Skole har lukket på Store Bededag

0

I kølvandet på afskaffelsen af Store Bededag som officiel helligdag i Danmark, har folkeskolerne i Fredericia åbent. Fredericia Realskole har derimod lukket, og forklaringen er simpel: Ferieåret var lagt for privatskolen, før regeringens beslutning.

Nogle virksomheder har valgt at holde lukket for at bevare traditionerne om Store Bededag. Det kunne Fredericia Realskole også tillade sig at gøre, da de ikke er underlagt samme rammer som en folkeskole, men det er ikke dét, der er grunden til lukningen. For at forstå, hvorfor Fredericia Realskole har valgt at holde lukket på en dag, hvor andre skoler er åbne, giver skoleleder Pernille Petersen en klar forklaring:

– Forklaringen er ganske simpel. Vi havde allerede lagt ferieplaner for året, før det blev vedtaget at afskaffe Store Bededag, siger hun.

Selvom bededag for mange danskere handler om traditioner og fritid, så bliver det ikke en tradition for Fredericia Realskole at lukke ned Store Bededag. Det ændrer sig nemlig allerede næste år.

– Fra næste år vil vi holde åbent, ligesom de kommunale folkeskoler. I år vil vi dog også holde vores SFO åben, da ikke alle har mulighed for at få passet deres børn, fortsætter skoleleder Pernille Petersen.

Læs også

Klubber uenige om tilgang til udebanefans blandt hjemmefans

0

Torsdag spiller FC Fredericia mod AaB, og fredag spiller Kolding IF mod Sønderjyske. Begge udehold kan sikre sig oprykning, og derfor er interessen fra de to holds fans stor. Fredericia og Kolding har valgt at gå to forskellige veje i forhold til udefans på hjemmeholdets tribuner.

Allerede den 15. april meddelte Kolding IF på deres Facebook-side, at de ikke vil have fans af Sønderjyske på Kolding-fansenes tribuner.

– Vi vil gerne gøre opmærksom på, at ethvert synligt tilhørsforhold til udebaneholdet, i form af beklædning eller adfærd, på andre afsnit end udebaneafsnittet, medfører afvisning ved døren eller bortvisning fra stadion uden refusion af billet, skriver Kolding IF i opslaget og understreger, at alle afsnit, udover udebaneafsnittet, er til Kolding IF-fans og neutrale tilskuere.

Anerledes lyder tonen fra FC Fredericia, der inviterer AaB-fans til at købe billet til FC Fredericias siddetribune, blot man ikke kommer iklædt i AaB-farver.

– Bliver der udsolgt, eller ønsker I siddepladser, så er I velkomne til at købe plads på neutrale pladser på Monjasa-tribunen, lyder det i et opslag fra FC Fredericia, som dermed har en anden tone end Koldings opslag.

https://racesyd.dk/

Salgsansvarlig i FC Fredericia, Christian Johansen, uddyber opslaget:

– Det med de neutrale pladser er henvendt til eksempelvis en far og søn, eller ældre, der ikke er kommet for at stå op og synge en hel kamp. Altså fans, der ikke er kommet for at lave stemning, men for at hygge sig og se noget fodbold, siger Johansen, der forventer omkring 500 AaB-fans på tribunen torsdag aften:

– Der kan være omkring 600 i udebaneafsnittet, og havde kampen været imorgen, så havde det været en anden situation. AaB-fansene skal af sted allerede klokken 14:00 i dag, og havde formentlig regnet med de rykkede op i søndags, så de har ikke taget fri efter det. Hvis AaB sagde, at de ville komme med eksempelvis fem ekstra busser, og ville have dem ind på vores neutrale afsnit havde vi også sagt nej. Det ville vi ikke kunne styre, men for at tilgodese dem, der vil sidde og se en fodboldkamp, har vi altid ladet den slags fans sidde på neutrale afsnit så længe, at de ikke har deres klubs tøj på, forklarer Christian Johansen og oplyser, at han forventer omkring 1.500 tilskuere i alt på Monjasa Park.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Debatten omkring fans af udeholdet på hjemmeafsnit tog for alvor fat, da 40 AGF-fans blev smidt ud til pokalsemifinalen mellem FC Nordsjælland og AGF i Farum, fordi AGF-fansene jublede over et mål, mens de sad på et af hjemmeholdets afsnit.

