Konfirmander inviteres indenfor efter lukketid til særlige aftener hos Tøjeksperten

0
Konfirmander inviteres indenfor efter lukketid til særlige aftener hos Tøjeksperten

EVENTS. For mange unge markerer konfirmationen det første rigtige skridt ind i de voksnes rækker. Og for mindst lige så mange er det også første gang, de trækker i et jakkesæt, eller i det mindste et sæt tøj, der føles lidt mere voksent end hverdagen. Netop den overgang vil Tøjeksperten Fredericia gerne give lidt ekstra opmærksomhed, når butikken i februar inviterer til konfirmations-event over to aftener.

Det sker tirsdag den 17. og onsdag den 18. februar, hvor Tøjeksperten holder åbent efter byens lukketid. Fra klokken 17.30 til 20.00 er der skruet op for både inspiration, stemning og personlig rådgivning med konfirmanderne i centrum. »Det er her i februar, vi gerne vil starte lidt tidligt, så folk både har mulighed for at komme ind og købe konfirmationstøjet, men også bare kigge og lade sig inspirere,« fortæller Magnus Bo Pedersen fra Tøjeksperten Fredericia.

Ifølge Magnus Bo er aftenerne tænkt som inspirationsaftener snarere end klassiske salgsdage. Derfor har butikken blandt andet fået modeller ind, som viser tøjet frem og giver de unge en bedre fornemmelse af, hvordan det kan se ud i brug. »Vi har fået nogle modeller ind til at gå i tøjet, så det også bliver en inspirationsaften. Det er vigtigt for os, at det ikke kun handler om salg, men om at vise mulighederne,« siger han.

Rent praktisk betyder det, at butikken holder åbent efter lukketid i byen. »Byen lukker jo klokken 17.30, men vi holder åbent helt til klokken 20. Det giver familierne mulighed for at komme ind efter arbejde og skole, uden at det hele skal gå stærkt,« forklarer han.

Rød løber og lidt ekstra

For at gøre aftenerne til noget særligt bliver der gjort lidt mere ud af rammerne end på en almindelig hverdag. Butikken bliver pyntet op i konfirmationstema i samarbejde med 123fest, og planerne tæller både snacks, sodavand og en mere festlig atmosfære. »Vi pynter op, og så leger vi lidt med tanken om at rulle en rød løber ud nede i butikken. Måske kommer der også en fotograf forbi og tager nogle billeder i løbet af aftenen,« fortæller Magnus Bo.

Alt sammen for at gøre oplevelsen mindeværdig, især for de unge, der står foran deres første store fest. »For mange af dem er det jo første gang, de får et jakkesæt eller et pænt sæt tøj. Det vil vi gerne gøre lidt mere eksklusivt og specielt.«

Når tøjet skal føles rigtigt

At finde konfirmationstøjet handler dog ikke kun om snit og farver, men i høj grad også om komfort. Og her oplever Magnus Bo ofte, at de unge er lidt tilbageholdende i starten. »Mange synes, det er meget stift i begyndelsen. Derfor spørger vi rigtig meget ind til dem og til, hvad de egentlig har det bedst i. Det er dem, der skal have tøjet på hele dagen,« siger han.

Hos Tøjeksperten er der derfor ikke kun fokus på det klassiske jakkesæt. »Der er mange, som ikke er til det helt stive jakkesæt. Så har vi løsere alternativer, overshirts, eller mulighed for at kombinere med en t-shirt i stedet for en skjorte. Det behøver ikke være jakkesæt, hvis man ikke er til det,« forklarer han og tilføjer at den personlige dialog er en vigtig del af aftenerne. »Vi prøver at mærke efter sammen med de unge, hvad de føler sig mest komfortable i. Det er også derfor, at der er god tid og personlig rådgivning undervejs.«

Som en ekstra detalje har Tøjeksperten valgt at forkæle de første konfirmander, der beslutter sig for at handle under eventet. »Vi har lavet en specialiseret goodiebag til de første 15 købende konfirmander. Det er en lille ekstra ting, som tak for at komme ind og støtte os og for at være med.«

Aftenstemning i butikken

For Magnus er stemningen et kapitel for sig, og netop aftentimerne giver noget andet end dagtimerne. »Jeg forestiller mig, at det bliver let, dejligt og festligt. Når det er aften, og folk har fri, slapper man mere af. Det føles heller ikke på samme måde som arbejde, hverken for os eller for kunderne. Man er her for at hygge sig og blive hjulpet.«

Konfirmations-eventet finder sted hos Tøjeksperten Fredericia tirsdag den 17. og onsdag den 18. februar fra klokken 17.30 til 20.00. Her er både konfirmander og forældre velkomne til at kigge forbi, få inspiration og tage de første skridt mod den store dag, slutter Magnus Bo.

