5.8 C
Copenhagen
søndag 21. december 2025

Kvinde sigtet for røveri i butik – og voldsomt iPhone-røveri i Odense

0
Kvinde sigtet for røveri i butik – og voldsomt iPhone-røveri i Odense

Krimi. Fyns Politi har i døgnrapporten for mandag den 13. oktober registreret flere alvorlige sager – heriblandt et voldsomt røveri i forbindelse med et privat salg og et butikstyveri, der udviklede sig.

På Sandhusvej i Odense blev en 27-årig kvinde fra Odense sigtet for røveri mod en forretning. Kvinden benyttede butikkens scan-selv-app, men blev observeret i at lægge flere varer i posen, end hun havde scannet. Da en butiksmedarbejder henvendte sig for kontrol, nægtede hun at medvirke og satte sig i sin bil.

Medarbejderen fulgte med ud til bilen sammen med sin chef, og de fik varerne retur.

»Idet kvinden ville køre fra stedet, gassede hun voldsomt op og bakkede. Medarbejderen stod bag bilen og blev trukket væk af sin chef, men blev alligevel ramt af bilen. Den 27-årige kørte fra stedet, men vendte tilbage, da politiet var ankommet,« fremgår det af politiets rapport.

En anden sag i Odense handler om et røveri under et privat salg. Søndag aften klokken 21.10 blev en mand på Skt. Klemens Vej udsat for vold, da han forsøgte at sælge sin iPhone via DBA.

Køberen – en ukendt mand på scooter og med en hund – kiggede på telefonen og gik pludselig mod sin scooter. Da sælgeren forsøgte at tage sin telefon tilbage, sprøjtede gerningsmanden peberspray i ansigtet på ham og fik hunden til at angribe. Herefter flygtede han fra stedet med telefonen.

Fyns Politi efterforsker sagen.

I Middelfart blev der anmeldt to indbrud – et på Rosenvænget, hvor der blev stjålet smykker og kontanter, og et på Skovvej i Harndrup, hvor en gerningsmand blev overrasket af beboeren, mens han rodede i en taske.

»Gerningsmanden bad om vand, men blev vist ud. Først senere opdagede beboeren, at der manglede en pung med kontanter og kort,« står der i rapporten.

I Svendborg blev en 40-årig mand sigtet for at køre på knallert under påvirkning af euforiserende stoffer. Hastighedstest viste, at knallerten kunne køre 65 km/t, selvom den kun måtte køre 30 km/t. Han blev desuden sigtet for at køre uden forsikring.

Derudover er en 29-årig mand fra Odense sigtet for narkokørsel på Døckerslundsvej, mens en 22-årig mand fra Middelfart blev stoppet på Fynske Motorvej ved Langeskov for at køre påvirket af både alkohol og stoffer.

Flere af sagerne efterforskes fortsat af Fyns Politi.

Flere indbrud, hærværk og sigtelser for narkokørsel på Fyn

0
Kvinde sigtet for røveri i butik – og voldsomt iPhone-røveri i Odense

KRIMI. Fyns Politi har i døgnrapporten for onsdag den 15. oktober registreret flere indbrud, hærværk og sager om spiritus- og narkokørsel på tværs af Fyn.

I Middelfart blev der anmeldt et indbrud på Brovejen, hvor gerningspersonen var kommet ind gennem et opbrudt vindue. Der er stjålet smykker og kontanter.

I Aarup i Assens Kommune blev der ligeledes begået indbrud i en bolig på Søstrenes Have. Her havde gerningspersonen skaffet sig adgang gennem et vindue og stjålet kontanter. En nabo havde nogle dage forinden set en mistænkelig person, som havde været inde i naboens hjem uden tilladelse.

I Odense C blev der anmeldt et indbrud på Oluf Bagers Gade, hvor gerningspersonen var kommet ind gennem en ulåst dør og havde stjålet smykker. Der er endnu ikke fuldt overblik over, hvad der er taget.

Flere biler har i løbet af onsdagen fået skåret dæk op i Odense. På Dannebrogsgade parkeringsplads fik to biler ødelagt både for- og bagdæk med en skarp genstand. Senere på aftenen kom der endnu en anmeldelse fra samme vej, hvor omkring ti biler havde fået skåret dæk op.

Der er desuden registreret flere sager om påvirket kørsel. På Hovedgaden i Ørbæk blev en 39-årig mand fra Nyborg Kommune sigtet for at køre bil under påvirkning af både alkohol og euforiserende stoffer. I Odense C blev en 20-årig mand sigtet for narkokørsel på Bellisvej, og en 51-årig mand fra Odense blev sigtet på Hans Mules Gade for besiddelse af euforiserende stoffer.

