør ca. 21 pct. af danskernes biler i 2030, men vi mener, det er realistisk med det marked for fossilfri personbiler, der allerede er nu, siger Karsten Uno Petersen (A), der er formand for udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling.

Hvad angår de større fossildrevne køretøjer på det præhospitale område – ambulancer, varebiler og køretøjer, der kører med liggende patienter – findes der endnu ikke eldrevne alternativer. Det skyldes, at der fx til ambulancer er krav om, hvor langt og hvor hurtigt ambulancerne kan køre, og hvor hurtigt de skal kunne lades op for at være klar til udrykning.

Derfor har regionen ikke sat sig fast på konkrete målsætninger på de specifikke områder, men regionen forbereder sig alligevel på den fulde omstilling, forklarer Karsten Uno Petersen:

– Det er en balance, hvor vi sætter fuld fart på ambitionerne på de områder, hvor der findes løsninger, mens vi på andre områder må afvente udvikling af bæredygtige løsninger – en udviklingsopgave, vi også vil tage del i. Vi er overbevist om, at de bæredygtige løsninger kommer, og derfor går vi i gang med at etablere en ladeinfrastruktur på regionens matrikler, der fuldt ud matcher vores ambition om omlægningen til fossilfrie køretøjer, og som udbygges i takt med, at omlægningen til fossilfri alternativer sker. Vi forventer, at vi 2027 kan opstille konkrete målsætninger på de forskellig former for tungvognskørsel.

6.300 tons mindre CO2

Kørsel med siddende patienter (flextrafik) er et andet ben i strategien. Her er målet, at mere end 60 pct. af køretøjerne skal være fossilfri i 2030. Kravet vil løbende blive integreret i trafikselskabernes to-årige udbud af flextrafik, så det sikres, at transporten i 2030 foregår i personbiler, der er fossilfri.

Sammen med trafikselskaberne vil regionen følge mulighederne for at omstille til fossilfri liftvogne, hvor teknologien endnu ikke er moden til at fungere i flextrafik på grund af for kort rækkevidde og for langsom opladning af disse køretøjer.

Som det sidste vil regionen sørge for mere effektiv udnyttelse af de køretøjer, regionen råder over, så det bliver muligt at klare sig med 20 pct. færre person- og varebiler. På den måde vil regionen kunne skære 20 pct. af den CO2-udledning, der stammer fra indkøb, der relaterer sig til regionens kørsel- og transportområde.

Delstrategiens målsætninger og indsatser vil fuldt implementeret skåne atmosfæren for ca. 6.300 tons CO2, hvilket svarer til, at regionen reducerer udledningen fra kørsel og transport med 35 pct.

Delstrategi for effektiv og fossilfri kørsel og transport blev godkendt af regionsrådet 22. april 2024. Carsten Sørensen fra Dansk Folkeparti stemte imod og løsgænger Sabrina Bech Bartholin stemte delvist imod forslaget.

Flere gravide og fødende bliver fulgt af en jordemoder, de kender   

0

Regionsrådet giver flere penge til, at bestemte grupper af gravide og fødende fremover kan være mere sikre på, at de kender den jordemoder, som de kommer til at føde med. Kvinder med fødselsangst og tidligere traumatiske fødsler, kvinder med sociale udfordringer og kvinder, der føder hjemme, får gavn af Kendt Jordemoderordning.

Det syddanske regionsråd giver fem millioner kroner til at ansætte 12 ekstra jordemødre til fødestederne i Region Syddanmark. Det er en del af den nye fødeplan fra 2022, hvor det står beskrevet, at Kendt Jordemoderordning skal styrkes.

Opnormeringen af jordemoderhænder skal bruges til at styrke Kendt Jordemoderordning, så flere gravide kan føde med en kendt jordemoder.

Kendt Jordemoderordning har eksisteret i Region Syddanmark siden 2010 og var oprindeligt et tilbud til kvinder, som gerne ville føde derhjemme. Ordningen er gennem årene blevet udvidet og er nu et tilbud målrettet kvinder med fødselsangst, tidligere traumatiske fødsler, kvinder med sociale udfordringer, voldsramte gravide, kvinder med diabetes og kvinder, der føder hjemme.

