KULTUR. Lørdag den 28. marts fyldes Løvestrøget i Fredericia med liv, når gågaden forvandles til et stort gratis legeområde for børn og familier.
På programmet er ZooRace på store tøjdyr, hoppeborg, gratis tatoveringer, små konkurrencer, kreativ workshop, mulighed for at lave sin egen gadepynt samt musik og god stemning.
Det hele er gratis, og alle er velkomne, hvad enten man kommer med børn, børnebørn eller bare for at opleve stemningen i gaden.
Arrangementet finder sted i Løvestrøget i Fredericia midtby.
Næsten 100.000 skoleelever over hele landet snørede fredag løbeskoene og deltog i det årlige Team Rynkeby Børne- og Skoleløb til fordel for Børnelungefonden.
I alt deltog 95.000 børn fra 396 skoler, heraf 33 skoler i Sydjylland, hvor eleverne var med til at samle penge ind til forskning og støtte til børn og unge med alvorlige lungesygdomme.
Løbet er det største velgørenhedsløb for børn i Norden, og deltagerne har indgået mikro-sponsorater med familie og venner. Det betyder, at jo længere børnene løber, desto flere penge bliver der samlet ind til formålet.
Hos Team Rynkeby glæder man sig over opbakningen.
»Det har været en fantastisk dag. Jeg er virkelig imponeret over, hvordan skolerne og børnene går ind i løbet og engagerer sig i sagen på tværs af klassetrin og skoler. De penge, der bliver samlet ind, kommer til at gøre en mærkbar forskel i kampen mod de livstruende lungesygdomme, og børnene skal være stolte af sig selv. Sammen med de frivillige Team Rynkeby-deltagere, der har været med til at lave løbet til en kæmpe fest ude på skolerne, fortjener de den største respekt«, siger Steffen Juncker, landechef for Team Rynkeby i Danmark.
Han peger samtidig på, at løbet også har en vigtig læring for børnene.
»Målet med løbet er også at give børnene en oplevelse af, at de rent faktisk er i stand til at gøre en forskel. Vi lever i en tid, hvor det er let at slå ud med armene og tænke, at man alligevel ikke kan ændre på tingenes tilstand, men i skoleløbet får børnene en unik mulighed for at opleve, hvordan deres indsats gør en reel forskel for nogle børn, der har meget at kæmpe med selv«, siger han.
Team Rynkeby Skoleløbet har siden 2017 samlet penge ind til Børnelungefonden. Gennem årene er der samlet mere end 65 millioner kroner ind, heraf 5,4 millioner kroner alene sidste år. Forventningen er, at årets løb når mindst samme niveau.
Pengene går til forskning i lungesygdomme hos børn og unge samt støtte til familier, der lever med sygdommene. I Danmark er over 100.000 børn ramt af lungesygdomme, og for nogle betyder det en hverdag med store begrænsninger i både skole og fritid.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Team Rynkeby Fonden.
Smedeuddannelsen får nu et markant løft med fokus på skibsbyggeri. Fra 1. august 2026 bliver specialet smed maritim udvidet med fire nye fag, der skal ruste lærlinge til i højere grad at bygge skibe frem for kun at reparere dem.
Ændringen er gennemført af Metalindustriens Uddannelsesudvalg og sker i en tid, hvor der er øget fokus på dansk skibsbyggeri og sikkerhed til søs.
»I Dansk Metal arbejder vi for, at vi selv skal bygge fregatter i Danmark. Hvis det skal lykkes, kræver det, at vi investerer i vores egne kompetencer helt fra lærlingeniveau. Det er derfor, vi nu skærper kompetencerne for skibsbyggeri på smedespecialet, så smedelærlinge får de kvalifikationer, der skal til for at indgå i moderne skibsbyggeri og fastholde Danmarks maritime styrkeposition«, siger Peter Faber, forbundssekretær i Dansk Metal og formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg.
De nye fag omfatter blandt andet introduktion til skibsbygning, 3D-scanning og laseropmåling, robotsvejsning samt rørarbejde i skibskonstruktioner. Samtidig bliver der også justeret på kravene til lærlingenes oplæring i virksomhederne.
Hos Dansk Industri peger man på, at ændringerne ikke kun handler om uddannelse, men også om erhvervslivets fremtidige muligheder.