Tidligt onsdag morgen klokken 02.34 blev en 18-årig mand fra Guldborgsund Kommune anholdt på Vestergade i Odense. Han havde urineret på gaden og nægtede at følge politiets anvisninger efter gentagne bortvisninger.

Derudover skete der et færdselsuheld på Ørbækvej i Odense SØ, hvor to personbiler stødte frontalt sammen i forbindelse med et venstresving. Ifølge politiet var der umiddelbart ingen personskade.

Endelig er der anmeldt hærværk på et plankeværk på Haugevej i Odense N, hvor flere brædder og stolper var brækket eller beskadiget, samt en anmeldelse om en mistet nummerplade.

Yderligere seks kilometer udvidet motorvej åbner før tid

0
Yderligere seks kilometer udvidet motorvej åbner før tid

TRAFIK. Trafikanterne på E45 Østjyske Motorvej kan snart trække vejret lidt lettere. I begyndelsen af november åbner Vejdirektoratet den nordligste del af strækningen mellem Skanderborg og Vejle, hvor seks kilometer motorvej står klar med tre spor i hver retning – hele syv måneder før planlagt.

Arbejdet med at udbygge E45 fra Vejle til Skanderborg har stået på i næsten to år, og selvom det samlede projekt først ventes færdigt i 2027, kan bilisterne allerede nu mærke forbedringerne. Den sydlige del blev åbnet i oktober, og nu følger altså endnu en etape.

»Det er godt nyt for de mange pendlere fra Trekantområdet og de mange lastbiler, der hver dag kører gennem Østjylland på E45. Vi ved, at vejarbejdet har krævet tålmodighed, så vi er glade for, at vi nu kan give trafikanterne lidt bedre plads igen,« siger projektchef i Vejdirektoratet, John Kjærsgaard.

Den nyåbnede del får et nyt slidlag og en hastighedsgrænse på 130 km/t. Arbejdet med belægningen er i gang i to etaper og fortsætter de kommende uger.

Med denne åbning tager Vejdirektoratet endnu et skridt mod målet om 38 kilometer udbygget motorvej mellem Vejle og Skanderborg. Hele strækningen forventes at stå færdig ved udgangen af 2026, hvilket skal give bedre fremkommelighed og færre gener for trafikanterne på en af landets mest trafikerede motorveje.

361 mio. kr. – egoisme eller respekt for borgernes penge, hvad vælger du?

0
361 mio. kr. – egoisme eller respekt for borgernes penge, hvad vælger du?

OPINION. Kommunepotentialet for 2024 er netop kommet, og Vejle Kommune er, som så mange gange før, den mest udgiftseffektive i hele landet. For Fredericia er der tale om et kommunepotentiale på hele 361 mio. kr., hvis vi kopierede Vejle. Det er penge, du i dag betaler i skat – men som kunne bruges langt bedre. Og nej, det handler ikke om, at Fredericia har en tungere socioøkonomisk sammensætning end Vejle. Kommunepotentialet bygger på tal fra Sundheds- og Indenrigsministeriet og tager højde for faktorer som antallet af børn, plejekrævende ældre, udsatte borgere osv., hvilket gør sammenligningen retvisende og fair.

Vi står altså over for et valg:
Venstrefløjens egoisme, hvor løsningen altid er højere beskatning af dine penge og magiske pengetræer, eller højrefløjens respekt for dine penge, hvor vi bruger midlerne klogere og mere ansvarligt.

Som liberal får man ofte fordommene om, at vi er kolde kapitalister, der ønsker amerikanske tilstande og vender ryggen til de svageste i samfundet, slynget i hovedet. Men det passer altså ikke.

At være liberal handler om respekt for forskellighed, for de frie valg og for borgernes penge. Vi tror på, at du selv bedst ved, hvad der er det rigtige for dig og din familie. Vi har tillid til mennesker, og vi tror på, at når du beder om hjælp, så er det med god grund – og så skal du selvfølgelig ikke mødes med mistro.

Kommunen er ikke, og skal ikke være, et orakel for alt i denne verden. Derfor er det vigtigt, at kommunen fx ikke forsøger at drive hotel, for det er den nok ikke særlig god til – ligesom tømreren ikke skal bage brød, og bageren ikke skal bygge huse. I forlængelse heraf er det vigtigt, at vi i større grad lader de private tilbud som fx private børnehaver, private børnepassere eller friplejehjem komme til truget, så der kommer mere konkurrence. For med konkurrence løftes kvaliteten og effektiviteten, så du som borger får den bedst mulige service og behandling til bedst mulige pris.