De gravide vil have kontakt med de samme tre jordemødre i ordningen, som de møder ved alle konsultationer og undersøgelser i løbet af deres graviditet. Når fødslen kommer, vil det også være en af de tre jordemødre, som de kender, der vil være der.

Formand for Sundhedsudvalget Mette With Hagensen (S) siger:

– For særligt sårbare kvinder og familier med særlige behov ligger der en stor tryghed i at kende deres jordemoder. Med den ændrede organisering, sikrer vi at flere gravide, der er med i Kendt Jordemoderordning, vil møde en jordemoder, de kender, ved fødslen.

Styrkelsen af Kendt Jordemoderordning betyder helt konkret, at alle fem fødesteder i regionen nu visiterer på samme måde, så man sikrer sig, at de gravide med størst behov får tilbuddet – uanset hvilket fødested de er tilknyttet.

De fem millioner kroner, som regionsrådet har sat af, skal bruges til at ansætte 12 ekstra jordemødre, som fordeles ligeligt mellem fødestederne.

De gode erfaringer kommer alle til gavn

Den arbejdsgruppe, som er kommet med de anbefalinger til, hvordan Kendt Jordemoderordning bliver et ensartet tilbud på alle regionens fødesteder, har også lavet en række anbefalinger til, hvordan de gode erfaringer fra Kendt Jordemoderordning kan komme alle gravide og fødende i regionen til gavn. Særligt i jordemoderkonsultationerne er der potentiale for flere indsatser, som allerede er positivt evalueret af Kendt Jordemoderordning, og som derfor bør prioriteres. Eksempelvis tidlig forventningsafstemning om, hvem den gravide møder i sit graviditets- og fødselsforløb.

Cigaretproducenter skal betale mere for opsamling af skod

0

Det er tobaksindustriens ansvar at betale for cigaretskod, der forurener naturen. En ny analyse viser, at omkostningerne for at rydde op efter cigaretskod bliver dyrere end hidtil antaget. Regeringen og en bred aftalekreds er enige om, at regningen til producenterne skal følge omkostningerne.

Hvert år ender flere millioner cigaretskod med at blive kastet i den danske natur. Det har konsekvenser for vores miljø og vores natur. Cigaretfiltre indeholder plastikmaterialet cellulose acetat og over 5-10 år nedbrydes skod til mikroplast. Cigaretskod smidt i naturen kan også afgive tungmetaller som bly og cadmium, tjærestoffer og nikotin til skade for dyreliv og vandmiljø.

Sidste år trådte det såkaldte oprydningsansvar for cigaretskod i kraft. Oprydningsansvaret betyder, at tobaksproducenterne skal betale for oprydningen af deres produkter, når de ender i naturen.

Nu viser en ny analyse, at det bliver dyrere, end det først var antaget, at rydde op i den danske natur efter de mange cigaretskod. Regeringen og en bred aftaleaftalekreds er enige om, at gebyrerne, som tobaksproducenterne skal betale, skal følge de reelle omkostninger.

– Cigaretskod hører ikke til i naturen. De indeholder plast, giftige tjærestoffer og tungmetaller, som udledes i naturen. Derfor skal producenterne naturligvis betale prisen for oprydningen. Nu viser det sig, at prisen bliver højere, end vi troede. Derfor er det også tilfredsstillende, at en bred aftalekreds er enige om, at regningen fortsat tilfalder producenten, selvom prisen er steget, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Ikke kun tobaksproducenter skal betale for oprydning i naturen

Det er ikke kun cigaretskod, der bliver smidt i naturen. Meget andet affald ender også i naturen og miljøet. Hvert år indsamler kommunerne 14.000 ton affald, som ligger smidt i skove, parker og byrum. En stor del af dette affald er fødevarebeholdere, indpakningsposer og -folier, drikkevarebeholdere og drikkebægre, der anvendes til take-away samt letvægtsbæreposer, balloner og vådservietter af engangsplast.