»Når virksomhederne får adgang til faglærte med opdaterede maritime kompetencer, styrker det både produktiviteten, kvaliteten og evnen til at byde ind på avancerede skibsprojekter. En modernisering af specialet på den maritime smedeuddannelse er derfor ikke kun en uddannelsesopgave. Det er en investering i danske virksomheders konkurrenceevne, vækst og mulighed for at tage del i værdiskabelsen i fremtidens skibsbyggeri«, siger Anne Fløe, erhvervsuddannelseschef i DI og næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg.
Også hos TEKNIQ ser man positivt på opdateringen af uddannelsen.
»Det er et stort fremskridt, at vi nu får teknologier som robotsvejsning og 3D-scanning integreret direkte i uddannelsen til maritim smed. Ved at koble det gode håndværk med moderne automation ruster vi fremtidens smede til at bygge højteknologiske skibe fra bunden. Vi ser det som en nødvendig opgradering, der styrker hele værftsindustriens konkurrenceevne. TEKNIQ er meget tilfredse med, at uddannelsen nu i endnu højere grad matcher virkeligheden i værftsindustrien«, siger Jørgen Prosper Sørensen, chef for uddannelse og arbejdsmarked hos TEKNIQ.
Ændringerne til uddannelsen blev godkendt den 24. marts 2026.
Kolding KFUM Squash har sikret sig oprykning til Elitedivisionen efter en sæson, hvor holdet har været blandt de mest stabile i 1. division.
Oprykningen blev en realitet efter en overbevisende sejr over Thy Squash, hvor Anders Krog, Christian Andersen, Nicklas D. Larsen og Carsten Krog satte punktum for en stærk sæson.
Gennem året har Kolding-holdet markeret sig med en bred trup, hvor alle positioner har leveret solide præstationer. Holdet har flere gange været toneangivende i kampene, og netop stabiliteten har været afgørende i jagten på førstepladsen.
Nicklas D. Larsen har leveret markante resultater på førstesinglen med sejre over nogle af rækkens stærkeste spillere. Christian Andersen har samtidig vist evnen til at afgøre tætte opgør, mens Carsten Krog har bidraget med erfaring og ro i vigtige kampe. Anders Krog har ligeledes været en stabil del af holdet og sikret vigtige point undervejs.
I den afgørende kamp mod Thy Squash leverede Kolding endnu en samlet holdindsats, hvor niveauet var højt fra start til slut. Resultatet sikrede førstepladsen i 1. division og dermed oprykning til landets bedste række.
Med oprykningen venter nu et nyt niveau for Kolding KFUM Squash, hvor modstanden bliver stærkere. Samtidig peger sæsonens præstationer på, at holdet har et solidt fundament at bygge videre på.
Elkunder i Trekantområdet kan se frem til en mindre besparelse på elregningen, når TREFOR El-net fra 1. april sænker nettariffen.
Ifølge elselskabet skyldes prisjusteringen blandt andet, at elforbruget er stigende i området. Når der transporteres mere strøm gennem elnettet, kan udgifterne fordeles over flere kilowatt-timer, og det presser prisen pr. enhed ned.
»Elforbruget hos private og mindre erhverv stiger – ikke kun i de kolde vintermåneder. Når vi transporterer flere kilowatt-timer, kan vi sprede vores udgifter over den stigning, og dermed bliver prisen på at få transporteret den enkelte kilowatt-time lavere«, forklarer elforsyningsdirektør Per Sørensen fra TREFOR El-net.
Nettariffen er den del af elregningen, der dækker transporten af strøm frem til forbrugerne. Prisen reguleres typisk to gange om året – den 1. april og den 1. oktober – på baggrund af forventningerne til det samlede elforbrug.
De nye beregninger for 2026 betyder, at både private husstande og mindre erhverv i området får lavere tariffer resten af året. For en gennemsnitlig husstand med et årligt forbrug på 4.000 kWh svarer det til en besparelse på 208 kroner.
Det faste abonnement til elnettet ændres dog ikke og ligger fortsat på 660 kroner om året.
Samtidig fastholder TREFOR El-net en model, hvor prisen varierer i løbet af døgnet. Den laveste tarif gælder om natten, mens prisen er højest i tidsrummet fra klokken 17 til 21, hvor mange bruger mest strøm.
Formålet er at få flere kunder til at flytte deres elforbrug væk fra spidsbelastningen og dermed aflaste elnettet.
Opkrævningen af nettarif og abonnement sker via den elleverandør, som kunden har valgt.