Netop derfor er det relevant at se på kommunepotentialet på de 361 mio. kr.

Pengene kunne jo fx gå til at sikre, at familieafdelingen får de rette rammer, så vi undgår lovbrud og dyre fejl i sagsbehandlingen. De kunne bruges til at ændre skolestrukturen, så børn i Fredericia som udgangspunkt ikke skal skifte skole mellem 6. og 7. klasse. Eller de kunne blive hos dig, så du selv kan prioritere, hvad der har værdi i din hverdag.

For sandheden er, at der er penge nok – hvis vi bruger dem fornuftigt.

Så husk:
Det er dit liv – dit valg!

Susanne Eilersen: «Det er et stort problem – sagen bør komme på dagsorden i Økonomiudvalget»

0
Susanne Eilersen: «Det er et stort problem – sagen bør komme på dagsorden i Økonomiudvalget»

POLITIK. Efter at direktør for Teknik, Klima og Kultur, Morten Christensen, har bekræftet, at de faglige vurderinger bag beslutningen om at lukke Danmarks Port ikke blev foretaget af personer med kompetencer inden for trafik, økonomi og samfundsforhold, kalder byrådsmedlem Susanne Eilersen (O) sagen både alvorlig og dybt bekymrende. Hun mener, at sagen nu skal tages op politisk – og foreslår, at den bliver forelagt for Økonomiudvalget, så byrådet får en samlet redegørelse.

«Det er da et problem. Alle forstår, at der skal laves veje, kloaker og andre opgaver i Fredericia, men koordineringen af det her og de mange år, hvor det har stået på gør, at vores detailhandlen er ekstra presset. Jeg vil gerne understrege, at jeg sidder ikke selv i Teknisk Udvalg, så jeg ved ikke, hvilke informationer de har fået. Men hvis udvalget har haft den opfattelse, at beslutningen byggede på faglige vurderinger inden for trafikafvikling og samfundsøkonomi – og det viser sig ikke at være tilfældet – så er det et stort problem,» siger Susanne Eilersen.

Hun understreger, at politikerne skal kunne stole på, at de beslutninger, de træffer, hviler på et solidt og fuldt belyst grundlag.

«Som politikere kan vi kun træffe beslutninger ud fra den viden, vi får. Hvis man har fået noget andet at vide, end det der faktisk er sket, så er det dybt bekymrende. Vi skal kunne stole på, at de sager, vi træffer beslutninger på, er belyst fra alle relevante vinkler. Det her overrasker mig meget, og det bekymrer mig også, fordi det rejser spørgsmålet, om der findes andre sager, hvor vi har truffet beslutninger i god tro, men uden at have haft det rigtige grundlag. Det duer simpelthen ikke,» siger hun.

Vil have sagen politisk behandlet

Selvom hun ikke selv er medlem af Teknisk Udvalg, mener Susanne Eilersen, at byrådet nu må have klarhed.

«Jeg har tillid til forvaltningen, men når direktøren selv siger, at der ikke har været faglig kompetence på områder som trafik, økonomi og samfund, så er der behov for en grundig redegørelse til byrådet. Jeg vil gerne have, at sagen bliver taget op politisk – eventuelt i Økonomiudvalget – så vi får en forklaring på, hvad der er gået galt, og hvor det er gået galt,» siger hun.

Hun understreger, at sagen handler om mere end bare en teknisk fejl. «Det her handler om tillid. Hvis vi som politikere ikke kan stole på, at de beslutninger, vi træffer, er baseret på et korrekt grundlag, så mister vi troværdighed – både over for borgerne og over for erhvervslivet,» siger hun.

Susanne Eilersen mener, at Fredericia Kommune fremover skal sikre sig, at konsekvenserne for trafik, økonomi og erhverv bliver undersøgt, før man træffer beslutninger, der rammer midtbyen.

«Selvfølgelig skal vi have belyst, hvad det vil koste – både økonomisk og for vores erhvervsliv. Vi har et erhverv, der er utroligt presset. Derfor skal vi have en ordentlig dialog med de involverede parter, så generne bliver så små som muligt. Det er jo en af vores vigtigste opgaver som byråd – at være en samarbejdspartner for erhvervslivet, ikke en modspiller,» siger hun.

