Ugens Kurt: Mia Nygaard Hansen

Af

-

07:00 - 13. maj 2019

Mia Nygaard Hansen, Ugens Kurt — Mia Nygaard Hansen er Ugens Kurt. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Mia Nygaard Hansen er mangeårig spiller i Fredericia Håndboldklub, hvor hun bortset fra en kort afstikker til Team Esbjerg, altid har spillet. Mia er kommet i den varme stol som Ugens Kurt, hvor vi lærer personen Mia bedre at kende, og hvor hun blandt andet fortæller om en ubeskrivelig episode i forbindelse med en oprykning.

Til dagligt er Mia lærer på Strib Skole, og vi aftalte derfor at mødes en dag efter fyraften for Mia, som i dette tilfælde var klokken 13:00.

Mia trådte ind ad døren hos Kurt’s Kaffebar præcis på klokkeslættet og satte sig til rette ved højbordet. Mia er ikke til kaffe, så vi fik bestilt en kakao, og så gik snakken ellers i gang om hende, som mange kender som den karismatiske målmand fra FHK.

Vi lagde ud med at spole tiden tilbage til Mias barndom, hvor hun gik på Skjoldborgvejens Skole.

“Jeg startede faktisk med din chef, Andreas,” siger Mia og smiler, inden hun kom ind på skoletiden:

“Det var okay. Vi havde et godt skoleliv med de udfordringer, som der hører til i skolen. Vi havde mange sportsinteresserede i klassen, så det var fedt,” fortæller Mia, som også havde en sportsinteresseret lærer i form af Carsten Dalegaard, som hun havde til matematik og fysik.

Efter 9. klasse startede Mia på Fredericia Gymnasium, og det var lidt noget andet end tiden i folkeskolen.

“Det var lidt anderledes. Jeg kom i klasse med mange af dem, som jeg kendte fra folkeskolen. Hele håndboldholdet, gik på gymnasiet, så dem gik jeg meget sammen med,” siger Mia.

Mia nævnte det selv, håndbolden. Det var en essentiel ting for Mia dengang, og er det stadig den dag i dag.

“Det har betydet alting, det er der de faste venskaber er, så vi ses stadivæk og vi har en lille loge, hvor vi er fem piger tilbage,” forklarer Mia.

I årene, hvor Mia gik på gymnaiset, var håndboldholdet talentfuld. Så talentfuldt, at det blev til en andenplads ved de jyskemesterskaber, og det gjorde, at håndbolden fyldte meget i årene omkring gymnasietiden.

“Årene på gymnasiet var okay, men livet der fyldte ikke så meget i forhold til håndbolden,” siger Mia, der af samme årsag heller ikke deltog i så mange fester:

“Jeg var til sermo to gange, den første og sidste gang. Det var vel det.”

Efter tiden på gymnasiet startede Mia på idrætshøjskolen i Ikast, hvor FHK-herrernes nuværende assistenttræner, Ole Damgaard, underviste på daværende tidspunkt. På højskolen startede også Mias veninde Pia Mikkelsen, selvom de to slet ikke havde talt sammen om det.

“Vi forsøgte at adsprede os lidt, vi boede i hver sin ende af højskolen. Det er sjovt at se tilbage på de oplevelser vi havde sammen dengang,” siger Mia.

Højskolen førte til at blive lærer

Højskolen fik stor betydning for Mia, der i sin tid på skolen fandt sin rette hylde arbejdsmæssigt.

“Jeg blev pædagogmedhjælper i Kløverløkken, efter jeg gik på højskolen. I tiden på højskolen fandt jeg ud af, at det med at undervise var skægt, så jeg tog et halvt års tid, hvor jeg arbejdede med mennesker,” siger Mia, der efterfølgende startede på lærerseminariet i Odense:

“Jeg boede stadig i Fredericia i den tid jeg tog uddannelsen. Det var ikke så slemt at pendle frem og tilbage, så det var fire gode år.”

Praktiktiden fandt sted på skoler i Middelfart, Tommerup og Odense, men i mellemtiden var hun også tilkaldevikar på Treldevejens Skole.

“Jeg nåede blandt andet at have Peter Nielsen (håndboldspiller, red.). Jeg kendte ham som Lottes (en af Mias håndboldveninder, red.) lillebror, men der var ikke noget der,” siger Mia.

Efter de fire år på seminariet i Odense kom tiden til at finde et fuldtidsarbejde som lærer, og det var noget, der faldt i Mias smag.

“Jeg var helt klar til at komme videre, hvor det var man skulle have et job. Jeg var faktisk til samtale på Skjoldborgvejens Skole, men der var nogle ting, hvor jeg stadig følte mig som elev, og jeg fik en anden mulighed,” siger Mia, der i stedet blev ansat på Strib Skole, hvor hun nu er på 14. år:

“Jeg startede faktisk som klasselærer for Jakob Frederiksen (håndboldspiller i FHK, red.). Det var spændende som 24-årig at blive kastet ud i faget. Jeg var ikke meget ældre end eleverne, men jeg var hurtigt sikker på, at jeg var på den rigtige hylde.”

Selvom Mia nu har været 14 år på Strib Skole, så er det ikke en arbejdsplads, som hun overvejer at forlade.

“Jeg synes, at det er rart man kender skolen indefra. Jeg har selv sat mit præg på, hvordan den er i dag,” siger Mia, der underviser i idræt, samfundsfag og historie.

At Mia underviser i idræt kommer ikke som nogen overraskelse, og samfunds- og historiefagsdelen er der også en god grund til.

“Der er en naturlig interesse for det, da min far farfar var glad for historie. Jeg har altid læst mange aviser, så samfundsfag har også faldet naturligt ind,” siger hun.

Flere børn tænker sit om eksempelvis samfundsfag, der for mange i folkeskolealderen ikke er de mest interessante emner, som man beskæftiger sig med.

“Det er en af mine kerneopgaver at klæde eleverne på i de fag. Jeg synes, at det er essentielle fag for hvem vi er. Vi har en opgave i at danne eleverne på det punkt,” forklarer Mia, der som samfundsfagslærer glæder sig over de forudstående valg:

“Jeg synes, at det er fedt. Det er med til at sætte kvalitet i undervisningen. Vi kørte ungdomsvalget i januar, og det giver aktualitet for eleverne.”

Håndboldspilleren Mia

Mia har spillet håndbold i rigtig mange år, og det hele startede tilbage i 1987-88.

“Mine forældre snakkede om håndbold, og det kunne være sjovt. De havde spillet lidt selv på lavt plan, så jeg startede i F’erne dengang,” siger Mia, der efter fusionen mellem KFUM og Fredericia fF automatisk fulgte med til FHK i 1990.

Mia er kendt som keeper, men i ungdomsårene prøvede hun sig også af i marken.

“Fra anden års U14 var jeg fast keeper. Det var noget, som jeg var okay til og derfor blev det valget, at jeg skulle være keeper,” siger Mia.

Som årene skred frem blev det mere og mere seriøst for Mia, der som nyoprykket seniorspiller ikke gled direkte ind på førsteholdet.

“Jeg spillede på andetholdet, men det gjorde ikke så meget. Det var med alle vinderne, og vi havde det godt sammen. Vi spillede i 2. division, så det var også et fint niveau,” forklarer hun og fortæller, hvornår hun kom på førsteholdet:

“I 2006/07 kom jeg med. Det vat rigtig fedt, da det skete, fordi at det var med veninderne til forskel for nu, hvor vi har svært ved at have mange bosiddende spillere herfra byen.”

Fra det tidspunkt og frem til 2013 var det en rutsjetur at være FHK-spiller på klubbens bedste kvindehold, som røg frem og tilbage mellem 1. og 2. division.

“Det er ikke fedt at sige, at vi har været et elevatorhold, men vi har kæmpet alt vi kan. Nogle år har det været svært spillemæssigt, og der hvor vi står nu har vi aldrig haft bedre forudsætninger,” siger Mia.

Hvordan er det at spille i en klub, hvor man satser mest på herrerne?

“For mig har det altid været sådan, historien har været der, selvom man tænker, at det er lidt træls og irriternede, at der kommer 2.000 tilskuere til herrekampen og 150 til damekampen,” siger Mia.

I 2013 skete der et skifte, der ændrede tingene for FHK. Der blev skruet på nogle knapper, og FHK ansatte Mikael Jensen som dametræner og det gav pote. Klubben kom straks i 1. division og stabiliserede sig i midten af rækken, inden det i den nu afsluttede sæson gik galt.

“Det var fedt, at man prøvede at gøre noget dengang. Resultaterne fortalte, at der skete noget, men så skete der noget polemik sidste år i maj,” siger Mia.

Episoden i maj 2018, som Mia hentydede til er, at daværende træner Mikael Jensen sagde op, da hans ambitioner ikke stemte overens med FHKs og flere profiler samtidig skiftede klub.

Flere af spillerne, som skulle have båret FHK i 2018/19-sæsonen blev skadet, og så endte det med en nedrykning og FHKs dameafdeling skal nu i gang med at bygge det hele op igen.

“Vi står lidt i et vadested, og starter op igen i dag, så nu må vi se, hvad der er til rådighed,” siger Mia.

Eventyr med Team Esbjerg

Mia har altid spillet i FHK, pånær et halvt års tid, da der opstod en situation i Team Esbjerg, der gjorde, at de pludselig manglede keepere akut. 1. januar 2013 klokken 21:30 fik Mia pludselig et opkald fra daværende cheftræner i Team Esbjerg, som ville have keeperen til ligaklubben.

“Det var med sommerfugle i maven, det var en kæmpe chance, men omvendt var det også med respekt for mit eget hold. Jeg vidste godt, at jeg havde betydning for mit hold. Det var mærkeligt at skifte, fordi jeg aldrig havde spillet andre steder,” siger Mia, der endte med at spille en hovedrolle i enkelte opgør i sin tid i Team Esbjerg:

“Det var vanvittigt, det havde jeg ikke troet inden, hvor jeg troede, at jeg skulle være substitut. Vi var to der skulle vikariere i målet, og jeg dannede duo med Rikke Schmidt.”

Rikke Schmidt er ikke en hvem som helst. Hun er tidligere landsholdskeeper.

“Hvis man tænker over er det vildt, men hun er bare et menneske,” siger Mia og fortæller, at Rikke var rigtig behagelig at danne duo med.

En af de oplevelser, som Mia fik med fra Team Esbjerg var Europa Cup-kampe, og her husker hun tydeligt en tur til Rusland, som mange har fordomme om med behandling af udehold.

“Det passer meget godt, det er kontrasternes land. Vi blev hentet i en fin bus, men det var ikke den vi blev kørt til kamp i,” griner Mia og fortæller om flere oplevelser i forbindelse med Rusland-turen:

“Der var en dame, der stak sin mand ned på hotellet. Det betød åbenbart ikke så meget derovre. I hallen sad der hætteklædte folk med romerlys, og det er ikke ligefrem noget, som man oplever herhjemme. På en endevæg i hallen blev der samtidig spillet en gladiatorfilm i en halv times tid,”

Hvordan var det at komme retur til FHK efter tiden i Team Esbjerg?

“Det var som at komme hjem igen. Det kan godt være, at jeg fik andre tilbud, men jeg er altid blevet i FHK, da jeg ikke tror, at den oplevelse jeg havde der ville kunne overgås andre steder

Vanvittig oprykning

En af de oplevelser, som står klart i erindringen for Mia er oprykningen til 1. division i 2013/14-sæsonen. FHKs herrehold fejrede oprykning, og samme dag kunne dameholdet rykke op hvis de vandt, og det lykkedes foran omkring 1.000 tilskuere i thansen ARENA.

“Det var sjovt, jeg kan godt lide det med mange mennesker. Det gjorde det nemmere for os,” siger Mia.

Oprykningen den dag var en meget spektakulær en af slagsen. FHK endte med at vinde den pågældende kamp mod Stjernen, da FHK scorede direkte på frikast efter tid. Ved den episode var Mia gået frem og skabte rav i den ved at blande sig i Stjernens mur.

“Jeg tænkte ikke noget, folk har tidligere spurgt om det samme, men det er meget mærkeligt. Jeg tænkte, at jeg skulle være irriterende, og jeg ville tage fokus fra det, der skulle ske,” siger Mia og fortsætter:

“Først skød hun (Stine Lunderskov, red.), men så var der omkast. Så sagde alle, at jeg skulle gå væk, og så endte hun med at score i langt hjørne.”

Fremtiden i FHK

Mia er på mange måder et synonym med FHK, og hun glæder sig også over oprykningen.

“Jeg vil hellere sige, hvad det betyder for klubben, det er DNA. Det betyder, at der kommer flere mennesker, og den organisation, som man er ved at opbygge er holdbar. Når man sad til afslutningsfesten, og der var mange mennesker, og formand Bent (Jensen, red.) stillede sig op og talte. Han nævnte alle hold, lige fra ligaholdet, til herre 2 og dameholdet. Det er fedt med en formand, som husker alle hold på den måde. Det viser det, som FHK står for” siger Mia.

Selv er Mia blevet 38 år, og om hun fortsætter på håndboldbanen er uvist, men hun kan ikke slippe FHK som det ser ud pt.

“Sålænge at jeg synes det er interessant og jeg kan bidrage, så bliver jeg,” siger Mia, der har kontrakt med FHKs damehold som assistenttræner til næste sæson.

Om Mia kommer på banen fremover er der til gengæld tvivl om.

“Jeg genoptræner lige nu efter en diskusprolaps i ryggen, så nu må vi se, hvad der sker på den front.”

Hvor længe kan du se dig som en del af FHK?

