6.8 C
Copenhagen
mandag 3. marts 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Ugens Kurt: Finn Muus

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Direktør i Boligkontoret Fredericia, Finn Muus, er en glad mand for tiden, da Korskærparken for nylig kom af ghettolisten. Muus har været i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor vi har snakket om både ghettolisten, Muus’ erhvervskarriere, privatpersonen Finn Muus og meget mere.

Det er tirsdag middag, og Finn Muus og jeg har aftalt at mødes klokken 12:00 på Kurt’s Kaffebar. Jeg er selv lidt sent på den, da jeg har haft andre ærinder ude i byen, men til min lettelse er Finn endnu ikke kommet.

Lige præcis, da klokken bliver 12:00 ser jeg Muus igennem vinduet, og han sender hånden i vejret for at vinke, og går ind ad døren. Vi bestiller to kopper sort kaffe, og sætter os til bords.

Jeg kender ikke selv til Finn Muus’ baggrund, udover at han er direktør i Boligforeningen Fredericia, så vi starter med at snakke om den. Finn Muus er født i Kolding i 1956, og flyttede til Esbjerg i 1981 da hans hustru læste til sygeplejerske i Esbjerg.

“Da jeg flyttede til Esbjerg blev jeg ansat i Snedker og Tømrernes andelsselskab hvor jeg kort tid efter min ansætte blev valgt af medarbejderne som fællestillidsrepræsentant og medarbejdernes repræsentant i bestyrelsen. Jeg arbejde i virksomheden ind til 1985, hvor jeg søgte og blev ansat som kursussekretær på Esbjerg Højskole. Fra 1985 og frem poppede der mange nye lokale tv- og radiostationer op i det ganske land, og på den baggrund etablerede man på højskolen en medieskole. 1987 blev jeg spurgt, om jeg ville undervise der, samtidig med at man ville sikre mig en uddannelse via Danmarks Radio og en professionel teknikker der var ansat på Mediecenteret. I 1988 blev jeg leder af mediehøjskolen, et 20 ugers højskole forløb, for unge mennesker, der gerne ville være journalister eller teknikere. Vi brugte på højskole opholdet journalister fra Danmarks Radio til at tage den journalistiske del af uddannelsen, hvor jeg så tog den tekniske del,” sammen med en kollega forklarer Finn og fortsætter:

“Jeg havde ansvaret for mediehøjskolen i to år, hvorefter jeg så stoppede da man i de  to årlige højskole forløb stort set ikke er hjemme så længe opholdt varer. Min hustru og jeg havde i mellemtiden får to børn så jobbet det passe ikke rigtig mere ind i vores liv. Jeg fik lov til at komme tilbage til mit tidligere job som kursussekretær, og blev kort efter valgt som fællestillidsrepræsentant og kom i højskolens bestyrelse. Der var problemer med skolens økonomi, et problem som jeg i flere omgange havde gjort opmærksom på og jeg fik på den baggrund fik en plads i skolens forretningsudvalg.”

“En kollega til mig på højskolen sad i bestyrelsen i en boligorganisation i Varde og han opfordrede mig til at søge en stillingsom forretningsfører i Kongsgaards Andelsboligforening, hvor der var problemer. Jeg fik jobbet. Det var en lille boligorganisation med en meget lille egenkapital som betød at vi skulle klare langt flere opgaver selv hvis vi skulle styrke boligorganisationen. Vi fik sat gang i nogle store renoveringer og byggerier som løftede kvaliteten og udbuddet af boliger i byen. Da vi fik godt styr på organisationen blev jeg udpeget til Boligselskabernes Landsforenings Administrations udvalg og Kursusudvalg. Det førte det med sig at jeg begyndte at undervise på BL’s kurser og i den forbindelse at komme med oplæg på forvaltningskonferencer. Jeg fik min uddannelse i sektoren med en Bygherre- og direktør uddannelse som begge havde et to årigt forløb. 

Eventyret med Boligkontoret Fredericia

Finn Muus havde jobbet som forretningsfører i Kongsgaards Andelsboligforening fra 1995 og frem til 2007, hvor han skiftede bopælen i Tjæreborg ud med Thorsvej i Fredericia, da Finn fra februar 2007 blev ansat som direktør hos Boligkontoret Fredericia, og bosatte sig på Thorsvej senere samme år.

“Jeg var meget fokuseret på opgaven. Jeg blev direktør for en kendt organisation, hvor opgaven var at se på, hvordan vi på sigt kunne sammenlægge boligorganisationerne til én stor. Jeg blev kontaktet af bestyrelsesformand og næstformand, og var til tre samtaler i forhold til at få os talt ind på, hvad opgaven gik ud på. Jeg havde tidligere sammenlagt toboligorganisationer i Varde, og det var med baggrund og den erfaring at man i bestyrelsen i Boligkontoret Fredericia pegede på mig som direktør,” siger Finn og fortsætter:

“Man skal være fokuseret på, at nok er der meget praktik i at smelte organisationer sammen på den måde, men der er også følelser i det som man skal tage alvorligt. Man skal se processen som et hele, men det endte med at lykkes. Det var fantastisk, at det kunne lade sig gøre. Vi havde ingen modstand i forbindelse med sammenlægningen, fordi tror jeg, tog alle alvorlig. Fra 2011-15 sammensatte vi en bestyrelse med bestyrelsesmedlemmer fra alle de  4 forskellige boligorganisationer. Der var 21 bestyrelsesmedlemmer, som efter aftale i 2015 blev reduceret til ni.

Hvordan var det at komme til Boligkontoret Fredericia som direktør?

“Det var en kæmpeopgave, som vi havde på daværende tidspunkt med 72 afdelinger, som man skulle sætte sig ind i budget- og regnskabsmæssig, men også at få et overblik og lære afdelingsbestyrelserne at kende,” forklarer Finn Muus.

Forvandlingen i Korskær- og Sønderparken

I Finn Muus’ tid har flere af de helt store “slag” stået i Korskær- og Sønderparken, som er blevet kraftigt renoveret og moderniseret.

“Vi havde afdelinger, der trængte til at blive renoveret. Der var sociale problemer, og der var problemer med afbrændinger af biler, miljøstationer og alt muligt tilbage i 2008, som jo var på bagkanten af ”Muhamed krisen”. I Korskærparken blev der kastet med brosten og væltet campingvogne og der var derfor et stort behov for en indsats,” fortæller Finn Muus og kommer ind på, hvordan man forsøgte at løse problemerne:

“Kommunen støttede op med deres medarbejdere, og i det tale taget lykkedes det kun at stoppe de problemer der var med unge mennesker pga. samarbejde med blandt andet kommunen, og politiet. Med en fælles indsats fik vi gjort noget ved problemerne. Politiet øgede patruljeringen i området hvor de fik mødetider i Medborgerhuset, hvor beboerne kunne komme og tale med dem. Politiet cyklede rundt, og det sammen med en indsats fra os og kommunen var med til at skabe tryghed.”

Det er dog ikke kun indsatsen med kommunens medarbejdere og politiet, der ændrede billedet i Korskær- og Sønderparken.

“Det, der har skabt de store forandringer i begge områder, er renoveringerne, hvor vi sammen med vore kollegaer i boli.nufik højnet kvaliteten i begge områder. Det har gjort, at menigmand kunne se sig selv bo i områderne. Det handler om kvalitet, og det handler om ordentlige boliger. Vi har fået tiltrukket folk fra parcelhuskvartererne, og det er en stor sejr,” siger Finn og kommer ind på, hvad det betyder, at Fredericia nu er helt ghettofri.

“Det betyder rigtig meget. Det har vi allesammen ydet en fælles indsats for. Kort sagt var målet at komme af listen, og vi skulle udvikle områderne til at kunne tiltrække flere  ressourcestærke beboere. Det betyder meget for os boligorganisationer og kommune, at vi nu er kommet af, og ikke har en trussel hængende om, at der skal rives boliger ned. Vi fortsætter samarbejdet med kommunen, ikke mindst i forhold til en udviklingsplanen, der skal sikre at vi ikke kommer på Ghettolisten igen.

Boligkontoret Fredericia fem år ud i fremtiden

Et af Finns, Boligkontoret Fredericia og kollegaerne fra boli.nu’s helt store mål har hele tiden været, at Fredericia skulle være ghettofri. Nu er planen at fortsætte udviklingen.

“Udover at renovere, så bygger vi også nyt, så det er spændende. Fredericia kommunen er i en god udvikling, og der kommer flere til byen, end der er fraflyttere. Kan vi fortsætte med det gode byliv med gode cafeer, restauranter og Teateroplevelser, kombineret med gode boliger, løfter det Fredericia,” siger Finn og løfter sløret for, hvor Boligkontoret Fredericia vil sætte ind med nybyggeri:

“Vi vil gerne bygge mere på havnen eller i Erritsø. Der er også interessante områder omkring Bøgeskov, Trelde og den vej ud. Vi vil gerne sammen med vore kollegaer være en del af kommuneplanen så vi i langt højere grad sammen med Fredericia Kommune kan planlægge de næste mange års opgaver.

Finns politiske karriere

Udover at være direktør for Boligkontoret Fredericia, er Finn Muus også politisk aktiv. Da han var 29 år meldte han sig ind i Socialdemokratiet, og det kom sig af, at Finns far døde i en ung alder, og hans mor derfor stod alene med fire børni en alder af 35 år, og kæmpede sine kampe for at få det hele til at løbe rundt.

“Så jeg fik set den side af livet, og hvor hårdt det kan være. Jeg startede med at stille op til Esbjerg Byråd i 1989. Dengang var der diskussioner om Musikhuset i Esbjerg, som var et stort tema i valgkampen. Jeg kom ikke ind, men var tæt på,” fortæller Finn, der igen stillede op til Kommunalvalget i Fredericia i 2017:

“Jeg ville byde ind i forhold til at udvikle byen,” konstaterer Finn, der ikke kom ind i Byrådet, men har været med som 1. suppleant til flere Byrådsmøder. Om Finn stiller op til næste Kommunalvalg har han ikke taget stilling til endnu.

“Det tager vi til den tid, men det kunne godt være. Jeg synes i det hele taget, at der er god stemning i Byrådet blandt alle byrådsmedlemmerne hvilket jeg synes er en stor kvalitet. 

Camping, teater og håndbold

Når den ikke står på arbejde, er Finn naturligvis sammen med familien, men når der er tid til det står den også på camping.

“Vi campere en del, og har været i store dele af Europa, men vi campere også meget herhjemme. Jeg læser bøger, når jeg har tid til det i ferierne, i det daglige er det meget faglitteratur, som jeg læser,” siger Finn og kommer ind på fascinationen af camping:

“Det at flytte sig fra sted til sted gør, at man kommer til at snakke med mange forskellige mennesker, der er mange forskellige steder i deres liv, og de samtaler kan jeg godt lide da det giver et godt billeder af hvor Danmark er idag. Det er en frihed, at man ikke kan gå i haven men i stedet kan nyde tilværelsen uden pligter. Man sætter sig bare ud foran campingvognen med en bog og ser på det liv der udspiller sig på campingpladsen, så slapper jeg af,” forklarer Muus, der også er hyppig teatergænger:

“Vi har set alle de store forestillinger der er opført på Fredericia Teater,” siger Finn,

Jeg er ikke længere fysisk aktiv i nogen sportsklubber: “Men jeg spillede meget håndbold, da jeg var yngre. Da jeg var ynglingespiller kom Jørgen Heidemand, Flemming Hansen og mange af de store håndboldspillere fra Fredericia til Kolding håndbold klub. Det var meget spændende,” forklarer Finn, som også har dyrket andet end håndbold:

“Jeg gik til brydning, jeg har spillet cricket og fodbold, men håndbold greb mig. Det var kammeratskabet og en fysisk sport, der trak i mig. Jeg trænede noget mere dengang end nu,” slutter Finn Muus med et grin og tager en sidste tår af kaffen, inden vi igen går hver til sit.