Mensah stopper på det danske herrelandshold

0
Mensah stopper på det danske herrelandshold

EM-guldet på hjemmebane blev det perfekte punktum for Mads Mensah Larsens lange og succesfulde landsholdskarriere. Efter mere end 14 år i rødt og hvidt har den rutinerede bagspiller besluttet at sige farvel til det danske herrelandshold.

Efter 14 år med landsholdstrøjen over hovedet har Mads Mensah Larsen truffet beslutningen om at stoppe på det danske herrelandshold. Afskeden kommer kort efter EM-triumfen på hjemmebane, som dermed blev det sidste kapitel i en karriere, der har placeret ham blandt de mest markante profiler i dansk håndboldhistorie.

Den 34-årige bagspiller debuterede på A-landsholdet i 2011 og kan se tilbage på i alt 225 landskampe. Med 341 mål og deltagelse i 16 slutrunder – fordelt på syv VM, syv EM og to OL – har Mensah været en gennemgående figur i en periode, hvor Danmark har domineret international herrehåndbold.

Skjern-profilen er den spiller, der har spillet 11. flest landskampe for Danmark nogensinde, og han har været med til at vinde samtlige af landsholdets største titler i perioden, herunder OL-guld, EM-guld og fire VM-titler.

»Det har været et enormt privilegium at repræsentere Danmark. At trække landsholdstrøjen over hovedet 225 gange er noget, jeg er ufatteligt stolt af. Jeg har givet alt, hvad jeg havde, hver gang jeg har været af sted med landsholdet. Nu er tiden kommet til at give stafetten videre og prioritere nye kapitler – både i klubregi og privat,« siger Mads Mensah Larsen.

For Mensah står minderne og resultaterne som noget, han tager med sig videre.

»De oplevelser, minder og store resultater, vi har skabt sammen, vil jeg tage med mig resten af livet. EM-guldet i Boxen var det perfekte punktum for min rejse med det danske landshold,« siger han.

En karriere i rødt og hvidt

Mads Mensah Larsens landsholdskarriere tæller blandt andet:

  • 225 landskampe og 341 mål
  • Debut mod Brasilien den 17. juni 2011

VM

  • Guld: 2019, 2021, 2023, 2025
  • Sølv: 2013

OL

  • Guld: 2016
  • Sølv: 2021

EM

  • Guld: 2026
  • Sølv: 2014, 2024
  • Bronze: 2022

Med beslutningen slutter et langt og markant kapitel på landsholdet, mens Mads Mensah Larsen fortsætter karrieren i klubregi.

Største DLG-skib i et årti ligger ved kaj i Fredericia

0
Største DLG-skib i et årti ligger ved kaj i Fredericia

Skibet STAR Thetis ligger i disse dage ved Kaj 26 i Fredericia, hvor der lastes 60.000 tons foderbyg for DLG Group. Opgaven er den største af sin art i havnen i de seneste ti år og gennemføres i et tæt samarbejde mellem Fredericia Shipping, DLG Group og ADP.

Siden lørdag har Fredericia Shipping haft besøg af skibet STAR Thetis, som fylder godt på kajen i Fredericia Havn. Skibet lastes med i alt 60.000 tons foderbyg for DLG Group og markerer den største DLG-operation i havnen i et årti.

Med et skib af den størrelse er lastningen en flerdagesopgave. Derfor anvendes både grab og transportbånd for at sikre et stabilt og effektivt flow i arbejdet. Ifølge Fredericia Shipping foregår lastningen med en hastighed på omkring 10.000 tons pr. dag – under forhold, der i disse dage byder på både kulde og blæst.

Operationen gennemføres i samarbejde med ADP – Associated Danish Ports A/S, der driver havnen, og DLG Group som afskiber. Samarbejdet er afgørende for at kunne håndtere de store mængder og holde tempoet i lastningen.

Billeder fra kajen viser et massivt setup med kraner, transportbånd og materiel i drift – et konkret billede på den aktivitet, der fortsat præger Fredericia Havn og understreger havnens rolle som en central logistisk knudepunkt i Danmark.

Ifølge Fredericia Shipping er besøget af STAR Thetis endnu et eksempel på, at havnen kan håndtere store og komplekse bulkoperationer, når opgaven kræver det.