“Som du selv sagde til at starte med, så er der mange, der forbinder mig med FHK og mange har set mig i hallen. Det er en identitet for mig, så derfor er det svært at sige, at jeg ikke kan mere, når den kommer,” lyder svaret fra Mia.

Når den ikke står på FHK og arbejde

Meget af Mias tid går med arbejde og ting i FHK, og tiden udover det er derfor nøje udvalgt.

“Jeg ses med vennerne, familien og hygger ellers bare,” siger Mia.

Når det er off-season i håndbold, så er der huller i kalenderen, og det giver tid til lidt andre ting.

“Jeg slapper af, holder ferie, og så har jeg også en lille have, som jeg hygger mig med, ellers laver jeg ikke noget vildt, da jeg aldrig rigtig har gået i byen,” lyder afslutningsreplikken fra Mia.

Fakta Mia Nygaard Hansen
Er 38 år
Har altid boet i Fredericia
Arbejder på Strib Skole
Uddannet folkeskolelærer
Mangeårig håndboldspiller i FHK

http://www.lecture.dk/moms-dining/ — Annonce

Ugens Kurt: Stephan Klavsen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 6. maj 2019

0

Stephan Klavsen, Ugens Kurt — Ugens Kurt, Stephan Klavsen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Stephan Klavsen er en mand, som igennem tiden har haft mange kasketter på i frivillighedens øjemed. Blandt andet er han kendt, som en af opstartsmændene i HK Ultras og har igennem mange år arrangeret stævner i Fredericia KFUM. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Stephan endnu bedre at kende.

Stephan Klavsen arbejder til daglig på Rådhuset, hvor han siden 2011 har været leder af Borgerservice. Vi fandt en halv times tid i Stephans kalender, og det passede ind med, at han kunne tage den korte gåtur fra kontoret på Borgerservice og hen til Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade.

Det blæste uden for, så en kop kaffe var tiltrængt for os begge for at få varmen. Vi startede med at tale om Stephans barndom, der startede i København, hvor han blev født, men allerede som et-årig flyttede familien Klavsen til Fredericia.

Da det blev tid til skolealderen startede Stephan på Skansevejens Skole, og det er en tid, som han husker tilbage på med glæde.

“Man lærte selvfølgelig det man skulle, men der var også plads til at have fri og lege. Jeg boede i Nordbyen, hvor jeg også bor i dag. Derude var der rigtig meget med marken i Norbo, hvor områdets unger samles. Dengang gik man ikke i fritidsordning på samme måde som i dag, så vi var sammen der,” siger Stephan, der begyndte til fodbold og det blev startskuddet til noget af det, som mange kender ham for i dag, nemlig foreningslivet:

“Jeg begynte at spille fodbold som ti-årig, men siden tog det fart med foreningslivet. Det er der, at jeg har mine venner fra, både fra fodboldtiden og de andre fællesskaber, som jeg er med i. Det med foreningslivet er vigtigt at værne om.”

Efter endt folkeskole tog Stephan en tre-årig uddannelse på Handelsskolen, og efterfølgende fik han en elevpads hos Fredericia Kommune, og blev udlært i økonomiforvaltningen.

“Det første år hos kommunen var jeg i bogholderiet, men jeg fik muligheden for at blive pantefoged. Det var jeg frem til 2005, hvor SKAT så overtog opgaven, og blev derfor overført til SKAT, hvorfor jeg arbejdede i Middelfart i to år. I 2007 fik jeg muligheden for at komme tilbage til Fredericia Kommune i Borgerservice, og siden 2011 har jeg været leder der,” siger Stephan.

Hvordan er Fredericia Kommune som arbejdsplads? Det spurgte jeg Stephan om, når han nu har været ansat så mange år i kommuneregi.

“Det er en dejlig arbejdsplads, den er uformel. Det er også en arbejdsplads, hvor man har mulighed for at dygtiggøre og udvikle sig. Sådan har jeg oplevet det,” siger Stephan og kommer ind på, hvordan det har været at arbejde så mange år hos kommunen:

“Jeg har prøvet mange ting i systemet, og så kan det godt være, at der stod kommunen på lønsedlen, men jeg har haft mange opgaver og funktioner. Når man er glad for udfordringerne, har jeg aldrig haft behov for at skifte arbejdsgiver,” siger han.

Stephan som frivillig

Stephan har været frivillig i mange år, og det hele startede, da han var 20 år gammel.

“Jeg blev engageret som fodboldtræner i Fredericia KFUM, hvor jeg var i omkring ti år, hvorefter jeg holdt en pause, da jeg havde travlt med uddannelser på arbejdet og dels var kørt tør i træneropgaverne. Jeg var væk indtil den største knægt begyndte. Så blev jeg engageret igen, og så har jeg fulgt drengene op igennem årene,” siger Stephan og fortsætter:

“I hele har jeg lavet stævner, det er blevet til omkring 20 år i KFUM sammen med andre gode frivillige. Jeg er stoppet som træner igen, og er nu med i en forældregruppe, hvor vi prøver at sørge for, at vores unger synes det er sjovt at gå til fodbold. Det skal være sjovt for hele årgangen, og ikke kun det bedste hold. Vi har forsøgt at tjene penge ind til at lave noget sjovt, da ungerne har nået den alder, hvor de bedste skal ind til FC Fredericia fra sommerferien.”

Var med til at starte HK Ultras op

Stephan Klavsen til pokalkampen mellem FHK og BSV . Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Stephan er meget sportsinteresseret. En af de sportsgrene han interesserer sig særligt for er håndbold.

“Jeg har altid set håndbold, og jeg kan huske, at jeg har været i hallen som barn for at se det. Ikke i guldårene, da vi vandt fem år i streg, men lige efter, har det gik nedad bakke. Lige siden har jeg fulgt holdet. Jeg spillede også lidt selv i KFUM, hvor vi havde et godt sammenhold. Vi var det eneste drengehold i klubben på det tidspunkt. Vi spillede lokalbrag mod F’erne, Taulov og hvad de ellers hedder,” siger Stephan og fortsætter:

“Vi rykkede op i starten af 00’erne, og det var der, at HK Ultras startede op. Der var lynhurtigt mange med, da mange fulgte holdet i forvejen. Lige så snart det går godt, så kommer der mange i hallen. Det fedeste var, da klubben var ved at lukke og vi samlede mange penge sammen. Vi fik samlet omkring 250.000 kroner sammen på tre dage, men det gjorde ondt, da vi lukkede i 2012. Til gengæld er det fedt, at vi nu er tilbage, hvor det er sjovt”

Hvordan var det at være med til at starte HK Ultras op?

“Jeg ved ikke om, at det er specielt. Det sjove er, at den gruppe, der startede det hele op, stadig kommer den dag i dag. Vi er ikke aktive i bestyrelsen mere, men vi kommer til både ude- og hjemmekampene. Der er en hygge med det, og det er et sjovt fællesskab, hvor der er plads til alle,” siger Stephan.

Da FHK rykkede op i ligaen igen, kunne man se, hvor meget det betød for folk i og omkring FHK. Stephan glæder sig også over fremadrettet at skulle se håndbold på øverste niveau igen.”

“Det er fedt at være der igen. Fredericia skal have et hold på det her niveau, når vi har nogle af de bedste faciliteter i hele landet. Den her gang tror jeg ikke, at vi er kommet op for at spille med i den tunge ende. På sigt skal vi være med, hvor det er sjovt – det kan man se på hele setuppet.

Hvad har været den sjoveste oplevelse med FHK?

“Vi skulle indvie den nye hal i Skjern, hvor vi var udset til at skulle være statistister, men vi vandt kampen. Vi spillede tre mod seks i de sidste to minutter, men vi reddede sejren hjem til sidst – det var fedt. Jeg tænker heller ikke, at man glemmer al den festivitas, som der har været i den seneste måneds tid omkring tilbagevenden i ligaen. Det er fantastisk, at klubben inkluderer fans og frivillige i alt det her. Det kunne mange lære noget af. Det gør, at opbakningen bliver endnu større, og at der er flere, som kommer og støtter byens hold,” forklarer Stephan.

Stephan nævnte det selv, byens hold. Han er selv frivillig i Fredericia KFUM, der er moderklubben til FC Fredericia. Derfor lød det lidt paradoksalt, at han kaldte FHK for byens hold.

“Jeg har altid argumenteret for det med fodbolden. Hvis man kunne lave noget i amatørklubberne i byen, så kunne man få flere børn til at spille. På sigt vil det ændre fødekæden til serieholdene, som spillere i Serie 1, 2 3 osv., og for F’ernes kommende Jyllandsserie. Der var en undersøgelse for et par år siden, hvor Fredericia var en af de byer, der havde færrest fodboldspillere pr. indbygger i kommunen. Det falder tilbage på den manglende evne til at samarbejde. Stod det til mig, så havde man et kombinationshold, hvor alle klubber deltog, og man så har et tilbud på alle niveauer. Både til de dygtigste, næstdygtigste og dem, der bare kommer for det sociale. Jeg ved godt, at man i håndbold har andre forudsætninger, da det hele er samlet i Fredericia Idrætscenter, men noget skal man gøre for fodbolden.

Nordbo har fået sin anden ungdom

Stephan er også engageret i Nordbo, hvor han pt. er formand.

“Jeg var en del af det som barn. Der var de legendariske Sankt Hans-fester og tilbud til ungerne i starten af 80’erne. Vi flyttede derfra og kom tilbage igen. I 2013 var der en stor udskiftning i bestyrelsen – jeg var ikke en del af det, da der var andre gode kræfter, som skal have æren for at det kører som i dag. Jeg kom til i i 2014, hvor jeg var kasserer og er nu en del af fællesskabet, hvor vi er mange, der gerne vil gøre noget for bydelen. Det er for både bør, voksne og gamle,” siger Stephan og fortsætter:

“Nordbo er med til at skabe noget for ungerne og skabe et fællesskab omkring det så ungerne også får tilhørsforhold til huset. Måske skal de overtage tøjlerne om nogle år, men det er fedt, at vi kan være så engageret i det. Vi har altid haft en medhjælperdag/fest en gang om året, sidste år var vi 75 inviteret. Det er alle dem, som bidrager til hverdagen i Nordbohuset.”

Hvordan er det at være frivillig i Nordbo?

“Vi voksne har det sjovt sammen, det er nok også derfor, at jeg er engageret i det. Der er også glæden i at være sammen med andre og være med til at rykke nogle ting,” siger Stephan.

Arbejde og foreningslivet fylder meget

Stephan har en finger med i mange ting, og det er også noget flere har påpeget over for ham, blandt andet i Nordboregi.

“Nogle gange kan vi godt joke med, at vi har svært ved at have fingrene i lommen. Man hører tit om, hvor svært det er at skaffe frivillige i stedet for at italesætte det, hvor man har fokus på, at det altså er sjovt at være en del af det,” siger Stephan.

Når den ikke står på arbejdet hos Bogerservice og de frivillige gerninger, så er der ikke mange timer tilbage i Stephans kalender, men der er flere interesser for ham, som han bruger tiden på.

“Jeg er husejer, og det skal jo også passes. Sammen med min hustru Annette har vi to drenge, og så plejer vi vores dejlige familie og er sammen med vennerne. Men det er klart at både mit arbejdsliv og foreningsliv fylder meget,” lyder afslutningsreplikken fra Stephan Klavsen

Fakta Stephan Klavsen
Er 46 år gammel
Født i København
Flyttede til Fredericia som et-årig
Gift med Annette, sammen har de to drenge

Ugens Kurt: Lars Middelboe

Af

Patrick Viborg Andersen

-

06:00 - 29. april 2019

0

Ugens Kurt, Lars Middelboe. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Lars Middelboe har været ansat i EUC Lillebælt-regi siden 1992, hvor han siden 2006 har han været direktør på skolen. Men hvem er manden bag direktøren på teknisk skole? Fredericia AVISEN har sat Lars Middelboe i den varme stol, hvor han blandt andet fortæller om en fortid som Danmarksmester i badminton.

Dåbsattesten siger d. 14. maj 1959. Med andre ord betyder det, at Lars Middelboe snart fylder 60 år, og et skarpt hjørne i hans liv bliver nået.

Solen skinnede over Fredericia, da Lars kom ind ad døren på Kurt’s Kaffebar, hvor vi over en kop sort kaffe startede ud med at tale om Lars’ barndom.

Lars er født i bydelen Tarup i Odense, hvor han voksede op med sin far, der var tjenestemand hos postvæsnet og hans mor var frisør. I fritiden havde Lars en særlig passion, som han var ferm til.

“Jeg spillede badminton på eliteniveau, men det er mange år siden, at jeg har spillet. Jeg blev Fyns- og Danmarksmester, men da jeg var omkring de 18 år og skulle blive senior var der andre ting som piger, dans og musik, der begyndte at trække mere i mig,” siger Lars og fortsætter:

“Jeg har også dyrket vin, det blev til 80-100 liter om året. Det var sjovt, og jeg har udstyret og alt det der til det.”

Mor fik Lars til samtale i Nykredit

Lars tog sin realeksamen, men han var blevet skoletræt. Det viste sig at være en døråbner til starten på Lars’ første del af erhvervskarrieren, som han også er kendt for.

“Da jeg var 17 år sagde jeg til min mor, at jeg skulle ud at arbejde og ville tage et sabbatår eller hvad man kaldte det dengang. Min mor sagde ikke rigtig noget til det, men i starten af juni så hun en annonce i avisen, og sagde til mig, at jeg skulle til samtale i Nykredit på mandag. Jeg endte med at få jobbet som arkivmedhjælper og havde det i et år,” siger Lars og kommer ind på, at det så for alvor tog fat:

“Efter et år blev jeg tilbudt en læreplads som bankassistent. Den tog jeg som det man i dag kender som mesterlære. Det tog tre år ialt inklusive en handelseksamen, som der skulle til.”