Derfor bliver producenter af disse syv øvrige engangsplastprodukter fra 1. januar 2025 også omfattet af oprydningsansvaret. Ifølge en ny opgørelse Miljøstyrelsen har fået lavet, brugte kommuner, Naturstyrelsen og Vejdirektoratet i 2023 i alt ca. 150 mio. kr. på oprydning af de otte engangsplastprodukter. Det er disse omkostninger, producenterne nu skal afholde.

Fakta:

Cigaretskod er antalsmæssigt den største type af henkastet affald i Danmark.
Cigaretfiltre indeholder plastikmaterialet cellulose acetat. Over 5-10 år nedbrydes skod til mikroplast. Cigaretskod smidt i naturen kan også afgive tungmetaller som bly og cadmium, tjærestoffer og nikotin.
Omkostningerne for oprydning af cigaretskod var tidligere estimeret til 39,5 mio. kr. årligt. Omkostningsopgørelsen viser nu, at prisen for oprydning ligger på 84,5 mio. kr. årligt.
Producenterne skal betale oprydningsgebyr i hvert kvartal. Den regning bliver nu dyrere.
Oprydningsansvaret på alle 8 engangsplastprodukter stammer fra EU’s engangsplastdirektiv.

Marie Jensen var et samlingspunkt for Fredericia

0
Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Marie Jensen, der er kendt for at have “Hos Agnes” i Fredericia, blev født den 15. juli 1928 og sov stille ind den 21. april 2024. Hendes livshistorie afspejler en tid med samfundsmæssige forandringer og personlig tilpasning, og den fortæller om en kvinde, der var dybt forankret i sin lokalsamfund og dets historie.

Marie voksede op i Silkeborg-egnen og fik sin første tilknytning til restaurationsbranchen i 1946, da hun kom til Fredericia for at gå på gymnastikhøjskole. Hendes karriere i branchen begyndte for alvor i 1948, hvor hun startede som “buffist” hos Agnes Petersen på restaurant Fremad. Ti år senere, i 1958, flyttede spisestedet til Riddergade og skiftede navn til “Hos Agnes”.

I 1974, da Agnes Petersen døde, overtog Marie Jensen restauranten, som blev et samlingspunkt for både hverdagsaftener og festlige lejligheder. “Hos Agnes” var opdelt i to afdelinger: en til røverhistorier, terninger og fest, og en anden til et godt måltid mad. Marie formåede at skabe et sted, hvor alle følte sig velkomne – fra malere til advokater. I alt stod Marie Jensen i spidsen for “Hos Agnes” i 17 år.

Privat levede Marie et fuldt og kærligt liv. Hun mødte sin mand, Peter Jensen, en murermester, i Fredericia, og de fik to døtre, Karna Hansen og Inga Sørensen. Gennem årene voksede familien med syv børnebørn og senere 20 oldebørn. Marie har boet i den samme lejlighed på niende sal i 57 år, hvor hun har holdt ånden og minderne fra sine aktive år i live.

Marie var kendt for sit evige gode humør og sin evne til at holde traditioner i hævd, som da hun og hendes mand var aktive i Fredericia fF’s håndboldmiljø. Hun var en fast del af et lokalt fællesskab, hvor hun stadig i sine senere år var værtinde for “frikadelleklubben” – en årlig tradition, hvor venner samledes i hendes lejlighed.

En af de mange stemmer, der bidrager til historien om “Hos Agnes”, kommer fra Klaus Bernhardt, en tidligere stamgæst fra dengang han var lærling hos Henrik Fog Isenkram. Han deler minder fra sine yngre dage, hvor “Hos Agnes” var et centralt mødested for de lokale handelslærlinge.

– Jeg nævnte faktisk for jer, da I flyttede ind i Riddergade 17 med AVISEN, at det var et sted, jeg kom, da jeg var i lære. Vi samledes altid der om lørdagen, hvor alle elever fra butikkerne kom ind og hyggede sig, siger Klaus Bernhardt.