Fakta Finn Muus:

Alder: 62 år
Født i Kolding
Flyttede til Fredericia i 2007
Tømreruddannet på Kolding Teknisk Skole
Er gift
Har to sønner

www.perhaps.dk
Annonce

Ugens Kurt: Søren Møller

Af
Thomas Lægaard
-
0
Søren Møller
Teaterchef Søren Møller. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Det er Ugens Kurt-tid. En person, som vi har ønsket os i længere tid, ankommer på kaffebaren inden længe. Han er en travl mand, men altid meget imødekommende. Han skal ikke gå langt fra sit kontor på Fredericia Teater, Ugens Kurt er Søren Møller.

Søren Møller ankommer nærmest på klokkeslættet, som vi har aftalt. Med en let manøvre afslutter han sine mailkorrespondancer og går på flymode, så han kan være nærværende. 

Søren blev født i Varde, men havde ingen tilknytning til byen. Hans mor læste til sygeplejerske, så man kan næsten sige, at han blev født på sin moders arbejdsplads,, Varde Sygehus. Søren boede mange steder i sine første leveår, men han oplevede det aldrig som en usikker barndom.

“Jeg oplevede det som at have fast grund under fødderne. Børn er meget mere omstillingsparate, end man regner med”, siger Søren om opvæksten.

Viborg

For Søren blev Viborg det første faste holdepunkt, her boede han fra han var otte til 16 år. I den periode kom musikken, computeren og elektronikken ind i hans liv. Søren fik sin første guitar, da han var 7 år, men det var da han blev ti år, og fik et keyboard, at en ny verden åbnede sig for ham.

“Jeg lærte selv at spille keyboard, fordi jeg var meget stædig, det var spændende, fordi man selv kunne forme musikken. Senere begyndte jeg at læse noder, og kunne bruge mange timer på at at spille musik”, siger Søren.

De første computere kom i de danske hjem i startfirserne, og der hoppede Søren med på bølgen.

“De første computere, der kom, havde ingen muligheder for at gemme. Man skrev en kode ind og eksekverede den. Jeg reparerede også radioer, jeg skilte nærmest alt elektronik ad, som jeg kom i nærheden af”, siger Søren.

Sørens møde med den alsidige musik var, da han fik en brugt samling lp’er, der var Beatles, Elvis Presley og forskellig Rock and Roll-pladder.

“Jeg havde også en spolebåndoptager med tilfældige spolebånd, som jeg lyttede meget til, der var både dansktop, James Last og disco fra halvfjerdserne. Det gav lidt uden, at jeg vidste det, et bredt musikalsk fundament”, fortæller Søren.

Da Søren var 14 år, begyndte han at synge mere seriøst. Han havde dog altid sunget, og kom senere ind på Musikskolernes Overbygningsuddannelse som var forløber for den uddannelse, som vi kender som MGK.

På uddannelsen blev Søren ikke længe, det var ikke det, som han havde regnet med. Det var meget baseret på den klassiske sangtræning og nodelære.

“Jeg skiftede til en masse hård rock, det viste sig at være en fantastisk vokaltræning, fordi man skulle synge højt. Jeg fik et veltrænet instrument, og var ikke i tvivl om, at jeg skulle bruge det til noget”, fortæller Søren.

Søren flyttede allerede hjemmefra, da han var 16 år. Han klarede sig selv, og arbejdede på en fabrik, indtil han kunne flytte til Aarhus.

Aarhus

I perioden mellem 1989 – 1990 flyttede Søren til Aarhus, han kendte ikke rigtigt nogen i byen og startede på Langkær Gymnasium.

I gymnasiet bliver Søren hurtigt en del af et musikermiljø, han kommer med i skolens big band. Han kommer også med i et soulorkester, der hed Soul Only, som iøvrigt turnerede med store navne som Ivan Petersen, Mek Pek og Nicolai Steen. 

“Bandmæssigt var vi sådan en “Commitments størrelse før filmen”, vi åbnede  Midtfyns Festival i 1993 – det tog hurtigt fart. Fra 1990 til 1994 spillede vi sådan set, hver weekend. Jeg levede som udøvende musiker, det var det jeg drømte om foran spejlet, vi spillede for alt fra 15 til mange tusinde mennesker, så jeg fik fint afløb for det”, siger Søren.

Mødet med Langkær Gymnasium bød også på vigtigere ting end musik, det er her at Søren møder sin store kærlighed, Louise, som han stadig er gift med. Hun var kun 17 år og Søren et år ældre, da de på en tur til Norge med et musicalprojekt, hvor Louise er i dramagruppen og Søren i bandet.

Musicals

Louise ser, at der søges skuespillere til opsætningen, “Maya i Ridehuset”, den opsætning søger Søren og og får en understudy (standin) for de to mandlige hovedroller og kommer med i ensemblet. 

Hvordan var det at være understudy, vil man ikke gerne på scenen?

“Jo man håber selvfølgelig altid at komme på scenen, men det var bare fedt og jeg var opslugt af det. Jeg kæmpede for at kunne lære at danse uden at falde i gennem, der var mange kompetencer, der skulle bringes op på niveau. Det var en fantastisk tid med et flot cast, vi var alle små unge Aarhusskuespillere som alle blev til noget”, siger Søren

I 1994 får Søren sin første hovedrolle som Danny Suko i Grease, da den spiller i Musikhuset i Aarhus. Søren læser dramaturgi i et år og skifter til musikkonservatoriet med den rytmiske sang i fokus.

“Jeg husker det som en fed tid, på det tidspunkt havde jeg to originale bands, i det ene band skrev jeg hovedsageligt det hele. Det ene, Audia, var sådan et rockorkester med to trommeslagere, tre guitarister og en bassist. Vi var en blanding af amerikansk traditionrock, der møder Queen. Det andet, Days At The Lighthouse, var et poprockorkester, hvor der mere var fokus på det gode hit”, siger Søren

Tekstuniverset i Audia er, søgen efter svar på de store spørgsmål. Søren er optaget af verden i både micro og makro. Fra debutalbummet i 2004 Great Dividing Strange synger en yngre Søren Møller på sangen Mother Nature om at det er gået galt og at vi ikke fandt ud af, at vi gjorde det på vejen.

Søren Møller synger om en verden hovr det er gået galt i 2004.

Samtalen flyder og vi når næsten ikke at drikke af vores kopper, Søren bliver en smule filosofisk så jeg fortsætter bare med at notere.

“Samfundet er blevet mindre rummelig eller tolerant end det var i 70erne og 80erne. Vi kan mere og mere og vi bliver dygtigere, men vi bliver ikke nødvendigvis klogere og bruger vores viden hensigtsmæssigt. Jeg har haft flere muligheder end mine forældre og mine børn får endnu flere, men vi er nogle fjolser til at forvalte det”, siger Søren.

Fredericia, men stadig Aarhus

Søren bliver ansat på Det Danske Musicalakademi som timelærer ved opstarten i 2000, men der går ikke lang tid før hans opgave eller mission kræver noget andet. Han havde sammen  med en kollega på Musikkonservatoriet lavet en gennemgribende revidering af studie ordningen.

“Det gjorde at jeg havde en frisk erindring men også flair for hvordan en uddannelse skulle struktureres, det gjorde at jeg gik allin på at sætte en uddannelse i system, gøre den tidssvarede og skabe en professionel elite uddannelse” siger Søren.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce


Søren bliver studieleder allerede året efter i 2001, han nævner Uffe Steiner, Inger Davidsen og Helge Reinhardt som dem der lagde grundstenene for Det Danske Musicalakademi.

“Helge Reinhardt var ham, der der fik det til at ske med bygningen og med funding. Man kan sige, at han var iværksætteren og jeg var arkitekten på uddannelsen”, siger Søren.

I 2005 bliver Søren så Rektor, han turnerede stadig, mens han var studieleder, men nu blev det fulde fokus sat i fæstningsbyen. Søren mener, at det handler om at gøre en forskel og den gjorde han bedre bag skrivebordet end på scenen.

Fredericia Teater

Inden Søren bliver den anerkendte leder af Fredericia Teater, som han er i dag, når han selv at stå på den store scene i Prinsessegade. Det bliver til flere roller frem til 2005, men den han husker bedst, er drømmerollen som Jesus i Jesus Christ Superstar.

“Jeg troede ikke, at jeg fik rollen, jeg var for det første mørkhåret, Jesus har langt lys hår og skæg. Jeg fik rollen, det var fantastisk, når det gik godt dengang så solgte man 7 – 8000 biletter”, siger Søren.

Søren var blevet spurgt et par gange om at blive leder af Fredericia Teater, men havde sagt nej. Akademiet var ikke afsluttet, det var en ambition, at det skulle statsliggøres, det skete fra 2012.

Da Søren så sagde ja i 2010, havde han halvandet, år hvor han både var Rektor og Teaterdirektør, men det var nødvendigt. 

“Efter et halvt år meldte jeg ud, at det gik ikke, det går jo, men det udvikler vi os ikke på. Jeg satte nogle krav for hvordan vi skulle udvikle os, vi skulle spille nye ting, ting, der ikke var spillet eller ting, vi selv udviklede. Vi skulle have biografen med, så vi også kunne spille små ting. Jeg sagde også, at det kommer til at give underskud. Man kunne se det som en investering eller man kunne lade være, begge dele var fine med mig”, fortæller Søren om kravene.

Det var sådan Søren præsenterede den nye profil, som vi kender i dag, det tog tid at opbygge et publikum.

“Det var det, der manglede”, siger Søren uden tøven og fortsætter, “Det kom også til at give underskud, det bølgede frem og tilbage, mere end nogen kunne forestille sig”.

Da Søren satte sig i direktørstolen stod publikumsrekorden tilbage fra 2000 på 18.000 solgte biletter til opsætningen af Chess. Første store milepæl kommer i 2011, da Søren melder ud at han regner med at sælge 30.000 billetter til Europa premiere på Aladdin.

“Folk troede, at jeg var åndssvag, men vi endte med at sælge 106.000 biletter, som organisation var vi ni mennesker, nu er vi cirka 50 medarbejdere”, siger Søren om første gang, de slog rekorden.

Siden Søren holdt sin receptionstale, da han tiltrådte, er der sket det, som han sagde, der ville ske. Alle fredericianere ved efterhånden, når der er noget nyt teater i byen, så vi dvæler bare ved et par få af de tal, Søren nævner.

Biletter på landsplan, Shubidua 180.000, Seebach 207.000, og målet om at sælge en kvart million på en sæson er også nået.

Efterhånden som samtalen skrider frem, tegner der sig et billede af en mand, der ved han vil, der ikke er bange for at melde sine mål ud og så også nå dem. Søren var kompromisløs, da han stak retningslinjerne ud for ledelsen af Fredericia Teater. Ligeså kompromisløs og fremsynet er han også omkring et nyt Fredericia Teater

Nyt Fredericia Teater

“Jeg er sikker på, at vi skal udvikle os videre og hvis jeg skal være chef så, skal vi have en ny ramme. Vi har nået max  i Prinsessegade, det er både på og omkring scenen. Fredericia Teater er ikke bygget til 100.000 teatergæster om året. Det det er en gammel vidunderlig bygning, men den arbejder i mod os og hvad vi kan”, siger Søren om et nyt teater i Kanalbyen.

