Han har været en markant skikkelse i Fredericias midtby igennem knap to år, og har en fortid som blandt andet formand for handelsstandsforeningen i Kolding. Ugens Kurt er varehuschef i Føtex Prinsessegade, Allan Riis.
Solen har ramt Fæstningsbyen. Byen summede af liv omkring Kurt’s Kaffebar, hvor Allan og jeg havde aftalt at mødtes.
Der var travlt på kaffebaren, og vi blev hurtigt enige om, at det var et stærkt signal fra byens borgere at bakke sådan op om bylivet. Det blev især mærket, da det var vi skulle afgive bestilling på drikkevarer.
Efter lidt ventetid blev det vores tur. Noget utraditionelt fik denne Ugens Kurt serveret en iskold Cola Zero, mens jeg selv tog den helt klassiske sorte kop kaffe.
Allan Riis er 47 år, og er født og opvokset ti kilometer udenfor Sønderborg, hvor Augustenborg ligger. Den dag i dag bor Allan i Vejle med sin kæreste, og har drengene Storm og Malthe med sin ex kone.
Vi starter med at spole tiden tilbage til Allans barndom, der skolemæssigt foregik på den lokale skole i Augustenborg, og derefter gik han på Sønderborg Amtsgymnasium.
“Det var en god tid. Det var en anden tid end nu med telefoner. Der var godt kammeratskab, man spillede fodbold, rundbold og alt det der. Jeg har aldrig siddet foran computeren, og heller ikke Commodore 64 og hvad de ellers hedder,” siger Allan.
Hvad med fritidslivet, dyrkede du sport i en forening?
“Jeg spillede i Midtals IF, hvor jeg prøvede fodbold, tennis og bordtennis. Det var bordtennis, der var sjovest,” forklarer Allan.
Efter endt gymnasietid kom Allan i militæret, hvor han var 11 måneder i Holstebro, og det var godt givet ud.
“Jeg var 19 år, og det var godt at gå fra at være en drengerøv til at blive en mand. Det var en mega fed tid, og jeg savner stadigvæk, hvor man er i naturen og ser det hele vågne op tidligt om morgenen,” siger Allan.
Hvad skete der efter militæret?
“Min plan med gymnaiset var at være jægerpilot. Jeg var langt hen ad vejen okay til det, men grundet min højde var min lårbensknogle for lang. Hvis jeg skulle ud med katepult igennem et F16 fly ville jeg sidde fast. Derfor brast drømmen,” siger Allan Riis.
Hvordan reagerede du på det?
“Jeg var ærgerlig over det, da jeg følte, at jeg var parat til det og jeg kunne komme igennem det. Jeg var godt trænet, hovedet var godt skruet på, så jeg var lidt ærgerlig over, at højden gjorde udslaget,” siger Allan.
I stedet for en karriere som jægerpilot røg karrieren helt over i en anden genre.
“Jeg tænkte over hvad jeg så skulle og det endte med at blive på det regnskabsmæssige område, og herfra tænkte jeg på revisor eller lignende. Jeg tog en et-årig HH, og jeg kom godt igennem det, og skulle til at søge læreplads, og det fik jeg som regnskabselev på AMU centret i Aabenraa, hvor jeg kørte til,” siger Allan.
Hvordan var det?
“Det var lidt en anden oplevelse. Jeg har været vant til at være igang, og gennemførte det, men det med at sidde stille vil jeg helst krydre med at være sammen med andre. Jeg fik en masse Excel og alt det der, så det kontormæssige blev jeg upgraded på. Det var ikke den vej jeg skulle efterfølgende. Sideløbende havde jeg jobs andre steder, blandt andet på et diskotek og hos A-Z. Efter to år spurgte chefen hos A-Z om jeg ville blive hos dem, og det synes jeg var fint,” siger Allan Riis.
A-Z var en del af det, der i dag er Dansk Supermarked / Salling Group, og der startede Allan Riis’ karriere allerede som 16-årig, da han var flaskedreng. Siden da, pånær et år, har han været 31 år i den koncern.
Efter et års tid hos A-Z startede et nyt eventyr. Allan rejste jorden rundt med, hvad der nu er hans ex kone.
“Jeg havde altid drømt om at se verden, og så sagde min kæreste, at vi skulle ud at rejse. Vi startede i Brasilien, som dengang ikke var et turistland, og det var derfor specielt.
“Jeg valgte at sige. At jeg havde jeg fundet en kæreste og vi rejste jorden rundt. Jeg havde drømt om at se verden, så det sagde min kæreste der blev min kone, at vi skulle ud at rejse. I nogle regioner havde man ikke set hvide mennesker før, så de ville røre ved os. Det var en fantastisk oplevelse med kun at leve i en rygsæk,” siger Allan.
Efter at være kommet hjem fra rejsen bosatte Allan sig i Vejle med kæresten.
“Hun skulle på sygeplejerskeskolen, og den bedste skole er i Vejle. Så efter at have boet nede ved Sønderborg, så rykkede jeg til Vejle, hvor en af mine gamle chefer var hos Bilka Vejle, og der blev jeg ansat,” siger Allan, der endte med at besidde stillingen i ti måneder inden han kom videre:
“De så lederpotentiale i mig, og jeg blev derfor salgsleder i det der dengang hed bolig / isenkram,” forklarer Allan.
Allan har af flere omgange været ansat hos Bilka Vejle, og han endte tilbage i A-Z i Sønderborg.
“Jeg fik muligheden for at blive afdelingschef, og den slags stillinger hang ikke på træerne. Derfor slog jeg til og kørte den lange vej fra Vejle til Sønderborg,” siger Allan.
Allan besad stillingen hos A-Z i et par år, men så ville han prøve noget nyt.
“Jeg havde lidt udlængsel, og efter at have talt med en fra HR var der tale om, at jeg skulle med Bilka til Sverige. Jeg lagde billet ind, men det kunne ikke lade sig gøre, da konkurrenceklausuler gjorde, at Dansk Supermarked ikke kunne åbne noget i Sverige. Derfor røg det til hjørne. I stedet blev jeg spurgt om jeg ville være med til at åbne Bilka i Ørestaden og det sagde jeg ja til,” siger Allan og fortsætter:
“Jeg endte med at åbne Bilka derover, men det var virkelig vildt. Mentaliteten er anderledes derovre, og det skulle jeg lige bruge nogle måneder på at tilpasse mig. Vi bosatte os i Glostrup, og det var jo ren win-win, når man som mig holder med Brøndby,” siger Allan, der efter et par år i København drog retur til Vejle:
“Vi skulle til at have børn, og ville derfor tilbage. I 2005 købte vi hus i Vejle, hvor vi var glade for at bo. Vi fik vores to dejlige drenge, og børnelivet skulle til at køre. Jeg startede hos Føtex Middelfart, hvor jeg var afdelingschef for flere forskellige afdelinger,” siger Allan.
I sin tid i Middelfart fik Allan muligheden for at komme på et talenthold i forhold til at blive varehuschef. Derfor fik han som ekstraopgave, udover sit eget job, at lukke Føtex i Gothersgade i Fredericia.
“Det var meget mærkeligt, og specielt at kigge tilbage på nu. De skulle bygge i Prinsessegade, hvor jeg er chef i dag. Det var specielt, og jeg gik selv rundt og havde en fest derover. Jeg lavede tilbud for at få hele butikken solgt ud, og det havde jeg 4-5 uger til,” siger Allan, der efterfølgende havde en stilling i Bilka Vejle som elektronikchef og siden kom til Føtex Haderslev som salgschef for hele huset:
“Varehuschefen i Kolding skulle på et andet projekt i nogle uger, og jeg blev spurgt om jeg ville prøve at være der imens. Jeg sagde ja, og det gik godt. Efter jeg kom tilbage til Haderslev gik der tre uger, og så fandt de ud af, at varehuschefen i Kolding skulle være regionschef og så blev jeg varehuschef i Føtex Kolding,” siger Allan, der straks mærkede hvad det ville sige:
“Man er byens omdrejningspunkt, og ligesom her er man midtbyens største arbejdsplads, og man skal derfor være et kendt ansigt på mange måder. Det var en fed oplevelse. Den første dag med nøglerne var som juleaften,” siger Allan, der nåede at være fem år i Kolding og undervejs blandt andet var formand for Kolding City (handelsstandsforeningen i byen, red.):
“Da jeg kom til Fredericia for to år siden var det givtigt, at jeg havde den erfaring, og det var også meget lige til, at jeg skulle træde ind i Fredericia Shoppings bestyrelse, da min forgænger Peter Lund også var der,” siger Allan Riis, der glæder sig over at være med til at påvirke bylivet i Fredericia:
“Jeg er blandt andet glad for, at Axeltorvet lavede sommerock sidste år. Sådanne ting er jeg forgangsmand for at gøre mere i, også via byforum,” siger han.
Hvordan har de første to år i Fredericia været?
“De har været fantastiske. Det har været sjovt, vi har fået posthus og apotek integreret. Vi har været med til at finasnere ting til Madsby Legepark sammen med Venusvej og vi hjælper udsatte, og vi har endnu mere i støbeskeen,” siger Allan.
Hvad laver du i fritiden?
“Sidste år startede jeg på diplom i ledelse. Ellers er det mine to drenge, og så er det koncerter og fodbold,” siger Allan, der i disse coronatider derfor har manglet noget:
“Det har været hårdt ikke at høre livemusik og se fodbold. Det mangler jeg, og det gør drengene også,” siger Allan, som hvert år har en særlig tradition, der ikke blev holdt i hævd i år:
“Jeg er frivillig på Jelling Festival, hvor vi er tre vennepar, der har en burgerbar på pladsen. Vi laver ikke penge på det, da det er til foreningen bag festivalen.”
Sådan lød afslutningsreplikken for Ugens Kurt, Allan Riis.
Bor man i Skærbæk, så er man ikke i tvivl om hvem denne uges gæst i den varme stol på Kurt’s Kaffebar er. Hun er involveret i nærmest samtlige aktiviteter, foreninger og hvad der ellers rører sig i lokalområdet i Skærbæk. Flere har kaldt hende Dronningen af Skærbæk, men selv vil hun bare gerne det bedste for sit lokalsamfund. Ugens Kurt er Jonna Heebøll.
Det er første gang i lang tid, at jeg fik muligheden for at mødes med Ugens Kurt der hvor det hele startede: På Kurt’s Kaffebar. Vores nye kontor er placeret ikke langt fra kaffebaren, så med computeren under armen gik turen ned ad gågaden og ned til Kurt’s Kaffebar. Jonna var kommet i god tid, så kaffen var allerede skænket. Men så kunne vi jo gå lige til sagen. Historien om Jonna – og hvad der ellers følger med (og det er en del, for hun kan ikke rigtigt holde sig udenfor det der sker i Skærbæk).
“Jeg er født og opvokset i Bogense, hvor jeg også har stået i lære på kontor. Jeg kom til Skærbæk i 1977, og der var min ældste begyndt at gå i skole, men den yngste var ikke så gammel, så jeg var hjemmegående. Jeg havde en veninde der var lærer, og hun mente jeg skulle søge som skolesekretær på Skærbæk Skole. Jeg søgte og fik det – og var der i 32 år”, fortæller Jonna kort og opsummerende om hendes historie.
Livet i Bogense, hvordan var det?
“I min alder synes jeg der var kedeligt, der skete ikke noget. Jeg rejste et år til England inden jeg kom i lære, men jeg havde et stort ønske om at blive speditør. Det kunne man ikke i Bogense. Man kunne være damefrisør, på kontor eller i forretning. Der var ikke så meget at vælge i mellem. Jeg valgte det med kontor, det var jeg glad for. Jeg havde meget med eksport at gøre alligevel, så det var fint”, fortæller hun.
“Jeg var glad for at gå i skole – og så var jeg spejder. Da jeg så flyttede til England, blev jeg også spejder i det år jeg var der. Jeg var kun 16 år, så jeg var ikke så gammel. Jeg fik også kun lov til at rejse fordi min mor kendte konen i huset. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg havde ønsket, at jeg havde været mere moden, for så havde jeg nok fået flere oplevelser. Men det har gjort, at jeg har haft lyst til at opleve verden”, forklarer Jonna.
Da du kom hjem fra England, hvad skete der så?
“Læretiden gik hurtigt. Vi flyttede til Odense, hvor jeg arbejdede ved Fyns Sækkekompagni, hvor jeg var som eksportsekretær i seks år. Det var lidt specielt, især når man talte med Indien. Det foregik sådan, at det var om natten der kom telefax, hvor man skulle taste lange strimler på skrivemaskine, der kom i en faxmaskine efterfølgende. Det var en svær kommunikation”, fortæller hun.
“Så flyttede vi til Skærbæk i 1977. Min eksmand fik arbejde på Skærbækværket. Det første jeg sagde var, at det hul skulle jeg ikke bo i. Det tænkte jeg kun var for en kort periode, men det blev det så ikke”, siger hun med et grin.
Det første jeg sagde var, at det her hul skulle jeg ikke bo i
Jonna Heebøll
“Det første jeg blev involveret i, var Skærbækværkets personaleforening, hvor de skulle bruge en husmor. Det var lidt mærkeligt at en personaleforening skulle have en husmor, men det synes man altså dengang. Vi lavede mange arrangementer, eksempelvis med Troels Kløvedal. Da jeg i 1981 startede på skolen, blev jeg medlem af beboerforeningen og har været det lige siden. Først var jeg kasserer og siden så er jeg blevet formand”, forklarer Jonna.
“I 1991 synes jeg der skulle ske noget, så startede jeg en aftenskole, som jeg så lukkede i 2014. Det var da jeg stoppede på skolen, fordi der mistede jeg netværket. Der skete virkelig noget for mig da jeg stoppede på skolen, jeg havde ikke længere den kontakt med de nye der kom til byen”, siger hun.
“Men aftensskolen var et stort plus. Nu laver jeg lidt foredrag med Aarhus Universitet, og vi startede altså først i Skærbæk. Det kører godt, det er primært de naturvidenskabelige foredrag vi kører. Det er virkelig interessant. Jeg ved en hel masse om kvantefysik nu”, fortsætter Jonna med et grin.
“I kraft af aftenskolen og min plads på skolen har jeg fået lavet meget. Det gik godt. I 2003-4 stykker overtog jeg den frie aftenskole i Fredericia – som jeg også havde til jeg sluttede på skolen”, indskyder hun.
Hvad driver sådan en som dig?
“Det er rigtig vigtigt for mig, at der sker noget i Skærbæk. Jeg synes det var irriterende at alle skulle rejse til Fredericia, Kolding eller Middelfart hvis man skulle noget. Jeg tænkte at der skulle ske noget i Skærbæk. Det er også derfor jeg efterhånden har lavet en række tiltag, som eksempelvis Skærbæk Bylaug, der hver måned mødes og går ud og ordner det kommunen ikke gør. Det er virkelig hyggeligt”, forklarer Jonna. Denne historie om et projekt hun har startet leder lige over til den næste:
“I beboerforeningens regi har vi også lavet affaldsindsamling, som vi startede for mere end 24 år siden. Nu er det i et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Men affaldsindsamlingen er også noget jeg kunne få børnene på skolen med til, der har været mange fordele ved det at være på skolen”, lyder det med et grin fra Jonna.
Noget af det flere af Fredericia AVISENs læsere er meget glade for er Natteuglerne, som et endnu et af Jonnas mange projekter.
“For tre år siden startede jeg Natteuglerne op. Jeg har forsøgt at hjælpe til oppe i Taulov også, men det er ikke lykkedes endnu, det er ærgerligt. Det er så sjovt at være natteugle, for jeg kommer rundt og ser de unger jeg havde i skolen, hvor jeg i mange år også var lærervikar. Jeg møder dem, de hilser altid og jeg kan følge med i deres liv”, fortæller hun og fortsætter:
“De vil gerne snakke og så får jeg fortalt at de skal huske at rydde op og sådan. Jeg bliver så glad når jeg ser sådan noget, de lytter til en. Det bliver jeg lidt rørt over. Det er så vigtigt at vi i Skærbæk har plads til alle. Der har været meget store frustrationer fra dem der bor ved stranden, fordi der var mange unge mennesker og sådan, men det er rettet sig op siden vi startede Natteugle-projektet”.
“Jeg har 150 i facebookgruppen, og hvert år prøver jeg at lave et infomøde, hvor vi får de nye forældre med, for der kommer hele tiden nye børn til. Det et svært at få forældre med. De synes det er meget bedre at vi gamle går turen, men det er vigtigt for mig at få nogle af de nye med. Det er lidt ærgerligt at det er så svært at få dem med. Men vi fortsætter”, slår Jonna fast.
Du er meget aktiv for andre mennesker i dit område. Hvad med fritid, hvad har du brugt den på?
“En anden passion jeg har er folkedans. Da vi i 1977 kom hertil, så havde min søn en passion for folkedans. I 1979 bad han om at jeg kom med til legestue. Jeg tog en veninde med, og så blev jeg engageret der. Så blev jeg formand i ’87 og var der indtil sidste år. Foreningen er lidt i dvale nu, men jeg instruerer dans i de fire hjørner i Øster Starup, så jeg fortsætter stadigvæk”, fortæller hun.
Du er meget engageret i nærmest alt. Kan du ikke finde ud af at sige nej?
“Jeg er sådan en der ikke kan sige nej, det er meget svært for mig. Jeg vil gerne prøve hvis det giver mening. Jeg kan ikke lade være at rode mig ind i tingene. Jeg har også spillet amatørteater og sådan. For 14 år siden var der 6-8 mennesker der startede en fest på havnen i et telt. I to år kørte det før de blev trætte af det, men de spurgte om ikke jeg ville hjælpe – og så startede vi havnefesten der også kører. Der kommer mange mennesker ned og deltager i det”, forklarer Jonna, inden hun fortæller om endnu et af projekterne hun er en del af:
“For tre år siden overtog vi kommunens forvaltning af strandparken. Jeg havde læst i avisen at de udbød det til salg, jeg tænkte nej for pokker. Jeg kender heldigvis nogle politikere, så jeg kontaktede dem. Jeg skrev til kommunen, at vi var tændt på at kunne forpagte eller på en eller anden måde sikre at det var offentligt. Det viser sig så at det ikke kunne sælges, så vi forpagter det med de tre huse”.
Hvad skal der ske når ikke du kan være så engageret længere?
“Flere har spurgt hvad Skærbæk er uden mig, men jeg er sikker på at der kommer en anden. Jeg har kæmpet for en cykelsti på Skærbækvej i 20 år. Den bliver til noget nu. Vi lavede vores første projekt med tunneller under vejen og alt muligt, det var visioner – og nu får vi det. Det er rigtig godt”, fortæller hun.
“Jeg har prøvet mange ting, det har jeg godt nok. Jeg glæder mig vanvittigt til den cykelsti. Det kan være min afslutning på mit arbejde i beboerforeningen, selvom jeg ikke ved om jeg kan undvære det. Jeg har sagt, at når jeg får klippet snoren over, hvad jeg håber at jeg får lov til, så skal der nye kræfter til”, forklarer Jonna.
Du sagde indledningsvist, at din rejse til England gav dig mod på at udforske verden?
“Jeg elsker at rejse. Jeg skriver rejsebeskrivelser, tykke A4-mapper. Hjemme på mit kontor har jeg over 70 mapper med alle de rejser jeg har været på. Vi er slet ikke færdige endnu. Vi skulle have været afsted til Kroatien nu her, men det kom vi ikke”, siger Jonna og fortsætter:
“Vi har rejst næsten alle steder. Jeg mangler Japan og Mongoliet. Vi har været langt væk ellers. Det er spændende at komme ud og opleve – også hvordan andre lever. I Nordvietnam var det særligt specielt. De går stadig rundt i gamle dragter. Jeg synes det er fantastisk. Derfor vil jeg også både til Japan og Mongoliet”.
“Vores yngste søn og hans kone købte en sejlbåd og har sejlet meget i Middelhavet. Der har vi været med mange gange. Nu har de købt hus i La Palma. Det er fantastisk. Vi har allerede været der tre gange og det er kun et år siden”, lyder det med et stort grin fra Jonna.
“De bor i et hus med 180 grader udsigt over vandt og mod vulkanen på Tenerife. Vi arbejder også hårdt når vi er dernede, for deres levebrød er at leje ud til vandrere og sådan”, supplerer hun.
Det næste stykke tid, hvordan ser det ud?
“Der starter vi jo snart med folkedans igen, og ja – der er nok at se til med andre projekter. Foredragene har vi allerede planlagt til efteråret. Så der er ved at være godt styr på det hele – omend der er meget”, lyder det med et grin fra Jonna.
Vi slutter også på den note, for der er meget at se til for Jonna. Men hun er et af de mest passionerede mennesker jeg nogensinde har mødt. Det er måske ikke den mest kronologisk strukturerede Ugens Kurt-historie, men når man er engageret i så mange forskellige ting, ja så er historierne også mange. Jonnas arbejde i og for Skærbæk er helt unikt.
Hun er født i Thailand, opvokset i en lille by mellem Skjern og Holstebro – og så kan hun i en alder af blot 24 år kalde sig for restaurantejer. Når hun ikke er på arbejde, ja så arbejder hun – og ellers bliver tiden brugt med hendes kæreste Euan. Sammen har de store drømme, men nu er det hidtil største eventyr for Ugens Kurt startet. Ugens Kurt er Areewan Sophondilok Erlandsen.
Solen skinner på en tidlig fredag morgen. Areewan har nok at se til, for 11:30 åbner hendes restaurant for frokostservering og forberedelserne skal nåes inden. Vi mødes på Kurts Kaffebar, et sted som hun kender rigtig godt. Her har hun nemlig arbejdet, ved siden at et andet arbejde, selvfølgelig.
“Jeg er fra Thailand og kom til Danmark da jeg var fem år gammel til en lille by, Granhøj, der er bedst kendt fordi man kører forbi den på hovedvejen til Skjern. Jeg husker det som en god ting. Jeg lærte dansk meget hurtigt og kom fra dagpleje til børnehaveklasse”, fortæller Areewan.
“Jeg var ret lærenem og fik hurtigt venner. Jeg husker ikke at jeg ikke kunne kommunikere. Min stedsøster der skulle passe mig, der kan jeg huske, at der var meget pegen. Men jeg husker min folkeskole som en god tid”, fortsætter hun.
“Jeg elskede at gå i skole. Jeg havde gode venner og jeg var god i skolen. Så der var ikke noget der udfordrede mig i folkeskolen. Jeg havde let ved tingene. Det ændrede sig lidt da jeg kom på gymnasiet, på Holstebro Gymnasium”, forklarer hun om sin skolegang.
“Jeg er meget ubeslutsom. Som 12-årig ville jeg gerne være tømrer for at blive bygningskonstruktør, så jeg var meget fokuseret på det tekniske. Så fik jeg tid ved studievejlederen i en alder af 14 år, det er jo lidt vildt at det er så tidligt man skal tage sine valg. Jeg var bange for at tage det forkerte valg – og er det stadig lidt. Jeg valgte HHX fordi jeg bedre kunne se mig selv anvende det. Jeg er stadig meget glad for det valg”, forklarer hun fortsat.
Motivationen forsvandt – men en ny passion skød op
“Jeg har læst til markedsføringøkonom. Selvom jeg har haft let ved skolen i folkeskolen, så mistede jeg lysten til det. Jeg mistede mit drive og motivationen. Jeg har været meget glad for branchen og faget, men jeg kunne godt mærke at det ikke var det jeg skulle. I alt den tid har jeg arbejdet i restaurationsbranchen. Jeg har fået meget ansvar og mange opgaver jeg nok ikke ville have fået ellers. Hvor jeg havde fravær på skolen har jeg aldrig haft en sygedag fra arbejde. Der begyndte jeg at blive glad for det. Det er en branche jeg trives i – og det motiverer mig”, fortsætter hun.
“Jeg startede med at arbejde i Herning på en thai-restaurant. Der var både butik, take-away og restaurant. Så en komplet pakke. Der startede jeg som overtjener, og da der blev udvidet med madskoler om aftenen, der stod jeg for det i en alder af kun 19 år. Der var tyve mennesker jeg skulle lære at lave mad. For mig var det meget naturligt at gøre det. Som person er jeg meget genert og tilbageholdende, men så snart jeg står i situationen, så lærer man at overkomme sin generthed”, forklarer Areewan.
“Da jeg blev færdig med gymnasiet og skulle læse videre flyttede jeg til Fredericia, men læste i Kolding. Så var mit første arbejde nede ved Eva (Mair, red.), hvor jeg spurgte om de manglede. Hun spurgte til min erfaring, vi aftalte et møde til ugen efter – og allerede dagen efter ringede hun og spurgte om ikke jeg ville starte. Det var uden oplæring og sådan, for en anden medarbejder var sprunget fra. Så derfra var jeg ansat. Skæbnen ville, at selvom jeg ikke havde været kok, at Eva manglede en kok og spurgte om jeg ville, så efter en måned blev jeg kok og kom i køkkenet. Uden at have erfaringen, men det er lysten og passionen der har gjort at jeg har lært det”, fortæller hun om sine første oplevelser med Fredericia.
Hvordan var det at skulle være kok lige pludselig? Man står ligesom for det folk kommer for på en restaurant?
“Det var angstprovokerene. Men det sjove ved restaurationsbranchen er at man ikke selv tager imod kritikken. Min vej er bare blevet banet af muligheder og tilfældigheder. Det jeg nu ved er en fordel er, at jeg både har været i køkken og service, for det hænger meget sammen, men samtidig er der kun ris til tjeneren, for kokken kan altid gemme sig lidt. Nogen siger at det er derfor jeg er blevet kok, fordi der er plads til at have en dårlig dag”, siger hun med et grin.
“Der var jeg siden 2016, så 3,5 år frem som kok og tjener. Man bruger mange timer sammen, så det var vigtigt for Eva at man kunne indbyrdes – og ikke kun på arbejdet. Vi kaldte os selv for en lille familie. Mair’s har plads til mange forskellige typer. Men applaus til Eva, hun er god til at give ansvar og opgaver, man får meget at lave selvom stedet er så lille. Man er meget involveret – og man lærer at holde hovedet koldt. Man kan ikke bare give den videre, så man lærer i høj grad at tage ansvar for sine fejl, for der er ikke andre at peger fingre af. Man kan ikke bare tage et skridt tilbage og håbe en anden tager bordet eller taler med den utilfredse gæst. Er man på gulvet, så er der ingen steder at gemme sig”, fortæller Areewan om det fællesskab der er kendetegnende for personalet på Mair’s.
Pludselig var du også en del af Kurt’s Kaffebar, sideløbende med dit job på Mair’s?
“Jeg er kommet løbende og har lært Ismail at kende på en mere kunde-ejer-relation gennem fælles venner. Så skete det tragiske at Maria gik bort. Det var i en tid hvor jeg blev færdig med min uddannelse, så jeg havde tiden til at arbejde ekstra. Jeg ville gerne hjælpe Ismail når jeg havde muligheden for det. Man skal hjælpe når man kan. Jeg tilbød Ismail at jeg hellere end gerne ville hjælpe – også fordi jeg kan det med kaffen nede fra Mair’s. Alt sammen samtidig med at være dernede. Det var morgen i kaffebaren fra 8 til så langt jeg kunne trække den, og så på Mair’s fra 16-22”, svarer hun.
Så er der også en kæreste, Euan?
“Ham mødte jeg på Mair’s, hvor jeg arbejdede sammen med hans mor. Jeg var på arbejde den dag han kom ned for at besøge hende. Første gang han var her var han stadig Beth’s søn, så var vi sammen med ham, og her er vi familien Mair’s. Han har rejst meget, så for ham er det naturligt at snakke og møde nye mennesker. Det åbnede også mig op som person, der ellers er meget stille”, fortæller hun og fortsætter:
“Han kom tilbage en måned efter – og jeg ved ikke hvordan i forhold til mit skema, så havde jeg så mange fridage i den uge han kom tilbage, så vi mødtes til kaffe, og trænede også sammen. Så det var et venskab der udviklede sig, det blomstrede. Vi har været så heldige, at vi begge har haft fri om mandagen. Som det er nu har vi fri søndag og mandag, så vores weekend er bare skubbet en enkelt dag. Så gør vi alt vi kan for at være sammen. Når jeg har fri og han er på arbejde besøger jeg ham – og omvendt, så man når at se hinanden i løbet af dagen”.
Så kommer vi jo ikke udenom det seneste eventyr, Ros – eller ene.?
“Jamen det er jo faktisk en lidt længere historie, uden at det er meget langt. Euan er ansat ved Vin med Kant, der leverer vin dernede. Jeg har hjulpet til med at lave lidt tapas og mad til dem dernede. Jeg stod og var ved at anrette noget, da Marcel laver den her meget sjofle joke fordi han tror det er Euan der stod ude bagved. Men han blev helt rød i hovedet og spurgte om jeg kunne lave mad, og det kan jeg altså. Hans næste spørgsmål var om jeg kunne lide det hvor jeg var nu – og jeg svarede at det var jeg. Tak for buddet, men nej tak, for jeg havde så meget at se til”, indleder Areewan fortællingen om hendes største eventyr til nu.
“Kort tid efter var jeg med en veninde dernede at spise, hvor han kommer og snakker efterfølgende. Der lærer han mig at kende og mit syn på branchen. Han spurgte om ikke jeg ville hjælpe de dage jeg kunne. Et blev hurtigt til onsdag – og så efterfølgende alle friaftner. Efter to dage med kun at være i forberedelse kom jeg med ud i servicekøkkenet. Jeg kørte to aftener med ham – og tredje aften gik han, så jeg selv skulle stå med desserten. Det var også et kæmpe kompliment til mig der kun havde været der i få dage, ufaglært. Det kan du godt, jeg smutter. Jeg tager alt det her som komplimenter hver gang jeg får et ekstra ansvar”, fortsætter hun.
“Det største kompliment er, at han tilbyder om jeg og Euan gerne ville have det her sted. Jeg var ikke førstevalget, men andre var lidt længere om at melde tilbage. Jeg ser så meget potentiale i det her. Han talte med medejeren Steffan. De blev enige om at sige hvorfor ikke og gav mig buddet. De har tilbudt mig det her – og da jeg havde sagt ja vendte de første tilbage, at de gerne ville. Men der sagde Marcel bare, at det var too late”, forklarer Areewan.
Nu er jeg restaurantejer. Det er sindssygt
Areewan sophondilok erlandsen
“Bare fordi Marcel har gjort forarbejdet, så er det ikke fordi jeg bare tager over og det så flyver. Jeg ved godt, at det måske er sværere for mig, for der er et pres jeg tager på mig og folk skal overbevises. Jovist har jeg overtaget et fungerende koncept, men folk skal også lære mig at kende og min måde at gøre tingene på. Laver jeg fejl og lever det ikke op til forventningerne, så skal jeg nok få det at vide”, fortæller hun.
“Drømmen er, jeg er faktisk bange for at drømme højt, men min drøm er at fusionere mit thailandske med det nordiske. Jeg elsker gammel dansk mad – det var det vi fik i weekenderne når far lavede mad. Min mor lavede sjældent mad, men det ligger bare i min kultur. Mad betyder rigtig meget for mig. Folk skal ikke frygte at det bliver en thailandsk bix. Jeg skal inkorporere begge dele. Det skal fusioneres. Det skal serveres på ny nordisk manerer, men med asiatiske elementer. Det er min drøm. Om det bliver med Ene. eller en langsigtet plan, det må tiden vise”, forklarer Areewan.
Hvad med drømmene for fremtiden?
“Euan og jeg havde sat et mål, at vi skulle være gift 8/8 i år, men den kæmpe begivenhed må vi udskyde, fordi den her store ting er sket. Euan og jeg har blot kendt hinanden i to år, så der er mange ting, som vi gerne vil sammen. Familie vil vi også gerne have, men det er ikke noget der presser på. Vi har ikke travlt. Vi har taget en samlet beslutning om den her restaurant, selvom det er min, så er det en fælles beslutning”, fortæller hun.
“Vi har talt om, at hvis vi nogensinde flytter til Skotland, så vil jeg gerne tage det her danske mad med derover. Dansk mad er mere farverigt og mere friskt. Jeg vil gerne tage det jeg lærer nu med mig. Jeg vil gerne prøve Skotland, for så har vi prøvet begge dele, så vi ikke udelukker noget”, lyder det fortsat.
“Jeg har været i Skotland én gang og det var en uge hvor jeg savnede dansk mad. Jeg elsker mad, så jeg spiser for at få en oplevelse. Maden smagte bare ikke af noget. Der var super lækre ting, selvom det er de samme råvarer. Man finder eksempelvis ikke økologi. Det er bare en helt anden tilgang til hvordan man tilbereder. Maden er også bare en smule federe derovre, selvfølgelig er traditionel dansk mad også det, men nyt nordisk kan bare noget ekstraordinært. Vi har været ude og rejse hvor vi har taget beslutninger om at spise Michelin og sammenlignet det med Michelin i Danmark. Det er meget anderledes. Danmark kan bare noget – og det er derfor det er muligt at tage det med ud i verden”, forklarer hun.
Hvad med udenfor arbejdet. Hvad går tiden med der?
“Udenfor arbejdet har jeg ikke meget, udenfor arbejdet så arbejder jeg. Det er fysisk arbejde når jeg er på arbejde, men det arbejde udenfor arbejdet kalder jeg ikke arbejde. Jeg elsker at finde nye ideer, en stor del af min fritid er at researche og finde nye ideer. Det er min kreative proces”, fortæller hun.
Inden hun skal gøre klar til åbningen fortæller hun om den reception der bliver afholdt på lørdag. “Jeg er blevet tvunget til at have en reception, det synes folk åbenbart man skal. Så lørdag d. 6. Juni mellem 11:30 og 15:00”, fortæller Areewan.
Ugens Kurt kom til verden for 52 år siden på Fredericia Sygehus. Ugens Kurt elsker beton, hverdagen og fiskeri. Han er anden generation af Familien Riisager på Egeskovvej, han elsker Fredericia og så donerede han lige 25.000 kroner til byens handelsliv for at bakke op i en svær tid. Ugens Kurt er Jan Riisager.
Vi er tilbage på Kurt’s Kaffebar – så vi kan rent faktisk drikke en kop kaffe med Ugens Kurt, og valget falder på to kopper cappuccino. Jan har taget plads i lænestolen, og jeg tager sofaen. Der er god plads på kaffebaren – de fleste gæster har taget plads udenfor, så uforstyrret og udstyret med god kaffe taler vi om den 52-årige fredericianers liv.
Søren og Birgit Riisager fandt et hus på Eriksvænget, og der voksede Jan op sammen med sin lillebror.
“Jeg kom til verden indenfor voldene, og herfra tog livet fart på Eriksvænget klods op af KFUM Parken. Min mor var pædagog på Dagmargården, imens min far siden 1966 havde kørt truck på Egeskovvej. Han blev senere indehaver af betonfabrikken,” fortæller Jan Riisager.
“Jeg og min lillebror gik i vuggestue og børnehave på Dagmargården. Jeg husker lidt derfra, men generelt så forestiller jeg mig, at det var et godt sted. Jeg husker mange af mine pædagoger, fordi de kom sammen med mine forældre. Vi var tæt på volden, hvor vi legede og tæt på vandet. Alt i alt var det virkelig en fin tid. Jeg føler, at jeg har haft en fornuftig barndom, dog præget af tiden. Det var sluttresserne og start halvfjerserne. Det var oliekriser, EF-medlemsskab og en verdensøkonomi, der gispede efter vejret,” fortsætter Jan Riisager og fortæller videre om, at helt skidt var det dog ikke.
“Vi kom på skiferie i Norge – før alpinskienes tid. Det var langrend. Det var hytter og det var familietid, når farmor samlede alle søskende, fætre og kusiner. Det var virkelig sjovt, desværre døde det lidt ud, da vores farmor døde.”
Imens Eriksvænget, fodbold og håndbold i KFUM var fritidsbasen, og senere en passion for fiskeri, bestod skolegangen af blandt andet Treldevejens Skole og Fredericia Middelfart Handelsskole.
“Jeg gik 10 år på Treldevejens Skole. Jeg var ikke den største rod på skolen, jeg var god til flere ting – eksempelvis snebolde på langafstand,” siger Jan og griner, inden han fortæller videre:
“Jeg kunne ramme gårdvagterne på lang afstand. Nej, pjat. Det var en ganske almindelig skolegang. Vi levede højt på lærernes øgenavne, som de i øvrigt levede fint op til. Jeg havde et lærerægtepar fra 1-10. klasse. Vi havde dem i alle fag, og deres søn gik også i klassen, hvilket var lidt synd for ham. Jeg udmærkede mig ikke rigtigt, men jeg kom igennem – lad os bare sige, at jeg var ikke en ørn i skolen. Matematik fangede mig dog.”
Fra 1982 til 1984 gik Jan på Fredericia Middelfart Handelsskole. En tid han husker som fin, men uden de store udslag.
“Jeg var god til matematik – også på handelsskolen. Jeg blev også god til regnskab, hvilket førte til, at jeg efter min militærtid blev uddannet som akademiøkonom. En uddannelse der kombinerede skole og praktik. Jeg arbejdede dengang hos ER Elektric.”
Hvad med fest og farver, var der noget af det?
“Jo, det var der, men sjov og ballade var ikke rigtigt mig. Jeg havde min sport og militæret fyldte senere i mit liv. Jeg var seriøs, og jeg ville tjene penge – og mange tjente faktisk godt, når man var med på øvelser – men jo der var da fester, alt andet vil da være løgn. Jeg er blev officer af reserven efter seks måneder på sergentskolen, senere løjtnant på Skive Kaserne. Når man var student, kunne man dengang gå direkte ind på sergentskolen. Da jeg skulle være løjtnant, lærte jeg meget. Jeg boede 14 måneder i skive, men tog løjtningstiden i Varde. Det var en stor tid, man lærte meget. Man skulle være klar til at lede 40 mennesker. Det gav mig et stort ansvar. Det var en tid, hvor Den Kolde Krig rasede – fjenebillede var de røde, og det trænede vi på. Jeg var på fire øvelser i Tyskland, hvor tyske og danske enheder øvede sig på krigen med den røde fjende,” fortæller Jan.
Var du en god soldat?
“Det var okay, men jeg tror, at jeg var en gennemsnitlig soldat. Det var en stor omvæltning at komme i forsvaret hjemmefra. Det var at grave huller med rygsæk på, gøre rent, konstant barbering, disciplin i form af De, Dem og Deres. Man lærte sgu noget. Jeg lærte som sagt at tage ansvar for andre mennesker, jeg lærte at forstå, at de beslutninger jeg tog ville have konsekvens for 40 menneskers liv,” siger Jan.
Vi drikker lidt af vores cappuccino og springer i tiden for at høre om sportens verden.
“Vi løb, legede og spillede meget fodbold i vores fritid. I 1981 begyndte jeg også at gå til skydning i Fredericia Skytteklub. Det var virkelig spændende. Jeg var heller ikke helt dårlig til det, men der var dog et par knægte fra Bredstrup, jeg ikke kunne slå, men det gik meget godt for mig. Jeg skød vel i godt fire år. Derudover – uden at lyde gammel, så spillede vi fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Jeg havde ikke den bedste motorik, så jeg endte på målet i fodbold. Men hvad jeg ikke havde i motorik, havde jeg i højde. Jeg var et hoved højere end de andre til vi blev 14 år. Det samme gjorde sig gældende i håndbold, så jeg kunne smide bolden i rosen, som man sige. Jeg stod på mål i fodbold til jeg blev 22 år. Jeg havde et år som senior på andetholdet, og var med førsteholdet i opstarten af en sæson som reserve, men jeg brækkede desværre mine fingre, og så kaldte militæret i stedet,” siger Jan og fortæller om sport senere i livet.
“Jeg har altid holdt af bevægelse og i 2001 gennemførte jeg en jernmand i Fredericia i tiden 12 timer og 15 minutter. Jeg deltog året inden på et stafethold, hvor jeg svømmede. I årene 2002 og 2003 deltog jeg også på et hold, hvor jeg svømmede og cyklede – mine knæ var ikke imponeret af løbeturene, men sidenhen har jeg ikke lavet noget så intenst – det var en hård sport. Jeg har dog fulgt mine børn til svømme- og hestestævner.”
Jan blev far i 1993, og livet gik sin gang med et hus i Bøgeskov, senere Golfkvarteret og nedlagt landbrud, som han dog måtte vinke farvel til, da krisen for alvor kradsede. Men Jan har aldrig drømt om at blive rig og køre i Bugatti, som han siger.
“Men igen med sporten, så blev min datter virkelig god til ridning og min søn svømmede. Jeg tog selv nogle dommerkurser i svømning, så det blev til mange timer sammen, hvilket vi havde stor fornøjelse af,” fortæller Ugens Kurt
Passioneret naturmand og fisker
En stor passion og et stort kapitel i Jans liv er også naturen og fiskeriet. Han lyser helt op, når han fortæller, og erkender da også til sidst, at han er noget nørdet, skriver artikler til fiskemagasiner og gerne rejser verden rundt for at fange en fisk med stang og flue.
“Det startede faktisk tilbage ved Uggerby Å, da jeg var seks år. Min fætter havde en båd, han brugte til at sætte garn. Jeg blev selv grebet af at fiske – den første fisketur var meget simpel. En stang med snor på – næsten bare en bambusstang. Jeg fangede skaller og ørreder hjemme hos mine bedsteforældre. Det var livet,” siger Jan.
Erhvervsmæssigt var det også i perioden, naturen Jan søgte. Han ville nemlig være skovfoged.
“Jeg tror, at det kom via mit fiskeri. Jeg synes, at det var fascinerende at være ude i naturen. Igen når jeg tænker lidt i tid, så var jeg også på Færøerne som 15-årig tre uger ad gangen med min fætter. Vi fiskede, men så også øerne. Det med at være i naturen har altid været mig. Derfor ville jeg også pleje naturen – det var virkelig spændende. Jeg blev ansat i Sydøstjysk Skovdyrkerforening, og det var mit mål efter skoletiden at blive opkvalificeret, så jeg kunne komme videre ind på uddannelsen – der var en række fra det almene gymnasium, som jeg havde ikke havde, men som jeg tog for at kunne få en skovbrugeruddannelser,” siger Jan og fortsætter:
“Det var en meget sjov tid. Jeg var for en gang skyld den bedste på hele skolen til stort set alt, men det interesserede mig også. Alt hvad jeg lavede var lige meget. Vi nåede til, at vi skulle videre for at blive skovfogedelever. Det foregik dog på Allinge på Bornholm eller på Sydsjælland. Jeg kunne vælge først. Vi var 40 stykker på skolen, så det var stort at kunne vælge først, men jeg kunne ikke se mig selv på de lokationer, og det kunne min kæreste heller ikke. Jeg blev far, og begyndte i stedet at arbejde hos mine forældre på Egeskovvej. Min far havde købt produktionen i 1987. Han havde faktisk forpagtet det siden 1983. Jeg startede så der i 1993, ikke at det var første gang, for jeg havde allerede som, 12-årig været med til at skovle beton i forme, lave små ting, men det var ikke der, at jeg troede jeg skulle bruge mit fremtidige liv. Jeg ville ikke kunne stå ved en maskine.”
Virksomheden bestod den gang af tre-fire mand, hvor både Jans far, Søren og mor Birgit arbejdede med. Moren var blevet regnskabsansvarlig. Kunderne var primært de lokale håndværksmestre, og der blev produceret alt fra trapper, søjler, altaner og generelt produktion til betonindustrien.
“Det var et fint stykke arbejde, og gradvist blev det mit. Min mor var på kontoret, da de købte det. Hun stoppede som pædagog og blev regnskabsansvarlig, og hun sagde, at hun ville gå på pension som 60-årig, og i 2004 gik hun så pension. Et år efter stoppede min far, og så overtog jeg. Vi lavede om på produktionen fra de mindre ting, blandt andet fliser, og satsede i stedet på at lave de større ting. På det tidspunkt var der større bevågenhed på at lave produktion til de bygninger, der så dagens lys i 30erne, 40erne og 50erne. Vi lavede udsmykningerne, detaljerne og lignende. Det kunne eksempelvis være til en bygning, som den overfor,” siger Jan og peger ud af vinduet i Jyllandsgade.
“Vi fortsatte dog produktionen af en række ting, blandt andet belægningssten til private, men i længden kunne vi ikke tjene penge på det. Vi lavede senere mange fundamenter til ABBs transformerstationer, og det udgjorde faktisk hovedparten af vores produktion i syv år. Vi opnåede også ordre på en million kroner, hvilket i Randals historie var helt vildt. Vi gik fra at være tre mand til 15 i 2009. Der var virkelig travlt. Men to år senere mærkede vi for alvor finanskrisen,” siger Jan og fortsætter:
“Vi gik fra 15 til fem mand. Vi halverede omsætningen på to år. Vi havde lidt arbejde, men fik ikke mange penge for det. Det var svært at få økonomien til at hænge sammen i alle henseender. Men stille og roligt bed vi os fast i markedet igen, og specialiserede os i nicheproduktion med relativt små opgaver på kryds og tværs. Vi laver eksempelvis nybyggeri med liberalt erhverv i bunden og ungdomsboliger ovenpå, hvor det er vores trapper, altaner og søjler man ser. Derudover har vi arbejdet med næsten alt indenfor beton: elementer til at adskille rum, skolegårde, store trappetrin, amfiteatre, scener og lignende. I teorien kan man undervise der – men det er nok de grønne flasker, der trækker mest disse steder, “siger Jan og griner.
“I dag er vi 18 mand og en freelance kontordame. Det kører fornuftigt, vi har meget at lave, men det er en branche, der går op og ned. Der bliver også nogle gange betalt lidt dyre lærepenge, når vi regner på opgaver og udfører dem, men det går også den anden vej, hvor vi tjener lidt. Vores forretningskunder er i dag menensker, der har brugt os gennem årtier. Det er netværk, og aftalerne beror på tillid, så meget at mange aftaler er mundtlige,” siger Jan og synker sin kaffe dybt inden han fortæller om bagsiderne af livet.
“I 2016 fik jeg en blodprop i hovedet. Det var min fødselsdag, og jeg havde inviteret familien ud at spise. Jeg arbejdede vel 60-70 timer om ugen, fritiden var gået med børn og hus. Der var altid noget at lave på en nedlagt landejendom, så jeg havde nok ikke fundet roen gennem mange år, hvorfor jeg også sidenhen har søgt stilheden og i øvrigt fundet en kæreste, der hjælper mig godt på vej, når det kommer til at komme tilbage til naturen. Jeg blev også nyreopereret i 2016, så det var noget af en tid, men jeg stoppede dog ikke med at rejse. Jeg var i Spanien, Canada og Norge med alt dialyseudstyret.”
Samtalen falder på passionen om fiskeri igen – og Jan elsker virkelig at fiske.
“Jeg var i Britisk Columbia for at fiske en sjælden regnbueørred, der lever vildt; steelhead. Den vandrer i havet og kommer så op i floderne. Den er totalt fredet, så man fanger den, tager et billede og så sætter man den ud igen. Jeg har dags dato været af sted nogle gange, og fanget 49 styk. Min kæreste siger også, at jeg er nørdet på det område. Jeg har også fanget laks i Norge, Island – ja mange steder. Hvis der åbnes op, så står den på Alaska til sommer. Vi bliver sat af med en vandflyver, og driver vi ned langs floden,” siger Jan.
Jeg kan høre, at naturen virkelig betyder meget for dig?
“Ja, det gør det. Det er i naturen, at jeg finder roen. Jeg er også tit på sheltertur med min kæreste. Vi sætter pris på naturen begge to. Vi har også været på kano- og vandreture,” svarer.
“Jeg fisker i øvrigt kun med flue. Jeg skriver også lidt små artikler med oplevelserne til et fiskemagasin med fluefiskerne. Det giver generelt enormt ro i kroppen at fiske. Jeg oplever også mange ting, som mange andre ikke oplever. På fredag skal jeg fiske efter torsk – det er lidt mere madorienteret. Men igen – jeg nyder det bare. Hvis du spørger til lykken, så er det lykke for mig. Det giver mig ro. Jeg tjener ikke styrtende med penge på fabrikken, men vi har det godt. Jeg kommer nok aldrig til at købe en strandvejsvilla eller den nyeste Bugatti, men det gør heller ikke så meget,” slutter Ugens Kurt.
Hun er født og opvokset i Haderslev, men da hun fyldte 18 år rejste hun til Fredericia – og siden har hun været her. Det startede med et job på Det Lille Apotek, inden nattelivet blev skiftet ud med familie og uddannelse. I mange år har hun været leder af et af byens plejehjem, og da man slog dem sammen, ja så blev hun leder af det nye store plejehjem, Othello. Ugens Kurt er Grethe Jørgensen.
“Jeg er født i Haderslev, så jeg er simpelthen sønderjyde. Jeg er født nede ved Haderslev Dam i 1956, så jeg har nogle år på bagen efterhånden. Så gik jeg i skole dernede og flyttede herop til Fredericia da jeg var 18 år gammel”, fortæller Grethe.
“Det vat et fint sted at vokse op. Haderslev er ikke sådan specielt meget sønderjysk, jeg har ikke mærket så meget til at det var sønderjysk, det synes jeg ikke at kunne huske i hvert fald. Men det var en fin tid. Vi boede lige ned til Haderslev Dam, det var så fantastisk. Så jeg er vokset op derude i naturen. Det synes jeg var skønt, det må jeg indrømme. Jeg havde heller ikke langt til skole fra hvor vi boede, så det var jo rigtig fint. Vi boede ude i Erlev”, siger hun og fortsætter:
“Det var lige der hvor, hvis man kan huske det, at damkatastrofen skete. Det var der hvor en turbåd brændte. Det var lige overfor der hvor vi boede. Min far var med til at redde folk dengang. Det husker jeg stadigvæk. Jeg tror det var i 1959, så jeg har ikke været så gammel, men jeg husker ganske få ting af det”.
Alle har forskellige minder fra deres tid i skolen. Nogle har oplevet mobning og andre grimme ting, men for Grethe har det ikke været tilfældet. Hun ser tilbage på skoletiden som værende en rigtig god tid med mange gode minder.
“Jeg gik i folkeskolen, på Hertug Hans Skole. Jeg havde det fint. Jeg var glad ved at gå i skole, synes jeg. Jeg synes det var en helt okay tid. Det er ikke noget der har sat sit præg på mig, at det skulle have været en skrækkelig tid, bestemt ikke. Jeg synes vi havde en god klasse med mange sjove timer sammen. Vi holdt også dengang nogle fester, nok ikke så voldsomt som de gør i dag, men jeg synes vi havde det rigtig fint”, fortæller hun.
Efter skolen bød Grethes liv på et stort skifte. Haderslev blev skiftet ud med Fredericia – og skolen blev skiftet ud med et værtshus, ja altså uden det skal lyde som om at hun var stamgæst på stedet.
“Da jeg blev færdig med realeksamen var jeg et år i huset, imens jeg skulle finde ud af hvad der skulle ske. Så endte jeg med at flytte til Fredericia. Jeg havde nogle veninder der boede heroppe. Jeg flyttede sammen med de veninder. Så var jeg servetrice på et værtshus, det hed dengang Det Lille Apotek. Jeg boede så ovenpå dernede”, fortæller Grethe.
“Det var helt fint at flytte hjemmefra. Jeg synes faktisk det var megt rart. Jeg var lidt oprørsk, så det var rigtig fint at kommer herop. Og ja, så er jeg jo blevet hængende”, lyder det med et grin fra Grethe.
“Jeg har altid synes, at Fredericia var en skøn by. Den ligger lige ved stranden, så er der volden, ja, det er en skøn natur. Så jeg synes Fredericia er en dejlig by der har alt omkring sig. Lillebæltsbroen, der kan jeg huske helt fra jeg var lille, at når vi kørte over broen, så skulle jeg altid kigge ud over byen for at se flammen fra raffinaderiet. Så det er det jeg husker Fredericia for som barn. Og ja, nu bor jeg her så”, lyder det med et grin fra Grethe.
Hvad med uddannelse, hvornår kommer det?
“Jamen, i de første år arbejdede jeg. Jeg fik job som syerske og arbejdede som ufaglært. Så tænkte jeg på et tidspunkt, at nu havde jeg fået familie og børn, så måtte der ske et eller andet. Så jeg startede som plejeassistent, det læste jeg i Odense og blev færdig i 1990”, fortæller Grethe. Der kom et ekstra kapitel ind, som jeg tænkte vi lige skulle runde. Nemlig familie.
“Jeg blev gift med Lasse i 1976, det er ved at være mange år siden. Sammen har vi to børn, der er voksne. Vi har en datter der bor i Odense og en søn der bor her i byen og arbejder på raffinaderiet. Det er vi glade for. Begge børn er blevet gift og har fået børn, så vi er blevet begavet med fire børnebørn, det er helt fantastisk. Det er meget skønt, det kan ikke være bedre”, fortæller Grethe.
Med familien på plads – og uddannelsen som plejeassistent fik Grethe job, først i Ejby og siden har hun hængt fast som ansat i Fredericia Kommune.
“Jeg startede med at arbejde i Ejby, hvor jeg arbejdede på plejehjemmet i Ejby og i Gelsted, jeg skiftede lidt frem og tilbage. Der var jeg et par år, men mit store ønske var at komme til at arbejde i Fredericia. Så jeg søgte i Fredericia på Skovhave, det nu nedlagte plejehjem i Erritsø. Vi boede i Erritsø dengang, så det var kun lige en spytklat hjemmefra. Der startede jeg så for 26 år siden i 1994. Så har jeg arbejdet med ældrepleje i Fredericia Kommune lige siden”, forklarer Grethe.
“Jeg lukkede Skovhave for 11 år siden og flyttede ind på Othello. Jeg startede først med at arbejde som plejeassistent, inden jeg så blev leder i år 2000 på Skovhave. Jeg var med til at vælge, at vi skulle bygge Othello, hvordan det skulle være og sådan. Det var en meget spændende proces. Det var rigtig spændende endda”, siger Grethe, inden hun fortæller om både medarbejdernes og borgernes reaktioner på flytningen.
“Det var jo lidt delt. Men hvis jeg tænker tilbage på det, så synes de fleste at det var okay. Selvfølgelig var man træt af at skulle flytte og at man skulle lukke det sted de boede. Men det var små lejligheder de havde. Det var kun 1-rums boliger, badeværelserne var for små i forhold til arbejdsmiljøet og sådan. Der skulle jo ske noget, det tror jeg godt alle alligevel kunne forlige sig med. Jeg synes også, at Fredericia Kommune gjorde meget for at de kom godt afsted der fra, blandt andet fik de hjælp til at flytte og alt sådan noget. Så jeg synes faktisk det var en fantastisk proces, og noget jeg tænker tilbage på. Vi havde travlt, men det gik fantastisk godt. Borgerne faldt hurtigt til på Othello, det gjorde de”, fortæller Grethe.
Hvad har det gjort ved dig både at blive leder, men også at stå i spidsen for det her nye projekt?
“Det var stort, men jeg ville det rigtig gerne og jeg brændte for det. Jeg synes det var spændende at skulle være med til at starte et nyt sted op – og noget der var anderledes end andre steder. Det var super spændende at skulle være med til, men som sagt også et stort stykke arbejde. Det var tre plejecentre der blev lagt sammen, så der var personale alle mulige steder fra. Jeg var ikke alene om det, der var også andre ledere med. Men det var også noget vi var meget stolte af. Tænk sig at få lov til at starte sådan noget helt nyt op, det var jo fantastisk”, fortæller Grethe.
“Det at have indflydelsen og være med til at præge det der skal ske det tiltaler mig. Så synes jeg også, at det med at kunne få medarbejderne til at udvikle sig, det er super spændende. Jeg tænker meget på hvordan medarbejderne har det, for er der glade medarbejdere, så er der også glade borgere. Det hænger uløseligt sammen, så det skal vi helst have til at følges ad. Det synes jeg er super spændende at arbejde med”, fortsætter hun.
Fremtiden?
“Jeg håber da på, at jeg hænger her indtil jeg skal på pension. Det er da min plan, at jeg fortsætter her, hvis ikke vi har alt for meget Coronavirus og sådan, for det er da lidt hårdt når det står på, men jeg synes da også, at det er spændende at være med i. Jeg håber da på, at jeg kan fortsætte med at være med her. Vi tager en dag ad gangen, så lang tid som det er sjovt at gå på arbejde, så lang tid kan man ligeså godt fortsætte med det jo”, lyder det med et grin fra Grethe.
Når Grethe ikke er på arbejde bruger hun gerne tiden på at slappe af i sin campingvogn – og ellers har 6. Juli Garden også fyldt en del for Grethe.
“Min datter har spillet i 6. Juli Garden. Jeg kom i bestyrelsen og har været i støtteforeningen i mange år. Jeg føler stadig det er mine børn, også selvom det efterhånden er en del år siden det rent faktisk var det. Det er glade børn, det elsker jeg at være en del af. Det der med at være sammen med unge mennesker, det er fantastisk. Vi havde også et tæt forhold med de voksne. Vi har stadig venner derfra”, forklarer Grethe.
“Jeg nyder at være på camping. Vi har en campingvogn og ellers at komme afsted med den. Den står nede i Ribe, og det er vores fristed. Det er der hvor jeg lader op til det arbejde der i perioder er tungt og træls. Der er det dejligt at have et sted at gå hen, hvor jeg bare er Grethe. Der kan vi bare slappe af og gøre helt hvad vi vil, hvad enten det er at lave ingenting, gå ture eller cykle. Det er der vi lader op. Vi solgte vores hus for et par år siden og er flyttet i lejlighed, så der er ikke nogen have der skal passes. Så det er livet for os at tage på camping”, fortsætter hun.
Vi er i en speciel tid – og en tid der også kræver ekstra arbejde for Grethe og hendes kollegaer. Selvom landet stille og roligt åbner op, så er der også stadig stor påpasselighed. Det giver nye arbejdsgange for Grethe og hendes personale.
“Det har været svært indimellem, for man har følelserne med i det. Vi vil gerne borgerne det bedste, men vi har haft restriktioner der gør, at det har vi ikke kunnet. På et tidspunkt tænkte vi faktisk, at det var et meget trygt sted at være, for der var kun borgerne og os. Der kom ikke andre ind i huset. Man var godt klar over, at holdt vi de forholdsregler vi skulle, så skulle det her nok gå – og det har det så også gjort. Men vi har hele tiden gået i sådan et vakuum, for man ved ikke hvornår der sker noget. Så det har da været en kæmpe opgave. Det synes jeg også stadigvæk det er”, forklarer hun og fortsætter:
“Heldigvis letter det også lidt på det. Men vi er stadigvæk lukket ned. VI går hver dag og tænker ‘bare det nu ikke sker’. Det er lykkedes indtil nu. Det er fordi vi har haft gode regler og forholde sig til – og at folk har overholdt det. Det er rart, at vi kan sige at det ikke har ramt os. Nu åbner vi mere og mere, men vi håber på, at vi kan holde det fra døren”.
“Det har været dejligt at kunne åbne lidt op, at borgerne har kunnet komme lidt ud og møde deres pårørende. Vi har hele tiden haft vinkemøder, og vi har haft følge på gåturene. Nogle benyttede sig af det før, men nu benytter mange sig af det. Vi havde 32 besøg i sidste weekend alene. Man ringer ind og så aftaler vi en tid man kan komme på. Men det har været rigtig godt. Det er også i hverdagene, det er dejligt at folk også kan det”, supplerer hun.
Hun er 28 år gammel, født og opvokset i Fredericia. Hendes voksenliv har bragt hende både udenlands – og til landets hovedstad, hvor hun nu er bosat med sin kæreste. Selvom hun er i København kan hun høres ud i hele landet, når hun på P3 sender radio – sågar har hun fået sit helt eget radioprogram, Line Kirsten Giftekniv. Ugens Kurt er Line Kirsten Nikolajsen.
“Jeg er opvokset på Herman Bangs Vej lige ved banegården. Det var meget idyllisk på mange måder. Det er en kernefamilie, i et ganske almindeligt hus, to almindelige forældre. Så havde jeg en lillesøster der døde da vi var små og så har jeg en lillebror”, indleder Line Kirsten fortællingen om hendes barndom i Fredericia.
“Når der er 8 år imellem bliver man meget storesøster, så man har hele tiden været lidt mere voksen, det er et andet søskendeforhold, Man bliver måske mere en beskytter – og så bliver man venner som voksen. Det er først nu jeg begynder at tænke alderen er ligegyldig. Han er en tornado der fylder meget, men også et fantastisk menneske jeg elsker overalt på jorden – og så er vi meget forskellige”, fortæller hun.
Selv har jeg haft Line Kirstens mor, Susanne, som lærer på skolen. Det har heller ikke altid været nemt for Line Kirsten, at først hendes bedsteforældre og siden hendes mor var lærere på selvsamme skole, som hun gik på.
“Det startede med at min mormor og morfar har været lærere der altid, min mor og min onkel har altid gået der. Der var lige et år de alle tre var der. Det var lidt voldsomt. Men for mig har det altid været sådan det var. Det er problematisk fordi man ikke får lov at have et liv for sig selv, for min mor har altid været involveret. Men vi er så tætte, at vi ikke har noget skjult. Men det kom lidt i vejen – også for de andre elever. De havde måske lidt svært ved at forstå, at man godt kan være dygtig alligevel”, forklarer Line Kirsten.
“Folkeskolen var en hård tid. Det er ikke en tid jeg altid tænker på som en fornøjelse. Den gode skolegang kom først efter. Jeg tog på efterskole i tiende klasse, det havde jeg rigtig meget brug for. Det efterskoleår ændrede rigtig mange ting og gjorde rigtig meget godt for mig – også socialt og selvværdsmæssigt. Man kom et sted hen hvor man kunne dyrke musik og teater, men også hvor man lærte, at der ikke var noget i vejen med en. Det gav mig enormt meget at være på efterskole. Det er også der nogle af mine bedste venner kommer fra”, fortæller hun.
Derfra gik turen på Fredericia Gymnasium. Her har Line Kirsten for nyligt også været en del af gymnasiets “FG Alumner”-serie, hvor hun fortæller om hendes liv efter Fredericia Gymnasium.
“Det har altid ligget i kortene for mig at skulle på gymnasiet. Men jeg var i tvivl om det skulle være Fredericia Gymnasium, for man ville gerne være sammen med efterskoleveninderne. Men det blev Fredericia Gymnasium. Jeg tror efterskolen kom den personlige udvikling i forvejen, men jeg har mange gode minder fra gymnasiet. Man lærer sig selv at kende, og der er mange knubs undervejs. Men jeg husker det som en dejlig tid. Jeg brugte meget tid på det kreative og var med i Coffee House, som jeg har mange gode minder med”, fortæller Line Kirsten og fortsætter:
“Men det er et sted man får slebet nogle kanter. Man møder mange forskellige mennesker. Når man kommer fra en efterskole hvor det måske er lidt for godt og bliver boostet og går med mennesker der minder om en selv, hvor det på gymnasiet er et meget bredere spænd af mennesker. Man skal finde ud af hvem man kan med og hvem man ikke kan med – og at det er okay ikke at kunne med alle. Man lærer om ens værdier, fordi man møder modstand”.
Hvad skete der efter gymnasiet?
“Jeg tog et sabatår. Jeg var meget overbevist om, at jeg skulle være skuespiller og var helt færdig med skole. Jeg arbejdede et halvt år på Den Engelske, for at tjene penge med henblik på at skulle flytte til London. Jeg var en tur derovre selv i et par dage, hvor jeg boede på et hostel og skulle klare mig selv. Jeg søgte forskellige jobs – og i januar, da jeg havde opgivet håbet, fik jeg en mail om, at jeg havde fået et job på et hotel – hvor man også boede. Så var det at pakke alting og flytte til London”, fortæller hun og fortsætter:
“Der boede jeg et år, selvom det kun skulle være et halvt år,. Men jeg blev så forelsket i stedet, at jeg blev. Det var et fantastisk år – og London er en dejlig by. Jeg var så privilegeret, at jeg boede på det hotel i et af de dyreste områder på Nottingham Hill. Ingen andre kunne spare penge op – men det kunne jeg. Det var en særlig situation. Det er ellers ikke for sjovt økonomisk at bo i London”.
“Det var ret vildt at flytte hjemmefra. Men jeg tror at det var det skift jeg havde brug for. Jeg havde brug for virkelig at komme ud og stå på egne ben. Det var hårdt, men også enormt lærerigt. Men også et år man virkelig blev voksen. Det kan man nok godt grine af nu, for man var sket ikke voksen, men det følte man. Man fik også mange gode voksen-point på banken”, forklarer hun.
“Da jeg kom hjem fra London tog jeg direkte på højskole for at forberede mig på at søge ind på skuespillerskolen. Jeg havde gået på noget forberedende i London. Jeg søgte ind i starten af mit højskoleophold, men kom ikke ind. Jeg brugte året på at dygtiggøre mig og var meget seriøs. Jeg kunne godt se, at det var fornuftigt at have en plan B. Jeg havde fået en kæreste i København, så det gav sig selv at jeg skulle derover. Jeg bladrede ‘hvad kan du blive?’ igennem. Der endte jeg på en side om film- og medievidenskab. Det lød som det mindst kedelige. Jeg vidste ikke hvad den skulle, men jeg kunne godt lide medier og film. Jeg søgte ind og kom ind – og det har vist sig at være et af de bedste valg nogensinde”, fortsætter Line Kirsten.
Hvordan var det at opgive sin drøm, sin plan A?
“Jeg tror ikke jeg så det som at skifte det ud, jeg tror at jeg så det som noget midlertidigt. Det kan tage tid at komme på skuespillerskolen – og mange af de største har søgt mange gange. Jeg tror bare at tanken var, at der ikke var noget i vejen med at uddanne sig imens man prøvede. Langsomt gik det op for mig, at noget andet også var sjovt. Jeg havde været opslugt af teater og musik – og var lidt fortvivlet over, at det var det eneste jeg synes var fedt”, fortæller hun og fortsætter:
“Så det var fantastisk at opdage den nye verden, som jeg trivedes godt i. Jeg gik i skole på en måde der føltes helt fantastisk. Film og medier er et meget socialt studie, og jeg havnede på årgang med mennesker jeg klikkede rigtig godt med. Hele min omgangskreds her i københavn udspringer næsten derfra. De tilbud der er der, blandt andet Uni-radioen, fik mig til at se, at radio er fedt at lave. Lyd er mega fedt – og det kunne være nice at lave noget med det”
“Uden at have en karriereplan der, for det er svært når man ikke er uddannet til noget konkret, så det er hele tiden lidt kommet på de rigtige tidspunkter. Det kan lyde så irriterende, når man selv kæmper. For mange af mine medstuderende er det noget man lige har fundet ud af var fedt – og så greb man muligheden. Jeg har aldrig følt at jeg opgav drømmen om at være skuespiller – og det gik op for mig, at jeg måske var bedre til noget andet”, forklarer hun.
DR og P3?
“Jeg har været tutor i mange år på uddannelsen – og en ting der går igen er, at mange bare vil arbejde på DR – i hvertfald af dem der er mediefolk. For det er meget sådan en ting man har en forestilling om når man begynder, for det er en kæmpe institution. Man kan lave alt muligt på DR, der er så mange jobs at få. Det er et prestigefyldt sted – men også et sted mange ender, for uddannelsen er meget af det man laver på DR”, forklarer Line Kirsten og fortsætter:
“Man kan vælge at komme i praktik – og det så jeg som værende ret vigtigt. Det er en boglig uddannelse, men alt det vi skal lave lægger op til praktik. Jeg søgte praktik imens jeg var på udveksling i Australien. Jeg søgte alt jeg kunne på radiokanalerne på DR. Jeg havde fået en på DR Kultur, men blev ringet op senere af P6, P7 pg P3, at de gerne ville have mig til samtale. Jeg blev ringet op og spurgt hvor jeg gerne ville hen – og jeg endte i praktik på webafdelingen, for jeg havde prøvet radio i Australien og på Uni-radio. Så jeg begyndte på web-afdelingen, der havde startet deres satire-hold, som jeg så blev en del af. Dem har jeg lavet meget med”.
“Efterfølgende blev jeg ansat som produktionsassistent freelance – og var community-manager på DRs sociale medier. Så sagde jeg op på DR, jeg synes det var for kedeligt. Jeg kom i praktik på BLU, som var mit praktik på kandidatuddannelsen. Der blev jeg ringet op en dag af hende der leder DR’s talenthold, som spurgte om jeg ville til casting på Morgenholdet. De vidste at det var Anders Hagen – og han skulle have et kvindeligt modspil”, fortæller hun.
“Jeg gjorde hvad jeg kunne, men tog det ikke så alvorligt, for det var ikke noget jeg havde regnet med at kunne blive. Jeg var et sted i mit liv med kærestesorger og andre træls ting, så det var lidt nemt ikke at forholde sig til det følelsesmæssigt. Det var måske meget fedt for en der gerne vil præstere som mig. Jeg fik at vide, at jeg havde fået det – og så er det kørt derfra”, fortsætter hun.
“Jeg har været vikar et langt stykke tid – og nu er jeg en etableret vært på DR3. Det er tilfældigheder meget af vejen, og det kan være lidt mærkeligt at se tilbage på. Det kan også hurtigt komme til at lyde som om alt har været tilfældigt, men jeg har altid følt en glæde for at lave det her, så har jeg brændt for at lave lyd. Jeg har lavet podcasts og interesseret mig meget for det. Når jeg først går ind i det, så gør jeg det med alt jeg har. Der er også en hel del forarbejde i det. Jeg ville ikke have fået jobbet, hvis ikke jeg kunne finde ud af det”, supplerer hun.
Nu har du dit helt eget radioprogram – med dit eget navn i det?
“Det var ikke med min gode vilje, at programmet kom til at hedde det”, lyder det med et grin fra Line Kirsten, inden hun fortsætter: “Men det var ikke engang mig der fandt på programmet. Hver sommer bliver der åbnet for en række nye tiltag, og det er ofte praktikanter der kommer med skæve idéer. De havde pitchet et datingprogram, hvor de selv ville date for. Det var dating i virkeligheden – uden alle mulige apps. Det med at kunne gå op til en og spørge dem ud – uden at være en freak”.
“Det synes cheferne var en god idé. Men der skulle en vært til – og det blev til mig. Så laver man en længere udvikling. En sagde for sjov Line Kirsten Giftekniv som navn. Det synes jeg var så kikset – og jeg ville have et navn der forbandt os alle. Men chefen elskede det – og det kørte så godt, at vi fik lov at sende det i efterårsferien. Efter et år med morgenradio, så fik jeg at vide, at det var det nye lørdagsprogram på P3. Det er helt vildt. Det betød også, at det var et fast job på P3. Jeg tror også det der gik ægte op for mig, at jeg var vært på P3, selvom jeg havde været der i et år. Det havde aldrig været mit program før nu”, forklarer hun.
Fremtiden?
“Lige menu nyder jeg at være på P3 og lave mine to faste programmer. Jeg laver også noget på DR3, laver podcasts og mange andre sjove ting. Så længe det er sjovt ser jeg ingen grund til at stoppe, Men det er sådan, at man på P3 har en udløbsdato. Det er en ungdomskanal. Så det er lidt sådan, normalvist, at ens tid slutter på et tidspunkt. Men hvad jeg skal endnu, det aner jeg ikke. Men jeg håber jeg kan få lov at lave lyd og radio – og jeg er fyldt med gode idéer. Så er drømmen at blive vært på MGP en dag, det kunne være fedt, men det bliver nok i drømmene”, svarer hun med et grin.
Fritiden, hvad går den på?
“Jeg bor i en lejlighed, som min kæreste og jeg købte for et år siden. Det er også ret voksent – og ret dyrt, for det er i København. Der er noget sindsygt i at spørge banken om at låne så mange penge. vi er seks lejligheder hvor alle kender alle, vi har en have med højbede – og ja, det er latterligt voksent. Sidste fredag grillede vi med alle naboerne. Det nyder jeg virkelig. Vi bor ved siden af nogle af vores aller bedste venner. Så det blive hurtigt lidt huset på Christianshavn stemning. Jeg er et virkelig dejligt sted i livet. Og jeg kan se, at det hele lugter meget voksent. Så på et tidspunkt skal man nok også være voksen for nogle andre, men det tager vi som det kommer”, fortæller hun.
Skal du tilbage til Fredericia?
“Lige nu er jeg meget tiltrukket af byen og at der sker så meget. Jeg har en podcast om dansk teater – som betyder at jeg ser næsten alt i teateret. Hele mit netværk og alt jeg nyder at lave det er her lige nu. Der har jeg brug for at være der hvor der sker mest. Fredericia er en dejlig by og jeg nyder at komme hjem og besøge mine forældre – og kalder det hjem, men jeg brænder også for København. Så lige nu ser jeg ikke at jeg flytter tilbage. Jeg tror aldrig jeg kommer langt fra København, men man ved aldrig”, lyder det afslutningsvist fra Line Kirsten.
Danmark er så småt begyndt at genåbne, men kaffebaren mangler endnu at slå døren op. Så Ugens Kurt er interviewet on location: KVIK Lillebælt på Vejlevej, hvor indehaver og fæstningsdreng, Lasse Thomsen byder på kaffe i dagens anledning. Et halvt liv med køkkener er gået og der står 50 år på cv’et nu.
Lasse Thomsen kom til verden den 20. februar 1970 på Fredericia Sygehus. Alt var idyl, da livet udfoldede sig ved højhusene på Lumbyesvej 4.
“Mor var uddannet laborant, men gik hjemme, da vi var små. Det var rart, hyggeligt og trygt. Hun vendte så tilbage til arbejdet som laborant, da vi blev teenagere. Far havde ansvaret for forhandlere af den daværende landsdækkende avis Aktuelt. Han havde kontor hjemme, men var også ofte væk i flere dage, når forhandlere skulle besøges.”
Lumbyesvej var et dejligt sted at vokse op som barn. Der var masser af børn, og altid nogen at lege med. Om sommeren kunne vi spille fodbold på græsarealerne, og kedede man sig skulle man ikke ud, men bare to etager op, så var der legekammerater. Om vinteren kunne vi kælke på de store bakker ved højhusene. Det var en god tid,” siger Lasse Thomsen.
Skoletiden gik på Markholt-Olesen Realskole.
“Vi hørte egentlig til Alléskolen, da jeg skulle starte i skole. Men vi boede tættere på Skjoldborgvejens Skole, så min mor forsøgte at få min lillebror og jeg indskrevet der. Det kunne min mor dog ikke blive enige med kommunen om, så det endte med, at vi blev meldt ind på Markholt-Olesens Realskole i midtbyen. Det var en lille privatskole med små klasser. Alle kendte hinanden, og der var massevis af opmærksomhed, så man kunne ikke gemme sig. Når man havde idræt, foregik det i kastellet med jakkerne som stolper, når vi spillede fodbold,” siger Lasse og fortsætter:
“Det gjorde naturligvis også, at man kendte alle – både lærere og elever. Jeg har mange gode minder fra min skoletid. Jeg ved ikke om det var tiden, eller om det var fordi det var en privatskole, men jeg husker, at vi tiltalte lærerne ved deres efternavne. Jeg havde f.eks. Fru. Jacobsen til matematik.”
“Skolen blev senere slået sammen med Fredericia Realskole – det skete da nogle lærere brød ud og stiftede Lillebæltsskolen,” tilføjer Lasse i fortællingen om grundskoleårene.
Tiden gik og livet var fuld af oplevelser i hele Fredericia. I lilleputårene blev der trillet fodbold ved FfFerne i Madsby, men det var badminton, der for alvor fangede Lasse.
“Jeg spillede på førsteholdet i de fleste af ungdomsårene i EGIF – og i de sene teenageår endte jeg også på seniorførsteholdet. I min tid blev det til Danmarksserien, men senere gik det jo rigtig godt for klubben, da man ramte divisionerne,” fortæller Lasse.
Familien flyttede i 1985 fra lejligheden på Lumbyesvej til hus i Erritsø, da mor begyndte at arbejde igen, og ungdomsårene tog for alvor fart i Erritsø. Konfirmationen foregik dog i Christianskirken, da religionsunderviseren fra Markholt Olesen – Pastor Mølgaard – var præst her. Det gav så bekendte og venner fra den del af byen også. Og generelt tog det med at lære mange mennesker at kende fart for Ugens Kurt.
“Jeg fik mange venner i Erritsø. Jeg kendte allerede mange via sporten, da jeg både spillede badminton og fodbold i EGIF, men havde også mange venner fra min opvækst i Fredericia. Jeg husker også, at vi kom i Huset i Kongensstræde. Jeg tror, jeg lavede mit eget lysshow, da jeg gik til elektronik. Det var bare noget man skulle, og så gav det adgang til festerne. Dem var der mange af. Vi gik jo også til alkoholfri halbal i Erritsø Hallen, selv om de vist ikke var helt alkoholfri, som jeg husker det. Senere lærte vi at arbejde. Jeg fik job på rørfabrikken Tarco i Erritsø som arbejdsdreng. Min mor arbejdede også der. Vi lærte meget via det job, og vi fik et stort ansvar. Nogle gange kalkede vi vægge i en hal, men andre gange hjalp vi til med ting, de fastansatte arbejdede med. Det var vildt spændende, og en god arbejdsplads” fortæller Lasse.
Fra 1986 til 1989 var det Fredericia Gymnasium, der kaldte. En tid som Lasse aldrig glemmer. Minderne står stadig i kø, også den dag i dag, hvor hans ældste datter går på gymnasiet.
“Det var helt suverænt at gå på gymnasiet – både fagligt og socialt. Jeg har faktisk lige været derude med min datter, som går i 1.g – meget er forandret, men hold da op sikke nogle forhold de har, og Viggo – min gamle historielærer, han er der stadigvæk. Jeg husker også gymnasiet for lancier og meget andet. Jeg var også med til at arrangere de populære skiture, hvor vi sendte flere busser af sted til Østrig, og de blev så populære, at Handelsskolen også ville være med. Det var sne, sjov og massevis af gode timer,” fortæller Lasse.
Efter gymnasiet havde han et halvt år som slangetæmmer i civilforsvaret, og afsonede sin værnepligt. Han ville have været til Aalborg, men der var ventetid – og så meget tid havde han ikke.
“Jeg kunne først komme ind i Aalborg til foråret, men det ville jo kræve to sabbatår, så jeg fik plads som slangetæmmer i Haderslev. Det gjorde ikke noget. Vi lærte meget – ja, jeg tænker faktisk, at vi lærte nogle mere brugbare ting, når man lever i fredstid. Vi blev røgdykkere, redere og mange andre gode ting. Vores fællesskab og sammenhold var stærkt og vi lærte at tage ansvar og passe på hinanden,” lyder det fra Ugens Kurt, der også tjente penge, når ikke pligten og studierne kaldte. “Jeg arbejdede stadig på Tarco i ferierne og havde derudover vagter som postbud om lørdagen, og endelig var jeg bartender på Syv’eren, som jo var et af in-stederne dengang. En fantastisk tid, og dengang var der jo massevis af steder at tage hen til, når man skulle i byen – lidt trist at de unge i dag ikke har samme muligheder i byen.”
Efterfølgende tog Lasse en HA på handelshøjskolen i Kolding, hvilket gav en boglig ballast, der klædte ham på til fremtidens job. Han ville have læst videre til Cand. Merc, men han endte med at vælge et job.
“Studiet var spændende nok, men det var bøger, bøger og flere bøger. Jeg boede i en ungdomsbolig på Frejasvej, og så kørte vi ellers til Kolding. Det var studier og fritidsarbejde for at tjene penge. Ellers gik livet med at passe sin sport og gå i byen med vennerne,” fortæller Lasse og fortsætter:
“Jeg havde en ide om et sabbatår efter HA’en, hvorefter jeg overvejede at bygge videre på uddannelsen med en Cand. Merc. Men sådan gik det ikke. Martin Bjeld og jeg arbejdede og sparede sammen i et halvt år, og til sidst havde vi råd til en jordomrejse med rygsæk. Jeg var skoletræt, så friheden ved at rejse var fantastisk. Jeg husker, at det var første gang jeg skulle flyve, og første tur var så en 11 timers tur til Los Angeles. Her havde vi i øvrigt en vild oplevelse, da vi overnattede i Hollywood under det store jordskælv i 1994. Motorvejsbroer og parkeringshuse styrtede sammen, og der ville have været tusindvis af døde, hvis ikke jordskælvet var sket klokken 4.30 om morgenen. Vi havde heldigvis tanket vores bil, så vi kørte tre timer mod danskerkolonien Solvang, hvor vi kunne få fyldt tanken op igen. Der var ingen strøm på vejen – alt var ramt af jordskælvet – og hele LA blev erklæret i undtagelsestilstand af præsidenten. Vi startede i USA, og derefter gik den over Hawaii, Fiji, New Zealand og Australien, hvorefter vi sluttede af i Asien,” siger Lasse og fortæller videre om sin begejstring for at rejse.
“Det var helt klart der, at jeg fik sulten på at rejse. Jeg elsker at rejse og deler heldigvis begejstringen med resten af familien, så vi rejser meget. Det er måske sat på en pause nu pga. Coronakrisen, men heldigvis nåede jeg lige at få opfyldt en gammel drøm om at stå på ski i Canada inden Coronakrisen for alvor satte ind. Faktisk var vi derovre, da Danmark lukkede ned d. 11. marts, men vi nåede heldigvis at komme tilbage inden alting gik i stå,” fortsætter Lasse.
Hvorfor er du glad for at rejse?
“Det at opleve, det at mærke og det at se, hvordan verden er så forskellig. Det får mig også til at sætte pris på det, vi har i Danmark. Jeg kom hjem i 1994, og planen var at læse Cand. Merc. Men jeg endte med at kigge efter et job i stedet. Jeg var kørt træt i bøgerne. Jeg gik egentlig efter et marketingjob, men de gode jobs hang ikke på træerne på det tidspunkt. Jeg så, at KVIK søgte salgstrainees. Jeg havde svært ved at forestille mig jobbet – vi havde jo ikke rigtig køkkenbutikker i Fredericia på det tidspunkt, men jeg gav det en chance. Jeg ville også gerne prøve at bo i en anden by. Jeg blev ansat og startede i Aarhus, men jeg var der kun i seks måneder, inden jeg endte hos Preben som ejede Kvik i Vejle. Her tog det fart, og jeg lærte meget om fast inventar, byggeri, installationer, salg og meget mere. Preben var en fantastisk læremester. Samtidig mødte jeg min nuværende hustru, Lotte, som indledte forholdet med at fortælle mig, at hun havde fået job i en bank – i København. Så måtte jeg jo flytte med. Jeg var ellers flyttet fra Aarhus til Fredericia, fordi jeg arbejdede i Vejle, men kærligheden fik mig til at flytte med til København. Kvik fandt et job til mig i deres store butik på Gl. Kongevej, hvor jeg solgte københavnerkøkkener i stor stil. Der prøver man lidt af hvert. Fra 4. sals-køkkener til gas, skæve vinkler, bordplader der skal hejses op med kran og så videre. Det var både sjovt og lærerigt.”
Lasse gjorde det godt, og fik derfor lov at starte en butik op fra bunden i Roskilde, hvor han fik hans første ledererfaring. Han var bare 27 år, men det gik godt, og butikken voksede over forventning.
“Jeg lærte meget om mig selv og ledelse. Det gav andre aspekter af livet. Det var spændende, og det gik virkelig godt. Det gik faktisk så godt, at de begyndte at lægge mærke til mig på hovedkontoret. Kvik havde på det tidspunkt introduceret sine XL-skabe, og der var derfor en opgave i at få solgt restlageret af de udgåede skabe. Dette skete på lagersalg fordelt i landet, og det blev en kæmpe succes. Ja, vi taler om trafikpropper, så det var svært at lade sådan en succes stoppe, da restlageret var solgt. Jeg fik derfor til opgave at undersøge, om vi kunne videreføre succesen og sætte det i system. Lige en opgave for mig, da jeg jo havde “læst videre”, som Knud Troelsen (grundlægger og daværende ejer af KVIK) formulerede det. Jeg skiftede rollen ud som butikschef med at lave en markedsundersøgelse indenfor gør det selv-området, og udarbejdede dernæst en plan for, hvordan vi kunne gribe det an. Knud kaldte alle forhandlere sammen på fabrikken i Kibæk, og det blev vedtaget, at vi skulle i gang. Konceptet fik navnet KVIK Lagersalg, for at understrege forskellen til vores Kvik Køkkencenter-koncept. Knud gik derefter på talerstolen og proklamerede, at vi var klar til at levere om tre måneder,” fortæller Lasse og uddyber:
“Så fik vi travlt. Vi havde ingen organisation til det, ingen lokaler og ingen salgssteder. Jeg blev spurgt om jeg ville bygge konceptet op, men jeg havde ingen erfaring med indkøb, logistik og produktion, og det var nok heller ikke her min interesse lå. Samtidig boede jeg stadig i København, og det var tydeligt, at man som ansvarlig skulle bo tæt på fabrikken for at få det op at køre. Vi havde heldigvis en dygtig kollega på fabrikken med de rette kvalifikationer, og så blev han direktør for selskabet. Jeg fik i stedet ansvaret for salg og markedsføring, herunder opbygning af et landsdækkende net af lagersalg og udarbejdelse af alt salgsmateriale, markedsføring osv. Det var en travl tid, men også en sjov og lærerig tid hvor man følte sig som iværksætter. Vi byggede på kun 18 måneder hele 25 lagersalgsbutikker op, blandt andet i Fredericia. Kvik havde nu to koncepter. På de gule lagersalg praktiserede vi netto-tankegangen, hvor det meste var overladt til kunderne selv, men prisen var til gengæld helt i bund. I de røde køkkencentre var servicen anderledes i top, udvalget var større men produkterne også dyrere.”
I 1999 flyttede Lasse og hustruen tilbage til Fredericia. Kvik ejede stadig mange butikker selv, men indtjeningen i egne butikker var ikke god.
“Jeg var frisk på nye udfordringer efter at have bygget Lagersalgskæden op fra bunden. Jeg blev derfor hentet over i retailselskabet, som drev vores koncernejede butikker i de større byer – først som regionschef og efterfølgende som direktør. Ud over ansvaret for den løbende drift i butikkerne, lød opgaven også på åbning af nye butikker, samt flytning og ombygning af eksisterende butikker. Det var et stort ansvar som 30-årig, at have ansvaret for over 100 medarbejdere fordelt over hele landet og en omsætning på et 3-cifret millionbeløb. På det tidspunkt var franchise-kæder begyndt at dukke op mange steder, og ideen om selvstændige forhandlere i et stramt styret koncept tiltalte også KVIK, hvor man besluttede sig for at satse på denne konceptform.
Vores egne butikker skulle derfor sælges til franchisetagere, og min opgave blev derfor at deltage i salget af butikkerne og sikre den bedst mulige drift i perioden. Det var min primære opgave i de par år, hvor jeg var med i direktionen. Samtidig nærmede Knud Troelsen sig de 60 år, og begyndte at tænke på tiden efter KVIK. Enten skulle KVIK sælges eller børsnoteres. Vi lavede derfor en 5-års plan som skulle gøre KVIK klar til næste step, og i den forbindelse fik vi i ledergruppen lov til at købe os ind i selskabet. Det var en god følelse at have en andel i det, man arbejdede for hver dag, og det var nok her min smag for at være selvstændig blev grundlagt. I 2002 var mange af butikkerne solgt fra, og jeg havde gjort mig selv arbejdsløs. Jeg blev i stedet kædechef og konceptansvarlig, og var i perioden 2002-2005 med til at forme grundstenene til det koncept, vi kender i dag,” forklarer Lasse.
I 2005 købte svenske Ballingslöv aktierne i KVIK, og det resulterede i en pose penge til alle i ledergruppen. Men de mistede samtidig følelsen af at arbejde for sig selv, og det havde Lasse fået smag for. Han begyndte derfor at kigge sig om efter nye udfordringer.
Frank Jochumsen fra Fredericia drev på det tidspunkt KVIK-butikker i Fredericia, Kolding og Vejle. Han døde pludselig, og uden at det lå i kortene endte Lasse med at købe butikkerne.
“Det var trist og fuldstændig uventet. Jeg havde kendt Frank helt fra barnsben, da min mormor var nabo med Franks forældre, og jeg havde selv været med til at starte Frank op med lagersalget i Fredericia fem år tidligere, og havde solgt den koncernejede butik i Kolding til ham i 2002. Jeg var med til begravelsen, kun en uge før min hustru og jeg skulle giftes, så det hele var lidt surrealistisk. Vi blev gift og tog til Kreta på bryllupsrejse, og her blev jeg så ringet op af vores daværende direktør og spurgt om, jeg var interesseret i at købe butikkerne. Jeg havde jo givet udtryk for at jeg ville have nye udfordringer, og butikkerne lå jo ”i min baghave”.
Jeg tog en hurtig beslutning og skød de penge, jeg havde tjent på aktiesalget ind i de tre butikker. Det var forfra med mange ting. Nye medarbejdere, butiksombygninger, voldsom vækst og ja mange timer. Jeg skulle være synlig leder på fire adresser, da vores administration og samleværksted lå adskilt fra butikkerne. Jeg fik virkelig min sag for. Det lykkedes faktisk fint, og væksten de første år var høj, men jeg fik et dejavu fra min retailtid med koncernens egne butikker. Jeg kom også frem til, at jeg som leder fungerer bedst, hvis jeg er sammen med mine medarbejdere, og efter 3 år mistede jeg troen på, at det var det rigtige at have alle tre. Jeg ville hellere have én fantastisk butik end tre middelmådige, hvorfor jeg først solgte butikken i Vejle i 2009. Derefter drev jeg butikkerne i Kolding og Fredericia i et par år, inden jeg i 2011 også valgte at sælge butikken i Kolding, for at koncentrere mig om butikken i Fredericia. Den beslutning har jeg aldrig fortrudt, og det har været dejligt at komme tættere på både medarbejdere og kunder,” slutter Lasse.
I dag er det også Fredericia, der er basen for Lasse Thomsen, når han sammen med sine medarbejdere leverer køkkener, bad og massevis af andre løsninger til kunderne i hele Lillebæltsområdet. 25-års jubilæet med KVIK blev markeret i efteråret, og på den måde har KVIK og køkkenbranchen været omdrejningspunkt for Lasses arbejdsliv i mere end halvdelen af livet.
Hjemme nydes livet med hustruen Lotte, hvor børnene er vokset. Amalie på 16 går i gymnasiet, og Caroline på 13 går i 7. klasse på Erritsø Fællesskole Afd. Bygaden. Sportsligt er det slut med fodbold og badminton, da knæet ikke kan holde til det, derimod er det mountainbiken, der kalder på Lasse.
“Det er mere mig. Præcis som jeg aldrig endte med at bruge skiene til langrend, så bruger jeg heller ikke min cykel på landevejen. Der er noget ved mountainbiken, der minder mig om slalom. Det er fart, men også teknik. Det er forhindringer, du skal forbi, og du er ”på” hele tiden. Det er lige mig. Det var faktisk også sportsligt, at jeg mødte Lotte. Vi fandt hinanden i Fredericia Helsecenter. Der kom vi meget i vores unge dage, så det er helt vemodigt at se, at bygningerne for nylig er blevet revet ned” siger Lasse med et smil.
KVIK Lillebælt er i dag en solid forretning med gode loyale kunder på både privat og erhvervssiden. Erhverv udgør næsten halvdelen af forretningen, og man er markant større på erhverv end de gennemsnitlige KVIK-forretninger i resten af Europa.
“Der er ingen tvivl om, at byens håndværkere og udlejere bakker op om os, og det er vi meget taknemmelige over,” siger Lasse.
Vi slutter interviewet – det er blevet tid til et skypemøde for Lasse. Coronatidens nye dille. Jeg takker for kaffen og Lasse ønsker mig en god dag.
Peter Nielsen var rørt efter hans sidste kamp i FHK. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN
Mange kender nok Peter som en hårdtskydende højreback, der allerede i en meget tidlig alder viste et kæmpe talent. Siden har han været på udlandseventyr, vendt hjem til Fredericia, stoppet karrieren – og nu er han ansat som sportschef og cheftræner i SønderjyskE Damehåndbold. Ved siden af håndbolden har han været en tur forbi Vestbyens Herretøj, postbud til, lidt endnu, at arbejde som tømrer.
“Jeg er født og opvokset i Fredericia, Devantiersvej 22. Det var en dejlig tid. Vi havde et rigtig godt fællesskab nede på Treldevejens Skole med gode kammerater vi spillede håndbold og fodbold med. Jeg var ude og lege, det var før alle de her tablets kom til. Det var en god tid. Det var drengesind og ungdom som det var dengang. Der var ikke så mange bekymringer”, fortæller Peter indledningsvis om livet som dreng i Fredericias nordby.
“Jeg startede som fire årig officielt med at gå til børnehåndbold. Så har mine forældre begge spillet håndbold, min far spillede i KFUM på det tidspunkt, så jeg var i hallen altid alligevel. Det var så fedt. De barndomsminder jeg har fra hallen indtil jeg blev 12-13 år var fedt. Det var et fristed. Der var seks haller, altid en krog, altid en bold. Når man var i harpikshallerne var det ud om søndagen, man spillede nok selv klokken 9, men var først hjemme klokken 18. Kunne man stjæle en klump harpiks, så gjorde man det”, lyder det med et grin fra Peter.
Hvornår gik det op for dig, at du havde et håndboldtalent større end de fleste?
“Det startede så småt i drengetiden, en 12-13 års alderen, det var der man begyndte at møde andre end Erritsø, vi kom ud til lidt større klubber. Der kunne jeg godt se, at der kunne været noget. Men jeg spillede samtidig fodbold og brugte lige meget tid på begge dele. Det var bare sjovt at være sammen med vennerne. Fodbold var alle dem fra skolen og håndbold var alle dem der ikke var fra skolen. Så det var også to forskellige vennegrupper”, forklarer han.
“Efter jeg var drengespiller det første år rykkede op og spillede herreynglinge, fordi der på daværende tidspunkt ikke var noget hold. De var en tre-fire år ældre end mig. Der kunne man mærke, at jeg godt kunne spille håndbold, men det er klart at man som 15-årig når de andre begyndte at få kørekort manglede noget fysik i forhold til dem. Det var bestemt svært, me qua håndboldsspilet gjorde det at jeg blev accepteret – også i forhold til ikke at drikke bajere, det var jeg for ung til. Vi var der for at spille håndbold, så det var jo der vores fokus lå hele tiden”, fortsætter han.
“Jeg røg ud og spille ude i Taulov-Skærbæk et år som junior. Jeg gik ned til junior igen fordi der var et hold. Vi havde et godt hold, selvom vi tabte det hele. Der begyndte man at komme på kredssamling. Der gik man til jydsk hold – og derfra til plantræning og derfra til landsholdet. Det skete på tre måneder, at jeg gik fra ikke at være i nærheden af noget til at være på landsholdet”, lyder det fra Peter.
“Det gjorde noget ved seriøsiteten. Det gjorde også at det var der jeg 100% valgte fodbolden fra kan man sige. Det var der jeg kom med op omkring førsteholdet i en periode inde i Fredericia. Så var det bare, at skulle jeg have en chance, så skulle jeg træne godt. Det blev rimelig eksplosivt for mig, men igen var det også fordi vi havde et hold med mange Fredericia-drenge der hjalp mig ekstraordinært meget frem. For der skal ikke herske tvivl om, at jeg også tog mine fridage. Der var et sammenhold der gjorde at vi sloges for hinanden”, fortsætter han.
“Det er også noget af det jeg gerne vil føre videre nu som træner. At man havde sine egne ambitioner, men at man skubber holdet foran sig selv. Det er noget jeg virkelig prøver at arbejde videre med”, supplerer Peter.
Hvad med tilbud fra andre klubber?
“Der var kun en gang jeg var tæt på at skifte, det var da Tvis de kontaktede mig. Men ja. Hvis der er noget sted jeg virkelig tænkte over om det skulle være skiftet fra Fredericia-drengen Peter Nielsen til håndboldspilleren Peter Nielsen, så var det der. Ikke at jeg fortryder, men jeg ser at det kunne have været skillevejen. Dengang var det fornemmelsen af hvor man kunne udvikle sig bedst, og for mig var Fredericia det nemme valg. Men jeg havde det måske for nemt her, i forhold til at jeg kunne springe lidt over. Men når jeg kigger tilbage på min aktive del, så er jeg stolt over kun at have spillet i Fredericia. Her bagefter betyder det også rigtig meget for mig, at jeg kun har været i Fredericia”, svarer Peter.
Hvordan var det at være en del af det hold du altid har set op til? Og at være en del af et solidt ligahold?
“Det var et arbejderhold. Det var så fedt. Jeg spillede med Micke Næsby på højre back. Det jeg fik at vide var, at jeg ikke skulle lave fejl, jeg skulle spille til 0. For lavede jeg fejl, så kom Næsby bare hurtigere ind – og han have brug for pause. Tænk at veje 80 kg og stå ved siden af Kenneth Jørgensen der bare tævede alle modspillerne. Så byttede vi i angreb og jeg fik alle de tæsk Kenneth skulle have haft. Så toughness skal jeg takke ham for, for jeg har taget hans tæsk”, lyder det med et grin fra Nielsen.
“Vi var en forening. Det var hyggen. Dengang trænede vi ikke professionelle tider. VI havde træninger der sluttede klokken ti om aftenen, og efter træning sad vi klublokalet og så tysk bundesliga. Vi gik først hjem når vi blev smidt u d af hallen. For mig var det livsstilen omkring håndbold der fangede mig. At være sammen med menenesker der ville mig og klubben noget godt”, fortsætter han.
Hvad med landsholdet?
“Vi havde et landshold der vandt det hele, men jeg blev sorteret fra som sidstemand hver gang, fordi vi havde en af ligaens bedste forsvarsspillere. Så det var der jeg blev ofret altid. Så da de vandt EM og VM, der fik jeg en opringning fra holdkammeraterne hver gang, siger han med et grin. Det var en bonus. Jeg så dem som værende meget bedre end mig selv, så det var kun bonus”, svarer Peter.
Er der nogle episoder i dit liv du fortryder? Noget der har modnet dig?
“Jeg havde en enkelt episode hvor jeg var rigtig dum. Men det er et af de ar man slæber med videre. Jeg har taget min straf, og nu er jeg videre. Jeg forsøger at leve uden fortrydelser, men jeg forsøger altid at tage det bedste valg. Det er et pinligt kapitel i mit liv, men det er sådan det er. Jeg fik en straf, og der var ikke så meget at gøre. Jeg måtte tage det som den voksne mand jeg var”, svarer Peter.
Så var der det første udlandseventyr?
“I januar 2009 kommer jeg til Polen, Wisla Plock. Jeg bliver kaldt til side og spurgt, for jeg var ganske løntung, om jeg ville hjælpe klubben med at finde en ny klub. Det var mig og Jakob Toustrup der blev bedt om det. Jeg havde meddelt klubben at jeg gerne ville skifte til sommer, men da de kom og sagde at der var pengeproblemer, så ville jeg gerne hjælpe. Det var en drøm at komme til udlandet, men jeg ville gerne have spillet færdig”, fortæller Nielsen og fortsætter:
“Men det var ti meget specielle dage. Jeg måtte ikke træne den ene dag, for så havde de købt mig, så måtte jeg godt for det var ikke officielt. Så var vi på vej til Holstebro hvor jeg ikke vidste om jeg var købt eller solgt. Var jeg solgt måtte jeg ikke spille, var jeg ikke solgt måtte jeg godt. Men det var den dårligste kamp jeg har spillet. For mit eneste fokus var ikke at blive skadet. Vi trænede søndag, spillede fodbold til opvarmning, inden direktøren flår mig ud af træningen og siger jeg er solgt. Der fik jeg at vide, at jeg end ikke måtte spille fodbold færdig. Så rejste jeg til Polen to dage senere”.
“Det havde spøgt lidt hele sæsonen det konkursspøgelse. Vi vidste godt at økonomien ikke var stærk. Da de spurgte, så var jeg ikke i tvivl. Jeg ville gerne ud og prøve udlandet. Men det er klart, at det er først da jeg har spillet den første kamp og sidder alene i lejligheden helt tom og følger Fredericia på livescore, at det går op for mig at jeg skiftede væk. Men som sagt var det et eventyr. Jeg kunne hjælpe klubben på den måde – og så kom jeg på eventyr. Det var win-win”, slår han fast.
“Jeg når at være der lige indtil to dage før næste sæson starter i september, så en 8-9 måneder. Så blev jeg fyret. Der finder man ud af, at så kan det godt være man har en skudtæt kontrakt og sådan, men når byen er hovedsponsor og man sidder i en retssal, hvor de har oversat 600 mails fra engelsk til polsk, brugt store summer på det, så sidder man der og har det sort på hvidt, så hjælper det ikke noget”, siger Peter og fortsætter:
“Så siger Sportsdirektøren noget der er direkte løgn, alle ved det, selv dommeren grinte. Så kommer man ind efter voteringen og finder ud af at de har givet den til fordel for klubben, Så sidder man bare og kigger. Det var en hård proces. Fra da jeg flyttede til Polen begyndte hårene at vokse ud på brystet, for det var noget helt andet”.
“Jeg var lige et år i Tyskland, for sæsonen er gået i gang. Jeg var et år i 2. Bundesligaen. Det var bare for at have et sted at spille. Alle klubber var gået i gang, så jeg kommer først ind da der er spillet fire kampe. Jeg spillede på et hold der var rykket op, og udebanekampene var ligegyldige, man skulle bare vinde på hjemmebane. Vi spillede fyrre kampe, og tabte alle tyve udebanekampe. Men det var der ikke nogen der sagde noget til. Vi spillede stort set hver søndag, men for mig har det ikke været det store. Jeg sad bare i en bus på vej til håndbold. Om det var til Kolding eller Dresden var det jo i godt selskab. Der er mange sure timer til håndbold, men det hele kan opvejes af et godt fællesskab”, forklarer Peter.
Nedrykning —> Næsten karrierestop —> Endnu et udlandseventyr —> Karrierestop
“Så kommer jeg tilbage til Fredericia igen. Det var fedt. Det var bare at komme hjem. En ting var at komme hjem til håndbold, men det var også hjem til venner og familie. Håndbolden var næsten uændret, ligesom i dag, for det er stadig de samme ildsjæle der er omkring. Det havde bare været en lang træningspause kan man sige. Så rykkede vi desværre ned”, forklarer Peter og fortsætter:
“Det var hårdt. Jeg sloges hele sæsonen. Jeg havde ikke præsteret ret godt, og jeg synes at jeg på det personlige plan havde det svært. Jeg var faktisk klar til at indstille karrieren der. For det var så stor en skuffelse for mig. Så var problemet at jeg levede af at spille håndbold. Jeg arbejdede ude i Vestbyens Herretøj, men det var mest for at have noget at lave, jeg levede at håndbolden”.
Hvad hiver man sig selv op fra den skuffelse?
“Man starter med at takke sin agent for at presse på. For det var ham og konen, Pernille, der sendte mig afsted. Jeg havde sagt jeg ikke ville til Norge. Men de skubbede mig til prøvetræning og der mødte jeg en træner der mindede mig om noget jeg havde haft før. Direkte, lige på og havde en brændende motivationsfaktor man kunne mærke. At stå med en mand der virkelig brændte for det, jeg kunne mærke at han ville mig og han ville klubben. Man var ikke i tvivl. Det var direkte tale. Det kan jeg så se tilbage på og se, at der er der jeg fungerer bedst. Så det blev hurtigt til fire år deroppe”, fortæller Peter.
“Vi fik det første barn da jeg spillede i Fredericia i det år vi rykker ned, så da vi flyttede var hun næsten et år. Jeg kan ikke sætte en finger på den opbakning jeg har haft fra Pernille. Hun har altid bakket op, selv da jeg blev ansat hernede i Sønderjyske havde jeg glemt at spørge hende, men hun bakker mig op”, fortsætter han.
Fire gode år i Norge sluttede og du rejste endnu engang hjem til Fredericia?
“Uanset hvad der sker i min karriere, så er Fredericia min klub. Hvis ikke jeg selv kan være der, så er det på livescore eller i tv. Jeg kommer altid til at følge det. For det er der det brænder for mig. Det er klubben der interesserer mig. For mig var det stort at tænke om man skulle bruge sine sidste år for at spille på økonomi eller forberede sig på livet bagefter”, forklarer Peter og fortsætter:
“Jeg siger ikke jeg var mæt, men jeg var tilfreds med min karriere og var klar til at kigge ud i fremtiden. I takt med at ride på den bølge, som der stadig bliver reddet på, så kom motivationen. Og så det med at rende rundt med de unge talenter, dele viden og erfaring ud og se at de ting man snakker med dem om de bliver omsat. Intet gør mig mere stolt end at se på nogle af de der havde det svært i 1. Division har arbejdet hårdt og ny lykkes. Det er fællesskabet og følelsen fra klubben. At se andre få det, det er et drive. Man skal føle sig vellidt, at folk tør stoppe en i gågaden for at snakke håndbold, det er sådan man får en optimal håndboldspiller i Fredericia”.
Nu er du trådt udenfor banen?
“Jeg gik i lang tid i periferien om jeg skulle spille videre eller ej. Men der var ikke et projekt jeg kunne se mig selv i, så var det nemt at lægge skoene på hylden. Jeg trænede lidt stadig, men efter en 3-4 måneder var jeg klar til at lægge skoene helt. Så talte jeg med min rådgiver, jeg tog kontakt til Sønderjyske og to dage senere var jeg ansat. Så var det med at være en del af det. Det er sindssygt spændende. Det er klart at der er meget mere man skal have styr på, især nu når jeg er cheftræner og sportschef. Der er mange kasketter, mange spørgsmål, men heldigvis er jeg en del af en stor organisation, der kan hjælpe mig”, svarer Peter.
“En ting er, at jeg altid har villet være træner. Jeg troede det var på herresiden, men det her projekt vi har startet, det tiltaler mig. Også fordi det er en klub der bygger på de værdier jeg kommer fra. Så det er derfor det er så spændende for mig. Jeg kan være med til at opsætte rammer, som minder om dem jeg selv havde så stor gavn af. Så er der spillemæssige mål og sådan, det tiltaler mig hele pakken”, lyder det fra Peter.
Med det kom vi fra Devantiersvej, Treldevejens Skole og to sportsgrene gennem en lang håndboldkarriere, der altid har ført Peter tilbage til hans barndomsklub her i Fredericia. Nu er han udenfor banen som træner – og hvem ved, måske ser vi en dag atter Peter Nielsen trække en Fredericia-trøje over hovedet igen?
I denne uge er Ugens Kurt en kvinde født i Kolding, men opvokset i Fredericia. Hun er uddannet socialrådgiver, men nu arbejder hun som Koncernchef i Odense Kommune. Hun har været med helt i toppen af både fredericiansk og national politik for sit parti, SF – og så ved hun i omegnen af alt der er værd at vide om lokalpolitik. Ugens Kurt er Jane Findahl.
“Jeg er født i Kolding og har boet i Randers en lille smule af min barndom. Så har jeg været her siden jeg var helt lille, her i Fredericia. Jeg gik i gymnasiet, men jeg gik ud og tog en HF løbende senere”, siger Jane kort om hendes barndom og tidlige ungdom, for “det er jo lidt længe siden”, lyder det med et grin fra Jane.
“Jeg uddannede mig til laborant og senere til socialrådgiver – og sygehjælper indimellem. To af dem er med hvid kittel, men det er slet ikke det samme. Jeg tror at jeg i virkeligheden var lidt søgende i forhold til om jeg skulle være socialrådgiver, men det skulle jeg altså være”, fortæller hun.
“Det er en social indignation i forhold til at være med til at skabe forandringer i folks liv for dem der har brug for hjælp og behov. Jeg tror faktisk at det er for alle politikere, at man gerne vil være med til at hjælpe dem der har brug for det. Så jeg tror ikke kun det er fordi jeg er SF’er, at jeg har en social indignation. Men det er det der har drevet mig både fagligt og politisk”, forklarer Jane. “Det jeg rigtig godt kan lide, som man kan bruge mange uddannelser til, men som jeg har brugt min uddannelse til, er at uddanne mig videre som leder. Jeg tænker meget strategisk – og det er godt at have med sig som chef”, fortsætter hun.
“Jeg startede som nyuddannet i Kolding i et stykke tid, hvor jeg startede på børne- og familieområdet, hvor jeg arbejdede med de familier der havde behov. Så kom jeg til Fredericia og begyndte at opbygge beskæftigelsesafdelingen. Det var i en tid hvor det gik fra AF til Kommunerne. Det er sådan noget jeg tænder på, det synes jeg er virkelig interessant at bygge nyt og organisere. På det tidspunkt kom der ny lovgivning hele tiden – og det var vildt spændende at være med til at få det omsat i praksis lynhurtigt”, forklarer Findahl.
“Det synes jeg var en enormt spændende tid. Men sideløbende var jeg også politiker. Jeg stillede op første gang ved valget i ’85 og blev valgt der første gang. Det var også for SF. Jeg har aldrig været medlem af andre partier”, siger Jane. “Jeg kommer fra et hjem hvor vi altid har drøftet politik med mange forskellige nuancer. Jeg var medlem og blev spurgt om jeg ville stille op – og det ville jeg gerne. Så kom jeg ind der i 1985”, fortsætter hun.
Hvordan var det at blive valgt?
“Jeg synes det var ekstremt udfordrende. Politisk var det spændende, men det var en anderledes tid. Der manglede indsatser. Jeg var enlig mor med to børn – og det var enormt svært for mig at komme til møder når de mange mænd havde fri fra arbejde, for det var jo der møderne var. Det var der jeg skulle hente mine børn, så der var en stor ligestillingsindsats der skulle gøres før at der var plads til folk som mig”, svarer Jane, inden hun slår fast, at “Det var i høj grad en tid hvor kvinder ikke var med – og de der var havde voksne børn”.
“På det tidspunkt havde jeg to børn, en på fire og en på ni år. Så de var ikke ret gamle. Det er i den alder, at man har brug for en voksen. En voksen der kan hente en, lave mad og så videre. Så tidspunkterne passede virkelig dårligt”, fortæller Jane.
“Det var en daglig kamp for at kunne passe sin mødevirksomhed. Selvfølgelig havde jeg et hamrende godt netværk, ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg havde mine forældre og nære venner der kunne hjælpe. En ting er at gøre sig det klart, men man tror det er løgn, at møderne ikke kunne flyttes. Men det var svært. Men det blev ændret hen ad vejen”, siger hun og fortsætter: “Det er ikke kun mig, der kom også andre til – og mænd der var med på det. Men det var en kamp hvor man var nødt til at bide sig fast og være vedholdende”.
Du nævnte tidligere, at du sideløbende begyndte at uddanne dig som leder?
“Jeg tager en dimplomuddannelse på et år, for jeg kunne ikke bruge så lang tid på det. Jeg bliver valgt igen i ’89, og så sidder jeg der indtil ’92. Jeg gjorde ikke perioden færdig, jeg fik en baby, blev gift og fik et nyt job. Min mand og jeg drev også en café. Så gik jeg ud af byrådet, så min suppleant kunne nå at gøre sig gældende inden valget”, forklarer Jane.
“Det lykkedes desværre ikke, vi mistede et medlem, så kun Ivan Toftgaard sad tilbage. Så vi aftalte, at jeg stillede op igen i 1997. Der vandt vi så meget plads, at der ikke var socialdemokratisk enevælde. Der lavede vi en aftale med JB og Uffe Steiner. Jeg blev formand for Børn- og Ungeudvalget, medlem i Økonomiudvalget og medlem i Ligestillingsudvalget”, fortæller Findahl og fortsætter: “Det at være politisk chef, formand, er også at lede. Så det var nok der, at jeg fik mit første rigtige lederjob”.
Hvorfor lige Børne- og Ungeudvalget?
“Det var der min passion var, det var der jeg kunne se at jeg kunne gøre en forskel. Men det var også der Fredericia havde brug for at der blev gjort en forskel. Eksempelvis var der ikke pasningsgaranti. Der lavede jeg en aftale med Uffe om, at det skulle vi indfri i den første periode – samtidig med at skolerne skulle bygges om og indrettes anderledes. Det var meget spændende”, svarer Jane.
Hvordan med job ved siden af den politiske karriere?
“Jeg havde fået et nyt job, men jeg rejste fra det, fordi jeg også blev valgt som næstformand for SF – og det var også en ledelsesopgave. Den kombination gjorde i virkeligheden at jeg arbejdede fuld tid med politik, ikke som fuldtidspolitiker, men stadig med politik. Men det var mange timer. For som næstformand for SF arbejder man fra Christiansborg”, forklarer Jane, inden hun fortsætter:
“Det var et meget krævende job. Samtidig havde Lars og jeg en efternøler – og Lars arbejdede også meget i København,. Så det var noget med at når den ene ikke var hjemme, så var den anden. Vi har garanteret tit kunnet vinke til hinanden i togene hver sin vej. Vi planlagde, men det krævede det virkelig også”.
Lars, hvornår er det han kommer ind i billedet?
“Lars og jeg bliver gift i 1990, vi flytter sammen i 1988 eller ‘89. Det kan jeg ikke huske. Men vi bliver gift i ‘90, for vi har snart tredive års bryllupsdag”, lyder det med et grin fra Jane, der fortsætter: “Han har taget pakken som den var med mine børn, men sådan er det når man flytter sammen. Lars havde boet sammen med to børn, som vi også betragter som vores fælles børn. Vi er oppe på fem børn – og ni børnebørn”.
“Politik har været en del af vores liv. Lars har altid været freelancer, hvilket også betyder at man ikke har en lønmodtagerkultur – det har man heller ikke som politiker. Vi har aldrig arbejdet 8-16. Så det har også været en del af børnenes liv. Jeg har været vant til at arbejde i utrolig uro med mange unge mennesker ind og ud af dørene, men det befinder jeg mig vel ved. Min mand siger, at jeg er ekstremt social. Jeg vil rigtig gerne være sammen med vores børn, svigerbørn og børnebørn – og venner. Eksempelvis har vi en søndag i hver måned fællesspisning. Det har vi haft i mange år, selv før børnene flyttede hjemmefra. Men det er alle – også med min mor”, forklarer Jane om livet med dine, mine og vores børn, der alle bare ses som fælles børn.
“Det giver rigtig meget. Det betyder at vi i hvert fald ses der, men vi ses også meget indimellem. Det betyder også at børnene ser hinanden og er sammen – og at børnebørnene er sammen med deres fætre og kusiner”, supplerer hun.
Udvalgt citat: Familielivet betyder meget for mig
“Det at have håndbold og fodboldbørn har været en stor del af mit liv. Der er kun ganske få haller i landet vi ikke har været i weekend efter weekend. Det har fyldt meget. Men jeg har altid selv dyrket meget sport, så det har jeg også sørget for at drengene kunne komme til. Men det er også en måde at være sammen på, at vi er taget afsted med børnene, deres kammerater og deres forældre. Så kan man altid lige lave lidt undervejs arbejdsmæssigt”, siger Jane med et grin.
Det politiske liv har budt på både op- og nedture rent procentmæssigt ved valgene. Men hvordan tænker du om din tid i politik?
“Det blev til otte år som formand for Børn- og Ungeudvalget. Pasningsgarantien betød også at jeg blev en ret stor bygherre, for der skulle bygges nye institutioner. Der havde jeg et rigtig godt samarbejde med Socialdemokratiet. Det var noget vi var enige om. Vi lavede en langtidsplan sammen. Hele byrådet lavede også en langtidsplan omkring Fredericia C. I stedet for at spare os ud af krisen, så ville vi investere. Det har resulteret i alle byggegrundene i DanmarkC og byggegrundene i Fredericia C. Det er fantastiske projekter, der nu har været rigtig meningsfulde”, forklarer Findahl.
“Jeg har det sådan, at dem jeg stemmer på skal skabe resultater. At man indfrier noget af det man lover. Kommunalpolitik er et politisk håndværk der skal omsættes. Man skal kunne kompromisser – kan man ikke det, så kan man ikke lave kommunalpolitik. Det kræver først og fremmest at man ved hvilke mål man forfølger. Man er nødt til at have en hovedvej som man forfølger. Så skal man hele tiden være meget vedholdende, det kræver det også. Men man skal hele tiden kunne forklare hvad man gør. At jeg har fået det her, men givet slip på noget andet. Det er kompromiset. Så er der formidlingen af det efterfølgende, det er meget vigtigt”, fortæller Jane om en af hendes vigtigste erfaringer fra politik.
“Jeg blev genvalgt til byrådet i 2009 – og vi havde 16%. Der mistede S og SF jo flertallet. Det var da træls. Jeg ville meget gerne have fortsat mit samarbejde med Socialdemokratiet og Uffe, så vi kunne have gjort arbejdet helt færdigt, men det kom vi ikke til. Vi sad med fire mandater, meget stærkt, men det var som om at det ikke handlede om politik på den ordentlige måde. Det var meget kaotisk. Et byråd skal ledes, og der skal sidde en stærk leder. Ellers er det svært at samle folk, Man skal sammen opbygge en fælles hovedvej, hvor man hver især kan spille ind. Det kom vi slet ikke til i den periode. Det gik op i meget andet i stedet”, forklarer hun.
Udover en karriere i byrådet og i SFs øverste ledelse har du været en del af KLs (Kommunernes Landsforening, red.) bestyrelse. Det er ret atypisk når man ikke er borgmester?
“Jeg blev valgt til bestyrelsen i KL i 2006. Der blev jeg næstformand i Teknik- og Miljøudvalget. Så blev jeg genvalgt i 2010, og der blev jeg formand for Børne- og Kulturudvalget og medlem af formandskabet og Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget. Det var områder jeg selv var med til at forhandle frem – og områder jeg havde spidskompetencer indenfor. Både fagligt og politisk. Så det var fire knaldhårde arbejdsår. I øvrigt fik jeg også et nyt job i april 2010 som projektchef for de boligsociale helhedsplaner i Korskærparken og Sønderparken. Det var fire arbejdsår der ville noget”, fortæller hun med et et grin.
“Det var meget atypisk at det ikke var en borgmester. I SF foregår det på den måde at man stiller op – og der valgte de mig. Det var helt sikkert et stort tillidstegn. Når man sidder i KL’s bestyrelse skal man vide noget om lokalpolitik. Man skal vide noget om hele den komplekse organisation som en kommune er – både organisatorisk og fagligt”, supplerer hun.
Hvordan får man tid til det?
“Man får tid fordi man har et hamrende godt netværk. Det var kun Mads der boede hjemme på det tidspunkt – og Lars der altid også var der, på trods af at hans arbejde også er flyvsk”, svarer Jane og fortsætter: “Lars har betydet alt. Ellers kan man ikke. Hvis ikke man er enige, så kunne det ikke lade sig gøre. Ikke for mig i hvert fald. Det er i virkeligheden nok hans freelancejob der har passet bedst, at man kan arbejde 24/7”.
“I 2013 får jeg lige et mandat. Vi fik en kæmpe nedtur – også på landsplan. Det var ovenpå at nogle af vores gode unge politikere forlod os og så videre. Nogle blev totalt udslettet i andre kommuner, så vi var da heldige med at beholde et mandat her”, forklarer Jane om tiden efter det kollapsede regeringssamarbejde, der kostede SF både store politiske navne og eksistensen i mange byråd rundt i landet.
“Der blev jeg formand for Beskæftigelsesudvalget og Sundhedsudvalget – og jeg var stadig i Økonomiudvalget. Jeg har altid vidst, at jeg ville have et job på et tidspunkt – der kun skulle være mit job. Så søgte jeg den stilling jeg har nu i Odense Kommune og den fik jeg så. En stilling som koncernchef betyder selvfølgelig, at man går ud af byrådet. Det gjorde jeg, og startede der 1. Juni 2015”, fortæller Jane.
“Det var fedt at træde ud. Jeg har det sådan, at når jeg har truffet beslutningen så gælder det – og så er det gennemtænkt. Jeg er stadig vildt glad for mit job. Det er spændende. Jeg har et godt samarbejde med det politiske udvalg, kollegaer og medarbejdere. Vi har muligheden for at træne folk til at komme i job samtidig med at de kan få hjælp med de sociale udfordringer. Det er en god kombination. Flere danske kommuner gør det nu, for man har set at det er godt at arbejde på den måde – og særligt nu her når man får sammenhængsreformen”, forklarer Jane i forbindelse med et lille sidespring om, at undertegnede selv blev noget overrasket, da man i Fredericia valgte at sammenlægge Socialudvalget og Beskæftigelsesudvalget, som man for længe siden gjorde i Odense.
“Jeg samarbejder med politikerne og er med til at lave grundlaget for deres politiske beslutninger. Jeg er totalt embedsmand – og det nyder jeg at være. Men jeg nyder også at servicere politikerne og bidrage til at de på bedste vis kan træffe beslutninger. Jeg tænker ikke i, at det er godt jeg har været politiker i forhold til det her, for mine kollegaer tænker jo også over hvad de ville have gjort hvis de var politikere. På ét område kan det være en fordel. Jeg har dyb respekt for politikere, men det ligger latent hos mig. Det er en del af vores demokrati der er helt fantastisk”, siger Jane.
Hvordan driver man lige sig selv gennem et arbejdsliv som dette?
“For mit vedkommende, for det er ikke ens for alle, der har det krævet, at jeg havde en passion, at jeg vidste hvad jeg ville. Hvilke mål står jeg for? For alt i verden at være vedholdende. Så har jeg været glad for, at jeg har en god portion arbejdskapacitet – og det har jeg fordi jeg synes det er sjovt”, svarer Jane, inden vi må takke af for denne samtale. Selvom det er Coronatid, så har hun arbejde der skal nås og en telefon der ringer – og så var vi vist gået lidt over den aftalte tid.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN
Hans billede har hængt i byens lygtepæle i mange år. Hans politiske CV er imponerende – og samtidig med det har han haft en utrolig professionel karriere i IT-branchen. Nu har han takket af både i byrådet, regionsrådet og på erhvervsscenen. Han er kendt som en flittig, passioneret og ikke mindst yderst intelligent mand. Ugens Kurt er Peder Hvejsel.
“Jeg er født i 1950 på fødselsanstalten i Aarhus. Jeg boede i en lille by udenfor Aarhus der hed Sabro, der i dag er en del af Aarhus Kommune. Min far havde et husmandssted, jeg tror vi havde tolv tønder land. I 1950 kunne man leve af det. Jeg havde en storesøster der var 11 år ældre end mig. Man kunne leve af det, ikke vildt, men vi overlevede. Husmændene var en af de laveste rang indenfor landbruget, så vi var på jævne kår”, indleder Peder sin fortælling, inden han fortsætter:
“Jeg mindes at det kneb under tiden at få tingene til at lade sig gøre. Måske var det der jeg fik en forståelse for økonomi. De to gange om året man skulle betale termin, ja der måtte man sælge en ko eller nogle grise, hvis ikke man havde pengene. Det havde jeg lidt svært ved at forstå, for så havde man jo ikke længere den ko. Men det var jo nødvendigt”.
“Ellers er jeg jo opvokset i et landsbysamfund med en lille landsbyskole. Det var delt op i en underskole og storskole. 1.-3. Klasse gik i underskolen og 4.-7. Gik i den store skole. I den lille skole var vi kun fire på min årgang. Året før var de tyve, så det var skævt fordelt. Det var Frøken Lund der underviste i underskolen, hende glemmer jeg ikke. I den store skole var det degnen, en rigtig traditionel degn, der gerne gav et rap over nallerne. Det var faktisk ikke så rart”, fortæller Hvejsel.
“Der skete faktisk det, at vi blev mobbet. Det fandtes ikke dengang, men vi blev altid mobbet af de store min kammerat og mig. Jeg fandt en vej til at det ikke var mig det gik mest ud over, men det var ikke sjovt. Min ven blev smidt ned til skraldet i frikvartererne. Det var lidt barskt når jeg lige tænker tilbage. Der var mange ting. Det gjorde man ikke noget ved i sådan et landsbysamfund, for det var jo sognefogedens børn. Så jeg var ikke meget for at gå i skole”, fortsætter han.
Det nye kapitel
“Mine forældre valgte at sætte mig på privatskole i Aarhus. Min søster var gået ud af syvende klasse og var kommet på realskolen i Aarhus. Hun havde gået på den samme skole, så vi fik en delvis friplads. Så da jeg kom i tredje klasse kom jeg i privatskole. Det fik en gigantisk betydning for mit liv. Jeg tror det er den enkelte begivenhed i mit liv der har betydet mest. At gå fra mobning til en skole med gode lærere, der motiverede børnene”, siger Peder om det der skulle vise sig at være en ny start.
“Jeg klarede mig ganske fint, men det var et miljøskift af de helt store. En af de mest anerkendte privatskoler i Aarhus var jo for byens spidser. Jeg mødes faktisk stadig med en del af dem. Det var bankdirektørens søn, værftsdirektørens datter. Det var alle byens store. De mobbede ikke på grund af økonomi. Jeg følte mig på en eller anden måde lidt underlegen alligevel. Jeg var nok lidt flov over mine forældre. Det har jeg så virkelig fortrudt siden. Det var enormt stort tænkt af en familie der ikke havde ret mange penge”, forsætter han.
“Mine forældre var Indre Missionske og holdt søndagsskole. Det kan være meget sort, men det var ikke helt så galt for mine forældre. De var meget populære, det var datidens frivillige socialvæsen. De samlede ind til slikposer til jul og andet. Mine forældre levede lidt for andre, både for os børn, men også for andres børn. Der var godt nok mange ting vi ikke måtte, men alligevel har jeg stor respekt for dem, for de havde en stor medmenneskelighed”, forklarer Peder Hvejsel.
“De fik mig ind på skolen og jeg klarede mig rigtig godt. Jeg kom igennem med gode venner. Det gik fra at være noget virkelig træls til et helt anderledes liv. Jeg havde en rigtig god opvækst der. Jeg spillede fodbold, i AGF faktisk. Så skiftede jeg ud til nærområdet. Den der opvækst jeg fik tror jeg på har givet mig noget. Man kan ikke sige det er godt at blive mobbet, men den modstand jeg fik de første år fik mig til at sige til mig selv, at jeg skulle vise dem der mobbede, at jeg kunne blive til mere end dem”, siger han, inden han fortsætter:
“Jeg fik en indre drivkraft. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle komme tilbage og prale med at jeg blev til mere end dem. Det har jeg dog aldrig gjort, det er nok at jeg selv har kunnet se det. Der er mange tilfælde i livet hvor det kræver det ekstra for at nå i mål, der har jeg den ekstra energi. Det tror jeg stammer fra den medfødte ting om, at jeg skulle vise at jeg godt kunne klare mig”.
“Det endte med at jeg kom i real og skiftede til Aarhus Statsgymnasium. Jeg havde haft let ved det i skolen, sådan var det ikke lige i gymnasiet. Så der fik jeg en opvågning. Jeg fik kæmpet mig igennem og blev student. Dengang var der fri adgang til alt, så karakterne var ligemeget. Jeg fik gode kammerater, som jeg stadig har kontakt til. Jeg ville nok gerne læse scient. pol. For jeg var interesseret i offentlig administration”, forklarer Peder og fortsætter:
“Men der var værnepligt, så jeg tog ind til militæreret. Jeg kunne ikke komme det med det samme, men jeg søgte ind senere og kom i Søværnet. Man fik automatisk et halvt år ekstra i Søværnet når man var student. For der var brug for specialister. Så jeg fik 1,5 år i Søværnet. Der lærte jeg ufatteligt meget om livet. Jeg var nok en smule indbildsk, for jeg troede jeg var rigtig klog. Jeg kom ind på en 8-mandsstue med syv erfarne sømænd og mig. Jeg lærte at alt jeg troede jeg var, det kunne ikke bruges. Jeg skulle indordne mig efter spillereglerne. Jeg lærte det der med at komme ind et nyt sted, finde ud af hvad der foregår og hvordan man agerer – og så indrette mig efter det. Det har jeg haft stor gavn af hele mit liv. Jeg fik en relativt god uddannelse der kan bruges på mange måder, dog ikke fagligt”.
“Jeg kom hjem, arbejdede på et lager, og så flyttede jeg i et slags kollektiv i Aarhus. De fleste af dem der boede i huset gik på Handelshøjskolen, så det meldte jeg mig også ind på. Jeg startede på HA. Der var lørdagsprøver. Hver lørdag havde vi prøver, og bestod man ikke et antal, så dumpede man. Det var hårdt, men man lærte da at gå til eksamen. Jeg havde det lidt svært når det blev for matematisk. Men jeg bestod, hvilket jeg var meget overrasket over. Derfra havde jeg ingen problemer. Så jeg fik en HA med ganske okay karakter”, fortæller han.
Fra lastbiler til IT
“Så kunne man læse videre til Cand. Merc.. Det valgte jeg ikke at gøre. Jeg fik et job i Aalborg i lastbilbranchen. Et lille firma, det var mit første job som marketingassistent. Der var jeg i halvandet år. Jeg lærte meget om at begå mig, også i forhandlerkredse. Jeg lærte også meget af det reklamebureau vi brugte. Aalborg var et skidt sted at havne hvis man ville administration. Så jeg flyttede hele vejen ned til Aabenraa, hvor jeg var marketingschef, men i virkeligheden var jeg direktørens assistent. Det var et rigtig godt job. At komme fra Fiat med en lille krejlerforretning til Volvo der var indbegrebet af professionalisme lærte jeg meget ved”, fortæller Peder.
“På den lange bane ville jeg gerne have direktørens job, men det var jo lidt vanskeligt. Men det var fint hvis jeg søgte væk før eller siden. Jeg endte med at søge nordpå, fik et job hos et reklamebureau i Vejle. Jeg synes måske at reklamebranchen er lidt op og ned, man er meget afhængig af få kunder. Det er en svær branche. Min nabo havde en mikrocomputer her helt tilbage i 70’erne. Han arbejdede med bogføring for de lokale virksomheder, men hans maskine duede ikke, så den skulle sælges. Jeg havde en kunde i Sønderborg der gerne ville have sådan en, så naboen og jeg kørte derned og fik den solgt. På vejen hjem blev vi enige om, at vi skulle starte et firma med det”, forklarer Hvejsel og fortsætter:
“Det blev resultatet. Ikke lige med det samme, men det skete. Vi startede Dansk Totalinformation, vi fik lavet en plan og fik taget lån. Det var lidt svært, så vi var nødt til at finde en med penge der ville kautionere. Vi fandt en der gik ind som sleeping partner, og garanterede for at vi kunne låne penge. Der skete meget i den periode. Der var nogle andre der lavede IT for autobranchen, nogle brød ud derfra og ville gerne starte. Men vi gik sammen og fik to mere med, så vi på den måde blev fire ejere”
“Jeg vil sige til alle der er iværksættere: Et firma der består af fire personer der gerne vil vækste og sælge er ikke verdens bedste firma. Det der med struktur og administration finder vi ud af en dag vi har tid. Det lærte jeg så den dag vi var nede i banken og jeg ikke kunne svare på spørgsmål. Det fik vi hen ad vejen styr på – og siden har jeg nok været modsat. Jeg går ikke ind i noget jeg ikke har styr på”, supplerer han.
“Vi vækstede ret meget. Vi havde en del ansatte. Vi havde lavet et system til ejendomsmæglerbranchen. Der kom en lov der gjorde, at EDB for alvor blev relevant for ejendomsmæglerne. Vi solgte rigtig godt. Det var en god forretning. Vi brugte så mange penge på at lave mange forskellige systemer, blandt andet til nicher. Vi var ikke alt for fornuftige. Vi ville bare være større for enhver pris. Vi fik et norsk firma ind der købte 25%, men det var der ingen idé i. Det ville vi gerne ud, men det var ikke så nemt, for så skulle vi i banken. På det tidspunkt var EDB-branchen næsten blacklistet, fordi store firmaer gik ned. Men revisoren fik den idé, at vil skulle dele firmaet op efter interesser. Det gjorde vi så, og det lykkedes”, fortæller Peder.
“Her kom Mads Lund, en tidligere både ven og fjende, med”, siger Peder og fortsætter:
“Han havde så lavet et tekstbehandlingssystem til sig selv, som vi begyndte at sælge. Det var det første danske tekstbehandlingssystem da PC’en kom. Mads blev så partner med mig indtil ’96. Det endte med at vi også blev politiske kollegaer og fjender. Men på en eller anden måde har vi forbundet livsskibene. Vi mødes et par gange om året og snakker om løst og fast”.
“Vi har haft et liv sammen på godt og ondt. Mest drevet af den store respekt for hvad hinanden kan. Så har vi klaret alle de slagsmål der har været. Det synes jeg er fantastisk, at vi ikke hader hinanden. Skal man slutte den del af det, så det med at jeg mødes både med grundskolen, gymnasiekammeraterne, søværnet og andre. Jeg har været god til at holde relationerne baglæns. Det er mange misundelige over. Det giver en stor værdi nu”, supplerer han.
“Den karriere med Mads sluttede i 1996, hvor jeg blev direktør i CBC. Vi blev overhalet af Microsoft. De forhandlere vi havde solgt til havde lavet en indkøbsforening, som jeg tidligere havde sagt nej til at være direktør for, men nu var det den rigtige tid. Det skulle kun vare et par år, men det blev til 23 år”, lyder det med et lille grin fra Hvejsel.
“Så har jeg brugt en del tid på at hjælpe iværksættere, og nu er jeg med i nogle bestyrelser og advisory boards. Så det der med iværksætteri, det var jeg selv – og det ligger mig nært. Det med at være selvstændig ligger nok i generne”, fortsætter han.
Hvad går tiden så med nu – udover at hjælpe iværksættere?
“Jeg laver ikke så meget som jeg gjorde før i tiden, men vi har otte børnebørn, så der kan man altid hjælpe til. Men så laver jeg noget af det jeg ikke gad. Jeg bygger og renoverer lidt – selv haven går jeg også i, selvom jeg ikke synes det er sjovt. Dengang jeg gik på pension blev jeg spurgt hvad jeg så skulle lave – og det handler om iværksætteri. Den helt store forskel på at være på pension og være ansat er, at her bestemmer jeg selv. Jeg har ikke dagligt driftsansvar. Det er ikke mig der skal eksekvere når det er slut”, svarer Peder og fortsætter:
“Politik har jeg så valgt ikke at være aktiv i mere, udover at være dirigent på generalforsamlingen. Jeg mener at gamle politikere der er gået af, de bør holde deres mund. Jeg kan have mange meninger, men jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil være en sur gammel mand. Jeg kan somme tider tænke, at jeg burde skrive et læserbrev, men jeg har lovet mig selv at jeg lader være. Men udover Mads jeg mødes med, så er vi et par stykker andre. Det har ikke noget med politik at gøre. Vi spiser en frokost og snakker lidt. Men det kommer ikke udenfor frokosten”.
Har du et råd til unge der måske sidder med en drøm om både iværksætteri og politik? Det er vel svært at forene?
“Man skal gøre sig klart, at det taget tid. Jeg havde to karriere der kørte parallelt. Så jeg måtte være politiker på en bestemt måde. Jeg kunne ikke være detaljepolitikker, det havde jeg ikke tid til. Jeg måtte være generalist og på det mere overordnede niveau. Det er også tanken med systemet, men i kommunalpolitik findes begge typer. Jeg var ikke med i detailbeslutningerne, for der stolede jeg på embedsmændende. Men jeg var med når der skulle træffes politiske beslutninger og politisk forhandling”, svarer han og fortsætter:
“Man kan godt håndtere begge dele, men man skal have en familie der synes det er en god idé. Jeg siger altid til nye kandidater der spørger, at de skal finde ud af det med deres partner. Man knokler hele dagen på arbejde, så møder – inden man er sent hjemme og skal svare på mails. Der duer det ikke at man får vrøvl derhjemme. Man skal være sikker på at have opbakning hjemmefra. Man er også nødt til selv ikke at blande sig i det der bliver besluttet hjemme, for man var der ikke. Indflydelsen på den familiære dagligdag bliver mindre. Det er noget der vender indad. Men det kan sagtens praktiseres”.
“Jeg havde fra starten sagt, at jeg ikke ville være økonomisk afhængig af politik – for så kunne man aldrig helt sige sig fri for at vælge det populære frem for det rigtige for at blive genvalgt. Det ville jeg ikke stå med. Jeg har været med i en tid hvor vi traf beslutninger der bestemt ikke var populære. Men dem er jeg glad for. Havde vi ikke truffet de beslutninger, så havde byen set helt anderledes ud i dag”, supplerer han.
“Det kniber i dag for alle partier at få kandidater, så jeg vil gerne opfordre andre til at stille op. Det er utroligt spændende. Jeg har fået så meget ud af det. Jeg har fået venner, der mødes bredt på tværs at politiske holdninger. Vi var ikke drevet af snæversynethed. Derfor synes jeg politik er spændende. Jeg vil gerne opfordre unge – og gerne unge iværksættere. For vi mangler den målgruppe”, lyder det afslutningsvist fra Peder Hvejsel.
Du kan læse mere om Peder Hvejsels politiske karriere i dette portræt lavet i forbindelse med regionsrådsvalget i 2017:
