OPINION. Lars Løkke Rasmussen har luftet idéen om at droppe de løbende ejendomsskatter og i stedet beskatte gevinsten, når man sælger sin bolig. Argumentet er, at en faktisk salgspris er mere retvisende end offentlige vurderinger.

Det lyder umiddelbart logisk. Men når man går ned i maskinrummet, begynder problemerne at vælte frem.

Det første paradoks er, at man ikke kan indføre en avancebeskatning uden at fastsætte en startværdi på alle boliger. Ellers vil man i praksis komme til at beskatte tidligere værdistigninger med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at staten stadig skal foretage offentlige vurderinger. Problemet med manglende tillid til vurderingssystemet forsvinder altså ikke. Tværtimod forstærkes det.

I dag kan en fejl i en vurdering føre til en for høj løbende skat. Med en avancebeskatning kan den samme fejl udløse en massiv engangsbeskatning ved salg – potentielt mange gange større end den årlige ejendomsværdiskat. Det vil uundgåeligt føre til flere tvister mellem boligejere og skattemyndigheder.

Realisationsbeskatning skaber indlåsning. Hvis en boligejer ved, at et salg udløser en betydelig skat, vil mange vælge at blive boende – selv om job, familieforhold eller alder taler for at flytte. Et eksempel: Hvis en bolig er steget 1 mio. kr., og skatten er 25 %, koster det 250.000 kr. at flytte. Det er ikke småpenge. Det hæmmer mobiliteten på arbejdsmarkedet og gør det sværere for ældre at flytte i noget mindre.

Man kan indføre udskydelse ved køb af ny bolig – men så akkumulerer skatten i stedet og rammer hårdt, når man forlader ejerboligmarkedet senere i livet.

De nuværende ejendomsskatter indbringer omkring 35 mia. kr. årligt. Beregninger viser, at en model som den svenske kun vil give en brøkdel af dette – selv på lang sigt. Det betyder, at man enten skal finde pengene et andet sted eller acceptere lavere indtægter.

Der findes ikke en gratis frokost i finanspolitikken – heller ikke selv om man kalder den “reform”.

Administrativt mareridt: Hvis man beskatter gevinster, skal man give fradrag for forbedringer. Ellers beskattes boligejeren af sit eget nye tag, sit køkken eller den tilbygning, man selv har betalt.

Men hvordan håndterer man forbedringer gennem 20 eller 30 år? Mange ældre boligejere har aldrig gemt kvitteringer fra 1998. Det har ikke været et krav. Skal de nu dokumentere alt bagud i tid? Et retfærdigt system vil kræve detaljerede regler, nedskrivninger og dokumentation.

Et simpelt system vil skabe grænsetilfælde og konflikter om, hvad der er forbedring, og hvad der er vedligeholdelse.

Det bliver tungt, bureaukratisk og konfliktfyldt.

Risiko for mere ustabile boligpriser. Løbende ejendomsskatter har den fordel, at de automatisk følger prisudviklingen og dæmper udsving. En avancebeskatning kan derimod øge risikovilligheden i opgangstider og forstærke udsving. Vi har set før, hvad store boligudsving kan gøre ved økonomien.

Konklusion

Idéen om at beskatte boliggevinster kan lyde som en teknisk smart løsning. Men i praksis vil det:

 Ikke løse problemet med vurderinger
 Skabe indlåsning og lavere mobilitet
 Give lavere og usikkert provenu
 Medføre betydeligt administrativt bøvl
 Øge risikoen for konflikter og ustabilitet

Det er svært at se, hvordan dette skulle være en forbedring.

Derfor må konklusionen være klar: Forslaget rammer ved siden af skiven. Det vil blot blive endnu et offentligt skattesystem, som bliver dyrt at administrere, svært at forstå og konfliktskabende i praksis.

Og hvis der er én ting, dansk skattepolitik ikke mangler, så er det flere komplicerede systemer.