Søren mener, at Fredericia Teater er et så anerkendt brand i sig selv at biletterne ikke bliver solgt på rammerne, men det indhold og den høje kvalitet som produktionerne leverer.

“Jeg plejer at sige, at folk kommer ikke på grund af bygningen, stole eller klimaanlæg, men fordi forestillingerne er i særklasse. Det gør, at folk har stor tillid til brandet, Fredericia Teater, tænk hvis bygningen også var en attraktion i sig selv, og tænk hivs vi kunne ramme en kvart million om året her i Fredericia alene”, siger Søren

Det ville i følge Søren være både godt for erhvervslivet og byens videreudvikling. Vi har allerede fået status som national musicalteater, så med et nyt teater ville vi kunne komme op og måske også få udenlandske turister.

“Det er ligesom, når turister besøger Billund for at tage i Legoland, det handler ikke om, hvor man er, men kvaliteten af det, man laver. Omkring udviklingen af Kanalbyen er jeg ikke bange for det går ud over den eksisterende bydel. Jeg har fulgt det fra, der lå fabrikker selvom området næsten er ligeså stort som byen, selvom vi om nogle år bliver flere, har vi altid voldene til at omslutte os. Jeg tror samlet, at det kan blive verdens største landsby, fordi vi med voldene har en tryg ramme, der er hyggelig. Det får ikke en storby fornemmelse, uden det ikke også kan være urbant, det kan jeg kende fra Aarhus, siger Søren om byudviklingen.

Hvordan er  det at være med til at give byen liv, når der kommer mange musicalgæster til?

“Det er fantastisk at lede en kulturorganisation, der gør en forskel. I en storby er det ikke sikkert, at det bliver værdsat, som det gør her i Fredericia. Jeg oplever byen som medspiller og jeg ser også, at vi har et ansvar over for byen, jeg skal til en hver tid forsøge at tiltrækkes så mange mennesker til Fredericia ved, at det vi laver, har et appeal til mange mennesker. Det vil jeg gerne gøre uden at gå på kompromis, selvom vi har et kommercielt brand, som vi alle kender og kan forholde os til, så skal der være kalorie i det. Man skal gå ud rigere, end man går ind”, siger Søren.

Endelig Fredericia

Selvom Søren har haft nok og se til i Fredericia, så er det faktisk først i 2008 at familien rykker til fæstningsbyen. Der er blevet pendlet heftig fra smilets by og da han lander med sin kone Louise er der kommet to børn med i bagagen, Sofia som blev født i 2002 og Selma fra 2007.

Familien bor ved Østerstrand, som også er Sørens yndlingssted i Fredericia. “Østerstrand er en perle, der er smukkere end ved stranden i Aarhus. Der er kommet  liv ved Østerstrand, hvilket er endnu en driver for byens udvikling, det er et naturmekka med liv”, afslutter Søren.

Kaffen er ikke bare blevet kold, koppen er tom. Jeg har fået et billede af en hårdtarbejdende mand. Søren ved, hvad han vil have; et nyt teater i verdensklasse. Han er også en mand, der har haft mange kasketter, derfor er jeg stolt over at overrække ham titlen, han ikke har haft før: Søren Møller, Ugens Kurt.


www.eventc.dk







Ugens Kurt: Ib Østergaard

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Ib Østergaard. Det er en mand, som en del formentlig er stødt på i forbindelse med fag og firmaidræt i Fredericia. Vi har sat Ib i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han kommer ind på sin opvækst, sit arbejdsliv, hvor han blandt andet har været indehaver af Provianten sammen med konen, og ikke mindst tiden med fag og firmaidræt, som for tiden har meget fokus på Ladies Mud Race, der nyder stor succes.

Det er tirsdag middag. Ib kommer gående ind fra kulden ude i Jyllandsgade og gør sin entré på Kurt’s Kaffebar, hvor vi bestiller en sort kaffe til os begge.

Ib blev fornyligt indstillet til Kulturministerens Idrætspris 2018, og det snakker vi løst og fast om, inden vi for alvor går i gang med snakken.

Vi starter med at spole tiden helt tilbage. Ib fortæller, at han er opvokset i Falstergade og Anchersvej, og gik i skole på Købmagergadeskole.

“Det var en fin tid. Det var som skoler skal være, hvor man er ubekymret. Jeg startede faktisk allerede stille og roligt med at være selvstændig der. Jeg var med til at udvikle skoleavisen. Et par kammerater og jeg synes, at vi skulle lave en avis. Vi gjorde det i konfirmationsalderen og skrev om alt muligt, som havde noget med skolen at gøre,” siger Ib, der i tiden efter Købmagergadeskole sprang ud i håndværkerfaget:

“Jeg kom i mesterlære som elektriker. Jeg synes, at det var fantastisk at komme ud at have praktikken under huden. Det var andet end skolen, og jeg fik luft under vingerne i de fire år, som det tog.”

Ib er den dag i dag selvstændig, og driver firmaet Fund Magic, som til at starte med ikke var det er i dag.

“Jeg startede med at være spilleautomatsmand. Jeg interesserede mig for elektronik og ting i den genre. Jeg arbejdede med det i 24 år, hvor jeg så konverterede til IT-konsulent med Fund Magic,” forklarer Ib og tager en tår af kaffen.

Tiden med Provianten

Selv kan jeg ikke huske det, men Ib drev i 25 år Provianten, der stadig lever i bedste velgående i Jyllandsgade.

“Vi skulle finde noget min kone kunne hygge sig med. Vi så, at Provianten var til salg, og så slog vil. Vi snakkede lidt om det, og endte med at tage skridtet,” forklarer Ib.

Det var Ibs kone, der stod for butikken, og det var en tid, som hun var glad for.

“Hun elskede det, selvom det var en omvæltning. Vi havde den næsten i 25 år, og det fortæller også, at man har elsket det,” siger Ib og kommer ind på sin egen rolle med Provianten:

“Jeg havde ikke rigtigt noget med butikken at gøre, men jeg lavede sådan nogle praktiske ting som regnskab og lignende,” husker Ib.

Fag og firma siden 1986

Ib har en lang fortid indenfor fag og firmaidræt i Fredericia, og det hele startede tilbage i 1986.

“Det var fordi, at dommerne var dårlige, så tænkte jeg, at jeg kan gøre det bedre,” siger Ib og griner.

Dem der var aktive med fag og firmaidræt indenfor fodbold husker formentlig også Ib som manden med fløjten, og det var også fodbold, som han startede ud med.

“Det udviklede sig stille og roligt for mig. Det var fodbold jeg startede med, da det var det, der var interessant for mig og derfor det naturlige sted at starte,” forklarer Ib.

Hvordan har fag og firmaidræt udviklet sig siden du startede?

“Der er sket det, at førhen var der fag og firma indenfor de gængse idrætsgrene. Fodbold kører stadig, og mange idrætsgrene er kommet til siden,” siger Ib.

Indenfor fag og firmaidræt er der igennem tiden også blevet tænkt ud af boksen i forhold til at få aktiveret folk til at være med.

“Vi begyndte at fokusere på den slags i 2003 med, hvordan vi hele tiden sørger for at være med på beatet. Vi startede firma team challenge i 2006, hvor vi kørte rundt til destinationer i byen. Man fik koordinater og løste forskellige opgaver. Det var populært i de år, hvor vi kørte det,” husker Ib.

Hvordan finder man på idéer som den og eksempelvis Ladies Mud Race, som er oppe i tiden?

“Ved at snakke med mennesker. Det handler om at lytte, snakke og begejstrer. Det hele startede med, at vi var nogle, der var til Adventure Race, og efterfølgende tænkte: Det skal vi gøre i Fredericia. Sådan er det med alle events, da det er noget vi selv har prøvet at være med til, og tænker, at det må vi have til byen,” forklarer Ib.

Ekstrem mandehørm udviklede sig til Ladies Mud Race

I dag er Ladies Mud Race populært, og er udbredt til flere byer, men at det netop blev til et kvindeløb, er lidt af en tilfældighed.

“Det beror lidt på held, at vi har fået den succes vi har. Det hele startede i januar 2016, hvor vi besluttede at arbejde med ekstrem mandehørm. Det skete ude ved militæret på Ryes Kasserne. Der var en kvindelig oberst, der var villig til at komme ud på Fælleden og synes, at det var ærgerligt, at kvinder ikke kunne deltage. Hun synes, at det kunne være sjovt at lave testløb med hende. Det startede hele debatten om at lave et kvindeløb. Det endte med, at vi inviterede kvinderne med og havde 100 stykker med, der unge prøvede ruten før mændene. De billetter blev solgt på fem dage uden vi havde lavet nogen form for markedsføring. Vi udbød yderligere 150 billetter, som røg på no time. I 2016 fandt vi interessen og oplevede, at vi havde et spændende marked at arbejde med,” siger Ib.

“Vi kiggede på konceptet med mandehørm, da vi lavede underskud på det, da der ikke var nok deltagere. Vi lavede om på konceptet, og sagde, at vi dropper mandehørm, og vi gik i stedet all in på Ladies Mud Race. Den besluting tog vi i november 2016. Fra november til februar 2017 skulle vi have gjort det hele klar, og efter kort tid havde vi solgt 1.200 pladser,” fortsætter han og pointerer:

“Man skal huske på, at én ting er vi tager den beslutning i 2016, men netop fordi vi er presset, og fordi der ikke er deltagere nok, så kontakter vi Radio VLR og hører, om vi hvad vi kan gøre. Vi lavede radiospots på både Mudrace og mandehørm, og så kom der tilfældigvis en journalist og deltog i det, og hun skrev om det. Vi kom  i mange medier med det, og vores Facebook blev bestormet af mange, der gerne ville være med. For at det ikke skal være løgn, så åbnede vi først vores Facebook-side officielt i januar, men folk fandt ind til den, og vi oplevede, at der var voldsom interesse. På 26 dage havde vi udsolgt, og fra alle steder blev der råbt om vi ikke lavede flere løb i hele landet.”

Ib er i dag 50 år, og har været engageret i Fag og Firmaidræt i  siden 32 år, og han er ikke blevet mæt.

“Jeg tror ikke, at jeg har nogen deadline. Den dag jeg ikke har flere idéer stopper jeg. Det er en fritidsbeskæftigelse med mange andre frivillige, hvor vi holder af hinanden og kan lide hinanden. Det er derfor vi kan lave det vi gør. Det er som en slags familie os frivillige. Det magiske ord er, at det skal være sjovt og rart at være med,” udtaler Ib.

Udviklingen i Fredericia

Kaffen er ved at være tom, og vi skal begge videre i hvert vores program. Vi sidder i hjertet af Fredericia, hvor der i løbet af de seneste år er sket mange ting.