På trods af, at Lars var skoletræt, så var tiden på skolen dog ikke noget, der slog ham ud af kurs.

“Det var en fin vekslen, jeg sad ikke et år af gangen på skolebænken – så det var lidt en gang imellem ligesom med lærepladsen. Jeg fik løn for at gå i skole, og undervejs interesserede jeg mig meget for IT og ting inden for administration. Jeg nåede aldrig rigtigt at arbejde med bankforretning i min elevtid,” fortæller Lars og kommer ind på, hvad der skete efter elevtiden:

“I en alder af omkring 22 år blev jeg leder for Nykredits regnskabsafdeling. Internt i Nykredit tog jeg min leder- og IT-uddannelse, og i en periode var jeg i IT-afdelingen i Aalborg. Fra 1985 begyndte centraliseringen så småt, og der arbejdede jeg med regnskab, revisor, administration osv. Man begyndte at trække det til København, og jeg blev tilbudt at tage med, men med to børn på daværende tidspunkt, så passede det ikke ind.”

Blev administrationschef

Efter at have siddet som leder af Nykredits regnskabsafdeling i over 20 år tog Lars derfor springet videre i 1992. Her blev han ansat som administrationschef på det vi i dag kender som EUC Lillebælt.

“Skolen var lille dengang. Den startede jo i 1982 med den tekniske skole i Kongensstræde, hvor det var jern og metal. I 1991 gjorde Bertel Haarder sådan, at de tekniske skoler skulle være selvejet med egen økonomi, bestyrelse osv. Skolen her i byen søgte om at blive godkendt som teknisk skole, og endte med at blive det. I den forbindelse ønskede man at få en leder som mig. Da jeg startede var der omkring 200 årselever og 40 ansatte ” siger Lars og fortsætter:

“Økonomien var lidt presset dengang, og direktøren blev udskiftet. Jeg troede heller ikke, at det kunne lade sig gøre at vende det, så jeg forlod skolen i tre måneder for at blive souschef hos Dansk Flytningehjælp, men om sommeren kom jeg tilbage, efter at direktøren overtalte mig. Fra 1994 og til han gik af i 2006 kørte vi parløb.”

I starten var økonomien ikke den bedste på skolen. Det har med tiden ændret sig, og det er der et par særlige grunde til.

“Medarbejderne har været engagerede og virkelig ville det. Vi tog alle mulige jobs på skolen til forskellige aktiviteter. Vi havde en kursusafdeling, der var progressiv og som markerede sig. I midten af 90’erne blev pc-kørekortet opfundet, og så opfandt vi fjernundervisningskonceptet sammen med de andre skoler. Vi fik 8000 kursister ind fra hele landet. Man kunne give en computer til undervisningsmaterialet, så når man tilmeldte sig pc-kørekort, så fik man det, og derfor væltede det ind med kursister,” siger Lars og fortsætter:

“Vi betalte gæld tilbage til ministeriet og det var startskuddet til den gode økonomi, som vi har i dag. EUC Lillebælt er ikke statslig ejet, som et gymnasium og VUC’erne. Derfor kan vi i princippet gå konkurs, selvom det er lidt usandsynligt, men muligheden foreligger. Det er derfor, at vi har en bestyrelse, og kører det hele som en forretning.”

Tiden som direktør

I 2006 stoppede den daværende direktør på skolen. Det gjorde, at Lars Middelboe søgte stillingen, og endte med at få den.

“Jeg tænkte meget på om jeg kunne, da jeg havde en anden profil end de andre. De fleste direktører kom inde fra, og havde enten været smede eller elektrikere og bygget sig op i hierarkiet. Bestyrelsen besluttede dengang, at de ville have en direktør, som kunne styre forretningen. Det viste sig efterfølgende, at det er blevet anvendt mere og mere, når man skifter og at det så ikke er en gammel smed, som overtager,” siger Lars.

Gennem årene har EUC Lillebælt udviklet sig markant, og har i dag har den en stor palette af uddannelser.

“Vi har ikke alle hoveduddannelser, men vi er store på transportområdet. På nogle punkter er vi Danmarks største indenfor feltet. Hvis Business Fredericias satsning i Taulov og Fredericia holder, så smitter det også af på os, og vi kan derfor blive Danmarks største transportskole om et par år, hvis det flasker sig,” siger Lars.

Meget apropos transport har EUC Lillebælt også flere store kunder inden for den branche.

“Vi har blandt andet DSB, som har valgt EU fordi, at de vil have medarbejderne samlet på ét sted i stedet for at tage den nærmeste. Vi har også eksempelvis Arla som kunde,” siger Lars og fortsætter:

“Vi forsøger at overtale endnu flere virksomheder til at bruge os med de IKUF-midler, som de har til rådighed.”

I disse måneder er der ved at blive lagt det sidste finish på EUC Lillebælts nye HTX-bygning, og det gør, at skolen forventer at ekspandere yderligere.

“Det er primært for at give plads til en forventet fremgang af elever elever på erhvervssiden, men vi slår to fluer med et smæk. Vi får et gymnasiemiljø, som vi tror giver flere HTX-elever fremadrettet, da vi har hørt, at det er det, der mangler. I dag er HTX-eleverne blandet med folk på min alder, når de er på kurser. De skal have deres eget miljø,” siger Lars.

Lars Middelboe som leder

Lars Middelboe var uvis på, hvordan han ville være som leder, da han ikke har været helt sikker på sig selv i den forstand, om det ville gå eller ej. Det er kun gået fremad for Lars, men i de seneste par år har han skulle træffe svære beslutninger.

“De sidste 2-3 har der været fyringer rundt omkring i Danmark pga. store besparelser. Alene vores skole skal spare to millioner kroner om året frem mod 2021. Det er svært, når man har med mennesker at gøre. Vi kan ikke sætte en dukke ud til maskinerne, men pga. stram styring har vi kunnet holde skinnet på næsen,” siger Lars.

Hvordan har man kunnet mærke det på arbejdsmiljøet?

“Vi kan godt mærke det, da folk er presset og vi skal have flere elever igennem for samme ressourcer. Det er ikke let,” konstaterer Lars.

I Danmark er tendensen klar. Der er mangel på faglært arbejdskraft, og det sker fordi, at mange vælger gymnasiet.

“Der er mangel på unge på erhvervsuddannelser. Det kan være pga. usikkerhed grundet praktikpladser, og at der er en vis status over at have en studentereksamen. Lige netop med studentereksamen er der faktisk mange, som ikke bruger den efterfølgende,” siger Lars og kommer en anden problematik:

“Man skal træffe valgene lynhurtigt med en erhversuddannelse om hvilken retning man vil gå i. I gymnasiet har man tre år til at beslutte sig.”

Positiv udvikling

Fra dengang Lars Middelboe startede på EUC Lillebælt i 1992 og frem til i dag er der sket mange ting. Ikke mindst politisk, hvor Borgmesteren dengang hed J.B. Nielsen.

“Der var en lang periode, hvor kommunen kiggede i andre retninger og kiggede mod videregående uddannelser. I en lang årrække var vi glemt, men i dag er der mange, som kører forbi og ikke ved, hvad der sker på skolen. I de sidste 5-10 år har samarbejdet flyttet sig, og vi har i dag et godt samarbejde med Byrådet,” siger Lars og fortsætter:

“Vi skal blandt andet snart underskrive en ny partnerskabsaftale med uddannelsesinstitutionerne og kommunen, hvor vi vil have flere skal have en erhvervsuddannelse,” siger Lars og kommer ind på forandringen i Fredericia over de seneste år:

“Der er en anden industrikultur i dag, end der var da jeg startede her. Dengang i 1992 var det en meget “sort by”, hvorimod Fredericia i dag er mere attraktivt både for mig som pendler, men også for eksempelvis tilflyttere.”

Fra 200 årselever til knap 1000

Da Lars Middelboe startede på EUC Lillebælt i 1992 var der 200 årselever. I dag er situationen en helt anden.

“Vi omsatte for 115 millioner kroner i 2018 og har omkring 160 fastansatte. Vi har knap 1000 årselever, som er elever, der er her minimum 40 uger, og i skoleåret har vi haft 8000 forskellige CPR-nummer igennem,” siger Lars.

At blive 60 år er atypisk

D. 14. maj sker det. Lars Middelboe bliver 60 år, men det er ikke noget, som han har tænkt vildt meget over.

“Jeg kommer ikke til at forandre mig fra d. 13. – 14. maj, men årtiet er lidt mærkeligt fordi, at man automatisk bliver folkepensionist. De fleste man kender i det årti går helt eller delvist på pension, og den tanke er meget mærkelig. I 40’erne og 50’erne bliver man drillet lidt, men det var også det. Det her årti er et, hvor der sker noget atypisk i forhold til de andre,” lyder afslutningsreplikken fra den snart 60-årig direktør på EUC Lillebælt, Lars Middelboe.

Ugens Kurt: Christian Ege Nielsen

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 22. april 2019

0

Fredericia er historisk kendt for sine generaler, de fleste er dog for længst døde, afbildet eller endt som statuer. Men denne Ugens Kurt er i levende live og er midtbanegeneralen fra Monjasa Park. Mød den 28-årige kaptajn fra FC Fredericia, Christian Ege Nielsen.

Der er sol over fæstningsbyen, men vinden har kulden med som en camoufleret medspiller. Jeg sidder klar til at modtage Christian Ege Nielsen på Kurt’s Kaffebar. Han kommer nærmest på klokkeslettet, vi har aftalt. Måske noget han har lært af det kendte forældrepar, Jesper og Lis Ege Nielsen, der driver Tandlægerne Vejlevej.

Ege er et kendt ansigt i bymidten udover selvfølgelig at fylde på grønsværen, ser man ham ofte med en TOGO-kop i hånden. Der behøver heller ikke gives en ordre til bestillingen, der kommer automatisk en dobbelt espresso til Ege og en kaffe med mælk til mig. Jeg har ofte vekslet et par ord med Ege, men aldrig rigtigt kommet bag om personen og fodboldkarrieren.

Christian Ege Nielsen er opvokset i Fredericia og har gået på Skjoldborgsvejens Skole indtil 9. klasse. Ege var ikke født med drømmen om at blive fodboldspiller, men faderen Jesper Ege, tog ham til træning hos FfF’erne, da han var syv år gammel.

“Jeg tror, at min far tog mig med til træning, fordi mine forældre havde en idé om, at jeg skulle gå til noget sport, det samme havde min søskende været igennem. Jeg kommer ikke fra en sportsfamilie, min far har løbet og dyrket orienteringsløb seriøst, men ellers har sport været fritidsbaseret. Første gang til træning ville jeg vist ikke af sted, men jeg skulle prøve igen og så er det jo gået, som det er gået”, siger Ege eftertænksomt.

Fodbold som ung

“Jeg fik en masse nye venner og oplevede en stor interesse for at konkurrere. Det tændte mig, med at have talent for noget og dyrke det. Det at gå op i det, det var det, der fastholdt interessen”, siger Ege om sin store passion, som med tiden blev fodbolden.

Som alle andre sunde og raske fodbolddrenge drømte unge angriber Ege dengang om Landsholdet, FC Fredericia debut og var imponeret over Manchester United.

“Det var meget oppe i tiden med United dengang, da var de gode. De vandt “The Triple”, da jeg begyndte at følge med. Det var Beckham, Scholes, Keane, York og Cole. Men kærligheden til United hang ikke ved, i dag er jeg mere fan af god fodbold generelt”, siger Ege om barndommens drømme.

Det bliver til en længere samtale om at være fan. Tirsdag aften spillede Juventus mod Ajax Amsterdam i Champions League.

“I tirsdags var jeg Ajaxfan”, siger Ege og fortsætter, “Det med at være så stædig og forsvare alt, der sker i en klub, det ligger ikke til mig. For at give et eksempel, så kan jeg bedre forstå folk, der er fan af et hold, hvor man er tættere på og kan have nogle oplevelser tættere på, end hvis man holder med FC Barcelona eller Real Madrid”.

Den unge Ege prøvede talentet af lidt forskellige steder efter den spæde start hos FfF’erne. Turen gik over Vejle for at senere at spille mesterrække i Middelfart. Fritiden gik også med fodbold sammen med kammeraterne og ellers blev den fysiske læderkugle skiftet ud med de taktiske overvejelser i spillet Championship Manager på computeren. Teenageårene bød også på de forstyrrelser, som er vigtige at undgå, når man skal være topatlet. Fester og piger forstyrrede den unge Ege, men da han tog på fodboldkostskole på Hessel Gods ved Grenå, blev han sporet ind på, hvad der kræves af den professionelle fodboldspiller i dag.

Hessel Gods

“Jeg tog 10.klasse på Hessel Gods, det var så god en beslutning, at jeg valgte at blive på fodboldskolen i fire år. Herefter jeg tog også en HHX på Handelsskolen i Grenå. Det fik mig til at tage fodbolden meget mere seriøst. Man skal være seriøs og træne meget, man kan godt være talentfuld og en stor fisk i en lille sø, men dem der når allerlængst, de træner og har flair for spillet. Selvfølgelig skal man have lov til at være ung, men sporten skal have førsteprioritet. Jeg var ikke til en eneste handelsskolefest i de fire år, hvor jeg var på Hessel Gods.”

I takt med, at Ege tog sin træning meget seriøst, blev det også mere en base, som han kunne finde tryghed i. Det gik lidt slag i slag, eftersom Ege rettede mere og mere ind.

“Jeg var ikke særlig stor fysisk, men var blevet opdraget med sunde værdier til forståelsen af, at vi mennesker er forskellige. Når man skal forstå verden, man har mulighed for at vende en situation, hvis man kan se det fra andres synspunkt”, siger Ege.

