Urban Sketchers tegnede byrådsmødet i Middelfart

0
Urban Sketchers tegnede byrådsmødet i Middelfart

LOKALT. Der var stille i byrådssalen i Middelfart mandag aften. Ikke bare den velkendte ro, når dagsordenen er lang, men også en koncentration omkring bordene bagerst i salen. Her sad en lille gruppe med skitsebøger på skødet, mens byrådsmødet gik i gang. Blyanter, tusch og akvarel blev taget frem, og undervejs i mødet blev borgmester, byrådsmedlemmer og embedsværk fastholdt i hurtige streger, mens taler blev holdt, hænder rakt i vejret, og beslutninger blev truffet.

Det var Urban Sketchers Middelfart, der denne aften var til stede ved byrådsmødet. Gruppen, som er en del af det internationale Urban Sketchers-fællesskab, havde taget plads i byrådssalen for at tegne mødet, mens det udfoldede sig. Det hele direkte fra observation og uden brug af fotos.

Et fællesskab, der tegner virkeligheden, mens den sker

Bag initiativet i Middelfart står blandt andre Christine Beelaerts. Hun fortæller, at gruppen er en del af Urban Sketchers, et internationalt tegnefællesskab med afdelinger i flere hundrede byer verden over. »Vi er Urban Sketchers Middelfart, og vi er en del af det internationale Urban Sketchers-tegnefællesskab,« forklarer hun.

Bevægelsen opstod i New York i midten af 00’erne og har siden bredt sig til store dele af verden. I Danmark har der i flere år været aktive grupper i København og Aarhus, og nu er Middelfart også med.

Måden, det foregår på, er forholdsvis enkel. Gruppen mødes typisk én gang om måneden et aftalt sted og tegner det, der udspiller sig netop dér. »Vi sidder og observerer og iagttager livet lige der på stedet. Lige nu,« fortæller Christine.

En skitse fra byrådsmødet, hvor borgmester og byrådsmedlemmer er tegnet direkte fra observation. Foto: Middelfart AVISEN

Selve byrådsmødet stiller krav til overblik, men der er ingen faste rammer for, hvor længe der tegnes. Når mødet er slut, og skitsebøgerne lukkes, bliver der tid til at se hinandens tegninger igennem. Ofte ender det med, at gruppen bruger to til tre timer i alt, ikke kun på at tegne, men også på at tale om det, de har set og fanget på papiret. »Så snakker vi om tegningerne og hygger os. Vi lærer af hinanden, og vi føler os som et hold. Ligesom et fodboldhold.«

Derfor blev byrådssalen valgt

At gruppen denne gang slog sig ned i byrådssalen i Middelfart, var et bevidst valg. Urban Sketchers tegner altid steder, som er åbne for alle, og det kan især om vinteren være en udfordring at finde egnede steder. »Det skal være gratis og tilgængeligt. Om vinteren er det ikke altid så let. Byrådsmødet er åbent for alle, og så er der varmt,« smiler Christine.

Gruppen havde tidligere haft gode erfaringer med at tegne under et byrådsmøde i Fredericia og tog derfor kontakt til Middelfart Kommune for at høre, om det også kunne lade sig gøre her. »Vi spurgte, om vi måtte sidde og tegne under mødet. Og det måtte vi gerne.«

Når først mødet er i gang, er der ikke meget tid at spilde. Tempoet i byrådssalen er højt, og politikere og embedsmænd er konstant i bevægelse. »Jeg har tegnet med blæk. Det er borgmesteren, kommunaldirektøren og oppositionen på den anden side. Men det gik virkelig hurtigt,« fortæller Christine med et lille grin. Tempoet er en del af præmissen. Man kan ikke nå at tegne det hele, og derfor må man vælge, hvad man vil fokusere på. »Vi ser alle sammen forskelligt og har hver vores streg. Men vi har det til fælles, at vi iagttager det, der sker, og prøver at udtrykke det på vores egen måde.«

Byrådsmødet set fra flere vinkler

Undervejs i mødet bliver der ikke sagt meget ved bordene bagerst i salen. De fleste er optaget af at følge med og få stregerne på plads. Nogle arbejder hurtigt med enkle linjer, andre med akvarel, hvor farverne får lov til at løbe og sætte formen. »Akvarel er en helt anden måde at arbejde på. Man kan ikke styre det hele, og det er egentlig også en del af processen,« fortæller en af deltagerne. Da byrådsmødet er slut, samler gruppen sig. Tegningerne bliver lagt frem og holdt op side om side. Borgmesteren set fra flere vinkler. Politikere fanget midt i en bevægelse eller en gestus. Små detaljer fra salen, som andre måske ikke lagde mærke til.