“Det synes jeg er meget fedt. Det er blevet lettere at komme med nye produkter, og førhen var man meget traditionsbundet, men borgerne er blevet hurtigere til at tage tingene til sig, og det er godt,” siger Ib og kommer ind på havneområdet, hvor Fag og Firmaidræt også havde idéer:

“Det er rigtig fedt dernede nu. Da man tyndede ud på havnen snakkede man faktisk også om at få noget idræt derned dengang. Det med, at man fik den tunge industri ud til Taulov og lignende giver god mening. Det giver et godt miljø herinde i byen,” forklarer Ib, der også selv er flittig til at bruge byen:

“Når jeg løber og cykler, så kan jeg ikke undgå at bruge den. Det er også fedt at handle lokalt, synes jeg. Vi har ikke mega meget, men der er lidt af hvert, og man kan finde alt her,” lyder det fra Ib Østergaard.

Fakta Ib Sørensen:

Alder: 50 år
Født i Fredericia
Gik på Købmagergade Skole
Udlært elektriker
Har en kone
Har en dreng på 33 år

Ruth Rahbeks have blev indviet på Othello: Mor ville sige godt gået

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Orangeriet” på Othello, som er blevet døbt Ruths Have, til ære for afdøde Ruth Rahbek, der har doneret pengene til den nye oase, blev fredag indviet med taler fra Ruths søn, Lars Rahbek, og Borgmester Jacob Bjerregaard, der fortæller donationen til haven er lige i Ruths ånd.

Hele seancen blev indledt i cafeen på Othello, hvor Borgmester Jacob Bjerregaard holdt en åbningstale, ligesom også Lars Rahbek talte.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Jeg har glædet mig meget til at synge,” indledte Bjerregaard med henvisning til, at der undervejs blev sunget et par sange, inden han slog over i den seriøse tone:

“Jeg har i dén grad også glædet mig til at klippe snoren. Det ser fantastisk ud  derude, hvor jeg lige har været at kige. Vi håber, at jeres familier og jeg får stor glæde af Orangeriet,” sagde Bjerregaard og fortsatte:

“Ruth ønskede at give noget tilbage til byen, som hun elskede så højt. Ruth var i en menneskealder, sammen med hendes mand Poul, med til at udvikle byen. Ruths hjerte bankede for de svageste, og donationen kommer til at glæde mange, som hun netop ønskede det. Udover donationen til Orangeriet donerede Ruth også penge til Veteranhjemmet, KFUM Soldaterne og Kvinde Krisecentret, som også er områder Ruth brændte for,” fortsatte Borgmesteren og sluttede:

“Jeg vil gerne takke Lars personligt for de snakke, som vi har haft omkring, hvad der skulle ske. Din mor ville være utrolig stolt af dig,” lød det fra Jacob Bjerregaard.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Lars Rahbek tog efterfølgende ordet og sagde:

“Det er dejligt at se så mange her i dag. I de her dage er det år siden, at jeg havde muligheden for at bede om et møde med Jacob Bjerregaard, da mors testamente blev åbnet, hvori det stod, at jeg havde beføjelser til at bestemme, hvad der skulle ske med hendes donation. Som mor sagde, så vidste hun ikke, hvordan det ville se ud tre år frem i tiden. Igennem mange møder lærte vi, at tålmodighed er en dyd, men bedre sent end aldrig, som man siger. Det er blevet rigtig flot, og det har været ventetiden værd,” sagde Lars og fortsatte:

“Mor havde et ønske om, at hovedparten af donationen skulle gå til Othello, og jeg håber, at det der står her nu bliver til glæde for alle. Jeg håber, at vi fremover kan se tilbage, at da kommunen sagde ja til det her, at jeg jeg så bliver glad og stolt. Hvor end mor er, så er jeg sikker på, at hun ville sige godt gået,” lød det fra Lars Rahbek inden seancen blev rykket ud til Ruths Have, hvor snore blev klippet af Borgmester Jacob Bjerregaard.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Om Orangeriet:

Orangeriet er blevet til på baggrund af donationen på en million kroner fra afdøde Ruth Rahbek. Pengene var øremærket til et orangeri med tilhørende haveanlæg ved Othello. Her tilbragte Ruth Rahbek de sidste tre år af sit liv. Orangeriet er en del af Ruth Rahbeks have, som skal blive en oase til brug for de der bor på Othello, de pårørende og de borgere, der kommer i dagcenteret.

Orangeriet kan bruges alle dage, og borgerne og deres pårørende kan tage kaffen med og tænde pejsen, og så hygge sig i familiens skød, se børnebørnene leger i haven, kigge på fiskene i søen eller hestene i folden. Orangeriet ligger lige ved vejen rundt om Othello, så det bliver et godt sted til et lille stop på gåturen rundt om Othello. Der bliver planter, der kan duftes til og på sigt også frugter, der kan plukkes. Udenfor er der en sofagynge, som kan bruges, når vejret tillader det. Efterhånden skulle det blive til en smuk blomstrende have, hvor forårsblomsterne vrimler op af græsplænen, roserne dufter og buske og træer danner rammen om en lille oase ved det store hus. 

Se her flere billeder fra indvielsen:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
www.eventc.dk

Ugens Kurt: Sarah Savas

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Sabina Mehic, Fredericia AVISEN

Sarah Savas er uddannet kosmetolog, og er datter af Byrådspolitikeren Turan Savas.  Sarah er blevet sat i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor hun blandt andet fortæller om sin opvækst som den ældste i en søskendeflok med tre lillebrødre, tiden som selvstændig og hvordan det er at være datter af Turan Savas.

Klokken er præcis 10:00. Ind ad døren på Kurt’s Kaffebar træder Sarah.

Vi sætter os ved et bord og begynder at snakke om løst og fast, inden vores kaffe kommer. Kaffen er virkelig tiltrængt for os alle i den bidende kulde, der er for tiden.

Jeg starter med at spørge Sarah indtil barndommen, hvor vi starter med tiden i folkeskolen.

“Jeg gik på Erritsø Centralskole, og gik efterfølgende i 10. klasse. Jeg havde allerde en klar idé om, hvad jeg ville i folkeskolen, men jeg tog 10. klasse for at blive mere moden. Jeg gik på erhvervslinjen i 10. klasse, og fik samtidig et arbejde, hvor jeg tjente penge ved siden af,” indleder Sarah og kommer ind på, hvad der skete efter 10. klasse:

“Jeg blev Supervisor på Sunset, der åbnede dengang. Samtidig startede jeg på HHX, hvor jeg fik min hue på efter tre år.”

De fleste husker tilbage på deres skoletid med glæde, og det er også tilfældet for Sarah.

“Som jeg husker det, så kunne jeg godt lide at gå i skole. Jeg har altid været kreativ. Jeg elskede at lave filmprojekter, og har gået op i IT og lignende. Jeg var ikke så boglig, men mere praktiskorienteret. Vi havde et godt fællesskab,” forklarer Sarah og kommer ind på tiden i 10. klasse:

“Det var lidt noget andet end folkeskolen. Vi blev mere behandlet som voksne, og vi blev forberedt på tiden i gymnasiet, men vi hyggede os også rigtig meget. For mig handlede året mest om at få det sidste år inden HHX, da jeg ikke var klar til at tage det direkte spring fra folkeskolen,” siger Sarah og begynder at grine, da jeg spørger ind til tiden på HHX:

“Det var fest og farver,” griner Sarah og slår over i den seriøse tone: “Ej, det var hårdt. Det ramte mig lidt, hvor meget HHX krævede, fordi det var meget handelsorienteret. Det var langtfra fag, som jeg havde haft tidligere i mine 11 skoleår – der var blandt andet fag som virksomhedsøkonomi,” fortæller Sarah, der mindes studieturene på HHX:

“Studieturene er altid sjove at huske tilbage på, ikke at jeg husker så meget af dem, men vi havde det sjovt,” siger hun og fortsætter:

“Jeg arbejdede også meget i tiden på HHX, så jeg var ikke til alle festerne, fordi jeg arbejdede. Jeg festede nok ikke så meget som alle andre.”

Kom i lære som kosmetolog

Efter tiden på HHX tog Sarahs liv en ny drejning, som er det man kender hende for den dag i dag.

“Jeg kom i mesterlære som kosmetolog, hvor du lærer at drive en klinik. Undervejs bliver man ikke sendt på skoleophold, men kastet direkte ud i virkeligheden. Det var hård kost, det var virkelig hårdt. Det var hårdere end HHX, fordi jeg pludselig skulle lære en ny side af mig selv, og lære en ny branche at kende,” fortæller Sarah og kommer ind på, hvordan hun fik sin mesterlæreplads:

“Jeg blev optaget på pladsen i forbindelse med, at de efter 20 år flyttede lokaler og dermed opgraderede sig selv Klinikken var nået til et sted i deres virksomhedshistorie, hvor der skulle ske noget nyt. Min mester var en ældre kvinde, der var meget autoritær og meget velkendt i branchen i Danmark. Jeg skulle komme som det friske pust, som turde ændre ting og komme med forslag, og tage ansvar. Det var rigtig fedt, da det var mere end bare kosmetolog, fordi jeg lærte at blive iværksætter samtidig. Jeg læste Buisness Management ved siden af så jeg var lidt marketingschef.”

Sarahs tyrkiske rødder

Sarah er født og opvokset i Fredericia, men med hendes tyrkiske familie har hun også tyrkiske rødder, og dem er hun begyndt at dyrke.

“Jeg er begyndt at tage tyrkisk undervisning, men det er også fordi jeg nu føler, at jeg har fået mere energi af det vi har lavet med Style Lounge i det sidste års tid. I mange år har jeg ladet det stå stille, men jeg tænkte, at jeg skal udfordre mig selv,” siger Sarah, der også har haft sin far, Turan, i baghovedet i den forbindelse:

“Det betyder noget for mig at kunne lære min fars sprog. Min farfar blev syg, og det fik mig til at tænke over, at jeg mangler en del af mig selv. Hele mit liv har handlet om, hvem jeg er, fordi jeg er barn af to kulturer. Det tager mange år at finde ud af, hvordan man skal være sig selv, og det er først nu, at jeg er klar til det,” fortæller Sarah.

Selv bliver jeg nysgerrig og spørger indtil, hvordan Sarah ser på hendes opvækst med netop hendes baggrund.

“Det har været lidt specielt. Jeg tror måske mest det er det med, at jeg er den eneste pige i søskendeflokken, fordi der er forskel i opvæksten. Det handler også om ansvar og respekt for ens forældre. Jeg har altid haft ansvar og mange pligter. Det er der mange der synes, at de også selv har haft, men jeg havde det virkelig. Begge mine forældre arbejdede, og jeg hentede og bragte mine brødre, ordnede vasketøj og madpakker. Jeg kunne faktisk godt lide det, og havde lidt en mor-rolle. Det var lidt specielt for mig,” siger Sarah og kommer ind på kulturforskellen:

“Jeg mærkede mest til det i teenagealderen. Jeg mærkede det ikke, da jeg var mindre på samme måde. Jeg synes det var specielt, at vi havde lidt af det hele, men det var i teenagealderen, at den hårde side ramte,” udtaler Sarah.

Turan Savas som far

Sarah er som skrevet datter af Turan Savas (A), og det har også givet hende oplevelser.

“Det er lidt specielt, både på godt og godt. Jeg synes min far er virkelig sej, og har været en inspirationskilde til min arbejdsgang. Den mand elsker at arbejde, og det har han altid gjort. Jeg kan se på ham, hvor meget han brænder for det. Han brænder for at være en del af det, og have en stemme. På samme måde har jeg haft det med, at vi ikke bare skal have en klinik, men tage byen til os. Når vi har fået et kendt navn kan vi gøre en forskel. Der har min far givet mig det her mindset, at når man gør noget, så gør man det ordentligt,” siger Sarah.