– Jeg synes, det er forkert. Jeg synes, det er meget forkert. Der er i hvert fald nogen, der føler, at de har fået en urimelig behandling. Men det må vi kigge ind i, sagde AGF-direktør Jacob Nielsen i pausen af opgøret til DR.

Nielsen blev konfronteret med, at AGF forud for kampen havde understreget på deres hjemmeside, at det ikke var tilladt for deres fans at købe billet til FC Nordsjællands afsnit.

– Jeg ved ikke, hvad vi har skrevet på vores hjemmeside. Men det er i hvert fald noget, vi skal have en dialog om, for det er helt forkert. Det er slet ikke ånden i hverken Superligaen eller pokalturneringen, sagde Jacob Nielsen.

Der er kampstart mellem FC Fredericia og AaB klokken 18:00.

Live: Rykker AaB op mod FC Fredericia?

0

FC Fredericia og AaB krydser klinger klokken 18:00 på Monjasa Park. I tilfælde af en nordjysk sejr vender de retur til Superligaen. Vi er til stede på Monjasa Park, hvor vi liveopdaterer fra opgøret.

Statsministeren besøger våbenfabrik i Sverige

0

En styrkelse af de europæiske forsvar og den europæiske forsvarsindustri vil være i fokus, når statsminister Mette Frederiksen og den svenske statsminister Ulf Kristersson fredag den 26. april 2024 besøger BAE Systems Hägglunds våbenfabrik i Örnsköldsvik.

– Et stærkt Europa handler og tager ansvar for sin egen sikkerhed. Det kræver ambitiøse og langsigtede investeringer i vores forsvar. Det kræver en mere robust forsvarsindustri, som vil være vores garant for tryghed og sikkerhed i en urolig verden. Alt det kan vi kun med et stærkt sammenhold på tværs af lande. Jeg glæder mig til at drøfte samarbejdet med vores tætte nabo og det nyeste medlem af NATO-alliancen, siger statsminister Mette Frederiksen.

De to regeringsledere vil under besøget tale om behovet for fortsatte donationer til Ukraine, et endnu tættere samarbejde med Sverige på forsvarsområdet i lyset af Sveriges optagelse i NATO og sikkerhedssituationen i Østersøen og Baltikum. De vil desuden få en fremvisning af CV90 infanterikampkøretøjer.

– Når vi opruster, gør vi det for at kunne afskrække og håndtere et mere aggressivt Rusland. Vi skal kunne bistå Ukraines kamp for frihed og levere den militære støtte, de har brug for. Samtidig skal vi styrke den europæiske forsvarsindustri, så Europa kan løfte mere selv i forhold til NATO’s kollektive forsvar, siger statsminister Mette Frederiksen.

Danmark og Sverige gik i december 2023 sammen om en donation af CV90-infanterikampkøretøjer til Ukraine, hvoraf Danmark har finansieret ca. 1,8 mia. kroner. Samarbejdet er et konkret eksempel på, hvordan europæiske lande har styrket det forsvarsindustrielle samarbejde for at sikre en langsigtet militær støtte til Ukraine og samtidig øge den europæiske forsvarsindustriproduktion.

30-årig rocker idømt fængsel for omfattende narkokriminalitet

0

En 30-årig mand blev onsdag idømt to års fængsel for overtrædelse af i alt 11 forhold om blandt andet besiddelse og salg af euforiserende stoffer.

Besiddelse og salg af blandt andet kokain og hash førte i går til, at en 30-årig mand fra Kolding blev idømt to års ubetinget fængsel.

Ved Retten i Kolding erkendte den 30-årige, der er fuldgyldigt medlem af en rockergruppering, sig skyldig i de 11 tiltalepunkter, der var rejst mod ham.