«Vi må indrømme, at vi har lavet en fejl»

For Susanne Eilersen handler det nu om at genoprette tilliden mellem kommunen og erhvervslivet.

«Det første, vi må gøre, er at give erhvervslivet en undskyldning og indrømme, at vi har lavet en fejl – hvis det er det, der er sket. Når man har begået en fejl, skal man også stå ved den. Derefter må vi starte dialogen op igen og finde ud af, hvordan vi sikrer, at det her ikke gentager sig. Det kræver, at vi som politikere tager ansvar og viser, at vi har lært af det,» siger Susanne Eilersen.

Læs også

Cecilie Roed Schultz: «Det er politikerne, der har svigtet – ikke forvaltningen»

0
Cecilie Roed Schultz: «Det er politikerne, der har svigtet – ikke forvaltningen»

POLITIK.Efter at direktør for Teknik, Klima og Kultur, Morten Christensen, har bekræftet, at de faglige vurderinger bag beslutningen om at lukke Danmarks Port ikke blev foretaget af personer med kompetencer inden for trafik, erhverv eller samfundsøkonomi, erkender byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz (Ø), at sagen rejser alvorlige spørgsmål om den politiske kultur i Fredericia.

Hun påpeger dog, at ansvaret ikke ligger hos embedsværket alene.

«Jeg synes, det er svært at kommentere detaljeret på, fordi jeg ikke sidder i Teknisk Udvalg og ikke har hørt den debat. Men når det gælder de samfundsøkonomiske og erhvervsmæssige vurderinger, så er det politikernes ansvar at bede om at få sådan en vurdering. Hvis man som politiker vil vide, hvad konsekvenserne er, må man selv efterspørge det,» siger Cecilie Roed Schultz.

Hun understreger, at forvaltningen kun kan arbejde inden for de rammer, politikerne sætter.

«De fagpersoner, der er knyttet til Teknisk Udvalg, har ikke til opgave at lave samfundsøkonomiske analyser. Det skal politikerne selv bede om. Hvis man som udvalg bliver bekymret for, at der er for mange projekter i gang på én gang, så må man sige: Vi har brug for en større vurdering af, hvad konsekvenserne er, før vi beslutter noget. Det er et politisk ansvar,» siger hun.

«Et automatpilotsystem»

Cecilie Roed Schultz mener, at sagen afslører et større problem i den måde, beslutninger træffes på i Fredericia Kommune.

«Jeg kan da godt blive bekymret. Det er en debat, jeg har haft mange gange, også tidligere. Der kan godt opstå en kultur, hvor man bare følger indstillinger fra forvaltningen, uden at hæve blikket og se på de større perspektiver. Det er ikke forvaltningens ansvar – det er politikerne, der har svigtet. Vi skal tænke mere strategisk, langsigtet og visionært,» siger hun.

Hun advarer mod, at udvalgene bliver for driftsorienterede og glemmer at udfordre de indstillinger, de får.

«Jeg kan godt frygte, at Teknisk Udvalg har kørt lidt på autopilot. Man skal huske at løfte sig op over sagsniveau og spørge: Hvad betyder det her for byen som helhed, og for de mennesker, der skal leve med konsekvenserne?» siger hun.

Ikke mere bureaukrati – men mere eftertanke

Selvom hun erkender, at der mangler vigtige vurderinger i sagen, ønsker hun ikke at gøre det til et krav, at der fremover skal laves trafikanalyser og samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger for alle større projekter.

«Nej, det synes jeg ikke, der skal være et generelt krav om. Det bliver alt for bureaukratisk. I mange tilfælde vil det slet ikke være nødvendigt. Men der, hvor det giver mening, skal man selvfølgelig gøre det. Og det kræver, at man som politiker bruger sit eget dømmekraft og stiller krav til forvaltningen, når det er nødvendigt,» siger hun.

«Tilliden må genopbygges – men det tager tid»

Spørgsmålet om, hvordan tilliden til kommunen skal genoprettes, mener Cecilie Roed Schultz ikke kan løses fra den ene dag til den anden.

«Jeg tror, det bliver svært at nå inden valget. Tillid tager tid at genopbygge. Men det må være en opgave for det nye udvalg, der kommer efter valget, at få skabt en bedre dialog og mere gennemsigtighed. Det er den eneste vej frem,» siger hun.

For Cecilie Roed Schultz står sagen som endnu et eksempel på, at Fredericia har brug for et opgør med den måde, beslutninger bliver truffet på.