SPORT. DanskHåndbold har sikret kontinuitet på en central position, efter at målvogtertræner Michael Bruun har forlænget sin aftale frem til sommeren 2029.
Michael Bruun har været en del af organisationen siden 2011 og fortsætter i rollen som målvogtertræner for både kvinde- og herrelandsholdet. Samtidig vil han fortsat have fokus på udviklingen af kommende landsholdsmålmænd og talentarbejdet i dansk håndbold.
Hos DanskHåndbold lægger sportschef Morten Henriksen ikke skjul på betydningen af forlængelsen.
»Vi ser gang på gang, hvor stor betydning målvogtere har for resultaterne i håndbold. Den danske målvogterskole er unik og har – både nu og historisk – rummet mange store profiler. Derfor er det afgørende, at vi på både landsholds- og talentniveau prioriterer dette arbejde højt«, siger han og fortsætter:
»Med Michael Bruun fortsat ombord har vi sikret en helt enestående erfaring og kompetence til vores målvogterskole. Ud over hans store faglige know-how er hans passion tydelig, og hans personlighed er fantastisk. Jeg glæder mig meget over det fortsatte samarbejde.«
Udover arbejdet omkring landsholdene får Michael Bruun også fortsat en vigtig rolle i udviklingen af nye målvogtertrænere samt i sparring med specialiserede trænere rundt om i landet.
Selv ser han frem til at fortsætte arbejdet i dansk håndbold.
»Jeg glæder mig til at forsætte mit arbejde på både herre- og kvindelandsholdet. Det er en kæmpe ære at få lov til at arbejde med nogle af verdens bedste målvogtere og hold. Jeg synes i al beskedenhed, at jeg har verdens bedste job.«
»Jeg er også stolt over, at jeg kan få lov til at bidrage til at uddanne nye trænere. Jeg har trods alt efterhånden noget erfaring, som jeg gladelig giver videre. På den måde sikrer vi, at vi i mange år fremover kan blive ved med at have dygtige målvogtere og trænere i Danmark. Endelig sætter jeg stor pris på at komme ud til talenttræninger, ungdomslandsholdenes samlinger og klubberne, når det kan lade sig gøre«, siger Michael Bruun.
Han er ansat på 80 procent i DanskHåndbold, hvilket fortsat giver mulighed for at kombinere rollen med en hverdag i en topklub.
OPINION. Når Asger Garde fra Borgernes Parti vælger at reducere unge, nyvalgte politikere herunder 2 navngivne fra Liberal Alliance, på deres udseende og såkaldte “seksuelle markedsværdi”, siger det mere om afsenderen end om de kvinder, han forsøger at ramme. Man får næsten fornemmelsen af at være sendt direkte tilbage til ABC-revyen 1958 med Dirch Passer og Judy Gringer – hvor “Babs og Nutte” var morsomt, fordi kvinder blev reduceret til noget, man kunne grine af.
For hvad er det egentlig, der bliver sagt? At Helene Artmann Andresen og Cecilie Liv Hansen ikke er valgt på grund af evner, indsats eller politisk talent. Tja. når argumenterne slipper op, går Asger Garde fra Borgernes Parti efter udseendet.
At gå efter unge kvinder på den måde er i bedste fald en afsporing. I værste fald en nedladenhed, der hører hjemme i en tid, vi ellers kun finder i sort-hvide revyklip. I Liberal Alliance giver vi mennesker muligheden – uanset køn og alder. Det er sådan, man udvikler både politikere og politik.
Demokratiet fungerer sådan, at det er vælgerne, der bestemmer. Ikke kommentatorer med hang til at forklæde fordomme som analyse. Vælgerne har valgt unge mennesker med engagement, vilje og mod til at tage ansvar.
Jeg har personligt støttet Helene Artmann Andresen. Hun er et godt eksempel på det modsatte af den kritik, der rejses. Hun har arbejdet seriøst, sat sig ind i komplekse sager, håndteret sin ordblindhed og udviklet sig markant med opgaven. Det kalder man ikke udseende. Det kalder man hårdt arbejde.
Hvis en spidskandidat i Liberal Alliance med de fleste debatter, flest ressourcer og fuld adgang til hele det politiske apparat ikke formår at slå igennem, så er det næppe de unges skyld, og absolut ikke et anliggende for Borgernes Parti?
At skyde på unge kvinder er ikke analyse. Det er bare dårlig stil. Demokratiet har brug for nye stemmer. Ikke gamle fordomme.