Urban Sketchers Middelfart har allerede været flere steder i byen, og interessen for fællesskabet er voksende. Tegningerne bliver delt på Facebook, og nye er velkomne, uanset om man har tegnet i mange år eller først er begyndt. Det handler ikke om at ramme perfekt. Det handler om at være til stede og se efter.

Mandag aften blev byrådsmødet derfor ikke kun dokumenteret i referater og beslutninger, men også i skitser og streger. Et anderledes blik på et helt almindeligt byrådsmøde, set fra tegneblokkens perspektiv.

Medarbejder dømt for uagtsomt manddrab efter dødsfald ved spabad på botilbud

0
Medarbejder dømt for uagtsomt manddrab efter dødsfald ved spabad på botilbud

Der er tirsdag den 4. februar afsagt dom i den sag, hvor en borger for to år siden omkom efter kvæstelser ved et spabad på et botilbud på Centervej i Kolding.

En medarbejder ved Center for botilbud, Centervej, er ved Retten i Kolding blevet dømt for uagtsomt manddrab i sagen. Hændelsen fandt sted i januar 2024.

Det fremgår af en orientering, som Kolding Kommunes social- og arbejdsmarkedsdirektør Nicolai Dupont Heidemann har sendt til Byrådet. Kommunen oplyser, at pressen er velkommen til at anvende indholdet af orienteringen.

Ifølge kommunen har sagen været lang og følelsesmæssigt hård for alle involverede parter – herunder de pårørende til den afdøde, den nu dømte medarbejder, kollegerne samt borgerne på Centervej.

Den dømte medarbejder er fortsat fritaget for tjeneste. Kolding Kommune oplyser, at man nu afventer at modtage domsudskriften, som skal nærlæses, før der træffes beslutning om eventuelle yderligere tiltag.

Efter ulykken blev det pågældende spabad lukket, og kommunen oplyser, at der i dag ikke anvendes spabade på bosteder for voksne med handicap i Kolding Kommune.

Kolding Kommune understreger, at der er tale om en tragisk sag, som berører mange, og at kommunen har fokus på at tage de fornødne hensyn til alle implicerede – herunder de pårørende, medarbejderne på Centervej samt de øvrige beboere og deres familier.

Kolding Kommune har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer til sagen.

Støtte fra Erhvervsstyrelsen giver gratis diplomuddannelser på Fredericia Maskinmesterskole

0
Støtte fra Erhvervsstyrelsen giver gratis diplomuddannelser på Fredericia Maskinmesterskole

Fredericia Maskinmesterskole har fået støtte fra Erhvervsstyrelsen til at dække deltagergebyret på udvalgte diplomuddannelser. Bevillingen skal styrke grønne kompetencer inden for blandt andet Power-to-X og vedligehold og bidrage til at sikre kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling i Nord- og Sydjylland.

Fredericia Maskinmesterskole – Videncenter for Drift og Vedligehold har modtaget støtte fra Erhvervsstyrelsen, som gør det muligt at få dækket deltagergebyret på udvalgte diplomuddannelser i de kommende år.

Støtten betyder, at studerende fra april 2026 til oktober 2028 kan få betalt deltagergebyret, hvis de ønsker at tage diplomuddannelsen i Power-to-X eller udvalgte moduler inden for vedligehold.

Midlerne er tildelt projektet Skills2X, som Fredericia Maskinmesterskole har søgt i samarbejde med work-live-stay. Projektet har til formål at styrke og udvikle grønne kompetencer inden for nye energiteknologier og samtidig bidrage til at sikre kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling.

En del af Fonden for Retfærdig Omstilling

Skills2X er ét af 16 projekter, der modtager støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling. Projekterne skal samlet set fremme den grønne omstilling inden for blandt andet Power-to-X, brun bioraffinering som pyrolyse samt CO₂-fangst, -anvendelse og -lagring (CCUS).

Målet er at understøtte den kommende generation af medarbejdere, der skal arbejde med den grønne omstilling, ved at løfte kompetencer fra fossil energiproduktion til fremstilling af grønne brændstoffer og bæredygtige energiløsninger. Det kræver både forskning, kompetenceudvikling og målrettet efteruddannelse, så virksomheder kan imødekomme behovet for specialiseret arbejdskraft.