Vi begynder at grine. Jeg spørger Sarah, om hun har hjulpet hendes far, Turan, i forbindelse med politisk arbejde.

“Helt fra da jeg var lille, har jeg været med ude at dele roser ud. Det var koldt. Jeg synes altid, at det har været koldt under valgkampen, men det er sejt, når han skal vælges ind. Man sov ikke om natten, og var mega spændt, da jeg ved, hvor meget han brænder for det. Han er blevet valgt ind år efter år, og når han er fra en anden kultur, har han været udfordret. Mange tror, at han prøver at hente tyrkiske stemmer, men det gør han ikke. Han har fundet sin egen vej og lært, at det godt kan være man har venner, men man ved også, hvem der er loyale, når det gælder. Det er de ældre og unge,” fortæller Sarah.

Sarah om fem år

Vi er ved at have drukket kaffen færdig. Jeg spørger derfor afsluttende ind til, hvor Sarah ser sig selv om fem år.

“Det vigtigste er min datter får en god opvækst, og jeg håber da, at jeg har en familie, hvor det ikke kun er mig og hende, siger Sarah, der afslutningsvis med et smil på læben siger:

“Jeg vil måske også gerne have skiftet min Aygo ud med en Audi, og have et penthouse, hvor min altan er skiftet ud med en balkon måske,” lyder det fra Sarah Savas.

Fakta Sarah Savas:

Alder: 24 år
Har en datter
Født og opvokset i Fredericia
Gik på Erritsø Fællesskole
Har taget 10. klasse
Student på HHX
Er uddannet kosmetolog

https://www.facebook.com/mrhoejer/
Annonce

Ugens Kurt – Niels Henrik Billlund

Af
Thomas Lægaard
-
0
Billund
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Det kan næsten lyde som starten på en julekalender, da denne Ugens Kurt starter på en kold og stormfuld morgen. Det er koldt i fæstningsbyen, det er først på dagen og kaffebaren er ved at vågne.

Ind ad døren kommer ejendomsmægler Niels Henrik Billund, selvom der ikke er mange på kaffebaren endnu, indtager vi et hjørne til en god samtale. Ejendomsmægleren beder om en cappuccino og sådan starter historien.

Niels Henrik blev født i 1950. “Det var på arbejdernes festdag, så det har altid været en festlig dag, med sange og flag”, siger Niels Henrik og tilføjer, “jeg blev født på Sct. Joseph Hospital den 1 maj”.

Barndommen

Det var et noget anderledes Fredericia, dengang Niels Henrik var barn, og han gik på Slesviggades Skole, hvor man gik fra indtil femte klasse. Her var man opdelt i Ø- og V-klasser. “Jeg gik i Ø, fordi vi boede øst for skolen, det var geografisk opdelt dengang”, siger Niels Henrik.

“Det var pragtfuldt at være barn dengang, der var ikke noget mere spændende end at have gymnastik og skulle spille fodbold på Kastellet, vi kunne ikke se bolden for den gule røg – vi løb rundt i en gul tæt tåge fra Superfos. Men vi spillede også bold for enden af Norgesgade, der var boliger langs skinnerne, der legede vi tit”, siger Niels Henrik om barndommens oplevelser med den runde bold.

Fra 5. til 7. klasse gik han på Købmagergades Skole og senere på Realskolen, hvor han fik sin realeksamen. Men ellers var det en barndom med danseundervisning hos Olga Jensen og interesse for håndbolden.

Men et vendepunkt i barndommen blev, da Niels Henrik mistede sin far. Han kun var 11 år gammel. Han flyttede med sin mor og to søskende i et sommerhus i Trelde. Han har altid kunne finde noget positivt i livet og efter faderens død blev det en lille robåd, som han kunne sejle rundt i på Vejlefjord, der gav mening og liv.

“Det var en anden tid, jeg havde mit frirum ude på vandet i robåden, også cyklede jeg på tandem i Treldeskovene”, siger Niels Henrik. De to søskende fra barndomsmindet på havet og i skoven er i dag skrumpet til lillebror, der er rektor i Kolding, Niels Henriks storesøster døde for 15 år siden.

“Jeg havde en god barndom, der må godt være lidt modgang i livet, sådan er det for os alle”, siger Niels Henrik eftertænksomt.

Karrieren

Niels Henrik tog en handelseksamen og drog nordpå til Aarhus i 1970. Han blev udlært i bogholderiet hos et forsikringsselskab. Han kan noget med tal og datoer, den dato han startede som ejendomsmægler, kommer prompte, “det var den 1. oktober i 1975. Der startede jeg med at sælge ejendomme”. 

Det blev til fem år i Aarhus som ejendomsmægler, markedet var voldsomt og man begyndte dengang med gratis vurderinger, “der blev gået til den og der var krig mellem ejendomsmæglerne, det ville jeg ikke kæmpe mod som 30-årig”, siger Niels Henrik.

Med sig fra Aarhus i bagagen havde den unge Niels Henrik sin kæreste, som tre år senere blev hans kone.

De startede Billund sammen i Fredericia, den 6. august i 1980 i Gothersgade 5 ovenpå Bison Lædervarer.  Men firserne var en svær faktor at starte op i udover en kæmpe økonomisk krise i Danmark, havde Niels Henrik ikke tænkt over konkurrencen i Fredericia.

“Det var barskt, jeg opdagede, da jeg åbnede, at jeg var ejendomsmægler nummer 27, som solgte ejendomme i Fredericia, det havde jeg ikke regnet med eller undersøgt”, griner Niels Henrik.

En af grundende til, at han valgte at komme tilbage til Fredericia, var ikke byen som sådan, det var beliggenheden. “Jeg kendte byen, det er en god forudsætning som ejendomsmægler og så skal man virkelig gøre sig umage, hvis man ikke skal bo tæt ved vandet”, siger Niels Henrik.

1993

Ejendomsmægler Niels Henrik Billund var startet ud i det, han dengang, ville betegne som en lille snavset by med masser af barer. Men det første vendepunkt kom i 1983, da han blev gift med Karin Billund, og de fik deres søn Casper. Samtidig var den økonomiske krise i Danmark begyndt at vende.

Renten var gået fra at være 20 procent til otte-ni stykker og der blev solgt huse igen.

Familien bygger også deres eget hus i Trelde i 1983, indtil da havde de, blandt andet, boet i lejlighed i Sønderparken som dengang var nyopført.

“Det tog nogle år at få fodfæste dengang, hvis vi for nogle år siden talte om, at der var krise, så tænk på dengang, der havde vi dæleme også krise med en rente på 20 procent”, siger Niels Henrik.

Nutidens Fredericia

Niels Henrik Billund er stadig ejendomsmægler med et stort E. Da jeg spørger, om han skal være andet eller har planer om at gå på pension – får jeg det blik, man kender, når man har stillet et dumt spørgsmål. Niels Henrik har ingen planer om andet end at sælge boliger.

“Vi har et helt andet Fredericia i dag, man kan sige at den gule røg er væk og den vending vi ser, skyldes i min verden tre personer. Man kan sige, at Jean Brahe der i midten af nullerne, var formand for Realdania Fonden, var ham der reelt solgte ideen om at fonden skulle investere i Fredericia. Uffe Steiner havde mod til at gå med på ideen og Mads Lund lavede også i starten af nullerne forarbejdet for at de mange krydstogtskibe, der i dag besøger Fredericia. Det er det forarbejde, der løfter byen i øjeblikket”, siger Niels Henrik om udviklingen af Fredericia.

Men det har også været butikkerne i byen, ja faktisk forretningslivet generelt i Niels Henriks optik, som har været med til at løfte opgaven mod vækst.

Fritiden

Niels Henrik har stadig kærlighed til fjorden og havet, som han også havde, da han som lille roede ud på Vejlefjord. Niels Henrik har en motorbåd med en V8-motor i dag, som han kan trække op på grunden, ved huset han byggede i 1983 sammen med konen i Trelde.

“Det er en fantastisk følelse at komme ud på vandet, nu sejler jeg mere ud mod Endelave og Samsø, og nord for Fyn. Jeg kan god lide at komme ud, hvor der er mere vind og sejle op imod det åbne hav”, siger Niels Henrik.

De sjove handler

“Den jeg er mest stolt af, er Musical Akademiets bygning i Kongensgade, den havde Superfos som administration og laboratorium. Den fik jeg til salg cirka omkring årtusindeskiftet. Jeg fik en henvendelse fra kommunen, at de ledte efter efter en bygning med 400-500 m² parketgulv til dans, de tænkte specifikt på prinsessegade 32, hvor der havde været korsetfabrik. Så var det jeg sagde, “det var en lille ting, når de kunne købe Kemiras administration for en 14-15 millioner”. Det var mest som en spøg, men de købte den. Jeg kan huske, at jeg viste hele bygningen frem til kulturudvalget, de var meget begejstrede også var Uffe Steiner med på ideen, bygningen blev købt rimeligt hurtigt”, fortæller Niels Henrik.

“Det syntes, jeg var en sjov historie, at en dumsmart bemærkning, ender i en handel”, siger Niels Henrik.

En anden af Niels Henriks sjove anekdoter fra et langt liv, som ejendomsmægler er forhistorien for at DLG bygger et nyt stort hovedsæde i Fredericia.

“Sammen med byrådsmedlem Martin Kragh og advokat Ove Henningsen solgte jeg et stort jordareal ved Ny Nitrogen til DLG, som nu bygger hovedsæde. Det er cirka 30 år siden de købte grunden”, fortæller Niels Henrik.

“Det var ikke dengang i tankerne, at de skulle bygge et hovedsæde, men det er meget skægt, at de alligevel dengang fandt Fredericia interessant”, siger Niels Henrik.

Det har været en god og nærværende samtale imellem den erfarne ejendomsmægler Billund og kulturredaktøren. Inden Niels Henrik går mod udgangen og kan kalde sig Ugens Kurt, vil jeg høre om fremtiden.

“Bare det at have tag over hovedet og et godt helbred, det er forudsætningen for at have det godt, eller i hvert tilfælde et godt fundament”, afslutter Ugens Kurt.

 

 

Ugens Kurt: Susanne ‘Sus’ Petersen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Susanne ‘Sus’ Petersen er en travl dame. Med et fuldtidsjob i ved PostNord, sin egen webshop, en deltidsbutik i Kanalbyen og et job som håndboldtræner er der nok at se til. Alligevel lykkedes det at stable en aftale på benene, så hun kunne blive den næste ‘Ugens Kurt’.

Der var godt gang i Kurts Kaffebar på denne torsdag eftermiddag. Kalenderen skulle passe, og mellem et photoshoot, bygning af messestand og en aftenvagt fandt vi tid til en Café Latte på den hyggelige kaffebar.

Jeg kender kun Susanne, eller Sus som hun bliver kaldt i det daglige, fra hendes engagement i Fredericia Håndboldklub. Hendes tid er ikke stor, men alligevel finder hun tid til at hjælpe de unge håndboldpiger på vej med at blive endnu bedre håndboldspillere. Men vi starter snakken et andet sted, vi tager tilbage til Taulov, hvor det hele startede for Sus.

