Uha uha – nu sker der noget

0
Foto: AVISEN

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er ganske vist. Fredericia Kommunes nye kommunaldirektør, Thomas Jaap, har besluttet at skære i toppen af sin stab. Det betyder et farvel til stabschef Nicolai Arvedsen med en begrundelse om, at nu skal man også spare på toppen, ikke kun på bunden.

Når der er grund til at rose, bør man gøre det. Det er alt for nemt kun at kritisere. Vi har på AVISEN skrevet en del om dyre lønninger på chefgangene og forventet, at vi kunne blive ved med det uden nogen form for forandring. Der har nemlig været mange dyre ansættelser i det øverste lag. Men med denne nye fratrædelse er der tale om et markant brud med den eksisterende tendens. Samtidig er der sendt et klart signal til de 4400 medarbejdere i kommunen om, at selv hvis man ligger i den øverste del af lønpuljen, agter ledelsen at beskæftige sig rationelt med omkostningerne og ikke kun for at begunstige sig selv.

Det handler ikke om den konkrete chef, der nu skal have et års løn med sig. Det handler derimod om, at man tager et skridt i retning af at slanke ledelsen, og det er en absolut rigtig beslutning, der er blevet effektueret af den nye kommunaldirektør.

Netop fordi den faste lønudgift til de allerdyreste chefer skal sammenholdes både med kernevelfærd og effektivitet. Fredericia Kommune har et kronisk problem med økonomien, og uden at pege på den direkte årsag hertil, er der ingen tvivl om, at man bør gennemgå alt med en tættekam. Ikke mindst i toppen. Det nytter nemlig ikke noget at sløfe bowlingcenter eller køretur med ældre, samtidig med at man fortsætter med dyre ansættelser.

Af samme grund kan borgerne være tilfredse med, at den øverste ledelse udviser noget handlekraft.

Det er altid vanskeligt, når det sker tæt på ens eget kontorbord. Derfor kan man også ende med at fastholde en række stillinger, selvom de dybest set kunne undværes. Men her har man vist, at man nu vægter helheden og kommunekassen, og det er rigtig godt. Vi har konsekvent bragt historierne om, hvad de forskellige chefer får i løn. Ikke for at genere dem eller nedgøre deres indsats, men fordi det er nødvendigt at diskutere og forholde sig til, hvad der skal til, og hvad det koster at drive en kommunekasse.

Økonomiudvalgets medlemmer er i tys-tys-fasen, men Thomas Jaap er klar i mælet. Det er en god egenskab, som vi kan komme langt med i Fredericia. Derfor skal der lyde ros for beslutninger, der kan føre til reduktion af omkostninger i toppen, til gavn for byens borgere og kernevelfærden. Naturligvis er det ærgerligt, at der findes en overenskomst, hvor man kan få et års løn med sig, men det er udenfor Fredericia Kommunes kontrol. Her må landspolitikerne, KL-toppen og de andre topfolk se at komme på banen, så der kan blive luget ud på området. Mange opgaver kan også løses af andre end DJØFerne, særligt nu, hvor kunstig intelligens vinder ind.

Uanset hvad, så befinder Fredericia sig i en situation, hvor der er brug for stor drifteffektivitet. Derfor er det også godt, at man sender de rigtige signaler til hele organisationen: Ingen er uundværlig, og vi skal finde penge alle steder, ikke kun hos ansatte på plejehjem eller på genbrugspladsen. Det skal blive interessant at se, om stabsfunktionen er den eneste funktion, der vil blive vurderet. Men ud fra den overraskende kursændring tyder det på, at kommunaldirektøren har tænkt sig at arbejde for at få balance i kommunens økonomi.

Tak for det.

Læs også

Stabschef forlader Fredericia Kommune med et års løn

0
(Foto: AVISEN)

Nicolai Arvedsen er nu forhenværende stabschef for Fredericia Kommune. Det bekræfter kommunaldirektør Thomas Jaap, der samtidig begrunder fratrædelsen med besparelser.

Den 1. april 2022 blev Nicolai Arvedsen ansat som stabschef i Fredericia Kommune. Den daværende kommunaldirektør, Camilla Nowak Kirkedal, så frem til samarbejdet, men nu er både hun og stabschefen altså fortid i kommunen. For Arvedsens vedkommende blev det til cirka to år, men til gengæld kan han se frem til et års løn uden at skulle arbejde. Men det sker på baggrund af, at der nu er et ønske om, at man skærer ned på antallet af chefer, hvilket skal ske i henhold til de overenskomstmæssige krav:

– Jeg kan bekræfte, at vi har indgået en fratrædelsesaftale med Nicolai Arvedsen. Det er en frivillig aftale på overenskomstmæssige vilkår, hvilket betyder, at han får 12 måneders løn. Fratrædelsen sker som led i, at vi ser ind i endnu et spareår, hvorfor vi ser på kommunens økonomi. Set i lyset af denne, har vi set på, hvor vi kan skære chefrækkerne til, siger Thomas Jaap.

Fredericia Kommune fik forrige år ny kommunaldirektør, og med udsigt til at skulle spare, er der således tale om en markant besparelse på løn, da Arvedsen fik 1.219.790,13 kroner om året.

Byrgesen raser over forsinkelser på Nørrebrogade

0
Foto: AVISEN

Hvis du færdes i Fredericia i ferietiden, så er det værd at bemærke, hvad der er spærret af. Og det er ikke alt, der er gået som forventet, når det kommer til konkrete anlægsprojekter i kommunen.

Det mest berygtede projekt er på Nørrebrogade. Den 26. april 2023 afholdtes der et orienteringsmøde for beboerne, hvor Christian Bro (A), dengang formand for Teknisk Udvalg, præsenterede en plan, hvor man lovede at være færdige i maj 2024. Men nu er vi inde i juli 2024, og projektet er ikke færdigt alligevel. Det gør byrådsmedlem Karsten Byrgesen vred.

– Jeg stemte mod projektet, da jeg mente det var baseret på et uoplyst grundlag. Nu føler jeg, at jeg fik ret. Tidsplanen holder slet ikke. Vi har kun fået en mindre orientering om forsinkelserne, og den er slet ikke tilfredsstillende, siger Karsten Byrgesen.

Udover at anlægsprojektet belaster trafikken mod centrum af andre veje, så går det hårdt ud over de handelsdrivende i området, mener Byrgesen. Men samtidig er han også utilfreds med at kommunen ikke orienterer om forsinkelserne:

– De siger, at det skyldtes nogle firmaer ikke blev færdige med det ene eller andet. Så bliver andre firmaer forsinkede også. Men jeg tror, det også handler om, at tidsplanen ikke har været realistisk. Uanset hvad, så bør man både under planlægning og udførelse af et arbejde af denne karakter, sørge for at holde borgerne ordentligt orienterede.

Karsten Byrgesen vil nu rejse sagen i Teknisk Udvalg, også i forhold til om andre projekter er i risiko for at blive forsinkede. Nørrebrogade bliver på Fredericia Spildevand A/S hjemmeside beskrevet således, selvom det nu er 2 måneder forsinket:

“Status: Projektet forløber planmæssigt”.

Det fremgår ellers af orienteringsmødet den 26. april 2023, at man kunne holde sig orienteret på hjemmesiderne frse.dk og fredericia.dk, men ingen af siderne har opdaterede oplysninger om forsinkelserne. Dette er Karsten Byrgesen stærkt utilfreds med, og han raser over måden det håndteres på:

– Det havde været bedre, hvis man havde lavet en længere tidsplan, og så kunne have været færdige et par uger før tid, fremfor at lave en tidsplan, der ikke kan holdes.

Obduktion: 21-årig kvindes død formodes at være en ulykke

0
Foto: AVISEN

Den Mobile Politistation, Offerrådgivning og beredskabspræst var i Lustrup i dag, efter en 21-årig kvinde blev fundet livløs i byen søndag

Der var formentlig tale om en ulykke, da en 21-årig kvinde natten mellem lørdag og søndag afgik ved døden i Lustrup ved Ribe. En obduktion mandag viser, at der ikke er noget, der tyder på, at der ligger en strafbar handling bag dødsfaldet.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik søndag klokken 12.46 en anmeldelse om, at der var fundet en livløs kvinde i Lustrup syd for Ribe. Der var tale om en 21-årig kvinde fra lokalområdet, der lørdag aften var til studenterfest i Lustrup-Damhus Forsamlingshus. Et område omkring forsamlingshuset var afspærret gennem flere timer, hvor politiet arbejdede intensivt med generel sporsikring, vidneafhøringer og andre efterforskningsmæssige indsatser, ligesom der mandag blev gennemført enkelte undersøgelser.

Politiet efterforskede fra begyndelsen bredt for at få klarlagt omstændighederne omkring dødsfaldet, herunder om der var tale om en ulykke eller om der låen strafbar handling bag dødsfaldet. Der blev søndag aften foretaget et retslægeligt ligsyn på stedet, hvor de foreløbige undersøgelser tydede på, at der ikke lå en strafbar handling bag dødsfaldet. Mandag blev der gennemført en obduktion.

”Vi mangler i øjeblikket resultatet af nogle enkelte undersøgelser, så det efterforskningsarbejde fortsætter. Men resultatet af obduktionen i dag taler for, at der var tale om en ulykke, og ikke at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet. Det forventer vi ikke, at resultaterne af de sidste undersøgelser ændrer noget ved,” siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose.

Den Mobile Politistation var i Lustrup mandag, hvor også Offerrådgivningen og en beredskabspræst var klar til at tale med alle, der ønskede det.

Politiet har ikke yderligere oplysninger.

Alkoholpåvirket bilist stoppet i Gelsted

0

Tidligt i morges blev en bilist stoppet på Fredehjemsvej i Gelsted, efter at være blevet sigtet for at føre personbil under påvirkning af alkohol over det tilladte. Episoden fandt sted omkring kl. 02:15.

Fyns Politi bekræfter, at bilisten, der blev stoppet i postnummerområdet 5591 Gelsted, havde en alkoholpromille, der oversteg den lovlige grænse. Bilisten blev standset som led i en rutinemæssig kontrol.

Denne hændelse markerer endnu et eksempel på de farer, der er forbundet med spirituskørsel, og Fyns Politi opfordrer alle trafikanter til at overholde lovgivningen og tænke på sikkerheden for sig selv og andre.

Politiet har ikke frigivet yderligere oplysninger om den sigtede person.

SMVdanmark: Markant færre unge frem mod 2040

0

En ny analyse fra SMVdanmark viser, at antallet af unge i Danmark i alderen 15-19 år vil falde med over 10 pct. i 2040. Det kan give udfordringer for virksomheder og lokalsamfund, og SMVdanmark opfordrer kommunerne til at forberede sig.

Danmark står overfor en markant nedgang i antallet af unge i aldersgruppen 15-19 år. I år 2040 vil gruppen være reduceret med 35.600 personer, hvilket svarer til en nedgang på 10 pct. Allerede frem mod 2030 sker et stort fald, så tiden er knap.  

Problemet går igen i 87 ud af landets 98 kommuner, og det betyder, at kommuner i hele landet skal forberede sig på en fremtid, hvor der er færre unge, hvilket medfører udfordringer for uddannelser og erhvervsliv.  

“Antallet af unge har stor betydning for, om man kan opretholde uddannelsesmuligheder lokalt. Vi ser, at man i mange kommuner vil have en femtedel færre unge i den alder, hvor man normalt går på en ungdomsuddannelse. Hvis man ikke gør noget aktivt, så kan det blive starten på en ond cirkel, hvor færre uddannelsesmuligheder fører til, at flere unge flytter væk,” siger uddannelseschef i SMVdanmark, Kasper Munk Rasmussen. 

Landdistrikter hårdest ramt
Analysen viser, at udfordringerne bliver størst i yderområderne. Det gælder f.eks. kommunerne Struer, Lemvig og Skive, der alle vil have en tilbagegang på over 25 pct. sammenlignet med år 2024.  

Ifølge Kasper Munk Rasmussen er det bekymrende, at der er stor geografisk skævhed i udviklingen.  

”Samlet set er der få vindere og mange tabere. Når fødselstallene daler, så kan det få store konsekvenser for både privatlivet og erhvervslivet. Allerede i dag ser vi i yderområderne udfordringer med skolelukninger, butiksdød og huse med liggepest, Kombinerer man det med markant færre unge, så står man landdistrikterne med en kæmpe opgave i fremtiden.  

Kalder på handling
SMVdanmark opfordrer kommunerne til allerede nu at handle på fremskrivningen, hvis man i fremtiden vil sikre arbejde og vækst i hele landet.  

“De kommuner, der bliver hårdest ramt, bør i god tid lave en helhedsplan for, hvordan man vil håndtere udfordringen. Her bør man se på, hvad man kan gøre hele vejen rundt.  

Det gælder eksempelvis i forhold til, hvordan udenlandske studerende og udenlandsk arbejdskraft kan spille en større rolle, ligesom man bør overveje, om man kan samle uddannelser i campusløsninger i stedet for at lukke dem helt. Man kan komme langt som kommune, men det er også noget, man fra Christiansborg kan være med til at understøtte” siger Kasper Munk Rasmussen.  

SMVdanmark foreslår blandt andet, at man ser på, hvordan man kan gøre det mere attraktivt for lærlinge at søge til de dele af Danmark, hvor der er mangel på lærlinge, at der gøres mere for at fastholde internationale studerende i Danmark efter studierne, og at SMV’er får mere hjælp til at rekruttere arbejdskraft fra EU-lande med højere ledighed end i Danmark.  

NATO-topmøde skal styrke Alliancens afskrækkelse og forsvar

0

NATO’s kollektive forsvar og Ruslands angrebskrig i Ukraine er hovedemnerne, når der afholdes NATO-topmøde i Washington D.C. fra den 9.-11. juli. Statsminister Mette Frederiksen deltager sammen med vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

”I 75 år har NATO værnet om fred og stabilitet i verden, og vores alliance er i dag stærkere end nogensinde. Men vi ser ind i en verdensorden i opbrud og et mere aggressivt Rusland. Det stiller nye krav til os alle. Svaret er et stærkere NATO og et stærkere Europa, der tager større ansvar for vores sikkerhed,” siger statsminister Mette Frederiksen og fortsætter:

”Danmark beviser med investeringerne i vores eget forsvar og den massive støtte til Ukraine, at vi tager ansvar for Europas sikkerhed. Vi er et kernemedlem af Alliancen, og et land man kan regne med, som ikke længere ligger i læ af andre. Som er med til at sikre, at NATO kan forblive den stærkeste militæralliance i de næste 75 år. Det kan vi være stolte af,” siger statsminister Mette Frederiksen.

Med den seneste delaftale af forsvarsforliget bruger Danmark ca. 2,4 procent af BNP på forsvarsudgifter i 2024. Ifølge en opgørelse fra NATO lever 23 af de 32 NATO-lande op til målet om at bruge mindst 2 procent af BNP på forsvarsudgifter i 2024. Desuden er forsvarsudgifterne på tværs af de europæiske allierede og Canada steget med 18 procent i år ifølge samme opgørelse.

Topmødet indledes tirsdag eftermiddag amerikansk tid med en markering af 75-året for Alliancens grundlæggelse. Derefter vil der være møder onsdag og torsdag med fokus på Alliancens afskrækkelse og forsvar, samarbejdet med centrale partnere i Stillehavsregionen samt selvfølgelig den nødvendige og langsigtede støtte til Ukraine.

Uheld på motorvejen ved afkørsel 59 i Fredericia

0

Tidligere på morgenen rapporterede Vejdirektoratet om tabt gods på motorvejen ved afkørsel 59 i Fredericia, Snoghøj, i retning mod Kolding. Bilister blev advaret om at køre forsigtigt på strækningen. Desværre har situationen nu udviklet sig til et uheld.

Der er sket en sammenkørsel, og tre biler holder nu i nødsporet. Uheldet har skabt yderligere problemer i trafikken, og der forventes kø på strækningen. Bilister opfordres til at vise agtpågivenhed og være opmærksomme på rednings- og oprydningsarbejdet.

Carlsberg vil købe britisk læskedrikproducent

0
Carlsberg i Fredericia Foto: AVISEN

Bryggerikoncernen Carlsberg har fået godkendt et bud på den britiske læskedrikproducent Britvic til en pris på 29 milliarder kroner.

Mandag morgen meddelte den danske bryggerikoncern Carlsberg, at de har fået godkendt et bud på Britvic, som ud over sine egne mærker også tapper produkter fra amerikanske Pepsico på licens til det britiske marked. Buddet lyder på 3,3 milliarder britiske pund, hvilket svarer til 29 milliarder danske kroner. Britvics bestyrelse har anbefalet sine aktionærer at acceptere tilbuddet.

Strategisk udvidelse

Carlsberg har en strategi om at udvide sin produktportefølje med andre produkter end øl, som selskabet traditionelt har været kendt for at brygge. Britvic producerer blandt andet juice af mærket Robinsons og læskedrikken Tango. Desuden har selskabet en 20-årig aftale om at tappe produkter som Pepsi og 7-Up, en aftale der fortsætter, hvis Carlsbergs køb gennemføres.

Carlsbergs bud svarer til en pris per Britvic-aktie på 13,15 pund. Tidligere bud på henholdsvis 12 og 12,50 pund pr. aktie blev afvist.

Finansiering og strategiske træk

For at finansiere købet har Carlsberg meddelt, at deres igangværende aktiekøbsprogram stopper med omgående virkning. Handlen forventes gennemført i første kvartal af 2025. Hvis købet godkendes, planlægger Carlsberg at fusionere sin eksisterende britiske forretning med Britvic, hvilket forventes at resultere i synergigevinster på omkring 100 millioner pund over de første fem år.

Opkøb af Marston’s

Samtidig med købstilbuddet på Britvic, har Carlsberg styrket sin position på det britiske marked ved at købe partneren Marston’s ud af det fælles selskab Carlsberg Marston’s. Carlsberg har betalt 206 millioner pund for at blive eneejer af selskabet.

33-årig kvinde vendte hjem til indbrud

0
Foto: AVISEN

I perioden fra torsdag eftermiddag til søndag aften klokken 17.30 blev der begået indbrud i en villa på Søndergyden i Vamdrup.

Indbrudstyvene knuste en rude i en dør for at skaffe sig adgang til huset, hvor de derefter åbnede døren indefra. Den forurettede, en 33-årig kvinde, opdagede indbruddet, da hun vendte tilbage til sit hjem søndag aften, men har endnu ikke overblik over, hvad, som er stjålet.

Ugens Jay’s: Christian Jungmark

Ugens Jay’s: Christian Jungmark

0
der en bestemt slags lys over Ryes Plads en formiddag i juni. Det falder skråt ind mellem husene, lægger sig over aftalt, brosten og...
Følg serien 79 dage

Følg serien 79 dage