Forventer markant flere studerende

Ifølge Fredericia Maskinmesterskole giver projektet mulighed for at udvide udbuddet og tiltrække flere studerende.

»Med dette projekt og bevillingen ser vi frem til at kunne imødekomme manglen på kvalificeret arbejdskraft inden for Power-to-X og vedligehold i de regioner, projektet dækker. Vi har i dag 120 diplomstuderende og forventer over de næste par år at kunne fordoble dette antal. Det vil bidrage væsentligt til den grønne omstilling i Region Syd og Nord,« siger Lars Jenry Petersen, lektor og ansvarlig for diplomuddannelser på Videncenter for Drift og Vedligehold ved Fredericia Maskinmesterskole.

Med Skills2X-projektet får kursusafdelingen mulighed for at tilbyde kommende diplomstuderende fuld dækning af deltagergebyret. Det gælder alle moduler på diplomuddannelsen i Power-to-X samt det første modul, Vedligehold 1, på diplomuddannelsen i Vedligehold.

Attraktivt for virksomheder

For virksomheder med behov for efteruddannelse af medarbejdere inden for Power-to-X, CCS og vedligehold betyder projektet, at deltagergebyret kan dækkes. Det gør det lettere og mere attraktivt at investere i kompetenceudvikling i takt med den grønne omstilling.

Fredericia Maskinmesterskole – Videncenter for Drift og Vedligehold udbyder diplomuddannelsen i Power-to-X og tilbyder diplomuddannelsen i Vedligehold i samarbejde med VIA University College. Derudover udbydes en række certificerende kurser samt AMU-kurser inden for maskinteknik og værksted.

Projektet løber frem til efteråret 2028 og skal bidrage til at sikre, at både studerende og virksomheder i regionerne står stærkere i den grønne omstilling.

Kvinde tilskadekommen på Odense Banegårdscenter – politiet vurderer selvpåført skade

0
Kvinde tilskadekommen på Odense Banegårdscenter – politiet vurderer selvpåført skade

Fyns Politi og ambulancetjenesten var onsdag eftermiddag til stede på Odense Banegårdscenter (OBC) i forbindelse med en hændelse, hvor en kvinde er kommet til skade.

Det oplyser Fyns Politi i flere myndighedsmeddelelser onsdag den 4. februar.

Politiet ankom til stedet klokken 13.40, hvor man konstaterede, at en kvinde var kommet til skade. Ifølge politiet er der tale om en skade, som formodes at være selvpåført, sandsynligvis med en kniv. Kvinden var under behandling, men politiet oplyser, at skaderne ikke er livstruende.

Efterfølgende oplyste politiet, at man fortsat ville være til stede på OBC i noget tid, mens situationen blev håndteret. Senere på eftermiddagen kunne politiet meddele, at ambulancen havde forladt stedet, og at politiet kort efter også ville forlade området.

Politiet oplyser, at hvis man har overværet hændelsen og føler sig påvirket af det, man har set, anbefales det at kontakte egen læge eller Offerrådgivningen.

Der er ikke meldt om fare for andre personer i området.

Myndighedsmeddelelserne er udsendt af Fyns Politi onsdag den 4. februar 2026 klokken 13.40, 13.48 og 13.55.

Indbrud og narkosager fylder i Fyns Politis døgnrapport

0
Indbrud og narkosager fylder i Fyns Politis døgnrapport

Indbrud i private hjem, sager om euforiserende stoffer og hærværk flere steder på Fyn fylder i Fyns Politis døgnrapport tirsdag. I Middelfart Kommune er der anmeldt et forsøg på indbrud i Asperup. På Middelfartvej er der forsøgt indstigning via opbrydning af både dør og vindue, men gerningspersonen kom ikke ind i boligen.

I Assens Kommune har politiet modtaget anmeldelse om et indbrud på Nørre Allé i Assens. Her er der skaffet adgang via et afhaspet vindue, og der er umiddelbart stjålet kontanter. Politiet har endnu ikke fuldt overblik over omfanget af det stjålne.
I samme kommune er en 43-årig mand fra Odense Kommune blevet sigtet for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, efter at han smed et cigaretskod ud ad bilens vindue på Turupvej.

Odense fylder også i døgnrapporten. På Carl Baggers Allé i Odense SV er der anmeldt indbrud med ukendt indstigningsmåde, og politiet har endnu ikke overblik over eventuelle tyvekoster. Derudover er en nummerplade tilhørende en personbil blevet meldt tabt, uden at politiet kender den præcise lokation.