Ege i Grenå bød også på en spillemæssig ændring, den unge angriber, der drømte om at nette kasser for Danmark, skulle nu være skakspiller på midtbanen. Han var afklaret med omrokeringen og stolede meget på de professionelle trænere, der var tilknyttet Hessel Gods, som så ham på midtbanen. Det var ikke nemt for Ege i starten, man blev dengang inddelt i tre kategorier efter, hvor god man var.

“Jeg var i den næstbedste gruppe ud af tre, jeg havde en længere vej end de andre, så jeg trænede selv ved siden af holdtræningen. Jeg trænede om morgenen og efter aftensmad, jeg blev besat af at træne. Det var set i bakspejlet en rigtig god beslutning, at jeg tog min fodbolduddannelse på Hessel Gods. Mine fodboldmæssige værdier kommer derfra med hvad, der kræves, når man ikke er den dygtigste” siger Ege.

Han tørnede ud for Grenå som senere fusionerede med omkringliggende klubber og blev til FC Djursland. Ege var med ombord, da FC Djursland rykkede op fra Danmarksserien til 2. division. Specielt en af trænerne fra Hessel Gods havde et godt øje til Ege, og det blev Lars Lundkvist, som tilbød den første kontrakt i 2010.

“Det var vildt, det var en lang rejse, jeg var ikke den bedste under hele forløbet. Jeg var ikke stamspiller på FC Djursland, det var en kulmination, de skridt, som jeg havde taget i min udvikling, var det jeg havde stræbt efter, det havde Lars set og han troede på mig”, siger Ege om sin to-årige kontrakt med Brabrand.

Christian Ege Nielsen snører nu støvlerne, hvor han bor i Aarhus og da kontrakten er ved at være til ende i 2012, retter han henvendelse til FC Fredericia og Direktør Stig Pedersen om en prøvetræning.

Det er en samtale, der flyder og det er på tide, selvom vi snakker meget, at få fyldt kopperne op igen. Solen skinner ind på kaffebaren og Ege er mand for en dobbelt espresso igen.

FC Fredericia

Prøvetrængningen bliver sat i stand, men der er ikke plads til Ege i truppen, han bliver bedt om at blive i Brabrand og komme og træne med en gang i mellem. Ligesom det billede, der tegner sig af Ege, så fører det hårde arbejde noget med sig for den, der kæmper. I en reservekamp for FC Fredericia mod Vejle fik han vist sine gode takter og åbningen kom, da FC pludselig manglede en spiller på positionen, defensiv central midt.

“Jeg blev tilbudt en et års kontrakt, det tog jeg imod, selvom det var en svær beslutning. Brabrand ville gerne beholde mig og jeg var glad for min rolle og følte mig, som en vigtig del af holdet. Det er svært at sige farvel til noget, man er glad for, men det var på tide at prøve noget andet,” siger Ege om skiftet skiftet til FC Fredericia.

Det betød noget for Ege, at Monjasa Park blev hjemmebanen – angriberen vendte hjem til fæstningsbyen som midtbanegeneral.

“Jeg har været på stadion som dreng, og været bolddreng flere gange. De år jeg gik på Hessel Gods, fulgte jeg også med i resultaterne hjemme i Fredericia. Jeg har set FC Fredericia sammen med min far, så jo det betød noget, Det var en drengedrøm – en del af mine delmål”, siger Ege.

Ege spillede sig til fast plads og i 2015 nåede tilliden nye højder. Ove Pedersen var træner og han så lederegenskaber i Ege, da holdet mistede flere stærke erfarne kræfter. Det er fire år nu og når man ser holdet spille, skulle man tro, at Ege altid havde stået i front for mandskabet, som da General Rye førte krig i fæstningsbyen.

“Jeg føler et stort ansvar, jeg ved ikke, om det er mit hverv, som anfører. Jeg har en generel faglig viden og ved hvordan tingene hænger sammen. FC Fredericia har været mit holdepunkt syv år her til sommer,” siger Ege.

Drømmene for FC Fredericia

Da jeg spørger til, hvad Ege gerne vil opnå med FC Fredericia, kommer dagens hurtigste svar.

“Superliga“, siger Ege hurtigt og sikkert, men fortsætter, “Det skal ikke være så resultatorienteret. Selvfølgelig vil jeg gerne i Superligaen, men jeg vil helst gøre klubben til et sted, hvor vi spiller god fodbold. Vi skal gøre klubben attraktiv med vores stil og værdier, det giver basis for at skabe de bedste resultater. Jeg føler, at jeg er med til at bidrage til den kultur og håber, at vi kan spille os op i Superligaen”.

Privat og fritid

Christian Ege Nielsen bor sammen med sin kæreste, selvfølgelig drømmer de om at blive en familie, men det er ikke nu.

“Når man er fodboldspiller har man meget fritid, men ingen frihed. Vi er nødt til at respektere, at vi skal være klar til træning og kamp. Vores krop og sind skal være klar, når man skal konkurrere hele tiden. Når man skal udvikle klubben, skal man være skarp. Det gør, at man ikke kan gå til andet idræt. Så jeg kan lide at læser bøger, det er meget forskelligt, hvad jeg læser, men lige nu skønlitterært. Bukowski er i gang lige nu, han skriver om livet, jeg vil gerne udforske litteraturen lidt, men musik er også en kæmpe interesse”, siger Ege.

Ege er en mand med flere facetter, det viser sig, at han har en stor passion for Elton Johns musik. Han elsker hans musik og har haft den inde på livet. Han spiller guitar til husbehov, men lytter mest til musik.

FIFA fylder meget sammen med holdkammeraterne, de spiller sammen i fritiden. Nogle gange helt op til ni personer på samme hold, de sidder der hjemme og holder kommunikationen med samtaler på messenger.

Fredericia

Som jeg plejer, når jeg laver Ugens Kurt, så vil jeg gerne høre, hvad der betyder noget i Fredericia?

“Da jeg boede i Aarhus fra 2010 til 2018, var det altid specielt at køre hjem til mine forældre, barndommens gade og at komme hjem til det område, der var min base, på Lillebælts Allé,” siger Ege.

Men ellers er han tit forbi Kurt’s Kaffebar og kobler ofte af på biblioteket.

“På biblioteket er der god ro til at samle tankerne. Man kan læse en bog, sidde med sin iPad og lade lidt op. Hvis man har noget for, kan man godt sidde hjemme, men på biblioteket bliver man ikke forstyrret af tv eller andet,” siger Ege om et af sine yndlingssteder i Fredericia.

Det har været en dejlig samtale, specielt for en fodboldelsker som mig. Vi kom godt rundt om Eges dedikation og kærlighed til hårdt arbejde og FC Fredericia. Et udsagn fra Ege er blevet hængende i mit hoved, det vil jeg slutte af med, da det opsummerer den hårdtarbejdende general til perfektion.

“Jo ældre, man bliver, jo mere realistisk bliver man, men det var jeg ikke klar over dengang, jeg startede med fodbold. Hvis man sigter højt, kan det være man lander et lavere sted, men mindre kan også gøre det”, afslutter Ugens Kurt, Christian Ege Nielsen.

http://bit.ly/LethiFredericia — Skal du med? Så klik her, og få foredrag, MAGNUM-is og bobler med i købet.

Ugens Kurt: Kai Jensen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 15. april 2019

0

Kai Jensen, Ugens Kurt — Kai Jensen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Kai Jensen driver Cykel Service på Venusvej på 38. år. Han er gift med Winnie, men hvem er personen Kai ellers og hvad venter der i fremtiden? Bliv i denne udgave af Ugens Kurt klogere på Cykel Kai.

I folkemunde går han under navnet Cykel Kai, og efter jeg havde interviewet ham var der flere, som spurgte: “Var det ikke Cykel Kai?”. Ganske rigtigt, det var Kai, som lige var inde på Kurt’s Kaffebar.

Det rigtige navn er Kai med det folkelige efternavn Jensen. Han er 66 år gammel, og han driver Cykel Service på 38. år, men Kais livs startede tilbage for 66 år, hvor han voksede op nær, hvor Skærup Zoo ligger den dag i dag.

Skolegangen havde Kai på Smidstrup Skole, da den åbnede og så gik turen videre til Pjedsted og Havndal, inden Kai sluttede de sidste to år af på Egumvejens Skole.

“Vi havde det sjovt, og dengang var man ret mange i klasserne, så der var fuld fart på,” erindrer Kai.

Hvordan var det at gå ud af skolen?

“Det var en stor ting. Det var det, der var målet, og så skulle jeg i lære bagefter. Jeg havde allerede fundet mig en læreplads som automekaniker, som jeg startede på d. 1. august 1968. Allerede inden da jeg startede i 1966 ved Ingemanns Boghandel som bydreng, og så var jeg cykelsmed, hvor jeg gik og lappede cykler om morgenen inden jeg tog i skole,” siger Kai og kommer ind på, hvordan det var at starte op med at lappe cykler:

“Det var et job, der gav penge, og det var der, at min karriere som cykelsmed startede. Jeg fortsatte i mange år med at lappe cykler om morgenen, inden jeg tog på arbejde. Derfor er min hverdag altid startet klokken 5 om morgenen.”

Hvordan var det at stå så tidligt op?

“Det er en vane, som var en del af min daglig dag. I dag står jeg ikke op før klokken 6, med mindre der er noget, som jeg skal nå,” siger Kai.

Efter tiden i lære som automekaniker tog Kais liv en ny drejning, da han var en tur i militæret.

“Jeg var i et år på flådestation Grønnedal, og det var rigtig fint. Det var et sted, hvor man blev voksen, da der ikke var noget der hed mobiltelefon dengang. Så for at komme i kontakt med dem der hjemme skulle man sende et telegram eller brev. Man kom ikke hjem i de tolv måneder, så man stod virkelig på egne ben der,” siger Kai og kommer ind på, hvad han lavede efter militæret:

“Jeg kom hjem og lavede lastvogne i et halvt år, inden jeg blev headhuntet af Nordisk Diesel i København, hvor jeg var i ni år. Derefter købte Winnie og jeg cykelforretningen d. 1. marts 1981.”

Lever af sin hobby

Kai og Winnie åbnede til at starte med på Vejlevej 53, og derefter tog det fart for dem.

“Det var min hobby, som jeg begyndte at leve af. Det var noget jeg kunne lide. Jeg har aldrig følt, at jeg har gået på arbejdet – jeg har passet min hobby. Det er det, der har været den drivende kraft igennem de 38 år,” siger Kai.

Hvordan har udviklingen været med de forskellige ting i butikken?

“Der er sket mange ting. Fra de almindelige standardcykler til racercykler, og så kom mountainbike som det helt store. Inden for faget er der sket en kæmpe udvikling med elektronikken og el-cykler i massevis. Det har været en sjov og spændende udvikling. Når du møder på arbejde om morgenen, ved du ikke hvad dagen bringer og hvilke opgaver du skal løse for kunderne. Hver dag er en ny mulighed, og du får nye opgaver, som du skal sætte dig ind i,” siger Kai.

Turen gik til Asien og tilbage igen

I 2007 kom der et afbræk. Kai blev ansat hos T. Hansen Gruppen A/S, hvor han fik ansvaret for at udvikle cykler, og rejste rundt i Asien. Efter halvandet år med det overtog Kai igen Cykel Service, da omstændighederne ikke gik med den nye ejer af cykelforretningen.

“Winnie og jeg ejede stadig bygningen, så vi tog tilbage til Cykel Service, og det har vi været glade for lige siden,” siger Kai og kommer ind på, hvad tiden ved T. Hansen Gruppen A/S betød for ham:

“Det var lærerrigt og jeg fik andre udfordringer og oplevede cykelproduktionen i østen. Jeg så hvad der skete og hvilke krav man kunne stille.”

Hvordan var det at være i Asien?

“Det var spændende, når man er typen, der gerne vil lære nyt, men man bliver hurtigt træt af at rejse så meget. Jeg vil dog gerne slå fast, at jeg virkelig lærte meget af det,” siger Kai og fortsætter:

“Østen er en helt anden verden end den vi lever i her. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var de mennesker, som var der. En cykelfabrik søgte eksempelvis to medarbejdere – der stod 1000 i kø for at få jobbet. Det siger meget om deres vilkår,” siger Kai, der privat har rejst rundt i det asiatiske:

“Vi har haft en traveltur rundt i Thailand og også været på badeferie der. Vi har også været i Vietnam fra nord til syd. Det er charmerende at se en anden verden, end den vi oplever. I januar var vi i Argentina og Chile – vi vil gerne opleve så meget som muligt.”

I 2009 var det igen Kai bag disken hos Cykel Service, og det var med den sædvanlige jargon, som faldt i kundernes smag.

“Vi ændrede ikke på ret meget. Jeg troede, at jeg ville få svært ved at komme i gang igen, men efter to uger måtte jeg simpelthen ansætte nogle. Der så vi hvad det betyder, at det er en kunderne kender, som stod der igen,” siger Kai.

Fremtiden

Med en dåbsattest, der siger 66 år, og et hårdt arbejdsliv kalder tilværelsen som pensionist snart på Kai, men hvornår præcist ved han ikke.

“Det er et godt spørgsmål. Hvis man ser på min alder er det nok snart slut. Jeg kan ikke holde ti år ud i fremtiden. Vi tænker lidt over hvad der skal ske, og om der kan ske noget. Det er svært at stoppe, når det er ens hobby, men lige i øjeblikket er der ikke de store planer,” siger Kai og fortsætter:

“I september fik jeg eksempelvis to nye knæ, og jeg har lidt slidgigt og sådan. På et tidspunkt må jeg trække en streg i stregen, men hvornår ved jeg ikke. Det bedste ville være, hvis der var en, som ville overtage og jeg så kunne gå og nusse lidt på værkstedet, men det sker nok ikke.”

Hvad skal der ske, når du siger stop?

“Så passer jeg min have og cykler nogle ture. Vi tager i forvejen på en del ture, når vi har tid og råd til det. Vi vil opleve så meget vi kan, og efter at børnene flyttede hjemmefra, at vi ville se så meget som muligt af verden,” siger Kai.

Hvor har I været? Udover Thailand, Vietnam, Argentina og Chile…

“Vi har blandt andet været i Nordkap og i de fleste lande i Europa. Vi har været i Canada på en stor tur og det samme med USA,” siger Kai.

Kai og sport

Som ejer af en cykelforretning er Kai engageret i sport. Foruden cykling har han også en passion for andre sportsgrene, selvom det dog er cyklingen, som trækker mest.

“Jeg har et stort sportshjerte og følger med i stort set alle de lokale klubber. Jeg har været sponsor i både små og store klubber, men cykling er mit primære område,” siger Kai.

Hvem holder du med i cykling?

“Jeg holder ikke med nogen, men jeg kigger efter, hvem der yder og er sympatiske,” siger Kai og fortsætter:

“For mig er sport mere kammerater og venskab end at vinde. Det er ligesom, når jeg har været hyret som mekaniker på ture, hvor folk har købt mig til det. Så har det handlet om venskaber for mig, og at alle er godt med og kørende. Der har det handlet om, at alle fik en fed tur.”

Man skal værdsætte service

Kai har drukket sin kaffe færdig, og på falderebet, mens vi sidder i navlen af Fredericia kom han med en slutbemærkning til den fredericianske befolkning.

“Fredericia er i en god udvikling med gode folk, der vil byen det bedste. Vi må bare se i øjenene, at internethandel er fremadstormende, og man skal derfor huske at værdsætte den service man får ved at handle i byen. Det handler ikke om hvor mange procenter man kan spare, eller om kaffen koster to kroner mere her. Det gør ikke den store forskel for en personligt i sidste ende. Det handler ikke kun om pris, det handler mere om, hvad man får i forhold til prisen,” siger Kai og slutter:

“Man skal tænke over, om de kroner virkelig er værd at spare, fremfor at støtte det lokale byliv med et par ekstra kroner frem for at handle på nettet.”

Fakta Kai Jensen:
66 år
Gift med Winnie, som han har fire piger med
Driver Cykel Service på 38. år

Ugens Kurt: Finn Kristian Munk

Af

Andreas Andreassen

-

07:00 - 8. april 2019

0

Finn Kristian Munk er Ugens Kurt. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er født i Padborg, næsten som tysker, som han siger. Siden 2004 har bopælen heddet Baunegårdsvej i Snoghøj. Kærligheden dedikerer han til familien, venligheden til vennerne og passionen for service og lækkerier er den trejde pind i Finns liv. Han er også holdleder og alt-mulig-mand for Fredericia Håndboldklub, og oprykningen lørdag den 30. marts sidder stadig i kroppen i form af hæshed denne torsdag i Fredericia, hvor vi mødes til en kop kaffe.

“Det var en dejlig oplevelse og en forløsning på mange timers hårdt arbejde fra mange mennesker”, siger Finn, inden vi sætter os.

Finn Kristian Munk går også under navnet, Munken eller Finnie. Munken er født i 1964 i Padborg ved de røde blokke inden grænsen. “Jeg kan flydende tysk”, siger han og fortæller, at han som syv-årig rejste med familien til Bække i nærheden af Vejen.

10 år på Bække Folkeskole, fritiden med fodbold og håndbold, venner, sjov og ballade. Fra 1983-1986 var SuperBrugsen i Egtved lærepladsen, hvorfra Finn blev uddannet slagter, og det var gode læreår.

“Det var et fantastisk godt sted. Jeg lærte meget. Min mester var dygtig, hård men retfærdig, som man siger. Vi arbejdede bare, men jeg lærte samtidig alt fra bogføring, bestillinger, disponeringer og naturligvis mængder, service og det at lave god mad og gode produkter,” fortæller Finn og fortsætter:

“Så kaldte Søværnet, hvor jeg aftjente min pligt. På land var det København, men vi var den sejlene tjeneste, så alt foregik på havet”, siger Finn og fortsætter:

“Det var en stor oplevelse. Det vil jeg altid gerne gøre igen. Havet kan noget. Jeg elsker havet, jeg dykker også i min fritid, min datter har sejlet, jeg har været meget på vandet. Jeg er en god svømmer. Jeg har også været livredder gennem fire år i Erritsø Hallerne”, siger Finn.

“Efter værnepligten gik turen kort til Esbjerg, hvor en kammerat var souschef og inviterede mig, om jeg ikke kunne hjælpe til som mestersvend”, fortæller Finn og fortsætter:

“Jeg var faktisk lidt handicappet, da jeg kom hjem. Jeg havde ødelagt min knæskal til Søværnsmesterskaberne i fodbold, men det gik. Jeg ville dog gerne tættere på mit hjem, så jeg rejste til Grindsted, hvor jeg var fem år i Kvickly, som mestersvend. I 1988 mødte jeg, min Rie, som jeg blev gift med i 1999”.I

I 1992 rykker parret teltpælene op og flytter til Gilleleje på Sjælland. Finn skal være slagter i en ny satsning fra Irma-butikker, og Rie fik også job i Irma.

“Vi havde 12 fantastiske år, inden vi i 2004 flyttede til Snoghøj. Huspriserne var gode i Fredericia, så det var sund fornuft at rykke til Jylland igen. Vi havde den udfordring i Gilleleje, at vi boede i et sommerhus med helårsdispensation, og vi vidste, at denne ville udløbe i 2006, så vi solgte i god tid og rykkede til Fredericia”, fortæller Finn og fortsætter:

“Rie endte i SuperBrugsen i Erritsø og jeg i Kvickly i Vejle, inden jeg i 2007 kom til Erritsø Hallerne, hvor jeg var til 2012. Brancheskiftet var faktisk okay. Man har prøvet meget. Jeg havde selv været aktiv i sport, bestyrelsesarbejde og lignende, så jeg havde prøvet hele møllen, så servicen var i fokus.”

Munken blev senere halinspektør i ØSVN-hallen fra 2012-15, senere ølkonsulent for Gravballe Bryghus fra 2015-2016, inden jobbet i dag for AGC, hvor han står for lager, men er ved at blive omskolet til sælger og kunderådgiver. Ved siden af jobbet, kaster Finn mange timer i Fredericia Håndboldklub – rejsen startede for ham i 2006.

“Jeg havde gået på skole med Ole Nikolajsen, som var sportschef i klubben. Han spurgte om, jeg kunne hjælpe med førsteholdet, sælge lidt og ellers være med til en række opgaver. Så har jeg været der siden, bort set fra de tre år, hvor jeg var halinspektør”, fortæller Finn og uddyber:

“Jeg har altid interesseret mig for sport, da mine børn var små, læste jeg sportsnyhederne for dem, så jeg har altid elsket det. Jeg har selv spillet lidt håndbold på Sjælland som voksen. Vi spillede fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Jeg er mere til holdsport end singelsport”.

Senere fik Finn andre roller i rollen. Fra 2009 til 2011 var han således arrangementansvarlig for afvikling af kampene i klubben, indtil klubben desværre gik konkurs.

“Allerede dengang var jeg også holdleder on and off, når Ole, Ulrich og senere Fido ikke kunne,” fortæller Finn.

Hvordan er det at være med hele vejen og bag truppen?

“Det er fantastisk dejligt, og særligt rejsen de sidste otte år føles god nu. Sporten viser mange følelser – der er aktion, power og hurtig afvikling. Der er en god stemning, ikke bare på lægterne, men også i truppen, mange af timerne går med en lille bitte detalje til træning og når det lykkes i kamp, så er det fedt. Det er de træk i spillet, man nyder at se, når man sidder udenfor og kigger”, siger Finn og fortsætter:

“Jeg kom gradvist retur, da holdet spillede i 2. division, og så tog det fart derfra. Jeg har været med hele 1. division, og de kampe, der har været. Det har været fedt, og jeg glæder mig også til på lørdag, hvor vi spiller sidste kamp i sæsonen hjemme”.

Hvad giver det dig?

“Det giver mig en masse gode oplevelser, som jeg ikke vil være foruden. Sammenholdet blandt menneskerne, kammeratskabet, venskabet er næsten familiært. Man kender hinanden på kryds og tværs. Jeg har også passet spillernes børn til træning, så vi kommer tæt på hinanden”.

“Finn, du er kendt for dit smil og din venlighed, er du altid glad?

“Jeg er en glad person. Jeg har det sådan, at giver du et smil, får du et smil tilbage. Selv, hvis man er utilfreds med noget, så går det bedre, når man siger det på en venlig og positiv måde. Jeg siger det på mange måder, men grundlæggende spørger jeg, om vi ikke skal prøve det på en anden måde. Jeg er et glad menneske, men jeg vil lade andre vurdere, hvordan jeg er. Jeg kan lide at give en krammer og et håndtryk, sådan er jeg”, siger Finn.

Finn og Rie har sammen to børn. Matilde på 21 og Kristian på 18 år. Dem ser parret mest, når køleskabet skal åbnes eller er tomt. Men det er også okay. Parret har også en Golden Retriever, som hedder Konrad. Om livet generelt, står der ofte arbejde på kalenderen, men familien prioriteres.

“Min hustru arbejder også fuld tid, men vi ser hinanden om aftenen og morgenen, og når vi får en god familiemiddag og hygger lidt. Derudover prioriterer vi at holde fri sammen, og lave noget sammen. Det tror jeg er vigtigt, fordi fungerer det ikke hjemme, fungerer det ikke ude, det har været et af mine mottos: Familien er vigtigst, og så kommer vennerne”.

“Vi er begge to meget serviceminded, Rie er også uddannet slagter. Så ja, vi nyder at gøre folk glade, men også god mad, og så er det den, der kommer først i køkkenet, der laver den. Men grundlæggende så er jeg nok den, der står for smagen, og Rie pynter, så finish er perfekt”.

Vi skal nå at vende lørdag den 30. marts 2019 – kan du sige lidt om den dag?

“Min dag startede 6.30. Jeg skulle lave pastasalat. Spillerne vil have min pastaslat. Det er deres ønske. Vi har fået det ude fra en gang, hvor jeg var på weekendophold med min kone, men det gav da point til holdet, men næste gang, skulle pastasalaten igen være fra min hænder”, fortæller Finn og fortsætter:

“Forventningen og spændingen var der. Vi kunne alle mærke det, men omvendt, så havde Jan, Flemming, Steffen og jeg, valgt at gøre alt, som vi plejer. Vi var rolige, og passede vores rutiner, og det gjorde spillerne også. Men for at spole tiden frem, så var sejren en forløsning. Det var en klasseoplevelse. Man skal prøve det og være der for at forstå det. Busturen hjem var uforglemmelig”.

Hvordan?

“Det var en fed fest, og jeg er ikke kommet mig endnu. Modtagelsen på Ryespladsen har printet sig fast i min hukommelse, selvom man var mættet – der var mange sanser og indtryk; gode oplevelser, som blev knaldet ind i hovedet denne dag, så under jeg klubben det og Ultras modtagelse var unik. Det samme gælder måden Urbania Streetfood fejrede os på. ”

Liga – næste år, hvad er det for dig?

“Det er det samme, vi kører det samme setup. Vi skal konkurrere mod nogen, der er lidt skarpere, så vi skal steppe op. Det er godt for byen, det er et godt brand, det er fedt at ligge i toppen i håndbold og fodbold, og når man er på den øverste hylde, er man der, hvor cremen er. Det er fedt.”

Finn – dit liv, og fremtiden, hvad er det?

“Hvis jeg kunne spå om fremtiden, så lavede jeg nok noget andet. Jeg hviler godt i mig selv. I øjeblikket er børnene er under videreuddannelse, vi tager et weekendophold en gang om året, så taler vi om det hele, det er vigtigt. En arbejdsuge var nogle gange 70-80 timer, så dengang startede vi en rutine med at tage et ophold sammen og ugen efter var børnene med, så kunne de sige, hvad de gerne vil. Det fleste ved godt, at man skal have et godt fundament at leve på. Jeg synes selv, at jeg har et godt fundament”, slutter Finn.

https://trinity.dk/event/asparges-hvidvinsaften-2019/ — Kom og nyd en skøn wine dinner i magiske rammer. Klik her.

Ugens Kurt: Camilla Duran

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 1. april 2019

0

Ugens Kurt Camilla Duran — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Camilla Duran driver Café Efes med sin mand Moustafa. I denne udgave af Ugens Kurt fortæller Camilla om hvordan hun kom til Danmark, opvæksten i Fredericia, hvordan det hele startede med Café Efes og meget mere.

Camilla og jeg har aftalt at mødes på Kurt’s klokken 9:30. Hun sad allerede klar, da jeg kom ind af døren, og efter at jeg havde hilst på flere bekendtskaber, fik jeg øje på Camilla i sofagruppen, hvor hun fik sin morgenbolle og kaffe.

Vi rykkede hen til et bord, og startede med at tale om Camillas opvækst. Camilla er født i den tyrkiske by Bursa, der ligger nær Istanbul, men hun husker ikke ret meget a hendes opvækst i Tyrkiet, så vi spolede tiden frem til, hvor hun flyttede til Danmark og kan huske flere ting.

Camillas far rejste i slutningen af 1969 til Danmark, da der manglede arbejdskraft, hvor han i første omgang tog afsted uden familien.

“Det var svært for os, jeg var den yngste i en søskendeflok på fire, så det var svært for mig, at far pludselig ikke der mere,” siger Camilla.

Efter at Camillas far havde arbejdet i Danmark i nogle år kom Camilla til Danmark, hvor familien bosatte sig i Fredericia – og siden da har Camilla boet i 7000 Fredericia.

Det er dog ikke tilfældet for Camillas brødre, der begge er flyttet hjem.

“De flyttede hjem for 20 år siden, nu besøger vi dem 2-3 gange om året. Min storesøster bor her stadig,” siger Camilla.

Skolegang og arbejde

Da Camilla kom til Danmark startede hun på Købmagergadeskole, som var skolen, hvor udlændinge gik på dengang.

“Jeg tror, at vi var de første tyrkere, som kom. Det var man ikke vant til dengang, så der var lidt bøvl med kammeraterne i skolen. Ellers synes jeg, at skolen var fin udover det,” forklarer Camilla og kommer ind på, at det hurtigt faldt naturligt for hende at lære dansk:

“Jeg tror, at når man er lille, så tænker man ikke så meget over at lære sprog og så lærer man det naturligt. Det var ikke noget problem for mig i skolen på det punkt.”

Camilla gik på Købmagergadeskole i hele sin skolegang, og efter endt skolegang tog hun forskellige kurser, og efterfølgende begyndte hun at arbejde.

“Til at starte med arbejdede jeg på en systue, det er en helt anden branche end den jeg befinder mig i nu. Bagefter kom jeg på Rahbek Fisk, hvor jeg lidt kom til at ødelægge mig selv med samlebåndsarbejde,” siger Camilla og fortsætter:

“Jeg fandt min mand Moustafa, og efterfølgende har jeg været på barsel to gange, og så har jeg arbejdet i en børnehave og i en restaurant. Restauranten var lidt noget andet, end jeg havde prøvet indtil da – det var hårdt, men jeg kunne godt lide det.”

Tiden med Café Efes

Tiden i restauranten blev samtidig indgangsreplikken til Café Efes. Camillas mand, Moustafa, åbnede en restaurant i Vejle.

“Han åbnede Down Town og efter i to år at have kørt frem og tilbage, så åbnede vi i stedet Efes nede på havnen, da han synes, at det blev træls at køre frem og tilbage,” siger Camilla.

Café Efes kører nu på 15. år, og åbningen af den er ikke noget, som Duran-parret fortryder.

“Den kører godt, så det har vi bestemt ikke fortrudt. Vi har været rigtig glade for den rejse, som vi har på og fortsat er,” fortæller Camilla og kommer ind på arbejdsbyrden i forbindelse med restauranten:

“Det har været hårdt, men det er også spændende. Efterhånden som vi er blevet ældre, bliver man mere træt.”

Hvem bestemmer mest, dig eller Moustafa?

“Der skal være én kaptajn på skibet som man siger, der skal ikke være to. Vi har hver vores områder, hvor vi bestemmer noget i stedet for, og så vi er også gode til at spørge hinanden,” siger Camilla.

Café Efes har altid haft en stor kundekreds, og Camilla tilskriver det, at det er fordi, at både Moustafa og hende er kendte ansigter i byen.

“Jeg har nærmest altid boet i Fredericia, det betyder meget. Mange kender mig fra før vi åbnede, så det har gjort det nemmere.”

Hvorfor tror du, at du er en som mange kender?

“Jeg ved det ikke,” griner Camilla og fortsætter: “Det kan være, at jeg er sød, men det er folk fra både skoletiden, Rahbek Fisk, kurser osv., som kommer her og på den måde er det blevet bredt ud mund til mund,” siger Camilla.

Fredericias forandring

Forandringen i Fredericia har været stor siden Camilla kommer til byen, og faktisk fortæller hun, at hun savner lidt dengang grundet udvalget af butikker.

“Der er sket meget. Man kunne køre rundt i gågaderne i bil, og der var lidt mere beskidt af den grund også. Jeg synes, at der var bedre butikker dengang, og der er ikke så mange i dag,” siger Camilla og kommer med et eksempel:

“Der hvor Den Gyldne Ovn ligger nu var der en tre etagers bygning med forskellige ting. På den ene sal var der tøj og så var der en bistro oven på. Sådan noget ser man ikke i dag.”

Hvad synes du man kan gøre ved Fredericia i dag?

“Jeg synes, at det er lidt kedeligt i dag. Der skal komme flere tøjbutikker, da der i stedet er rigtig mange optikere og banker. Det kan vi ikke bruge til så meget. Der er også kommet mange restauranter, og det er også lidt negativt, da flere lukker,” forklarer Camilla.

Kan Café Efes mærke det med de mange restauranter?

“Både og. Det er jo ikke samme koncept som vores, men man kan mærke, at mange kunder ikke kommer så ofte som de ville, hvis der ikke var så mange muligheder,” siger Camilla.

Hvad kan man gøre for for at få kunderne til at komme ind til jer i stedet for de øvrige restauranter?

“Man kan ikke rigtigt gøre noget, men vi er smilende og alt sådan noget. Alt skal passe sammen, og det synes jeg, at det gør hos os.”

Camilla mener, at der skal ske noget nyt og stort. Det kan være med til at vende den udvikling, som hun nævner med, at det er kedeligt butiksmæssigt i Fredericia.

“Der skal komme nogen store butikker til. Det bliver der nødt til. Det er ikke nok med de lokale forretninger, som gør et godt stykke arbejde, men de er ikke kæmpe trækplastre. Hvis ikke der kommer noget stort til, kommer der ikke til at ske mere end nu,” fortæller Camilla.

Fredericia Teater og krydstogtskibene

Nogle af de positive ting, der er i Fredericia, som også kommer Café Efes til gode er Fredericia Teater og krydstogtskibene, som har gjort deres indtog.

Særligt teatersatsningen i Fredericia er noget, som Café Efes kan mærke.

“Vi kan virkelig godt mærke, at Fredericia Teater er et stort trækplaster. Vi har rigtig mange kunder de aftenener, hvor der er forestillinger,” siger Camilla.

Også kunder fra andre byer?

“Ja, de kommer også. Det er lidt anderledes, når det er folk fra andre byer, fordi, at de synes vi er billige. Når vi siger beløbet siger de “uhh”, men så siger vi, at vi er i Fredericia og sådan er priserne her. Flere af kunderne er kommet igen til næste forestilling, så det er vi glade for,” siger Camilla.

Den første store satsting på Fredericia Teater fra Aladin, og allerede fra dengang kunne man mærke det i restaurationsbranchen.

“Før teateret begyndte at satse, så var fredericianerne ikke så gode til at spise ude, men den kultur har ændret sig efter, at de store forestillinger er kommet til,” forklarer Camilla.

Café Efes ligger som en af de første restaurationer, når man kommer gående fra Esplanaden, når krydstogtskibene har haft anløb, og det giver også godt på kundefronten til Efes.

“Det er egentlig ikke krydstogtsgæsterne, som kommer, når det er, men fredericianerne der bare gerne vil ud at se de store skibe,” siger Camilla.

Netop i forbindelse med krydstogtsskibene er der tit aktiviteter på J.B. Nielsens Plads lige ude foran Café Efes.

“Det er dejligt, at der sker noget på pladsen, men det kan faktisk også godt være irriterende for os. Jeg savner, at der er sat flere wc’er op, når der sker noget, da vi altid får en del ind, som udelukkende kommer for at låne wc’et. Vi siger altid ja, men det er jo først og fremmest et kunde-wc vi har, og jeg ser det ikke som vores opgave at folk kan komme på wc, hvis de har set på et krydstogtskib,” siger Camilla, der til gengæld glæder sig over 6. Julidagene:

“Det er helt vildt så mange mennesker, der er i bybilledet i de dage. Vi har rigtig mange gæster, og det skulle blive endnu vildere i år, som vi hører det med de aktiviteter, som der er planlagt,” forklarer Camilla, der i sin første tid i Danmark ikke helt var med på, hvad der foregik i de dage:

“Jeg vidste ikke helt hvad det var, men det har jeg fundet ud af nu. I takt med jeg er blevet ældre har jeg lært historien, og nu arbejder jeg bare på selve dagen, så jeg har ikke rigtig tænkt over det i en del år.”

Fremtiden med Café Efes

Moustafa og Camilla har drevet Café Efes i 15 år, og umiddelbart har de ikke rigtig tænkt over fremtiden.

“Den kører, som den kører, og hvis nogen vil give en god pris, så må vi se på det. Det er ikke noget, som vi går og tænker på,” siger Camilla.

Hvor længe kan du holde at arbejde på Efes?

“Det må vi se på, men hvis min mand ikke er der, kan jeg ikke klare det,” lyder afslutningsreplikken fra Camilla.

Fakta Camilla Duran
Er 54 år
Er født i den tyrkiske by Bursa
Gift med Moustafa siden 1988
Har to børn
Har drevet Café Efes med Moustafa i 15 år

Ugens Kurt: Lone Ahrentoft Hansen

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 25. marts 2019

0

amoc — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Foråret smiler blidt ind over Fæstningsbyen, det er tid til Ugens Kurt og denne ugens Fredericianer i spotlight skal ikke gå langt. Det er butiksindehaveren fra Amoc i Gothersgade, Lone Arhentoft Hansen.

Der er en time til butikkerne åbner i bymidten og for engang skyld er det ikke kulden, man mødes af, men forårets brise, jeg når lige at sætte mig og åbne laptoppen op, inden Lone Ahrentoft Hansen træder ind ad døren

Lone har haft en travl start på året, der allerede har budt på flere store ting, bare det at fylde rundt, åbne en ny butik og rejse til et andet kontinent kan vel tage pusten fra de fleste. Men Lone tager det helt roligt. Den 17. februar rundede hun det skarpe hjørne med tallet fem efterfulgt af nul.

Det, at Lone rent faktisk havde gang i en flytning gjorde, at hun ikke har holdt en fest, men hele familien rejste en tur til Gambia i Vestafrika. Lones mor blev også 75 år, så familien samledes i vinterferien omkring et feriemål, som Lone også besøgte som ung.

“Da jeg var omkring de 15 år, var vi også i Gambia, vi tog derned igen for at se om, der var sket noget i alle de år. Første gang husker jeg det som helt vildt, bare det at se palmer og den kultur, landet besidder sad i hukommelsen, dengang rejste man jo ikke så meget som i dag, så det var en speciel oplevelse”, siger Lone.

Der var ikke sket så meget faktisk, det var en nostalgisk oplevelse. De besøgte det hotel, som de boede på dengang, og det var en tidslomme: Intet var forandret.

“Det var de samme gardiner, ja nærmest madrasserne, var de samme”, griner Lone og fortsætter, “Vi lejede en privattaxi som kørte os rundt og så forskellige ting. Vi så nogle forskellige dyrefarme, det er et trygt og godt sted. Jeg havde forventet, at man skulle være påpasselig der, men det var slet ikke den fornemmelse, at jeg havde”.

Det var en lille afstikker i tidslinjen, så lad os gå tilbage til starten, da Lone blev født som Fæstningsbarn. Hun har altid boet her og gik på Bakkeskolen indtil 10. klasse.

“Det var helt fint at gå på Bakkeskolen, jeg synes ikke som sådan, at det var det fedeste at gå i skole, men jeg mødte op hver dag, og det var meget hyggeligt. Jeg i gik i en god klasse og vi havde en god lærer, det var alle gode klassekammerater, der var ikke ballade”, siger Lone om skoletiden.

Ridepige

Lone havde stor interesse for heste og efter hendes farmor gav hende tre ridetimer, var hun helt solgt.

“Jeg startede med at ride, da jeg var 8 år, jeg red først i Fuglsang, senere Egum, og så i Kolding. Omkring konfirmationsalderen købte jeg en pony, der hed Jerome. Jeg lånte 10.000 kroner af min far, som jeg mener, at jeg har betalt tilbage”, smiler Lone.

Lone fortæller, at de 10.000 kroner var et meget lille regnestykke i det at have hest, der gik mange penge til opstaldning. Men Lone kunne lide den stemning, der var på en rideskole.

“Vi var piger, som der rendte rundt og blev beskidte og kunne spise en uskrællet gulerod. Jeg startede med spring, men med tiden gik jeg over til dressur. Min sidste hest var mest til dressur, så der sadlede jeg helt om”, siger Lone.

Jeg kan se på Lones ansigt, at det lyser op, når vi snakker om tiden som ridepige, men hun stoppede lige, inden hun blev 30.

Uddannelse

Efter folkeskolen gik turen på handelsskolen, Lone ville gerne i lære i en tøjbutik, men det var den tid, hvor forældrene havde stor indflydelse på, hvad man blev. Hendes far kom med opfordringen til at søge ned på Fredericia Fjernvarme som kontorelev. Faderen sagde at komme i tøjbutik kunne hun altid. Lone endte med at være hos Fredericia Fjernvarme i 12 år, hvor hun lavede administrativt arbejde. Lone husker det som en dejlig tid og det var en familiefølelse over at arbejde der.

Mens drømmen om at være i en tøjbutik fyldte hos Lone, voksede hun op blandt en familie, hvor næsten alle var beskæftiget med tøj.

“Min farfar havde SM Andersen, som lå der, hvor Tøjeksperten er i dag, efter farfar overtog min far den. Min mor havde butik på Erritsø Bytorv, så jeg har altid været i tøjlivet, det er jeg flasket op med, messer, tøj og mode”, siger Lone.

Lone mødte Dan Byssing Hansen, som er hendes mand allerede i 10. klasse, de blev gift i 2001.

Lone sagde til mig, inden vi aftalte, at hun skulle være Ugens Kurt, at hun ikke havde så meget at sige om sig selv og hun havde svært ved det. Men som vores samtale udvikler sig går det helt af sig selv.

Tøjbutik

“I 2001 åbnede jeg også min første butik”, siger Lone og fortsætter, “min mors lejemål i Erritsø var oprindeligt to butikker, så jeg lejede mig ind og startede Kids Up. Vi kunne supplere hinanden. Tanken var, at vi kunne gå og hygge, samt, at jeg kunne have fornemmelsen af at have en butik“, siger Lone.

Det blev dog hurtigt ikke nok for Lone, der af bagvejen alligevel endte med at få sig en butiksuddannelse ved learning by doing

“Jeg startede Amoc i Vendersgade i 2006, men allerede i 2005 gik jeg forbi butikken Mini Dress, hvor den gamle indehaver Truelsen stod. Jeg talte med ham, om han ikke havde lyst til at sælge sin forretning, vi faldt i god snak. Så endte jeg med at overtage hans butik, der havde været børnetøj i 37 år”, siger Lone.

Lone brugte meget ordet Amoc i den periode, så det var grunden til navnet. Nu havde hun sin helt egen butik, og hun havde set tiden i Erritsø som læreperioden i egen butik med sine forældres erfaring.

“Der har heller aldrig rigtig været nogen, der skulle sige, hvad jeg skulle gøre. Jeg har altid villet bestemme, men en god vejledning kan man altid bruge. Det har jeg da benyttet mig af og gør det stadig, vi taler meget forretning, når vi er sammen i familien, det er da klart”, siger Lone.

Amoc Gothersgade

“Det har været godt at være i Vendersgade, folk vidste, hvor vi var. Men tiden havde sat sig på lokalet og indretningen. Gothersgade var ny og lækker med mere flow, det er det rigtige, jeg har valgt”, siger Lone om den nye Amoc, som åbnede i Gothersgade 1. marts 2019.

Der er flere måder, der giver liv til den nye butik, Lones farfar har haft habitbutik i samme lokale.

“Jeg har kunnet mærke en helt speciel stemning her fra dag et, her er helt vildt lækkert. Det er ligesom at gå ud og kigge på et helt nyt hus, man kan mærke på stemningen om det duer eller ikke duer. Jeg føler mig meget hjemme her, det at kigge ud på gågaden er dejligt, så vi glæder os meget til sommer”, siger Lone

Familie og Fritid

Lone og Dan har to børn, den yngste er Morten på 19, han bor stadig hjemme, mens han læser HTX, som han er færdig med til sommer. Ditte på 21 bor i Århus, hun skal være sygeplejerske.

Der er selvfølgelig ikke meget fritid, når man er selvstændig, men den energiske tøjsælger får da tid til at gå til jumping fitness ved G94. Ude på Skansevejens Skole går hun til trampolingymnastik med nogle veninder.

Der er både hus og have, så der er nok at se til. Det er også i denne del af historien, hvor Lone siger:

“Det er altså vigtigt at nævne, at jeg har en meget tålmodig mand, det er vanvittigt, hvad han står model til, når jeg får skøre ideer“.

Lones bror boede i Beijing og Shanghai i 15 år, så der har familien været mange gange.

“Jeg er vild med Asien, jeg er meget hooked på Kina, som jeg er helt vild med. Jeg kan næsten ikke holde ud, at min bror er flyttet til USA. Det er så meget anderledes end at leve her”, siger Lone og peger ud på gaden. “Der er så mange dufte og det at bo privat er meget anderledes end at bo på hotel”

Jeg spørger Lone om der er nogle steder eller rejser hun gerne vil?

“Jeg tager det lidt, som det kommer, vi vil gerne rejse til Sri Lanka. Min datter har været der, og jeg har set nogle fede billeder. Men at være herhjemme er også dejligt, jeg tror, jeg er bedst til ikke at planlægge for meget.

Fredericia

De steder som Lone fremhæver er først og fremmest Sanddal og Erritsø.

“Jeg elsker stranden ved Sanddal, men der er jeg jo også opvokset og er endt med at bo også. Men Trelde og Hannerupskov er dejlige steder at gå ture, men generelt er Fredericia bare en dejlig by”, siger Lone.

Vi er ved at løbe tør for kaffe og spalteplads, men da jeg spørger Lone til en sjov historie, kommer der alligevel en sidste, Lone siger:

“Vi tog hele familien til Kian til en kæmpe messe og skulle finde nogle sjove ting, som vi kunne importere. Det er nærmest en hel by, hvor der er messe. Vi er lidt spredt fra hinanden og ud af en million ting, griber min mand et plastichårbånd med blomster. Han siger, “den er da meget skæg”. Det var en vareprøve, så vi får dem til at støbe de her bånd. Vi får nogle hjem og jeg sælger mange af dem. Vi bliver ved med at få hjem og tager ud og får nye designs. Da vi kommer bliver vi mødt af kineserne med den lille stand. De løber ud og krammer os , jeg tror, vi sælger et par 100.000 indtil festen er forbi. Vi sælger dem stadig væk til Lalandia. Vi har importeret flere ting, noget har været godt og noget har været skidt”.

Det var hyggeligt at drikke kaffe med Ugens Kurt, mens vi har siddet og set flere butiksdrivende gå forbi for at åbne deres butikker, er det nu Lones tur. Hun rejser sig fra sædet og glæder sig til endnu en dag i Amoc.

https://www.billet.dk/john-rasmus-bjerg-i-en-hyldest-til-john-mogensen#bio — Skal du med til en folkefest? Så klik her (Annonce)

Ugens Kurt – Ditte Winkel

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 18. marts 2019

0

Det er blevet tid til Ugens Kurt og denne gang er det Fredericia AVISENs nye søndagsklummeskribent. Hun er blevet 35 år, gift og er mor til to drenge. Sexolog og parterapeut Ditte Winkel er Ugens Kurt.

Der er en frisk luft over Fredericia denne morgen, hvor jeg skal møde Ditte Winkel på Kurt’s Kaffebar. Da jeg ankommer sidder Ditte klar, hun læser i avisen og vores indledende snak handler om overskrifter i medierne og presseetik.

Skoletiden

Ditte Winkel er 35 år og hun er i dag bosat i Højrup sammen med sin mand og deres to børn. Ditte har haft sin skolegang på Erritsø Centralskole indtil 9. klasse, hvorefter en tur på efterskole kaldte. Det blev en aktiv tur på efterskole, da Ditte dyrkede gymnastik på Ågård Efterskole.

Samtalen glider godt og Ditte er god til at tale, så mine fingre har til tider svært ved at følge med på tastaturet. Derfor kommer de små pauser undervejs, hvor Ditte kan nyde hendes kakao med flødeskum, mens jeg får tastet færdigt.

Ditte gik til standarddans hos LB Dans som barn, det er noget, der pludselig ringer en klokke, da jeg spørger til barndommen. “Det er dog ikke rigtigt noget som har defineret noget i mit liv”, siger hun og fortsætter, “men det er nu sjovt at tænke på”.

Tværfløjten derimod, har fyldt meget i Dittes liv, men gør det ikke mere. Hun spillede i 6. Juli Garden og nåede til et punkt, hvor der skulle vælges om det var en levevej eller hobby. “Jeg stoppede, da jeg var 19 år, det var helt naturligt, enten skulle det være en levevej eller også skulle jeg fortsætte på amatørplan. Jeg gør altid tingene fuldt ud, så jeg valgte at stoppe helt, da jeg fandt ud af, at det ikke skulle være min levevej”, siger Ditte.

Tiden efter 10. klasse, som blev taget på efterskolen, bød på Fredericia Gymnasium. Her blev Ditte matematisk student og tog herefter en
1-årig HH i Aarhus, inden hun flyttede retur til Fredericia.

Sygeplejerske

“For at være helt ærlig, da jeg kom tilbage til Fredericia, anede jeg ikke, hvad jeg skulle. Jeg meldte mig på kommunen, jeg krøb næsten langs med husmuren, men jeg skulle finde ud af, hvad mine muligheder var. Jeg mødte en sød socialrådgiver, der hjalp mig godt på vej, jeg vidste, at jeg måske skulle noget med mennesker”, siger Ditte.

Der blev oprettet kontakt til en afdelingssygeplejerske på Fredericia Sygehus.

“Jeg fik muligheden for kunne prøve sygeplejefaget af ved at gå til hånde. Da jeg ikke havde noget bedre, eller vidste, hvad min retning var,
så sagde jeg ja tak i tre måneder. En dag kom afdelingssygeplejersken og prikkede mig på skulderen, “det er i dag, der er ansøgningsfrist til sygeplejeskolen i Vejle”, det vidste jeg ikke. Hun sagde, “du skriver dit CV ud og kører derover, jeg er sikker på, at du kan få en plads”. Så det endte med, at jeg blev sygeplejerske i 2007″, siger Ditte, mens hun smiler.

Ditte kunne halvvejs i uddannelsen mærke, at det alligevel ikke var den vej, hun skulle gå. Hun brændte ikke for det og interessen var ikke optimal, men hun klarede studiet og var godt med fagligt.

“Jeg var på et stadie i mit liv, hvor jeg ikke stoppede op og tænkte over det, vejen blev ligesom banet for, at jeg skulle være sygeplejerske. Men så kom de samme tanker som med musikken, det er alt eller intet. Jeg blev i uddannelsen og afsluttede med fin karakter og jeg er glad for, at jeg gjorde det. Jeg lærte en masse, som jeg kan bruge nu f.eks.; anatomi, fysiologi, kommunikation og menneskekontakt. Man møder, som sygeplejerske, mennesker
i deres mest sårbare øjeblikke, det lærer man kun ved kontakten og ikke fra en bog. Nogle gange har skæbnen ofte en plan med en, jeg har dog ikke arbejdet en eneste dag som udlært sygeplejerske”, griner Ditte.

Livet som hjemmegående

Ditte mødte sin mand Kasper Winkel i 2004 og parret blev gift i 2010

“Min mand arbejder for en amerikansk virksomhed, hvor han de første syv år havde 200 rejsedage om året. Da vi fik børn sagde han, “hvad med at blive hjemmegående”. Det er nemt for ham at foreslå, tænkte jeg, da man i den amerikanske kultur finder det helt normalt, at konen er hjemmegående. Jeg synes, at det var svært at forlige sig med, da man i Danmark næsten altid spørger, hvad man laver til dagligt”, siger Ditte.

Men Kasper såede et frø hos Ditte, som skulle bruge fire måneder på at spire.

“Jeg tænkte, at det kunne ikke gå helt galt, så jeg var faktisk hjemmegående i fem år. Tiden gik med de hjemmelige opgaver og børnene. De havde begge en deltidsplads, så de kunne hentes tidligt. Jeg elskede det, jeg befandt mig virkeligt godt i det”, siger Ditte.

Rejsen mod at blive sexolog og parterapeut

Parret er på en tur til København, de var på Bremen Teater og skulle se Kirsten Birgit fra “Den Korte Radioavis” På vej hjem i bilen over Fyn kom tankerne på fremtiden frem.

“Det var ligesom sådan en kontakt, hvor man kan trykke på on/off , der kom lys i pæren. Vi havde sådan en god snak henover Fyn. De helt basale spørgsmål som, hvad så, hvor er jeg nu? Hvad skal jeg finde på? Det var en snak om fremtiden, jeg kan ikke sige, der var et nøgleord, der gjorde noget, det satte bare noget i gang”, siger Ditte.

Dagen efter slog Ditte sin bærbare computer op og begyndte at søge efter muligheder, hun var forbi mange fagområder og følte lidt, at det var et privilegium med sin alder at kunne gå ind i en bolsjebutik og vælge, hvad hun ville.

“Nu skulle jeg gøre noget for mig, jeg følte for første gang, at jeg tog et aktivt valg. Det var ikke skæbnen – jeg udstak retningen. Jeg kunne vælge det, jeg ville og noget jeg kunne brænde for”, siger Ditte.

Efter en gennemgåede søgen mod at blive psykolog eller psykoterapeut læste Ditte om at blive parterapeut og sexolog.

“De to uddannelser var spot on. Jeg har altid opfattet mig selv som et empatisk menneske. Mine forcer er at lytte og tale med folk, jeg elsker folks problemer og jeg elsker at tale om sex. Jeg skammer mig ikke, jeg ser sex som et livsvilkår som alle har. Jeg ser sex som noget, der ikke bliver udfoldet til det potentiale, som mennesker har mulighed for”, siger Ditte.

Begge uddannelserne foregik på sexologiskolen i København, skolen er en skandinavisk skole med afdelinger i både Sverige og Norge. Undervisningen foregår på Islands Brygge og begge uddannelser tager 1, 5 år.

“Det var en syret proces, for det første, at dykke så meget ned i sig selv. Man skal have styr på sit eget, inden man vejleder andre, det hjælper ikke noget at ens rygsæk et fyldt med sten, for så lægger man det over
på klienterne. Det var 1,5 år med selvindsigt og selvrefleksion. Uddannelserne var fuldstændig, som jeg havde drømt om og mere til. De levede i den grad op til mine forventninger, håb og drømme”, siger Ditte.

Ditte har været i gang i cirka halvandet år nu og hun mindes opstarten, hvor det handlede mere om at have sælgerhatten på.

“Det jeg var god til, var at lytte og være terapeut, men det får ikke telefonen til at ringe med klienter, og sælgerrollen er ikke den, jeg finder mest naturlig. Det med at fortælle omverdenen, at man er der, og at man har nogle services at tilbyde. det var en udfordring for mig”, siger Ditte.

Fritiden

“Jeg har ikke på den måde nogen hobby, jeg dyrker meget mit netværk. Jeg er et meget socialt menneske og bruger meget tid på at pleje min omgangskreds”, siger Ditte.

Familien har et landsted som var flot renoveret, da de købte det. Men der har været mange ting, de gerne ville sætte deres eget præg på. Der er 500 boligkvadratmeter og 1200 kvadratmeter lagerbygninger. Gården er snart 150 år gammel, så der er nok at holde ved lige.

Børnene er nu på vej i skole, der er Julius som er 7 og Hector som er 5, den ældste er startet i skole i Taulov og snart følger lillebror efter.

Det var en dejlig snak på kaffebaren, byen er stille vågnet udenfor, nu kan Ditte kalde sig Ugens Kurt og jeg kan tage ud og fange den næste historie til vores læsere.

bit.ly/LethiFredericia — Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her

Ugens Kurt: Michael Hansen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 11. marts 2019

0

Michael Hansen, Ugens Kurt — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Michael Hansen er en kulturinstitution i Fredericia. Han er kunstnerisk leder på Teater Malstrøm, og foruden det er han lærer på Mølholm Skole i Vejle. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Michael Hansen endnu bedre at kende.

Michael Hansen har travlt for tiden, men det lykkedes os at finde et tidspunkt, hvor vi kunne mødes.

Burlesque kører for fulde udblæsning på Det Bruunske Pakhus, og foruden Teater Malstrøm har Michael også sit lærerjob at se til, men vi startede et helt andet sted og spolede tiden tilbage til Michaels barndom.

“Jeg er født og opvokset i Fredericia, men da jeg var 13 år flyttede vi til en by mellem Randers og Viborg. Min far skulle finde sin drøm, og nogle år senere drog vi ned til en by tæt på grænsen. Derfra kom jeg på skuespillerskolen i København. Jeg startede der i 1978, og var så stædig at jeg talte jysk. Det lød forfærdelig, så jeg fik undervisning for at få rettet op på det,” siger Michael Hansen og fortsætter:

“Jeg blev udlært i 1981 og vidste ikke helt, hvad jeg ville inden for skuespillerfeltet, men jeg havde præferencer til musicals og underholdningsgenren, men der var en dame, som ændrede det hele – en af divaerne. Det var Birgitte Kolur fra Østrig, hun er død nu, men hun fik fat i det. Det var et specielt miljø med hende, men hun fandt ud af, at min hylde var at eksperimentere og selv skulle skabe det. Jeg skulle være instruktør og så “legede” jeg med hende.”

Hvornår fik du din instruktørdebut?

“Det var i 1984 på det, der i dag hedder Husets Teater, som ligger på Halmtorvet i København. Der boede alle de gale, jeg blev rørt, da jeg havde instrueret mit første stykke,” forklarer Michael, der havde fundet sin hylde:

“Jeg vidste mere eller mindre, at jeg var kommet hjem. Jeg havde altid synes, at det var vanvittigt svært at blive skuespiller og man skulle kæmpe med det, og give noget af sig selv følelsesmæssigt. På den måde blev jeg doven. Jeg ville kun, hvis det virkelig var en udfordring. Jeg havde en nemmere tilgang til at være instruktør med at se filmen i hovedet,” siger Michael.

Hvordan er det så nu at stå med Teater Malstrøm?

“Det er en drøm, der er gået i opfyldelse med Malstrøm,” konstaterer Michael, der fik stor hjælp af sin forlovede Martin Bach Sørensen:

“Det betyder meget, at det var ham, som satte det i gang. Han kunne mærke, at jeg var tæt på målet. Jeg var glad, da jeg manglede min egen legeplads. Martin sagde, at han ville lave den. Han er mega administrativ, og fik det op at stå, Det var rigtig dejligt, da man her i byen har Fredericia Teater, men der manglede en pendang til det store teater. Et sted, hvor andre mennesker kunne komme og prøve sig af i profesionelle rammer.”

Især det, at Teater Malstrøm ligger i Fredericia er noget, som betyder meget for Michael.

“Det er vildt fedt at have det i hjembyen og dele det, som man laver med så mange.”

Fars rejemadder og accept

Michael boede tæt på den tyske grænse, som de flyttede ned til, da han var 16 år. Det var en tid, som var speciel for ham.

“Det var mystisk at gå rundt i Sønderjylland, hvor far havde drømme og var jægersoldat. Jeg var langt fra i samme gade. Han synes, at det var tåbeligt, at jeg ville være skuespiller. Han forstod det dog, efter han havde set en forestilling med mig. Min far havde et hemmeligt apotekskab, som han nærmest aldrig åbnede. Han åbnede det kun, når noget skulle hyldes. Klokken 3 en nat smurte han rejemadder og nu skulle vi skåle på det, og han synes, at jeg var skidegod,” siger Michael, der er homoseksuel og det endte hans far også med at acceptere:

“Han serverede igen natmaden. Han sagde ikke direkte, at han accepterede det, men han fortalte om en oplevelse til en fest, hvor en bøsse var blevet drillet og hvor min far så havde hjulpet ham. Det var en form for accept fra hans side.”

Hvordan finder man ud af, at man er homoseksuel?

“Der er den klassiske med, at man bliver forelsket i klasselæreren. Der kunne jeg så mærke, at jeg tilhørte en anden hylde. I en ung alder flyttede jeg til København, hvor det var nemmere at acceptere, da byen er større og alt det der. Jeg fandt ud af det, og i en sommerferie tog jeg hjem og fortalte familien om det,” forklarer Michael og fortsætter:

“Man skal stole meget på det gode menneske. Jeg havde en helt masse grusomheder, om hvad der kunne ske og hvad jeg kunne møde. Jeg mødte ikke nogen modstand og den eneste, der ikke kunne sige noget, var min far, men han anerkendte det på sin helt egen måde klokken 3 om natten med rejemaden.”

I teatermiljøet er der flere, som er homoseksuelle og det gjorde det også nemmere for Michael.

“Jeg blev nem at acceptere pga. det miljø, der er. Jeg lærte, at det er i orden og havde respekt og stolthed med det. Jeg tog hjem og fortalte det, fordi jeg ville leve mit liv ,” forklarer Michael.

Folkeskolelærer og fremtiden

Foruden at være kunsternerisk leder på Teater Malstrøm har Michael også et job som folkeskolelærer på Mølholm Skole i Vejle.

“Jeg har været der i et år og underviser i dansk, historie, religion og kristendom. Jeg er kontaktlærer for en 8. klasse og har et drømmeskema og nogle rigtig gode kollegaer. Jeg er meget glad for at være på Mølholm Skole,” siger Michael og slår fast:

“Jeg elsker lige så meget at undervise som at lave teater. Jeg kan godt lide fagligheden i det. Der er flere koblinger mellem de to ting. Eksempelvis er mit ynglingsfag dansk, da der er fortolkning i det,” forklarer Michael, der tog læreruddannelsen i Jelling og Haderslev.

Michael og hans forlovede Martin har talt om, hvad der skal ske i fremtiden. Særligt et punkt springer i øjnene.

“Vi vil gerne have et barn, og vi har prøvet i syv år via regnbuefamilier, men har ikke fundet den rette. Nogle af de kvinder, som vi har forsøgt at lave aftaler med, har fundet ud af, at de ville have deres egen mand,” siger Michael og fortsætter:

“Martins argument for at ville have et barn er, at han er 20 år yngre, og han gerne vil have familie, når jeg skrider, som han udtrykker det. Det forstår jeg udmærket godt og accepterer det fuldt ud.”

Skal I giftes på et tidspunkt?

“Vi er jo forlovet så på et tidspunkt, men ikke foreløbigt. Vi har fra den dag, hvor vi blev forlovet, talt om det. Det er ikke øverst på listen. Til gengæld rejser vi rigtig meget,” indskyder Michael og fortsætter:

“Jeg har været i 48 lande. Jeg havde været i ti lande inden jeg møde Martin, så der er sket noget. Det er ikke charterrejser, som vi tager på, men oplevelser. Eksempelvis har vi været i Malaysia på rygsækferie. Det var meget anderledes med tre forskellige kulturer under samme flag med Kina, Indien og Malaysia. Jeg føler, at jeg har været i tre forskellige lande, da de har forskellige religioner, men det er er vildt at tænke på, at de lever i fred under samme flag,” siger Michael og fortsætter:

“Martin er rigtig god til at arrangere rejser og han gider ikke de traditionelle feriemål. Hele sidste sommer var vi i Transsylvanien Der er meget mere en Dracula,” siger Martin og griner.

“Udover Dracula er de meget gæstfrit i det smykke område, som ikke er ødelagt af turisme. Man kan få en tre retter luksusmenu med drikkevarer for 50-60 kroner.”

Hvor går næste tur hen?

“Vi skal til Nordspanien. Vi kører derned, og tager turen igennem Tyskland og Holland. På vej hjem tager vi via Frankrig og Luxemburg, hvor jeg ikke har været før,” fortæller Michael, der har en særlig passion for mad:

“Jeg har mega travlt, men når tiden er der elsker jeg at lave mad og er vist nok ret god til det. Når vi rejser er en stor del af det også madoplevelsen, hvor vi smager på det forskellige. Vi bliver helt høje af det.”

Fredericias udvikling og tanken om at fylde 60 år

Michael har på nærmeste hold set Fredericias udvikling, og adspurgt på favoritsteder i hans fødeby svarer han:

“Her! Jeg holder meget af det her sted. Det er et af de få autentiske steder, som er originalt. Mums er også et godt sted, jeg kan godt lide at komme derind med kollegaer – det er som at sidde i stuen derhjemme,” siger Michael og fortsætter:

“Fredericia vokser i den rigtige retning og er inde i en god udvikling. Jeg oplever selv på skolen i Vejle, at de tager til Fredericia for at opsøge os, det skete ikke førhen. Der tog man nærmere fra Fredericia til Kolding Storcenter, men den udvikling er vendt,” fortæller Michael, der fylder 60 år til december:

“Jeg ved ikke, hvordan det bliver endnu, men da jeg blev 50 synes jeg, at man kunne se tingene i relief og jeg hvilede i mig selv. Det er lidt mærkeligt med de 60 år. Man får jo seniordage på arbejdet, og man får hele tiden breve fra Ældre Sagen,” siger Michael, som glæder sig over sit liv:

“Jeg har et fantastisk liv og bor i et fantastisk hus, og er forlovet på tiende år med den rigtige. Jeg har et drømmejob, og når man har alt det, når man bliver 60 år, er man vel priviligeret. Selve alderen er sådan lidt…”

Drømmen om større rammer til Teater Malstrøm

Forestillingen Burlesque spiller for fulde huse i Det Bruunske Pakhus for tiden. Selve processen op til har været noget af en oplevelse for Michael.

“Vi søgte frivillige syerske. Da der skulle komme nogen en onsdag aften kom der hele 14, og det var ikke 14 hvem som helst. Det var 14 kvinder, som kunne hele svineriet. De var 26 år og op til 70’erne,” siger Michael, som glæder sig over netop hans egen rolle som kunstnerisk leder:

“Jeg kan ikke beskrive hvor stor en drøm det er. Førhen, da jeg var selvproducerende, skulle jeg lave det hele med regnskaber osv. Her er der nogle, som tager sig af det hele. Det er en fantastisk familie, der er kvalificeret og brænder for området,” forklarer Michael og fortsætter:

“Hver onsdag mødes vi, og frivilligheden fungerer virkelig i bedste velgående hos os, hvor vi har det rigtig godt sammen. Sypigerne har en regel om, at nogle gange tager de badedragter med og så går de ned og bader på stranden

Hvad er fremtidsdrømmen- og planerne med Teater Malstrøm?

“Vi skal blive ved med at lave godt teater og ikke gå på kompromis med noget. Vi skal gøre tingene på vores måde,” siger Michael, der har et specielt ønske:

“Vi kunne rigtig godt tænke os at lave en stor forestilling i Eksercerhuset, vi skal bare have lov. Vi vil gerne have plads til powerforestillinger, hvor vi giver den gas over fire forestillinger. Vi vil have en fast plads og have en teaterskole,” forklarer Michael og uddyber:

“Vi er dem, der er bedst til at udvikle talenter i Trekantsområdet. Vi har haft elever fra alle syv byer i området. Jeg er god til at fremme talenter, og det kunne være fedt, hvis vi kunne få en heldagsteaterskole, hvor vi kan få lov at buldre igennem,” lyder det fra Michael Hansen.

Fakta Michael Hansen
Er 59 år
Født i Fredericia
Forlovet med Martin Bach Sørensen
Kunstnerisk leder på Teater Malstrøm
Lærer på Mølholm Skole i Vejle

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Ugens Kurt: Mia Nygaard Hansen

Ugens Kurt: Stephan Klavsen

Ugens Kurt: Lars Middelboe

Ugens Kurt: Christian Ege Nielsen

Ugens Kurt: Kai Jensen

Ugens Kurt: Finn Kristian Munk

Ugens Kurt: Camilla Duran

Ugens Kurt: Lone Ahrentoft Hansen

Ridepige

Uddannelse

Tøjbutik

Amoc Gothersgade

Familie og Fritid

Fredericia

Ugens Kurt – Ditte Winkel

Skoletiden

Sygeplejerske

Livet som hjemmegående

Rejsen mod at blive sexolog og parterapeut

Fritiden

Ugens Kurt: Michael Hansen

ABC Lavpris i Fredericia mødte SF-politiker til snak om butikstyverier

Demokratisk protest eller politisk blokade?

Gymnasieelever fra Fredericia Gymnasium oplever håndbold på nært hold

Venstre vil skabe ro, stabilitet og vækst i Fredericia

Dansk back med europæisk erfaring til FC Fredericia