«Vi skal væk fra automatpiloten og tilbage til det politiske ansvar. Det er der, det er gået galt denne gang.»

Læs også

Sydøstjyllands Politi advarer mod tricktyve efter anholdelser

0
Sydøstjyllands Politi advarer mod tricktyve efter anholdelser

KRIMI. To personer er blevet anholdt i Kolding, efter et tricktyveri onsdag fik politiet til at slå alarm om en kendt kriminalitetsform, hvor gerningsmænd udnytter almindelig hjælpsomhed til at stjæle smykker og andre værdigenstande.

De to sigtede, en 32-årig kvinde og en 35-årig mand – begge rumænske statsborgere – blev anholdt onsdag aften og fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Der er anmodet om dørlukning i sagen.

Ifølge Sydøstjyllands Politi fandt tricktyveriet sted på Nørremarksvej i Kolding omkring klokken 14. Her standsede de mistænkte en tilfældig borger under påskud af at have brug for vejvisning. Da borgeren forsøgte at hjælpe, benyttede de to situationen til at skabe forvirring. Under påskud af at ville takke for hjælpen overrakte de falske smykker og stjal samtidig borgerens guldkæde.

»Det er et eksempel på et klassisk tricktyveri, hvor gerningspersonerne udnytter almindelig hjælpsomhed til at aflede opmærksomheden og stjæle værdigenstande fra en borger. Vi ser desværre jævnligt kriminelle, der anvender denne metode i Danmark. Derfor opfordrer vi også borgere til at være opmærksomme på denne og lignende type kriminalitet, hvor gerningspersoner udnytter almindelig venlighed til at stjæle værdigenstande som smykker, ure og kontanter,« siger Dennis Wittus, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi.

Politiet fortæller, at de to personer blev identificeret og anholdt senere på dagen som følge af en målrettet efterforskning.

Sydøstjyllands Politi opfordrer nu borgerne til at være ekstra varsomme, hvis de bliver kontaktet af fremmede på gaden. Tricktyve bruger ofte metoder, hvor de forsøger at skabe fysisk kontakt eller aflede opmærksomheden.

Typiske fremgangsmåder er, at de beder om hjælp til at finde vej, veksle penge eller betale ved en tankstation. Andre gange forsøger de at skabe nærhed gennem håndtryk, kram eller ved at hænge såkaldte gaver som smykker eller parfume om halsen på ofret.

Politiets råd er klare: Hold afstand, hvis fremmede forsøger at komme tæt på dig, og sig høfligt fra, hvis du føler dig utryg. Undgå at vise smykker, ure og kontanter på gaden, og opbevar dine værdigenstande diskret.

Regeringen vil stoppe snyd med falske uddannelsespapirer

0
Regeringen vil stoppe snyd med falske uddannelsespapirer

POLITIK. Nationalt ID-center får fremover en ny rolle i arbejdet med at afsløre snyd med udenlandske studiedokumenter. Det betyder, at danske universiteter nu kan få eksperthjælp til at vurdere, om udenlandske ansøgeres papirer er ægte.

Ændringen, som trådte i kraft i dag den 15. oktober 2025, sker efter en justering af bekendtgørelsen på området. Dermed kan Nationalt ID-center, der hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, nu bistå uddannelsesinstitutioner med dokumentkontrol.

Centeret har allerede erfaring med at rådgive politiet og udlændingemyndighederne, og ifølge regeringen er det en naturlig udvidelse af arbejdet.

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund siger:
»Folk med falske papirer skal selvfølgelig ikke kunne blive optaget på en dansk uddannelse eller komme hertil i det hele taget. Nationalt ID-center er en international succeshistorie. Det får de danske universiteter nu gavn af ved at få adgang til dokumentkontrol i verdensklasse.«

Ministerens udmelding kommer i forlængelse af tidligere tiltag, der skal forhindre misbrug af danske studieordninger. Ifølge Stoklund har regeringen set eksempler på, at studieophold bliver brugt som smutvej til lavtlønnet arbejde i Danmark.

»Siden vi fandt ud af, at vores studieordninger blev brugt som smuthul til at arbejde i lavtlønnede jobs i Danmark, har vi iværksat en række tiltag for at stoppe dette mønster. Nu har vi sat endnu et skib i søen, som skal understøtte, at det kun er dem med ægte papirer, der kan bruge vores studieordninger,« siger han.

Ændringen får betydning allerede for ansøgninger til vinteroptaget 2025/2026. Samtidig vil Nationalt ID-center gennemgå dokumenterne for alle nuværende studietilladelser udstedt til borgere fra Bangladesh og Nepal. Finder man falske dokumenter, kan opholdstilladelserne blive inddraget.