Klaus Bernhardt udtrykker også sin dybe respekt for Marie Jensen og den særlige rolle, hun spillede i livet for mange af de gamle håndboldspillere fra Fredericia:

– Hun var et fantastisk menneske. Jeg ved, at mange af de gamle håndboldspillere, der havde et særligt forhold til hende, fortsatte med at besøge hende privat, også efter at hun ikke længere drev ‘Hos Agnes’. De kom hjem til hende én gang om året og fik mad, ligesom dengang det hed ‘Hos Agnes’, forklarer Bernhardt.

Klaus Bernhardt deler endnu et personligt minde, der belyser Marie Jensens bemærkelsesværdige evne til at huske og værdsætte mennesker omkring hende:

– Jeg kan huske, at hun for ikke så længe siden, inden for det seneste år, kom ind på kaffebaren, hvor jeg arbejder. Hun kom hen og spurgte, om det ikke var mig, og det var det jo så. Det er flot, at hun kunne huske mig, siger Klaus Bernhardt.

Slutteligt reflekterer Klaus Bernhardt over nyheden om Marie Jensens bortgang og de følelser, det fremkaldte:

– Da jeg hørte, at hun var gået bort, blev jeg først trist, men siden kom jeg til at tænke på alle de gode minder fra dengang, vi kom på ‘Hos Agnes’, siger han.

Marie Jensens bortgang markerer afslutningen på et langt og indholdsrigt liv, hvor hun med sin varme, humor og gæstfrihed har sat et varigt præg på sit samfund og de mange mennesker, der krydsede hendes vej. Hendes livshistorie afspejler æraer af dansk kultur og det levende værd i at opretholde personlige relationer i en verden i forandring. Marie Jensen, der blev 95 år, bisættes på lørdag i Trinitatis Kirke.

Ønsker et opgør med gymnasiets struktur

0

I dag vælger 7 ud af 10 unge en gymnasial uddannelse efter grundskolen, men det er langt fra det rette valg for alle. Derfor foreslår Dansk Industri og Dansk Metal at tage et opgør med den måde, gymnasiet i dag er indrettet på.

Dansk Industri og Dansk Metal offentliggør i dag et fælles forslag til en reform af de gymnasiale uddannelser, der dels hæver det faglige niveau, dels tilbyder et ligeværdigt og mere praktisk alternativ til det teoretiske gymnasium.

– Det nuværende treårige gymnasium er i dag det eneste valg for de fleste af de unge, som ikke rigtig ved, hvad de vil. Men det betyder ikke, at det almene gymnasium er et godt valg for dem. Derfor foreslår vi et bredere og mere praksisrettet gymnasium, som med mere varieret undervisning bedre kan løfte rigtig mange unge. Jeg tror, at en stor del af dem vil trives bedre i en mere ligelig kombination af praksis og teori. Og på den måde have lettere ved at finde deres rette vej i arbejdslivet bagefter, siger adm. direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.

Dansk Metal og Dansk Industri foreslår, at der fremover skal være to gymnasiale hovedveje: en treårig boglig uddannelse, der er rettet mod videregående uddannelser, og en toårig uddannelse, hvor det teoretiske kombineres med praksisorienteret undervisning, hvor man kan prøve et fagområde af og tone sin uddannelse i en bestemt retning, uden at det lukker døre.

– Vi anerkender, at gymnasiet er det populære førstevalg for mange efter folkeskolen. Men i dag er der alt for mange unge, som mistrives, fordi de finder ud af, at det ikke er noget for dem. Det er for teoritungt. Med vores forslag bliver der skabt plads til de unge, som har interesse for det praktiske og anvendelsesorienterede og samtidig gerne vil have en gymnasial uddannelse. Jeg håber, det kan inspirere mange af de unge til at vælge en faglært karriere bagefter, siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal.

De to organisationer foreslår, at adgangskravet til det treårige gymnasium hæves til syv, så det faglige niveau bliver højere end i dag og undervisningen kan være mere målrettet og udfordrende for dem, der vil læse en længere videregående uddannelse.

Den toårige gymnasiale uddannelse bliver en mere lige vej mod erhvervslivet via f.eks. en erhvervsuddannelse eller en af velfærdsuddannelserne. Det vil altså blive en vej til et fag og en profession for de 40 procent af gymnasieeleverne, der ifølge en undersøgelse fra VIVE gerne vil have studenterhuen, men også efterspørger en mere praksisorienteret tilgang til en gymnasial uddannelse.