Gode venner og et svært skoleskifte

“Jeg er oprindeligt fra Taulov, hvor jeg er vokset op. Jeg har gået på Taulov Skole alle 10 år, og det var virkelig en god tid. Faktisk havde vi det så godt i klassen, at jeg stadig har kontakt til mange af mine gamle klassekammerater. Det er super sjovt at se, hvordan folks liv har bragt dem rundt i hele verden” fortæller Sus, inden hun fortsætter:

“Vi havde en rigtig god klasselærer, Kirsten. Hun var især rigtig god til at håndtere mobning – og der havde vi jo alle nok en periode i løbet af skoletiden hvor vi blev mobbet. Men hun var god til at opfange og standse det her, inden det gik for vidt. Det tror jeg virkelig har været med til at styrke vores sammenhold”.

“Efter skolen skulle jeg vælge. Men det var ikke så svært. Gymnasiet var for flippere dengang, så jeg valgte HHX. Sideløbende med min skole havde jeg arbejde i Føtex, og da bagermesteren og førstedamen flyttede butik til Kolding, der flyttede jeg med. Efter det første år på HHX i Fredericia valgte jeg også at flytte skole, så jeg gik på HHX i Kolding”, fortæller Sus.

“Skiftet var rigtig svært. Det forløb vi havde haft i Fredericia var meget anderledes end det i Kolding, så de andre elever i klassen var på et helt andet sted end mig. Så efter terminsprøverne vidste jeg, at det her ikke var mig. Jeg meddelte skolen, at jeg ville droppe ud. Selvom jeg ville droppe ud, så ville klasselæreren gerne have mig med på studietur. En studietur til Beijing i 14 dage. Det var virkelig en oplevelse, selvom vi nok var mere som aber i bur – der blev i hvert fald taget flere billeder af os, end vi tog af tingene rundt omkring”, siger hun med et grin.

Kulturforskelle og minimalt med plads

“Jeg tænkte: Nu skal jeg i butik. Nu havde jeg længe været i Føtex, og tænkte at jeg var da god til det her. Så jeg nedgraderede mig selv og tog en HG. Det var måske bare et år der skulle overstås, jeg var ikke helt så glad for skolen mere”, fortæller Sus.

“Jeg fik en praktikplads i Cowboyland i Aarhus, nærmere midt i Gellerup. Det var noget af en opvågning, at komme til en butik beliggende i et område hvor kulturen er så anderledes. Det var eksempelvis ikke unormalt, at der kom nogen løbende ind, rev tøjet af dukkerne og så løb ud igen”, siger hun og fortsætter:

“Men jeg havde en rigtig god chef, der virkelig stod bag os og hjalp os. Men jeg tror min opvækst med en syg mor og en hårdtarbejdende far har gjort mig stærk – og den styrke brugte jeg når vi skulle konfrontere de her midt i deres tyveri. Jeg tænkte ikke så meget over det, jeg tror bare jeg synes det ikke var retfærdigt”.

“Jeg flyttede til Aarhus sammen med en veninde. Vi boede sammen på et lille loftsværelse på 10 kvadratmeter, det var meget småt. Det handlede bare om at have et sted at sove, pengene var jo små. Så efter et år blev det for meget, så jeg endte hjemme på børneværelset igen” siger Sus.

Butiksflytning, butikschef og ansat ved posten

“På mit sidste år som elev stod vi overfor en flytning af butikken. Bruuns Galleri var helt nyt, og vi var med til at åbne hele Bruuns Galleri. Det var en super fed oplevelse. Vi var med til at indrette butikken og bruge vores idéer. Det lærte jeg meget af” siger hun for fortsætter:

“Da jeg blev udlært i 2004 fik jeg hurtigt et job. Jeg blev ansat som butikschef i Leandro Leone, der var en af de største modebutikker i Aarhus. Vi solgte mærker som Dolche&Gabana og Armani, det var noget af et skifte fra Gellerup til de fine i Aarhus. Men da de store modehuse også begyndte at få mærkevarerne, så gik det ned af bakke for forretningen. Jeg blev forflyttet til Odense, men det gik også ned af bakke der”.

“Jeg sagde op, og søgte et job hos posten i Fredericia. Ikke fordi det skulle være fast, egentlig bare fordi jeg skulle have noget indtil jeg fandt et nyt job. Jeg søgte et job hos børneafdelingen i Salling, og det fik jeg. Det var i den periode jeg lærte mest om mig selv. Jeg var aldrig hjemme, og tiden til veninder og familie var virkelig lille. Udover at arbejde i Salling var jeg tjener på Simons og som bartender på Hollywood, så tiden blev fyldt rigeligt ud” fortæller Sus.

Udlandsrejse gav inspiration

“I 2008 tager jeg på ferie med en veninde, og i flyet på vej hjem sidder jeg med en følelse af, at jeg ikke vil hjem. ‘Sådan har man det jo altid’ sagde hun, men nej, det her var rigtigt. Så jeg tjekkede nettet for udlandsmuligheder, og det så let nok ud. Så jeg opsagde min lejlighed, sagde mit job op kun tre dage efter jeg kom hjem. Jeg tænker ikke så meget over tingene, jeg er meget spontant anlagt”, fortæller hun og fortsætter:

“Jeg bestilte en 14 dages ferie til Mallorca, og da de andre gæster tog hjem, ja så blev jeg. Det var sådan lidt mærkeligt, for dem jeg havde rejst med derned på den her rejse, de virkede helt som en familie da de tog afsted. ‘Pas nu på dig selv’ lød det fra flere af dem. Jeg stod helt for mig selv, kendte ikke en sjæl dernede. Det var vildt”.

“Jeg blev indlogeret på et hotel af chefen på den pub jeg havde fået arbejde på. Det var en hård tid, og efter omkring fem måneder var min krop helt færdig. Det var hårdt for kroppen at være dernede, så jeg vendte hjem igen” siger hun.

Tilbage til Salling og posten

“Tre dage før jeg kom hjem søgte jeg igen ved Salling, og fik jobbet. Det var fedt at være tilbage i Salling. Jeg fik selv ansvaret for det område jeg var i, jeg havde selv ansvaret for at købe ind og sådan. Det synes jeg var super cool. Jeg lærte at sælge undertøj, det er meget svært. Der er mange kræsne kvinder” siger Sus med et grin.

“Efter omkring to år gik det lidt på kant med chefen. Det var lige midt i finanskrisen, så der var mange ændringer i hvordan vi skulle gøre tingene. I sommerferien så jeg et job hos posten, ti timer om ugen, det var fedt. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne tjene flere penge ved posten end i Salling, så jeg sagde mit fuldtidsjob op i Salling og gik på 30 timer ved posten – til en højere løn. Jeg beholdte dog stadig et job som tilkaldevikar i Salling, for jeg kunne jo godt lide det” fortæller hun.

Ny uddannelse og oprettelse af egen læreplads

I 2014 valgte jeg at sige: Jeg er træt af det her post. Omdømmet var ringe, og jeg ville gerne videre i livet. Jeg så et opslag om en uddannelse hvor der var ét år i skole, og ét år i praktik på Erhvervsakademiet i Vejle, så jeg startede på uddannelsen som handelsøkonom” siger Sus.

“Jeg valgte indkøbslinjen, og det blev jeg rigtig bidt af. Da vi skulle søge praktikpladser var det ikke fordi jeg ikke kom til samtaler, og jeg fik da også tilbudt en plads. Men min studievejleder havde under en samtale gravet frem, at jeg altid har drømt om at være selvstændig, så han sagde ‘hvad med, at du tager dig selv i praktik?’. Først tænkte jeg ‘kan man overhovedet det?’, men det kan man jo åbenbart godt” fortæller hun og fortsætter:

“Så jeg brugte en uge på at tygge på det. En dag vågnede jeg op og tænkte: Jeg gør det sgu!. Det skulle være dametøj, noget helt andet end jeg har været vant til. Jeg fik lavet forretningsplan, analyser og hvad der ellers skulle til. Om mandagen kom beskeden, at jeg var godkendt til at tage mig selv i praktik. Men hvad gør man så? Det var den næste udfordring. Jeg tog ned til Business Fredericia og fik hjælp til at tale med banker og sådan. Men ingen ville rigtig være med, så jeg måtte selv skaffe penge. Så da jeg havde gjort det tog jeg på messe, og købte en masse tøj”.

Hjemmeside og container i Kanalbyen

“Den 26. februar 2016 gik jeg i luften med min hjemmeside, firkantt.dk. Jeg startede med at tænke det skulle være sort og hvidt. Det er det stort set alle kvinder bruger, så det var udgangspunktet. Men jeg opdagede hurtigt, at det ikke var holdbart. Farverne væltede ind i moden, og ja nu er jeg mere en modeshop for kvinder” siger Sus med et grin.

“Man sælger ikke varer fra dag et, det gør man bare ikke. Så jeg ringede til Kanalbyen og spurgte om man kunne låne en container til når det kom krydstogtskibe, og det fik jeg lov til. Det var starten på eventyret i Kanalbyen. Jeg tænkte, at det her kunne altså godt blive sjovt. Når det så hedder Firkantt, så passede det jo godt med en container. Så jeg fik en container fast, og ja så har jeg været der siden” fortsætter hun.

“Ved siden af butikken og hjemmesiden, der arbejder jeg stadig ved posten. Jeg er blevet flyttet lidt rundt, men nu er jeg ved pakkerne, så kan jeg da se hvad der sker med mine egne pakker” griner hun.

Reklamesponsorat blev til trænerjob

“Jeg blev kontaktet af Heidi Simonsen, der dengang arbejdede for ElboBladet. Jeg købte annoncer af hende, og siden har vi holdt kontakten. Nu er hun ansat i Fredericia Håndboldklub, og havde et godt tilbud på et sponsorat. Jeg tænkte det var fed reklame, så det gik jeg ind i” fortæller Sus og fortsætter:

“Og så var jeg til min anden kamp ude i hallen, der endte jeg ved siden af Dorthe Runge. Vi talte om min fortid som håndboldspiller, og pludselig havde hun fået mig overtalt til at blive træner. Så nu er jeg her: fuldtidsjob, webshop, deltidsbutik og håndboldtræner.

Læs også: Ugens Kurt: Dorthe Runge, frivillig i FHK

Drømmer om at åbne butik i gågaden

“Lige nu fokuserer jeg meget på om min virksomhed skal køres op, eller den skal køre på hobbyplan. Så vil jeg da også gerne væk fra posten, det er jo fysisk hårdt for kroppen, og så er aften/natarbejde ikke det fedeste. Jeg vil gerne tilbage til det jeg kan bedst: sælge eller købe ind. Hvis drømmen kan blive at det er mit eget, så er det målet” fortæller Sus

“Jeg har da også en drøm om, at åbne en butik i Fredericia midtby. Folk er her, der er super handelsliv i byen”, slutter Sus, inden hun er på vej videre for at bygge på sin messestand til Shopping Bazar.

Ugens Kurt: Lone Eriksen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Lone Eriksen har de sidste 25 år været en fast bestanddel af Gardenia Blomster i Erritsø. Siden 2011 har hun stået i spidsen for forretningen, hvor mange fredericianere køber deres blomster. Fredericia AVISEN satte Lone i stævne på en råkold tirsdag i oktober.

Da jeg træder ind ad døren på Kurts Kaffebar, er Lone allerede kommet. Hun har fundet sig til rette i en lænestol, men vi flytter os til et bord i stedet. Lone har været hurtig – hun har allerede bestilt en café latte.

Jeg kender kun Lone fra de gange, jeg har været forbi Gardenia Blomster, men det er tydeligt at mærke hendes hjertevarme allerede fra starten. Vi starter snakken med at tage helt tilbage – til Lones opvækst i Skærbæk.