Flere af tiltalepunkterne omhandlede salg af kokain i Kolding. Blandt andet blev manden dømt for at have været i besiddelse af cirka 74 gram kokain på en adresse i Kolding den 28. september 2023.

På baggrund af flere hundrede SMS-beskeder, der omhandlede salg af euforiserende stoffer, blev den 30-årige også dømt for, at han i perioden fra den 12. marts 2023 til den 19. oktober 2023 forsøgte at videresælge ikke under 422 gram kokain, 2120 gram hash og 1642,5 gram skunk.

Manden blev ligeledes dømt for at have været i besiddelse af 260 dopingenheder til eget brug på en adresse i Fredericia.

Den 30-årige modtog dommen.

Dårlige bremser førte til betinget frakendelse af førerretten

0

En 43-årig lastbilschauffør fra Fyn blev i dag ved retten i Svendborg idømt en bøde på 2.500 kr. og fik en betinget frakendelse af førerretten.

Chaufføren blev den 19. maj 2022 standset ved Årslev af Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd.

Bremserne blev testet på politiets bremseprøvestand. Testen viste, at de ikke levede op til kravene.

En tilkaldt bilinspektør vurderede, at der var stor risiko for, at vogntoget ville sakse – altså at sættevognen ville skride ud – i tilfælde af en bremse- undvige manøvre.

Som chauffør skal man kontrollere, at bremserne virker.

Bilinspektørens test viste, at det kunne mærkes, at sættevognen ”skubbede”, når man bremsede ned.

Chaufføren vedtog, efter dommerens tilkendegivelse, bøden og den betingede frakendelse i retten.

Fra Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Pernille Moesborg.

Officielt gallaportræt af D.M. Kongen og Dronningen

0

I forlængelse af tronskiftet den 14. januar 2024 offentliggøres nu det første officielle gallaportræt af Deres Majestæter Kongen og Dronningen. Portrættet viser Majestæterne i galla med Elefantordenen i kæde, og fremover vil portrættet kunne ses ophængt i blandt andet statslige institutioner, herunder på danske ambassader og konsulater i hele verden samt på danske fartøjer.

Gallaportrættet er taget af fotograf Steen Evald i Grønne Sal i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. Kongen og Dronningen er således portrætteret på det historiske slot i København, hvor skiftende konger og dronninger har holdt til.

Kongen

Den til enhver tid regerende monark i Danmark er Ordensherre for de to kongelige danske ridderordener Elefantordenen og Dannebrogordenen. Kongen bærer derfor på portrættet for første gang en række historiske genstande, som konger – og senest Hendes Majestæt Dronning Margrethe – har båret i deres regeringsperioder.

Det gælder først og fremmest den særlige elefant, som Hans Majestæt bærer i kæde. Elefanten er formentlig skabt i 1671 til Christian 5.s salving i Frederiksborg Slotskirke, mens ordenskæden først er udført 1693 i forbindelse med, at der blev givet statutter (vedtægter) for Elefantordenen. Elefantens kendetegn er fem store taffelsten formet som et kors, og i daglig tale omtales elefanten som ”Moderelefanten”, idet genstanden er den grundlæggende elefant for hele Elefantordenen. Der er tradition for, at denne elefant bæres af monarken ved særlige lejligheder. Således havde Frederik 9. og Margrethe 2. hvert år tradition for at bære elefanten den 1. januar ved det årlige nytårstaffel. Ved andre begivenheder, hvor der bæres Elefantorden, bruger regenten sin personlige elefant.

Kongen bærer på portrættet også Elefantordenens bryststjerne fra omkring 1770. Bryststjernen blev udført til den senere Frederik 6. I 1947 begyndte Kongens morfar, Frederik 9., igen at bære denne bryststjerne ved særlige lejligheder. Nederst på uniformen bærer Kongen Dannebrogordenens bryststjerne, der er udført til Frederik 6 efter ændringen af ordensstatutterne i 1808.

Både elefanten, kæden samt de to bryststjerner, som Kongen bærer på gallaportrættet, er til daglig udstillet sammen med kronregalierne – det vil sige de genstande, som udgør Kongens værdighedstegn som krone, scepter, rigsæble, kroningssværd og salvebuddike – i Skatkammeret på Rosenborg Slot.

Kongen bærer på gallaportrættet Søværnets gallauniform. I forbindelse med tronskiftet blev Hans Majestæt udnævnt til graden admiral, og gallauniformen er derfor udstyret med fire stjerner på skulderdistinktionerne. Om halsen bærer Kongen Storkommandørkorset af Dannebrog, som er Dannebrogordenens højeste grad.

Søofficerssablen, som Kongen bærer med uniformen, har tilhørt Frederik 9. og blev tildelt Hans Majestæt af Dronning Ingrid i forbindelse med, at Kongen i 1997 blev udnævnt til graden kaptajnløjtnant af reserven i Søværnet.

Foto: Steen Evald, Kongehuset ©

Dronningen

Dronningen bærer på portrættet for første gang kronjuveler. Det er smaragdsættet med diadem, halskæde, ørenringe og en stor broche, der kan deles i tre. Smaragdsættet er ét af de fire smykkesæt, eller garniturer, der stilles til rådighed for Danmarks dronning og til daglig udstilles i Skatkammeret på Rosenborg Slot.

Sættet blev designet af juvéleren C.M. Weisshaupt, og var en gave fra Christian 8. til Dronning Caroline Amalie, formentlig ved deres sølvbryllup 22. maj 1840. Sættets smaragder og diamanter er dels genbrug fra Christian 6.s Dronning Sophie Magdalenes smykkesamling, dels genbrug fra ældre armbånd, kombineret med nyindkøbte sten. Stilen er nyklassicismens former – blomsterranker, sløjfer og krøllede rammer eller kartoucher, inspireret af datidens franske kronjuveler

Når kronjuvelerne ikke er i brug, udstilles de i skatkammeret i den sikrede kælder under Rosenborg Slot. Det er kutyme, at kronjuvelerne forbliver i Danmark, hvilket betyder, at de ikke medbringes ved besøg i udlandet. De danske kronjuveler er de eneste i verden, som både udstilles som museumsgenstande og samtidig bæres af landets dronning.

På brystet bærer Hendes Majestæt et brillanteret miniatureordensportræt af Kongen i en sløjfe af Dannebrogordensbånd. Gennem generationer har det været en tradition, at kvindelige medlemmer af den kongelige familie bærer regentens miniatureportræt. Således bar Dronningen i sin tid som kronprinsesse et portræt af Dronning Margrethe.

I forbindelse med tronskiftet har Dronningen fået et miniatureportræt af Kongen. Portrættet er udført af den britiske kunstner Tom Mulliner og indsat i en ramme af guld med brillanter. Rammen blev i sin tid udført til Kejserinde Amelie af Brasilien. Da Kejserinden var barnløs, gik rammen videre til Kejserindens søster, Dronning Josefina af Sverige. Senere gik rammen videre til Dronning Josefinas barnebarn, den senere Dronning Lovisa af Danmark, og hun var således den første danske dronning til at bære et portræt af den danske regent i denne særlige ramme. Senere bar Dronning Alexandrine og Dronning Ingrid rammen i deres mænds regeringsperioder, og fra 1972 og frem til tronskiftet i januar 2024 bar Dronning Margrethe rammen med et portræt af sin far, Frederik 9.

Epoke slutter for FHK-træner

0

Mia Nygaard Hansen er et symbol for Fredericia Håndboldklubs kvindeafdeling, men nu er det slut. Jakob Kruse og Mia Nygaard Hansen stopper som trænere for klubbens kvindehold.

Sidste torsdags var det tid til en sidste svingom. Der stod pokalkamp på menuen mod Odense Håndbold, og det blev noget af en øretæve til fredericianerne, som tabte opgøret med 37-13. Det er dog ikke opgøret, der vil blive husket, men derimod det faktum, at Jakob Kruse og Mia Nygaard Hansen stod i spidsen for holdet for sidste gang.