Sydøstjyllands Politi har anholdt syv personer efter aktion

0
Sydøstjyllands Politi har anholdt syv personer efter aktion

Sydøstjyllands Politi har torsdag morgen anholdt syv personer i forbindelse med en anmeldelse, der har ført til politiaktioner i både Haderslev og ved Horsens.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse torsdag klokken 09.26.

Ifølge politiet er anholdelserne foretaget som led i en efterforskning, og der forventes afholdt grundlovsforhør senere torsdag. Politiet vil opdatere offentligheden, når der foreligger nyt om det eventuelle grundlovsforhør.

Politiets umiddelbare vurdering er, at det anmeldte forhold er sket i et lukket, kriminelt miljø. Der er ifølge politiet ingen fare for borgere i Haderslev eller Horsens.

Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.

Mercedes stjålet i Bramdrupdam

0
Mercedes stjålet i Bramdrupdam

Sydøstjyllands Politi har modtaget anmeldelse om tyveri af endnu en bil i Kolding Kommune. Det fortæller Søren Lisberg fra Sydøstjyllands Politi.

En brun Mercedes-Benz E-klasse, årgang 2016, er blevet stjålet fra en parkeringsplads ved en mekaniker på Vejlevej i Bramdrupdam.

Bilens registreringsnummer er BJ 27 287.

Indbrud i Vamdrup – guldringe og euro stjålet

0
Indbrud i Vamdrup – guldringe og euro stjålet

I Kolding Kommune efterforsker politiet et indbrud i Kongeåparken i Vamdrup. Det fortæller Søren Lisberg fra Sydøstjyllands Politi.

Indbruddet er sket i tidsrummet fra den 3. februar klokken 16.00 til den 4. februar tidligt om morgenen. Der er stjålet tre til fire guldringe, 500 euro samt diverse småmønter.

Der er ikke sikret spor på stedet, og politiet har på nuværende tidspunkt ingen mistænkte i sagen.

Mand sigtet for narkokørsel på Vendersgade i Fredericia

0
Mand sigtet for narkokørsel på Vendersgade i Fredericia

Natten til torsdag blev en mand standset på Vendersgade i Fredericia. Det fortæller Søren Lisberg fra Sydøstjyllands Politi.

Manden blev truffet med amfetamin i blodet og er blevet sigtet for at føre bil i påvirket tilstand.

Personbil stjålet i Fredericia – efterlyses

0
Personbil stjålet i Fredericia – efterlyses

Sydøstjyllands Politi efterforsker et brugstyveri af en personbil i Fredericia. Det fortæller Søren Lisberg fra Sydøstjyllands Politi.

En sort Volkswagen Golf, årgang 2009, er blevet stjålet fra Christiansberg 15. Tyveriet er sket i tidsrummet mellem tirsdag den 3. februar klokken 15.00 og onsdag den 4. februar klokken 11.00.

Bilen var låst og stjålet uden brug af nøgle. Der var ingen værdier i bilen.
Registreringsnummer: EB 18 853.

Butikstyveri i Coop365 på Vendersgade i Fredericia

0
Butikstyveri i Coop365 på Vendersgade i Fredericia

En udenlandsk mand blev onsdag aften taget for butikstyveri i Coop365 på Vendersgade i Fredericia. Det fortæller Søren Lisberg fra Sydøstjyllands Politi.

Manden havde stjålet en chorizopølse og en pakke ost og passerede kasselinjen uden at betale. Han blev tilbageholdt af butikkens detektiv, indtil politiet ankom.

Politiet nåede frem klokken 18.03, og manden erkendte forholdet. Han er blevet sigtet for butikstyveri.

Vinterferien fyldes med musik i Tøjhuset: »Der skulle gerne være noget for enhver smag«

0
Vinterferien fyldes med musik i Tøjhuset: »Der skulle gerne være noget for enhver smag«

KULTUR. Man behøver ikke rejse langt for at få musikalske oplevelser i vinterferien. I Tøjhuset bliver der i de kommende dage spillet op til et bredt program, der spænder fra jam og blues til folk, pop, jazz og klassisk musik.

Ifølge spillestedleder og booker Kirstine Uhrbrand er ambitionen at samle mange forskellige genrer og publikummer i vinterferien og gøre byen til et oplagt alternativ til en ferie væk hjemmefra. »Man har mulighed for at skyde vinterferien i gang med et brag af en fest og samtidig gå på opdagelse i sin egen by. Vi har sammensat et program, hvor der virkelig er noget for enhver smag,« siger hun.