“Jeg kommer fra Skærbæk, hvor jeg er født og opvokset. Jeg har altid set mig selv som den mere stille pige, men gennem tiden har jeg nok udviklet mig til at turde mere, til at turde livet mere. Det helt store vendepunkt kom, da jeg i en alder af 23 mistede min mand til en arbejdsulykke. Mit liv gik ligesom i stå. Men jeg har formået at komme ud på den anden side. Det ligger stadig dybt i mig, men livet går videre, og jeg har brugt det til at blive stærkere. Det har givet mig modet til at tage flere chancer, for man skal nyde livet, så længe man har det,” fortæller Lone.

“Men opvæksten i Skærbæk var tryg. Jeg tror, at tryg er det helt rigtige ord at bruge. Jeg gik i skole på Skærbæk Skole, hvor jeg knyttede mange gode venskaber. På skolen var der et netværk og et nærvær. Man fik et tæt forhold til sine lærere, og lærerne kan da stadig huske mig den dag i dag, når vi mødes. Skolen står for mig som et symbol på tryghed. Vi var trygge med lærerne, men vi var også meget trygge ved hinanden,” siger Lone og fortsætter:

“Når vi havde fri, var jeg altid sammen med nogen. Der var altid en klassekammerat, jeg var sammen med. Jeg husker mange gode minder, blandt andet at vi efter skole hoppede på cyklen og tog en tur i skoven. Det er egentlig meget modsat, hvordan jeg oplever, at mine egne børn lever nu. Jeg kunne sagtens lægge en seddel, hvor der stod, jeg ikke lige spiste hjemme, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke hører fra mine børn i løbet af dagen. Jeg ved altid, hvor de er, og hvad de laver. Det er jo egentlig nok hårdt for dem. Jeg tror, jeg selv har levet meget mere selvstændigt, hvor vi gjorde ting uden at skulle spørge om lov først.”

“Efter tiden på Skærbæk Skole skulle vi ind til den store skole i Taulov. Men derefter tog jeg en treårig HH, det der svarer til en HHX i dag. Derfra gik jeg i lære på kontor, for jeg troede, det var det, jeg skulle. Men 14 dage før jeg var udlært, fandt jeg ud af, at det ikke var det, jeg ville. I radioen hørte jeg et radiospot for et kursus på AMU-centret. Det valgte jeg at springe ud i – et otte ugers kursusforløb, hvor vi blandt andet lærte om blomster, maling og ansøgningsskrivning. Allerede dér hæftede jeg mig ved blomsterne, og her har jeg jo så været lige siden,” fortæller Lone Eriksen levende.

“Jeg var så heldig, at jeg fik en praktikplads og senere en fastansættelse i Gardenia Blomster. Jeg husker stadig den dag, jeg kom ind første gang. Jeg kom i min røde frakke og blev mødt af Karen Marie. Jeg spurgte, om jeg kunne komme i praktik, og hun sagde, at det kunne vi da godt finde ud af, men hun ville ikke garantere, at jeg kunne blive. Men det var en stor kontrast til den verden, jeg kom fra – men en god kontrast. Allerede efter tre uger kom Karen Marie til mig og sagde, at jeg havde talent for det, at det faldt mig meget naturligt,” fortsætter Lone.

“Jeg faldt hurtigt for det, og det faldt mig meget naturligt at være kreativ. Dengang jeg var 18-19 år, gik jeg på aftenskole med min mor, der også elskede blomster og haven. Og siden jeg startede i Gardenia tilbage i 1993, er min kærlighed til blomster kun vokset,” lyder det fra Lone Eriksen.

“Butikken har ofte været bandet langt væk”

I 2011 gik Lone Eriksen en ny tid i møde. En tid som almindelig lønmodtager blev skiftet ud med en tid som selvstændig erhvervsdrivende. Lone Eriksen kunne efter 18 år i Gardenia Blomster overtage forretningen, som hun siden har kørt videre. Det kom ikke bag på Lone, at hun skulle overtage efter Karen Marie.

“Der er meget andet arbejde ved at være indehaver fremfor almindelig ansat. Der er en masse kontorting, der skal være styr på, så jeg har kunnet bruge de ting, jeg lærte fra HH. Og så har Karen Marie altid været god til at tage mig med ind, så jeg også lærte det helt fra starten,” siger Lone Eriksen.

Ugens Kurt: Mads Täkker

Af
Thomas Lægaard
-
0
mads
Foto Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN møder Mads Täkker på Kurts Kaffebar, frosten er atter blevet en følgesvend i fæstningsbyen. Klokken er et par minutter over aftalt, men Mads sidder allerede klar med sort kaffe i koppen.

Mads Täkker er en erfaren herre, trods sine 29 år, som han rundende i fredags. Han sidder overfor mig, nydelig i en polo, håret sidder blæst bagover og trods hans tatoverede arme, har han en mild fremtoning.

Mads er født i Fredericia, han har altid boet i Fredericia og kan ikke tænke sig at bo andre steder. “Jeg tvivler på, om jeg nogensinde forlader Fredericia, jeg er så glad for at bo her”, siger Mads.

Skjoldborgvejens Skole var stedet, hvor Mads startede tilbage i 0. Klasse med skolemælk i rygsækken og forlod skolen igen i niende klasse. Mads startede på fælles tiende i Erritsø, fordi han var i tvivl; skulle han på Handelsskolen eller på Teknisk Skole, ville han gå sælgervejen eller skulle han vælge kokkevejen?

Men Mads faldt allerede i gryden som ganske lille

“Min onkel havde Kjærs Hotel i Nr. Nebel, der fik jeg nok interessen for kokkefaget. Mine forældre havde sommerhus der, så jeg brugte mange sommerferier på at skrælle kartofler og vaske op. Det føltes ikke som et fritidsjob, men mere noget jeg godt kunne lide”, siger Mads.

Fik du ros af onkel dengang?

“Min onkel var kok, så der var nok mere skældud”, griner Mads.

Mads blev opvasker på Hannerup Skov i en alder af fjorten år, han kunne mærke, at kokkefaget voksede i ham, derfor droppede han ud af fælles tiende og startede på Teknisk Skole på Hansenberg i Kolding. Efter et 20 ugers grundforløb kom han i kokkelære 1. november 2006 på Hannerup Skov, så det betalte sig af vaske tallerknerne grundigt.

“Da jeg var 16 var jeg nok en lidt vildere dreng end gennemsnittet”, smiler Mads og fortsætter, “det var sundt for mig med faste rammer og disciplin”.

“Ja tak, Nej tak og ikke forstået”, er ting som ligger helt dybt i Mads og en øvelse, der gjorde, at han ikke behøvede at udtjene en militærværnepligt, da han fik disciplinen ind via uddannelsen.

Efter halvandet år gik Hannerup Skov desværre konkurs og uddannelsen skulle afsluttes andetsteds. De to læremestre er i dag begge forpagtere: Jesper Hedegård er forpagter af Skyttehuset i Vejle og John Amstrup er forpagter af Dyvig Badehotel.

Mads afsluttede sin læretid og kunne kalde sig kok efter et kort besøg på Kryb I Ly og den sidste tid på Restaurant Carlslund i Odense. “Jeg fik på den måde en alsidig uddannelse med lærdom alle tre steder”, siger Mads.

Som 20 årig var Mads udlært og klar til at svinge kniven, han tog ned til sin tidligere læremester John Amstrup, som var ved at åbne Dyvig Badehotel.

“Jeg skulle bare hjælpe ham i gang tre måneder, det blev så til tre år. Der var to forskellige restauranter i en, brasserie som er det klassiske franske køkken og gourmet som den fine afdeling. I den fine afdeling kørte vi ofte hele menuer på Flora Danica tallerkener”, siger Mads om tiden på Dyvig Badehotel.

Mads havde ambitioner og benene sad ikke kun i kødet, han serverede, men også i hans egen næse og han sprang derefter ud som souschef i Faaborg på Hvedholm Slotshotel. Mads fortsatte den kulinariske rejse og blev tilbudt en køkkenchefstilling på Gram Slot, selv om han fik det samme tilbud i Faaborg.

“Hvedholm Slotshotel, der var alt etableret og det var hurtigt blevet et almindeligt job. I Gram var der flere ting, der skulle løftes, laves om og tilpasses, det tiltalte mere mig”, siger Mads.

I halvandet år arbejdede Mads på højttryk med kun få timers søvn – han var ung og havde selvfølgelig optjent en portion erfaring, men ikke ikke erfaring i at skulle lede fra øverste hylde af den gastronomiske branche. 

“Jeg husker direktøren sagde, at jeg var en nyudklækket kylling og nu ville han give mig chancen for at blive en hane. Det gjorde, at jeg arbejdede endnu mere for at få tingende til at fungere”, siger Mads.

Mads var 23 år gammel, da han startede på Gram Slot og undervejs voksede de til, at der var fire udlærte kokke og en kokkeelev.

Masterchef

Mads fik også en noget anderledes oplevelse, der gjorde farmand stolt og forundret. Sønnike tonede lige pludselig frem på Tv3-reklamerne uden familien var briefet.

Chefen sendte en sms klokken fire om natten, at han skulle huske skjorte og blazer jakke. Gram Slot skulle være lokation til en semifinale.

“Jeg mødte op til et stort tv-hold, uvidende om, hvad der foregik, indtil værten Thomas Castberg kom og gav mig hånden og sagde, at jeg skulle sidde ved dommerbordet i semifinalen i Masterchef. Jeg husker, at min far ringede og sagde, “hvad fanden – har jeg set min søn i en reklame for Masterchef”? Han var stolt”, siger Mads.

Programmet blevet filmet i en stille periode på slottet og vist i en meget travl periode. De havde ikke fået en mail om, hvornår det blev sendt ud til millioner af seere, så de så det efterfølgende. Da Mads så det, tænkte han, “det er jo bare Mads på 24 år, der godt kan lide at lave mad, som sidder der ved dommerbordet”.

At skulle være far

Mads var glad på slottet i Gram, men hans kæreste kom med en nyhed, der gjorde, at han reviderede livet og ville hjem til Fredericia og arbejde. Han skulle være far, mere far end kok, så han blev køkkenchef på Cozy i Fredericia.

Han var 26 år og ville prøve at få et lidt mere stille liv. Hans nuværende kompagnon Thomas Schmidt Jensen var souschef og de skabte noget godt sammen. 

“Det eskalerede vi gjorde noget rigtigt, det væltede ind med mennesker. Det var fantastisk og en dag blev jeg hvisket ind i øret, at Bent Jensen ville sælge Perhaps”.

Skyerne over hovedet på Mads var i dilemma; at blive selvstændig var måske ikke vejen til et roligere liv. Men tankerne om muligheden forfulgte Mads natten over og en snak med Thomas gjorde, at de allerede ringede til Bent Jensen dagen efter. Cirka 20 dage efter, den 1. juni dannede han et partnerskab med Thomas om Perhaps.

Perhaps

“Da vi overtager Perhaps, er vi ikke helt klar over, hvilken retning vi skulle i, det var som om, at vi regnede at skulle køre lige over i en rundkørsel, men tog en anden vej. Vi navigerede derfra og der er sket en del, vi gik fra de klassiske spanske tapas til mere nordisk inspirerede tapas,” siger Mads og fortsætter:

“I dag laver vid nogle retter, som vi synes er fantastiske bare i tapasform.”