– Det var mærkeligt. Det er en klub, jeg har givet mit helt liv til, siden jeg var 6 år. Vi sluttede af mod en verdensklassemotstander, men det var fedt for spillerne, tror jeg. Pigerne har fået den her oplevelse, siger Mia Nygaard Hansen.

Hun og Kruse vidste på forhånd godt, at det ikke ville være en kamp, som holdet ville vinde.

– Det vidste vi godt. Det med at stå over for dem fra tv’et skal man nyde, det er verdensstjerner, uanset om man spiller med a- eller b-kæden. Det talte vi om med at nyde det, forklarer Mia.

Op til kampen kunne Mia Nygaard Hansen godt mærke, at det var noget specielt og tænkte på, at det var sidste gang, hun skulle stå i spidsen for FHK-kvinderne i denne omgang.

– Det er uundgåeligt. Det er specielt. Det har fyldt lidt, at det var den sidste kamp med kliken, siger Mia Nygaard Hansen.

Valget om at stoppe er Mias eget. Hun tog over som cheftræner i sommeren 2019, og har inden da spillet i FHK som aktiv i en menneskealder, kun afbrudt af en kort periode på Team Esbjergs ligahold, men nu har Mia truffet beslutningen om at stoppe som cheftræner.

– Det var mit eget valg. Jeg tror, der skal frisk blod til, da vi talte sammen i januar, sagde jeg, at jeg tror, de skal finde en ny, og det var mit eget valg. Det er mærkeligt, og det var også efter mange overvejelser, men for pigerne og klubbens skyld. Det er ikke fordi, jeg aldrig nogensinde vil vende tilbage til klubben, og planen er, jeg også skal træne lidt ungdomsmålvogtere. Det fylder mange timer, det er 100 procent fyraftenshåndbold, forklarer Mia Nygaard Hansen.

Til dagligt har Mia Nygaard sit arbejde som lærer at se til, og det kombineret med et job som cheftræner, har gjort det til en presset hverdag.

– Mit civile arbejde tager også meget tid, så det her (som træner, red.) er mit andet fuldtidsarbejde, hvis man kan sige det sådan. Det tager meget af min tid, og det har spillet ind, siger hun.

Da Mia Nygaard Hansen overtog holdet som cheftræner, var holdet netop rykket ned i 2. division. Nu har Mia været med til at føre holdet op i 1. division, som holdet dog rykkede ud af. Hun har dog været med til at genrejse dameafdelingen i FHK, hvilket hun ser tilbage på.

– Det har været en fed tid. Jeg skrev “mission complete” sidste år, da vi rykkede op. Der skal klubben ligge, men det er svært at drive damehåndbold på det her niveau med egne spillere, og det kommer til at tage tid, siger Mia Nygaard Hansen og slutter:

– Vi gjorde det bedste for at overleve i 1. division, men marginalerne var ikke på vores side. Mange af kampene var vi godt med i, men når man kun henter fem point over en hel sæson, var vi langt fra, slutter Mia Nygaard Hansen.

I stedet for Jakob Kruse og Mia Nygaard Hansen har FHK ansat Peter Conrad som ny cheftræner.

Stor fodboldfest i MG&BK

0

Denne søndag byder MG&BK, i samarbejde med DBU Fyn, velkommen til en ekstraordinær fodboldfestival, hvor det traditionelle fodboldspil får et spændende twist. Ved DBU 3-bold Festival, vil børnene og deres familier opleve en anderledes fodboldoplevelse, der sætter spilleglæde og fællesskab i højsædet.

Festivalen finder sted på MG&BK’s faciliteter, hvor en stor 11:11 fodboldbane omdannes til en livlig 3-bold by med 13 småbaner. Disse baner er designet til 3 mod 3 spil, omgivet af hårde bander, der holder bolden i spil og tempoet højt. Det unikke ved 3-bold konceptet er dets fokus på at inkludere alle – fra de mindste spillere på 5 år til de mere erfarne 9-årige. Kampene varer blot 8 minutter hver, og med hele 13 kampe der spilles samtidig, garanteres der en dag fyldt med action og sjov.

Hos MG&BK er dagen ikke kun for de små spillere. Hele familien er inviteret til at deltage i de mange sjove aktiviteter arrangeret rundt omkring på pladsen. Fra færdighedsspil til ansigtsmaling og boder med mad og drikke, er der noget for enhver smag. Det er en fantastisk mulighed for familier at tilbringe en dag sammen i sportens tegn, hvor der ikke kun fokuseres på konkurrence, men også på leg, læring og socialt samvær.

Under stævnet promoverer MG&BK også en inkluderende tilgang til sport: der tælles ikke mål, og alle deltagere betragtes som vindere. Hver spiller belønnes med medaljer, hvilket understreger stævnets hovedbudskab om sportens glæder frem for kun at fokusere på resultater. Desuden får arrangørklubberne frie tøjler til at indsamle midler til klubkassen, hvilket gør denne dag ikke kun vigtig for spillerne, men også for klubbernes fremtid.

Festivalen lover ikke kun masser af fodbold men også et væld af deltagerne. Simon Gade, formanden for MG&BK, udtrykker sin begejstring for det store fremmøde:

– Der forventes at deltage 1100 børn fra hele Fyn i perioden fra 9.30 – 16.00. Dertil forventer vi ca. 2 voksne pr. barn og derfor i omegnen af 3000 mennesker som gæster banerne over hele søndagen, oplyser Gade.

Kun ét spor åbent mellem Hornstrup og Hedensted i weekenden

0
default

Fra fredag aften den 26. april til søndag morgen den 28. april vil der i aften- og nattetimerne kun være ét spor i hver retning på E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Hedensted. Vejdirektoratet skal pille stilladset omkring den nye bro for Bredalvej ned.

I forbindelse med udvidelsen af E45 er Vejdirektoratet ved at bygge en ny og længere bro for Bredalvej mellem Vejle og Hedensted. Sidste måned blev selve brodækket støbt, og i weekenden er Vejdirektoratet så klar til at pille det store brostillads ned.

Da stilladset blandt andet ligger på nogle meget tunge stålbjælker, som også skal fjernes, er Vejdirektoratet nødt til skiftevis at spærre sporene på motorvejen i hver retning, imens arbejdet står på.

Det betyder, at trafikanter, der kører på strækningen, må forvente en lidt længere rejsetid under arbejdet.

Vejdirektoratet forventer, at den nye bro står klar i løbet af juni, hvorefter den gamle bro for Bredalvej bliver revet ned i weekenden den 22.-23. juni 2024.

Trafikale konsekvenser på E45 Østjyske Motorvej

Der må ikke være trafik på motorvejen, når stilladset nedtages, da entreprenøren skal have adgang til broen nedefra, ligesom der kan falde genstande ned under nedtagningen. Derfor flyttes trafikken i aften- og nattetimerne skiftevis over i en ene side af motorvejen med ét spor i hver retning.

Det sker på en kort strækning mellem Vejle og Hedensted – cirka halvanden kilometer før og efter broen ved Bredalvej.

Arbejdet forventes at ske i følgende tidsrum:

  • Fredag den 26. april kl. 18.30 til lørdag den 27. april kl. 08.00 flyttes trafikken over i nordgående retning med ét spor i hver retning og 50 km/t.
  • Lørdag den 27. april kl. 19.30 til søndag den 28. april kl. 09.00 flyttes trafikken over i sydgående retning med ét spor i hver retning og 50 km/t.


Arbejdet er planlagt uden for myldretrafikken, men der kan opstå lidt kødannelse i de tidlige aftentimer.

Tricktyveri mod ældre kvinde og flere uheld på vejene

Tricktyveri mod ældre kvinde og flere uheld på vejene

0
KRIMI. Fyns Politi har haft flere forskellige sager på tværs af øen, hvor både tricktyveri, færdselsuheld og tyverier indgår. I Vissenbjerg er der anmeldt tyveri...