Nationalt ID-center, der ligger i Birkerød, blev oprettet i 2018 som en del af Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern. Centeret fungerer som et uafhængigt kompetencecenter og har til opgave at styrke sikkerheds- og kontrolindsatsen på udlændingeområdet ved at rådgive danske myndigheder om identitetskontrol.

Regeringen håber, at udvidelsen af centerets opgaver kan være med til at sikre, at studieophold i Danmark forbliver forbeholdt de studerende, der reelt har papirerne i orden.

Regeringen forlænger grænsekontrollen mod Tyskland i yderligere seks måneder

0
Regeringen forlænger grænsekontrollen mod Tyskland i yderligere seks måneder

POLITIK. Regeringen har besluttet at forlænge den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland i yderligere seks måneder. Ifølge Justitsministeriet er beslutningen truffet på baggrund af en fortsat alvorlig sikkerhedssituation og et trusselsbillede, der beskrives som både omskifteligt og komplekst.

Formålet er ifølge regeringen at fastholde en stærk indsats mod terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet. Grænsekontrollen, der blev indført som et midlertidigt tiltag, skal derfor fortsætte som et redskab i politiets arbejde.

Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler, at beslutningen handler om at beskytte danskerne og sikre tryghed i grænseområdet. »Danmark står fortsat i en alvorlig sikkerhedssituation. Det vidner for mig om, at det mest ansvarlige er fortsat at tænke på, hvem vi åbner vores lands grænser for, så vi kan passe på danskerne. Derfor har regeringen besluttet at forlænge den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland for at sikre, at politiet fortsat har det værktøj i kampen mod terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet.«

Ifølge politiet har kontrollen haft en mærkbar positiv effekt på indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet. Den bruges som et aktivt værktøj i den samlede grænseindsats og vurderes som nødvendig for at bevare overblikket i et komplekst trusselsbillede.

Samtidig peger regeringen på, at Danmark med EU’s nye ændringsforordning fra 2024 har fået udvidede muligheder for at udføre kontrol ved grænsen og i de grænsenære områder. Forordningen betyder, at der i visse tilfælde kan føres kontrol uden at underrette Europa-Kommissionen, men regeringen har alligevel valgt at notificere Kommissionen om forlængelsen, da de nye regler endnu ikke er prøvet i praksis.

I grænseområdet arbejder Syd- og Sønderjyllands Politi fortsat med at styrke indsatsen. Siden 6. oktober har politiet taget en ny fastvinget drone i brug, som skal understøtte arbejdet ved den dansk-tyske grænse. Dronen kobles direkte til den daglige politiindsats og bruges både til patruljering, stikprøvevis kontrol og efterretningsarbejde.

Den fornyede indsats skal ifølge regeringen sikre, at Danmark fortsat kan stå imod trusler udefra og bevare et højt sikkerhedsniveau ved grænsen.

Fredericia står stærkest, når vi står sammen

0
Fredericia står stærkest, når vi står sammen

OPINION. Fredericia er en by fuld af liv, mennesker og historier fra hele verden. Vi taler mange sprog, har forskellige traditioner – men deler den samme by og det samme håb om et godt liv.

Med hjælp fra kunstig intelligens har jeg skrevet til Fredericias borgere, der endnu ikke taler dansk flydende, for at fortælle dem, at de også kan stemme den 18. november. For demokratiet skal ikke være for de få – men for os alle. I kan se det på min politiske
facebook side.

Mangfoldigheden er ikke en udfordring, den er vores styrke. Det er netop forskelligheden, der gør Fredericia levende, kreativ og stærk. Når vi mødes på tværs af sprog og baggrund, vokser fællesskabet – og byen med det.

Vil du læse mere om mine tanker for et åbent, frit og stærkt Fredericia, så kig forbi min politiske Facebook-side.

Fredericia står stærkest, når vi står sammen – på tværs af sprog, alder, kultur og baggrund.
Byens historie begyndte som et fæstningsværk, bygget på samarbejde og mod. Den ånd skal vi genfinde. I dag handler det ikke om mure og kanoner, men om sammenhold, tillid og gensidig respekt.

Jeg tror på et Fredericia, hvor vi ser forskellighed som en styrke – ikke som en udfordring.

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

0
KRIMI. En 36-årig mand fra Langelands Kommune er i dag idømt 7 års fængsel ved Retten i Svendborg. Manden er dømt for at have...