OPINION. Hvorledes kan en holdbar regering sammensættes efter et kaotisk valg, hvor mange partier har fået et godt valg og kommet ind i Folketinget med en god del mandater.
Hvis vi hæver os op i ”helikopter-perspektiv”, så er valgte faldet således ud, at mindre end 10 % af Danmarks valgområder har valg mere borgerligt end socialliberalt, og skal afstemningen tages alvorligt, så må det være partierne A (38), B (10), F (20), Å (4), Ø (11), C (13) og V (18) = ABFVØÅ (115), hvor parenteserne viser antal mandater. Moderaterne har 14 mandater, men i bund og grund er det et blåt parti, der skilter forkert i forhold til indhold, men måske det ville hjælpe at sætte Lars Løkke ud på et sidespor. Venstre er et hæderligt parti, der har haft nogen turbulens, hvor det skal finde egne ben igen, men det er i bund og grund et hæderligt og humanistisk parti, der var på vej til at blive destrueret først af Anders Fogh Rasmussen og dernæst Lars Løkke Rasmussen og ikke mindst Jakob Ellemann-Jensen. Umiddelbart ser Stephanie Lose ud til at ville kunne genoprette tilliden til Venstre. Således ville ABFVÅ (91) være en mulighed, men ABFVCÅØ (115) vil være bedst og mest dækkende, hvor Alternativet (Å) ikke kan ses som et socialistisk parti, de ligger meget tættere på B. C er et hæderkronet parti, der almindeligvis behandler andre anstændigt.
Sk skal vi forholde os til de øvrige partier, så er det hovedsageligt partier, der ligger så langt ude og med en i almindelighed uønsket terminologi og måske endda illoyale relationer til Grundloven og Danmarks historie.
Visse ekstreme politikere er så langt ude, at de efter egne argumenter og selvforståelse skulle fratages dansk statsborgerskab og sendes til ”Langtbortistan”. Herudover er der en charlataner, der viser flaget hen ad vejen.
Desuden er betragtningen højre/venstre eller rød/blå ikke dækkende, men kan mere betragtes om helhedspartier og særelementspartier, særelementer uden helheden.
Det er desuden rystende, at så mange mennesker i Danmark ser op til det patriotiske nationalkonservative, der også florerer flere steder i Europa, Rusland, USA (MAGA, der må ses som en ekstrem kristen religiøs bevægelse) og vel egentlig også i Mellemøsten, hvor religiøspatriotisk konservatisme florerer hos både jøder og kristne samt muslimer med dannelse af en moderne religiøs krig støttet af MAGA.
Når det danske valg og regeringsdannelsen her sættes ind i en international sammenhæng, så skyldes det, at en stor symbiotisk gensidighed florerer i det hele. Victor Orban (og måske Vladimir Putin) støtter eksempelvis Morten Messerschmidt, og Victor Orban hører mere til i Rusland eller Trumps USA end Europa.
Vi skal kridte skoene og stå fast på det danske demokrati og den danske kultur, hvilket regeringsdannelsen i høj grad handler om.
Især de borgerlige partiledere påstår, at de vil gøre Danmark rigere, spørgsmålet er blot: ”Rigere på hvad?”
Vi skal være meget bevidste om, hvilken form for rigdom. Er det menneskelige livskvaliteter og kvaliteter, eller er det BNP?
Den danske sanger Pil lægger vejen forbi Fredericia senere i år, når hun drager på en omfattende efterårsturné rundt i landet.
Koncerten finder sted lørdag den 5. december i Eksercerhuset på Kulturkasernen, og bliver en del af en turné, der bringer hende forbi i alt 22 spillesteder.
Nyheden om turnéen kommer samtidig med, at Pil har udgivet sin nye single »Cyklen« og annonceret et kommende album, som udkommer inden sommeren. Singlen kredser om forelskelse og sårbarhed og tager afsæt i en personlig oplevelse.
»’Cyklen’ handler om at skulle indrømme, at man er blevet forelsket. Det er en af de mest sårbare situationer man kan komme i, for hvad hvis det ikke er gengældt? Jeg har skrevet sangen ud fra en meget specifik situation, hvor jeg skulle på date i Assistens Kirkegården i København – han kom gående mod mig med sin cykel, og jeg kan huske jeg tænkte ‘wow, jeg er bare helt vild med ham dér’«, fortæller Pil.
Sangen beskrives som en udgivelse, der både lægger op til fællessang og giver plads til de følelser, mange kan genkende. Ifølge Pil handler den også om at finde sig selv i et andet menneske.