Programmet skydes i gang fredag den 6. februar, hvor musikken allerede starter om eftermiddagen. Her inviterer FredericiaLive til FredagsJAM med Finn Odderskov og Jens Klüver, inden aftenen fortsætter med koncert med Back to Back.

»Det er et band, som rigtig mange kender. Numre, man er blevet glad for gennem mange årtier, og som mange kan synge med på. Det gør det til en koncert, hvor der hurtigt opstår en særlig stemning, når man oplever dem live her i Tøjhuset,« siger Kirstine Uhrbrand om det populære popband, som mange har et nært forhold til fra radio og koncertscener gennem flere årtier.

En hel dag med blues

Lørdag den 7. februar står Tøjhuset helt i bluesens tegn, når Fredericia Blues Festival fylder huset fra middagstid og langt ind i aftenen. Festivalen arrangeres af Double Trouble Bluesklub og samler både lokale og tilrejsende bluesentusiaster til en dag, hvor musikken får lov at fylde det hele. »Det er en hel festivaldag. Dørene åbner allerede ved middagstid, og programmet veksler mellem musik i caféen og i salen. Det starter med Chris Grey solo klokken 13 og fortsætter med både danske og internationale bluesartister resten af dagen,« fortæller spillestedlederen.

Efter blueslørdagen bliver der lidt mere ro på programmet, inden musikken igen får plads torsdag den 12. februar. Her gæster Katrine Schmidt Tøjhuset med sit band i den tredje koncert i år i Warehouse Folk-serien. »Hun er en ung og virkelig dygtig dansk sangskriver med et stærkt band. Det er folkpræget singer-songwriter-musik, og der ligger noget helt særligt i de koncerter, hvor publikum kommer helt tæt på musikken.«

Katrine Schmidt spiller med band i Tøjhuset torsdag den 12. februar som en del af Warehouse Folk-koncerterne.

Unge navne og jazzklassikere

Fredag den 13. februar er der fokus på nye kræfter, når South of Limbo og Splitted indtager scenen til en dobbeltkoncert i Tøjhuset. De to bands fra Middelfart har i de senere år markeret sig som navne på vej frem og får her mulighed for at stå helt i eget lys. »Det er to virkelig stærke bands, som spiller popmusik på et højt niveau. Splitted vandt blandt andet Quasar på Jelling Festival sidste år, og begge bands er klar til at stå på egne ben nu. Det bliver en aften med energi og feststemning,« siger Kirstine Uhrbrand.

Splitted er et af de to unge bands, der spiller popmusik til dobbeltkoncerten i Tøjhuset.

Dagen efter skifter tempoet og udtrykket, når jazzen rykker ind i Tøjhuset. Lørdag den 14. februar inviterer Fredericia Jazzklub til frokostjazz med The Spirit of New Orleans, som byder på klassiske jazztoner i afslappede rammer midt på dagen. »Det er et meget elsket og kendt jazzorkester, og frokostjazzen er noget, mange ser frem til år efter år,« fortæller Kirstine Uhrbrand.

Vinterferiens musikprogram rundes af søndag den 15. februar med klassisk musik, når Fredericia Musikforening arrangerer koncert med Akela String Quartet.

Intime oplevelser i vinterferien

Selvom vinterferieprogrammet byder på mange koncerter, er ingen af arrangementerne udsolgt. Det ser Kirstine Uhrbrand ikke som en mangel, men som en kvalitet. »Det betyder, at der er plads til alle. Man kan komme til nogle mere intime koncerter, møde andre fra byen og få en musikoplevelse, hvor man kommer tæt på både kunstnerne og hinanden,« siger hun.

Ifølge spillestedlederen giver vinterferien mulighed for at opleve musikken på en anden måde end i de travle perioder. »Hvis man ikke skal ud at rejse i vinterferien, er det en oplagt mulighed for at bruge tiden på at gå på opdagelse i sin egen by og opleve noget, man måske ellers ville være kørt forbi,« slutter hun.

Med det brede program lægger Tøjhuset dermed op til en vinterferie, hvor musikken fylder, og hvor Fredericia i sig selv bliver destinationen.

Farverig kritik af vores tid har taget plads i Fredericia

Farverig kritik af vores tid har taget plads i Fredericia

0
KULTUR. Regnen kom og gik fredag eftermiddag, og et sted imellem vejret stak en enkelt solstråle hovedet frem. I Kunstsalene på Kongensgade 111 var...