– Der er alt for mange unge, som ikke kommer videre end gymnasiet, og står som ufaglærte. Det er et klokkeklart tegn på, at systemet ikke fungerer, som det skal. Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for den enkelte unge eller fællesskabet. Folketinget er nødt til at tænke nyt, modigt og ambitiøst. Vi kommer til at mangle endnu flere faglærte på arbejdsmarkedet i de kommende år. Derfor er vi nødt til at skrue på de lidt større strukturelle håndtag, hvis vi skal kunne vende den udvikling, siger Claus Jensen.

Med forslaget vil alle døre stadig være åbne for de unge. Men håbet er, at ændringerne vil flytte flere over i et erhvervsrettet uddannelsesspor og tiltrække nye målgrupper – både fra de uafklarede og fra den gruppe, der i dag ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse efter gymnasiet. På den måde løftes det faglige niveau for alle, samtidigt med at det er et trygt sted at være i tvivl, lyder det fra de to organisationer.

– Det er essentielt, at vi ikke bare ser på de gymnasiale uddannelser som en naturlig forlængelse af skolegangen, men som en reel forberedelse og afklaring til livet efter. De ændringer, vi foreslår, vil gøre det muligt for flere unge at blive rustet til at træffe velinformerede beslutninger om deres fremtid. Dette er ikke en lukning af døre, men en åbning mod flere veje og muligheder. Vores forslag vil tilbyde danske unge et bredere gymnasium, som respekterer deres behov og drømme, siger Lars Sandahl Sørensen, der understreger, at det toårige gymnasium ikke lukker de unges mulighed for en lang videregående uddannelse. Det kræver blot et halvt års overbygning.

Kampen om pengene i toppen af NordicBet Ligaen

0

Der er økonomisk stor forskel på andelen af TV-midler i fodbold. AaB og SønderjyskE rykker med stor sandsynlighed op i år og får derved fleste tv-penge, men kampen om tredjepladsen betyder også noget, ikke kun sportsligt.

Med 15 point mellem AaB og SønderjyskE, der begge er på 56 point, og FC Fredericia på tredjepladsen, er løbet for længst kørt i forhold til oprykningen. Det er kun teoretisk, at fredericianerne har en chance endnu. Aalborgenserne kan sikre sig oprykning allerede i den kommende runde, når de gæster FC Fredericia, og SønderjyskE skal en tur til Kolding.

Det giver FC Fredericia, Kolding IF, Vendsyssel FF og Hobro IK tredjepladsen at spille om, men hvad er den egentlig værd udover det sportslige? Det fremgår ikke offentligt, og klubberne vil heller ikke offentliggøre det.

Kilder oplyser dog, at der er godt 100.000 kroner mellem placeringerne. Foruden summen for at ende på en bestemt placering, er der også penge at hente på tv-fronten. Ikke alle kampe i NordicBet Ligaen vises på almindeligt flow-tv. Det gør FC Fredericias kamp på torsdag mod AaB, og det betyder, at der kommer en ekstraindtægt på den front til begge hold.

I oprykningsspillet har FC Fredericia programsat tre kampe, hvor de vises på flow-tv. Det skete i udekampen mod Kolding, og foruden torsdagens kamp mod AaB, så er også kampen den 2. maj mod SønderjyskE på udebane, sat til at blive vist på TV3 Sport. I de 22 grundspilskampe blev FC Fredericia valgt to gange til at blive vist på flow-tv. Foruden summen pr. kamp, så tildeles man altså også tv-penge efter, hvilken placering man indtager i tabellen.

https://racesyd.dk/

Det betyder, at selvom FC Fredericia ligger i landets næstbedste række, så betyder præmie- og tv-indtægterne noget i det store billede, når regnskabet gøres op. Fraset AaB, der stadig kører med et Superliga-setup og har været vant til en endnu højere tv-aftale fra Superligaen, er det derfor en stor indtægtskilde for alle klubberne i NordicBet Ligaen, hvor hver krone og øre tæller.

– For vores vedkommende tæller alle beløb, der kommer i klubkassen. Det er større beløb, vi spiller om, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen. Selvom tv- og præmiepengene spiller en væsentlig faktor for den enkelte klub, er det dog ikke noget, der overskygger det sportslige, slår direktøren fast.

– Vi spiller for at vinde alle fodboldkampe, som vi stiller op i, og det ændrer et pengebeløb ikke på, slår Stig Pedersen fast, der medgiver, at når man kigger i budgettet, så er tv- og præmiepenge vigtige for FC Fredericia.

– Økonomien fra TV-aftalerne er en stor del af alle holds økonomi. Den TV-aftale, der træder i kraft efter sommerferien, kommer i øvrigt til at tildele klubberne flere penge, også i NordicBet Ligaen, forklarer Stig Pedersen, der dog ikke ønsker at gå ind i de økonomiske detaljer om aftalens størrelse eller hvad en eksempelvis tredjeplads i NordicBet Ligaen giver.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

I sidste sæson stod FC Fredericia i en markant anden situation end i dag, Fredericia lå til nedrykning til 2. division, men efter et pointrigt nedrykningsspil afværgede klubben en nedrykning, men økonomisk gav det ikke samme udbytte som de forgående sæsoner.

– Det er dyrt at skyde ved siden af. De andre år er vi endt i top-6, men det gjorde vi ikke i sidste sæson, forklarer Stig Pedersen.

FC Fredericia endte med at vinde nedrykningsspillet, selvom holdet kom fra baghjul og gik ind på en næstsidsteplads, der giver nedrykning. I nedrykningsspillet ti kampe lykkedes det FC Fredericia at forblive ubesejret, og overhale Hillerød, der ved starten var ti point foran fredericianerne. FC Fredericia indhentede dem, og endte fire point foran, og snuppede syvendepladsen foran HB Køge. Netop syvendepladsen spiller også en rolle økonomisk i NordicBet Ligaen, fordi vinderen af nedrykningsspillet modtager en sum penge. Det er guleroden for at præstere godt.

Vejles situation ser pludselig svær ud

0

Vejle Boldklub står over for en kritisk fase i den danske Superliga, ikke så meget på grund af et nederlag, men mere på grund af den måde, nederlaget mod Hvidovre skete på.

Forventningerne var, at Vejle ville kunne overmatche direkte konkurrenter som Hvidovre, Lyngby og OB i kampen for at undgå nedrykning. Disse hold er alle i bunden af tabellen, og en sejr mod dem kunne have sikret VB en mere komfortabel position i ligaen.

Desværre viste Vejle en manglende evne til at dominere i en kamp, der blev betragtet som en afgørende mulighed for at høste nødvendige point. Med kun to point op til Lyngby, der sidder lige over nedrykningsstregen, ser VB’s situation nu mere udfordrende ud end tidligere antaget. Der er stadig seks kampe tilbage af sæsonen, og intet er afgjort endnu, men Vejle skal hurtigt finde tilbage til formen og vise en betydelig forbedring i spillet, hvis de ønsker at sikre sig en ny sæson i Superligaen.

VB’s fans og ledelse håber på et snarligt “wake-up call” for holdet, så de kan vende tilbage til den kampgejst og opportunisme, som tidligere har præget dem i sæsonen – også i nogle af de snævre opgør mod ligaens tophold. Med en offensiv, der for tiden virker alt for uskarp, og en forsvarslinje fuld af huller, er der brug for hurtige løsninger og strategiske ændringer fra trænerteamets side.

Ivan Prelec, cheftræner for Vejle Boldklub, var yderst kritisk overfor sin egen og spillertruppens præstation i det skæbnesvangre opgør mod Hvidovre, en kamp som ikke kun belyste VB’s manglende evne til at dominere i afgørende øjeblikke, men også deres nu usikre fremtid i Superligaen.

– Der er intet, jeg kan sige, der kan retfærdiggøre min eller spillernes indsats. Vi vidste, at denne kamp ville blive afgjort af en masse 50:50 situationer, og ingen af disse situationer lykkedes det os at få over på vores side. Det var Hvidovre, der lignede et hold, der kunne hoppe over nedrykningsstregen, ikke os, og det bør bekymre os! Vi er et hold med to ansigter, et godt og et dårligt. I dagens kamp lignede vi ikke et Superligahold, og det vil give os søvnløse nætter, indtil vi får mulighed for at vise det gode ansigt, forhåbentlig på fredag. Opgøret i Lyngby er den kamp, hvor vi kan vende retningen, siger Prelec til klubbens hjemmeside.

Ivan Prelec deler yderligere detaljer om Vejle Boldklubs svækkelse i kampen, der understregede de udfordringer, som holdet stod overfor og de forsøg, der blev gjort for at vende kampens forløb.

– Og så får de helt unødvendigt målet til 1-0, og vi begynder at miste selvtilliden og troen på det, vi havde forberedt. Og så blev det i stedet ensrettet trafik mod vores mål. Vi prøvede at justere nogle ting i pausen og senere at ændre formation, men intet virkede på en dag, hvor holdet bare var under standard, siger Ivan Prelec.

Nederlaget til Hvidovre har sat Vejle Boldklub i en prekær situation, men håbet om overlevelse i Superligaen er endnu ikke forduftet. Med to kampe forude, der begge er af enorm betydning for klubbens fremtid, står VB over for en skæbnesvanger periode. Fredagens udekamp mod Lyngby byder på en gylden mulighed for Vejle til at overhale Lyngby i tabellen. En sejr her er essentiel for at booste moralen og placeringen, og med OB, der kun er tre point foran, venter endnu en nøglekamp kamp i Nørreskoven kort efter.

Den kommende periode vil være en test af både spillernes færdigheder og mentalitet, og det er nu, holdet skal vise, at de kan håndtere presset og leve op til deres potentiale. Skal Vejle undgå nedrykning, kræver det fuld fokus og en urokkelig tro på egne evner. Cheftræner Ivan Prelecs strategiske beslutninger og holdets evne til at rejse sig efter nederlaget til Hvidovre bliver afgørende.

16-årig anholdt for bombetrussel mod skole

0
Foto: AVISEN

En 16-årig dreng er anholdt, da han er mistænkt for at have fremsat en telefonisk bombetrussel mod Elsted Skole i Astrup.

Alle eleverne på skolen blev evakueret omkring middagstid, som følge af bombetruslen. Efter en nærmere gennemgang viste det sig, at der ikke var nogen form for mistænkelige genstande på skolen.

En 16-årig dreng er siden blevet anholdt i sagen. Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der har overtaget sagen fra Østjyllands Politi.

Lars Boje stifter et nyt parti

0
Foto: AVISEN

Løsgænger Lars Boje Mathiesen stifter et nyt parti, der ifølge ham vil komme til at tage de nødvendige opgør med det politiske magtsystem.

Lars Boje har siddet i Folketinget siden 2019, men siden foråret 2019 har han været uden parti, da han blev ekskluderet fra Nye Borgerlige efter en strid om finansiering og aflønning som partiformand. Siden har han været løsgænger, men det laves der nu om på.

– Danskerne fortjener et parti, som har modet og viljen til at tage de nødvendige opgør med det politiske magtsystem, som ikke længere arbejder for befolkningen, men mest for deres egne interesser, skriver Lars Boje blandt andet i opslaget.

– Vi kommer til at bruge al jeres hjælp og opbakning, da vi ved, det bliver en hård kamp at gå op imod det etablerede og traditionelle Christiansborg.

Hvad partiet kommer til at hedde har Lars Boje Mathiesen endnu ikke offentliggjort, men han forventer, at partiet præsenteres enten slut juni eller efter sommerferien i august.

Tricktyveri mod ældre kvinde og flere uheld på vejene

Tricktyveri mod ældre kvinde og flere uheld på vejene

0
KRIMI. Fyns Politi har haft flere forskellige sager på tværs af øen, hvor både tricktyveri, færdselsuheld og tyverier indgår. I Vissenbjerg er der anmeldt tyveri...