»Det er skræmmende at skulle afsløre sine følelser i sådan en situation, hvor det føles som om, alt er på spil. Man søger jo efter et menneske, som man kan forsvinde ind i, og som kan lindre det tomrum, man føler indeni. Hvis følelserne er gengældt, kan man sænke skuldrene, måske tude lidt af ren lettelse og ellers bare nyde, at man har fundet en person, man kan smelte sammen med. Det handler sangen også om«, siger hun.
Det kommende album bliver Pils tredje studiealbum. Hun debuterede i 2022 med »Kom Vi Flyver Siger Du« og fulgte op i 2024 med »Hvis Du Tør At Drømme«.
Arbejdet med det nye album har været præget af store følelser, fortæller hun.
»Jeg har virkelig følt alle mine følelser undervejs i den her albumproces. Når jeg tænker tilbage, har jeg både været sur, glad, frustreret, skuffet og håbefuld, mens jeg har skrevet de her sange – og pludselig var det er album. Puha, jeg ville virkelig være et nervevrag, hvis jeg ikke kunne få alle mine tanker ud på den her måde. Derfor glæder jeg mig også helt vildt, til at sangene skal ramme nogens ører, for det plejer at bekræfte mig i, at jeg ikke er den eneste, der sejler lidt rundt i alle følelserne nogle gange«, fortæller Pil.
Udover turnéen er Pil også blevet offentliggjort som åbningsnavn på Roskilde Festivals Orange Scene og medvirker desuden i den kommende sæson af Toppen af Poppen på TV2.
En ny mulighed for at bevæge sig i naturen uden krav til tempo og præstation bliver nu tilbudt i Kolding, hvor Gigtforeningen, DGI og Kolding Kommune inviterer til en gratis formiddag med fokus på bevægelse og fællesskab.
Baggrunden er, at hver fjerde dansker over 45 år lever med en gigtdiagnose, og for mange kan det være en udfordring at finde motion, der både er skånsom og motiverende. Derfor åbnes der nu for, at borgere kan prøve Naturtræning ved et arrangement den 7. april ved Trailcenter Seest.
Selma Kjærbo, der er frivillig træner i Kolding, står i spidsen for træningen og har selv erfaring med målgruppen.
»Måske har du smerter, måske føler du dig træt. Men din krop kan faktisk mere, end du tror«, siger hun.
Hun fremhæver, at Naturtræning foregår under åben himmel og er tilrettelagt, så alle kan deltage uanset fysisk niveau.
»I Naturtræning er der højt til loftet i mere end én forstand. Der er plads til alle uanset fysisk formåen, og du kan møde op præcis, som du er«, siger Selma Kjærbo.
Arrangementet begynder med en gåtur i området omkring Trailcenter Seest, hvorefter deltagerne introduceres til selve træningsformen. Formiddagen rundes af med fælles madlavning over bål og spisning i det fri for dem, der har lyst.
Ifølge DGI er det netop det uformelle og sociale element, der er centralt.
»Det er en formiddag, som hverken handler om at komme først eller springe højest, men som derimod har fokus på at bevæge sig i et tempo, hvor alle kan være med. Og hvor der er plads til pauser, grin og gode snakke«, siger Louise Horne Brok, der er konsulent i DGI.
Tidligere erfaringer fra lignende forløb viser, at deltagerne ikke kun oplever fysisk lindring, men også øget trivsel ved at være aktive sammen med andre.
»Rigtig mange med kroniske sygdomme har skavanker og smerter, der gør det svært at komme i gang. Med Naturtræning tilbyder vi et trygt fællesskab og en aktivitet, der giver både smil på læben og sved på panden, som kan gøre det lettere at rejse sig fra sofaen næste gang«, siger Mai Choe Thode, projektleder i Gigtforeningen.
Hvis deltagerne får smag for træningen, fortsætter tilbuddet i Kolding senere på foråret. Her starter et fast Naturtræningshold den 13. april ved Geografisk Have.
»Jeg glæder mig meget. For mig handler det om, at alle deltagere får en kropslig erfaring i, at de trods deres begrænsninger kan opleve en positiv fysisk forandring og få det lidt bedre i forløbet«, siger Selma Kjærbo.
Arrangementet den 7. april finder sted fra klokken 10 til 13 ved Trailcenter Seest i Kolding og er gratis at deltage i ved tilmelding.