Mads og Thomas har haft Perhaps i to og et halvt år, men cv’et og samtalen gør nok også, at intet er udelukket omkring fremtiden.

Børn og fritid

Mads og kæresten Anja Langemose fik deres søn Joshua den 22. September 2016.

“Selvfølgelig arbejder vi meget, men vi kan selv bestemme tiden og i kraft af, at vi åbner klokken 11, har jeg min søn hver morgen. Vi har vores rutiner med bad og morgenmad, det er ren far og søn hygge. Jeg giver selvfølgelig afkald på noget eftermiddagstid, men sidder ikke med tankerne om, at jeg er fraværende”, siger Mads.

Judo var en stor del af teenageårene, hvor Mads´ far var formand for Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub i 20 år. Mads trænede judo i cirka fire år.

Mads ser sig selv for egoistisk til holdsport, “Hvis man taber, så er det ens egen skyld” siger Mads. Det er derfor, han blandt andet har et hvidt løvehjerte, der banker for FCK. Han har taget mange ture over bæltet til Parken sammen med sin ven Nicklas Hoffmann, ligesom de har været på diverse udebaner for at følge byens hold fra København. Det er den holdsport, det bliver til som fan.

“Nu er det mere Joshua og far, der ser kampene foran tv fremfor at tage turen til København, sønnike er blevet indoktrineret og jubler med, når de scorer”, siger Mads.

Mads og Anja skal giftes 13. april 2019, for 5,5 år siden blev de kærester og den 13. april 2018 – en fredag, friede Mads, så passer det med bryllup på en lørdag. Planlægningen er i orden, den første december i år, overtages et nyt hus, og Mads håber på flere børn.

Tatoveringer

Tatoveringer betyder meget for Mads, hele hans ryg er tatoveret og det begynder også at brede sig ned af begge arme. Han fik den første på sin 18 års fødselsdag og et projekt, han havde tiltænkt til armen, synes tatovøren var for stort til armen, så over to og et halvt år er ryggen blevet dekoreret. Selvfølgelig har han sin søns navn på armen og en anden tatovering erklærer troskab til FCK.

Interviewet er slut, men vi nåede af fylde kopperne flere gange undervejs. Det var hyggeligt og den lune samtale, gør det svært at forlade sofaen og varmen på kaffebaren.

https://www.facebook.com/VinobleFredericia/d
Annonce

 

 

 

 

 

Ugens Kurt: Lene Hartmann Bach

Af
Thomas Lægaard
-
0
lene
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Det var i går en stormfuld fæstningsby, hvor efterårets blade susede gennem de snorlige gader og pingvinspringvandet skød efter de indpakkede fredericianere, der shoppede. I dag skinner solen og ind ad døren på Kurts Kaffebar kommer den storsmilende Lene Hartmann Bach.

Kurts er i dag så godt besøgt, at jeg har sat mig i det mest moderne hjørne af kaffebaren. Det passer godt til mit møde med Lene Hartmann Bach, hun er en stilbevidst og moderne kvinde selvom dåbsattesten fortæller, at hun er 52 år gammel. Lene overrasker mig ved, at bede om en helt almindelig sort kaffe, hun er ikke til de moderne kaffetyper, men peger ikke fingre af, at jeg bestiller cafe latte.

Siden jeg selv flyttede til Fredericia, har Lene Hartmann Bach altid været at finde i bybilledet, og det er der en grund til. Hun brænder for Fredericia og hendes fødselsdag kan som de færreste fredericianere prale af at være på den prominente dato 6. Juli.

Lene er født indenfor voldene og hun ville være mit bud på den næste, der skulle køres som årets fæstningsdreng.  Hun gik på Bakkeskolen og var aktiv til springgymnastik i Erritsø, fra hun var 12 – 17 år.

Lene er meget socialt anlagt, men sætter en dyd i sine venner fra barndommen, hun har stadig venner fra folkeskolen og springgymnastikholdet.

“Jeg lever lidt efter, at man altid kan få nye venner, men ikke gamle venner. Jeg holder fast i dem fra min tidlige teenageår, det hele går så hurtigt i dag, vi udvikler os som mennesker, men må holde fast i relationerne”, siger Lene

Lene har to sønner Mads på 24 år og Troels på 18, hun ser selvfølgelig stadig mødregruppen fra sin ældste søn.

Efter folkeskolen valgte Lene handelsvejen, hun startede på handelsskolen. Lene tog en uddannelse og blev udlært som retssekretær i kriminal- og skifteretten i Vendersgade.

“Da jeg var færdig med min uddannelse, troede jeg, at jeg skulle være advokatsekretær, det var min drøm”, siger Lene.

I stedet kom der et dæk i vejen, Lene blev beskæftiget ved et dækfirma, de gik desværre konkurs og det blev starten på at blive selvstændig. Lene lavede sit eget firma, der importerede person- og lastbildæk.

“Jeg nåede en alder, hvor jeg enten skulle til at ansætte nogen i firmaet eller begynde at få nogle børn. Jeg var 28 år og valgte så børnene i stedet”, siger Lene.

Fredericia by som arbejdsplads

Ved et tilfælde fik Lene et vikariat i Fredericia Turistbureau, hvor hun blandt andet skulle sælge billetter til Hair, som dengang var headliner på  Fredericia Teater. Vikaren viste gode takter og da turistbureauet var en del af Erhvervsforeningen, blev hun ansat der som sekretær.

“Man nedlagde erhvervsforeningen og jeg blev ansat i kommunikationsafdelingen på Fredericia Kommune, hvor jeg arbejdede med events”, siger Lene.

Vi kommer vidt omkring, mens vi drikker vores kaffe, vi elsker begge Fredericia og snakken går om vores elskede by. Der tegner sig et billede af, at den bedste arbejdsplads for Lene er byen, hvor hun også selv bor helt centralt.

Hun var ikke færdig med det kommunale system, og blev senere ansat som Kulturkonsulent på Rådhuset. I otte år arbejder Lene med de store kommunale events. Harley Davidson-træf, Nordisk Kadetstævne og en del af de store tri-stævner var nogle af de events, der skulle arrangeres.

Business Fredericia

I maj 2015, så Lene et spændende job opslag, Fredericia Business blev etableret og de søgte en By- og Eventkoordinator. J

Hvordan fik du jobbet?

“Jeg synes dengang, at jeg havde meget at byde ind med, når direktøren kom fra Ribe. Jeg kendte Fredericia og erhvervslivet. Jeg var vant til at arbejde sammen med citycheferne og kendte byens events. Jeg ville skabe et samarbejde mellem byens aktører”, siger Lene.

Lene blev ansat og kunne være med til at starte noget nyt op fra bunden, det var starten på en fantastisk rejse.

“Det var et arbejde, hvor jeg fik muligheden for at arbejde med mine kreative sider, for mig har det været vigtigt med samarbejde mellem de forskellige organdonationer frem for at ringe til et bureau udefra”, siger Lene. 

At få skabt nogle nye samarbejdsmuligheder var spændende for Lene, hun havde erfaring fra sit job som kulturkonsulent. Hun havde afprøvet de store events, som Triatlon-VM og EM, så hun var ikke så skræmt over udfordringerne.

Hun nåede til et tidspunkt i livet, hvor tankerne om at skulle prøve noget andet strejfede hende. Da hun fik tilbudt jobbet som projektleder i MESSEC kom det på et lidt ubelejligt tidspunkt, men hun sagde ja. 

“Jeg var projektleder omkring en ny fagmesse som i dag hedder Move og nogle publikumsmesser. Jeg har bestemt ikke fortrudt det korte skifte, fordi jeg lærte en masse i det år, jeg var hos MESSEC”, siger Lene.

Business Fredericia kaldte igen på Lene. Det gav muligheden for at blive Erhvervskonsulent med fokus på strategisk midtbyudvikling. Det var med henblik på at tiltrække nyt erhverv til byen.

Passionen for Fredericia

“Fredericia har for mig altid været vigtig, både i det jeg laver nu og har lavet i mange år. Det arbejde har jeg ikke kunnet lave for en nabokommune, jeg arbejder med hjerte og brænder for byen. Jeg har været med fra de hårde tider, hvor der har været minus på tilflytter kontoen, til den transformation, vi er i. Det har været en fed rejse, når man ser, hvor man ser, hvor Fredericia er i dag” siger Lene.

Lene har bemærket at snakken om Frederica har ændret sig meget, når hun besøger København eller er til netværksmøder rundt omkring i landet. “Det er en anden positiv måde, man starter en samtale på, når man siger hvor man kommer fra”, siger Lene og fortsætter, “det er jeg kiste glad for”.

Fritiden

Lene er som så mange andre danskere hoppet på mountainbike-bølgen, hun har ligeledes fået en kæreste med flere fællesinteresser. Hun cykler MTB både i Frederica og Nyborg, hvor kæresten Lars Jørler bor. De har mange fælles interesser, han arbejder også med events.

Udover cyklen så styrketræner og løber Lene og går tur med sin bomuldshund gennem fæstningsbyen. Den er otte år gammel og hedder Snebold, da den er et vinterbarn.

“Jeg elsker at lave sund mad, det er min store passion, så kan man få et godt glas rødvin. Jeg kan godt lide at bruge byens restauranter, Den Engelske og Urbania Street Food.  Jeg bruger min by meget og elsker teateret og er meget social”, siger Lene.

Dine Fredericia yndlingssteder

Lene nævner Østerstrand på få sekunder. “Når man går op fra Danmarksgade og videre over Volden. Når jeg ser udsigten bliver jeg stille. Det er megafedt, at vi har Østerstrand, det giver os endnu en ting at være stolte af, 900 meter så er der blå-flag-strand. Det siger jeg til mine gæster, havnene er i ligeså kort afstand”, siger Lene.

Kanalbyen er også et af de steder, som Lene fremhæver, hun kan lide at følge udviklingen, C-Byen, haverne og de små kanaler. “Det sted har noget potentiale”, sige Lene.

“Volden er også en af mine favoritter. På Volden kan man fornemme byens historie, tænk hvis træerne kunne fortælle os hvad de har oplevet”, siger Lene filosofisk.

Fremtiden

“Når man runder de halvtreds år går nogen i panik, det har jeg ikke gjort. Man bliver mere opmærksom på den kvalitet, man putter ind i sit liv, jeg holder af hverdagen, og dem er der mange af. Man må hanke op i sig selv, hvis man ønsker forandring, der er plads til mange gode drømme for fremtiden”, afslutter Lene.

Vores kopper er for længst blevet tomme, det har været en hyggelig samtale på kaffebaren. Samtalen kunne have fortsat i timevis, men begge skal vi ud i vores elskede Fredericia. Døren går atter op og ud går Lene Hartmann Bach som Ugens Kurt.

https://www.billet.dk/gin-festival-2018#bio
Annonce

 

1...1.2781.2791.280...1.283Side 1.279 af 1.283

ABC Lavpris i Fredericia mødte SF-politiker til snak om butikstyverier

Thea Dyhrberg - 0
ABC Lavpris i Fredericia har længe været plaget af butikstyverier, og mandag besøgte SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, butikken for at få et førstehåndsindtryk...

Demokratisk protest eller politisk blokade?

Gymnasieelever fra Fredericia Gymnasium oplever håndbold på nært hold

Peder Tind under Tv-interviewet d. 28. februar 2025.

Venstre vil skabe ro, stabilitet og vækst i Fredericia

Dansk back med europæisk erfaring til FC Fredericia

© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER