Ugens Kurt: Stig Gerdes

06:00 - 24. februar 2020

Det er en af Fredericias mest kendte indbyggere, vi i dag har fået ind ad døren til en samtale om et spændende liv. Ugens Kurt er ingen ringere end den tidligere læge Stig Gerdes. De sidste år er han blevet mest kendt for sin kamp mod sundhedsmyndighederne, der fratog ham hans autorisation i en lynproces.

Stig blev født i 1946 i København, men to år senere kom han til Fredericia sammen med sine forældre. Hans fars morfar og far var læger, farforældrene havde 10 børn hvoraf de 6 blev læger. Så det lå i kortene hvilken vej det skulle gå, men i Stig Gerdes barndom var det langt fra hans drøm.

Først boede familien på Fælledvej, så i Danmarksgade. Stig gik på Treldevejens, Købmagergade og Taulov skoler.

“Dengang havde vi meget mere frihed end idag, for der var ingen pædagoger. Det var sgu heldigt. Vi måtte selv ordne problemerne. Enten ved slagsmål eller forhandling”, siger Stig. Det var i 1950’erne, hvor han fløjtede op og ned ad gaderne. Han havde det allerede dengang svært ved at sidde stille og høre efter.

“I 5. klasse havde jeg stort set eftersidning hver dag. Så man kan ikke sige det gik specielt godt i skolen. Det var kedeligt og jeg gad ikke. Jeg hadede at gå i skole. Vi flyttede senere på en gård i Taulov. Min far ville gerne have nogle heste. Min mormor og morfar havde haft en gård på Fyn. Der lærte jeg en masse om landbrug og at ride”, fortæller Stig.

I fritiden var det leg, arbejde, hestene og fodboldspil, der intereressede ham. Hans far havde sammen med 3 brødre landets største 4 mandspraksis, med knap 9.500 patienter i Fredericia og var på den måde en velkendt familie i byen, og det meste af landet.

Det lykkedes Stig Gerdes at tage sig sammen i niende klasse og komme på gymnasiet.

“Jeg tog de intellektuelle briller på. Jeg ville gerne være landmand, men min ryg fungerede langtfra optimalt pga smerter og jeg var derfor nødt til at finde en uddannelse min ryg kunne klare”, griner Stig.

Ideen om at blive landmand fik han fra arbejdet på bedsteforældrenes gård og forældrenes gård i Taulov. Der var meget krudt i Stig, at det virkede til at han ville falde bedst til med livet i landbruget. Men da han i 1961 begyndte at tage sig sammen med lektier og eksamener, var vejen banet for en universitetsuddannelse. Han fik indhentet det faglige og kom ind på Fredericia Gymnasium i 1962. Dengang lå gymnasiet samme sted som den nuværende 6. juli skolen, og der var knap 176 elever pr. årgang.

“Der var kun matematiske og sproglige linjer. Vi var en rimeligt stort årgang, efterkrigstiden havde skabt min generation og vi var klar til at forandre verden. Mange af mine kammerater fra gymnasiet kom og hjalp i høsten, og så var vi fredet mht hjemmearbejde. Det var vi glade for og vi prøvede at udnytte det så længe som muligt, og nogle høstede indtil jul”, siger Stig med et glimt i øjet.

Stig begyndte at spekulerer over, hvad han ville med sit liv. Det vakte endnu kvaler at han måtte opgive landbruget pga dårlig ryg. Skolelærer var udlukket, for det gad han ikke. Men der var ikke så mange studenter, så der var frit optag på de visse universitets uddannelser. Stig Gerdes kastede et blik på familietraditionen hvor lægegerningen var den store kæphest, og endte med at søge ind på lægestudiet i Århus.

“Jeg havde valget mellem medicin og jura. Jeg var arvelig belastet, så traditionen vandt”, forklarer han.

I 1965 blev han student fra Fredericia Gymnasium. Men på grund af hans trang frihed og eventyr og fordi han var skoletræt, så endte han på en sejltur til østen:

“Efter studentereksamen kom jeg ud og sejle i 6 måneder med ØK til bla Singapore, Hong Kong og Manila. Jeg skulle bare have en pause fra bøger, så det var godt at komme til søs, for det var noget helt andet. Jeg passede messen for officierne”.

Men sejlturen sluttede og Stig begyndte på universitetet. Han tjente penge til studiet ved at arbejde på faderens gård, og fik 500 kroner pr måned at klare sig for. Det første år på universitetet blev fårerne skilt fra bukkene. Ved første års deleksamen, bestod kun 3 af 20 studerende.

“En god kammerat og jeg arbejdede godt sammen og klarede eksamen. Jeg var meget omhyggelig, for jeg brugte 9 år på at læse medicin. Jeg begyndte i januar 1966 og læste til januar 1975. Men der var også meget fest og farver. Jeg begyndte endda at brygge øl, da jeg blev sat på venteliste et halvt år og det sinkede mit studie med nogle måneder. Senere tog jeg på rejser. Dengang var der evighedsstudenter, så det var ikke et særsyn at nogle studerende hang i bremsen, fordi de havde travlt med alle mulige andre ting”, fortæller Stig.

Han nåede også at aftjene 2 måneders værnepligt i sommeren 1972. Da var han bare helt almindelig rekrut. Langt om længe lykkedes det dog at færdiggøre medicinstudiet, og da Stig Gerdes skulle aflægge lægeløftet, var han klar over, at netop det løfte betød meget for ham. Han ville desuden følge sin samvittighed og prøve at gøre en forskel.

Fra midten af februar 1975 rejste Stig til Luleå i Sverige og fik sin ilddåb som læge. Dengang var der ikke lægemangel i Danmark, så omkring 1000 danske læger arbejdede i Sverige. Frem til juni 1975 var Gerdes praktiserende læge på en lægestation for 10.000 patienter.

“Jeg blev kastet ud på dybt vand. Enten kunne jeg svømme eller også kunne jeg ikke. Men jeg klarede det, og vidste at jeg var havnet det rette sted rent fagligt”, siger Stig Gerdes.

Men han havde fået den ide, at han ville til New Zealand og være læge. For han havde stiftet familie, og der var nedfaldspunktet. Så han måtte tage en specialiseret amerikansk lægeeksamen for at kunne få lov til at arbejde dernede. Han sad derfor i København til en benhård eksamen, som han bestod.

Foran ham ventede eventyret, og fra juli 1975 til juli 1977 opholdte han sig i Christchurch på New Zealand. To børn blev det til. På sygehuset lærte han de forskellige specialer, og fik en stor rutine som læge, fordi arbejdstiden var 50-90 timer pr uge:

“Her var der syn for sagen. Der var mange dygtige læger at lære af, så jeg havde en fantastisk tid i New Zealand. Jeg kunne godt lide at være der. Jeg fik et meget lærerigt forhold til patienterne og kollegaerne”.

Alligevel endte det med at Gerdes vendte tilbage til Danmark i sommeren 1977. Han arbejdede nogle måneder på røgtenafdelingen i Silkeborg, samt nogle måneder på lungemedicinsk afdeling i Odense. Han var 13 måneder i lægekorpset, blev uddannet til sekundløjtnant og var 4 måneder på kasernerne i Haderslev og derefter Fredericia.

Stig havde det ikke med at sidde stille og vente på verden. Der kunne være 20-30 ansøgninger til hvert lægejob, så mulighederne var begrænsede for yngre læger i Danmark. Så da hans far gik på pension som praktiserende læge og ville nøjes med sit bijob som skolelæge og sociallæge, åbnede døren sig for sønnen Stig Gerdes:

“Jeg købte hans andel af den store Gerdes-praksis. Jeg begyndte i praksis i 1978 og overtog hans andel i marts 1979”.

Dermed blev han etableret som den Fredericia-læge, alle i byen kender den dag i dag. Men allerede i januar 1982 blev Gerdes-klinikken splittet op. To onkler gik hver for sig, og den tredie onkel valgte at gå sammen med Stig og de flyttede til Anders Billesvej.

En stædig mand (Foto: Fredericia AVISEN)

Stig holdt meget af tiden sammen med sin onkel Ib. Der blev arbejdet hårdt og derfor lærte han meget. Samtidig havde han kastet sig ud i medierne, mærkesagerne og de store slag mod systemet. Han var på avisernes forsider og var med til at sætte en dagsorden. Men det var ikke noget, der gav ham goodwill fra de andre læger i Fredericia:

“Jeg har aldrig været den store holdspiller. Jeg havde vel et rimeligt kollegialt forhold til lægemøderne og så videre. Men jeg tror de syntes jeg havde en stor kæft. Det havde jeg vel også”.

Han var begyndt at tale åbent om narkoproblemerne i Fredericia allerede i 1980. Stig vægtede friheden over alt sammen med lægeløftet. De blev sammen indtil Ib gik på pension, og nye læger flyttede ind på Anders Billesvej sammen med Stig. Historierne og overskrifterne kom der mange af, men frem for alt blev han en velkendt debattør og læge, også udover Fredericias grænser.

“Ved du hvad. Så meget synes jeg heller ikke byen har ændret sig siden dengang. Der er kommet flere biler og lavet gågader. Så har de rykket lidt på kommunegrænserne. Men ellers er Fredericia sig selv, med de samme problemer. Nu som dengang”, siger Stig.

Det er ikke fra Stig Gerdes man får ret mange hurra-for-alting-citater. Systemkritikken har siddet i ham gennem det meste af hans lægegerning. Og selv nu har han gode råd til de yngre læger:

“Vær dig selv. Hav selvtillid. Tro på egne evner. Uddan dig så godt som muligt. Stå på din ret. Overhold lægeløftet”!

Gerdes mener at man i dag ikke kan placerer et ansvar indenfor sundhedsvæsnet. Der er efter hans mening ikke længere nogen kontinuitet for patienten. Den tværfaglige tilgang er udhulet, alle læger er specialiserede og ingen har det store overblik. Samtidig er de unge læger blevet bange:

“Stort set alle sundhedspersoner skal sikre sig i hoved og røv, for ellers er fanden løs. Sygehusledelsen er fuld af djøffer, og vi kan ikke bruge dem til en skid, når vi skal hjælpe patienterne. De koster bare penge og spilder vores tid. Havde jeg været ung læge i dag, havde jeg ikke fortsat i faget, det er ødelagt, friheden og ansvaret er pist borte, og der er alt for megen administration. Men det værste er at det er defensiv medicin der styrer vort sundhedsvæsen. Red dig selv, ikke patienten”.

Stig Gerdes efterlyser en klar ansvarsfordeling. Han mener at det overordnede ansvar skal være ledelsens. Frem for alt skal der etableres nogle andre måder til at vurdere lægefejl.

“Hvis fly styrter ned så er der en haverikommision, der undersøger alt og kommer med foreslag til forbedringer. Vi skal have det samme indenfor lægefaget. Ikke alt det pjat vi har i dag. Læger er veluddannede og har stor efteruddannelse. De kan godt tage et ansvar. Sker der fejl, og det gør der, så skal det frem og der skal læres af det”, slår han fast.

Gerdes tror ikke på at pisk virker. Han vil hellere have god pædagogik og uddannelse.

I dag er han netop hjemvendt fra en lang rejse til sine børn og børnebørn i New Zealand. Det er 3 år siden, at han mistede sin autorisation på grund af sagen om Karina Hansen. Han tabte i byretten sidste år, og mener selv det skyldes retslægerådets sammensætning i hans sag. Sagen fylder meget i Stigs tanker, og i skrivende stund er advokatomkostningerne nået op på 800.000,- kroner. Nu venter han på at landsretten tager stilling til, om der kan indhentes en ny udtalelse fra retslægerådet.

“Der er jo skrevet meget om sagen, så jeg tror de fleste, der har sat sig ind i den, ved hvad den handler om. Men i min anke til landsretten lægger jeg vægt på, at retslægerådet var sammensat af psykiatere. Problemet er at de ikke kan vurdere en patientsag med en patient, der lider af ME. Det er en fysisk lidelse, ikke en psykisk lidelse”, forklarer Gerdes.

Stig Gerdes har aldrig været en tålmodig mand, forklarer han. Så det piner ham at en sag af denne karakter tager flere år om at afgøre. Men de principielle grunde til at køre sagen til ende nævner han som en vigtig motivation til at blive ved. Han har fået kaffe, en sandwich og en god udsigt. Vi følger ham fra bilen, til Kurts Kaffebar og tilbage til bilen. Mens vi sidder og snakker bliver han genkendt igen og igen. Og mens vi går frem og tilbage må han stoppe og snakke med folk, der genkender ham.

Der er næppe tvivl om at Ugens Kurt er en af de helt store legender i Fredericias nyere historie.

Ugens Kurt: Per Jacobsen

Andreas Andreassen

06:00 - 17. februar 2020

Ugens Kurt er nærmest vokset op med værktøj i hænderne. Han er søn af den berømte erhvervsmand, Helmuth Jacobsen, der gennem årtier stod i spidsen af Midtjysk Køleservice. Han voksede op med storesøster Eva og så elsker han livet. Ugens Kurt er Per Jacobsen.

Ugens Kurt blev født i 1977 på Fredericia Sygehus. Han er søn af Betty og Helmuth Jacobsen. Basen hed Erritsø og det gør den stadig.

“Jeg voksede op i Erritsø, hvor jeg havde en dejlig barndom sammen med min søster Eva. Det var en god og fri barndom, hvor vi lavede mange ting. Jeg blev hurtigt glad for at skrue i maskiner. Jeg fik faktisk min første Puch Maxi, da jeg var ni år,” fortæller Per Jacobsen og fortsætter:

“Jeg kørte endda rundt på min Puch Maxi på markerne bag firmaet. Det var livet. Jeg har altid været glad for mekanik, jeg var også med min far ude hos kunderne, da jeg var helt lille. Man kan godt sige, at jeg fik kølearbejdet ind i blodet. Jeg gik i skole på Erritsø Centralskole, hvilket var fint nok, men jeg havde det nok bedst, da jeg kom i lære hos Arne Nørgaard – min far er faktisk udlært under samme mester.”

“Det skal ikke forståes sådan, at min tid på Erritsø Centralskole var dårlig. Den var god, ifølge min lærer var jeg både klassens klovn og leder – på den gode måde. Mine skolekammerater var gode, og jeg taler stadig med nogle af dem – ikke så fast, men Facebook knytter os jo sammen. Jeg kom i øvrigt i lære i 1993 og var udlært i 1997,” lyder det fra kølemanden.

Kan du fortælle om din læretid?

“Det var god, meget alsidig vil jeg faktisk sige. Jeg arbejdede på et lille smedeværksted. Det betød, at jeg prøvede kræfter med næsten alt. Jeg er uddannet kleinsmed, men jeg fik også lært VVS- og maskin-arbejde. Når jeg husker tilbage på min læretid, så står det skarpt, at jeg eksempelvis svejsede bunde i byens skraldebiler. Det var ikke ret sjovt. Selvom man spulede og rengjorde bilerne inden svejsning, så husker jeg stadig den stank som direkte ækel,” siger Per og griner, inden han fortsætter:

“Jeg havde Charles som læremester – han var en hård banan. Det var kæft, trit og retning, men det var godt for mig. Jeg tror faktisk, at mange unge mennesker mangler denne del i dag. Det er sundt. Der var sgu en del respekt for for svendene dengang, og vi lærlinge skulle give den en ekstra skalle.”

Efter læretiden skulle Per Jacobsen lige arbejde 3-4 uger for sin far i Midtjysk Køleservice, fordi virksomheden havde ekstra travlt, men det blev til 18 år.

“Det var en god tid. Jeg havde det godt med at arbejde sammen med min far. Vi har aldrig haft problemer med at arbejde sammen. Vi har haft en gensidig respekt. Jeg ved, at mange har svært ved det, men vi havde det ikke,” siger Per og fortæller om en typisk arbejdsdag:

“Vi lavede meget butiks- og industrikøl. Nogle gange tog man af sted mandag morgen og kom hjem torsdag aften, men det var ikke altid lige let at være mesters søn. Når de andre fik fri om fredagen, måtte jeg arbejde”

I 2007 bliver Per Jacobsen far til sit første barn, og det var en stor oplevelse.

“Det var overvældende at blive far, vi fik to år senere barn nummer to, der i øvrigt havde voldsom kolik. Men børn er det største,” siger Per Jacobsen.

Arbejdet i familievirksomheden buldrede af sted og det var en dejlig tid. I ny og næ var der plads til badminton og firmabowling, men ellers kaldte familievirksomheden. Men familien kunne også holde fri.

“Vi var en familievirksomhed med stort F. Vi har dog været gode til at holde fri. Det kan godt være, at snakken faldt på arbejdsopgaver også, men det var naturligt, og vi har holdt mange ferier sammen. Mine forældre har et hus i Spanien, hvor vi hygger os sammen. Vi besøger stadig det hus. Typisk fire gange om året, så vi kommer ned i gear. Det kan også være en forlænget weekend om vinteren,” fortæller Per Jacobsen.

I december 2010 køber TREFOR Midtjysk Køleservice, men Per Jacobsen og faderen Helmuth fortsætter i forretningen.

“Vi arbejdede i firmaet i nogle år. Det var faktisk ganske okay, men desværre blev min far ramt af en række blodpropper i hjernen, så han stoppede først, og jeg stoppede så den 1. april 2016,” fortæller Per og fortsætter:

“Jeg startede i stedet op selv med PJ Køleservice. Det er spændende. Jeg startede fra bunden af, og var overbevidst om, at jeg skulle være mig selv, køre ud til bagermesteren, slagtermestermesteren og lignende mindre kunder, men i dag er vi fire montører. Efter tre måneder fik jeg den første mand, og i dag er der i alt seks mand i virksomheden, så det er gået stærkt. Der er nok at se til. Vi har alt lige fra de store industri til bådkøleskabet i Lystbådehavnen.”

“Vi er hovedsageligt baseret på industrien i dag, hvor vi har fået nogle tunge kunder som Skærbækværket, Statoil, vindmølleparker på Horns Rev og mange flere. På Horns Rev bliver vi fløjet ud med helikopter, og der er konkurrence om at komme derud,” fortæller Per og fortæller om de lokale kunder:

“Vi kommer, når kunderne ringer og hjælper. Vi arbejder også for Fredericia Shipping med skibskontainere. Vi udfører et PTI-tjek af dem, det er meget spændende.”

Hvad når du holder fri, hvad er så beskæftigelsen?

“Ud over, at vi er sammen i familien og gerne holder weekender og ferier sammen, så jeg som mange andre, blevet skilt, og lever i dag sammen med Heidi, som har en søn, så i alt er vi en familie på fem, hver anden uge og to hver anden. Basen er stadig i Erritsø,” siger Ugens Kurt og fortæller videre om interesserne:

“Jeg sejler og har et fritidshus, og så er jeg begyndt til mandeyoga. Men motorbåden og fritidshuset på Nordfyn trækker mest. I motorbåden føler jeg friheden og får følelsen af fritid ind i kroppen. Når man har mange timer om ugen som selvstændig, så er det nødvendigt, at der falder ro på i fritden. Det gør der hos mig, når man sejler ud af havnehullet med en kold øl i kopholderen. Jeg arbejder i en branche, hvor der er døgnvagt, så fritid er nødvendigt.”

“Vores børn går i dag på Erritsø Fællesskole – en på Krogsager og en på Højmosen. Min papsøn går i skole i Gram, så der venter 130 kilometer pr. gang, så det går der også noget tid med,” siger Per.

Hvad med din far, hvordan går det med ham?

“Han har det nogenlunde, han har været ramt af blodpropper, så vi ses så meget vi kan for at få noget kvalitetstid sammen. Familehygge er vigtigt, og børnene er meget glade for deres farmor og farfar.”

Hvordan ser du Fredericia i dag?

“Det er en spændende by, der ligger godt midt i det hele. Jeg bliver tit imponeret over, hvor mange køleanlæg, der er i byen. Vi laver mest lokale ting, så jeg har set ret mange køleanlæg i byen og ser generelt meget af byen. Mange henter måske mælken i Rema, men bagved er der meget mere; køleanlæg, fryserum – og mange andre maskiner, som vi skal servicere,” siger Per og fortsætter:

“Derudover ser jeg byen, når vi hos private installere med varmepumper. Der sker meget i byen for tiden.”

Og fremtiden?

“Jeg vil gerne leve godt, være rask og så har jeg en illusion om ikke at arbejde til, jeg bliver 70 år, men i stedet stoppe, når jeg bliver 58 år. Nu må vi se om det holder stik. Jeg går jo til mandeyoga, fordi jeg har ondt i ryggen. Min træner Chris Vejlegaard sagde, at han lavede yoga for tykke mænd,” svarer Per og griner inden han slutter:

“Men det er faktisk overraskende godt. Jeg var til det i går. Men i forhold til fremtiden, så har Heidi og jeg en klar plan om, at vi skal flytte til Spanien, nyde livet dernede og måske handle lidt biler. Det har altid været min interesse, men jeg har ikke fået gjort noget ud af det. Det kunne jeg måske dyrke der. Det er fremtiden og drømmen.

Ugens Kurt: Dennis Nielsen

Andreas Andreassen

06:00 - 10. februar 2020

Ugens Kurt er et kendt ansigt i byen. Man ser ham på sin cykel, på Monjasa Park, i thansen ARENA, til politiske debatter og så er han født indenfor voldene. Han nyder titlen som Farfar til seks børnebørn, som han deler med Fru Nielsen. Ugens Kurt er Dennis Nielsen.

Dennis Nielsen blev født i 1957 på Sct. Josef til klokkerne af Sct. Michaelis. Mor var fabriksarbejder og far kørte lastbil. Byen var legerum, skolen trak ikke i ham, så smedegerningen blev vejen.

Dennis Nielsen ankommer i sin arbejdsjakke til Kurt’s Kaffebar. Klokken er blevet 15.23, han fik fri kl.15.00 fra Caverion på Venusvej og tog jernhesten til byens centrum, hvor han i Ugens Kurt beretter om livet og sit 25-års-jubilæum.

“Min mor var fabriksarbejder. Hun arbejdede mange år på mælkefabrikken Nestlegården og sluttede af på Rahbek Fisk. Min far var udlært tømrer, men kørte som skraldemand for P. Fournaise,” indleder Dennis Nielsen og fortsætter:

“Jeg voksede op i centrum af Fredericia i Prinsessegade ved siden af biografen. De første mange år legede vi på Ryes Plads, hvor der var græs og træer, og så var der baghaverne i Prinsessegade, hvor vi legede meget. Der fik jeg mange kammerater. Vi var alle sammen ude at lege, det var sådan det var dengang. Der var ikke iPads og fjernsynet var dårligt kommet til byen. Vi byggede sæbekassebiler, alt foregik udendørs, så vores forældre havde meget ro.

“Jeg gik også på Dagmargården og senere Børnenes Vel i Kongensgade, inden skoletiden på Købmagergade Skole kaldte,” fortæller Dennis Nielsen.

Hvordan var skoletiden?

“Det var den gamle skole, da jeg startede stod vi på rækker, når det ringede ind. Det var disciplin med kæft, trit og retning. Det var lige den årgang, hvor man stadig kunne risikere at få en på hovedet. Jeg havde ikke rigtig noget favoritfag, og jeg må også indrømme, at jeg blev lidt skoletræt. Jeg kom ud at arbejde først som medhjælper på cigarfabrikken I.P.Schmidt et par måneder, hvorefter jeg kom i smedelære som hos Monberg & Thorsen i Erritsø,” fortæller Dennis og uddyber:

“Jeg havde en god læretid. Det var en tid med fest og farver i 1970’erne. Der var gang i den. Det var mere spændende end skolen at komme i lære. Det var en hård tid, der var regler og man skulle yde noget. Respekten for svendene var stor, man skulle rette ind, og hver fredag skulle maskinerne gøres rent. Det var igen en anderledes tid. Fredericia var dengang på mange måder tegnet af de store fabrikker som Superfos, Shell Raffinaderiet og Skærbækværket, hvor vi arbejdede meget.”

Dennis Nielsen sluttede læretiden i 1978, hvorefter Søværnet kaldte. Det blev til en tur til landets hovedstad København.

“Efter min læretid rejste jeg til København. Destinationen hed Holmen, hvor Søværnet blev mit arbejde i ni måneder. Jeg må indrømme, at det var en fantastisk tid. Jeg ved godt, at Søværnet er noget andet end det almindelige militær, men det var godt. Jeg under alle de unge mennesker i dag at prøve det. Det var virkelig spændende. Det var ni gode måneder, hvor mit primære job var at passe maskinerne og tjekke H.M. Dronningens både, der skulle sejle ud til Kongeskibet Dannebrog,” siger Dennis Nielsen og tænker tilbage på hovedstadens pulserende liv.

“Jeg husker København, som en enormt spændende by. Det var så fedt at komme derover. Det var noget helt andet. Jeg havde en god soldatertid, hvor vi havde fri til fyraften. Der var plads til at nyde livet og se byen. Det var helt unikt at være i byen. Efter min tid i Søværnet rejste jeg tilbage til Fredericia, jeg havde jo truffet Fru Nielsen (Politikeren Inger Nielsen red.). Jeg havde sgu kun været i Søværnet i en måned, da jeg traf hende – så var jeg låst fast. Jeg blev ellers tilbudt et job i København som vicevært, men jeg valgte Fredericia og Fru Nielsen. Det var en god tid. Jeg arbejdede forskellige steder, blandt andet som rejsemontør i Danmark og Norge, ligesom platformene på Nordsøen blev en af mine rejsedestinationer,” fortæller Dennis Nielsen.

Hvordan var det at komme ud på Nordsøen?

“Det var specielt og anderledes. Det er faktisk simpelt. Enten så kan du være der, eller også kan du ikke. Jeg var der af flere omgange, men jeg kender mange, der var der en gang, og aldrig kom tilbage igen. Man er jo ude på søen, så man kan ikke lige gå ned i byen og drikke et par bajere, og sige, “det er ligemeget”. Jeg var instrumentrørlægger på Nordsøen og det var lige mig,” siger Dennis Nielsen og fortæller om tiden, da han gik “i land”.

“Efter en lang række ansættelser – som der var normalt i min branche, hvor mange smede og særligt jeg mærkede uroen i rumpetten efter seks måneder på en plads, så måtte man videre. I maj 1995 startede jeg hos ABB, hvor min arbejdsplads blev afdelingen på Shell Raffinaderiet. Det var faktisk nogle kolleger, jeg havde gået med på Nordsøen, der ringede og spurgte om jeg kunne hjælpe. Det kunne jeg. I dag arbejder jeg stadig i koncernen, der har skiftet navn til Caverion,” fortæller Dennis.

Hvordan var det at blive fastligger?

“”Jeg var virkelig glad for at komme derud. Jeg havde muligheden for at komme på Nordsøen igen og til Tyskland, men jeg gad ikke mere. Familien kaldte mere. I dag er jeg alt-mulig-mand, jeg har haft en række skavanker gennem årene, så det har været godt være i en stor virksomhed med mange muligheder. Jeg har arbejdet med mange forskellige opgaver gennem de 25 år. Jeg har faktisk 25-års-jubilæum den 13. februar. Det er jo mit andet sølvbryllup – det første var med Fru Nielsen. Begge er holdt godt. Det er stort – nogen gange tager den ene dag bare den anden – og her kan vi sige det ene år tager det næste år,” lyder det fra Hr. Nielsen.

Du blev senere politisk og faglig aktiv, hvorfor?

“Det er rigtigt. Jeg blev politisk aktiv tilbage i 90erne, men det var faktisk det faglige arbejde hos Dansk Metal, der trak mest. Jeg blev opfordret til at blive tillidsmand, og det blev jeg glad for. Senere blev jeg medlem af bestyrelsen i lokalafdelingen hos Dansk Metal. Det er blevet til mange gode år med fokus på arbejdsmarkedsforhold. Det har jeg altid brændt meget for,” siger Dennis og fortsætter:

“Politisk blev socialdemokratiet mit parti. Jeg har været byrådskandidat to gange, en gang opnåede jeg at blive suppleant, anden gang gik valget katastrofalt. Jeg gik ind i politik for at arbejde med arbejdsmarkedsforhold – jeg ville give igen og gøre mit for at arbejde med mulighederne for mine kolleger.”

Din hustru er hos Dansk Folkeparti i dag, har I så nogle heftige debatter?

“Vi kan godt debattere, med det er ikke noget, der giver problemer. Det er ikke så galt, for vi er alligevel enige om mange ting. Men der er også en række områder, hvor vi kan være uenige politisk, men sådan er livet jo. Vi har haft mange gode debatter, og det har vi stadig. Vi brænder begge for mennesker og samfundet, og ser man de to partier på landsplan, så er der jo flere punkter hvorpå de er forelsket i hinanden. Lokalt kan der være lidt uenighed, men også her finder de sammen. Inger og jeg har det godt med politik – og det går fint”, siger Dennis.

Har man besøgt det gamle stadion på Baldersvej, så ved man også, at Dennis Nielsen og sønnen Lasse var faste tilskuere, og det er de stadig.

“Jeg kan godt lide at se byens klubber. Det er en god tid, særligt nu hvor det går godt, men jeg har også været med, når da gik skidt. Jeg synes, at det er nogle gode sportsgrene på hver sin måde. Håndbolden har tempo og mål, fodbolden fascinerer og leverer ofte tætte og store dramaer. Håndbolden deler jeg med Inger, imens hun er bandlyst til vores fodbold, hvor vi står tre generationer sammen. Det er stort,” siger Dennis og fortsætter:

“Jeg har seks børnebørn – det er nogle fandens børn, Inger og jeg fik. Vi fik kun to og så leverer de seks børnebørn, men det er spændende, særligt når de er små har man som farfar mange store oplevelse. Den ældste bliver 18 om lidt, så før jeg ser mig om, er jeg jo oldefar, det går deropad, Andreas, siger Dennis og drikker en slurk kaffe.

Hvad med politik i dag, er du stadig med?

“Jeg er stadig med i politik og fagforening. Den første del er droslet lidt ned. Jeg følger med, jeg er jo også gift med en politiker, så jeg skal vide, hvad der sker. Men jeg må sige, at fredericiansk politik er lidt kedelig i disse år. Det går godt i byen, men byrådsmøderne er blevet for stille. Før kunne man stille spørgsmål, nu er det hele afgjort og klappet af, inden de går ind i salen,” siger Dennis Nielsen og slutter, inden vi går over til mere kaffe og flødeboller:

“Jeg synes, at det er en skidt udvikling. Jeg ved godt, at mit parti sidder på 13 mandater og Jacob er god til at inddrage alle i byen, men nøj, hvor jeg savner den politiske debat. Mit parti har gjort det godt, og vælgerne har belønnet os, men man skal passe på, at man ikke glemmer debatten. Jeg har dog respekt for demokratiet og de valg, man har taget. Jeg er ikke ked af det som socialdemokrat, vi har jo flertallet – men debatterne er gode at tage.”

Dennis Nielsen og jeg får en kop kaffe mere, og Ismail serverer en flødebolle for os, som vi nyder, inden vi hilser af og Dennis cykler hjem til Inger i Erritsø på sin cykel.

Tillykke med jubilæet, Dennis.

Ugens Kurt: Mette Juul Jensen

Andreas Andreassen

06:00 - 3. februar 2020

Det er en kvinde med ild i rumpetten, gang i livet, drive i hovedet, som i denne uge indtager den ærefulde plads i stolen på Kurts Kaffe, som Ugens Kurt. Ugens Kurt er datter af en tidligere Kurt, elsker dans og livet. Ugens Kurt er i en alder af bare 29 år i spidsen for home Fredericia. Ugens Kurt er Mette Juul Jensen.

Det er blevet onsdag, og med 24 timer i døgnet finder vi et ledigt tidspunkt, hvor vi kan mødes til en samtale om livet med den 29-årige fredericianske kvinde, der siden 2018 har ledet home Fredericia. Mette er dog en kendt pige i lokalsamfundet, som datter af Kai og Winnie, der drev cykelforretningen på Vejlevej, senere Venusvej, har hun mødt tusindevis af fredericianere. Vi starter dog med fødseldagen.

“Jeg kom til verden den 8. marts 1990 i Fredericia sammen med min tvillingesøster Katrine. Vi var nummer tre og fire i børneflokken, der tæller fire piger i alt. Jeg voksede op i Stjernekvarteret sammen med min mor, far, tvillingesøster og ældre søskende. Så far fik hurtigt lavet et badeværelse mere – det var nok for at skabe ro fra start. Jeg havde en dejlig opvækst, hvor jeg stordyrkede dansen. Meget dans. Jeg har danset alt fra standard, disko, latin, HipHop, Rock N Roll og meget andet hos Rikke i LB Dans. Jeg startede, da jeg var tre år – og siden har jeg kun haft et par års pause. Jeg danser endnu, men ikke hele repertoiret længere. Nu er det standard og latin,” siger Mette Juul Jensen og uddyber om dansen:

“Dansen var og er et frirum for mig. Jeg har danset både pardans og individuel dans. Det sidste betød, at hvis det gik skidt, var det ofte dig selv, og jeg er et udbredt konkurrencemenneske, så jeg er ikke god til at tabe. Hvis ambitionerne var højere end resultaterne havde jeg svært ved tackle det, men det drev mig til at blive ved og ved.”

En barndom der også bød på ture på den røde Winter-cykel med lad på og en god tid i SIDs børnehave på Dannevirkevej, hvor Mette sammen med søsteren efter børnehavetiden besøgte lederen af børnehaven om sommeren i Sanddal gennem 10 år.

“Hun var leder derude, og vi havde det virkelig godt i børnehaven, da vi stoppede inviterede hun os på overnatning i Sanddal, hvor de boede. Så var vi der 10 somre i streg, hvor vi fik skumfiduser og varm kakao på stranden, ligesom vi blev forkælet med is og slik,” siger Mette og fortsætter:

“Mor og far havde næsten aldrig beskidte ruder, for når vi børn skulle i Madsbyparken gik vi lige forbi forretningen, hvor vi kiggede ind til mor på kontoret og far på værkstedet. Der var nok snot og savl alle steder. Jeg kan huske, at jeg synes, det var sejt, at de arbejdede der.”

Fra børnehave til 10 år på Fredericia Realskole, hvor der blev danset og sjippet i frikvartererne.

“Det var godt på skolen. Jeg har ikke prøvet andre skoler, men det var en god skole med nogle gode undervisere og kammerater. Jeg taler stadig med kammeraterne, så det kan ikke være helt skidt. Jeg var en kæmpe boldmongol, så jeg dansede nok i et hjørne ellers sjippede vi også,” griner Mette og fortæller om gymnasietiden, der fulgte efter:

“Jeg var nok ikke den mest ambitiøse elev. Jeg flyttede hjemmefra i 2.G, jeg havde bare en indre lyst til at bevise, at jeg kunne klare mig selv, hvorfor jeg arbejdede som tjener på Cafe Carlos i fritiden. Det var sjovt, nok også sjovere end at gå i skole. Inden Carlos arbejdede jeg hos Mammi i Cafe FIC. Der startede jeg allerede som 13-årig. Det var fantastisk. Det var lange arbejdsdage fra morgen til aften i weekenderne og 16-22 i hverdagene.”

Mette Juul Jensen var samtidig frivillig i Kræftens Bekæmpelse. Et arbejde, der startede da hun var 16 år.

“Sideløbende var jeg med i Kræftens Bekæmpelse, da jeg som 16-årig stod for lyserød lørdag i byen. Jeg var den enste der meldte sig, så jeg blev opgraderet til kampagneleder. Jeg aktiverede mit netværk og fik stablet det hele sammen. Jeg blev senere formand for de unges kræfter,” siger Mette.

Hvorfor kræftområdet?

“Jeg så, at de søgte frivillige, så jeg meldte mig, jeg havde jo tid i overskud, og Annemarie, der er lokalformand har holdt fast i mig siden, og de sidste fem år i bestyrelsen, hvor jeg har arrangeret stafet for livet, stået for børneaktiviter – ja børn har været min hovedlinje, når det handler om kræft.”

Det var vel ikke godt for skolen med arbejde og frivilligt arbejde?

“Nej, det hang ikke sammen med skolen, så det smittede også af på karakterne. Jeg takker stadig en af mine bedste veninder Annemette og mine søskende for, at jeg klarede mig igennem lektierne. Efter gymnasiet arbejdede jeg fuld tid på Carlos, hvilket var livet. Det er faktisk blandt de bedste jobs, jeg har haft. Det var frihed under ansvar, og det arbejde i den kultur med Carlos i spidsen var fantastisk. Selvom vi havde travlt, så var der plads til det spanske med at samle op, få lidt at spise og drikke for at runde dagen godt af. Jeg fik i alt fald spist tapas, og der er stadig kunder, der kom jævntligt dernede, som jeg taler med i dag. Jeg fik skabt mange relationer,” siger Mette og fortsætter:

“I december 2009 overtager mor og far butikken igen. Jeg vidste ikke en klap om cykler, men jeg startede derude og hjalp dem. Far ringede og sagde, at de skulle tilbage i butikken og om jeg ville have et arbejde. Det ville jeg da gerne. Det var en mærkelig start, for far var ikke stoppet i sit andet job, så mor og jeg startede første åbningsdag uden far, så da den første kunde kom var vi på den. Vi kendte kassen og kunne give en slange med – mor vidste lidt mere end mig, men vi måtte sige, at Kai kom kl.15.00, de ventede på ham. Selvom vi var en cykelfamilie, så vidste jeg ikke noget om cykler. Jeg lærte dog meget undervejs, og arbejdede løs. Det var en god tid med meget arbejde og mange penge til opsparringen. Cykelforretningen om dagen og Carlos om aftenen.”

Hvornår kom uddannelsen ind i billedet?

“Jeg startede på mit tredje sabbatår hos mor og far, da vi besluttede, at jeg skulle tage en salgsuddannelse, så det gjorde jeg hos dem. Jeg flyttede til Aarhus, hvor jeg læste og boede på erhvervsakademiet, hvor jeg læste til finansøkonomi. Jeg var dog meget i Fredericia, fordi Rikke fra LB Dans blev syg. Jeg underviste et voksenhold. Dertil kommer, at far fik en hjerteoperation,” fortæller Mette Juul Jensen og fortsætter om Aarhus-tiden:

“Jeg formåede dog at få nogle venner og veninder, som jeg stadig ser i dag. Jeg fik gået meget i byen, og min opsparring var væk af en eller anden årsag,” griner Mette og fortæller om drømmejobbet hos home i Fredericia.

“I 2015 tog jeg til jobsamtale hos home i Fredericia. Jeg fik jobbet som trainee og startede den 1. august 15. Jeg var færdiguddannet den 1. april 2017, og den 1.2.2018 blev jeg daglig leder,” fortæller Mette.

Det med daglig leder – det var noget af et skifte, men fortæl os først om traineetiden.

“Traineetiden var fed, men det var en meget nervøs Mette, der gik ind på arbejdspladsen til første arbejdsdag. Det var nok, der voksenlivet startede for mig i en alder af 25 år. Vi skulle varetage noget af det største et menneske kan opleve – at købe og sælge et hus. Det er en stor og velovervejet beslutning. Det gav mig et ansvar, men jeg kunne mærke med det samme, at jeg var på rette vej, og at det var mig,” siger Mette og fortsætter:

“Jeg kom til verdens bedste arbejdsplads, og jeg var selv med til at skabe den. home for mig er der, hvor der er plads til mig og mine folk. Vi er dem, vi er og vi står sammen som et team. Vi knokler og hjælper hinanden, men vi husker at hygge os. Det har jeg nok taget med fra Carlostiden – man skal aldrig have for travlt til en fyraftensøl, hvis du spørger mig.”

Hvordan blev du leder?

“Chancen for at blive leder opstod pludseligt, og jeg greb den. Jeg havde ikke set det komme, og jeg kunne jo prøve det på et senere tidspunkt, men Charlotte Lynggaard sagde, at det var nu, så var det nu,” fortæller Mette.

Hvad har du ellers af interesser i livet?

“Jeg har meget at lave, jeg har et godt liv. Jeg er meget tilpas, og hviler meget i mig selv. Jeg har mange bolde i luften, men det er okay. Jeg nyder min familie, venner, kæreste og hus. Jeg har nogle gode venner, hvis jeg ikke har set mine venner og familie tre aftener om ugen, så er der noget galt, ellers er det netværk i håndbold og fodbold, der tager min tid. Jeg synes faktisk, at jeg gør meget for mænge mig, og det er fedt. Jeg nyder at møde en masse forskellige mennesker. Alle har en historie. Det lyder måske poetisk, men det har man jo. Det inspirerer mig at høre om folk, og det er et kæmpe plus, når man kan hjælpe hinanden – og mit fag, der omhandler køb og salg af boliger binder jo mange mennesker sammen,” fortæller Ugens Kurt og fortsætter:

“Jeg kan også lide at rejse. Det er både på ski, men også sol og sommer. Jeg prøver at slappe af, når jeg har ferie, men med den portion krudt i røven, jeg har, kan det være en udfordring. Jeg underviser også stadig i dans om mandagen, hvor mit gamle voksenhold hører på mig. Vi har det sjovt, og griner meget.”

Hvad bringer fremtiden?

Det er et godt spørgsmål, jeg har altid haft fart på, særligt de sidste fem år. Jeg bliver 30 om lidt, og der kommer nok børn. Jeg er moster til syv, og så skal jeg være tante til juni. Det er en titel, jeg glæder mig til. Rigtig mange af mine veninder har fået eller venter børn, så der er mange børn omkring mig, og det er fantastisk. Jeg tager børnene til mig, som var de mine egne. Så jeg skal også selv have børn på et tidspunkt, og der går nok nogle år endnu.”

Du bor i Fredericia – hvordan er det?

“Det er godt. Der er sket meget i Fredericia, bare de sidste fem år. Der er gang i byen, butikker, liv, stolthed i byen, som jeg oplever, man retter ryggen, når man bor i Fredericia. Jeg forlod en by, hvor der stod, “Bevar Fredericia Skibsvært” i bagruderne, og butikkerne lukkede. Jeg sagde til min far, at jeg aldrig kom tilbage, det griner vi i af i dag, hvor jeg ikke kunne fortstille mig at bo andre steder. man støtter lokalt, og viser os på landkortet med teater, havn, kultur. Det er fedt at bo i Fredericia.”

Hvordan med familien, hvordan har I det i dag?

“Vi er fire søskende, som ses i alt fald en gang i måneden. Vi bor to i Fredericia og to i København. Mor og far vil også se mig lidt mere, de mener nogle gange, at de ser dem i København mere end mig. Mine forældre er der altid, når jeg har brug for dem, det betyder meget for mig. Jeg har også en svigerfamilie i Kolding, som vi ser så meget, som vi kan.

Vi fortsætter samtalen om livet, Mette drikke sin the og jeg min kaffe, inden vi ønsker hinanden en god dag. Tak for samtalen, Mette.

Ugens Kurt: Poul Nyborg Mikkelsen eller bare Fido

Andreas Andreassen

07:00 - 27. januar 2020

Ugens Kurt er intet mindre end en legende i det fredericianske håndboldmiljø. Han trådte sin barnesko i Vingsted, men flyttede til Fredericia i 1967, da håndbolden kaldte og bor i dag på år 41 i højhusene på Lumbyesvej. Han bærer titlen bedstefar stolt, elsker sport og kender gud og hver mand. Ugens Kurt er Poul Nyborg Mikkelsen, eller bare; Fido.

Det er blevet torsdag, og livet omkring kaffebaren i Fredericia cykler af sted, man kan næsten sætte sit ur efter, hvornår de forskellige kaffegæster drikker den varme mocca. Poul Nyborg Mikkelsen har fundet plads ved et bord i god tid, og sidder med en Coca Cola. Han smiler og serverer som altid en god kæk bemærkning.

Fido, som han kaldes efter han som otte-årig i Vingsted friluftsbad sprang i vandet efter en pind, og de andre råbte, “Kom så med den Fido”, blev født den 19. december 1941 i Vingsted. ”Lige overfor Vingstedcenteret, hvor de tyske flygtninge senere boede,” indleder han.

”Ja, vi overlevede en verdenskrig os der var født dengang. Da jeg var helt ung var der en flygtningelejr i Vingstedcenteret. De tyske flygtninge rejste først hjem i 1948. Men selvom jeg var ganske lille husker jeg ikke, at vi mærkede til krigen dengang,” siger Fido og fortsætter:

”Jeg kan dog huske, at da krigen var slut og de tyske flygtninge boede i centeret, så kunne vi børn blive kaldt ind af vores forældre, hvis vagterne skød efter dem. Det var måske bare varselsskud, hvis de var stukket af, men jeg husker tydeligt, at så var det ind.”

Fidos forældre arbejdede begge, imens faderen passede skoven, passede moderen gryderne som kogekone. Skolegangen var fin. Han gik på en landsbyskole, hvor alle kendte hinanden.

”Det var en god skole. Der var ikke så meget sprog og andre flotte fag. Vi havde regning, dansk, religion og historie, hvor de sidste to fag var mine favoritter. Hvis man skulle mere, så skulle man gå i skole i Vejle,” siger Fido og fortæller om sine fritidsinteresser:

”Jeg spillede fodbold i Bredsten og fortsatte med at spille, da jeg var i lære. Jeg kom i lære hos Ødsted Mejeri som mejerist. Jeg blev udlært d. 1. maj og skulle straks ind som soldat den 2. maj. Jeg var fire måneder i Haderslev og et år i Odense,” siger Fido og tænker tilbage på militærtiden:

”Jeg spillede næsten kun bold efter rekruttiden. Vi vandt en masse mesterskaber. Efter værnepligten var vi hjemme i et års tid, hvorefter vi blev genindkaldt i tre uger, men det var ikke andet end druk,” griner Fido og uddyber:

”Det var nogle gode soldaterkammerater, som man ikke havde set i et år, så alt skulle genopfriskes. Det var næsten som i filmene (Soldaterkammerater red.). Vi havde det sjovt.”

Hvordan gik du fra håndbold til fodbold?

”Vi spillede begge dele. Håndbold var udendørs dengang, men der var en hal i Vingsted. I Vejle var der en gammel badmintonhal, ellers var der ingen. Jeg bestilte, som sagt ikke andet end at spille fodbold og håndbold i militæret.”

Poul Nyborg Mikkelsen fik arbejde på Bredsten Mejeri, hvor han var i seks år. Samtidig spillede han timevis af håndbold, hvor han også kom på amtsholdet i Vejle. Han blev spurgt om at rejse til Fredericia fF at spille, og han takkede ja.

”Jeg havde allerede været i Glashallen nogle gange og mærke stemningen, så jeg sagde ja. Det var jo helt vildt, hvad man havde skabt i Fredericia – håndboldmiljøet var magisk. Jeg skiftede til F’erne i 1967 og startede med at arbejde på mælkefabrikken på Nestlegården, hvor jeg var i to år. Der blev produceret mælk og fløde. Vi solgte blandt andet til de amerikanske tropper i Tyskland og vi lavede også flødekarameller. Jeg stoppede der efter to år, fordi de ville have jeg skulle være mester, hvilket betød, at jeg skulle sige ja til tre-holds-skifte, men det gad jeg sgu ikke. Så kunne jeg ikke spille håndbold,” siger Poul og fortsætter:

”Jeg blev i stedet frugtchauffør, først for AV Kirkeby gennem tre år, men så flyttede de til Horsens og det var for langt væk, syntes jeg, hvorfor jeg i stedet fik arbejde hos HP Frugt. Der var jeg i 38 år. De første 18 år var som chauffør og de sidste 20 år som telefonsælger hjemmefra. Det var rigtig godt og spændende.”

Hvordan var det at køre med frugt?

”Det var spændende. Jeg mødte et hav af mennesker. Jeg kørte først seks år i Aabenraa, Vojens og Haderslev, hvilket gav nogle sjove oplevelser. Jeg husker f.eks., at jeg skulle levere 30 kasser æbler hos et supermarked i Aabenraa. Købmanden sagde, at jeg skulle stille dem i ”æ eck”, men jeg kunne sgu ikke finde et sted med æg. Han talte jo halvvejs tysk. Senere da jeg så tysk fodbold, opdagede jeg, at eckball var hjørne, så æblerne skulle stå i hjørnet,” fortæller Fido og får os til at le.

Fido kørte senere i Vejle by, hvilket var noget lettere – og gav mindre tid på landevejene, men ruterne blev effektiviseret, hvorefter Fido blev ”hjemmegående sælger”.

”Jeg ringede rundt, det gav mange gode samtaler, og der var gang i den. Kunderne var supermarkederne, og når jeg tænker tilbage, så var der virkelig gang i den. Om sommeren stod jeg blandt andet for kunderne ved Vestkysten – det var helt vildt, hvad de skulle bruge i højsæsonerne,” siger Mikkelsen.

Hvordan med håndbolden i Fredericia?

”Da jeg kom til F’erne lå vi i 2. division. Det første år blev vi nummer tre og året efter rykkede vi op i 1. division. Det var en stor dag, da vi røg op i 1.division. Hele byen gik amok den dag. Det har altid været en håndboldby. Det kan man også se i dag, hvor der kommer mange i hallen,” siger Fido og fortsætter:

”Men det var en anden tid. Vi trænede mandag og onsdag i håndbold, og så var der én kamp. KFUM rykkede ud det år, vi rykkede op, men de trak det lange strå og fik et virkelig stærkt hold sidenhen. Selvom jeg som FfF’er ikke synes, det var så godt, så måtte man bøje sig i støvet. Jeg kendte dem alle, og jeg husker, at vi spillede mod hinanden 2. juledag i mange år, men til sidst ville de ikke, for vi slog dem. Jeg har aldrig tabt til dem.”

Poul Nyborg Mikkelsen spillede sammen med navne som Keld Larsen, Mogens Rod, Henning Rod og Preben Jensen i Fredericia fF – og han husker mange flere.

Hvis du ser på håndbold i dag og dengang, hvordan ser du det så?

”Der var knap så meget tempo dengang, der var øl og hygge efter kampen. Man var ikke så seriøs som i dag. Men der var gang i Fredericia, når håndboldklubberne løb på banen. Jeg husker, at vi var i samme række som KFUM med over 3000 tilskuere i Glashallen. Man kunne ikke se fra den ene ende til den anden, da der blev røget i hallen. Vi manglede et point for at overleve, så det var noget møg, at vi rykkede ud. Vi havde et rimelig godt hold dengang. Jeg tror ikke, at vi var rykket ned, hvis Idrætscenteret ikke var blevet bygget.”

Fra håndbolden til kærligheden. Connie Mikkelsen blev den udkårne, og igen skal Fido være kæk, når der skal berettes.

”Vi blev gift i februar 1980 i Trinitatis Kirke, hvor præsten, kordegnen og kirkens folk måtte holde Connie, så hun ikke løb for stærkt op ad gulvet til mig,” siger Fido og griner, inden han fortsætter:

”Vi holdt en god fest på Peter Aage Gården (kroen i Erritsø). Det var en god fest uden KFUM’ere. Vi fik Pia i 1980 og Lone i 1984. De har begge spillet håndbold, og Connie spillede sekundahåndbold. Hun var på hold med gamle KFUM’ere.”

Hvad med familieferierne, hvor gik de hen?

”I 21 år kørte vi til Italien ned til en campingplads nede ved lidoen. Det var sådan et mobilehome, vi lejede. Det var fandme dejligt at være dernede og slappe af. Nick Rasmussen og familie holdt også ferie dernede, så ham og jeg fik da en øl eller to, når vi spillede boule. De store øl,” siger Fido.

Hvor længe spillede du håndbold?

”Jeg spillede sidste divisionskamp som 44-årig. Jeg stoppede som 58-årig. De ringede til mig, fordi de manglede en til en Serie 1-kamp. Vi spillede i Egtved og tabte 31-18, derefter var det slut. Jeg sagde til dem: Om I mangler 18 mand, så skal I aldrig ringe mere.”

Poul Nyborg Mikkelsen fastholdt sin passion for sporten og var gennem to år juniortræner, senere ynglingetræner og endeligt seniortræner, hvor han prøvede kræfter med klubbens Danmarksseriehold, men det var Jyllandsserieholdet med tidligere håndboldkoryfæer, der trak tilskuere til.

”Holdet med blandt andet Mogens Muggi Jeppesen var populært. Jeg kan huske, at jeg havde en kollega, der spurgte, om vi ville spille en opvisningskamp. Der var fuldt hus, da vi kom. De spurgte hvad vi skulle have, så sagde vi ingenting.

Privat har Poul og Connie boet tæt på arbejde og familieinteresser.

”Vi har boet 41 år på Lumbyesvej. Det er dejlig tæt på hallen og F’erne. Hvis vandhanen drypper, så ringer man til viceværten. Jeg havde ikke tid til hus, så det har været fint,” fortæller Fido.

Du vendte retur til håndbold senere som holdleder for ligaholdet, hvordan var det?

”Det var spændende og godt. Jeg blev holdleder, da Ulrik desværre pludselig døde. Jeg var holdleder i nogle sæsoner, indtil vi gik konkurs. Holdet var stærkt med spillere som Casper U. Mortensen, Paw Peters, Peter Henriksen, Christian Lynggaard, Morten Thrane og Rasmus Jensen. Det var fine tider. Jeg husker også Minik. Han var god, og i øvrigt så var både han og Julie (Bertelsen red.) søde.

Der er noget med dig og Julie Bertelsen – en sætning, som kun du kunne slippe af sted med.

”Ja, jeg sagde engang efter en sejr, hvor der kom øl til spillerne, om Julie ikke ville smage. Hun takkede pænt nej med et smil, så fløj det ud af mig, at hun var den første grønlænder, jeg kendte, der havde sagt nej. Vi grinte begge. Det var i øvrigt fedt at opleve Ultras dengang, det var virkelig en god opbakning vi fik og det er det stadig i dag også, men de er jo ikke studenter alle sammen længere.”

Hvad så i dag, når du kommer i hallen?

”Det er godt. I dag sidder jeg omme bag målet med Jørgen Per Larsen, der også er gammel håndboldspiller, familien og venner. Mange kommer forbi os og hilser, og jeg kender de fleste af dem. En af dem træner jo nogle konkurrenter – Kasper Christensen og jeg taler sammen. Han er en dygtig fyr. Han gør det godt dernede i SønderjyskE,” svarer Fido.

Hvilken spiller husker du særligt?

”Anders Dahl Nielsen er nok den bedste spiller, men jeg var også god. Det var lige meget, hvilken position i bagkæden jeg blev sat på, så røg bolden i kassen. En anden lille anekdote fra gamle dage, var da Anders Dahl var træner, så røg Muggi en smøg under opvarmningen. Så spurgte de andre Dahl, hvorfor de ikke måtte og så sagde han, at når de andre blev lige så gode som Muggi, så måtte de også.”

Ud af det blå blev Poul Nyborg Mikkelsen i 2015 ramt af en blodprop. Det var uhyggeligt, fortæller han.

”Jeg husker det tydeligt. Den 20. april 2015 på Rolf Sørensen og Hitlers fødselsdag, fik jeg det skidt. Da jeg gik i seng aftenen før, havde jeg det fint, men da jeg vågnede, havde jeg ondt alle mulige steder og det trak ud i armen. Jeg ringede til Connie, der var på arbejde på skolen, og hun kom hjem. Hun ringede efter en ambulance. Jeg endte med at få en fire dobbelt bypass-operation, men i dag er alt godt igen,” siger Fido, der dog sover lidt længere.

”Jeg står op klokken 0830 – 09:00, og jeg har nok at se til. Jeg skal på Mødestedet klokken 11:00, og der kommer alle de andre kloge hoveder og så drikker vi en vand eller øl. Tidligere kom vi i Vestcenteret. Det var hyggeligt, vi slog tiden ihjel med gode samtaler, det var ærgerligt, at den blev nedlagt.”

Hvad er interesserne så i dag?

”I øjeblikket ser jeg jo håndbold. Jeg kan lide det mest sport, også skiskydning. Det er imponerende, at de suser med fuld hammer af sted, og med høj puls skal finde roen til at ramme plet. Atletik kan jeg også godt lide at se og også fodbold, hvor jeg holder med Liverpool, Real Madrid og FCK. Jeg er ikke fan af Bundby eller FC Midtafrika,” siger Fido og griner igen.

”Ellers er jeg mest til bøger. Jeg fik blandt andet en god julegave med billeder fra 2. Verdenskrig. Det er spændende.”

Hvad med Fredericia, hvordan har det været at være her siden 1967?

”Det har været rigtig fint. Der er gang i byen, men jeg kommer mest i Vestbyen, hvor vi bor. Men jeg ser da også noget sport, når børnebørnene spiller. Jeg har fem, så der er liv og glade dage. Ellers er der mange gode steder i vestbyen, f.eks. Vestbyens Herretøj, hvor jeg gennem 25 år har handlet hos Henrik. Han er en god mand. Der var håndboldsspilerne Peter Nielsen og Rasmus Matthiesen jo også. Vi får altid en god snak hos Henrik.”

Klokken nærmer sig 11.00 og Fido takker af. Foran Kurt’s Kaffebar er der kommet nye gæster til, og dem skal han lige sludre med, inden turen går til Mødestedet. Han når dog lige at tilføje, at når de har 40-års-bryllupsdagen, så går turen syd på med hele familien.

Ugens Kurt: Bo Zoéga Jørgensen

Andreas Andreassen

07:00 - 20. januar 2020

Ugens Kurt: Bo Zoéga Jørgensen (Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen/Fredericia AVISEN)

Ugens Kurt er 54 år, bidt af en gal fodbold, fast inventar til håndbold, fodbold og events i byen. En hjælpende sjæl der arbejder løsningsorienteret og altid er klar på at give et nap med. Ugens Kurt er Bo Zoéga Jørgensen.

Bo Zoéga Jørgensen er et kendt ansigt i Fredericia Idrætscenter, hvor han i 2020 kan fejre 16 års jubilæum i byens idrætsmekka. Han blev født i 1966 på Sct. Josef til klokkerne af Sct. Michaelis Kirke i Fæstningsbyen, hvor faderen var værnepligtig.

Han voksede op i hollænderkvarteret i Middelfart, hvor dagene gik med fodbold, fodbold, aftensmad og mere fodbold, skruede i knallerter, var ung, blev konstabelelev, konstabel, blev far, tog en civil uddannelse (som det hedder, når man uddanner sig udenfor Forsvaret red.), blev kørende sælger, vægter, inden han havnede på hylden, hvor han gerne ser sig selv mange år endnu; Fredericia Idrætscenter. Han danner i dag par med en anden “Ugens Kurt” – Susanne.

Vi sidder på Kurt’s Kaffebar en torsdag formiddag ved højbordet. Den originale Kurt sidder her også – vi taler om byens trafikale udfordringer, inden baristaen Emil serverer en americano for Bo og en sort kop kaffe til skribenten. Kurt Egebro hilser af, og Bo sætter sig på stolen for at berette om sit liv.

“Mine forældre var fra Middelfart, men mine bedsteforældre boede i Fredericia, så vi var knyttet til begge byer. Vi var tre brødre, der voksede op i et godt, trygt og venligt hjem. De første par år, mens jeg gik på Hyllehøj Skolen i Middelfart, var min mor også udearbejdende, hvilket min far også var. Han var slagter. Da min yngste lillebror blev født, blev min mor dagplejer, så der var altid nogen hjemme,” fortæller Bo og fortsætter:

“Det var dejligt, det gav ligesom en ro, så jeg var aldrig et SFO-barn. Min skoletid husker jeg som en god tid, selvom jeg i de større klasser, da jeg var kommet på Øster Skole i 8-10.klasse, husker, at jeg måske skulle være skoleinspektør som voksen, for hos ham sad jeg godt nok meget.”

Bo griner og drikker lidt kaffe, inden han fortæller videre.

“Jeg var bare en dreng på godt og ondt. Når der ikke stod skole på programmet, så spillede jeg fodbold i MG og BK, på grønsværen, hvor vi boede og trompet gennem 12 år i Skjoldgarden. Det var en skøn barn- og ungdom.”

Bo Zoé Jørgensen husker tydeligt de mange fodboldkampe på “Centerbanen”, som grønsværen ved hollænderkvarteret blev døbt med baggrund i Vestfyns Centret, der lå tæt ved.

“Igen må jeg sige, det var en anden tid end i dag, hvor tablets og andet stjæler opmærksomheden. Vi spillede fodbold fra morgen til aften, efter skole til aftensmad, og igen, når vi havde spist. Jeg spillede fodbold i klub til ynglingetiden, hvorefter det at skrue i knallert og være ung begyndte at tage over,” fortæller Bo.

I august 1983 rejser en 17-årig Bo Zoéga Jørgensen til Fredericia for at blive konstabelelev hos Telegrafregimentet på Ryes Kaserne. Det var starten på et nyt liv.

“Det var stort. Jeg boede på kasernen de første ni måneder, som man skulle. Det var en god tid, og noget jeg synes, at alle unge knægte burde prøve. Det med at stå på egne ben og tage ansvar for sit eget liv i en ung alder, lære noget dannelse og det at begå sig, men også indordne sig i et fællesskab, er vigtigt. Jeg blev så hængende i 15 år, hvilket jeg ikke regnede med dengang”, siger Bo og samler op.

“Det var femten rigtig gode år af mit liv – særligt på grund af kammeratskabet. Jeg havde ikke en drøm om at blive bankdirektør eller lignende. Jeg blev nok hængende, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville – og hvorfor flytte eller skifte arbejde, når man havde det godt, hvor man var.”

Kan du huske, hvordan det var at være en 17 år gammel konstabelelev?

“Ja, det kan jeg. Det var en hård og træls tid, hvis jeg ser på opgaverne. Vi lavede alt muligt, men det at kravle rundt i mudder trak tænder ud. En episode står klart: Det havde regnet meget, og vi blev befalet ned på navlen for så at kravle fremad. Jeg så en vandpyt længere fremme, hvorfor jeg ville kravle uden om, men så blev jeg kaldt tilbage igen, for den skulle jeg igennem. Jeg synes selv, at det var naturligt at kravle uden om, men sådan spillede klaveret ikke,” griner Bo og fortsætter:

“Efter ni måneder blev jeg konstabel, hvor mine opgaver blandt andet var at være tropslærer – en der uddanner andre i krop, fysisk uddannelse og træning. Det dækkede alt fra selvforsvar, nærkamp med våben og en tur på forhindringsbanen. Af dem jeg startede med i Forsvaret, var otte soldaterkammerater tilbage i Fredericia, så vi fik et stærkt kammeratskab. Der gik dog mange år, hvor jeg var den yngste i delingen, hvilket jo gav mig en række trælse opgaver, men sådan var kulturen, så man kunne ikke stille spørgsmålstegn herved, men jeg kan huske, at jeg ofte tænke – nu må der gerne komme en ny og yngre mand i klassen.”

Ugens Kurt havde en 35-års kontrakt med Forsvaret, hvilket indbefattede, at han kunne blive der til det 35 år, han blev tilbud en 60-års kontrakt, men takkede nej.

“Jeg kunne ikke se mig selv i Forsvaret. Jeg var blevet far, da krigen brød ud i Jugoslavien. Man kunne sige nej til fredskabende missioner, men ikke nej til fredsbevarende missioner. Jeg blev spurgt om det første, og sagde nej,” siger Bo med alvor i øjnene.

Hvorfor sagde du nej?

“Jeg var lige blevet far til en skøn datter. Jeg vidste også, at det ikke var karrierefremmende, at jeg havde sagt nej til at komme til Jugoslavien, så det var naturligt ikke at fortsætte, men det var far-titlen, der gjorde, at jeg ikke ville af sted. Det ændrede mit syn på verden. Jeg var ikke lige pludselig det vigtigste i mit liv,” lyder det fra Bo.

Fra 1995-1998 var Bo stadig ansat af Forsvaret, mens han tog en række uddannelser. Da han stoppede i 1998, læste han først EFGs basisår, inden han blev uddannet informatikassistent på Svendborg Handelsskole. Familien var i 1991 flyttet til den sydfynske by.

“Det var og er en flot by. Vi havde det godt i Svendborg, selvom jeg fik set mit til Hovedvej 9 – det var jo før motorvejen blev anlagt. Efter min uddannelse var jeg ude at køre som sælger med et væld af forskellige produkter. I slutningen af halvfemserne havde man sprøjtet mine uddannelseskolleger ud fra informatikassistentuddannelse, så det var ikke lige let at finde et job indenfor branchen. Jeg solgte i stedet kirkegårdsartikler, som dækkede alt fra alterlys til arbejdstøj,” fortæller Bo og fortsætter:

“Det var okay bort set fra, at det var ensomt at køre rundt i en kæmpe lastbil. Det var hyggeligt at komme rundt og tale med de forskellige gravere, i de store kirker mødte jeg også kirketjenerne, men det blev for ensomt. Jeg havde tre kolleger, der var på landevejene og besøgte hovedkontoret tre-fire gange om året. I 2000 fik jeg arbejde hos et vagtfirma i Fredericia. Jeg var der i fire år som nattevagt, og jeg kørte rundt i byen. Det var en god tid. Jeg kunne godt lide det med at være mig selv, når jeg kørte rundt om natten velvidende, at jeg kunne komme ud for ubehagelige episoder. – jeg kunne jo møde en indbrudstyv.”

Prøvede du det?

“Ja, jeg husker én episode, hvor jeg stod ansigt til ansigt med sådan en indbrudstyv, men jeg er sikker på, at han var den mest forskrækkede af os to, så der var ingen ballade – og politiet tog ham med.”

I 2004 blev Bo Zoéga Jørgensen ansat som teknisk servicemedarbejder og halassistent i Fredericia Idrætscenter. Her fandt han sin rette hylde og det bedste job han kunne drømme om.

“Det var og er nok det bedste job, jeg har haft i min karriere. Det at komme til Fredericia Idrætscenter var stort. Det er jo et sted, hvor mennesker kommer for at hygge sig, dyrke idræt og bruge husets muligheder. Det er helt fantastisk. Den første tid blev jeg overrasket over, hvor stort et hus, det faktisk er. Selvom jeg havde spillet indendørsfodbold i hallerne, var jeg ikke klar over, at det var så stort. Under mine første aftenvagter tænkte jeg faktisk, at jeg aldrig ville komme til at finde rundt her – tyvetusinde kvadratmeter er faktisk meget,” lyder det fra Bo, der fortæller videre:

“Efter halvandet år fik jeg mulighed for at søge en stilling som teamleder, hvilket bragte nogle andre opgaver med sig. Jeg fik et mere administrativt ansvar, hvilket var spændende og anderledes fra, hvad jeg havde prøvet før. Jeg fik f.eks. ansvar for haller og mødelokaler, samt driften heraf, hvor der senere kom bowling- og keglecenter under ansvarsparaplyen.”

Hvordan ser du jobbet i dag?

“16 år efter er der løbet meget vand i åen. Jeg har været der i mange år, så jeg har en stor viden, der er lige det våde område i forhold til vandbehandling, hvor jeg ikke har den store viden, men ellers har jeg bred viden og et godt indblik i, hvad der sker i huset, og hvad der fungerer. Det gør også, at jeg ofte bliver spurgt til mange ting. Nogle gange er det dejligt, andre gange noget af et pres, men jeg har det godt i Fredericia Idrætscenter, og jeg tror på, at stedet går en spændende fremtid i møde. Det er min plan, at FIC er mit sidste stop i arbejdslivet. Jeg trives, hvor jeg er – og de udviklingsplaner vi arbejder med sammen med Kasper (Kasper Findahl, Leder af Madsbyparken, som tæller Fredericia Idrætscenter red.), så tror jeg på, at vi kan løfte meget og give byen nye store oplevelser og muligheder.”

Hvad med Fredericia?

“Det er en dejlig by. Der er sket meget siden 1983, da jeg flyttede til byen. Fredericia har udviklet sig til en spændende, flot og positiv by, hvor man særligt har vækset kulturelt, men også bymæssigt med Kanalbyen, det er en god by.”

Har du fået andre interesser ved siden af fodbolden?

“Haha, godt du spørger. Altså jeg spiller stadig fodbold på hyggeplan. Vi er et hold gamle soldaterkammerater, der har kendt hinanden i årtier. Vi spiller stadig, og hver andet år drager vi ud i Europa og deltager i EM i firmafodbold. Vi har været i Italien, Østrig, Tyskland og mange andre destinationer flere gange. Vi går på banen for at vinde, men det er ikke det vigtigste – det er fællesskabet. Vi er en familie på godt og ondt. Vi kender hinanden på alle fronter. Vi har også en årlig sommerfest, hvor den bedste kroketspiller kåres og en god herrejulefrokost”, siger Bo og slutter:

“Ellers går tiden med familien og vennerne. Derudover har jeg kastet mig over golf. Det giver mig noget, når jeg skal have “klaret hovedet.” Det giver ro, natur og luft, selvom jeg kan blive frustreret over mit spil på banen, så slapper jeg alligevel af ude på banen.

http://fredericiateater.poweredbyintegra.dk/oversigt.aspx?filmid=155&forestillingid=&internetserial=&webkode=&err=&

Ugens Kurt: Luise Sejrup

Andreas Andreassen

07:00 - 13. januar 2020

Luise Sejrup Ugens Kurt Molly og My — Ugens Kurt: Luise Sejrup. (Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen/Fredericia AVISEN)

Ugens Kurt voksede op i 7000 Taulov. Kærligheden til hjemstavnen og købmandskabsskabet i blodet har gjort hende til en af områdets mest spændende erhvervsfolk med en familiedrevet forretning, der spirer i disse år. Ugens Kurt er Luise Sejrup.

Luise Sejrup kom til verden i 1984 på Fredericia Sygehus. Hun voksede op Taulov, hvor barndommen var lokal, tryg og dejlig.

“Jeg havde to forældre med faste jobs, og det at vokse op i et lille lokalsamfund var noget af det bedste. Vi boede på vej med dem, vi gik i skole med, og de relationer, vi fik, har vi stadig den dag i dag,” fortæller Luise og fortsætter:

“Min søster Karina og jeg, havde det virkelig godt. Vores forældre kom oprindeligt ikke fra Taulov, men i dag bor mange af vores familierelationer omkring os – så mange, at jeg tænker, at vi bliver mindst 90 mennesker den dag, min søn Joachim skal konfirmeres.”

Luise drikker af sin cafe latte, som baristaen Emil fra Kurt’s Kaffebar lige har lavet. Luise smiler over de mange fætre og kusiner i Taulov, men man kan også høre på hende, at det betyder noget for hende at have familie og venner tæt på.

Hvad med skolegangen?

“Min skolegang på Taulov Skole var helt normal, og nok lidt let. Vi mødte ikke de samme krav som i dag. Jeg synes aldrig, at jeg sad med lektierne efter skole, vi lavede dem på skolen, og jeg havde ikke svært ved dem. I dag er der et hav af krav og test. Jeg havde nogle gode lærere og mange gode klassekammerater, hvor de fleste stadig bor i Taulov. Det er nok lidt indspist, men igen også trygt, dejligt og rart. Det er en kontrast til, når vi hos Molly & My er på modemesse i København, hvor vi møder alt fra leverandører til modefolk, bor på hoteller og køber ind,” fortæller erhvervskvinden.

Håndbold, badminton og hestpige sammen med søsteren var blandt fritidsinteresseren, men det var dansen, der for alvor fangende Luise.

“Jeg har faktisk altid dyrket noget, og det har været sjovt, særligt dansen. Jeg gik til showdans i Kolding, og det var bare sagen. Vi havde et godt sammenhold og optrådte meget, f.eks. i Kolding by, KIF og adskillige andre lokationer. Det var kun på hobbyplan, men vi havde mange store oplevelser, som f.eks. Bundesligahåndbold i Flensborg foran 6000 tilskuere. Det var tre minutter i en pause, hvor hjemmeholdet Flensburg Handewitt spillede, og så ud igen, men det var sjovt og sammenholdet gjorde det magisk,” siger Luise.

Efter niende klasse på Taulov Skole valgte Luise den tre-årige HHX på Handelsskolen i Fredericia.

“Jeg vidste, at jeg skulle have en gymnasial uddannelse, men ikke hvilken, så jeg valgte HHX. Jeg blev imidlertid lidt skoletræt til sidst, hvorfor jeg måtte op i fuld pensum – for meget fravær var årsagen, men det gik godt alligevel, jeg kløede på og tog konsekvensen. Det var min egen skyld, at det endte sådan,” fortæller hun og uddyber:

“Jeg tror, at når man går direkte fra niende og videre til et sted i livet, hvor man ikke rigtig har nogen plan, og vidste, hvad man skulle bagefter, så går man nogle gange i stå. Jeg havde ikke en klar ide. Vi festede da lidt i min handelsskoleklasse, men det var ikke årsagen til mit fravær. Jeg kørte grundlæggende træt i lektier. Jeg skulle nok have taget et år i 10’ende for at komme ned i gear. Jeg synes, at det er godt at have et mål med sine projekter, og det manglede jeg.”

Efter HHX arbejdede Luise Sejrup i sin fars købsmandsforretning i Christiansfeld, og det var sagen at møde kunder og knokle på.

“Det var et godt år for mig, hvor jeg sad ved kassen i supermarkedet. Efter det år tog jeg mig sammen skolemæssigt og søgte ind på Syddansk Universitet i Odense for at læse logopædi (talepædagog red.). Jeg var der i 2,5 år, inden jeg droppede ud efter en praktikperiode. Det var nok for pædagogiske til mig. Uddannelsen var vildt spændende, men praktikken åbnede mine øjne for, at det ikke var mig. Jeg manglede faktisk kun at færdiggøre bacheloropgaven. Jeg rejste i stedet tilbage til købmandsforretningen, hvor jeg efter samtale med min far tog en butiksuddannelse. Efter endt uddannelse kom jeg til at sidde på kontoret med arbejdsopgaver i administration, løn og bogføring,” fortæller Luise.

I slutnullerne sælger forældrene forretningen, og Luise skal finde på noget andet. Det blev biomedicin.

“Jeg ville prøve noget andet, og det gjorde jeg så. Jeg valgte at læse biomedicin, hvilket bare for at blive optaget var krævende. Jeg manglede nemlig fysik, kemi og matematik på A-niveau. Jeg tog kurserne henover fem sommeruger. Det var en rejse fra C- til A-niveau. Det bragte mig til Kongens Lyngby, Odense og en aftenskole i Kolding, men det gik ret godt karaktermæssigt, men det var sindsyg hårdt,” siger Ugens Kurt og fortæller videre.

“Når man sætter sig et mål, så vil man det. Jeg læste biomedicin i 1,5 år, og så blev jeg gravid med Joachim. Da jeg skulle retur, stod der fjerde semester på kalenderen. Faget krævede mange timer fysisk i Odense. Det er ikke som andre fag, hvor man kan læse hjemmefra. Det var meget tid i laboratoriet. Afstanden og det faktum passede ikke for mig, da jeg havde fået en lille dreng.”

Hvad gjorde du så?

“Min søster læste til socialrådgiver , og jeg synes, at det lød interessant, så jeg startede på uddannelsen i Odense, og efter 3,5 år havde jeg fuldført. De sidste to år havde jeg faktisk også fuldtidsarbejde på Jobcentret i Middelfart.”

Det var noget af et karriereskifte, hvordan var det?

“Det var virkelig fedt, jeg havde gode kolleger, og så er beskæftigelsesloven interessant og spændende med de faktorer og aspekter i jobbet, der går på hvordan man hjælper mennesker i job, som det jeg brændte for. Det var virkelig et fedt job. Mange tænker om mennesker, der er ansat i kommunen, at de er dømt til kaffe hele tiden, men det er ikke et kaffeslabberasparadis. Der er vanvittig travlt, og det er et krævende arbejde, hvor det forventes, at du hjælper med at flytte mennesker til nye jobs. Du skal præstere dag efter dag. Men det er det hele værd,” siger Luise.

Og så blev du selvstændig?

“Ja, vi startede Molly & My i september 2015, fordi vi godt kunne lide købsmandslivet. Vi har altid nydt min fars forretning. Det hele omkring denne var interessant, særligt interaktionen med kunderne. Så vi ville retur til den verden. Vi ville gerne starte op uden den store risiko. Vi startede derfor ved siden af vores jobs. En webshop var en oplagt mulighed, og vi kunne implementere mange af de gode aspekter af købmandslivet til onlineuniverset”, siger Luise og fortsætter:

“Jeg havde stadig jobbet som socialrådgiver i to år, inden jeg som den første blev fuldtidsansat. Jeg sagde faktisk kun op, fordi vi ved siden af Molly & My startede et bogholderifirma, hvor vi arbejdede og arbejder med eksterne kunder. På den måde kunne vi dele lønnen mellem de to selskaber, holde risikoen nede, og arbejde målrettet videre på vores drømme. Tre måneder efter min ansættelse ansatte vi vores første medarbejder, og så gik det stærkt. I efteråret 2018 blev min søster Karina ansat og i dag er vi 12 faste medarbejdere i Molly & My, samt to i bogholderifirmaet.”

Hvordan er det at være iværksætter?

“Det er godt men hårdt. Vi er dog på en spændende rejse. Vi har ikke haft en pose penge fra en investor, alt er vores egne reinvesteringer. Det har også været planen fra start, at vi ville bruge vores egne midler. Vi havde dog ikke en million at putte ind i projektet, så vi har knoklet på,” svarer Luise, inden jeg spørger til interessen fra opkøbere.

“Vi har fået et par henvendelser over årene, men vi er ikke gået videre. Når jeg tænker tilbage, er det gået stærkt. Det føles som i går, at vi gik i banken med en plan, der omhandlede, at vi ville gå på deltid fra vores daværende arbejde efter fem år. Nu arbejder vi fuldtid, og der er ikke gået fem år. Det er ikke helt gået op for os. Vi talte også om, at det kunne være fedt at få Puma og Hummel i vores sortiment, så fik vi det, og det var fedt, men så var det også bare videre. Rejsen fortsætter hele tiden, og vi glemmer nok at stoppe op og se på, hvad vi har bedrevet. Vi er meget ydmyge omkring vores arbejde, hvilket vi får ros for af vores kunder, samarbejdspartnere og leverandører,” fortæller Luise.

Hvad med jeres forretning i dag, kører det?

“Ja, det går godt, men igen må jeg sige, at det er ikke gået 100 procent op for os, hvad vi har drevet det til. Vi holder os som sagt nede på jorden – det er en af vores grundlæggende værdier. Vi skal være 1 til 1 med vores kunder, det har vi arvet fra vores far. I hans butik kendte vi også Fru Hansen på hjørnet, der skulle købe oksefars. I webhandlen bruger vi denne DNA, når vi laver alt fra markedsføring til ordrebekræftelser. Vi tager kunderne med på rejsen og vores kommunikation på de sociale medier er uformel og på ingen måde højttidlig,” siger Luise.

Hvad er drømmen nu?

“Vi føler, at vi først lige er gået i gang, og kan på ingen måde forstå, at der er gået fire år. Vi har stadig vildt mange ideer og rådgiverne i vores firma, tænker og siger tit, at vi skal slappe af. Måske bliver én ud 10 ideer til noget, så vi er på ingen måde færdige. I 2019 lancerede vi også vores eget smykkemærke, som vi vil gøre meget mere ud af. Det er med til at gøre Molly & My unik,” siger Luise og fortsætter:

“Det slider at være iværksætter, så mennesket i rejsen skal være med, men det er vi. Når man har børn samtidig, så er det også vigtigt, at familie, venner og netværk hjælper til, og det har de gjort. Men livsstilen som selvstændig kender vi. Vores far arbejdede også sådan, så det er naturligt for os. I Molly & My har vi desuden ansat familie, så det er den måde, vi er sammen på. Vi får måske en frokost og hygger os med det. Ellers er livet min søn, familie og venner. Hobbyen er Molly & My, så når jeg arbejder tre timer efter, at min søn er puttet er det ikke en straf, men derimod noget jeg synes er sjovt og spændende. “

Hvordan er Taulov i dag?

“Fantastisk! Jeg kan huske, da jeg mødte min nuværende mand, var det første jeg sagde: Jeg har en søn på to år, og vi bor i Taulov! Vi skal aldrig flytte,” siger Luise og griner, inden hun slutter:

“Det var et ultimatum. Jeg vil bo i Taulov, tæt på netværk, familie og venner. Jeg vil give min søn den samme trygge opvækst, som jeg fik. Folkeskolekammeraterne skal være livskammerater, og sådan hænger det sammen i Taulov og Skærbæk. Jeg ser også, at mange kammerater flytter tilbage, køber grund eller finder huse i området, det er fantastisk.”

https://www.billet.dk/dizzy-mizz-lizzy#tour

Ugens Kurt: Tommy Jensen

Patrick Viborg Andersen

07:00 - 6. januar 2020

Ugens Kurt Tommy Jensen — (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Som 17-årig købte han sig ind i sine forældres virksomhed, han har været betonmedarbejder, men efter nogle år i den branche slog han til og blev pølsemand. Drømmen var nær brændt væk for nogle år siden, men efter hårdt arbejde kører det igen. Kom i denne udgave af Ugens Kurt tættere på Tommy Jensen, der ejer Havnegrillen.

Havnegrillen holder traditionen tro lukket for at lade batterierne op til en ny sæson. Lidt gang i biksen er der dog stadig, da Tommy driver lejenpølsemand.dk og pølsevognen i Billund Lufthavn.

Denne torsdag, hvor vi mødtes med Tommy, blev nydt med en af hans døtre, som han tog med på Kurt’s Kaffebar, hvor vi satte ham i den varme stol til en snak om hans liv.

Tommy, der er 40 år, har en kæreste og fem børn. Han er opvokset i Aarhus, men en del af tiden blev brugt på landevejen med hans forældre, der drev en virksomhed, som kørte ud med skadeservice for brand. Som barn var Tommy derfor ofte med sine forældre på arbejde.

“Man tænkte det var fedt med blinkene som alle børn nok også synes. Derfor købte jeg mig også ind i firmaet som 17-årig,” siger Tommy.

Hvordan var skolegangen?

“Det gjaldt om at komme af sted og få skolegangen overstået så man kunne arbejde,” siger Tommy, der hoppede direkte ud på arbejdsmarkedet efter endt Folkeskole og endte med at købe sig ind i forældrenes virksomhed:

“Jeg har altid set lyset i at have egen virksomhed, så alt jeg tjente sparede jeg op. Som 17-årig var tiden til at købe mig ind, og efter at have talt med banken og mine forældre om det, så gjorde jeg det,” siger Tommy.

Tommy var stolt over have købt sig ind, men det ændrede dog ikke rigtigt på noget i hverdagen. Han sparede med forældrene som det altid havde været tilfældet, men efter at Tommy blev far nogle år senere ændrede tingene sig, da tiden ikke var til virksomheden. I stedet blev han ansat i en betonvirksomhed.

“Det var noget af et hop, og en hård industri at komme over i og jeg havde det lidt svært med at skulle igennem mange ledere for at få noget igennem,” siger Tommy, der efter seks år stoppede hos virksomheden:

“Jeg trængte til at være min egen herre, og som så mange andre har man en dum idé om, at hvis man skal prøve noget sjovt, skal man have sin egen pølsevogn. Pludselig var der en ledig,” siger Tommy med henvisning til Havnecaféen, som det hed dengang, da Tommy overtog

“Jeg kom fra en branche, hvor jeg ikke vidste noget om den slags. Jeg var kun vant til selv at komme og spiser pølser og den slags. Ejerne ringede til mig og sagde, at nu var det nu, da de skulle skilles. Jeg fik få dages oplæring og så skulle jeg selv stå med det.”

Dengang, da Tommy overtog pølsevognen, lå værftet stadig i Fredericia, men de mange stamkunder tog ejerskiftet pænt.

“Der var ikke noget med dem overhovedet. Jeg har altid prøvet at drive min forretning på den måde, som jeg gør i dag med den jargon, der hører til i en pølsevogn. Dengang tog folk godt imod det,” siger Tommy, der med overtagelsen af Havnegrillen lavede lidt om:

“Jeg har pillet meget fra. Der blev lavet meget specielle retter før i tiden, men man skal kunne stå inde for det man laver, og vi kunne ikke håndtere den type ordrer, hvis vi skulle gøre det ordentligt,” siger Tommy.

Fra første parket har Tommy kunnet se udviklingen på havnen i Fredericia. Værftet lukkede, og man begyndte at bygge kanaler.

“Der var ramaskrig dengang. Folk sagde, at nu begyndte man at ødelægge byen, men jeg var af en anden holdning og kunne godt se fornuften i det,” siger Tommy og fortsætter

“I dag er det meget turistpræget, hvor man slæntrer forbi og får et break om sommeren. Vi er mere en sæsonbutik nu, og på den måde kan man godt mærke forskellen på nu og dengang, at værftet lå der.”

Brand var tæt på at lukke grillen

Tilbage i august 2015 brændte Havnegrillen på dens daværende placering for enden af Oldenborggade.

“Det var hårdt. Det var tæt på at tage livet af virksomheden, da vi stod og overvejede at lukke den, fordi vi ville få et stort tab på den med forsikringen. Jeg sad derhjemme mange aftener med min kæreste og talte om det var det værd at fortsætte. Lige inden vi besluttede os for at lukke, så synes vi, at det skulle have en chance. Jeg begyndte at arbejde endnu mere end normalt og sagde, at det var det vi ville,” forklarer Tommy.

Har du fortrudt det?

“Som det er nu har jeg ikke fortrudt det, men mens vi var i fasen med at få det op at køre igen var det hårdt for familien. Jeg arbejder fra klokken 08:00 – 22:00 om sommeren, men dengang var det fra 5-6 stykker om morgenen og frem til midnat. Det var hver dag det var sådan, og så kørte jeg til lufthavnen for at tjene penge selv. Det var en hård tid,” siger Tommy og slår fast:

“Det kommer ikke til at ske igen, men det har været en sjov rejse. Da jeg var kommet mig over det, at der ikke var sket pigerne noget, så var det træls, da det var noget man havde arbejdet op i længere tid. Lige på det tidspunkt stod vi med en flytning derhjemme. Da det brændte var der 14 dage til vi skulle flytte.”

Hvordan var det så at få noget nyt?

“Da vi endelig fik det godkendt sammen med Kanalbyen, så var det fedt at se den morgen de kom med bygningen. Det var en milepæl,” siger Tommy, der den dag i dag igen har fået bygget virksomheden op efter nogle hektiske år.

“Vi prøver at følge med tiden hele tiden, men jeg synes det kører med, at vi har travlt om sommeren, hvor folk vil slappe af. Så har vi det lidt mere stille om vinteren. Det bliver spændende at følge udviklingen med de mange krydstogtanløb vi har,” siger han.

Lejenpølsemand.dk og Billund Lufthavn

Ved siden af Havnegrillen driver Tommy lejenpølsemand.dk, hvor han tager ud til forskellige arrangementer.

“Det synes jeg også er sjovt, men det tager meget tid. Man skal opveje hvor forretningen tjener bedst penge, men det er et sjovt bikoncept,” siger Tommy og fortsætter:

“Det er primært Havnegrillen jeg går 100 % op i. Det er vigtigt, at der ikke må mangle varer der og det skal spille.”

Hvornår er det højsæson for at komme ud af huset med pølsevognen?

“Det er mest om sommeren, men vi har arrangementer hele året rundt. Det er sjovt på hver sin måde uanset typen, men det er sjovt med et par 100 og være på hele tiden,” siger Tommy.

Endnu en sidebeskæftigelse for Tommy er pølsevognen i Billund Lufthavn, som han driver på femte år.

“For syv-otte år siden spurgte jeg dem om det var en god idé med en pølsevogn udenfor, men så fik en anden den. For fem år siden kontaktede Steff Houlberg mig, og så talte vi med lufthavnen om det og så overtog jeg den,” siger Tommy, der oplever en lavsæson pt, hvor pølsevognen har åbent fra 09:00 og frem til 23:30. Når det er højsæson har han åbent fra 09:00 og frem til sidste fly er kommet.

Hvordan er det at have en pølsevogn i lufthavnen?

“Det er specielt. Det er lige så hårdt arbejde som på havnen. Når jeg kører fra grillen klokken 22-23 stykker kan jeg risikere, at en ikke har det godt i lufthavnen og jeg derfor skal afløse der. I lufthavnen kan man ikke stå og være halvsløj, da man skal være 100 % på, når der kommer et rykind. Når der kommer et charterfly skal man lave 50 ristede på ingenting, og når det rykind er overstået, så skal man gøre klar til næste hold kommer,” siger Tommy og kommer ind på, hvad folk vil have at spise de forskellige steder:

“I lufthavnen er det den klassiske ristede, men der er heller ikke tid til andet. Problemet i dag er, at man forventer for meget, og det er også derfor jeg ikke udvider konceptet på havnen, da man skal kunne følge med. Det ville være synd for alle parter at udvide og så få dårlige oplevelser ud af det,” forklarer han.

Thaimad skal udvikle Havnegrillen

Tommy spenderer langt det meste af tiden på havnen, hvor grillen hører hjemme, men Tommy kan godt lide den udvikling Fredericia er i.

“Jeg arbejder nærmest altid, men man kan godt se den rivende udvikling byen er i. Da man endelig fik skudt projektet med Kanalbyen igang, så kunne man se tegningerne til noget godt. Det er rigtig godt for byen at have den bydel,” siger Tommy.

Hvad byder fremtiden på for Havnegrillen?

“Nu har vi kørt den sikre stil efter branden, men nu er vi nået til at videreudvikle og det er der hvor vi har Jane inde i billedet med thaimaden. Det skal være med til at udvikle grillen,” siger Tommy.

Med Havnegrillen, lejenpølsemand og pølsevognen i Billund Lufthavn har Tommy nærmest ingen fritid, hvor der er tid til at puste ud med familie, men for øjeblikket nyder han at være hjemme i perioden, hvor grillen har lukket.

“Det er netop grunden til jeg holder lukket. Både jeg og mine piger i grillen skal trække stikket så vi er klar til en ny sæson. Jeg bruger derfor så meget tid som muligt med familien i den her periode, hvor vi plejer at være ude at rejse, men i år er der ikke tid til det,” slutter Ugens Kurt, Tommy Jensen.

https://lecture.dk/event/michael-teschl-6-2-2020/

Årets Kurt: Lise Villefrance

Andreas Andreassen

18:30 - 1. januar 2020

Fredericia AVISENS populære serie, “Ugens Kurt” blev i 2019 igen den mest populære serie. Blandt de ugentlige Kurt’er blev Lise Villefrance den mest læste, Kurt. Du kan her genlæse portrættet af fæstningspigen.

https://fredericiaavisen.dk/ugens-kurt-lise-villefrance/

Ugens Kurt: Sanne Døssing

Patrick Viborg Andersen

07:30 - 30. december 2019

Ugens Kurt: Sanne Døssing (Foto: Fredericia AVISEN/Fredericia AVISEN)

Hun er i de seneste år blevet en meget synlig person i bybilledet. Hun driver blandt andet en af butikkerne i C-byen og nyder at tage pulsen på Fredericia i centrum af byen. Ugens Kurt er Sanne Døssing.

Hun har mange jern i ilden, og i en travl juletid, hvor Sanne har rykket Krølhjernerne ind i Julebyen og står for praktiske ting i den, har hendes kalender været godt fyldt, men det lykkedes os at finde tid til at mødes på Kurt’s Kaffebar.

Sanne er 46 år, og har en datter og søn, samt tre papbørn og en kæreste, der bor i Svendborg. Selvom man ikke skulle tro det med den store passion Sanne har for Fredericia, så er hun faktisk ikke indfødt.

Sanne er født i Kjellerup, men nu har hun fundet sin base i Fredericia, hvor hun har boet i snart 19 år og som hun udtrykker det: Jeg kommer aldrig her fra igen.

Vi starter dog et andet sted, nemlig med Sannes barndom i Kjellerup, hvor der bor knap 5.000 mennesker.

“Det var hyggeligt, lille og lokalt. Jeg boede der indtil 9. klasse, hvor mine forældre blev skilt og så rykkede min mor, søster og jeg til Ikast inden vi kom til Kellerup igen. Efterfølgende flyttede jeg rundt forskellige steder og boede blandt andet i Sønderjylland, inden jeg kom til Fredericia for snart 19 år siden,” siger Sanne og kommer ind på skoletiden:

“Det var fedt, synes jeg, men jeg må sige, at indtil 5. klasse synes jeg frikvartererne var bedst. Jeg troede ikke, at jeg kunne læse eller stave, men jeg fandt ud af hvordan jeg knækkede koden til det,” siger Sanne, der efter endt Folkeskole har taget en HF, en SOSU-uddannelse og masser af kurser indenfor salg og marketing.

Sanne flyttede til Fredericia

I 2001 rykkede Sanne til Fredericia, og det skete lidt ved en tilfældighed. Hendes daværende kæreste, der er far til hendes børn, var landmand i Sønderjylland, og Sanne læste samtidig til ergoterapeut i Odense. Derfor besluttede de, at deres base skulle være midt imellem og valget faldt derfor på Fredericia, hvor de bosatte sig i Herslev.

Men det er i en anden boldgade, som Sanne startede med at arbejde i, da hun kom til Fredericia.

“Jeg har blandt andet arbejdet med et projekt, hvor vi trak folk hjem fra institutioner fra da det gik fra amter til regioner. Jeg har også arbejdet som aktivitetsmedarbejder for voksne, der er udviklingshæmmet,” siger Sanne.

Den dag i dag er Sanne en kendt person i bybilledet via hendes virke i C-byen med Krølhjernerne og andre steder og det medfører også, at hun får mange hilsner, når hun går rundt i byens centrum.

“Det eneste der er i det er, at jeg tænker: Hvor kender jeg dem fra?,” siger Sanne og smiler.

Det stråler altid ud af Sanne, at hun elsker Fredericia, men hvad er der så fedt ved byen? Det spurgte jeg hende om.

“Jeg møder ildsjæle overalt. Vi har alle storbyens muligheder. Der er et fantastisk caféliv, skøn natur og der er altid noget at tage sig selv. Tænk sig, at vi har strand, havn og byliv indenfor voldene. Det er unikt,” siger Sanne, der på egen krop oplevede de negative vibes, der var over Fredericia som by, da hun flyttede til:

“Det var meget negativ omtale, da jeg flyttede til. Det har ændret sig og jeg synes byen er inde i en rivende udvikling. Det har været fantastisk at se hvordan byen er gået fra trist og træt til at rejse sig til det vi ser i dag,” siger Sanne.

Hvad gjorde, at du var glad for at komme til byen?

“Jeg var bare glad fordi det var fantastisk for ungerne med skolegangen i Taulov,” siger Sanne, der endte med at bo ti år derude inden turen gik til Erritsø i to år.

Efterfølgende flyttede Sanne indtil Fredericia by, og det er en beslutning, som hun bestemt ikke har fortrudt.

“Havde jeg vidst, at det var så godt havde jeg gjort det for mange år siden. Jeg troede ikke, at jeg kunne bo i en by. I Sønderjylland boede jeg på en bondegård, og jeg er jo lidt en bonderøv, men jeg er god til at bo i en by og det bliver jeg ved med,” siger Sanne og kommer ind på, hvordan hun skabte et netværk i Fredericia:

“Den første sommer jeg boede herinde gik jeg ture for at lære byen at kende. Jeg mødte folk i Grow Your City-haverne i Kanalbyen og blev taget imod i sådan en grad, at jeg faldt ind i fællesskabet,” siger Sanne, der endte med at starte Krølhjernerne op i C-byen:

“Jeg har altid været kreativ, så jeg tænkte, at jeg kunne åbne derinde, så jeg startede op. De første par år brugte jeg på at tænke over konceptet, men det har været mega fedt. I dag kan vi ranke ryggen og sige, at vi har et fantastisk havnemiljø,” forklarer Sanne.

Sannes Fredericia

Havnen er blevet et synonym med Sanne. Hun elsker at gå derned og det giver hende et frirum.

“Nogle bruge mindfulness og yoga. Jeg skal sidde med en kop kaffe en time på havnen før jeg åbner. Vi har etableret et godt samarbejde og fællesskab dernede med alle, både de lokale der kommer og også os der er aktører dernede. Det med at være i et miljø med iværksættere og igangsættere elsker jeg og det er c-byen fyldt med,” siger Sanne.

C-byen blev skabt for at lave midlertidlige aktivteter i Kanalbyen, så derfor er spørgsmålet hvor længe den bliver ved at være der.

“Det der med hvor lang tid vi får lov til at blive tænker jeg ikke så meget over. Men der bliver bygget meget, så vi skal tage det stille og roligt. Vi har fået skabt et godt miljø, der er svært at lukke ned, men vi ved godt, at vi kan lukke fra den ene dag til den anden. Vi skal have det bedste ud af det, og det føler jeg, at vi gør,” siger Sanne.

Sanne har mange jern i ilden. Hun er blandt andet frivillig på Depotgården, men hvad bruger hun ellers tiden på?

“Jeg ser det ikke som arbejde, når jeg er på fx Depotgården, men det kan andre frivillige gøre. Jeg er der for at “lege”. Jeg er heller ikke på arbejde, når jeg er med Krølhjernerne, hvor jeg også hygger mig. Når jeg er på rigtigt arbejde, så har jeg altid sørget for, at det er noget jeg kan lide,” siger Sanne.

På Kurt’s Kaffebar giver Sanne også en hånd med. Det er hende der står for dekorationerne, der er med til at skabe en hyggelig stemning. Og netop Kurt’s Kaffebar har også en stor betydning for den engagerede Sanne.

“Det betyder pusterum for mig at sidde her. Men det er også sjovt, når jeg sidder med Ismail udenfor, så spørger folk hvorfor jeg ikke er på “min” havn,” forklarer Sanne.

Fremtiden

Fremtiden står lidt hen i det uvisse for Sanne, da hun skal have nyt arbejde pr. 1. januar, men én ting er sikkert.

“Jeg går overvejer om jeg skal bruge mine salgskurser eller SOSU-uddannelsen, men jeg ved, at jeg Krølhjernerne fortsætter,” siger Sanne, der ikke har tænkt over at drive Krølhjernerne på fuldtid:

“Jeg har overvejet det, men jeg tror ikke det kommer til at ske. Jeg har ikke Krølhjernerne for at tjene penge, men for at hygge mig. Vi er 16 krølhjerner, og dem har jeg et stærkt fællesskab med, så jeg tror ikke, at jeg skal lave om på det,” siger hun.

Der er næsten altid gang i Sanne, men når der kobles helt af, så er det et bestemt sted.

“Når jeg besøger min kæreste i Svendborg, så slapper jeg helt af. Det er det dejligste at være der i 2-3 sammenhængende dage, hvor jeg ikke skal lave andet end at være der,” siger hun.

Kaffen er drukket færdigt, men inden vi går hvert til sit, så har Sanne et budskab hun gerne vil ud med til Fredericias borgere.

“Man skal huske at tale byen op og huske hvor skønt vi har det. Der er mange ildsjæle, der gør fantastiske ting for, at folk kan hygge sig. De ildsjæle skal vi være rigtig glade for,” slutter Ugens Kurt, Sanne Døssing.

https://www.fredericiafriskole.dk/?fbclid=IwAR08BWx9eayaqSqRWVwU5aqE6QkJqdkSf7NjaMGqbYL8xB4oD9mvpH72F60

1...1.2521.2531.254...1.263 Side 1.253 af 1.263

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Brand var tæt på at lukke grillen

Lejenpølsemand.dk og Billund Lufthavn

Thaimad skal udvikle Havnegrillen

Sanne flyttede til Fredericia

Sannes Fredericia

Fremtiden