På Rugårdsvej i Odense NV er en 57-årig mand fra Nordfyns Kommune blevet sigtet for at føre personbil under påvirkning af euforiserende stoffer. På Sanderumvej i Odense SV er en 38-årig mand fra Odense Kommune blevet sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.

I Rudkøbing på Langeland er der anmeldt hærværk på Garverstrædet, hvor en rude er blevet knust, efter at en sten blev kastet gennem glasset.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport tirsdag den 4. februar 2026.

44-årig mand idømt straksdom på otte måneders fængsel i Kolding

0
44-årig mand idømt straksdom på otte måneders fængsel i Kolding

En 44-årig mand fra Vejle er onsdag blevet idømt en straksdom på otte måneders ubetinget fængsel ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse onsdag formiddag.

Manden blev tidligere onsdag fremstillet i grundlovsforhør og blev efterfølgende kendt skyldig i besiddelse af 178,2 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Efter domsafsigelsen blev den 44-årige mand fængslet.

Myndighedsmeddelelsen er udsendt onsdag den 4. februar 2026 klokken 10.36.

Alvorligt tilskadekommen person fundet på Platinvej i Kolding – politiet har forladt stedet

0
Alvorligt tilskadekommen person fundet på Platinvej i Kolding – politiet har forladt stedet

Sydøstjyllands Politi har onsdag afsluttet det synlige arbejde på Platinvej i Kolding, hvor en alvorligt tilskadekommen person tidligere på natten blev fundet udendørs.

Det oplyser politiet i en myndighedsmeddelelse onsdag klokken 12.17.

Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 03.00 natten til onsdag. Personen var alvorligt tilskadekommen og blev bragt til behandling. De pårørende er underrettet.

Siden anmeldelsen har politiet efterforsket sagen intensivt, blandt andet med hundepatruljer, og været massivt til stede på Platinvej. Onsdag middag oplyser politiet, at arbejdet på stedet nu er afsluttet, og at politiet har forladt området.

Ifølge politiet blev den tilskadekomne person fundet udendørs og har umiddelbart ingen relation til den virksomhed, som han blev fundet i nærheden af.

Sagen efterforskes fortsat intensivt, men der er på nuværende tidspunkt ingen anholdte. Politiet har ikke yderligere oplysninger, som kan deles nu.

Myndighedsmeddelelserne er udsendt af Sydøstjyllands Politi onsdag den 4. februar 2026 klokken 06.36, 09.16 og 12.17.

Villaindbrud i Seest – smykker formentlig stjålet

0
Villaindbrud i Seest – smykker formentlig stjålet

Sydøstjyllands Politi efterforsker et indbrud i en villa i Seest. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Indbruddet er sket tirsdag mellem klokken 14.45 og 17.00. Et vindue er blevet brudt op med værktøj på omkring 15 millimeter.

Der er endnu ikke fuldt overblik over, hvad der er stjålet, men smykkeæsker er gennemrodet, og politiet vurderer, at der formentlig er stjålet smykker.

Vold i Netto på Jernbanegade i Kolding – politiet søger gerningsmand

0
Vold i Netto på Jernbanegade i Kolding – politiet søger gerningsmand

Sydøstjyllands Politi efterforsker en voldssag, der fandt sted tirsdag klokken 12.24 i Netto på Jernbanegade i Kolding. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

En mandlig kunde var i færd med at lukke lågerne til brødafdelingen, da en anden mand blev vred af ukendte årsager. Gerningsmanden råbte ad forurettede og slog ham efterfølgende i venstre side af ansigtet.

Forurettede, en mand født i 1978, pådrog sig blodnæse og en flænge ved næsen. Gerningsmanden forlod stedet, og hændelsen er fanget på videoovervågning.

Politiet leder efter en mand på 30–50 år, cirka 175–180 centimeter høj, lys i huden, almindelig kropsbygning, kort brunt hår og iført briller. Han var iført mørke bukser med hvide striber.

31-årig sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret i Fredericia

0
31-årig sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret i Fredericia

Onsdag standsede politiet en bilist på Vendersgade i Fredericia. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Føreren, en 31-årig mand, blev vurderet påvirket af euforiserende stoffer og havde samtidig ikke førerret. Manden er sigtet for begge forhold.

Live: FHK brager sammen med GOG

Live: FHK brager sammen med GOG

0
Anden slutspilskamp står for døren, og det er nu FHK skal vise, at Aalborg-kampen ikke var en enlig svale. Kan fredericianerne også drille GOG...
FHK gæster GOG

FHK gæster GOG